2. december 2018 · 09:18
Paperback, Penguin Books 1990
Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.
Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.
Paperback, Penguin books 1990
Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.
I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.
Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992
Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.
I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.
Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave
Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.
Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.
Paperback, Ballantine Books 1989
Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.
The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.
Paperback, Ballantine Books 1991
Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).
Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.
Paperback, Ballantine Books 1991
Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.
Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.
Paperback, Ballantine Books 1994
Paperback, Arrow Books 2004
frasortsand.wordpress.com 