Tag Archives: Fawcett Crest

Marge Piercy, Dance the Eagle to Sleep (1970): “No, you won’t fool the children of the revolution…!”

Paperback, Fawcett Crest 1985

Med sin anden roman bevægede Marge Piercy sig i retning af genrefiktionen i en kompakt fortælling om oprør og ungdom. Historien udspiller sig i en nær fremtid, hvor USA har udviklet sig til et betydeligt mere styret samfund, der ikke har så få paralleller til staten Israel. Når unge fylder 18, kræves det således, at de gør en årelang samfundstjeneste. Det skal både tjene som bidrag til nationen, og samtidig også som en kulturel skoling, der skal hjælpe dem i overgangen fra den sorgløse barnetilværelse til voksenlivets alvor.

Fremtidssamfundet, Piercy beskriver, har ikke, rent materielt, forandret sig meget fra bogens udgivelsestidspunkt. Det har ungdomskulturen heller ikke; blomsterbørnenes ungdomsoprør og protester er dermed absolut til stede. De store børn, teenagerne, der står på nippet til at skulle gøre deres samfundstjeneste, finder dermed sammen i musikken og stofferne, fordi de her kan klynge sig til resterne af et liv i frihed.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Midt i stemningen af oprør møder vi fire unge, der på hver sin måde søger et opgør med forældrenes verden. Vi møder den vilde pige, utilpassede pige Joanna, vi møder rockstjernen Shawn, der har stået i spidsen for et af tidens mest populære bands, vi møder den tykke nørd Billy og vi møder Corey, der er af halvt indiansk afstamning. Med vidt forskellige udgangspunkter og ambitioner vil tilfældighederne, at dette firkløver finder sammen og gøre fælles front i deres ønske om at skabe en bedre verden.

Netop Corey bliver en central figur. Fremmedgjort fra samfundet, halvt bundet til drømmen om en anpart i indianernes gamle kultur, halvt fanget i ønsket om at høre til i et samfund, der ikke vil have ham. For Corey bliver indianernes kamp mod den hvide mand en vej mod noget større; en inspiration til at tage kampen op imod ”magtsystemet”, der har besat hans liv. Det, der begynder som en spontan lokal besættelse af en high school, ledet af Corey, transformeres hurtigt til et fuldblodsoprør, hvor mange hundredvis af børn og unge slutter sig sammen under Coreys ledelse. De kalder sig ”Indianere” og går til kamp mod ”Systemet” med de selvsamme våben, som systemet har bedt dem betjene og bruge.

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1970

I flere kronologiske spring er vi vidner til, hvordan det isolerede oprør på skolen vokser til gadeoptøjer i New York og derfra til guerillakrig. Systemet slår naturligvis brutalt og kynisk tilbage mod Indianerne, og selvom de unges leder Corey formår at fastholde dem alle på drømmen om en bedre verden, begynder systemets modstand af fragmentere gruppen. Der er de militante, der er de passive sværmere, og så er der alle dem midt imellem, der bare gerne vil have lov at leve livet, som det passer dem.

Syndefaldet for de unge kommer, da der bliver afsløret en stikker i deres midte. Stikkeren må henrettes, sådan er deres krigsret, men med et har de alle blod på hænderne. Uskyldigheden er definitivt borte, og grænsen mellem Indianere og System pludselig ikke så klare længere. Da vinteren samtidig sætter ind, forstår vi, at døden har lagt sig over ikke bare over Indianerne og deres oprør, men også over hele det samfund, der så villigt har udslettet sit eget afkom for at opretholde sig selv.

Hardcover, Doubleday 1970. Romanens første udgave

Alt det, Indianerne gør oprør imod, er sammenfattet sådan:

”There’s only one thing we can deny the man who owns everything: ourselves. He owns the streets and the skyscrapers and the water that comes out of the tap and the gas we burn. He owns the music we make and the cigarettes we smoke. He takes away our minds in his schoolrooms. Then he sells us back our dreams and charges us our lives. He reaches into our pants and manipulates our wants and sells us images to feed those desires, so we will want and want and want. So we will become men defined by owning things made of pasteboard. The man taught you to take women like tissues and wipe yourself in them and throw them away” (s. 110).

Her udmaler Piercy med Coreys stemme sit fjendebillede og trækker fronterne op. Systemet har ikke meget respekt for Indianerne, der beskrives som ”… a violent, pseudo-fascist group of adolescent misfits, a band of bottle-throwing Peter Pans.” (s. 146) Her er det ”systemets” stemme, vi får at hører, og det er dermed klart, at det er to uforsonlige fronter, der står over for hinanden. Det er had, der driver værket og gør konfliktens parter til dødsfjender.

Hardcover, W.H. Allen 1971

Set med nutidige øjne er Dance the Eagle to Sleep et værk, der meget tydeligt indlejrer sig i en bestemt tidsånd og politisk venstrefløjsretorik, som kan fremstå både naiv og sværmerisk i dag. Var bogen dybest set ikke en tragedie, der dog slutter med antydningen af et daggry, ville man ganske let kunne affeje den som metervare. Men bogen lader sig ikke affeje. Piercys roman finder nemlig sin styrke i præcis det enkle og sværmeriske udgangspunkt, der kendetegner bogens tilblivelsestidspunkt. Dens entydige, smertelige opråb til ungdommen står lige så stærkt i dag som dengang, fordi Piercy rejser spørgsmålet om, hvem der ejer fremtiden? Og om, hvem har størst anpart i fremtiden? De unge eller systemets repræsentanter?

Marge Piercy var 34, da bogen udkom, og dermed var hun allerede betydeligt ældre end bogens hovedpersoner. At hun idealiserer den ungdom, der er kommet efter hende, er der ikke nogen tvivl om, men hendes opfordring til kamp er ikke til at tage fejl af. Dance the Eagle to Sleep er et vredeshyl mod et destruktivt samfund, der undertrykker diversitet og kreativitet. Bogens harme runger på hver eneste side og slår fast, at det kun er igennem troen på utopier, at man kan overleve systemets mentale undertrykkelse. Det kan derfor også virke paradoksalt, at hun netop benytter tragedien som modus for sin fortælling. Hendes tekst kan nemlig fremstå som et opgivende suk, der defaitistisk stikker halen mellem benene. Men sådan er det ikke. Piercy siger snarere, at kampen er den eneste udvej og bruger her 1800-tallets nordamerikanske indianerstammers håbløse kamp for deres land som billedet på den alvor, der ligger bag de unges krig.

Paperback, Fawcett Crest 1971

Det ligger i tragediebegrebet, at det fremmer erfaringen af skønhed og patos. Idéerne bliver ganske enkelt mere betagende, fordi de synes dømt til døden. Tragedien skærper blikket for budskabet og giver det tyngde; hvilket præcis er resultatet i romanen. Men Piercy har, som sagt, også plantet håb i sin fortælling. Der vokser nyt liv ud af Indianernes gruppe, der til sidst synes at beskrive et helt nyt samfund, der ikke er baseret på den gamle kernefamiliemodel, og måske er det begyndelsen på systemets fald, som vi bliver vidne til i sidste kapitel. Måske. Måske er det bare de sidste, overlevende Indianere, der endelig har fundet et lille, skjult hjørne af landet, hvor de kan være i fred for en stund.

Med sin oprørsroman puster Piercy til gløder i alle rebelske hjerter og inviterer os til drømme om et bedre samfund. Hun skriver om en ungdom, der griber nuet og et forstenet samfund, der kun har magtens brutalitet i sit ordforråd. Man skal sikkert dele en hel del af Piercys ideologiske gods for alvor at værdsætte romanen, men jeg vil alligevel påstå, at man skal være usædvanligt forhærdet for ikke at mærke romanens emotionelle register, der svinger mellem ekstatisk frihedsoplevelse og håbløshed. Det følelsesmæssige sus alene gør det værd at genbesøge Dance the Eagle to Sleep, som fortsat taler præcist lige så rent til længslerne, som den gjorde, da den udkom i ’70.

Paperback, Coronet 1976

Paperback, PM Press 2011

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, Lucifer’s Hammer (1977): En underholdende apokalyptisk katastrofe

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Larry Niven og Jerry Pournelle fik en hel del opmærksomhed, da de tilbage i ’77 udsendte en roman, der ramte plet i forhold til tidsånden. Katastrofer af alle slags var et populært tema i tiden, og det samlede forfatterparret op. Det blev til en festlig undergangsroman, der spiller på alle de velkendte katastrofe-tematikker og samtidig en roman, der oser langt væk af 70’er-stemning. Det er derfor også en bog af den type, som jeg ikke kan stå for, alene på grund af den brune, langhårede atmosfære, der gennemsyrer siderne.

Lucifer’s Hammer handler kort og godt om en kæmpe komet, der rammer Jorden med et smæk, og derved ødelægger den civilisation, som vi kender. Verden går ikke under, men alle samfund bryder sammen, og i kølvandet på sammenbruddet følger kaos, vold, frygt og håbet om genrejsning. Midt i alt det følger vi en stor vifte af personer, alt fra nogle arkæologer i Grækenland til en besætning af russiske og amerikanske astronauter ombord på en rumstation, der ser kometen nærme sig fra første parket i kredsløb om kloden. Mest af alt følger bogen dog en række forskellige amerikaneres vej gennem ødelæggelserne. Side for side falder der personer fra, da kometen selvfølgelig kræver sine ofre, og langsomt spændes trådene sammen til et stort møde, hvor resterne af persongalleriet endelig står over for hinanden.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Romanen er opbygget over en række korte kapitler, der springer fra person til person. Personer, der alle er ganske forskellige, men som har det til fælles, at de alle synes mere eller mindre ligegyldige. Det er ikke for alvor individer, som Niven og Pournelle beskriver. Forfatterparret beskriver snarere arketyper og funktioner, hvilket dels betyder, at de fleste karakterer er yderst forglemmelige, dels at det ikke har det store at sige, hvem der lever og dør.

Det kunne måske lyde som en dårlig ting, men rent faktisk fungerer romanens forenklede, stedvist nærmest karikerede personportrætter og naive dialoger, fordi det skaber rum for en kold omgang med døden. Det føles i hvert fald åbent, hvem der vil klare sig hele vejen i gennem. Præcis det går fint i spænd med den voldsomhed, der med jævne mellemrum eksploderer. Grummest da en seksuelt forskruet voldtægtsmand beslutter sig for, at han jo bare kan slå sig løs, fordi kometen alligevel betyder verdens undergang. Dermed vil han aldrig kunne straffes for sine handlinger. Resultatet er særdeles ubehageligt og et godt billede på bogens kompromisløse aspekter.

Forfatterne anno 1981 - Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence "Larry" van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Forfatterne anno 1981 – Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Nu er det imidlertid sådan, at Lucifer’s Hammer ikke bare er en skildring af kaos og undergang; bogen har skam et budskab til sine læsere. Et budskab, der side op og side ned hamres ind. Forfatterne spørger nemlig, hvem ville kunne hjælpe os, hvis noget sådan skete i virkeligheden? Hvorfra skulle hjælpen komme? Gud? Skønlitteratur? Film? Børsen? Nej, svaret ligger i naturvidenskaben. Naturvidenskaben vil måske kunne afværge en sådan katastrofe, og skulle den ikke kunne det, vil naturvidenskaben være det eneste nyttige i overlevelsen og genopbygningen af det nye samfund.

Sagt på en anden måde, så spørger en af bogens karakterer på et tidspunkt, hvordan man kan overleve uden basal viden om al den teknik, der omgiver os? Forstår vi bekvemmelighedssøgende vesterlændinge egentlig, hvor afhængige vi er af fysik og kemi? Nej, tydeligvis ikke, konkluderer Niven og Pournelle. Budskabet er derfor også, at vi bør glemme al vores humanistiske pladder og bruge tiden på fornuftig, hård videnskab. Det argument kammer løbende over i det manierede, når det skal skildres, hvor slemt det går dem, der ikke vil tage ved lære.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Det er også tankevækkende, i hvor høj grad tiden er løbet af bogens form for teknologiske begejstring. Økologi, miljøhensyn og bæredygtighed var ikke noget, forfatterne bekymrede sig om i ’77, hvilket jeg ikke skal lægge dem til last, men set med nutidige øjne giver det flere passager i bogen et ufrivilligt komisk aspekt, der næsten kunne vendes til en ny skræmmende dimension i romanen. Jeg tror nemlig, det ville være de færreste, der havde lyst til at bebo den verden, som bogens forfattere sværmer for.

Lucifer’s Hammer er dermed også et interessant billede på de transformationer, som den moderne teknologibegejstring og fremtidstro har gennemgået. Det, der står som vejen frem for Larry Niven og Jerry Pournelle i ’77, er således i dag et skræmmebillede på det hensynsløse forbrugersamfund.

Paperback, Fawcett Crest 1978

Paperback, Fawcett Crest 1978

I sin struktur er Lucifer’s Hammer absolut ikke nogen original roman, og sproget er ferskt, for ikke at sige skrabet, men det er funktionelt. Bogen lever dermed ikke i selve formidlingen, men i de mange optrin, vi får præsenteret i løbet af den relativt omfattende roman. Alt fra en dommedagskult til vilde bikere, hippier med navne fra Ringenes Herre og gale overlevere er med. Lucifer’s Hammer får næsten karakter af et katalog over apokalyptiske og post-apokalyptiske stereotyper, dog alt sammen skildret med en forfriskende alvor. Ud over lidt vel mange indforståede henvisninger til store SF-forfattere er romanen nemlig holdt i en aldeles saglig tone. Noget der vel skal understrege det naturvidenskabelige budskab, men som også giver en følelse af realisme til hændelserne.

En af bogens væsentligste kvaliteter er imidlertid, at den tager sig god tid. Rigtig god tid. Første tredjedel af bogen handler om kometen, der nærmer sig langsomt. Forfatterne holder igen og trækker det næsten for langt, før de slipper det ragnarok løs, som læseren sidder og venter på. Men så kommer kometnedslaget endelig og verden synker i grus. Fra det øjeblik holder forfatterparret gryderne i kog og slipper ikke læseren igen, før den sidste kamp om et stadigt fungerende atomkraftværk er udkæmpet. For naturligvis er det et slag om atomkraft, der udgør den endelige konfrontation. Hvilken fremtid ønsker I? Er I på videnskabsholdet eller på primitivisternes? Vil I have komfort eller bo i træhytter? Fronterne trækkes karikeret op, da bogens hovedpersoner til sidst må konfronteres af en enorm kannibalistisk afro-hær af teknologi-hadende, vrede sorte mænd, der er ude på at grille nogle ’honkies’ og æde dem. Jeps, det er 70’erne det her, ingen tvivl om det.

Paperback, Futura 1980

Paperback, Futura 1980

Ironisk nok ville Larry Niven og Jerry Pournelle nok komme til kæmpe deres kamp for videnskaben alene, hvis man spurgte nutidens læsere.  I hvert fald hvis det er den kamp, vi kan læse om i bogen. Ikke desto mindre er Lucifer’s Hammer en forbistret underholdende roman, der udnytter stort set alle katastrofeklichéer, vi kender. Sværmer man for post-apokalyptisk fiktion eller bare 70’er-ramasjang, er Lucifer’s Hammer derfor stadig en læsning værd.

Groovy!

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Del Rey 1998

Paperback, Del Rey 1998

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

3 kommentarer

Filed under Roman