Tag Archives: Erotik

Clive Barker, The Hellbound Heart (1986): “You Want It Darker Still…”

Paperback, Fontana 1991. Fortællingens 1. udgave som selvstændig bog

Der er næppe nogen tvivl om, at The Hellbound Heart er en af Clive Barkers bedst kendte fortællinger, og formentlig også det man kan kalde hans signaturværk. Da han bragede igennem på skrækscenen i første halvdel af 80’erne, var det med novellesamlingerne The Books of Blood, der blev en fuldt fortjent, kæmpemæssig succes. Novellerne i Books of Blood er alle relativt lange, og The Hellbound Heart er kun marginalt længere, hvorfor den også ofte karakteriseres som kortroman. Bogen har imidlertid en klar romankarakter, og på den led er den vigtig for Barkers forfatterskab, fordi den blev en del af hans omstilling fra novelle- til romanformatet.

The Hellbound Heart er afgjort en af de bøger, som ikke behøver ret meget introduktion, men lad os alligevel lige få handlingens grundtræk på plads. Nygifte Rory og Julia flytter ind i et hus, der har været i Rorys families eje længe. Hvad de ikke ved, er, at Rorys nu forsvundne bror gennemførte et magisk ritual på loftet nogle måneder forinden, som åbnede døren ind til de ultimative nydelsers dimension og hidkaldte de såkaldte ”Cenobites”, der trak ham ind i deres dimension, hvor Frank nu og i al evighed er dømt til seksuel tortur.

Paperback, Fontana 1991

Ved en tilfældighed bliver Frank mere død end levende hentet tilbage fra cenobitternes verden. Hans legeme er ødelagt, men det kan genskabes gennem safter fra andre kroppe. Julia, der har haft en affære med Frank, opdager, at han er kommet tilbage og indvilliger i at skaffe næring til ham, så de sammen kan flygte fra livet med Rory.

Julia begynder derfor at hente mænd hjem til huset, som Frank kan fortære og derved genvinde sine kræfter. Desværre for Julia og Frank, så opdager Rorys veninde Kirsty, at der foregår noget lusket i huset, og hun forsøger at komme til bunds i sagen. Imens arbejder cenobitterne på at få deres undvegne fange tilbage. Alt i fortællingen er dermed programmeret til at tørne sammen i det lukkede rum på første sal, hvor Frank skjuler sig.

Clive Barker (født 5. oktober 1952)

Set i forhold til novellerne i Books of Blood-serien er The Hellbound Heart på den ene side helt i forlængelse af disse, men omvendt afsøger Barker også nyt terræn her. Jagten på nydelse, uanset i hvilken form det måtte være, er det centrale udgangspunkt i ganske meget af det, som den unge Barker skrev. Med The Hellbound Heart føjer han imidlertid en ny dimension til den hedonistiske jagt ved at flytte længslen efter seksuel spænding og nydelse ind i hjemmets helt ordinære rammer.

Frank, det sorte får i familien, har naturligvis valgt familieliv og borgerlig ro fra, til fordel for jagten på tilfredsstillelse. Hans enorme libido og smag for ekstremer virker på Julia, der i Frank ser al den frihed og vildskab, som hun ikke finder i samlivet Rory. Mens Frank på den led vandrer lige i armene på cenobitterne og her får meget mere, end han kan gabe over, går Julia i præcis samme fælde hos Frank. Hun styres også blindt af sine følelser og havner i ødelæggelsen, fordi hun som Frank ikke kan holde til at udleve de længsler og lyster, som hun bærer inde i dem selv.

Hardcover, Dark Harvest 1986. Historien udkom første gang som del af denne antologi

Betydningen er klar. Den ligger allerede i titlen, The Hellbound Heart; hjertet, der dømmer sig selv til helvede på grund af sine lyster. Uforløste længsler er destruktive kræfter, der dræber os langsomt, siger Barker her. Det demonstreres i bogen igennem Kirsty, der tydeligvis har været ulykkeligt forelsket i Rory gennem ganske lang tid, mens længsler, der jagtes utøjlet, også fører til undergang, hvilket Frank og Julia naturligvis må sande. Barkers udmelding bliver på den led, at længsler er noget, vi må se i øjnene og forsøge at håndtere, hvis de ikke skal tage kræfterne fra os.

Barker udmaler med andre ord et paradoks for os, fordi vi ikke kan leve uden længsler, men vi kan heller ikke leve med dem. Han siger samtidig også, at disse længsler er en drivkraft i vores liv, som fører os fremad og giver os næring; blot må de indfries i små bider, hvis de ikke skal overtage os. Hele teksten er sammensat af disse paradoksale forhold eller dikotomier. Smerte og nydelse, liv og død, krop og sjæl kontrasteres hele tiden som voldsomme modsætninger, der udfordrer det ellers stille ægteskabsdrama, som udgør romanens facade. Billedligt indfanger Barker dette til sidst, da Julia endegyldigt er blevet offer for sine egne længsler og iklæder sig sin gamle brudekjole som indikation på en form for absurd vielse til Frank.

Paperback, HarperPaperbacks 1991

By some extraordinary act of will, Julia had managed to put her wedding dress on, and secure her veil upon her head. Now she sat in the dirt, the dress besmirched. But she looked radiant nevertheless; more beautiful, indeed, for the fact of the ruin that surrounded her. (s. 126)”

Her har vi det paradoksale igen, for Frank vil naturligvis aldrig gifte sig; alt han repræsenterer, er netop præcis det modsatte af ægteskabet, og alligevel vil Julia tøjle dette og gribe det gennem vielsen.

Hardcover, Earthling Publications 2007

The Hellbound Heart er på alle måder en fabelagtig skrækroman, men en af de ting, som er slående ved bogen, er Barkers sprog, der trods hans voldsomme visioner er drevet af en tydelig, romantisk kraft, som i den grad søger efter det smukke eller skønne. Der er en klassisk jagt efter det sublime i hans sprog, som hele tiden forsøger at indfange momentan skønhed, vel at mærke ikke i det sikre og ufarlige, men i tvetydighedernes mørkeland, hvor døden og entropien bliver trinbræt for sansningen af verdens skønhed. Eksempelvis, som når han beskriver det smukke i Julia, som en ødelagt brud. Det gør den tidlige Barker til en dybt fascinerende forfatter, som det lønner sig at genbesøge mange gange.

Men hvad der gør ham til en endnu mere fascinerende forfatter, er hans sans for ikonografi og visualitet i teksten. Barkers billeder er med andre ord helt forrygende, fordi de med en blanding af stor præcision og afmålt vaghed skaber utrolige momenter, der tegner sig lyslevende for læseren i al deres rå sejhed og fremmedartede skønhed.

Paperback, Harper 2007

Bedre kan skrækfiktion næsten ikke blive, og en lille del af mig bliver ved med at beklage, at Barker ikke kunne fortsætte med at skrive den slags tekster, fordi han opnår så utrolig meget med sit valg af skrækgenren som lyrisk afsæt. Blot flyttede han sig som forfatter, og det er jo et godt, for alt andet ville være endt i tam stagnation. Men alligevel… kunne han ikke bare have skrevet en samling noveller mere, bare en roman mere, før han forlod genren til fordel for kedsommelig, såkaldt ”magisk realisme”?

Barker og King – gysets konge og manden, der stjal hans trone

4 kommentarer

Filed under Roman

Kristine Kathryn Rusch, Sins of the Blood (1994): Vampyrjagt og barndomstraumer

Paperback, Abyss 1994

I begyndelsen af 90’erne viste navne som Kathe Koja og Poppy Z. Brite vejen for en ny drejning i skrækfiktion, der tog afsæt i den sorteste weltschmerz og omdannede gyset til et smerteskrig fra samfundets rand. Det skrig, var der mange, som hørte. Blandt disse er Caitlín R. Kiernan i dag nok den mest prominente, men andre fulgte, som sagt, også trop. En af dem var Kristine Kathryn Rusch, der først og fremmest var og er en SF- og fantasy-forfatter. Gyset fristede imidlertid Rusch, og hendes anden skrækroman blev vampyrfortællingen Sins of the Blood fra 1994.

I romanen Sins of the Blood er vampyrer blevet en almindelig del af samfundet siden 1960’erne, forstået sådan, at vampyrisme betragtes som en sygdom. En uhelbredelig sygdom vel at mærke, der er underlagt lidt varierende jurisdiktion i USA. Nogle stater behandler vampyrer som kronisk syge, andre stater indførte tidligt en udryddelsespolitik, hvor blodsugerne jages og dræbes for at beskytte samfundet. Alt dette er naturligvis en kilde til store sociale uroligheder og problemer.

Paperback, Abyss 1994

Midt i alt dette møder vi den autoriserede vampyrjæger Cammie, der under en rutineopgave gør en chokerende opdagelse. Da hun sammen med sin makker trænger ind i en vampyrs lejlighed en formiddag (vampyrerne tåler ikke sollys) og udrydder blodssugeren med en stage gennem hjertet, konstaterer de, at vampyren har et ”menneskebarn”. Vampyren levede altså som enlig forsørger med sit barn, og barnet er nu forældreløst. Den erkendelse sætter gang i selvransagelserne hos Cammie, der også selv er et forældreløst barn. Men der er mere; Cammie får en mistanke om, at hun måske også selv er barn af en vampyr.

Cammie har en bror, Ben, som hun aldrig har haft kontakt til. Hun beslutter sig nu for at finde ham, men på det tidspunkt ved vi læsere allerede, at Ben er en vampyr. De store spørgsmål er, hvad Cammie gør, når hun møder Ben og om Cammie er fordømt til at blive til en vampyr som sin far, fordi vampyrisme ofte er noget arveligt, der gradvist kan udvikles over tid.

Kristine Kathryn Rusch (født 4. juni 1960)

Som man fornemmer, er vi inde at røre ved nogle eksistentielle problemstillinger her, der formidles omtrent så gumpetungt, som de lyder i mit referat. Der er intet elegant eller subtilt over Sins of the Blood, der gennem Cammie og Ben diskuterer den sociale arvs byrde med en ungdommelig, selvhøjtidelig alvor.

Vampyrerne var absolut en af skrækgenrens mest populære figurer i 90’ernes først halvdel, og Rusch har mere eller mindre overtaget hele tidens iscenesættelse af blodsugerne. Hendes roman udspiller sig i en sortklædt underverden befolket af punks og junkier. Et miljø, Rusch i bedste Anne Rice-stil kontrasterer med den overdådige rigdom, som de ældste vampyrer har opnået med tiden. Historien veksler på den led mellem rendesten og luksus.

Paperback, Millennium 1995

Naturligvis er der også erotik i rigt mål. Vampyrerne er erotiske, pan-seksuelle skabninger, der udlever deres lyster frit. Blod, sex og vold glider hos Rusch sammen til et mættet, natunivers af dekadence og dødsromantik. Alt dette lyder jo vældig bekendt, og man kan da heller ikke kalde det originalt. Men Rusch vil også noget med sine vampyrer; der er en idé bag værket (hun er jo ikke SF-forfatter for ingenting). Desværre er det temmelig uklart, hvad hendes vampyrer er metaforer for. Bogens titel, Sins of the Blood, antyder noget arveligt. Der bliver da også bogen igennem spillet på sammenligning mellem vampyrismen og AIDS, såvel som vampyrisme og narkomani. Tilmed spiller hun også på den modtagelse, som de amerikanske veteraner fra Vietnamkrigen fik, da de kom tilbage til hjemlandet.

Vampyrerne bliver i det lys en form for sociale, stigmatiserede ofre, og gennem Ben, Cammies bror, får vi som læsere opbygget en vis sympati for vampyren, der ikke selv er herre over sin skæbne eller sine tilbøjeligheder. I hvert fald indledningsvist, hvor disse aspekter fylder mest i historien.

Paperback, WMG Publishing 2012

Helt så let er det bare ikke, for mens Rusch har en pointe om, at vi skal behandle vores socialt udstødte ”monstre” ordentligt, er hun også en plotorienteret forfatter, der gerne vil fortælle en spændingshistorie, hvor vampyrerne er skurkene. Det skaber en temmelig forvirret symbolik, fordi hun så at sige lader sin handling overskrive symbolikken, så vampyren som klassisk monster pludseligt overtager historien. På den ene side skal vi fatte sympati for blodsugene, på den anden side insisterer Rusch på at bruge vampyrerne som helt klassiske, onde pulp-monstre, der med hugtænder og stor appetit kaster sig over vores heltinde Cammie.

Det vrider bogen af led; i hvert fald hvis man som læser forsøger at forstå budskabet bag den umiddelbare historie. Det kan man så bare lade være med, men her er det, at Rusch bliver ved med at slynge om sig med metaforer, som understreger den indledningsvist introducerede subtekst, hvilket alt sammen i sidste ende skaber en ganske mudret fortællingen.

Paperback, WMG Publishing 2014

Sins of the Blood er ikke nogen god bog. Det er faktisk på mange måder en ganske anstrengende bog, men Rusch er, trods sin uelegante håndtering af tematikkerne og overtydelige symbolik, en kompetent håndværker, der formår at stykke en handling sammen, der faktisk inviterer til læsning. Man drages med andre ord af Cammies jagt på Ben, og som læser vil man gerne vide, hvad der sker, når bror og søster endeligt forenes. Når dette er sagt, er Sins of the Blood især interessant som udtryk for en særlig gren af 90’ernes skrækfiktion. Bogen er omtrent så tidstypisk, som det kan lade sig gøre. Det gør romanen sjov som studieobjekt og trope-katalog for alle, der gerne vil forstå skrækgenrens udvikling i 90’erne.

Bogen bliver aldrig uhyggelig eller skræmmende. Rusch beskriver mange ubehagelig ting, men dybest set er det en dyster, erotisk spændingsroman, som hun har skrevet, og jeg forstår godt, hvorfor hun et par bøger efter Sins of the Blood lagde gyset på hylden og dedikerede sig helt til fantasy og SF, der formentlig ligger hendes hjerte nærmere, mens gyset tydeligvis kun et formsprog, som hun flirtede med. At hendes fantasy og SF er lige så klichéfyldt og sødlandet som hendes gys, er en anden snak, og nok også grunden til, at Kristine Kathryn Rusch aldrig vil få nogen høj stjerne hos mig.

2 kommentarer

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 3. Jewel of Tharn (1969): Ved ‘the bitch-Goddess’’ hof

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Da vi forlod den engelske superagent Richard Blade sidst, var han ved at blive forlovet og måske falde til ro, men som det viser sig nu, lader hans arbejde med udforskningen af Dimension X ikke kombinere med et privatliv. Blade er dermed blevet single igen, og da tredje bind åbner, er det helt anderledes problemer han konfronteres med. Det tophemmelige projekt med dimensionsrejser mangler nemlig penge, og Blades chefer må derfor gå til premiereministeren i Downing Street med hatten i hånden.

Efter lidt palaver besluttes det at støtte projektet med penge fra en hemmelig kasse, som parlamentet ikke kender noget til. Temmelig fordækt, må man sige, men mindst lige så spøjst er det, at projektet bliver omtalt som afgørende for Englands fremtid. Ja-jo, muligheden for dimensionsrejser er jo temmelig utrolig, men det er efter tre bind i serien forsat ganske uklart, hvad Blades rejser ind i det ukendte egentlige går ud på. Han tager intet med sig tilbage fra rejserne, og glemmer, hvad han oplever, så erfaringsindsamlingen bliver temmelig sparsom. Med lad det ligge.

I Jewel of Tharn havner Blade i en døende verden ikke ulig noget, som vi kender hos Jack Vance. Han lander her, som altid, midt i en højspændt konflikt. Denne gang står fronterne mellem et højtudviklet, aggressivt og dominerende matriarkat, der sidder på magten, og en samling vilde stammefolk, som lever på sletterne for foden af kvindernes højtrejste stad. I Tharn, som denne verden hedder, går der legender om en messiasfigur kaldet Mazda, der skal komme og forny alt. Ingen er naturligvis i tvivl om, at superstærke Blade er denne Messias. Selvfølgelig er han det.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Sagen er den, at århundrederne har tømt Tharns mænd for potens. De fleste er blevet reduceret til sterile, androgyne skabninger – såkaldte ”neutrons” – der lever som slaver, mens de herskende kvinder holder resterne af de endnu knap og nap potente mænd fanget i et bogstaveligt guldbur. Her bliver de udpinte, kummerlige mænd udnyttet som sexslaver i en form for ritualiseret voldtægt, der nydelsesløst sikrer, at befolkningen kan forøges.

Det er derfor også klart, at ultrapotente Blade gør indtryk, da han nøgen træder ind på scenen og hurtigt kommer i kontakt med både matriarkatets dronning og barbarernes høvdinge. Alle vil øjeblikkeligt i kanen med Blade, som da barbarkvinden Totha tager herlighederne i øjesyn: ”The impact of her eyes was a physical thing, crawling over his flesh like insects that excited instead of repulsing him. They rested for a long time on his groin and her lips moved in what could only have been anticipation.” (s. 71)

Man kan genkende en hel del Robert E. Howard-stof i historien. Den dekadente, overmodne kultur, der står for fald, konfronteres med barbarenes rå brutalitet. Civilisation kontrasteres med utøjlet vildskab og så fremdeles. Howard kredsede konstant om den slags, og Manning Lee Stokes, der stadig i dette bind gemmer sig bag aliasset Jeffrey Lord, dykker ned i det samme.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

Ud af de første tre bind er Jewel of Tharn indtil videre det bedste. Romanen har al vildskaben og morskaben fra første bind, og det sammenhængende plot fra andet bind, hvilket skaber en særdeles festlig omgang sølvalderpulp, der formår ikke bare at få læseren til at trække på smilebåndene, historien udfordrer også den moderne læser med sine beskrivelser og sprogbrug.

Bogen er naturligvis vild og blodig – Blade har eksempelvis en fantastisk, gigantisk tvekamp med en barbar, der strækker sig over et helt kapitel. Der er også en fascinerende sammenblanding af fantasy og science fiction i historien; det viser sig, at kvindecivilisationen dybest set er kontrolleret af en ældgammel computer (Jack Vance igen) og dennes androider, der over tid har fået rollen som ypperstepræster. Det fungerer ret godt for Stokes, men bogen er først og fremmest en lummer affære, som i: ”Blade began to caress and explore her body… probing deep into that moist sanctum.” (s. 95) Men den har også en for os i dag forbløffende ubekymret sammenblanding af sex og vold.

Da Blade, efter at være blevet hårdt presset, langt om længe forsøger at få overtaget igen, voldtager han kvindernes dronning, fordi det eneste, hun trænger til (tænker Blade), er en rigtig mand. Det får hun i den grad i en ekstremt grafisk skildring af seksuel vold, som nok vil få de fleste til at spærre øjnene op.

If this bitch-Goddess, this High-Priestess of coi wanted coi, he could damned well give her coi. He would kill her, all right. He would slay her with the only weapon he had. (s. 134.)

Jewel of Tharn er på den led utroligt provokerende og voldsom på sin egen enfoldige facon. Men præcis denne voldsomhed giver teksten kant og nærvær; den rusker op i sin moderne læser og bliver i virkeligheden langt vildere og mere provokerende end ganske meget moderne genrelitteratur, som forsøger det samme. Det her er ikke fredsommelig pulp eller latterlig rollespilsfantasy, men en grim skildringen af en fascistoid maskulinitet, som på alle måder er forkert, uanstændig og fornærmende. Præcis derfor er det også stærkt fascinerende læsning; det åbenlyse forkerte ved bogen gør den dragende. Den dybest set konservative romanfigur Blade er med tiden blevet til noget rebelsk antagonistisk i sin insisteren på at give den stærke retten til at agere, som han vil.

Paperback, Plon 1976. Blade på fransk

Hvor Blade i ´69, da bogen udkom, var en eskapistisk vision om manden, der sendes til en verden fyldt med liderlige kvinder, er han i ’19 blevet til en outsiderfigur, som opererer uden for de sociale konventioners regi. Blade gør, hvad han vil, fordi han kan. Han gør forbudte ting og udgør den diametrale modsætning til de stærke heltinder, der befolker genrelitteraturen i dag. Ikke at det i sig selv er godt, men der er unægteligt noget befriende ved litteratur, der afsøger de yderste grænser og siger alt det forkerte, fordi det skaber en form for afklaring af vores egne værdier og tanker. Der er med andre ord noget klargørende eller terapeutisk i at lade sig provokere af en bog som denne.

Men, med det sagt, er Jewel of Tharn først og fremmest en forbistret underholdende omgang absurd pulp, der med sin groteske form afgjort har formået at ruske lidt op i mig.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Anne Rice, The Mummy, or Ramses the Damned (1989): En saftig mumie i den lumre ørkennat

Paperback, Penguin Books 1990

Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.

Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.

Paperback, Penguin books 1990

Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.

I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.

Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992

Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.

I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.

Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave

Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.

Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.

Paperback, Ballantine Books 1989

Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.

The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.

Paperback, Ballantine Books 1991

Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).

Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.

Paperback, Ballantine Books 1991

Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.

Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.

Paperback, Ballantine Books 1994

Paperback, Arrow Books 2004

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Teenage Wildlife

Paperback, Monarch Books 1962

I årene efter Anden Verdenskrig holdt en ny figur for alvor sit indtog i pulplitteraturen; teenageren meldte sig på banen. Før krigen var der naturligvis også unge mennesker i pulpens univers, men det, man kan kalde den arketypiske teenager, var ikke helt blevet konciperet, og ser vi eksempelvis på skrækfiktionen før ’45, spiller unge ikke nogen synderlig rolle. Sådan var det også i de fleste andre traditionelle genrer. De steder, hvor vi møder unge, er det primært i rollen som rationelle, små voksne, og ikke som de sprængfarlige størrelser, der snart skulle træde ind på den litterære scene.

True Crime Detective, juli 1973

I dag kan det naturligvis virke overraskende, at teenageren som idé kunne være noget nyt, men sådan var det altså, og jeg skal ikke optrevle ungdommens kulturhistorie her. Den er velkendt og fortalt mange gange. I stedet synes jeg, at det er sjovt at bide mærke i publikummet for disse tidlige historier med og om teenagere. Langt de fleste pulpudgivelser var nemlig rettet mod et modent publikum, der havde penge på lommen. Det vil sige, at fortællingerne om teenagere typisk var skrevet til et ældre publikum. Det er stik modsat i dag, hvor stort set al underholdning med teenagere er rettet mod det samme alderssegment.

Paperback, Universal Publishing-Beacon 1964

Sådan var det bare ikke i pulpens verden. Her var teenageren et faretruende og fremmedartet fænomen i de voksnes verden, som pludselig indtog gader og stræder. De skabte grobund for overspændte, utrygge fantasier om kriminalitet, kulturelt forfald, fri sex og misbrug. Teenageren, som uansvarlig og kaotisk kraft i samfundet var dermed skabt, og temaet kunne fra slutningen af 40’erne og små 30 år frem varieres i det uendelige.

Paperback, Stag Books 1963

De unges depraverede adfærd kunne findes alle steder; lige fra motorcykelbander til hemmelige sexklubber og illegale hashhuler drevet af teens. Det skandaløse og chokerende gik hånd i hånd med teenagerne. Læserne kunne således gyse over de unge, og samtidig længselsfuldt drømme om den frihed, de egentlig burde fordømme. Nabokov tog naturligvis nælden ved roden, da han i sin Thomas Mann-parafrase fra ’55 om den fjortenårige Lolita gik ind i denne erotiske ungdomsfascination, hvorved emnet også fik et litterært udtryk uden for pulplitteraturens aflukke.

Paperback, Signet Books 1967

Som sagt forandrede teenagemotivet sig over tid; læderjakker bliver til løse gevandter, druk og springknive til LSD og fri sex. Grundlæggende er alt dette imidlertid bare overfladiske samtidsmarkøre, der dækker over den samme grundfortælling. En fortælling, der fortsat findes i dag, men som i nogen grad har mistet sin potens, efter det såkaldte ungdomsoprør gav de unge en stemme, der i nogen grad var mor-og-far-generationen ligeværdig. Teenagerne er derfor stadig scarry monsters og super creeps, men de er også meget andet i litteraturen; men først og fremmest er de blevet del af deres eget litterære reservat i form af den så uskønt benævnte Young Adult-litteratur.

Paperback, Random House 1976

Paperback, Pulp Press 2010

Paperback, Original Novel 1948

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Monarch Books 1962

Paperback, Midwwood 1962

Paperback, Midwood Books 1966

Paperback, Midwood 1967

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Mayflower Books 1971. En oversættelse af “Jeg, en pige” fra ’65, nu blot med en mere hip, pulpet titel

Paperback, Macfadden-Bartell 1970

Paperback, Greenleaf Classics 1974

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Domiono Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Crest Books 1960

Paperback, Corgi Books 1963

Paperback, Bedstand Books 1971

Paperback, Beacon Books 1962

Paperback, Beacon 1960

Paperback, Bantam Books 1951

Paperback, Avon 1958

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, New American Library 1970

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret