Tag Archives: Dræberdyr

James Herbert, The Rats (1974): Rotterne går til angreb

Paperback, Pan Books 1999

Engelske James Herbert debuterede i 1974 med en overraskende rå roman, der nærmere var en sen udløber af 60’ernes genopdagelse af pulplitteraturen end et produkt af den type bestsellergys, som voksede frem i 70’erne. Ikke desto mindre er det præcis den bølge, som skabte Herberts karriere og sikrede ham en komfortabel plads som en af Englands førende skrækforfattere helt frem til begyndelsen af 90’erne, hvor han, som så mange andre på genrescenen, begyndte at miste sit publikum.

Stilistisk er der ikke langt fra James Herbert til Graham Masterton, der også skrev i forlængelse af pulplitteraturens bramfri, voldsomme facon, men sammenligner man Mastertons debutroman The Manitou med Herberts debut, The Rats, er det klart, at der også er store, stilistiske forskelle de to imellem. Herberts tone er langt hårdere end Mastertons, der i højere grad benytter sig af humoristiske elementer.

Paperback, Pan Books 1999

Hvor Masterton forsøgte at simulere amerikansk litteratur og kontekst med sin debutbog, lod Herbert sin roman udspille sig midt i det forfaldne, fattige forstadslondon, som han selv var opvokset i. The Rats har dermed en snert af noget socialrealistisk, og selvom bogen har talrige spydige kommentarer, er det mere udtryk for en arrig gadedrengsattitude end egentlig humor. Herberts bog står dermed koldere og mere drabelig end Mastertons The Manitou, og det er ikke så sært, at romanen blev en af kilderne til 80’ernes vilde skrækfiktion, fordi man allerede her hos Herbert finder ganske meget af dette in spe.

Handlingen i The Rats beskriver, hvordan en ny art af gigantiske, muterede rotter er begyndt at dukke op i London. Ikke alene er de enorme, de er også intelligente – i hvert fald klogere end deres normale slægtninge – og de ser mennesker som deres primære bytte. I en række små kapitler hører vi først, hvordan rotterne går til angreb på tilfældige ofre, blandt andet et lille barn, før det endelig går op for myndighederne, at noget alvorligt er på færde. Det skyldes ikke mindst, at rotterne bærer på en virus. Hvis man overlever deres bid, vil sygdommen alligevel dræbe en efter 24 timer.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Midt i alt dette bliver skolelæreren Harris introduceret som bogens egentlige hovedperson. Ved en tilfældighed bliver han indrulleret i myndighedernes kamp mod rotterne, og det er igennem hans briller, at vi bliver vidne til den stadigt mere håbløse udrydningskampagne, hvis omfang har apokalyptiske dimensioner.

Sagens egentlig omfang står dog først klart, da vi bliver vidne til koordinerede angreb fra rotterne. Først mod et undergrundtog, som fører til nedslagtningen af de fleste passagerer, dernæst et angreb på skolen, hvor Harris arbejder, og endelig et angreb på byens zoologiske have.

Hardcover, New English Library 1974. Romanens 1.udgave

Man bemærker straks en atypisk voldsomhed i The Rats. Scenen med barnet, der bliver dræbt og ædt af rotterne i bogens begyndelse, går langt videre i sine beskrivelser, end hvad man har mødt i ganske meget andet skrækfiktion fra samme tid. Herbert sigter tydeligvis mod at provokere og ruske op i sin læser, og det formår han stadig den dag i dag, hvor rotterne endnu fremstår som særdeles frastødende skabninger.

Det står også klart, at Herbert i et eller andet omfang har et politisk sigte med sin bog. Det London, han skildrer, navnlig beskrivelserne af byens østlige arbejderklasseområder, er en beskidt, nedslående verden, hvor bombekraterne fra Anden Verdens krig stadig ligger synlige og ubebyggede. Hans London er befolket af et nedslående galleri af personer, som lever i dette forfald eller på kanten af samfundet. Han adresserer også spørgsmål om race, og samfundets usagte racisme udpeges flere steder.

Paperback, New English Library 1974

Man må selvfølgelig også overveje, om selve rotterne er et symbol eller en allegori. Deres ustoppelige fremmarch vækker mindelser om Karel Čapeks klassiske allegori over de totalitære regimers fremvækst i Krigen mod Salamandrene (Válka s mloky) fra 1936, men Herbert har snarere trukket inspiration fra George R. Romeros film The Night of the Living Dead.

De groteske rotter er skabt på grund af menneskelig dumhed, og nu myldrer de frem fra Londons fattigste kvarterer og kaster sig glubskt over den velhavende storbys indbyggere. Hvad vi skal lægge i dette, står åbent hen, præcis som de levende døde i George R. Romeros første zombiefilm forbliver åbne for fortolkning. Om det er underklassens revolution, som Herbert beskriver, eller om det er en dystopisk advarsel om et ulige samfunds kollaps, får vi aldrig sat ord på. Her er læseren overladt til sin egen fortolkning.

Paperback, Signet 1975

The Rats er en roman, som gør indtryk, ikke fordi den er velskrevet eller begavet. Den gør indtryk som beskidt, uslebent bud på en fræk og provokerende litteratur, der ignorerer genrekonventioner og forestillinger om god smag. Det dilettantiske, der gennemsyrer næsten alle dele af romanen, føjer med andre ord en særlig æstetisk dimension til værket. Vi genkender pulplitteraturens patos og melodrama, som når hovedpersonen Harris oplever lykken, for så kun i det næste øjeblik at blive revet tilbage til problemerne igen. Som litteratur er The Rats dybt uoriginal, men desuagtet slår bogen hårdt, og det er ikke så sært, at den endnu er en roman, som huskes og uden tvivl den bog, der står stærkest i Herberts forfatterskab. Han anede næppe selv, hvad det præcis var, han slap løs i 1974, men resultater blev en livslang karriere i skrækfiktionen.

Paperback, Signet 1983. Her er romanen genudgivet under en alternativ

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Signet 1989

Paperback, Pan Books 2010

Paperback, Pan Books 2011

 

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Roman

Daphne du Maurier, The Birds and other Stories (1952): Misantropiens dronning

Paperback, Pan 1977- Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Pan 1977- Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

1950’ernes genrefiktion havde to stærke kvindelige stemmer – en på hver side af Atlanten. På den amerikanske side skrev Shirley Jackson sine intellektuelle romaner om jagten på en kvindelig autoritet og plads i tilværelsen, på den engelske side sad Daphne du Maurier og skrev noget ganske andet. Du Mauriers klassiske, for ikke at sige konservative, udgangspunkt gør på en gang hendes fiktion altmodisch og tidløs. Hendes stille, metaforrige prosa, fyldt med naturiagttagelser, vokser ud af victoriatidens romanunivers og Du Maurier emulerede sine forbilleder uden skam. Det gjorde hende ugleset blandt samtidens litterater, men det har hun i den grad fået oprejsning for i eftertiden.

Men der hvor hendes victorianske forgængere holdt igen eller blev så vage, så læseren måske nok forstod, hvad det drejede sig om, men alligevel helt var overladt til at danne sine egne billeder, gik du Maurier længere og beskrev det, der tidligere blev fortiet. Hendes smag for makabre detaljer og tilværelsens mystiske eller spirituelle sider gør samtidig, at hendes fiktion faldt ind under genrefiktionens brede hat. Og det selvom, der er uendelig langt fra pulpmagasinernes metervarer til du Mauriers fine, fine psykologisk indfølte tekster.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

I novellesamlingen The Birds and other Stories fra 1952 får man ganske godt indtryk af præcis det, som gør Du Maurier så fascinerende, for ikke at sige fremragende, en forfatter. Novellesamlingen blev i øvrigt først udgivet under navnet The Apple Tree, men blev omdøbt, efter Hitchcocks The Birds blev en kæmpesucces.  tager os så at sige hele vejen rundt i forfatterskabets tematikker.

Første historie, ”The Birds”, er uden tvivl bogens stærkeste og mest fascinerende novelle. Den er formentlig også en af Du Mauriers berømteste tekster. Historien udspiler sig i et lille isoleret, engelsk kystsamfund midt på vinteren. En dag trækker et uvejr op og sammen med uvejret begynder fuglene at stimle sammen. Hovedpersonen, en vejrbidt familiefar, ser skeptisk til og aner uråd. Snart viser det sig, at hans egentlig irrationale frygt er velbegrundet, for pludselig går fuglene til angreb. Han forskanser sig med sin familie i deres hjem og forsøger så godt som muligt at forsvare huset gennem en helvedesnat, hvor fuglene hakker og smadrer sig mod huset i forsøget på at trænge ind.

Hardcover, Gollancz 1952. Novellesamlingens første udgave

Hardcover, Gollancz 1952. Novellesamlingens første udgave

Næste morgen håber familien, at alt er overstået, og fuglene er da også forsvundet, men kun for en stund. Snart er de tilbage, og mareridtet fortsætter. Du Maurier spiller mesterligt på den konkrete frygt, som familien oplever, mens deres hus angribes, og den langt dybere rædsel, der breder sig, da det går op for dem, at det ikke bare er hos dem, at fuglene angriber, men at det sker over hele England. Og da radioen pludselig er tavs, ved de også, hvem der vinder kampen.

Hvis man søger efter en tekst, der kan illustrere forskellige typer af skræk, er ”The Birds” et perfekt eksempel. Chokoplevelsen af fuglenes angreb og væmmelsen ved at se, hvad de gør ved deres ofre, er et gear i fortællingen, men rædslen eller den mere fundamentale angst sættes i spil gennem familiens radio, der kommer med desperate meldinger om situationen ude i landet.

Paperback, Penguin Books 1963. 1. udgave af antologien med dens nye titel

Paperback, Penguin Books 1963. 1. udgave af antologien med dens nye titel

Parallellen til krigsnyt under Anden Verdenskrig har været åbenlys for alle Du Mauriers læsere i ’52, hvor ”The Blitz” med al dens natlige forskansning, rumlende flyverlarm og faldende bomber stadig hang som et smertefyldt ekko i underbevidstheden. Det er dermed også radioen og fuglenes afsindige larm, der spiller en afgørende rolle i historiens formidling af skræk og panik.

I novellen lukrerer du Maurier dermed bevidst på dette stadigt kun halvt helede sår i den engelske bevidsthed, men gør det hele endnu mere grufuldt ved at sige – tænk, denne gang er det ikke tyskerne, der falder over os, denne gang er det en enorm, uendelig fjende blottet for motiv, mening og menneskelighed. Krigens gru bliver dermed understreget, men hun siger også, at vi måske burde prise os lykkelige for, at kunne forstå og identificere os med vores fjende.

Paperback, Penguin Books 1975

Paperback, Penguin Books 1975

I den lange novelle Monte Verità afsøger du Maurier helt andet terræn. Novellen, der oser langt væk af fin de siècle, beskriver en spirituel rejse. Her leger forfatteren med idéen om en renere åndelig eksistens og viser samtidig, hvad der sker, når denne tilstand ødelægges af verdslig indflydelse. Handlingen udspiller sig i en centraleuropæisk bjergegn blandt bjergbestigere og frygtsomme lokale bønder i noget, som bedst kan beskrives som en poetisk udgave af H. Rider Haggard.

Endelig har vi novellen ”The Little Photographer”, en bitter fortælling om en rigmands smukke kone, der keder sig og derfor indleder en affære med en handicappet fotograf. Fotografen falder pladask for skønheden, men hun behandler ham som sit legetøj, og da han har mistet nyhedens værdi, kasseres fotografen til fordel for andre adspredelser. Men du Maurier gør hævnen sød. Her, i den moralske gråzone som handlingen udspiller sig i, får hun lov til at skrive om begær og kærlighed set fra forskellige vinkler på samme tid. Der er ikke tale om gys eller gru, men nærmere om en moraliserende fortælling med ganske grumme elementer.

Paperback, Little Brown 2004

Paperback, Little Brown 2004

Fælles for en stor del af novellerne er deres mandlige aktører, som i en eller anden forstand udfordres af en kvinde. Og ofte, som i den hjemsøgte ”The Apple Tree” er det vel at mærke ikke kvinden, der har læserens sympati. Du Maurier revser sine søstre hårdt og beskriver dem som lunefulde, omklamrende og næsten ondskabsfulde skabninger. Hvis hendes kvinder er sådan, må man selvfølgelig spørge sig, hvordan hendes mænd er. Du Mauriers mandeportræt er da heller ikke altid flatterende.

Ebog, Little, Brown 2013

Ebog, Little, Brown 2013

Med undtagelse af familiefaren i ”The Birds” er de mandlige karakterer nemlig troskyldige, næsten enfoldige typer, der ligger i deres følelsers vold. Hendes stærkt misantropiske træk lader sig derfor ikke fornægte, men måske er det netop i mødet mellem sortsyn og fascination af det overnaturlige, at du Mauriers tekster opnår den helt særlige, fortættede stemning, der kendetegner hendes noveller. Måske. Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at hendes raffinerede pen skabte noget særdeles stærkt, som fortsat i dag taler med relevans til læserens verden.

 

Bogens noveller:

The Birds

Monte Verità

The Apple Tree

The Little Photographer

Kiss Me Again, Stranger

The Old Man

 

 

10 kommentarer

Filed under Novellesamling

Peter Benchley, Jaws (1974): Hajerne omkring os

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1975

Alle kender Jaws. Alle kender i hvert fald filmen Jaws, mens Peter Benchleys roman bag filmen i bedste fald er blevet reduceret til en noget forkommen lillebror. Og det endda til trods for, at Benchleys bog af samme navn som filmatiseringen blev en vaskeægte bestseller i ’74. Det er imidlertid synd og skam, at romanen er blevet henvist til skyggerne, for bogen er rigtig god. Alene romanens første sider, hvor bogens navnløse dræber – den enorme hvide haj – glider dæmonisk, hungrigt hen over havbunden, er helt uforligneligt skrevet. Og navnlig den poetiske skildring af ligresterne fra hajens første offer, der roligt synker til bund, er stærkt, stærkt skrevet. efterfølgende plageriet til døde af langt ringere forfattere end Benchley. For bare at tage et enkelt eksempel kan du jo kaste et blik Spider Legs (1998) – et rædsel af en roman, der stjæler med arme og ben fra Jaws.

Benchleys fremragende åbning koster hurtigt en ung pige livet, da hun trods advarsler tager en natlig svømmetur. Derved bliver hun første offer for de hajangreb, som hele romanen handler om. Der er noget forbilledligt i Benchleys greb om fortællingens struktur. Pigen, der dør i løbet af de første sider, er i sommerhus med nogle venner, hvor de har festet og drukket. Sommerhuset ligger i Amity – en fiktiv ferieby på Long Island, hvis forlokkende navn straks signalerer stedets venlige atmosfære. Men noget har ændret sig. Som en tyv om natten har døden opsøgt feriebyen.

Peter Bradford Benchley (8. maj 8 1940 – 12. februar 2006)

Peter Bradford Benchley (8. maj 1940 – 12. februar 2006)

Uset er en gigantisk hvid haj trukket ind under byens kyststrækning. En kyst, der er afgørende for byens hovederhverv turisme. Uden turister ingen Amity. Pigen svømmer lykkelig ud i det natsorte hav og flænses. Vennerne inde på land opdager intet, fulde og præcis lige så tilfredse som resten af Amity går de til ro, mens pigens ligdele skyller op på land. Og da de den følgende morgen slår øjnene op, aner ingen af dem endnu, at alt har ændret sig. At døden har svøbt sig om byen, parat til at fortære de forsvarsløse indbyggere. Alt forandrer sig imidlertid, da byens trofaste politibetjent Martin Brody og en medhjælper opdager resterne af hajens natlige måltid. Pigen er ikke andet end gennemtyggede rester, og snart skal det vise sig, at hele Amity vil ende på samme måde, hvis de ikke får has på hajen.

Pigen på stranden er et varsel, der slår tonen an for de følgende kapitler. Brody vil have stranden lukket, men hvis stranden lukkes, lukkes byens livsnerve. Det udløser naturligvis stærke reaktioner, først og fremmest fra borgmesteren, der presser Brody til at holde stranden åben. Byen lukker med andre ord øjnene og håber, at problemet forsvinder af sig selv. Det gør det bare ikke. En stor dreng mister som den næste livet, og dermed synes sagen afgjort. Amity har et problem, der må løses og specialister indkaldes. I første omgang bliver det havbiologen Matt Hooper og senere også den hårdkogte fisker Quint.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Nu kunne man måske tro, at Benchleys roman handler om en enkelt haj, men sådan er det absolut ikke. Der er mange, rigtig mange, hajer i Amity. Faktisk er hele bogen konstrueret som en mosaik af jægere og byttedyr, der grådigt holder hinanden i en form for syg status quo. Byens indbyggere driver rovdrift på turisterne, som de flår for penge. Turisterne driver rovdrift på lillebyen, som de behandler som skidt. Amitys borgmester presser byen og turisterne, fordi han selv er i kløerne på gangstere, og den barske Quint driver rovdrift på havet for at overleve. Gennem betjenten Martin Brodys kone, der har en affære med den unge havbiolog, kommer vi endda helt tæt ind på relationen mellem mand og kvinde. Og også her viser Benchley os magtrelationer og fordeler jæger- og byttedyrs-roller.

Gennem et længere kapitel beskriver han et hemmeligt stævnemøde mellem biologen Matt og Brodys kone. Kapitlet er langt og kan umiddelbart synes overflødigt, men for den opmærksomme læser tegner der sig snart et billede af grum jagt. Som to rovdyr cirkler de to omkring hinanden under en flirtende middag, der naturligvis skal ende i sengen på et motel. Og her, på motellet, udspiller det endelige angreb sig, hvor Matt vinder over Brodys kone. Med et par enkelte, mesterlige sætninger får Benchley beskrevet biologens hajligende, seksuelle angreb på kvinden. Han beskriver, hvordan Matt ser med døde øjne på hende i noget, der et øjeblik næsten har karakter af en voldtægt. Og efterfølgende, da romancen er overstået, føler Brodys kone sig både udnyttet og fortabt. Slugt, gennemtygget og spyttet ud.

Hardcover, Andre Deutsch 1974

Hardcover, Andre Deutsch 1974

Hajerne cirkler omkring hinanden i Jaws og tegner et deprimerende, misantropisk billede både på vores samfund og relationen mellem mennesker og natur. Alt er en magtkamp i romanen, og midt i flokken af rovfisk står betjenten Martin Brody. Hajerne flokkes omkring ham – de er efter hans arbejde, hans kone, hans mandighed og værdighed. Alt sammen noget Benchley får samlet i nøglefiguren – den store hvide haj, der som en anden Moby Dick driver sit fantomagtige spil med byen og symbolsk synes at favne alle bogens konfrontationer.

Peter Benchleys grundtone er måske nok pessimistisk og livstræt, men Jaws er afgjort en roman fyldt med håb og et opbyggeligt budskab. Brody indser nemlig midtvejs gennem bogen, at der kun er en vej ud af sagen – han må konfrontere den hvide haj. Koste hvad det vil. Han må dræbe den. Tilintetgøre den, før den sluger Amity, ham selv og byens alle dens indbyggere med hud og hår. Og naturligvis er det her Benchleys morale kommer ind, for vi står alle – dagligt – i Martin Brodys sko. Hajerne er omkring os. De truer os, og de forsøger at sluge os, og det kan vi enten acceptere eller kæmpe imod. Brody vælger det sidste, han kæmper. Det udløser en Jack Londonsk jagt på hajen. En fantastisk fisketur, der mest af alt minder om en krig, hvor den overjordiske Quint til sidst sætter et ufødt delfinfoster på krogen for at lokke den store, hvide djævel til. Et ubehageligt billede på det at lade al blødsødenhed fare og sætte alt ind i en konfrontation, hvor målet helliger midlet. Bliv som rovdyret, du jager, siger Benchley.

Paperback, Pan Books 1988

Paperback, Pan Books 1988

Og naturligvis ender Brody og Quints jagt i triumf. Brody får dræbt det hvide spøgelse, der plager ham, og han er i hvert fald momentant et frit menneske. Og Benchley siger det samme til sine læsere. Kæmp imod hajerne. Stik til havs og mød dem med åben pande – i modstandskampen ligger kimen til selvrespekt og værdighed.

Jaws er pulp når det bedst.

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, HarperCollins Publishers 2012

Paperback, HarperCollins Publishers 2012

Paperback, Random House 2013

Paperback, Random House 2013

2 kommentarer

Filed under Roman

David Holman & Larry Pryce, Fleshbait (1979): Voldsfisksering!

Paperback, New English Library 1979. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har malet den fede forside

Paperback, New English Library 1979. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har malet den fede forside

1970’erne var et godt årti for “naturen går amok”-genren. En lille gren på den store horrorstamme, der med gysets virkemidler forsøger at italesætte økologiske problemer. Mere fundamentalt kan man måske også sige, at genren udfordrer vores opfattelse af at være herre over naturen, og dermed rummer disse fortællinger i virkeligheden ganske foruroligende implikationer. Og det uanset om det sker i form af isolerede hændelser – Jaws (1974) og Cujo (1981) – eller i de voldsomme begivenheder, som David Holman og Larry Price beskriver i deres lille roman Fleshbait fra 1979.

Fleshbait udspiller sig langs den engelske vestkyst i Cornwall, hvor en stribe ildevarslende hændelser i bogens begyndelse gradvist peger på en naturkatastrofe af uhyrlige dimensioner. De to marinbiologer Mark Neilson og Kathy Wilding er sammen taget ud til kysten for at se det sted, hvor deres fælles ven Mike druknede for nogen tid siden. Her bliver de vidne til bizarre begivenheder. En far og datter er omkommet i et dambrug, og det virker nærmest som om, at fiskene var ude på at dræbe de to. Er der mon en parallel til Marks og Kathys ven, der også druknede under mystiske omstændigheder på en fisketur? Naturligvis er der det.

Det viser sig nemlig meget snart, at der ikke alene er sket angreb på mennesker langs den lille flod, som marinbiologerne opholder sig ved. Der er også sket angreb ude ved kysten, og problemets omfang bliver snart ganske alvorligt, da fiskestimer øjensynlig ikke alene forsøger at sænke fiskerbåde, men også truer den højhellige turistsæson. En videnskabelig kommission bliver nedsat, hvor begge vores biologer deltager, og deres undersøgelser afslører, at en fabrik har sluppet kemikalier ud i de lokale vandløb. Disse stoffer er nu drevet til havs og har undervejs muteret fiskene, der nu er blevet omprogrammeret til at føle et dybt og inderligt had mod menneskeheden(!).

Paperback, New English Library 1979

Paperback, New English Library 1979

Første del af romanen bliver brugt på introduktion og afsløring af baggrunden for skaden, i anden del bliver indsatsen planlagt og udført. Hvor første del har en tentativ klaustrofobisk stemning, ændres tonen helt i anden halvdel. Her tager det hele sig pludselig ud som et stort action-eventyr med dykkere og militær, bomber og magnetiske undervandsbjerge. En ganske spøjs transformation, der kun hænger sammen, fordi det fortsat er vores to havbiologer, der er hovedpersonerne.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Holman og Price kiggede Peter Benchley i kortene, da de skrev Fleshbait. Der er ganske mange paralleller til Jaws, forskellen er bare, at det ikke er én haj, men et helt hav af fisk, der her går amok. Tonen er selvfølgelig også ganske anderledes og Jaws på alle måder en bedre roman. Faktisk er Fleshbait en skuffelse, fordi den ikke rigtigt leverer noget. Bogens anslag rummer løfter om blodig horror, da pigen på dambruget må kæmpe for sit liv, men den slags scener kommer ikke rigtigt igen. I stedet skildres fiskegruen distanceret gennem andenhåndsberetninger. Desværre, for derved mister bogens usynlige fjende en hel del af sin pondus. En pondus, der ydermere reduceres i anden del, hvor videnskabsmændene folder sig ud, og problemet med fiskene reduceres til en sag, der kan løses ved nogle undersøiske sprængninger.

Selvom Holman og Price tydeligvis har en advarende mening med bogen – præcis som genren vel mere eller mindre dikterer – får de sovset det hele ind i så megen pseudo-videnskabelig snak, at deres trussel forsvinder. Alt dette kunne være godt og fint, hvis gruen var blevet erstattet af nervepirrende action, men sådan er det ikke. For præcis som fiskenes angreb distanceres, sker det samme for de store manøvre, hæren skal igennem for at løse problemet. Også her bliver problemets løsning skildret på anden hånd, og romanen ender derfor i sidste ende som et forvirret stykke prosa, der aldrig finder sit ståsted.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Jeg aner ikke, hvem David Holman eller Larry Price er, men geg vil gerne vædde med, at enten Holmen eller Price har en form for naturvidenskabelig baggrund. Der klinger en tør saglighed med igennem hele teksten, der vel umiddelbart sandsynliggør begivenhederne, men desværre også gør dem ganske blodfattige. Selvom teksten som sådan hænger sammen, er det derfor også tydeligt, at der har været to om arbejdet. Den umage sammenstilling af hærens og videnskabsmændenes arbejde og så de to marinbiologers intime samtaler om konsekvensen af fiskeangrebet taler med to vidt forskellige stemmer. Fleshbait virker derfor nærmest lidt skizofren flere steder. Der udspiller sig i hvert fald en form for magtkamp hen over bogens sider mellem den personnære beretning og den brede skildring.

Dybest set er Fleshbait en uinteressant roman, der hverken rummer pulphorror nok til at være underholdende, eller udført i en sådan grad, at den kan gøre sig fortjent til videre overvejelser. Ikke desto mindre kommer man ikke uden om, at den er et sjovt eksempel på selve genren. Den har med andre ord alle troperne, men formår bare ikke at omsætte dem til andet end ligegyldige parafraser eller plagiater.

På samme vis kan man også sige, at bogen er et tankevækkende eksempel på et mislykket samarbejde mellem to forfattere. Romanen synes at slide sig selv op inde fra, og selv om Holman og Price sikkert var ganske tilfredse med deres værk, spænder deres forskellige bidrag ben for hinanden. Ikke alene er Fleshbait derfor kedelig, men æstetisk har den også forbløffende lidt at byde på.

Trist at så fin genreforside skulle spildes på så tam en bog!

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Monkey Business – Et abeskønt indlæg

Paperback, FN Books 1966

Paperback, FN Books 1966

Jeg har skrevet om fremstillingen af kampe mellem dyr og mennesker tidligere, og her skal vi samle den tråd op igen. Dog ikke helt ud fra samme perspektiv. Nu handler det nemlig om aber – navnlig menneskeaber – og den måde de optræder på forsiderne.

Aber i alle størrelser er et særdeles populært tema i pulplitteraturen. Især er der en overflod af gorillaer. Det må skyldes, at gorillaen traditionelt i både asiatisk og vestlig kultur tilskrives en særlig plads blandt dyrene. Det ligger jo allerede i en betegnelse som ”menneskeabe”. Aben har været brugt ikonografisk siden antikken til at fremstille menneskets dårskab og forfængelighed. Aben, der betragter sit spejlbillede, er eksempelvis et populært motiv i middelalderens billedverden.

Zeppelin Stories, juni 1929

Zeppelin Stories, juni 1929

Det er imidlertid ikke helt det, som pulpforsiderne udtrykker. Her er aberne snarere et udtryk for rå, utøjlet kraft. Billedet ligger i vores sprog – ”han er en stor gorilla”, ”hun er grov som en abe” osv. Menneskeaberne bliver billeder på det forenklede, primitive menneske. I middelalderens kunst er det aben, der ser sig selv og derved ligner mennesket. I pulpens verden, er det os, der spejles i aben.

Amazing Stories, januar 1931

Amazing Stories, januar 1931

Vi ser os selv; ser vores grimme sider i dyret og har mulighed for at se vores drifter fremstillet i distelleret form. Når gorillaer og store aber bliver brugt som drabelig modstandere i arenaen eller får lov at smadre vores byer, er det altså et billede på vores egen destruktive kraft, der udtrykkes.

True Men Stories, oktober 1956

True Men Stories, oktober 1956

Men det stopper ikke her. Det er nemlig ikke kun ren råstyrke, der er tale om. Forbløffende mange abebilleder spiller på et seksuelt forhold mellem navnlig kvinden og aben. Aben er med andre ord også et billede på det utøjlede, altfortærende mandlige libido.

Argosy, maj 1934

Argosy, maj 1934

Billeder af gorillaer, der truer stakkels kvinder, fortæller historier om voldsom sex, eller nok nærmere historier om grufulde voldtægter. Men her må vi ikke glemme den typisk mandlige beskuer, der sidder med bogen eller bladet i hånden. Mon ikke der finder en vis identifikation sted mellem manden og aben? Mon ikke den uskyldige læser tænker, havde jeg bare den gorilladragt på? Det tror jeg.

Thrilling Wonder Stories_Sum 1946

Thrilling Wonder Stories_Sum 1946

Der ligger naturligvis også en belønning til den, der redder kvinden fra aben. At overvinde en gorilla, med de ovenfor beskrevne forhold in mente, er naturligvis et vigtigt bevis for manddom og kraft. Ikke alene er man stærkere end selve sindbilledet på urkraft, man forstår også i overført betydning at tøjle vildskaben.

Fortolkningsmuligheder er der nok af.

Argosy, september 1937

Argosy, september 1937

Thrilling Wonder Stories, oktober 1941

Thrilling Wonder Stories, oktober 1941

Brave and Bold nr. 237, juli 1907

Brave and Bold nr. 237, juli 1907

The Feds, marts 1937

The Feds, marts 1937

Clues. Detective Stories, maj 1935

Clues. Detective Stories, maj 1935

The Blue Book Magazine, september 1929

The Blue Book Magazine, september 1929

Complete Sports, oktober 1955

Complete Sports, oktober 1955

Terror Tales, marts 1971

Terror Tales, marts 1971

Paperback, Tempo Books 1976

Paperback, Tempo Books 1976

Fantastic Adventures februar 1943

Fantastic Adventures februar 1943

Strange Tales, oktober 1932

Strange Tales, oktober 1932

Paperback, Monarch Books 1960

Paperback, Monarch Books 1960

Fantastic Adventures, april 1949

Fantastic Adventures, april 1949

Saucy Detective, maj 1937

Saucy Detective, maj 1937

Jungle Stories, sommer 1947

Jungle Stories, sommer 1947

Paperback, Chilton Book 1974

Paperback, Chilton Book 1974

Rage for Men, april 1957

Rage for Men, april 1957

Jungle Stories, sommer 1948

Jungle Stories, sommer 1948

Paperback, Dell Books 1983

Paperback, Dell Books 1983

Paperback, Vampir Horror-Roman 1976

Paperback, Vampir Horror-Roman 1976

Jungle Stories, vinter 1943

Jungle Stories, vinter 1943

Paperback, Badger Books 1964

Paperback, Badger Books 1964

Jungle Stories, vinter 1951

Jungle Stories, vinter 1951

Paperback, Azan the Ape Man 1950

Paperback, Azan the Ape Man 1950

Man's Adventure, marts 1955

Man’s Adventure, marts 1955

Paperback,  Severed Press 2010

Paperback, Severed Press 2010

Man's Daring, august 1962

Man’s Daring, august 1962

New Man, april 1956

New Man, april 1956

Man's Life, marts 1958

Man’s Life, marts 1958

Man's Story, september 1957

Man’s Story, september 1957

Man's Life, november 1955

Man’s Life, november 1955

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Tentakler på bloggen: Blækspruttens mange ansigter

Sea Stories, februar 1929

Sea Stories, februar 1929

Her kan du kaste et blik på blækspruttens kæmpe betydning som modstander og inspirationskilde. Kæmpeblæksprutten – Kraken – er fast inventar i eventyrlitteratur om opdagelsesrejser og søfart, hvor den optræder som sømændenes skræk. Blæksprutten er billedet på det fremmedartede ”andet”, der lurer under havoverfladen. Måske netop fordi den undersøiske verden kan fremstå så fremmed og uvirkelig, har blæksprutter og andre hvirvelløse skabninger dannet grundlag for rumvæsner og djævelskab fra andre eksistensplaner.

Amazing Stories, februar 1936

Amazing Stories, februar 1936

Lovecraft beskriver den nok mest berømte, spruttelignende skabning som: ”A pulpy, tentacled head surmounted a grotesque and scaly body with rudimentary wings. . . ” i The Call of Cthulhu (1928). Den mægtige, slumrende Cthylhu i R’lyeh har uden tvivl været en af de væsentligste kilder til populariseringen af tentakler og blækspruttelignende anatomi i nyere populærkultur.

Wonder Stories, juni 1930

Wonder Stories, juni 1930

Men Lovecraft var bestemt ikke ene om at se blækspruttens potentiale som grotesk vidnesbyrd om andre former for liv, blottet for antropomorfe træk. Man kan sige, at blækspruttens fallisk begærlige tentakler havde en særlig tiltrækning på tegnere og forfattere i pulpens guldalder, om det så var i horror, fantasy eller SF. Alle lod de deres heltinder befamle af lange, våde fangarme…

Amazing Stories, maj 1928

Amazing Stories, maj 1928

Jeg har her forsøgt at sammenstille et lille tema med fremstillinger af blæksprutten, som den visuelt kommer til udtryk på tværs af genrer. Spruttevæsnerne er ikke altid fjender og eller for den sags skyld uhyggelige, men en ting er sikkert, de repræsenterer det fremmedartede og ikke-menneskelige – også der hvor de bliver brugt som sindbillede på eksempelvis kriminalitetens forgreninger ud i samfundet. Blæksprutter og mennesker står i den spraglede verden, som bloggen her handler om, som billeder på det uforenlige.

Weird Thrillers, sommer 1952

Weird Thrillers, sommer 1952

Med dagens tema kan jeg også nævne, at jeg har løftet sløret en smule for søndagens bogomtale.

Analog, oktober 1965

Analog, oktober 1965

UncannyTales, maj 1942

Uncanny Tales, maj 1942

Astounding Stories of Super Science, september 1930

Astounding Stories of Super Science, september 1930

Uncanny Stories, april 1941

Uncanny Stories, april 1941

Argosy, januar 1932

Argosy, januar 1932

Argosy, oktober 1940

Argosy, oktober 1940

The Popular Stories, november 1927

The Popular Stories, november 1927

Asimovs Science Fiction, februar 2009

Asimovs Science Fiction, februar 2009

The Octopus, februar/marts 1939

The Octopus, februar/marts 1939

BOLD MEN, marts 1961

BOLD MEN, marts 1961

Strange Stories, august 1939

Strange Stories, august 1939

Detective Fiction Weekly, december 1931

Detective Fiction Weekly, december 1931

Startling Stories, november 1941

Startling Stories, november 1941

Dime Detective, oktober 1944

Dime Detective, oktober 1944

Stag, september 1955

Stag, september 1955

Famous Fantastic Mysteries, juni 1945

Famous Fantastic Mysteries, juni 1945

Spicy Adventure Stories, august 1936

Spicy Adventure Stories, august 1936

Man's Conquest, maj 1958

Man’s Conquest, maj 1958

Secret Agent X Octopus Of Crime

Secret Agent X Octopus Of Crime

Men, august 1953

Men, august 1953

Real Men, februar 1958

Real Men, februar 1958

MEN, januar 1953

MEN, januar 1953

Pluck and Luck Magazine, august 1902

Pluck and Luck Magazine, august 1902

Outdoor Adventures, april 1957

Outdoor Adventures, april 1957

Paperback, Popular Library 1942

Paperback, Popular Library 1942

Paperback, Arrow Books 1963

Paperback, Arrow Books 1963

Paperback, Monarch Books 1964

Paperback, Monarch Books 1964

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Eclipse Paperbacks 1962

Paperback, Eclipse Paperbacks 1962

Paperback, Corinth Publications 1966

Paperback, Corinth Publications 1966

Hardcover, Fantasy Flight 2006. Sprutten over dem alle!

Hardcover, Fantasy Flight 2006. Sprutten over dem alle!

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Mand mod haj: Hajkampe før Jaws

Adventure, oktober 1957

Adventure, oktober 1957

Som opfølger til sidste uges post om kamp på liv og død mellem mand og dyr skal der her stilles skarpt på en særlig niche i dette tema.

Kampen mod hajer er uden tvivl en af de hyppigst omtalte og illustrerede kampsituationer, når det drejer sig om mænds voldelige konfrontationer med naturen – i hvert fald når vi ser på amerikanske og engelske herrebladene fra 50’erne og 60’erne.

Valor - For men, juni 1957

Valor – For men, juni 1957

Hvorfor lige netop hajkampen er så populær, er i virkeligheden et godt spørgsmål. Ser vi mere bredt på fænomenet med menneskers kampe mod dyr, spiller kampen mod løver eller andre store kattedyr også en stor rolle, men ikke i samme grad som hajkampen. Med løven er ikonografien forståelig. Løven som det vilde, utæmmede dyr, der både er stærk, hurtig og glubsk, er jo nærmest indbegrebet af det utæmmede og vilde. Løvekampen har også en lang kulturhistorisk tradition, som klinger med, når vi ser velfriserede helte kampe mod en løve, kun bevæbnet med en dolk.

MALE, oktober 1953

MALE, oktober 1953

Men hvad med hajen? Måske ligger hajens appel i det, at vi ikke kan relatere til fisken. Den er et kæmpemæssigt rovdyr – en dræber – der dårligt lader sig antropomorficere i anden retning end negative kvaliteter. Kunne man tænke sig en haj, brugt på samme måde som den gamle, skeløjede løve Clarence, delfinen Flipper eller endda spækhuggeren Willy? Næppe.

Argosy, juni 1935

Argosy, juni 1935

Hajen er den perfekte skurk. Den symboliserer samme vildskab som savannens løver, men føjer samtidig vandet til som et fremmedgørende element, der sætter mennesket på udebane og tipper vægten i hajens favør.

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Da Peter Benchley skrev Jaws (1974), dykkede (!) han ned i den på det tidspunkt veletablerede pulptradition, der eksisterede omkring hajkampen og omsatte den til romanform. Som selvstændigt værk har Jaws derfor næsten intet at byde på. Dybest set rørte Benchley pulpklichéerne sammen med en kluntet, tidstypisk omgang 70’er-sleaze og skabte på den konto en gigantisk bestseller.

Peter Bradford Benchley (8. maj 1940 – 12. februar 2006)

Peter Bradford Benchley (8. maj 1940 – 12. februar 2006)

Bogen blev som bekendt senere filmatiseret, og Spielbergs film har efterfølgende helt og aldeles overskygget Benchleys romanforlæg. Filmen Jaws (1975) har imidlertid også overskygget den ældre tradition pulptradition fra mandeblandene, som stort set er glemt. Når vi ser læser om eller ser hajangreb i dag, tænker vi Jaws. Filemen og bogen Jaws er imidlertid bare destillatet af en lang macho-tradition, som fortjener at blive husket, fordi både bog og film er udsprunget af denne.

Her er et udvalg af haj-forsider, både blade og paperback, fra 1923 til ’68.

outh Sea Stories, juni 1958

South Sea Stories, juni 1958

Short Stories for Men, august 1959

Short Stories for Men, august 1959

Sea Stories, maj 1923

Sea Stories, maj 1923

REAL - the exciting magazine FOR MEN, septemner 1958

REAL – the exciting magazine FOR MEN, septemner 1958

PERIL - The all man's magazine, august 1960

PERIL – The all man’s magazine, august 1960

Men, december 1956

Men, december 1956

Paperback, Lion Library 1954. Forsiden er malet af Stan Borack

Paperback, Lion Library 1954. Forsiden er malet af Stan Borack

Paperback, Corgi Books 1955

Paperback, Corgi Books 1955

Paperback, Fontana Books 1960

Paperback, Fontana Books 1960

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Horwitz 1962

MEN'S pictorial, december 1958

MEN’S pictorial, februar 1958

Paperback, Arrow Books 1955

Paperback, Arrow Books 1955

Mans's Adventure, oktober 1957

Mans’s Adventure, oktober 1957

Man's World, december 1963

Man’s World, december 1963

For MEN only, april 1968

For MEN only, april 1968

For MEN only, december 1962

For MEN only, december 1962

MALE, april 1968

MALE, april 1968

American Manhood, juni 1956

American Manhood, juni 1956

Argosy, maj 1961

Argosy, maj 1961

Amazing Stories, december 1932

Amazing Stories, december 1932

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret