Tag Archives: Edgar Allan Poe

Lidt Poe-reklame

Paperback, Det Danske Edgar Allan Poe-Selskabet 2018

Jeg læser i Poe-selskabets nyeste udgivelse for tiden. En underholdende artikelsamling, der belyser forskellige sider af Edgar Allan Poe og receptionen af Poe. Det hele holder ikke samme niveau, men bogen er sjov læsning, som klart kan anbefales til alle, der interesserer sig for gys og gru. Jeg skriver en mere indgående kommentar til samlingen senere; her skal der bare lyde en opfordring til at støtte projektet.

Køb bogen her. Vi har brug for flere af den slags udgivelser i Danmark.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Farvel Günter

Jeg gør det normalt ikke i nekrologer på Fra Sortsand, men forsøger alligevel noget lignende her, fordi en af mine helt store, litterære helte – Günter Grass døde d. 13. april. Der er ikke mange andre forfatterskaber, der som Grass’ har haft samme, lange indvirkning på mig. Og det gælder både som læser og som inspiration for de småskriver, jeg selv giver mig af med. Vi har endda et Grass-litografi hængende på væggen i lejligheden, og hans bøger samt bøgerne om Grass fylder ikke så lidt på reolerne.

Grass på min væg

Grass på min væg

Alt det med Grass er noget, der går helt tilbage til teenageårene, hvor min far forærede mig Die Blechtrommel og fortalte, at det var en af de vigtigste bøger, jeg kunne læse om Tyskland. Det tog jeg til mig og har aldrig sluppet den lille Oscar Matzeraths verden siden. Det er uden tvivl halvtyskeren i mig, der har fundet en stemme i Grass’ bearbejdning af tysk historie og kultur. En stemme, der senere kun blev forstærket med mesterværket Mein Jahrhundert, hvor det nærmest uendelige tyvende århundrede rulles ud og analysers fra frøperspektiv.

Grass åndede historien ind og sendte den ud mod samtiden som bølger. Og kan ske, at det kun var små skvulp, man hørte, når hans beretninger fra de helst glemte år ramte vores bevidsthed, men for den, der lyttede, var der altid forbløffende stærke billeder på spil. Bowie sang drilsk om Dylan, at han havde frarøvet de unge deres samhørighed og familier. Grass kunne beskyldes for det samme; han ødelagde også hyggen. Han skrev melankolske breve fra fortiden, der sjældent ankom belejligt hos modtagerne., som han efterlod dem blottede og sårbare.

Günter Grass (16. oktober 1927 - 13. april 2015)

Günter Grass (16. oktober 1927 – 13. april 2015)

Måske derfor slog Grass-kritikerne også ekstra hårdt, da de endelig mente at kunne spidde forræderen fra Danzig. Men så let gik det ikke, Grass har nemlig aldrig benægtet sine nazistiske sympatier, og faktisk løber det som en pointe igennem hele forfatterskabet, at alle mennesker kan forføres. Alle. Alle som en, fordi vi inderst inde er drømmere, der længes efter altid skiftende lykkeutopier.

Men Grass var først og fremmest en uendeligt dygtig forfatter, hvis billedmættede, sanselige sprog bliver ved med at inspirere mig. Hans metaforer, som eksempelvis billedet på et Tyskland, der i krabbegang marcherer frem mod afgrunden med ansigtet rettet mod en solfyldt fremtid ude til højre, er slående. Eller helt enkelt, når han bruger løget som metafor i selvbiografien Häuten der Zwiebel. Her lader han læseren skrælle sig gennem lag på lag, indtil vi til sidst sidder tilbage med ingenting og opdager, at mennesket – selvet – befinder sig ude i de mange afskrællede lag uden nogen endelig, inderste sandhed. Eller endnu stærkere i Katz und Maus, hvor adamsæblet i drengens strube bliver musen, som katten – de voksne – forsøger at fange. Det lykkes dem da også at fange musen, men ikke uden modstand, og romanen er en af Grass’ bedste, fordi den fuld af mystisk vemod beskriver, hvordan barndommens lykkeland splintres til atomer af de voksnes grusomme dagdrømmerier.

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Grass var uovertruffen og kan ske, at han til tider blev en smule gammelmandsbitter på sine sidste dage. Det skal dog være ham vel undt. Hans langsommelige grublen vil blive savnet, fordi den kunne holde os fast for en stund og forpligtede os til at se tilbage på de spor, vi har trukket. En sjælden ting. Jeg synes, det er trist, at han ikke sidder derude længere og suger sin verden ind gennem piben og blæser den ud igen som fantasier og skæve fortællinger fra tågede kartoffelmarker og larmende baggårde.

Nå, for at gøre indlægget blot en smule relevant for de ting, som jeg normalt skriver om på bloggen, så får I her Grass’ finurlige digt til Edgar Allen Poe – En passende afskedssalut i dette forum:

 

Annabel Lee. Hommage à E. A. Poe

Pflückte beim Kirschenpflücken,

Annabel Lee.

Wollte nach Fallobst mich bücken,

lag, vom Vieh schon berochen,

im Klee lag, von Wespen zerstochen,

mürbe Annebel Lee.

Wollte doch vormals und nie

strecken und beugen das Knie,

Kirschen nicht pflücken,

nie mehr mich bücken

nach Fallobst und Annabel Lee.

 

Schlug auf beim Bücheraufschlagen,

Annabel Lee.

öffnete Hähnen den Magen,

lag zwischen Körnern und Glas,

ein Bildnis lag, das war sie,

halbverdaubt Annabel Lee.

Wollte doch vormals und nie

sezieren Bücher und Vieh,

Buch nicht aufschlagen,

Magen nicht fragen

nach Bildnis und Annabel Lee.

– Günter Grass, 1967.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi

Bogbekendtskaber: Teddy Vork

Jeg kan i denne uge bringe et Bogbekendtskab, som jeg har glædet mig meget til. Teddy Vork har nemlig skrevet om sit forhold til Nathaniel Hawthorne, og det gør han både vidende og inspirerende. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der søger hen til reolen efter endt læsning og finder Hawthorne frem.

Teddy behøver vel ikke nogen nærmere introduktion for bloggens læsere. Han har gennem de seneste år været en fast bestanddel af den hårde horror-kerne i danske litteratur og for mig at se en af de bedste. Han er en af de få, hvis historier jeg altid ser frem til at læse og Teddys rolige, indfølte måde at arbejde med stemninger og beskrivelser er noget af det stærkeste, vi har set herhjemme. Skulle du af en eller anden grund ikke kende hr. Vorks arbejde, kan du med fordel begynde med romanerne Diget eller Ex. Du vil ikke blive skuffet!

Og hermed gives ordet videre til Teddy. God læselyst.

 

Gotik og moral:

Nathaniel Hawthorne

 Da jeg blev spurgt, om jeg ville fortælle om en bog eller en forfatter, som har betydet meget for mig, vidste jeg med det samme, at jeg måtte skrive om Nathaniel Hawthorne.

Egentligt er der nok andre forfattere og bøger, som har efterladt et mindst lige så stort indtryk på mig og inficeret min fantasi (Dennis Jürgensen, Dragon Lance, det meste af Marvel-universet, Erik Mennskesøn, adskillige gyserantologier fra børnebiblioteket, Stephen King osv.), alligevel var det Hawthorne, som poppede først op.

Teddy Vork (f. 1977)

Teddy Vork (f. 1977)

Før jeg kunne skrive dette, har jeg brugt noget tid på at finde ud af, hvorfor det lige netop skulle være Hawthorne. Umiddelbart er der nok ret indlysende: Jeg skrev speciale om ham og har derfor læst hans værker indgående, og han er den eneste forfatter, hvor jeg har læst alt, hvad vedkommende har skrevet, fra den første roman, Fanshawe – som han selv forsøgte at opkøbe det resterende oplag af for at brænde – til hans erindringer og notesbøger. Men jeg tror ikke, dette er hele forklaringen, det har også noget at gøre med, hvad Hawthorne kunne gøre med den “genre” eller tradition, han skrev sig selv ind i.

Nathaniel Hawthorne (1804-1864) er ikke så kendt i Danmark som sin samtidige og nogenlunde ligesindede i hældningen mod den dystre side af Romantikken, Edgar Allan Poe. I USA har Hawthorne samme status som Grundtvig hos os, og hans portræt hænger i mange klasseværelser. Hawthornes ophøjelse skyldes først og fremmest, at han blev den første egentlige internationalt anerkendte, amerikanske forfatter. Den nationale forfatter, hele landet higede efter. I 1800-tallet havde USA nemlig endnu ikke en national litteratur, primært fordi britiske bøger af etablerede forfattere kunne sælges meget billigt, da copyrighten ikke gjaldt i Amerika. Derfor udgjorde britiske udgaver, kopierede som ægte, næsten hele markedet.

At Hawthorne nu står som den første store amerikanske forfatter skyldes netop, at hans værker i høj grad var amerikanske. På Hawthornes tid skelnede man mellem to litterære traditioner: en realisme, som man så mange engelske romaner fra perioden; og så en mere imaginær tradition med brug af overnaturlige elementer fra Romantikken (førstnævnte havde størst status). Hawthorne tilhørte den imaginative gren – den gotiske gren, om man vil – og sammen med Poe og Charles Brockden Brown skabte han en amerikansk variant af skrækromantikken, American Gothic.

Nathaniel Hawthorne (4. juli 1804 –19.  maj 1864)

Nathaniel Hawthorne (4. juli 1804 –19. maj 1864)

Amerikansk gotik blev væsensforskellig fra den oprindelige europæiske gotik, da den måtte søge i nye retninger. I USA ikke havde de traditionelle lokationer og remedier fra gotikken, såsom borge, fangekældre, klostre, ruiner, osv., og truslen kunne ikke komme fra et dekadent, indavlet aristokrati eller korrupte munke. Man havde heller ikke en ældgammel fortid, myldrende med genfærd, som kunne hjemsøge nutiden. Poe vendte i stedet gotikken indad, væk fra ydre (europæiske) scenerier, og sagde det selv således med de berømte ord: “If in many of my productions terror has been the thesis, I maintain that terror is not of Germany, but of the soul.”

Hawthorne vinklede også gotikken på en ny måde og vendte den indad, men ikke helt som Poe. Hvor Poe drejede skriften mod psyken, det irrationelle, vanviddet, i en stil jeg vil karakterisere som intens, forblev Hawthorne mere balanceret. Hawthornes gotik krattede (i et mere adstadigt tempo) i overvejelser omkring menneskets moralske valg, bevidste som ubevidste. Stilmæssigt og temamæssigt befinder Hawthorne sig et godt stykke fra Poe, som jeg mener, er bedre udviklet rent dramaturgisk, narrativt, end Hawthorne, eller i hvert fald mere interesseret i denne del af en tekst. Hawthornes styrke ligger i beskrivelserne og fortællerens refleksioner.

Hawthorne færdiggjorde fem romaner, den mest berømte er Det brændende bogstav/The Scarlet Letter (1850). Et værk, hvor Hawthorne skrev om sine forfædre, de puritanske pilgrimme, og disses fordømmelse af den unge enke Hester Prynne, som indleder en affære med byens præst og får et barn med ham. Hun dømmes af sine medborgere til at bære et A som symbol på sin synd. Endnu værre bliver det, da hendes noget ældre mand viser sig ikke at være død under sin tilfangetagelse hos indianerene. Han kommer hjem og begynder sin egen afstraffelse af Hester, mens han på samme tid ihærdigt forsøger leder efter manden, som har gjort ham til hanrej.

Paperback, Signet Books 1959

Paperback, Signet Books 1959

The Scarlet Letter er et glimrende eksempel på Hawthorne originale brug af gotiske virkemidler. En dyster stemning driver fra hans ord som fugt fra en smuldrende kældervæg. Ofte benyttes chiaroscuro-belysning – den tilstand af halvt mørke, halvt lys, som ikke skjuler genstande, men forvrænger, gør dem tvetydige og suggesterer eksistensen af en anden verden. Teksten alluderer til hekse og sortekunsten, og Hesters mand beskrives med dæmoniske træk og sammenlignes i sin monomaniske søgen med faustiske figurer. Handlingen udspiller sig i det overnaturliges halvskygge. Intet decideret overnaturligt finder sted, men gennem Hawthornes billedsprog og sansedetaljer lurer det fantastiske konstant i baggrunden.

Gotisk tvetydighed er nøgleordet i Hawthornes stil og gør sig ikke kun gældende i hans sproglige stil, men også indholdsmæssigt. Det er Hawthorne han for alvor tilfører traditionen noget nyt. En tøven mellem fortolkninger, ofte mellem en rationel eller fantastisk forklaring på tilsyneladende overnaturlige hændelser er central for den gotiske fortælling. Hawthorne udvider denne tøven til også at inkludere fortolkningen af tekstens symboler og figurer. Mange af hans værker er blevet kaldt allegorier, hvor hver karakter har en symbolsk betydning, og hele narrativen kan oversættes fra et konkret handlingsplan til et abstakt. Tænk på fx John Bunyans Pilgrim’s Progress eller Orwells Animal Farm, hvor dyrene symboliserer forskellige mennesketyper. Men hvor traditionelle allegorier har en én til én-fortolkning, præsenterer Hawthorne en vifte af fortolkningsmuligheder. Hvis vi vender tilbage til The Scarlet Letter udvides betydningen af det brændende A på Hesters bryst fra at stå for Adultress til Able og endnu flere betydninger. På denne måde skrider enhver moralsk entydighed, og Hawthorne påvirker læseren til at tvivle på tidligere antagelser om rigtigt og forkert.

Paperback, Airmont Books 1960. Bemærk den herligt nygotiske 60'er-forside - for naturligvis blev Hawthorne en del af den store gotiske bølge i 60'erne

Paperback, Airmont Books 1960. Bemærk den herligt nygotiske 60’er-forside – for naturligvis blev Hawthorne en del af den store gotiske bølge i 60’erne

The Scarlet Letter er et mesterværk, som fortjener sin position i verdenslitteraturen. Men jeg vil vove at påstå, at mange af Hawthornes noveller (han skrev over hundrede) er mindst lige så vellykkede. Heldigvis er en del af dem nu også tilgængelig på dansk, da Forlaget Klim tidligere i år udgav Præstens sorte slør og andre fortællinger.

De fleste af Hawthornes noveller benytter gotikkens virkemidler på samme måde som The Scarlet Letter. Blandt mine favoritter er: “The Birth-Mark”, der handler om en alkymist, som er gift med den perfekte kvinde, indtil han bliver opmærksom på en skønhedsplet på hendes kind og ikke finder ro, før han opdager en måde at fjerne pletten på. “The Minister’s Black Veil”, om præsten, som skjuler sit ansigt bag et sort slør, “Rappaccini’s Daughter”, hvor den unge Giovanni opdager en skøn have og en lige så skøn kvinde, Beatrice, derinde. Alle blomsterne er giftige, det samme er Beatrice. “Drowne’s Wooden Image”, hvor en skulptør skaber en galionsfigur, der er så smuk, at alle, der ser hende, tror hun er i live. “Ethan Brand”, hvor en dreng og hans far en nat ved en ovn i et kalkbrænderi taler med en Ethan Brand, som fortæller, at han passede netop denne ovn, før han tog af sted for at finde ‘the Unpardonable Sin’. Han fortæller, hvad denne synd er, og næste morgen finder faren og sønnen Brands knogler i ovnen.

Paperback, Klim 2014

“Young Goodman Brown” er af mange kritikere blevet kaldt én af de bedste amerikanske short stories nogensinde. Den foregår som The Scarlet Letter i 1600-tallet hos Hawthornes puritanske slægtninge (hans bedstefar var en af dommerne ved hekseprocesserne i Salem) og handler om Goodman Brown, som netop har sagt farvel til sin hustru Faith!, før han begiver sig på en rejse. På vej gennem skoven møder han en anden rejsende, som kunne være djævlen selv (den gotiske tvetydighed og usikre lyssætning). De slår følge, og snart tror Goodman Brown, at han kan skimte andre skikkelser – selv sin kone – i den mørke skov. Historien ender i en lysning, hvor Goodman Brown ser alle beboerne i sin landsby deltage i den Sorte Messe.

 

Det er en superb, stemningsfuld historie, hvor alle fortolkninger- fra sanseindtryk til tematik – hos både læseren og Goodman Brown hele tiden forstyrres gennem Hawthornes særlige gotiske tvetydighed. Her er en enkelt atmosfærefyldt passage med Goodman Brown og hans følgesvend:

It was now deep dusk in the forest, and deepest in that part of it where these two were journeying. As nearly as could be discerned, the second traveller was about fifty years old, apparently in the same rank of life as Goodman Brown, and bearing a considerable resemblance to him, though perhaps more in expression than features. Still they might have been taken for father and son. And yet, though the elder person was as simply clad as the younger, and as simple in manner too, he had an indescribable air of one who knew the world, and who would not have felt abashed at the governor’s dinner table or in King William’s court, were it possible that his affairs should call him thither. But the only thing about him that could be fixed upon as remarkable was his staff, which bore the likeness of a great black snake, so curiously wrought that it might almost be seen to twist and wriggle itself like a living serpent. This, of course, must have been an ocular deception, assisted by the uncertain light.

Jeg kan tydeligt se, hvor inspireret jeg har været af Hawthorne, og hvorfor han trængte sig på som mit emne til Bogbekendtskaber. “Young Goodman Brown” danner base for en stor scene i min roman Diget, og jeg ville ikke have fået ideen til novellen “Isolde” uden at have læst “Drowne’s Wooden Image” og “The Birth-Mark”. Og Hawthorne hjemsøger en stor del af mine skriverier, ikke blot som ide-base, men også i mere overordnet forstand.

Paperback, Tor Books 1989. Her får I endnu en udgave af The Scarlet Letter - denne gang på 80'er-facon fra Tor Books

Paperback, Tor Books 1989. Her får I endnu en udgave af The Scarlet Letter – denne gang på 80’er-facon fra Tor Books

Hawthorne har lært mig at gotikken/gys/horror – kald det, hvad du vil – er ufattelig fleksibel. At der ikke er nogen begrænsninger. At det ikke er en genre, eller en tradition – som jeg egentligt har kaldt genre i hele denne tekst – eller en modus. Men mere en måde at se verden på; et aspekt af ens personlighed, et udtryk som trænger frem i ens produktion lige meget hvilket emne eller udgangspunkt, man behandler.

Hele Hawhornes produktion ligger tilgængelig på nettet, hvis man er blevet nysgerrig.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Torben Carlsen

Det er blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang har Torben Carlsen fået ordet. Det er måske ikke alle, der kender Torben. Han er initiativtager til og formand for Det Danske Edgar Allan Poe Selskab. Et selskab der gennem en årrække har promoveret Poes forfatterskab på dansk grund og taget initiativ til forskellige arrangementer. Ikke mindst har selskabet udgivet et nummer af bladet Malstrømmen, som varmt kan anbefales til alle Poe-interesserede og glade fanzine-samlere derude. Desværre kommer der ikke flere trykte udgaver af bladet, der (måske) i stedet vil få sit videre liv på Nettet.

Jeg har altid været meget glad for Poe, som jeg opdagede nogenlunde samtidig med Lovecraft, og det er derfor med meget stor fornøjelse, at jeg kunne læse Torbens underholdende essay om sit møde med Poes forfatterskab. Jeg er ret sikker på, at vi er flere, der har lignende oplevelser med andre bøger og forfattere. Her fører Torben os tilbage til et efterhånden fjernt barneland, hvor en introduktion til Poe endnu ikke har sluppet sine eftervirkninger.

 

 ”En smuk kvindes død er utvivlsomt det mest poetiske emne i verden…”

Om Edgar Allan Poe

 Edgar Allan Poe har været en del af mit liv så langt tilbage, jeg kan huske. Mine forældre havde mange bøger på hylderne og jeg holdt meget af at kigge på dem; jeg tog dem ud, bladrede i dem, duftede til dem og indprentede mig udseende, forfatter og titel. Jeg læste dem aldrig, min oplevelse med bøgerne var udelukkende af fysisk art.

I det hele taget læste jeg ikke mange bøger som ung på trods af at jeg lærte at læse, inden jeg startede i 1. klasse. Jeg befandt mig nede i en kulturel bølgedal hvad angår læsning af de klassiske ungdomsromaner, som pædagoger den gang i 1950’erne anså for obligatoriske indfaldsvinkler til senere boglige studier: Skatteøen, Den sidste mohikaner, Rejsen til Jordens indre og Kaptajn Grants børn; disse og mange andre titler af forfattere som Robert Louis Stevenson, Jules Verne, James Fenimore Cooper og Rider Haggard kan sikkert fremkalde ægte nostalgitårer hos mange fra min generation; uforglemmelige minder om søndage, der blev tilbragt med hovedet begravet i bøger. – Selv læste jeg dem aldrig, så jeg var vel på det nærmeste dømt på forhånd til at tilbringe et liv i litterær afsondrethed.

Torben Carlsen

Torben Carlsen

Poe var ikke at finde på mine forældres bogreoler; men gemt inde i et skab lå en stak nummererede hæfter, hvor der øverst stod Politikens Stjerne-Hæfte. Disse hæfter, der udkom den 15. i hver måned mellem 1944 og 1947, var ment som en modvægt til “de kulørte hæfter”, hvis udstyr serien havde overtaget. De i alt 44 numre, som min far havde og senere er gået i arv til mig, kom i et oplag på ca. 20.000 eksemplarer. Ligesom bøgerne indprentede jeg mig hæfternes forsideillustration og på første side var der næsten altid en vignet og en lille omtale af forfatteren.

Jeg mindes især den uhyggelige forside til nr. 15, Stein Rivertons Jernvognen, hvor man ser en bleg mand med et skudsår i panden kigge ind gennem et vindue på en mand, der sidder ved et bord … og så var der nr. 18, Edgar Poe: Guldbillen og andre mystiske historier. Ib Andersen havde tegnet forsiden: Himlen er dyster og mørk. En neger sidder på en tyk gren med et insekt hængende i en tynd tråd, alt imens han kigger skeptisk på et dødningehoved, der er sømmet fast til grenen en meter foran ham.

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Min storebror havde læst hæftet og fortalte mig om titelhistorien Guldbillen; om negeren, der kravlede op i et træ og firede en guldbille ned gennem det venstre øje på dødningehovedet for på den måde at finde frem til en skjult skat. Jeg læste fortællingen og stiftede således for første gang bekendtskab med Edgar Allan Poes verden af gru, dæmoni og sjælden skønhed.

Jeg læste også for første gang den voldsomme og uhyggelige beretning om Den Røde Døds maske med kontrasten mellem pest, død og blod på den ene side og fest og dans på den anden side inden for slottets beskyttende mure og jeg blev introduceret for mesterværket Hjertet der sladrede. Her træder Poe ned i sjælen hos en morder, der har begået den perfekte forbrydelse. Men der sker noget underligt med morderen; da lejligheden opstår, kan han ikke holde ud at tænke på, at ingen får noget at vide om dette mesterstykke – og det bliver skæbnesvangert! Fortællingen er en sand spadseretur i angstens og vanviddets helvede, et mareridtsagtigt kammerspil.

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 15

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 15

Langsomt blev jeg interesseret i manden bag disse fantastiske og dystre historier og fandt ud af, at hans største ønske var at blive digter og redaktør ved et litterært magasin. De sælsomme fortællinger skrev han stort set kun for at holde skindet på næsen. Han var et katastrofemenneske i den forstand, at han i perioder var et ensomt ”massemenneske”, som han beskriver i den ejendommelige isnende storbyvision The Man of the Crowd og hans uforløste ægteskab med sin barnebrud Virginia, der døde af en blodstyrtning som 23-årig i 1847, affødte adskillige digte og fortællinger, hvor han på det nærmeste romantiserer døden. I hans essay The Philosophy of Composition kan man bl.a. læse:

En smuk kvindes død er utvivlsomt det mest poetiske emne i verden – og ligeledes er der ingen tvivl om, at de læber, der bedst egner sig til et sådant emne, er den sørgende elskers.”

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 18

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 18

Denne tese skrev Poe i forbindelse med, at han skabte sit store digt The Raven, men den passer også på en stribe af hans fortællinger, især dem man i mangel af bedre har kaldt “kvindefortællinger”, måske især Poes egen favorit Ligeia. Historien er en vision om kærlighedens sejrende magt over døden. I denne historie indføjede Poe senere det digt, der handler om The Conqueror Worm (Den sejrrige orm) og som er et af de dystreste og mest fortvivlede eksempler på hans lyrik og forudsiger, at livet er et værdiløst drama, som uundgåeligt fører mod døden!

I et af Poes mest kendte og smukkeste digte Annabel Lee længes han efter at forene sig med sin elskede i graven og i det sene digt For Annie, som han skrev et halvt år inden han døde, fornemmer man Poes længsel efter udfrielsen (døden) med de indledende linjer:

Thank Heaven! the crisis – the danger is past, and the lingering illness is over at last – and the fever called “Living” is conquered at last …”

Malstrømmen nr. 1, 2013. Poe-selskabets interessante blad.

Malstrømmen nr. 1, 2013. Poe-selskabets interessante blad.

I hans svanesang A Dream Within a Dream tager han skridtet fuldt ud og tager afsked med livet:

I stand amid the roar of a surf-tormented shore, and I hold within my hand grains of the golden sand – how few! yet how they creep through my fingers to the deep while I weep – while I weep! O God! can I not grasp them with a tighter clasp? O God! can I not save one from the pitiless wave? …”

Min livslange fascination af Poe førte til, at jeg i oktober 2007 officielt stiftede Det Danske Edgar Allan Poe Selskab, som i løbet af de nu snart 7 år har haft omkring 40 medlemmer. Af faste traditioner kan nævnes vores årsmøde/generalforsamling, som altid finder sted tæt på Poes fødselsdag den 19. januar og vi har ofte arrangementer i forbindelse med begivenheder som København Læser og Store Bogdag ved Hald Hovedgaard.

Poe gav mig lysten til at læse bøger og pudsigt nok er det en helt anden litterær boldgade, jeg holder mest af, gerne store episke socialrealistiske beretninger af forfattere som Martin Andersen Nexø, Hans Fallada, John Steinbeck, Erskine Caldwell, Upton Sinclair, Theodore Dreiser og Harald Herdal. Alle meget langt fra Poes univers; men der er nu altså noget ved denne sørgmodige amerikaner, som har inspireret forfattere/digtere som Charles Baudelaire, August Strindberg, Fernando Pessoa, H.P. Lovecraft og Ray Bradbury.

Hardcover, Michel Levy 1856, 1. udg.  Titelbladet til Charles Baudelaires banebrydende oversættelse af Poe til fransk

Hardcover, Michel Levy 1856, 1. udg. Titelbladet på Charles Baudelaires banebrydende oversættelse af Poe til fransk

Poe var ikke salonfæhig og da hans samtidige kritikere bebrejdede ham, at hans forkærlighed for det morbide og uhyggelige kunne føres tilbage til den tyske gotik med E.T.A. Hoffmann som den toneangivende forfatter, gav Poe lakonisk igen: ”Når angsten er hovedtemaet i mange af mine fortællinger, vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl …”

Dette er ikke en sandhed med modifikationer. Det meste af sit liv strejfede Poe rundt i et dunkelt område mellem geni og sindssyge. Hans far David Poe, som forlod familien, da Edgar var omkring et år gammel, var psykisk uligevægtig, så måske var det nedarvet. Hans ældre bror Henry var en brovtende dranker og søsteren Rosalie fik i 12-års alderen en ukendt forstyrrelse i sin udvikling og var under konstant pleje til hun døde i 1874.

Poe døde i 1849, 40 år gammel. Hans død var lige så hemmelighedsfuld som hans fortællinger og sandheden om hans endeligt vil sandsynligvis aldrig blive opklaret. Charles Baudelaire har sagt om Poe: ”Hans død var næsten et selvmord … et selvmord der var planlagt gennem lang tid.”

Baudelaire oversatte Poe til fransk i 1850’erne og var den første til at præsentere ham for en europæisk læserskare. Siden da har alverden kronet ham som en af verdenslitteraturens helt store genier – og han vil altid have en plads i mit hjerte!

 

Hør mere om Det Danske Edgar Allan Poe Selskab her og her.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Les Daniels, Living in Fear. A History of Horror in the Mass Media (1975): En klassisk analyse af horror-genrens udvikling

Hardcover, Charles Scribner's Sons 1975

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975

Les Daniels var en af de første, der for alvor forsøgte at fortælle tegneseriemediets historie. Samtidig var han også en af de første, der med bogen Living in Fear leverede et studie af gysergenren på tværs af tid og medier. Det vil sige, at Daniels begynder sin gennemgang ved gyserens litterære opståen i 1700-tallet og forfølger derfra gyserens forgreninger ud i teater, radiodrama, tegneserier, film og musik. Det var og er lidt af en bedrift, ikke mindst fordi det tværmediale blik gradvist øger mængden af stof og temaer, som nye elementer føjes til analysen. Mængden af materiale bliver med andre ord større, som han kommer frem i tid.

Udviklingen, Daniels skildrer, er i sig selv ikke videre overraskende. Han begynder med de gotiske klassikere (Walpole, Lewis, Shelley etc.), arbejder sig videre gennem 1800-tallets spøgelsesfortællinger (Le Fanu, Stevenson, Dickens), den amerikanske pulp-tradition (Quinn, Lovecraft, Smith) og ender til sidst med nogle kapitler, der favner bredt, og som delvist savner de første kapitlers skarpe tematiske fokus. Sådan må det jo nødvendigvis være, men man kommer nok heller ikke uden om, at det harmoniserende blik på den ældre litteratur er udtryk for en vis forenkling af de enkelte værkers selvstændige udtryk. Man kan så sige, at de tekstnære studier af de enkelte værker måske først for alvor bliver interessante, når man har et overblik over genren som helhed.

Hardcover, Charles Scribner's Sons 1975

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975

Der er en del kanonisk tænkning, som gør sig gældende i Living in Fear. Eller sagt på en anden måde – der er ret få overraskelser i bogen. Sammenligner man eksempelvis Daniels bog med Stephen Kings Danse Macabre (1981), er det bemærkelsesværdigt, hvor enig King er med Daniels valg. Faktisk fremhæver Daniels præcis de samme tekster, som de fleste nok også ville udpege som betydningsfulde i dag. Selve synet på horrorhistoriens udvikling har med andre ord udviklet sig meget lidt siden, Daniels udgav sin bog. Det i sig selv er jo interessant.

Mens den store fortælling om gysets historie byder på få overraskelser, er det spændende at se, hvordan Daniels træder frem som forfatter og præger teksten i mere subjektiv retning. Et specifikt eksempel er kapitlet 5, der handler om 1800-tallet og de forfattere (Machen, Blackwood, Waite), der havde en forbindelse til The Golden Dawn. Kapitlet er kuriøst, fordi Daniels mere end antyder, at forfatternes succes rent faktisk blev hjulpet på vej af ordenens okkulte indsigter(!). Det forklares ikke nærmere, og man sidder tilbage med en følelse af, at Daniels forsøger at snige et element af fiktion ind i teksten. Altså et forsøg på at forskyde grænsen mellem fiktion og non-fiktion.

Leslie Noel Daniels (27. oktober 1943 – 5. november 2011)

Leslie Noel Daniels (27. oktober 1943 – 5. november 2011)

Les Daniels var selv forfatter og skrev ganske habile gys, der ofte forholder sig konkret til genrekonventioner fra film og bøger. Universals monsterfilm fylder således både en del i Living in Fear og Daniels eget skønlitterære forfatterskab. Lidt hårdt kan man derfor også sige, at Daniels bruger de første kapitler af Living in Fear på at introducere de klassiske monstre (vampyren, varulven osv.), for så at forfølge figurernes videre udvikling på godt og ondt. Som greb er det fint og ligner det, Stephen King senere har gjort, men måske Daniels også overser værker på den måde. Hvorfor fylder Shirley Jackson eksempelvis så lidt, mens vi skal høre om en hel del dårlige, dybest set betydningsløse vampyrfilm, som Daniels tydeligvis ikke har meget til overs for?

Prioriteringen bag udvælgelsen skyldes afgjort, at Daniels har en forkærlighed for håndgribelig horror med klart identificerbare aktører. Dermed bliver mere subtile tilgange skubbet ud på en sidelinje og psykologiske fortolkninger bagatelliseret, som eksempelvis i Daniels omtale af James’ ”The Turn of the Screw”.

Paperback, Paladin 1977

Paperback, Paladin 1977

Daniels kunne måske også være mere klar omkring sine definitioner af gys og gru. Han kommer vidt omkring i både SF og fantasy, hvilket alt sammen er meget spændende, men til tider kommer han nok også for langt væk fra bogens egentlige tematik. Han diskuterer eksempelvis Tolkien et sted, og man kan da godt udpege grumme passager i Tolkiens fantasy, men gyset er næppe Tolkiens hovedærinde. Problemet er grundlæggende, at jo mere Daniels tager med ind i analysen, jo mere ufokuseret bliver tematikken.

Jeg vil også mene, at musikken kunne være inddraget langt bedre. Daniels har tydeligvis ikke rigtigt styr på rockens udvikling, selv om han name-dropper kunstnere her og der. Besynderligt bliver det dog først i de sidste kapitler, hvor Rolling Stones, Beatles og Bob Dylan inddrages på baggrund af deres tekster, mens et selvskrevet band som Black Sabbath slet ikke nævnes. Det er spøjs læsning, ikke mindst fordi Daniels virker meget gammelmandsagtig, når han beskriver ”de unges” musik.

Cthulhuide skabninger i Virgil Finlays klassiske streg

Cthulhuide skabninger i Virgil Finlays klassiske streg

Når det kommer til stykket, er bogens sidste kapitler de mest interessante. Det vil sige de kapitler, hvor Daniels beskriver sin samtid og gør status over den horror, der netop er udkommet. The Exorcist, både bogen og filmen, fylder en del her, og Daniels bruger ret meget plads på at beskrive den okkulte interesse i tekster og film.

Living in Fear er fra før Stephen Kings storhedstid. Det er derfor interessant at læse, hvordan navne som Robert Bloch og Richard Matheson står som repræsentanter for genrens fremmeste talenter. Det er ikke uberettiget, men det er tankevækkende at se en figur som Bloch i sidste kapitel, fordi ret mange af Blochs tekster virker meget bedagede ved genlæsning i dag. Og fordi hans store betydning for genren som helhed heller ikke er helt så åbenlys længere.

Staget Barbara Shelley i Dracula: Prince of Darkness. Hammer 1965

Staget Barbara Shelley i Dracula: Prince of Darkness. Hammer 1965

En af de ting, der gør Living in Fear til mere end bare en almindelig genrehistorie, er, at bogen også bringer konkrete eksempler. Det vil sige, at de vigtigste kapitler bliver ledsaget af en kortere novelle eller tegneserie, der illustrerer kapitlets pointer. Det virker rigtig godt, ikke mindst fordi det er helt fremragende historier, Daniels har udvalgt. Lovecrafts ”The Outsider” og Machens ”Novel of the White Powder” er velkendte eksempler, mens valgte af Ambrose Bierces ”My Favorite Murder” er mere overraskende og fascinerende. Det er historien om en mand, der tager hævn over en anden ved at fange ham i en sæk og lade en ged stange manden til døde. Grotesk og galgenhumoristisk læsning af den helt absurde slags.

Den måske bedste novelle i bogen er imidlertid Mathesons ”Blood Son” – en novelle om en dreng, der gerne vil være vampyr. Den begynder morsomt, men det formidable består i, at Matheson gradvist forvandler historien til noget trist – drengen er jo syg – og derfra gør den til noget decideret uhyggeligt, for så på sidste linje på ny at transformere historien til noget helt tredje. Mesterligt.

Fra "Model Nephew" af Jack Davis, Albert Feldstein og William M. Gaines i The Crypt of Terror

Fra “Model Nephew” af Jack Davis, Albert Feldstein og William M. Gaines i The Crypt of Terror

Der er ikke nogen tvivl om, at Les Daniels var en stor kender af genren, og Living in Fear hviler på et omfattende studie. Den oser også langt væk af holdninger og kærlighed til fortællingerne, der præsenteres. Man kan måske diskutere, om Daniels’ portræt af Lovecraft er korrekt, men det er en detalje, som ikke betyder noget for helheden. I virkeligheden er det mest ærgerlige sådan set, at Daniels har svært ved at komme med konklusioner. Han præsenterer forhold og tendenser, men kommer ikke med mange forklaringer. Det er lidt beklageligt, fordi det ville være interessant at høre hans bud på eksempelvis den okkulte bølges fascinationskraft i 70’erne.

I dag hvor blogs og hjemmesider stort set altid beskæftiger sig med flere medier og udtryk, kan Daniels bog måske fremstå mindre banebrydende, end den var. Men han var en pioner på området, og det afkræver respekt. Bogen er både indsigtsfuld og underholdende, så skulle du mangle en god genereoversigt, er Daniels et meget godt bekendtskab.

Novellerne:

Edgar Allan Poe, ”The Imp of the Perverse”

Ambrose Bierce, “My Favorite Murder”

M. R. James, ”Rats”

Arthur Machen, ”Novel of the White Powder”

H. P. Lovecraft, “The Outsider”

Joseph Payne Brennan, “Slime”

Richard Matheson, “Blood Son”

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion, Novellesamling