Tag Archives: Film

En monsterjægers bekendelser

Hardcover, Arthur Barker 1977

I et indlæg for snart nogen tid siden, skrev jeg lidt om Christopher Lee som et brand for skrækfiktion. Til præcis det har jeg ikke så meget at tilføje til, men det er helt sjovt at se, hvordan den noget mindre populære Peter Cushing naturligvis også kunne udnyttes i samme dur. Mens Lee blev iscenesat som mørkets vampyriske fyrste, der havde særlige indsigter udi skrækfiktionen, bliver hans filmiske nemesis Peter Cushing fremført som hans modstykke – monsterjægeren. Netop dette møder man i antologien Tales of a Monster Hunter fra 1977.

Der er ikke meget, der tyder på, at Peter Cushing havde nogen særlig interesse i skrækfiktion – faktisk har han næppe gjort andet end at lægge navn til den antologi, som forlaget Arthur Barker udsendte i ’77, før Futura udgav bogen i paperbackformat året efter. Udvalget i antologien er da også dybt ordinært og kredser om gamle travere af Bram Stoker, Mary Shelley, Arthur Conan Doyle samt med Robert Bloch som repræsentant for de yngre forfattere, hvilket må siges at være lidt af en tilsnigelse.

Paperback, Futura 1978

Antologien er ikke specielt interessant, men selve fænomenet med at identificere en skuespiller så tydeligt med en rolle, at man forventer, at noget af rollens kvalitet smitter af på skuespilleren eller er til stede i skuespilleren, er sjovt, og jeg er sikker på, at der er talrige eksempler på dette. Alfred Hitchcock er eksempelvis et oplagt, lignende tilfælde. En anden klar parallel findes i SF-litteraturen, hvor besætningen på Enterprise blandt andet har lagt navn til en del antologier.

Peter Cushings interesser gik i øvrigt i en langt fredeligere og mere nørdet retning, som det fremgår af denne charmerende lille video:

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

“We are Masters of Horror”

Her er et sjovt lille klip til weekenden – grand old man Stevey King på slap line med hotshot Clive Barker under optagelserne til Sleepwalkers i 1991. På det tidspunkt havde King for længst givet faklen, som den førende skrækforfatter, videre til Barker. Barker selv havde endnu to vigtige skrækromaner i sig før horrorgenren begyndte at lugte alt for hengemt for ham, og han i stedet søgte mod det nye forjættede land – ”urban fantasy”.

Ja-ja, tingene ændrer sig hele tiden.

Vi ses på søndag, hvor der står nazister og episk kamp mellem godt og ondt på menuen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Stephen King, Danse Macabre (1981): Skrækkens anatomi?

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Stephen King behøver ikke nogen introduktion, og det gør hans Danse Macabre fra ’81 nok heller ikke. En bog, der ikke handler om skrækfiktionens udvikling, men selve dens struktur. Bogen er dermed Kings syn på den genre, han arbejder i, og før han udsendte sin lettere trivielle On Writing, var Danse Macabre uden tvivl det væsentligste udsagn fra Kings side vedrørende både sit eget virke som genreforfatter og gyset som sådan. Det gør Danse Macabre til fascinerende læsning, fordi vi ikke kommer uden om King, hvis vi vil forstå skrækfiktionen, som den udviklede sig i løbet af 80’erne og 90’erne. Man bliver med andre ord klogere på King ved at læse bogen. Om man også bliver klogere på skrækfiktionens strukturer, er så en anden snak.

Kings vej ind i materialet sker ved en dobbelt systematisering af stoffet. Først introduceres vi til en række arketyper, der grundlæggende kan koges ned til de klassiske, gotiske monstre (vampyren, varulven osv.). Med udgangspunkt i en ganske bred forståelse af disse væsner peger King på arketypens mange ansigter og udformninger. Dr. Jekyll and Mr. Hyde bliver eksempelvis udgangspunktet for varulven, hvilket viser meget godt, hvordan han konceptuelt kan transformere sine arketyper ved at søge efter kernen i det enkelte monster. Typisk som det optræder i dets mest berømte form; altså eksempelvis vampyren i Stokers Dracula eller det King kalder ”tingen uden navn” i Shelleys Frankenstein.

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Efter arketyperne og de tematikker, som synes at knytte sig til dem (vampyren=sex etc.), er gennemgået, begynder King på en fremstilling af gyset i de enkelte medier. Radio, film, tegneserier og endelig litteraturen. På den led får King skabt et omtrentligt kronologisk og tematisk grit, som læseren kan navigere i. Alt dette bliver så løbende krydret med både korte og meget lange personlige anekdoter og iagttagelser fra Kings liv og arbejde, hvilket næppe kan komme som nogen overraskelse, for sådan er Kings nonfiktion altid.

Man kan forholde sig til Danse Macabre på to måder. Den åbenlyse er at se den som en lang samtale med den altid sniksnakkende King, der i højt humør taler om stort og småt i en skønsom blanding. Personlige historier illustrerer pointerne, mens små vittigheder og udfald sikrer, at man ikke kan kalde teksten tør eller kedelig. Set i det lys bliver bogen næsten en håndsrækning fra Kings side – ”kom, lad mig føre dig ind i min verden”, synes han at sige med bogen. Den funktion må man da bestemt heller ikke forklejne, for det at være King-læser hverken var eller er ensbetydende med, at man når længere ud i genrelitteraturen end til King. Her kommer Danse Macabre ind som et bindeled eller en opfordring. Hver nysgerrig, siger King, mens han med slet skjult nostalgi beretter om sine barndomsoplevelser med pulpet SF og gys.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Som ambassadør for skrækgenren har Danse Macabre dermed afgjort sin berettigelse, og takket være Kings hyggelige tone er det et ufarligt bekendtskab skrevet i samme ”en snak med din gamle ven”-tone, som alle Kings indledninger og efterskrifter er. Den genre mestrer King til perfektion, og selvom der både sprogligt og indholdsmæssigt kommer alt for meget tomgang i Danse Macabre, er det en bog af den type, som man snildt kan læse igen, fordi onkel King er godt selskab, når han fortæller på slap line.

Den anden side af Danse Macabre er værket som genreanalyse. Her mener jeg, bogen kommer til kort på flere punkter. Først og fremmest må man nemlig hæfte sig ved det irriterende, for ikke at sige en smule uanstændige, dobbeltspil, som King har med sin læser. Han melder nemlig hurtigt ud, at dette ikke er et akademisk arbejde, at han faktisk aldrig har kunnet udstå tørre underviseres litteraturanalyser. En praksis, der nærmest bliver beskrevet som en vampyrisk sugen al liv ud af værket. Men samtidig, mens King påberåber sig et anti-akademisk, lægmandsstandpunkt, går han meget, meget langt i sin strukturalistiske analyse og fortolkning af genrefiktionens væsen. Han stiller dermed et skjold op, der gør, at han altid vil kunne afværge kritik ved at hævde, at dette jo bare er ham selv, der snakker frit fra leveren – ikke noget lærd bogværk. Men når han samtidig gerne vil lufte sine tolkninger og lærde pointer, går det ikke. Resultatet bliver en krysteragtig kispus og en usmagelig underspillet intellektualitet, som bestemt ikke er klædelig.

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Samtidig må man hæfte sig ved, at Danse Macabre er forbløffende konservativ i dens valg af værker og tolkninger. Faktisk synes King at bidrage med utrolig lidt, som ikke står i de referenceværker han selv opregner som inspirationskilder bagerst i bogen. Igen kan man så hævde, at Danse Macabre bare er formidling, men her burde læseren vel egentlig forvente lidt mere af bogen, hvis den ikke bare skal kunne klassificeres som Kings sammenskrivning af andres arbejde. Og det er Danse Macabre desværre langt hen ad vejen. At jeg så også er uenig i flere af Kings konklusioner, er en anden sag. At Blattys The Exorcist afvises som et makværk, er eksempelvis ganske forbløffende og en smule fortænkt, at Jay Ansons The Amityville Horror dybest set skule handle om frygten for pengeproblemer.

At King ydermere bruger ganske meget tid på alt det gys, der påvirkede ham som barn – dvs. 50’erne – gør desværre også, at man på det nærmeste kan mærke, hvordan Kings perspektiv indsnævres side for side, som vi nærmer os samtiden. Det er uden tvivl et helt bevidst valg, men resultatet bliver, at skræk og rædsel i Kings verden er forbundet med en sentimental barndomsoplevelse af gysergenren.

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Berkley Books 1982

At skrive skrækfiktion er dermed en måde for King at være i dialog med sin tabte barndom og alt det, der formede ham som person. Graham Greene svarede berømt engang, da man spurgte ham, hvorfor han noget overraskende pegede på Majorie Bowen som inspirationskilde, når hun primært havde skrevet gotiske romancer. Til det svarede Greene, at den litteratur, der formede en som forfatter, var den litteratur, der have gjort indtryk i barne- og ungdomsårene. Det kan der være noget om, og i Kings tilfælde er det helt sikkert rigtigt. Problemet er bare, at man ud fra det synspunkt ikke er synderligt godt rustet til at skrive om genrelitteratur, fordi forestillingen om en tabt guldalder uvægerligt sniger sig ind.

For mig bliver Kings nostalgiske omfavnelse af 50’erne en spændetrøje, der gør gyset til en bagud skuende og mest af alt til en irrelevant størrelse. Samtidig forpasser King den mulighed faktisk at kunne drysse sit stjernestøv på en ny generation af forfattere, som kunne have nyt godt af at blive nævnt i hans sammenhæng og dermed blive introduceret for et kæmpemæssigt læsermarked.

Paperback, Futura 1982

Paperback, Futura 1982

Den ting, der imidlertid både undrer og irriterer mig mest ved Danse Macabre, er det faktum, at gyserlitteraturen fylder utrolig lidt. Han taler om film – rigtig meget om film. Han taler om TV, han taler om radio, han taler om tegneserie. Bøgerne får derimod et lille forkølet kapitel, der slet ikke kan måle sig med bogens øvrige kapitler i grundighed og passion. Det er næsten bizart, at forfatteren King vælger at se på alt andet end bøger. Der kan være mange grunde til den prioritering, som man kun kan gisne om. Faktum er imidlertid, at Danse Macabre i sidste end bliver meget lidt litterær. Måske siger det i virkeligheden en hel del om Kings tilgang til hans egen litteratur.

Mest af alt er Danse Macabre derfor blot en gemytlig, nostalgisk snak med horrorkongen King, der fortæller lidt i øst og vest. Det er skam ikke dumt, det King skriver, men synderligt nyt eller klogt er det ikke. Det bliver bare aldrig til andet end en jovial tur tilbage til ungdommens land. Bogens potentiale som reklamesøjle for genrens mulighed må man dog ikke forklejne, og det skal King have tak for.

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

Gruens ansigt? Christopher Lee på forsiden

Hardcover, W.H. Allen 1977

Hardcover, W.H. Allen 1977

Hammer, og navnlig rollen som den blodtørstige grev Dracula i Hammers fortolkning, gjorde Christopher Lee til et af den engelske filmverdens lettest genkendelige ansigter i 1960’erne. Lee blev ganske enkelt synonym med gys, og selv om han som privat i stigende grad lagde afstand til Hammer og sit image som ikonisk skrækfigur, ændrede det ikke stort ved hans omdømme. Hans ansigt og øjne blev indbegrebet af den gotiske opblomstring, som Hammer repræsenterede.

Paperback, Warnr Books 1976

Paperback, Warner Books 1976

Præcis som Hitchcocks ansigt kunne udnyttes kommercielt som et kvalitetsstempel på bogforsider, kunne Lees ansigt bruges på samme måde. Der udkom da også en del antologier i løbet af 70’erne, hvor Lee ikke alene pryder omslaget, men også har skrevet forordet. Bøgerne blev ofte markedsført som Lees særlige, yndlingshistorier, men sagen er desværre den, at han knap gjorde andet end at sætte sit navn under indledningen og låne sit ansigtet til forsiden. En ikke helt dårlig forretning at dømme efter de store oplag hans antologier udkom i, og samtid understregede bøgerne den aura af noget sofistikeret og intellektuelt, som Lee vel altid har dyrket.

Paperback, Warner Books 1976

Paperback, Warner Books 1976

Antologiernes Indhold ikke videre overraskende i det fleste indeholder klassiske noveller af Dickens, M. R. James og Stoker samt amerikanske navne som Bloch, Bradbury og alle de andre fra 60’ernes store skræk-boom.

Paperback, Star Books 1975

Paperback, Star Books 1975

I dag, hvor antologier ikke sælger længere og folk generelt foretrækker gyserfilm frem for skræklitteratur, har den slags udgivelser mistet relevans. Derfor er bøger, som dem du ser her, et sjovt minde om en tid, hvor afstanden mellem medierne var mindre end i dag. Gys i tegneserieform, i bogform og på film spillede sammen på en anden måde, hvor man næsten kan tale om en synergi mellem de forskellige udtryk, som er svært at få øje på i dag. Det er en skam, og navnlig er det ærgerligt, at filmen så enerådende er kommet til at dominere præmissen for horrorgenren.

Nå – jeg må hellere klappe i, før nogen beskylder mig for at være en bagstræberisk nostalgiker!

Paperback, Sidgwick & Jackson 1973

Paperback, Sidgwick & Jackson 1973

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Hardcover, Souvenir Press 1974

Hardcover, Souvenir Press 1974

Hardcover, Octopus Books 1983

Hardcover, Octopus Books 1983

Halls of Horror, nr. 1 1983

Halls of Horror, nr. 1 1983

1 kommentar

Filed under Novellesamling

Theodore Roszak, Flicker (1991): En mesterlig paranoid fortælling om filmmediets kraft

Paperback, Bantam Books 1992

Paperback, Bantam Books 1992

Med romanen Flicker fra 1991 fulgte Theodore Roszak stier trådt af navne som Borges og Eco eller, i den lettere ende, navne som Reverte og Dan Brown.  Det vil sige en roman, der blander så megen fakta ind i fiktionen, at digt og virkelighed smelter sammen til et herligt forførende hele; i Flickers tilfælde et skræmmende overbevisende hele, der meget vel kunne gå hen og ændre den måde, du ser film på i nogen tid efter endt læsning.

Romanen begynder for alvor i det øjeblik, hvor den filmvidenskabsstuderende Jonathan Gates for første gang ser et fragment af en vampyrfilm skabt af den næsten glemte tyske instruktør Max Castle (eller Max Kastelle, som han hed før, han kom til Hollywood). Castle var en del af den ekspressionistiske bevægelse i tysk film i lighed med eksempelvis Murnau. Han var med i en dekadent gruppe filmskabere i 20’ernes Berlin, der dyrkede det makabre og bizarre. Castle kom senere, før Anden Verdenskrig, til Hollywood, hvor han fortsatte sin instruktørkarriere, men havarerede her i studiesystemet på grund af sine outrerede idéer. Nedbrudt af stoffer og druk døde Castle i ’41 på vej tilbage til Europa, da det skib, han rejste med, blev torpederet af en tysk ubåd. Der sluttede fortællingen om Castle, og hans film begyndte stille og roligt at forgå.

Paperback, Bantam Books 1992

Paperback, Bantam Books 1992

Da vores jegfortæller Jonathan for første gang ser de sorthvide stumper af den dragende stumfilm, med den herlige titel ”Feast of the Undead”, gør billederne et uudsletteligt indtryk. De æder sig ind på ham med en sær intensitet og påvirker også hans kæreste, biografejeren Clare Swann, på samme måde. Dette uventede møde med Castle i den slidte biograf bliver en livslang besættelse for Jonathan. Faktisk får han gradvist opbygget sin akademiske karriere omkring studiet af den enigmatiske instruktør, der måske skabte de mest skræmmende film nogensinde set på lærredet.

Årene går, og Jonathan bliver ansat ved universitetet, hvilket giver ham mulighed for at forsætte sin forskning professionelt. Brik for brik får han lagt mere til historien og begynder at skrive den definitive monografi om den tyske instruktør. Men jo tættere han kommer på sit studieobjekt, jo mere begynder Jonathan rent faktisk at betvivle hvorvidt han bør fuldføre sit arbejde. På næsten lovecraftiansk maner løfter Jonathans undersøgelser det ene slør efter det andet og blotlægger til sidst en uhyrlig sandhed af enormt omfang med rødder tilbage til senantikken.

Theodore Roszak (15. november 1933 – 5. juli 2011)

Theodore Roszak (15. november 1933 – 5. juli 2011)

Flicker er en mastodontisk lang roman, men siderne er strengt nødvendige for Roszak. Den gigantiske sammensværgelse, han væver frem for os i bogen, har nemlig brug for plads for at vinde momentum. Bid for bid fodrer han læseren med videre indsigter i Castles mærkværdige filmunivers. Roszaks historie strækker sig fra 50’erne og op i 70’erne og skildrer ikke alene Jonathans fald ind i Max Castles mørke, den skildrer filmens udvikling i samme periode.

Den filmhistoriske tråd går hånd i hånd med en løbende æstetisk diskussion om filmmediets kvaliteter og potentiale. Begge dele udfoldet gennem Jonathans to faste støtter gennem hele romanen. På den ene side den elitært kritiske Clare, der med intellektuelt overskud vurderer og dechifrerer filmens budskab. På den anden side står den sleazeglade Sharkey, der repræsenterer det stik modsatte af Clare og leverer fuldt gyldige argumenter for det underlødige, amatøriskes kunstneriske kvalitet.

Hardcover, Summit Books 1991. Romanens 1. udg.

Hardcover, Summit Books 1991. Romanens 1. udg.

Man kan se Clare og DSharkey som to sider af Jonathan, der konstant må diskutere med sig selv, hvorfor han bliver ved med at jagte denne tyske instruktør. Som en engel og djævel sidder de to venner på skuldrene af Jonathan og hvisker ham i øret. Den ene hylder Castles arbejde som det største og mest centrale, filmmediet nogensinde har frembragt, mens den anden afsværger hans film som det ondeste onde, der bør ødelægges, før verden forstår den rette sammenhæng.

Alt det kan måske lyde vældig tungt, men sådan forholder det sig ikke. Bogen er forbløffende fængende, fordi dens mysterium konstant lokker os videre ind i teksten.

Paperback, Bantam Books 1993

Paperback, Bantam Books 1993

Trods en del svinkeærinder ind i forskellige diskussioner om film og skabelsen af film forbliver den mystiske Castle et fast omdrejningspunkt, og det lykkes på imponerende vis at fremstille både Castles filmiske udtryk og hans liv, så de beskrevene film står lysende klart på nethinden. Faktisk vil jeg mene, at Roszak med sine beskrivelser af Castles skrækindjagende gysere på paradoksal vis overgår det visuelle medie, fordi han anspore fantasien til at vise alt det, som ligger skjult i Castles billeder. Sagen er nemlig den, at Castles film på overfladen er ganske banale genrefilm, men takket være finurlige tekniske tricks er de fyldte med subliminale billeder med gruopvækkende indhold.

Det vil være en skam at afsløre for meget omkring Castle-karakteren og hans baggrund, den fornøjelse vil jeg ikke tage fra dig. I stedet vil jeg pege på en af bogens ledetråde. Et af de projekter, som Castle forsøgte at realisere, før det gik galt for ham i Hollywood, var en filmatisering af Conrads Heart of Darkness (1899), som han arbejdede på i samarbejde med Orson Wells. Conrads dystopiske rejse ind i sindets dybeste afkroge er også et billede på Jonathans jagt efter Castle. En jagt, der gradvist begynder både fysisk og psykisk at nedbryde ham.

Paperback, Chicago Review Press 2005

Paperback, Chicago Review Press 2005

Den nedadgående spiral er et tilbagevendede motiv i Castles film, og det samme gør sig gældende for romanen. Roszak fører os med ud på en skyggerejse, der kun kan gå ned. Ned i drifternes ursuppe, ned i de dunkle drifters univers, ned i det dyriske. Og bag alt dette står Castle som den geniale instruktør, der hinsides graven instruerer Jonathans søgen mod den endelige erkendelse.

Sagen er imidlertid den, at Jonathan kun gradvist bliver klogere. Han skriver derfor en masse om Castle og gør en stor indsats for at rede så mange af hans film fra glemslen som muligt. Det arbejde bærer frugt, og Castle bliver i løbet af 60’ernes slutning et stort navn takket være Jonathan. Faktisk er han med til at gøre Castle til en kultfigur blandt sen-60’ernes ungdom.

Paperback, No Exit Press 2005

Paperback, No Exit Press 2005

Men en dag opdager, at Castle har fået en discipel og arvetager i instruktøren Simon, der laver blodige splatterfilm. Den opdagelse sker omtrent på samme tid, som Jonathan indser, at han måske har gjort noget frygteligt ved at drage Castle frem i lyset. Måske har Jonathan været med til at slippe et monster fri i verden. Og situationen bliver ikke mindre slem af, at han måske inderst inde hele tiden har vidst, hvad han gjorde, men har fortrængt sandheden på grund af ærgerrighed og nysgerrighed.

Bag Roszaks omfattende fortælling ligger der en grundlæggende kærlighedserklæring til mødet med filmen. En hyldest til de små biografer med slidte sæder og dårligt udsyn. En hyldest til det at lade sig opsluge i salens mørke og blive revet med ind i billedstrømmen. Bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor de små biografer allerede var forsvundet i stort antal, og i dag, hvor hjemmebiograferne har holdt sit indtog, vil romanen sikkert give et nostalgisk stik af længsel i de fleste.

Paperback, Anchor Books 1969. Theodore Roszaks måske bedst kendte arbejde. En banebrydende bog om det amerikanske ungdomsoprør

Paperback, Anchor Books 1969. Theodore Roszaks måske bedst kendte arbejde. En banebrydende bog om det amerikanske ungdomsoprør

Flicker er en fremragende, paranoid horrorroman, der formår at skabe sit helt egent intense spændingsrum. Bogen er svær at slippe, når man først får åbnet for Jonathans jagt. Ikke på grund af Roszaks jævne, håndværksprægede sprog, men fordi indholdet er forbistret velgennemtænkt. Flicker er ganske enkelt en perle af en roman, som afgjort vil vinde endnu mere for læsere, der holder mere af film, end jeg gør. Der er noget storslået dystert over bogen, der går ind under huden på en, næsten som om Max Castles fiktive film stråler ud fra bogens sider med deres nedbrydende kraft. Jeg forsvandt i hvert flad helt ind i Castles gruselverden.

God læselyst!

4 kommentarer

Filed under Roman