Tag Archives: Feminisme

Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Fritz Leiber, Conjure Wife (1943): Det forheksede køn

Paperback, Ace Books 1984. Kunstneren bag forsiden er ikke oplyst

Fritz Leiber kendes uden tvivl bedst for de to slyngler Fafhrd og Grey Mouser, der huserer i storstaden Lankhmar. Leibers fiktion breder sig imidlertid også ud i andre dele af genrefiktionens bredspektrede univers. Han skrev flere skræknoveller samt et par vigtige gyserromaner. Den første er formentlig den væsentligste, fordi den synes helt ude af trit med sin samtid og snarere fremstår som et varsel om det, der skulle ske med horrorlitteraturen i 1950’erne. Romanen hedder Conjure Wife, og den så dagens lys for første gang i 1943, da den blev udsendt i magasinet Unknown Worlds. Der skulle imidlertid gå ti år, før Leibers fortælling udkom i bogform, og da det skete i ’53, var den pludselig blevet en del af en bredere bevægelse, hvor historiens nyskabende blik på gysets iscenesættelse havde fortonet sig, fordi andre på det tidspunkt havde fulgt samme stier som Leiber.

Handlingen fører os til et lille, stærkt konservativt universitet et sted på den amerikanske østkyst. Her på Hempnell College, som stedet hedder, har Norman Saylor sikret sig en plads som fast underviser, og fremtiden tegner lyst. Normans karriere går roligt fremad, og derhjemme venter hans søde kone Tansy hver aften med drinks og aftensmad. Lykken tilsmiler familien Saylor, men alt får en brat ende, da Norman en dag ved et tilfælde opdager noget mystisk i en af Tansys skuffer. Norman finder dels en lille amulet, dels en dagbog, der beskriver, hvordan Tansy aktivt praktiserer beskyttende magi i huset. Norman, der er antropolog, har studeret folklore og kender en del til forskellige former for folkloristisk magi, men det rammer ham som en hammer, at hans kone skulle benytte den slags.

Paperback, Ace Books 1984

Naturligvis konfronterer Norman sin kone med opdagelsen, og nu bliver sagen først for alvor sær. Det kommer frem under deres samtale, at der er flere kvinder, faktisk ganske mange kvinder, der praktiserer magi i det skjulte. De bruger magi til at fremme deres familielykke, til at beskytte sig selv og ikke mindst deres mænd fra magiske angreb og naturlige ulykker. Norman fatter ikke et ord, men efter at han har forbudt Tansy at praktisere sin magi, går der ikke mange timer før problemerne hober sig op. Knap er alle Tansys beskyttende amuletter og tegn fjernet fra huset, før ægteparret Saylor går en ganske hurtig deroute i møde.

Man skal lægge mærke til to punkter ved Conjure Wife, som gør romanen til et stykke fascinerende, banebrydende skrækfiktion. For det første har bogen et udtalt feministisk perspektiv, som står uventet stærkt i teksten, og for det andet trækker Leiber sin fiktion ind i hjemmets sfære på en måde, som kun sjældent var blevet afprøvet tidligere.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 24 1910 – 5. september 1992)

Set med nutidige øjne er kønsrollemønstret i Conjure Wife naturligvis ganske forældet, al autoritet ligger således hos Norman, mens Tansy er hjemmets tjenende ånd. Sådan er det i hvert fald indledningsvist. Leiber får imidlertid vendt perspektivet, så det rent faktisk er hos kvinderne, at den reelle magt ligger. I bogen eksisterer der en kæmpemæssig farlig og magisk verden omkring den mandlige eksistens, som mændene slet ikke opfatter. De forstår ganske enkelt ikke, i hvor høj grad deres verden og adfærd bliver manipuleret af kvinder. Man kan naturligvis indvende, at det virker en smule begrænsende, at kvinderne først og fremmest udnytter deres magiske magt til at sikre deres mænd status og velstand, men faktisk får Leiber skrevet dette forhold frem på en sådan facon, at det til sidst er klart, at han i virkeligheden ser en form for arbejdsdeling og ligestilling mellem kønnene i dette. Kvindernes hekseri giver dem en bagvedliggende magt, som mændene udadtil kan forvalte og udnytte. Den ene fungerer ikke uden den anden.

Man kan mene om dette hvad man vil, men bogens kvindesyn er absolut progressivt for tiden. At tage det stigmatiserede begreb heks og indsætte det i en moderne ramme, for så samtidig at fylde det med en ny form for magt, der i høj grad var positiv – selvom den også kunne bruges til at gøre ondt – var ligeledes noget nyt i 1943, da Conjure Wife så dagens lys.

Unknown Worlds, april 1943. Romanens første udgivelsessted

Det samme gælder selve fortællingens miljø, nemlig hjemmet. I 40’ernes gys skal man se langt efter fortællinger, der ikke trækker heftigt på gotiske troper og velkendte skrækklichéer. Modernisering af genren var ikke noget presserende på det tidspunkt, men præcis det gør Leiber op med i Conjure Wife.

Hans heks er en moderne kvinde og bogens miljø et ordinært universitetsmiljø. Alle forventninger til gysets setstykker bliver dermed gjort til skamme, for ganske vist bruger Leiber velkendte troper som ”heksen”, ”spøgelset” og så fremdeles, men han fylder dem med nye betydninger, der baserer sig på moderne livsvilkår. Leiber leger dermed med sin læser og udfordrer gysets klichéer med en modernisme, som demonstrer, at horror og gru lige så let kan opstå bag det moderne hjems fire vægge som i gamle borgruiner og dystre kirkegård; tanker der vel at mærke stadig var innovative i 40’ernes første halvdel.

Paperback, Lion Books 1953. Romanens første bogudgave. Bemærk den helt forfejlede forsideillustration, der tydeligvis forsøger at sælge bogen som noget den ikke er

Romanen kan let opfattes som forløber for en lang række senere gys; ikke mindst skrevet af navne som Robert Bloch og Charles Beaumont. Som direkte inspiration har den dog næppe virket for ret mange, men bogens budskab og greb om genren var en vigtig indikation på, at pulpens forstenede skrækfiktion var på vej ud.

Med alt dette sagt må man imidlertid også hæfte sig ved, at en af grundende til, at alt dette lykkes med så stor, overbevisende kraft, er Leibers særlige prosa, der blander pulpens tempo og fokus på handling med et præcist blik for psykologiske skildringer, der stikker langt dybere end mange af Leibers samtidige. Leibers portræt af både Norman og Tansy Sailor er karakteriseret af både hjertevarme og strejf af kynisme, der formidles gennem et formidabelt øje for dialog.

Hardcover, Twayne Publishers 1953

Man må heller ikke glemme den sikkerhed, hvormed Leiber får serveret sin fortælling og det isnende billede, den bærer frem til sidst, som fortsat står krast for den nutidige læser. Norman sidder her ulykkelig på et hotelværelse efter desperat at have søgt efter sin forsvundne kone hele dagen. Med ét hører han slæbende fodtrin ude på gangen, og han ved, at det er Tansy, som er vendt tilbage. Scenen er rædselsvækkende, ikke mindst takket være Leibers arbejde for at etablere et egentligt psykologisk portræt af sine hovedpersoner.

Det lader sig ikke fornægte, at Conjure Wife er et stykke pulplitteratur, som skal fungerer på pulpens præmisser. Det har, kan ske, hæmmet den kritiske reception af bogen, men Fritz Leibers fyldige prosa og livskloge tilgang til stoffet gør det til mere end underholdning. Med denne fortælling føjer han nytænkning til skrækfiktionen og får på den led skabt et værk, der kan måle sig med genrens store milepæle. Leiber forandrede pulpen indefra med sine tekster, og resultatet blev blandt meget andet et radikalt værk som Conjure Wife, der, dengang som nu, leverer både stof til eftertanke og spænding af den grumme slags.

Paperback, Berkley Medallion 1962

Paperback, Award Books 1968. Også her forsøger man hårdt, at få bogen solgt som “nygotisk” gys – en genre, der havde sin storhedstid netop i 60’ernes anden halvdel

Paperback, Penguin Books 1969

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Tor 1991

Paperback, Orb 1999

Paperback, Orb 2009

Hardcover, Centipede Press 2011

Ebog, Gateway 2011

Ebog, Open Road 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King, Le Morte D’Avalon (2003): Psykotisk heks eller girl power?

Hardcover, Tor 2003. romanens 1. udgave. forsiden er, som seriens øvrige, skabt af Gary Ruddell

Med denne bog kunne J. Robert King afslutte sin trilogi af uafhængige romaner, der udspiller sig i Kong Arthurs mytiske Britannia. Serien lagde fremragende ud med første bind, tabte en del under anden bog, men får lykkeligvis genvundet meget i den sidste del. Som i de to tidligere romaner har tredje bind, Le Morte D’Avalon (en titel, der selvsagt spiller på Malorys Le Morte d’Arthur) også et klart fokus på et enkelt individ. Denne gang er det Morgan le Fay, som indtager scenen, og dermed antydes der allerede fra begyndelsen, at dette formentlig ikke vil være en traditionel genfortælling af Arthur-myten. Det burde man nu heller ikke forvente, hvis man har læst de to tidligere bøger, men til forskel fra de andre er det ikke en af Arthur-historiens helte, men skurken over dem alle der her kommer i centrum. Morgan er da også uomtvisteligt Arthurs fjende i romanen, men der skal som bekendt to til at slås, og med denne roman får vi således den anden side af historien.

Et af de interessante greb, som King introducerede i seriens andet bind, var at genfortælle den historie, han allerede havde fortalt i første bog. Hele Kong Arthur-myten blev dermed fortalt i bind et, set med Merlins øjne, i bind to fik vi så den samme fortælling fra Lancelots perspektiv, og nu gør King det samme igen fra Morgans vinkel. Denne gang begynder historien, da Uther Pendragon voldtager Igraine, Morgans mor. Ud af den voldtægt kommer Arthur – Morgans halvbror – og kimen til et livslangt fjendskab udspringer også fra denne voldtægt.

Hardcover, Tor 2003

Morgan vokser, ikke helt overraskende, op med et dybt had til både Uther, Arthur og senere også til Igraine, fordi hun hurtigt føjer sig Uther uden modstand. Morgan er allerede fra barnsben anderledes; hun taler med ånder, har en form for telepatiske evner og en dyb forståelse for trolddom. Det betyder, at hun hurtigt kommer ud på et sidespor som uregerlig særling, og her, ude på kanten af samfundet, får Morgan kontakt med kræfter, der lærer hende om magi og gamle legender, der er ved at gå i glemmebogen.

Som årene går, bliver Arthur til den magtfulde kong, som vi kender, men for Morgan repræsenterer han alt ondt i verden, og Morgans mål er derfor at tilintetgøre sin halvbror. Den kamp har vi sådan set allerede hørt genfortalt i de to første bøger, og den fylder derfor ikke helt så meget, som man måske kunne tro, i det tredje bind. I stedet handler bogen i høj grad om tilblivelsen af Morgan, og heri ligger i virkeligheden et af bogens absolut stærkeste ved bogen, fordi hun faktisk skrives frem som et menneske, vi kan forstå og føle sympati for, uanset hvor ubehagelige eller blodige hendes handlinger bliver.

John Robert King

Det helt afgørende for Le Morte D’Avalon er, at ingen rigtigt tror på Morgan og hendes påståede trolddomskræfter. Det er således først meget sent i bogen, at der tonens rent flag og beskrives, hvordan hun rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige evner; men selv her er der noget ambivalent eller tvetydigt over magien. Indtil da veksler King da også mellem beskrivelser af andres oplevelser af den ”sindsforvirrede” Morgan og Morgans egen magiske verden befolket af ånder og alfer, som hun selv oplever den.

Historien handler også om andet og mere end Morgans kamp mod sin halvbror. Det blev allerede i første bind klart, at King bruger Arthur som billede på rationalitet og modernitet, på kristen kultur og alt det, der peger ind i dannelsen af et moderne samfund. Arthur knuser alt, der ikke harmonere med fremskridtet på sin vej frem, og det er tydeligt, at hans regering er en form for afslutning af legendernes tid. Magien og alt det overnaturlige bliver hugget til smadder af korset (Excalibur), der triumferende uddriver de gamle ånder, så et fornuftens samfund kan indsættes i stedet.

Paperback, Tor 2001

Morgan står i pagt med denne gamle, kaotiske verdensorden – hun er legendernes og magiens bannerfører. Hendes kamp mod Arthur er dermed også en kamp mod forandringen af verden; en kamp mod alt det Arthurs monoteistiske kultur repræsenterer.

Set med Morgans øjne er det samfund af riddere, som Arthur indsætter, en mandsdomineret verden af vold og rå, kynisk magtudfoldelse uden sans for naturens kræfter, mangfoldighed og skønhed. Alt det påtager Morgan sig at kæmpe imod, og naturligvis taber hun den kamp – det ved vi jo allerede fra første bind. Med Morgan går den gamle, eventyrlige verden dermed endegyldigt under, og Arthurs regime får lov at bestå.

Men så let går det alligevel ikke helt, for Morgans magi er mægtig, og da hun dør, slynger hun sin ånd ind i landet – så at sige ind i verdens væsen – og derved optages Morgans sjæl i selve tilværelsens substans. Morgans hekseånd og kontakt med naturen bliver del af verdensaltet, og konsekvensen af dette møder vi i bogens epilog. Her er vi pludselig i vores egen nutid, hvor King i en række korte vignetter beskriver situationer, hvor han indirekte siger, at det er igennem Morgans ånd, at kvinder finder styrken til at stå imod kønsdiskrimination. Vi følger eksempelvis en ung pige på vej ind på en abortklinik, mens hun konfronteres med tilråb fra abortmodstandere. Det er et dristigt forsøg fra Kings side, som rent faktisk fungerer, og som giver hans fantasy-trilogi en kønspolitisk dimension, der måske ikke ligefrem er subtilt formidlet, men alligevel meget fint udtænkt.

Paperback, Tor 2003

Det betyder også, at J. Robert Kings Arthur-trilogi er ganske original, og alle bøgerne er tilmed stedvist sprogligt særdeles stærke. Han har med sine genfortællinger af Kong Arthur-myten formået at udnytte fortællingen om ridderne ved det runde bord til at skabe en i virkeligheden ganske trist historie om magiens og fantasiens død i verden. Hans påstand er, at Arthurs tilvejebringelse af velstand og orden har skabt et materialismens regime, og at vi desværre har glemt alt det, der lå før dette regime.

Morgans ånd lever imidlertid videre, og det bliver i bøgernes regi en central lysstråle i en fortælling, som ellers slutter på bitre og uforsonlige toner. Sådan slutter Arthur-myten jo også generelt, men King har formået at transformere dette, så det faktisk er Arthur, der er problemet, og ham, der i virkeligheden er den fjende, som alle tre bøger gør op med. Den eneste, som klart erkender dette og tør tage kampen op, er Morgan, men hun kan ikke løfte slagte alene. På den måde har Arthurlegenden ikke været fortalt før, og Kings trilogi har derfor bestemt skabt noget nyt, der fortjener at blive læst og diskuteret på lige linje med de efterhånden mange andre vægtige genfortællinger af den gamle middelalderlige legendekreds.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Ladyland

Paperback, DAW Books 1979. Michael Whelan har skabt forsiden

Paperback, DAW Books 1979. Michael Whelan har skabt forsiden

Du kan her se de to antologier, som redaktør og forfatter Jessica Amanda Salmonson udsendte i henholdsvis ’79 og ’82. De handler om amazoner og har bidrag fra mere eller mindre alle de fantasyforfattere, som tegnede genren op gennem 90’erne og 00’erne samt lidt ældre navne, der får nyt liv i denne sammenhæng. Det interessante ved antologierne er, at de tager amazone-temaet op og bruger det aktivt som et postmordene værktøj til en heftig kritik, ikke bare af fantasygenrens mandsdominerede fortællinger, men af selve fantasyfortællingens grundstrukturer. Noget, der var ganske tiltrængt i slutningen af 70’erne, hvor imitationerne af Robert E. Howards pulp efterhånden var ved at være slidt til døde.

Paperback, DAW Books 1982. Michael Whelan skabte også denne forside

Paperback, DAW Books 1982. Michael Whelan skabte også denne forside

Set i lyset af den girl power, der indgår i ganske, ganske meget genrefiktion i dag, kan Salmonsons feministiske greb synes næsten lidt komisk forældet, men hendes antologier har været væsentlige, navnlig på den amerikanske genrescene. Emnet optog hende endda i en sådan grad, at Salmonson selv udsendte en hel krigerkvinde-roman i ’82.

Paperback, Tor 1982. Salmonsons krigerkvinde-roman

Paperback, Tor 1982. Salmonsons krigerkvinde-roman

Amazons! og Amazons II er derfor fortsat værd at gå i kødet på, fordi det er bøger som disse, der benytter den heroiske fantasy til noget fornuftigt, hvilket jo er lidt af en sjældenhed i en genre, der normalt kun kan svinge sig op til forlorne allegorier om magtmisbrug og tyranniske politiske regimer.

Jessica Amanda Salmonson (født  6. januar 1950)

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Det sjove er naturligvis, at Salmonsons bøger på en gang gør op med krigerkvinde-tropen, som vi kender den fra eksempelvis Clyde Caldwells forsider, og samtidig formår at hylde amazonernes lange historie i pulpen, der strækker sig på tværs af årtier og genrer – her illustreret med amazone-forsider fra 70’erne.

Paperback, TSR 1988. En Clyde Caldwell-forside af den klassiske slags

Paperback, TSR 1988. En Clyde Caldwell-forside af den klassiske slags

Paperback, Trojan 1972

Paperback, Trojan 1972

Paperback, Fawcett 1974

Paperback, Fawcett 1974

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling