Tag Archives: Elizabeth Báthory

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling