Tag Archives: Dreamlands

Brian Lumley, The Clock of Dreams (1978): På dum tur gennem drømmeland

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

I ’78 fulgte Brian Lumley op på fortællingen om det utrolige makkerpar Titus Crow og Henri-Laurent de Marigny – Cthulhu mythos-genrens svar på Holmes og Watson. Lumley havde introduceret de to venner i en række tidlige noveller, men udviklede først for alvor figurerne i den korte roman The Burrowers Beneath, som slog hans navn fast blandt tidens førende mythos-forfattere. Jeg har ikke meget godt at sige om romanen, og heldigvis vovede Lumley sig ud af H. P. Lovecrafts slagskygge med seriens andet bind, der blev en fabulerende, pulpet fantasyroman, hvor Titus Crow fik lov at rejse gennem tid og rum for endelig at ende som guddommelig skabning i en dimension kaldet Elysia.

Romanens afslutning gjorde det ikke oplagt at fortsætte med Crow som hovedperson, og det tog Lumley også konsekvensen af, da han tre år senere havde afsluttet endnu et bind i serien. The Clock of Dreams ophøjer nemlig Crows højre hånd de Marigny til hovedpersonen, selvom Crow naturligvis også er med.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Handlingen fører os denne gang ikke ud i verdensrummet, i stedet skal vi til de drømmelande, som Lovecraft skabte i en lille kreds af særdeles fine fortællinger med den episke The Dream-Quest of Unknown Kadath (skrevet mellem 1926 og ’27) som hovedværket.

Henri-Laurent de Marigny, der står i telepatisk kontakt med sin ven Crow, opfanger pludselig et nødsignal fra vennen, som vel at mærke ikke længere befinder sig på jordkloden. Trofaste de Marigny tøver naturligvis ikke et sekund med at komme sin kammerat til undsætning. Han kaster sig derfor ind i den utrolige, standerur-formede maskine, som Crow har brugt på sine rejser ud i verdensaltet.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

De Marigny aner ikke, hvor Crow befinder sig, så han sætter maskinen på en form for autopilot, lægger sig til at sove og håber at vågne i nærheden af vennen – for den slags kan urmaskinen. Næste stop er drømmeland, og vores hovedperson forstår nu, hvad det er for problemer, Crow er havnet i. Vennen og vennens mystiske kæreste Tiania er nemlig blevet taget til fange i byen Dylath-Leen, hvor de nu skal voldtages og ofres til selveste Nyarlathotep. De Marigny må tænke hurtigt, og naturligvis lykkes det ham da også i sidste øjeblik at få reddet sine venner. Nu gælder det om at flygte ud af drømmenes verden, uden Nyarlathotep får fingrene i dem. I resten af bogen hører vi Crow fortælle, hvordan han kunne være så dum at blive fanget, og hvordan de tre venner slipper tilbage til den vågne verden.

The Clock of Dreams er en ukompliceret eventyrfortælling, der nok engang bekræfter Lumley som opportunistisk plagiator, der med sine mythos-fortællinger fra 70’erne lukrerede på den medvind, Lovecraft oplevede. Bogen er et komplet sjæleløst produkt, der blindt imiterer uden at bidrage med andet end fladpandet pulp-action. Så er det sagt.

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Da Lovecraft skrev den kreds af historier, som vi i dag kalder for Dreamlands-historierne, skete det i løbet af en begrænset årrække, hvor han var intenst optaget af Lord Dunsanys eventyrlige fortællinger. Lovecraft skrev med andre ord, som bekendt, sine drømmenoveller som en form for imitation, men ingen vil kunne påstå, at der er tale om plagiater – snarere er der tale om en ekstremt frugtbar inspiration, der gav Lovecraft luft under vingerne til at skabe en både excentrisk og foruroligende form for fantasy, der fortsat i dag står som et unikt bidrag til den type litteratur.

Brian Lumley havde allerede imiteret de mere traditionelle Lovecraft-fortællinger i en række historier, og det er derfor ikke synderligt overraskende, at han derfor var fristet til også at bevæge sig ind i Dreamlands-kredsen. Det overraskende er imidlertid, hvor utrolig lidt Lumley har at byde på her. I tidligere bøger, som eksempelvis førnævnte The Burrowers Beneath, går Lumley til Lovecrafts såkaldte Cthulhu mythos med et selvstændigt blik på tingene, der gør han i stand til både at imitere men også at sætte sit eget fingeraftryk på genren. Sådan forholder det sig absolut ikke med The Clock of Dreams. Her fremstår Lumley helt og aldeles på udebane, ja vel nærmest hjælpeløs, fordi det ret hurtigt står klart for læseren, at han ganske enkelt trækker sine hovedpersoner gennem en direkte parafrase over de væsentligste af Lovecrafts Dreamlands-fortællinger. Han bruger med andre ord helt konkret beskrivelser og scener i sin roman, der er løftet fra Lovecraft og omdannet til en form for kludetæppe, der fører læseren omkring de mest ikoniske lokaliteter, figurer og scener fra Lovecrafts historier.

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Grafton 1992

Man skulle ikke tro, at det kunne blive mere sølle, men det kan det skam, for en ting er at plagiere skamløst, en anden ting er at gøre det med så ringe forståelse for forlæggets kvaliteter. Det er nemlig i selve sprogets tone og tekstens stemningsfrembringelse, at Lumley fejler mest. Den mekaniske afskrift fra Lovecraft, krydret med egne vendinger og andre ordstillinger, bliver ikke til andet end tomme, stemningsforladte konstruktioner, der mest af alt fremstår som hjælpeløse parodier, fordi de er blottet for kunstnerisk nerve eller indfølt glæde ved indholdet.

Hele romanen virker mest af alt som et eksperiment fra Lumleys side. Et forsøg på at give ”dreamlands-genren” en chance, men Lumley går fejl i byen her. For mens han måske var i stand til at sende mythos-fiktionen i en ny retning med et værk som The Burrowers Beneath, forstår han ganske enkelt ikke de tekster, som han her imiterede. Dreamlands-fortællinger lever ikke på grund af handling, men på grund af den poetiske iscenesættelse af det fremmedartede. Præcis det tog Gary Myers ud i yderste konsekvens, med sine dystre, smukke og makabre bud på drømmelandsfortællinger – Lumley magtede ikke det samme, og resultatet er en pinagtig fadæse. Heldigvis har han siden, mere eller mindre, holdt sig fra den gren af mythos-genren, så lidt selverkendelse har Lumley da i det mindste.

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, Tor 1997

Hardcover, Tor 1997

Ebog, Gateway Books 2013

Ebog, Gateway Books 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gary Myers, The House of the Worm (1975): Gennem den dybe slummers porte

Hardcover, Arkham House 1975. Den meget stemningsfulde forside er tegnet af Allan Servoss

Hardcover, Arkham House 1975. Den meget stemningsfulde forside er tegnet af Allan Servoss

 

700 onykssorte trin fører ned til drømmenes verden, og Gary Myers kender vejen som ingen andre. I 1975, som 23-årig, udsendte han en af de vigtigste Lovecraft-receptioner, der var blevet udgivet i årevis. Med novellesamlingen House of the Worm vendte han nemlig som en af de første tilbage til Lovecrafts såkaldte ”Dreamlands”-fortællinger og tog tråden op i ti relativt korte historier. Resultatet er mageløst og noget af det bedste Lovecraft-pastiche, der efter min mening er skrevet.

I bogens indledning kalder Gary Myers selv sine ti noveller for kætterier, fordi de ser stort på den af August Derleth sammenstykkede ”Cthulhu mythos”. I stedet for at følge de velkendte skabeloner vender Myers sig mod Lovecrafts storslåede The Dream-Quest of Unknown Kadath og gør kortromanens flimrende forståelse af forholdet mellem nye og gamle guder til et af sin novellesamlings omdrejningspunkter.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Jeg har genlæst House of the Worm flere gange. Det skyldes først og fremmest, at den type fantasy, som Lovecraft skabte med sine Dreamlands-historier, faktisk er den fantasy, jeg foretrækker. Jeg elsker det sære, syrede univers, hvor Tusind og én Nat fusioneres med sværmeriske idéer om rejser, okkulte hemmeligheder og grum ondskab. For mig at se er det i drømmeteksterne, at fantasien for alvor slippes fri og fantastiske verdener rejses for det indre blik. Det overgår stort set alt andet fantasy. I disse noveller males der med en majestætisk bred pensel, men historierne er befriende fattige på Tolkien-skolens faste inventar.

Men når jeg har genlæst House of the Worm flere gange, skyldes det mere end bare en glæde ved Dreamlands-universet. Lovecraft skrev, som bekendt, sine drømmefortællinger under påvirkning af Lord Dunsanys eventyrlige historier. Lovecrafts tekster er derfor langt hen ad vejen en imitation, men han førte sine egne idéer og udtryk ind i Dunsanys litterære univers og skabte derved noget nyt og langt stærkere. Myers gør det samme. Hans tekster er grundlæggende loyale over for Lovecrafts udtryk, men Myers bruger et andet greb om drømmeuniverset, der flytter det et nyt sted hen. Derved skaber han unikke perler, der er lige så poetisk stærke, som de er komplekse og uigennemtrængelige.

Gary Clayton Myers (født 15. august 1952)

Gary Clayton Myers
(født 15. august 1952) i dag

Gary Myers skriver kort og ordrigt med snoede rytmer i sætningsopbygningen, som hentes hos Lovecraft. Handling er der ikke meget af, men ikke desto mindre har Myers’ ti noveller alle en form for narrativ, der udspilles og forløses på historiens sidste side. I den forstand er hans noveller ganske traditionelle, men i virkeligheden ligner de først og fremmest prosadigtet i dets overflod af mættede sætninger og intense situationsbeskrivelser.

Alle historierne udspiller sig i drømmelandende, blandt drømmelandenes indbyggere. Drømmere fra vores verden, som eksempelvis den navnkundige Randolpf Carter, indgår ikke i handlingen. I stedet er det små eventyr, der fortælles, som alle har en dunkel undertone, og stemningsmæssigt forsøger at splejse den fabulerende fantasy med horror. Man kan eksempelvis pege på en fortælling som ”The Maker of gods”, der handler om en billedhugger, der får til opdrag at lave en sær gudestøtte for mystiske, tilhyllede præster. Naturligvis går det galt, da gudebilledet er afsluttet. Den samme ulykkelige slutning genfindes i den episke novelle, der har lagt titel til bogen, hvor vi får lov at høre, hvad der sker med de unge mænd, der blev inviteret til middag i Ormens sære hus.

Bogens ganske, ganske fine illustrationer er udført af Allan Servoss

Bogens ganske, ganske fine illustrationer er udført af Allan Servoss

Alle historierne formår på ganske lidt plads at etablere intense stemnings- og miljøbeskrivelser, der emmer af eksotiske sanseerfaringer og mystiske, fremmedartede indtryk. På den ene side har Myers komprimeret sine historier så meget, at handlingsforløbet stort set er kogt ind til ingenting, men samtidig bruger han meget lang tid på at beskrive dette korte handlingsforløb. Det skaber et særligt udtryk, der måske nok hviler på Lovecrafts forlæg, men som går videre og bliver noget selvstændigt.

Myers fortættede noveller er en form for poetiske knuder, der på overfladen synes enkle og overskuelige, men som viser sig at være både vanskelige og hårde at trænge igennem. Det begynder altid enkelt, men ordene vokser vildt i historierne, og det samme gør stemninger og billeder. Myers drømmeverden gror sig med andre ord hele tiden større end den faktiske handling og gør, at hans små noveller bliver glimt af et kæmpe univers, der ligger i periferien af de eventyr, han fortæller os.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det mesterlige ved House of the Worm er, at det lykkes for ham. At historierne fungerer som tekster og rent faktisk stadig, den dag i dag, står lysende klare. Myers ved præcist hvornår han frit kan fabulere og hvor han må holde igen. Han kontrollerer sit litterære fantasy-trip til perfektion og forstår, som måske kun Clark Ashton Smith før ham, hvor Lovecraft ville hen med sine metafysiske drømmebeskrivelser.

Det ikke underligt, at House of the Worm vagte opsigt i forfattermiljøet omkring Arkham House, da bogen udkom. Myers noveller trak nemlig sider af Lovecrafts forfatterskab frem, der havde været glemt i den evindelige svælgen i ”mythos”-fiktion. Efter House of the Worm kom drømmelandene på mode, om end de som genrefiktion aldrig har opnået nogen stor stjerne hos læserne. Imidlertid må man også konstatere, hvor vanskeligt det har været for andre at gøre Myers kunsten efter.

Tegnet af Allan Servoss

Tegnet af Allan Servoss

Jeg mener ikke, at ret mange andre end en forfatter som Wilum Pugmire er kommet i nærheden af at gøre det samme, som Myers gjorde dengang i ’75. Hovedparten af alle de Dreamlands-historier, der efterfølgende er udkommet, forfalder nemlig enten til fabulerende beskrivelser, der grænser til sort snak eller fokuserer på handlinger, der som oftest ikke er andet end de sædvanlige fantasy-klichéer svøbt i lidt terminologi lånt hos Lovecraft.

Endnu et af bogens mange billeder af porte, døre og vinduer. Fantastisk arbejde af Allan Servoss

Endnu et af bogens mange billeder af porte, døre og vinduer. Fantastisk arbejde af Allan Servoss

Gary Myers, der aldrig er blevet professionel forfatter og kun har udgivet ganske, ganske lidt, står som en ener. House of the Worm er en af de vigtigste bøger, Arkham House udsendte i 70’erne, og novellesamlingen er en litterær milepæl. Bogens æstetiske, utilnærmelig karakter har garanteret, at den aldrig vil blive en bestseller. Ikke desto mindre er det et værk, der tårner sig op som lysende poetisk mesterværk, der med sine ti okkulte meditationer må regnes som en af de væsentligste Lovecraft-inspirerede værker overhovedet.

Novellerne:

“The House of the Worm”

“Yohk the Necromancer”

“Xiurhn”

“Passing of a Dreamer”

“The Return of Zhosph”

“The Three Enchantments”

“Hazuth-Kleg”

“The Loot of Golthoth”

“The Four Sealed Jars”

“The Maker of Gods”

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling