Tag Archives: Epidemi

David Garmark & Stephan Garmark, Love City (2018): Sproglig bolledej

Paperback, Kandor 2018

Brødrene David og Stephan Garmark kunne udsende deres anden fælles roman i år. Love City hedder den, og takket være en effektiv reklamekampagne fra både forlag og forfattere er der næppe ret mange, som interesserer sig bare en lille smule for dansk genrefiktion, der ikke har fået med, at bogen er udkommet. Den velsmurte markedsføring er blevet fulgt op af generelt gode anmeldelser, hvorfor jeg også efterhånden selv blev en smule nysgerrig. Desværre må jeg sige, at jeg ikke helt deler den begejstring, bogen er blevet mødt med.

Historien tager os til Jomfruøerne, hvor fattigdom og problemer i kølvandet på naturkatastrofer har udløst et oprør i det i forvejen skrøbelige samfund. King Malcolm kalder oprørets leder sig, og han har nu kontrollen med øerne. Desværre er der også udbrudt en besynderlig epidemi på St. John, og da vi kommer ind i bogen, følger vi en gruppe danske nødhjælpsarbejdere samt deres private, engelske vagtværn, der er taget til Øerne for at forsøge at afhjælpe den humanitære krise. Der er imidlertid ugler i mosen; soldaternes leder Danny og hans tro væbner Wolfkiller (!) har også en anden mission, som snart kommer på tværs af nødhjælpsarbejdet. Men hvad godt skal nødhjælpen i det hele taget gøre, når epidemiens karakter ikke kan bestemmes? Der er noget mystisk ved det hele, som da også til sidst viser sig at have rod i det overnaturlige.

Paperback, Kandor 2018

Roman tager udgangspunkt i konkrete, sociale problemstillinger, hvilket er et sympatisk træk, der sammen med et overraskende og spændende miljø absolut tjener til Garmark-brødrenes ære. Det er godt set, at der ligger et stort potentiale for historiefortælling omkring den gamle danske koloni og den danske bid af stedets historie. Formidlingen af denne historie, der i romanen primært sker gennem det omvandrende leksikon Gert, kunne måske være blevet forløst mere elegant, men tankerne bag bogen fejler absolut ikke noget.

Love City er en smule misvisende blevet iscenesat som skrækroman, men bogen er først og fremmest en røverhistorie om macho-mænd, våben og seje replikker, der næsten reducerer det ovenfor beskrevne miljø til ren staffage. Uhyggen er fraværende i hovedparten af teksten, i stedet får vi detaljerede beskrivelser af soldaternes gøren og laden i stil med noget vi kender fra amerikanske actionfilm. Det er da også klart, at forfatterne i en eller anden grad har sat sig for med stor drengerøvsbegejstring for våbennavne og kampsportsdetaljer at omsætte den stemning til litterær form.

Præcis den type spændingshistorier giver mig personlig ikke ret meget, og jeg må derfor også erkende, at jeg bortset fra bogens sidste 40 sider synes, handlingen i Love City er totalt uinteressant. Jeg må imidlertid her også straks sige, at det klart er et udtryk for smag og behag. Når jeg har kraftige indvendinger imod bogen, skyldes det altså ikke som sådan handlingen og det bogen prøver at være, men i stedet den sproglige dragt, som Garmark-brødrene har givet deres roman.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

Det kan hurtigt konstateres, at bogen er en af de tætteste sammenstillinger af filmiske klichéer, jeg længe har mødt. Bogens ”monster” og brug af afrikansk folklore er veludnyttet, men det er omtrent også det eneste strejf af originalitet, når vi ser bort fra selve miljøet. Det føles næsten som om forfatterne har siddet med en checkliste over filmiske elementer, de gerne ville have med. Prikken over i’et er uden tvivl bogens obligatoriske sexscene, der udspiller sig under den ligeledes obligatoriske storm, der naturligvis må være med til sidst som en dramatisk effekt. Scenen gentager pinligt, som et kreativt lavpunkt, et øjeblik i et uendeligt antal TV-film, som du har set og glemt igen.

Jeg overvejede faktisk, om det hele var en form for kærlig satire, men det er det jo nu nok næppe. Kærlighedserklæring er den formentlig ja, men satire næppe. Der er alt for meget sproglig selvhøjtidelighed i Love City til, at den kan opfattes som andet end et forsøg på at skabe en bidende alvorlig spændingsroman. Det har Garmark-brødrene bare ikke formået at håndtere på overbevisende facon. Romanen mangler skarphed og dynamik i sproget, der hænger fast i pompøse og melodramatiske vendinger.

Vil man skrive den type spændingsroman, som brødrene er ude i, bør man i det mindste forsøge at efterligne dem, der har gjort det godt, i stedet for at blive hængende i et bolledejsblødt, metafortungt sprog. En sætning som ”Ud af øjenkrogen så Danny nu monsteret – en sort levendegørelse af ren terror.” (s. 247) siger næsten alt om den grad af ubehjælpelighed vi møder. ‘

Hardcover, Kandor 2017. Brødrene Garmarks første romansamarbejde

Sproget i bogen står med andre ord famlende, og der, hvor forfatterne med præcision burde formidle nervepirrende intensitet, bliver det enten gumpetungt eller forfalder til staccato-lignende passager, som den man finder på s. 100: ”Han listede hen til huset, stillede sig foran døren og trykkede den ind. Husets indre var mørkt. Han anede konturerne af ødelagte møbler i gangen. En stol lå på gulvet. Op ad den ene væg var en kommode med tre ben væltet. Han trådte indenfor. En filmplakat hang på væggen. The Hunger med David Bowie. Huset sukkede. Noget knagede længere inde. Der var intet spor af manden.

Den slags sætninger er naturligvis et validt æstetisk udtryk, men de falder igennem her, fordi tekstopbygningen mere fremstår som sproglig afmagt end selvvalgt minimalisme. Især fordi disse mikro-sætninger totalt overskygges af den ellers dominerende, svulmende sprogtone. Sætningssammensætningen vidner således om et udtalt fravær af musikalitet i teksten.

Bogens manierede dialog slog mig også ganske hurtigt som en smule besynderlig, uden jeg helt kunne sætte en finger på hvorfor, men pludselig gik det op for mig, at den mere eller mindre konsekvent mimer filmisk dialog. Vel at mærke engelsk dialog, oversat til dansk. Det udløser en række ganske mærkværdige vendinger og ordvalg. Som når Danny på s. 79 ”realiserer” noget. Her kunne man måske tænke, at det drejer sig om at opføre eller virkeliggøre et eller andet, som ordet normalt betyder, men nej, Danny erkender noget.

Den officielle Love City-øl!

Sætningen skal altså give mening gennem det engelske, og den slags er der flere eksempler på. Samtidig er der så megen usikkerhed i sprogtonen, at jeg flere steder er usikker på, om forfatterne rent faktisk har brugt de ord, de gerne ville, i deres beskrivelse. Danny (igen) beskrives på et tidspunkt som værende i et nederdrægtigt humør (s. 144), da han er i dårligt humør. I sig selv er det ikke forkert, men det får en mislyd i konteksten, hvor jeg ganske enkelt er i tvivl, om forfatterne og jeg opfatter ordenes betydning ens.

For mig at se vidner Love City om et forfatterpar, der har noget på hjertet, og som er vokset siden deres fælles første bog. De vil gerne fortælle en historie, der både er intens, og samtidig har et budskab, i form af en magtkritik, der lader hånt om menneskeliv. Det er en glorværdig ambition; tak for det. Det er bare ikke nok. Bogen fremstår ikke gennemarbejdet på det dybe niveau under plottet og miljøet. Der er ganske enkelt arbejdet for lemfældigt med teksten og sprogtonen. Hvis tonen ikke sidder i skabet, så vælter læsset, og det vælter i den grad her.

En stor del af skylden må ligge hos bogens forlag Kandor og navnlig den redaktør, der tydeligvis har været udfordret over evne og derfor svigter sine forfattere. Jeg håber, de får mere kompetent støtte næste gang. Arbejdet med Love City var langt fra afsluttet, da bogen i gik i trykken. Det, der kunne være blevet et skarpslebent spændingseventyr med et stort publikum, er blevet en klodset og ubehjælpelig bog af den type, som kun en lille, taknemmelig kreds af genrefans vil kunne holde af.

3 kommentarer

Filed under Roman

Connie Willis, Doomsday Book (1992): Sket er sket

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg er normalt hverken særligt optaget af historier om tidsrejser eller fortællinger, der udspiller sig i middelalderen. Begge dele gør sig gældende i Willis’ roman Doomsday Book fra 1992, som på mange måder gør mine fordomme til skamme, fordi det lykkedes for hende at skrive en eftertænksom roman, der bestemt fortjener anerkendelse for den overordnede vision bag handlingen.

Historiens nutid befinder sig i 2054, hvor rejser tilbage i tiden er blevet mulige. Disse rejser bruges nu som forskningsredskab, og vi møder Institut for Historie i Oxford, der netop er ved at sende en ny ekspedition tilbage i tiden. Denne gang er det unge Kivrin Engle, der skal ud på en rejse. Kivrin er ekspert i middelalderhistorie, og hun har brugt det sidste lange stykke tid på at forberede rejsen tilbage til 1300-tallet.

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Tidsrejserne er ikke noget, man tager let på. Rejserne er både farlige og vanskelige, og for at garantere deres videnskabelige nytte må alt forberedes minutiøst. Trods forberedelserne er professor Dunworthy imidlertid alt andet end begejstret for, at Kivrin skal afsted, fordi han ikke mener, hun er parat til opgaven. Afsted kommer hun dog, og det står næsten øjeblikkeligt klart, at noget gik galt. Kivrin havner ikke der, hvor hun skulle. Godt nok er hun i middelalderen, men hvor og hvornår?

Handlingen spaltes fra det punkt ud i to tråde. I den ene følger vi Kivrin i middelalderen, mens vi i den anden følger Dunworthy og gruppen af videnskabsfolk omkring eksperimentet. Uheldigvis for Kivrin er det ikke bare hos hende, at noget går galt. Samtidigt med hendes afrejse tilbage mod middelalderen udbryder der en dødelig influenzavirus i Oxford, som lukker byen ned og dermed besværliggør alle forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med Kivrin.

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Collin Willis foretager et dristigt greb med Doomsday Book; hun lader nemlig spændingsmomenterne og alt det nervepirrende foregå i bogens nutid. Normalt rejser den tidsrejsende fra en form for normalitet ud i eventyret, men sådan er det ikke hos Willis. I hvert fald ikke i en traditionel forstand, fordi den middelalder, Kivrin ankommer til, præges af et intenst, men næsten stillestående drama med kun få aktører. Her er hverken sværdkamp eller andet ramasjang, i stedet får vi en rørende skæbnefortælling. Præcis det gør hendes tidsrejseskildring ekstremt sympatisk, fordi det ikke handler om pulpet eventyr, men et nært portræt af det sted og de mennesker, som Kivrin havner hos.

Kort efter Kivrin har indfundet sig i fortiden, går det op for hende, at hun befinder sig i en lille landsby i nærheden af Oxford umiddelbart for pesten, den sorte død, hærger egnen. Magtesløs må Kivrin nu se til mens sygdommen spredes, og romanens spændingsmoment ligger naturligvis i, hvorvidt det lykkes for forskerne i fremtiden at finde Kivrin, før hun sluges af begivenhederne omkring hende.

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Bantam 1993

Præcis som Anne Rice, orkestrerer Connie Willis sine beskrivelser af steder og personer som sanseoplevelser, der gør middelalderens mennesker nærværende gennem indfølte beskrivelser af teksturer, dufte, lyde og berøringer. Det skaber en sanselighed i teksten, som helt overskygger de ellers gumpetunge forsøg på dramatik og komik, der udspiller sig i bogens fremtid. Som læser længes man nemlig tilbage til den fortættede verden omkring Kivrin.

Kivrin romantiserede middelalderen, før hun rejste tilbage i tiden, og glimtvis får hun sine romantiske forestillinger bekræftet, men kun i små glimt. Den verden, hun møder er, nemlig rå og vilkårlig. Magtesløs må hun se til, mens pesten sluger den ene efter den anden i byen, og Connie Willis er nådesløs. Én for én dør Kivrins venner, og romanens persongalleri bliver dermed kapitel for kapitel mindre indtil det smertefulde øjeblik, hvor Kivrin står alene tilbage mellem de ødelagte stumper af den drøm, hun håbede at finde i fortiden. Romanen udspiller sig om vinteren, og døden ligger som et iskoldt tæppe over teksten. Kivrin er hjertevarm og sentimental, men hendes kærlighed, naturvidenskabelige viden og klogskab nytter hende ikke noget, fordi pesten, som hun er oppe imod, er langt større end hende selv.

Paperback, Bantam 1994

Paperback, Bantam 1994

Modsat så mange andre tidsrejsefortællinger kommer Kivrin dermed til kort. Alle hendes forsøg på at redde den familie, hun bor hos, fejler brutalt, og Kivrin ender derfor med ikke at være andet end en beskuer; en voyeur, der belurer fortidens lidelser. Lidelserne kan hun imidlertid ikke lade være med at tage på sig, fordi hun forstår sygdommen og dens konsekvenser på en helt anden måde end de middelalderlige mennesker. Resultatet er sønderknusende, fordi Kivrin pludselig bærer hele historiens lidelser på sine skuldre. Hjælpeløs ser hun til, mens de, der har hjulpet hende, kreperer ynkeligt, og Kivrin forstår med et, at hun aldrig burde være rejst tilbage, fordi det, hun er vidne til er ubærligt.

Mere fundamentalt har Connie Willis dermed også eksemplificeret L. P. Hartleys ironiske “The past is a foreign country: they do things differently there“, fordi hun viser den grundlæggende erkendelsesmæssige forskel på verdensopfattelsen mellem fortidens mennesker og Kivrin fra fremtiden. De kan tale sammen, men deres verdener ligner kun overfladisk hinanden, og dets længere tid hun opholder sig i det fremmede, dets mere forstår Kivrin, at fortiden udelukkende bør findes i nutidens bevidsthed, og ikke opsøges konkret, fordi der med fremtidens erkendelser følger et ansvar, og når dette ansvar ikke kan løftes, bliver resultatet det smerteligste nederlag.

Hardcover, The Easton Press 2001

Hardcover, The Easton Press 2001

Jeg har kun ros til Connie Willis indsigter og brug af tidsrejsetematikken. At bogen har sine pinagtigheder, må man bære over med. Willis følte tydeligvis, at hun havde brug for noget forløsende komik for at gøre handlingens dystre sider spiselige. Den komik får vi for fuld udblæsning blandt det fjollede godtfolk i nutidens Oxford, og den del af romanen kunne jeg snildt være foruden, fordi det i virkeligheden udvander bogens gennemslagskraft.

Med mere mod, mere klarsyn og mindre folkelighed kunne Willis have skabt et mesterværk. Ser man imidlertid gennem fingrene med de åbenlyse svagheder, står man med en følelsesfuld tragedie, der tør bruge idéen om tidsrejser til ting, som kun sjældent har været berørt.

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Paperback, Gollancz 2012

Paperback, Gollancz 2012

4 kommentarer

Filed under Roman

Richard Matheson, I Am Legend (1954): Om Livets manglende mening

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Tors udgave af bogen fra 1995

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Orbs udgave af bogen fra 1997, som igen er en variation over Tors udgave fra 1995

Richard Mathesons roman I Am Legend fra ’54 har vist sig både at være en læserfavorit og en vedvarende inspirationskilde for genreforfattere. Bogen er da også i dag afgjort en af skrækfiktionens klassikere, hvilket synes helt berettiget, for den ganske korte roman når forbløffende meget på kun lidt plads og gør det med en beundringsværdig potens og skræmmende klarhed.

Historiens præmis er så enkel, som den er ubehagelig, og du kender den uden tvivl både forfra og bagfra. En dødelig virus er skyllet over Amerika, og befolkningen dør som fluer. Da vi træder ind i historien, har sygdommen allerede gjort kål på stort set alt og alle – den tilsyneladende eneste overleverende er faktisk Robert Neville, der er bosiddende i det affolkede Los Angeles. Problemet er nu bare, at sygdommen ikke kun dræber, den transformerer sine ofre til en form for lysfølsomme vampyriske skabninger, der driver omkring i nattens muml og mørke på jagt efter blod. Neville er som sagt den eneste overlevende, og nu ser han sig natligt omringet af skabninger, der belejrer hans hus og forsøger at trænge ind eller lokke ham ud med trusler, forføreriske tilråb og magt.

Paperback, Gollancz 1999

Paperback, Gollancz 1999

Isoleret og udmattet svinger Nevilles humør mellem depression og manisk aktivitet. Det ene øjeblik slår han sig på flasken og overvejer selvmord, det næste sætter han alt ind på at sikre sig selv og forstærke det lille fort, som han har omdannet sit hus til. Sagen er imidlertid den, at det ikke klart kan afgøres, om Neville holder de andre ude, eller om de holder ham fanget. Faktum er nemlig, at den stakkels mand måske nok kan skærme sine døre og vinduer, men han kan ikke skærme sig mod minderne om alt det, han har tabt, og Neville er derfor ikke bare omringet af vampyrer, mindernes dæmoner har også omsluttet ham.

Alt det Neville har mistet, møder vi i en serie af tilbageblik, hvor det først er Nevilles barn, der dør af sygdommen og senere også Nevilles kone. Hvor ubehagelig Matheson end får fremmanet stemningen af desperat klaustrofobi i bogens nutid, er det i de grumme tilbageblik, at bogens tyngde for alvor føles. Det er her, de emotionelle udsving i teksten får lov at blomstre frem og udfylde den desperate ramme, som handlingens nutid danner. En fortælleteknik, som Matheson gentog mere eller mindre direkte i hans roman, The Shrinking Man fra ’56, der stort set afsøger samme tematikker som I Am Legend.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Men man kan så spørge sig selv, hvad Matheson gerne vil fortælle sin læsere med den dystopiske tragedie. Ud over at være en nervepirrende historie er det slående, i hvor høj grad bogen er i trit med tidens tanker. Romanen kunne nærmest, i hvert fald tematisk, være blevet udtænkt af en af beatforfatterne. Det er i den sprudlende intellektuelle avangarde, vi finder lignende litterære undersøgelser, og sammenligner vi eksempelvis I Am Legend med den i 50’erne så populære Jean Paul Sartres Kvalme (La Nausée) fra 1938, er det tydeligt, hvor meget tankegods fra eksistentialismen, der sikkert ad mange omveje er løbet ind i Mathesons roman.

I Kvalme beskriver Sartre livets vilkårlighed og grundlæggende meningsløshed. En tilstand, som udløser kronisk kvalme hos hovedperson Roquentin, der føler sig fuldstændig isoleret fra omverden, som han ser som grotesk og destruktiv.  ”Helvede, det er de andre” (L’enfer, c’est les autres) skriver Sartre et andet sted i teaterstykket Lukkede døre (Huis clos) fra ’44, og det synes meget præcist at beskrive den situation, som Neville befinder sig i.

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Mathesons hovedperson er nemlig isoleret og ensom, fordi han nægter at blive som de andre, der omringer ham. I stedet for at bøje sig for tilværelsen udenfor hans dør fastholder han fortiden og forsøger at skabe mening igennem sine handlinger – eksempelvis som når han går på vampyrjagt om dagen og aktivt bekriger sine fjender. Men fordi der ikke er nogen mening at finde, alt er jo tabt og forbi, bliver det at overleve til sidst i sig selv en mening – at overleve for at leve. Sagen er bare den, at det ikke er nok, fordi mennesket fordrer mere for at kunne eksistere.

Hvor hårdt Neville end prøver at leve som eremit, fungerer det ikke for ham. En hund bliver et kortvarigt surrogat for menneskelig kontakt, men da den forsvinder, er livet endnu mere tomt end før. Hans trang til kontakt – både fysisk og intellektuel – er med andre ord præcis den samme sjælelige kvalme, som Sartres Roquentin også kæmper med. For hvor forfærdelige og frygtindgydende ”vampyrerne” end måtte være, så er de samfundet og verden. Det står derfor til sidst klart for Neville, at han kan bevare sin uafhængighed og derved leve i det eksistentialistiske vakuum, han nu befinder sig i, eller underkaste sig samfundet og lade sig absorbere af livets rytme, som det udfolder sig uden for hans dør.

Paperback, Corgi 1960

Paperback, Corgi 1960

Og til sidst bliver det da også for meget for Neville, der bukker under for sit behov for samkvem. Her foretager Matheson imidlertid en fascinerende, om end ikke helt overraskende manøvre. Vi får nu vampyrernes perspektiv på hele situationen. Og set i det lys er det ikke dem, der er monstrene, men Neville selv, der er den diabolske fremmed i fortællingen.

I Am Legend hedder bogen som bekendt, og titlen refererer dobbelt til Nevilles tilstand – først som den sidste og eneste tilbageblivende fra det gamle samfund, og for det andet er han den legendariske skikkelse i det nye samfund, vampyrernes univers, der hjemsøger dem om natten og støder dem en stage i brystet. Her er det Neville, der er det mytiske monster, som hjemsøger dem og Neville, der er den egentlige vampyr eller dræber.

Paperback, Bantam Books 1964

Paperback, Bantam Books 1964

Romanen er en forbistret stærk fortælling, fordi vi kommer så dybt ind under huden på Robert Neville, og fordi han er så fejlbefængt og menneskelig. Modsat de hovedpersoner, vi ellers stifter bekendtskab med i tidens genrelitteratur, er Neville ikke kun køn, kæk og snarrådig. Nej, Neville er kvabset, desperat og alkoholiseret. Han er også snu og dygtig, men han er også en masse andet, der gør ham til et væsen af kød og blod. Vi føler ganske enkelt Nevilles tragedie, og på et dybere plan føler vi også hans lede og angst for de andre i det stille villakvarter, hvor han bor. Den stupide nabo og alle de andre, der plager ham og forsøger at sluge ham med hud og hår. En uendelig frygt for voksenlivets konformitet, og de fleste af os kan sikkert nikke genkendende til den splittelse og mærke kvalmen længst nede i maven, hvor vi stuver den af vejen.

Hardcover, Walker & Co. 1970

Hardcover, Walker & Co. 1970

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Corgi 1971

Paperback, Corgi 1971

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Paperback, Berkley Books 1979

Paperback, Berkley Books 1979

Hardcover, Doubleday 1980

Hardcover, Doubleday 1980

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Tor 1995

Paperback, Tor 1995

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Tor 2007

Paperback, Tor 2007

E-bog, RosettaBooks 2011

E-bog, RosettaBooks 2011

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Whit Masterson, The Dark Fantastic (1959): Pest og pulp

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Bag navnet Whit Masterson gemmer sig det produktive makkerpar Robert Wade og H. Bill Miller. De skrev et utal af hårdkogte kriminalromaner sammen og krydsede jævnligt pulpens porøse genreskel. Det gjorde de også med The Dark Fantastic fra 1959; et stykke apokalyptisk actionfiktion af den underholdende slags.

Historien er såre enkel. En bande røvere har plyndret en etruskisk grav i Italien, og det rige gravgods kan sælges for store penge på det sorte antikvitetsmarked i USA. De stjålne arkæologiske genstande må imidlertid smugles ind i landet, og røverne skjuler sig derfor med deres varer ombord på et fragtskib, som har kurs mod Mexico. Planen er at føre deres gods over landgrænsen til Amerika, og derfra køre det videre til deres kontakt på det sorte marked i Californien. Nu går det bare hverken værre eller bedre end, at den plyndrede grav var inficeret med en muteret pest – det præciseres aldrig, hvilken sygdom det egentlig drejer sig om. Denne dødelige sygdom er stadig pokkers smittefarlig, og naturligvis er røverne pludselig blevet en tikkende bombe. De aner ikke selv, at de bærer rundt på sygdommen, men snart står det klart for dem, at noget er rav ruskende galt, og et kapløb mod tiden begynder.

Paperback, Avon Books 1966

Paperback, Avon Books 1966

På den anden side af fortællingen står lovens lange arm, repræsenteret ved den nørdede (men smukke) dyrlæge Cloris, der som en af de første bemærker, at noget lusket er på vej mod den Mexicanske grænse. Hendes far bliver offer for sygdommen, men han når at advare sin datter om, at noget er på færde. Han har nemlig sendt Cloris en vævsprøve med pesten, og prøven sætter snart vagterne ved den amerikansk-mexicanske grænse på den anden ende. Sagen er politisk penibel, og amerikanerne vil have banditterne stoppet, før de krydser grænsen og forsvinder ind i USA. En særlig kommando, anført af Cloris og den bistre macho-betjent Ross, får derfor overdraget sagen. Dermed er der lagt i ovnen til en hæsblæsende menneskejagt i skyggen af den muterede pest, som støt og roligt spreder død i røvernes fodspor.

Ser man bort fra en hel del faktuelle oplysninger om grænsen mellem USA og Mexico og de værn, der patruljerer den på den amerikanske side, er handlingen et studie i højspændt, pulpet vrøvl. Det hele udspiller sig i et parallelunivers, hvor navnløse betjente må se til, mens nogle få individualister tager sagen i egen hånd og klarer ærterne for Amerika. De famlende forsøg på at etablere dybde i karaktererne gennem kluntede samtaler med en bartender eller efter en sen hyrdetime på hotelværelset gør det ikke mindre underholdende.

De to forfattere bag navnet Whit Masterson - Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

De to forfattere bag navnet Whit Masterson – Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

The Dark Fantastic finder imidlertid, som meget andet pulp, sin styrke i overfladiskheden og det karikerede, intense univers, som bogen skildrer. Handlingen begynder lige på og hårdt, hovedpersonerne forstår straks, hvad der er på spil, og skurkene tøver aldrig med at gøre, hvad der er nødvendigt for at komme frem. Historien kører som en velsmurt, vanvittig maskine, hvor enhver intellektuel dybde er smidt overbord som unødig ballast. Det giver bogen en befriende lethed, som man kun kan holde af.

Alene persongalleriet gør romanen til en oplevelse. Og her stjæler den morderiske røverbande afgjort billedet. Deres leder er en hårløs albino, der går med paryk og sminker sine øjenbryn på. Han går klædt som en dandy og har en blodtørstig chimpanse som kæledyr. Han ledsages af en stor, smådum tidligere alfons og en skrupelløs voldsmand. Til sammen er de et livsfarligt trekløver, der dræber, før de spørger. Naturligvis må hovedpersonerne blegne i forhold til det. Cloris er den klassiske heltinde, der er både smuk og sexet. Hun ved det bare ikke selv, og det gør hende naturligvis bare mere tiltrækkende i Ross’ øjne.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Ross giver i øvrigt anledning til at pege på et af de greb, som Whit Masterson bruger i bogen. Der arbejdes flittigt med kontrasteringer, og skurkenes groteske fremtoning spejler således heltenes kvaliteter. Det ses bedst i Ross, der er en egenrådig handlingens mand, som modsat bandelederens syge chimpanse har en trofast hund som kæledyr.

Forfatterne bag pseudonymet Whit Masterson kan deres kram, og de ved præcis, hvordan en spændingshistorie skal serveres. Det eneste problem ved The Dark Fantastic er sådan set, at de bruger deres trumfer i bogens første halvdel. De får etableret banden, de får etableret et galleri af mindre bipersoner – hvoriblandt en sindssyg mexicansk gangsterboss må nævnes – og får præsenteret dræbersygdommens apokalyptiske konsekvenser. Med alt det på skinner er der ikke ret mange overraskelser tilbage. Bogens anden halvdel handler mest af alt om at bringe handlingen sikkert i havn, og vi tvivler naturligvis ikke et sekund på, at det ikke vil lykkes for helteholdet. Som nervepirrende fiktion har The Dark Fantastic derfor, trods sit underholdende, fabulerende udgangspunkt, en slagside, og bogen føles afgjort lidt for lang.

Paperback, Corgi Books 1962

Paperback, Corgi Books 1962

Ikke desto mindre er det fascinerende at kigge Whit Masterson i kortene og se, hvordan ”han” arbejder med historiens fremdrift. Interesserer man sig for tekstopbygning, er den et skoleeksempel på pulplitteraturens forcer. Den går lige på plottet med et fåtal af svinkeærinder, og knap har den sidste skurk fået skudt en kugle for panden, før bogen slutter. Jeg har stor sympati for denne nærmest glimtagtige tilgang til fortællingen, fordi den koger idéen ind til dens essens. Historien står blottet for al pynt og krummeluer, og læseren må tage den for, hvad den er. Et hårdkogt litterært standpunkt., som jeg til tider kan savne i meget moderne genrelitteratur.

The Dark Fantastic er ikke fantastisk, men underholdende, det er den absolut.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Daniel F. Galouye, A Scourge of Screamers (1966): Skrig, atomart gru og tidlig psykedelika

Paperback, Bantam Books 1968. Den stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Paperback, Bantam Books 1968. Den ganske stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Det er længe siden, at jeg har læst en roman, der præsenterer en så dystopisk fremtidsvision. I bogen er verden, som vi kender den, ødelagt. I sig selv er det jo ikke noget nyt; sådan har vi set det mange gange før. Det, der gør den engelske SF-forfatter Daniel Galouyes koncept særlig dystert, er måden, det sker på.

I 80’erne begyndte de første såkaldte ”screamers” at dukke op. Det vil sige mennesker, der over hele kloden spontant kollapsede i vanvittige smerteskrig. De skrigende var blevet inficeret af en form for afsindig smertefuld nervesygdom. Så pinefulde smerter, at kroppen enten brænder sammen eller tvinger den ramte til selvmord. Den uhelbredelige skrigesyge ramte de inficerede gradvist. Først med små antydninger af anfald, og så kom det endelige, uvægerlige angreb.

Paperback, Bantam Books 1968

Paperback, Bantam Books 1968

Sygen spredtes over alt og endte med at udløse en atomkrig mellem Øst og Vest. Begge parter beskyldte selvfølgelig modstanderen for at have udtænkt plagen. En ulykkelige, kort lille krig udspillede sig, den ødelagde meget og efterlod verden uden en vinder. Den eneste supermagt, der stod tilbage efter støvet havde lagt sig, var SecBu (The Security Beureau) – en international sammenslutning rejst på ruinerne af FN.

Da vi kommer ind i historien i slutningen af 90’erne, kæmper SecBu en brav kamp for at genoprette global orden og bekæmpe skrigesygen, der fortsat hærger. Men umiddelbart er der ikke meget at kæmpe for. Verden er ikke længere meget andet end halvtommelandskaber og udbrændte byer, hvor skrigene fra de syge høres ustandseligt. Særlige korps patruljerer i byerne for at indsamle de skrigende og derved mindske smittefaren, men tilsyneladende uden megen held.

Daniel Francis Galouye  (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Noget er imidlertid under opsejling. I løbet af den senere tid er der begyndt at ske ting og sager, der peger på en ny aktør på den politiske scene. SecBus fly og stationer er blevet angrebet af ukendte styrker, og noget kunne tyde på, at det måske er gæster fra rummet, der står bag disse angreb. Måske er der endda beviser for, at skrigesygen er blevet plantet på Jorden af de fremmede fra rummet.

Midt i alt dette møder vi makkerparret Arthur Gregson og Kenneth Wellford. En henholdsvis amerikansk og engelsk agent for SecBu. To hårdtslående gutter, der har oplevet en ting eller to. De to herrer får til opgave at optrevle de fremmedes netværk. Det bliver starten på en lang, hektisk jagt, der udspiller sig i Europa, Amerika og endda ude i verdensrummet. Alt sammen noget, der sker til lyden af de evigt skrigende syge, der jammerligt omkommer omkring dem. Og sygdommen bliver bestemt ikke mindre nærværende af, at Gregson selv er smittet.

A Scourge of Screamers er fyldt med koldkrigstemaer og trækker flittigt på spiongenren, for det viser sig nemlig hurtigt, at det ikke er helt let at skelne venner fra fjender. Fjendebilledet vendes løbende på hovedet, og vores hovedpersoner ender endda med at blive spillet ud imod hinanden – men er de mon fjender?

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Mest af alt ligner plottet noget, som Robert Heinlein har skrevet mange gange. For naturligvis er der noget lusket ved den store, globale SecBU-institution, og naturligvis kræves der frihedselskende helte med laservåben for at bekæmpe de onde og genoprette orden.

Som jeg skrev i indledningen har romanen et helt fantastisk koncept. De voldsomme scener, der beskrives med de skrigende, er fabelagtigt grufuldt fundet på. Billedet af ødelagte storbyer med de syges smerteskrig har ædt sig ind i min bevidsthed. Galouye skaber noget helt særligt og virkningsfuldt her, der fremstår som et ekko af Daniel Defoes pestskildringer.

Det er en klaustrofobisk form for horror, der udstiller vores sårbarhed over for den ansigtsløse sygdom. Et tidløst tema, der kan gentages igen og igen, fordi frygten for en ny form for plage altid vil være der. Desværre udnytter Daniel Galouye slet ikke bogens potentiale i den retning, som jeg havde håbet. Skrigesygen falder gradvist i baggrunden og bliver blot en bekvem trussel.

Faktisk afmonterer Galouye gradvist sygdommen som trusselsbilledet og viser, at skrigesygen i virkeligheden slet ikke er noget dårligt, den er bare misforstået. Det viser sig i bogens anden halvdel, at skrigesygen er en metafor for erkendelse. Sygen er slet ikke nogen sygdom. Det er et resultat af de bevidsthedsudvidende energistråler, som rumvæsnerne sender ned fra deres skjulte rumskib, der ligger i kredsløb om Jorden. Denne nye bevidsthedshorisont er absolut ikke nogen velsignelse; de ramte får ganske enkelt alt for mange nye indtryk på en gang. Ude af stand til at kapere dette brænder de skrigende sammen.

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste  engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Nu er bogen jo udgivet i ’66, og det er næppe helt ved siden af at se romanen som del af den tidlige psykedeliske bevægelse. Vel at mærke uden Daniel Galouye nødvendigvis selv var en del af dette. Ikke desto mindre trækker den på retorikken omkring bevidsthedsudvidelse og kroppens skjulte psykiske evner. De skrigesyge tripper med andre ord. A Scourge of Screamers bliver på den led et apokalyptisk samtidstidsbillede. Et verdenssamfund der syrer ud, mens Øst og Vest hamrer hinanden ned med atomraketter.

Der ligger dermed også en klar kritik af hele det psykedeliske eventyr i bogen, men ikke en ubetinget afstandtagen til idéen om at stimulere bevidsthedsudvidelse. Galouye gør det faktisk klart, at han mener, at vi kan finde indsigter og kræfter inde i os selv. Indsigter der kan bruges i skabelsen af en ny og bedre verden. En drøm om et transcendent Utopia, hvor magtliderlighed og prosaisk politik bliver ligegyldige størrelser.

Under normale omstændigheder har jeg en svaghed for den slags sværmerisk 68’er-gøgl, men i A Scourge of Screamers fungerer det ikke og irriterer mig dobbelt. Dels fordi jeg føler mig snydt for den omgang dyster SF-horror, som bogens første del lover, dels fordi Galouye bruger en tredjedel af romanen på at udfolde sin kedsommelige, halvbagte filosofi om skrigesygens bevidsthedsudvidende potentiale.

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Det stritter i den grad imod den ellers hårdkogte action-orienterede handling, og det gør dele af bogen ulideligt uinteressante. Side for side hamrer Galouye sit budskab frem, men for pokker hvor ville det være rart, hvis han på forhånd havde besluttet sig for en stil og tekstuel rytme. De mange stemnings- og handlingsmæssige kovendinger gør bogen famlende og skizofren.

Faktisk er A Scourge of Screamers en af den slags bøger, der er ganske frustrerende, fordi der ligger så meget ubenyttet stof mellem siderne. Stof der bliver spildt på ingenting. Ren og skær spildt kreativitet. Det er til at skrige over…

4 kommentarer

Filed under Roman

Matthew J. Costello, Midsummer (1990): Hvem der?!

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Genrer og genretroper er vanskelige størrelser. Vi navigerer og afkoder tekster efter deres små signaler, der viser os, hvordan vi skal forstå handlingen, og hvad der ligger i vendte. Genren antyder rammerne for det litterære univers, vi træder ind i, når bogen åbnes. Den giver os mulighed for at afstemme vores forventninger til bogens indhold; et væsentligt element i forhold til selve den æstetiske værdsættelse af værket. Gys, ok, så kan der eksistere vampyrer osv. Det er naturligvis lidt forenklet, fordi det som oftest netop er, når genrekonventionerne sprænges, at vi overrumples og får de store læseoplevelser.

Man kan sige, at der ligger noget beroligende i klare genrereferencer, og det kan være forbundet med stor fornøjelse at se dem udfoldet til punkt og prikke. Man behøver vel bare tænke på den fortsat verserende zombie-bølge for at forsikre sig om, hvor væsentlig genkendelsens glæde kan være, hvis den udfoldes med kærlighed til universet.

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Faren er, at loyalitet over for genretroperne fører til mekanisk vanetænkning. Det er naturligvis her, forfatteren kommer ind i billedet. Hvis historien fortælles rigtigt, kan forfatteren slippe afsted med de største pasticher, uden nogen begynder at råbe op om klichéer og plagiater. Et væsentligt element i dette er, hvorvidt forfatteren spiller med åbne kort. Det vil sige, hvor åbenlyst han eller hun viser sine inspirationskilder og bekender sig til bestemte forlæg – Den såkaldte Cthulhu Mythos eksempelvis.

Grunden til den her lange indledning er, at Matthew J. Costellos Midsummer fra 1990, er et perfekt eksempel på den genretro roman. Der skal ikke ret mange sætninger til at præsentere handlingen. Jeg er nemlig helt sikker på, at de fleste gyserentusiaster kender præcis de film og bøger, som Costello har som referenceramme.

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

Det hele begynder på Antarktis, hvor en amerikansk ekspedition borer sig gennem iskappen. Fra de geologiske dybder bliver der hentet ”noget” frem, der ikke har set dagens lys i æoner, og sådan set slet ikke burde eksistere. Den blodtørstige ”ting”, der kommer op fra isen, overtager menneskekroppe og polarforskerne omkommer, da deres besatte chef går amok med en økse. Kun Alan Ward overlever hændelserne, og han hentes hjem af hæren. Men er Alan Ward helt normal?

Nej, selvfølgelig er han ikke det. ”Tingen” rejser med Ward fra Antarktis til lillebyen Stoneywood i Catskill Mountains. Her ødelægges en Stephen King’sk redneck-idyl snart af den fremmede snylter, der overtager flere og flere mennesker.

Matthew John Costello (født 1948)

Matthew John Costello (født 1948)

Mens parasitten driver sit uvæsen i handlingens kulisse, tælles der ned til den store midsommerfest i byen, der fejres med et tivoli og generel festivitas. Det forstår sig, at Matthew Costello fyrer op under en sprængfarlig cocktail, der selvfølgelig bør og skal eksplodere i et gevaldigt, blodigt klimaks midt under festlighederne.

Undervejs mod den store fest følger vi et bredt udsnit af indbyggere i Stoneywood. Hertil kan også føjes et par gennemrejsende, hvor karrierekvinden fra New York og den sagfører, der er blevet sat til at holde øje med Alan Ward, spiller en væsentlig rolle. Det hele sættes i spil gennem den for horrorromaner fra sen-80’erne vanlige ensemblestruktur.

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Det omfattende persongalleri lader os se den fremmede parasit over skulderen, mens den hærgende trækker gennem lokalsamfundet. Som læser ved vi derfor også præcis, hvad der skal til at ske længe inden, nogen i bogen aner uråd.

Du har sikkert allerede tænkt på en håndfuld film og bøger, der har stået fadder til Midsummer. Og du har helt ret, men Costello vedkender sig sine inspirationskilder. En knægt i bogen fortæller, at han har set filmen The Thing from Another World (1951) og ser rent faktisk efterfølgende Carpenters The Thing (1982). Et andet sted henvises der til ”pod people”, og sådan kunne man fortsætte. Matthew Costello kender sin genre og har styr på referencerne.

Teksten leveres med rutineret hånd. Costello skriver i et effektiv, om end i et lidt forceret livstræt sprog, der får alle hans personer til at lyde som hårdkogte privatdetektiver. Til det må man så også tilføje, at det store persongalleri gør det nødvendigt for ham at skære sine karakterer ind til benet og operere med aldeles overfladiske personskildringer. Så endimensionelle karakterer, at man mere eller mindre med det samme kan udpege, hvem der overlever, og hvem der dør.

Hvis du elsker det gode gamle ”red scare”-plot, leverer Costello varen. Desværre er det bare ikke nok. Fra et genreperspektiv opfylder bogen til fulde alle de forventninger, man måtte have til handlingen. Costello gør sig endda den umage at lægge små fanboy-hints ind i teksten, der skal højne gensynets glæde hos læseren. Det virker bare ikke.

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Midsummer slår fejl som roman, fordi den mister sig selv i konventionerne. Costello bruger al sin energi på at gøre det rigtige – det, han forventer læseren, vil synes, er fedt – og taber på den led ethvert overraskelsesmoment. Der havde sådan set heller ikke behøvet være nogen overraskelser i handlingen, hvis Costello trådte i karakter som forfatterstemme og gav sit bud på den velkendte fortælling. Det gør han bare ikke. Han er totalt fraværende og leverer sin historie med kedsommelig professionalisme, der er så karakterløs, at det gør ondt. Costellos letflydende sprog hverken konfronterer eller skræmmer.

Bogen føles som oplægget til en TV-gyserfilm uden penge til effekter. Og præcis det er ikke nogen lykkelig situation for en forfatter, der har frie tøjler til at gøre med handlingen, hvad han vil. Mest frustrerende er det imidlertid, at Costello aldrig får mig overbevist om, at han selv tror på historien. At plottet ikke bare er en hurtig idé, som han fik en dag og tænkte tja, hvorfor ikke. Jeg tror ganske enkelt ikke, at historien og handlingen betyder noget for Costello. Derfor er Midsummer i sidste ende en ligegyldig, sjælløs roman.

Så er det langt federe at lytte/se den franske elektronika-duo Zombie Zombies hyldest til John Carpenter. Nummeret fra 2008 hedder “Driving This Road Until Death Sets You Free” – fedt, ikke?

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman, Video

Gary Brandner, The Brain Eaters (1985): Når blodrus og byldepest går op i en højere enhed

 

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985. En ganske cool, typisk 80’er-forside

Gary Brander fik succes med en stribe bestsellers, der begyndte med The Howling fra 1977. Romanen blev et hit, og den efterfølgende filmatisering var med til at gøre Brandner til et etableret navn på gyserscenen. Strengt taget har Brandner aldrig overgået The Howling, hverken i kvalitet eller popularitet. Han skabte sig et navn med bogen og fik sporet sig ind på den sti, som han efterfølgende forfulgte i sine romaner op gennem 80’erne.Og nu hvor vi er ved stil. Brandner skriver ud af en klassisk, upyntet, dialogdreven pulp-tradition. Hans beskrivelser er klare og præcise. Det samme gælder persongalleriet, der består af letgenkendelige arketyper. Kapitlerne falder som korte, veltilrettelagte skudsalver, der skridt for skridt bringer historien frem mod målet. Det er effektiv prosa, der hurtigt fanger læseren, men som samtidig også er dybt kedsommelig. Halvvejs gennem en Brandner-bog begynder jeg i hvert fald at trænge til mere sproglig udfoldelse, der kan udfordre tankerne lidt.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

The Brain Eaters (herlig titel, ikke!) fra 1985 er en klassisk moderne gyser, der vel bedst kan beskrives som en hårdkogt zombie-roman uden zombier. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at bogen er skrevet i 80’erne. Den byder nemlig på en ganske pæn samling personer og situationer, der var oppe i tiden. Det store, onde firma, agenter fra Østblokken og masser af techno-thriller-klichéer.

Men lad os da lige få vendt handlingen. Det store stygge gigantfirma Biotron producerer forskellige kemikalier og pesticider. Ved et ”uheld” bliver en tønde med farve forbyttet med noget eksperimentel insektgift, der skulle bruges til at markere noget kvæg på en mark. I stedet for farven spreder de to uheldige helikopterpiloter den ukendte gift ud over et større område i nærheden af Milwaukee. Det får grusomme konsekvenser. Giften viser sig at angribe hjernen på mennesker. En uge efter, at man har været i kontakt med den, begynder ofret at få influenzalignende symptomer. Symptomerne afløses af en eskalerende hovedpine, der til sidst bliver så voldsom, at den udløser et grotesk raseri hos den smittede. Et raseri så vildt, at den syge går i en blodrus og angriber alt omkring sig. Og så må jeg ikke glemme, at der sammen med hovedpinen følger røde, pusfyldte bylder, der sprækker som fuldmodne blommer, når den syge går amok. Kommer man i kontakt med den betændelse eller slim, som bylderne producerer, bliver man selv smittet.

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Som du nok kan regne ud, udvikler sagen sig hurtigt til en epidemi af national kaliber. Syge går i blodrus over hele USA, landet kommer i undtagelsestilstand og udvikler sig på få uger til noget, der hører hjemme i en post-apokalyptisk fortælling.

Midt i al tumulten følger vi den unge journalist Corey Maclin, der ved et tilfælde bliver vidne til et af de første angreb fra en af epidemiens ofre. En vejarbejder, der arbejde i nærheden af det sted, hvor giften i første omgang blev spredt, splitter en bar ad og lemlæster både gæster og bartender, før han bliver dræbt med en billardkugle. Det sætter Corey på sporet af en stor historie, der hurtigt får ham viklet ind i et net af intriger.

Paperback, Fawcett Books 1985

Paperback, Fawcett Books 1985

Samtidig sidder den unge, smukke forsker Dena Falkner på Biotron og undrer sig over, hvorfor de to helikopterpiloter forsvinder. Da hun en nat får besøg af den ene af dem, kan han fortælle hende om lyssky ting, der sker på Biotron. Piloten bliver imidlertid på bedste Gestapo-vis indfanget af Biotrons folk. Derfor beslutter Dena sig for at gå til pressen, og manden, hun opsøger, er naturligvis Corey Maclin.

Sammen begynder journalisten og forskeren at optrevle sagen. Det fører dem dybt ind i nogle konspiratoriske forhold mellem CIA og Biotron. Til det kan man så også føje nogle interne intriger på Coreys avis samt et hold russiske spioner og en ekstremistisk øko-aktivist, der ligeledes har en finger med i spillet.

Paperback, Fawcett Books 1977

Paperback, Fawcett Books 1977

Gary Brandner lægger rigtig godt ud i The Brain Eaters. Det er blodigt, splattet og klamt. Han placerer tematikken og persongalleriet med sikker hånd, og slipper så de frådende sygdomsofre løs på de amerikanske storbyer. Rigtig fin underholdning. Det eneste der bliver en smule distraherende, er den ganske ubehjælpelige dialog mellem Dena og Corey. Jeg tror ikke, der bliver udvekslet en eneste troværdig samtale i løbet af hele bogen. Helt grotesk bliver det dog først, da Brandner lader os følge den ene af de russiske spioner, der længe lurer i handlingens kulisse. Jeg tror, Brandners kendskab til Rusland og russisk kultur stammer fra billige amerikanske actionfilm. Det er i hvert fald en temmelig karikeret måde, han vælger at iscenesætte sine russere på.

I anden halvdel løber The Brain Eaters desværre af sporet. Fra at være en simpel splatter-choker, begynder techno-thriller-elementerne at tage over. Corey og Dena samt resten af det persongalleri, der gradvist samler sig omkring dem, bliver trukket bort fra handlingens monster-action. I stedet bruges kapitlerne nu på at snakke om de store spørgsmål – mulighederne for at finde en kur, regeringens rolle i sagen osv. Alt det fede; det, man læser en bog med et navn som The Brain Eaters for, fortaber sig i baggrunden. Og når de syge bersærkere endelig dukker op, virker det påklistret og mest af alt for at skabe lidt drama i pauserne mellem de mange samtaler.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Gary Brander går ganske enkelt galt i byen. Han begynder med en roman og slutter med en anden. Det er næsten som om, at hans ambitionsniveau med bogen er vokset, som han får skrevet sig varm. Det er beklageligt, for på den måde mister han faktisk det af syne, der i udgangspunktet gav bogen lidt kvalitet. Alt det festlige drukner ganske enkelt i snak, og resultatet bliver en bog med alvorlig slagside.

Gary Brandner er ikke nogen stor forfatter. Han opererer udelukkende inden for rammerne af velafprøvede klichéer, som han fremfører med et knapt men effektivt sprog. Men han har et nærmest filmisk blik for spændingsopbygning, og det redder ham igennem. The Brain Eaters kan derfor heller ikke kaldes en dårlig genreroman, den er bare lidt trættende. Og det er vel egentlig synd og skam, når man nu endelig sidder med en bog, der lover så meget ramasjang i sin titel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman