Tag Archives: Fjernøsten

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Østens dødbringende mystik

Weird Tales, april-maj 1931

Så skal vi på langfart med pulpen. Vi skal til Fjernøsten, der i den kulørte litteraturs regi repræsenterer lige dele eksotiske eventyr og dødbringende farer. Den udtalte herrefolksmentalitet i 1800-tallets sidste del, blandet med de paranoide feberfantasier om ”Den gule Fare”, var lige stærke komponenter i pulplitteraturens brug af Østen, men der gemmer sig også en oprigtig fascination af de fjerne destinationer bag de racistiske parader.

Detective Fiction Weekly, maj 1931

Fjernøsten i pulpen er i høj grad et miljø, der bygger på idéen om ”den anden civilisation”. Det vil sige en civilisation med ældgamle skikke og kulturer, der var så fremmedartet, at den hvide pulplæser konstant måtte spørge sig, om de eventyr, heltene oplevede, nu også kunne have deres rigtighed eller om det hele bare var digt.

The Spider, december 1934

Nok så vigtigt var det imidlertid også, at de asiatiske kulturer kunne bruges som modbilleder på den vestlige kultur. Det vil sige negative spejlinger af os selv, som frembar alt det nederdrægtige og beregnende, som vi kun sjældent bryder os om. Det er da også bemærkelsesværdigt, hvordan der går en lige linje fra de ubehagelige jødekarikaturer, der har udviklet sig siden middelalderen, til de karaktertræk, der tillægges de onde asiater, som skruppelløst trækker i trådene og udnytter den troskyldige vesterlænding.

Hardcover, Doubleday 1934

Set med nutidige øjne er pulpens håndtering af Asien afgjort et betændt farvand, men det er samtidig slående, hvor utrolig populær Fjernøsten og referencer til Østen var. Der var naturligvis indtil flere magasiner, der specialiserede sig specifikt i dette miljø, og man kan følge ”Østens mystik”-temaet fra pulpens guldalder i 1920’erne og 30’erne og helt op til 70’ernes hårdkogte manderomaner, hvor Koreakrigen fulgt af Vietnamkrigen havde gjort sit til at genoplive det ambivalente sværmeri for Asien.

Strange Stories, december 1940

Den popularitet er ikke bare udtryk for læsere, der var optaget af at få deres stereotype opfattelser af fremmede kulturer bekræftet. Nej, populariteten vidner også om en udtalt nysgerrighed blandt læserne, som slugte beretninger om det fremmede og eksotiske råt. Onde asiater, som Sax Rohmers Fu-Manchu var naturligvis frygtindgydende skikkelser, der truede de vesterlændingene og ødelagde samfundet, men omvendt kom der også mange historier, som var fyldt med betagende skønhed og kærlighed til det anderledes. Tænk bare på novellerne fra forfattere som Clark Ashton Smith og E. Hoffmann Price.

Man to Man Magazine, december 1965

Vi kan meget let fordømme pulpen for dens åbenlyse reduktionisme af fremmede kulturer. Jeg må dog samtidig sige, at genrefiktionens læsere i en stor del af 1900-tallet var nysgerrige på det fremmede i en grad, som gør os til skamme i dag, hvor vi åbenbart har det bedst med at læse krimier, der udspiller sig i vores egen baghave.

Strange Stories, august 1939

Måske er det Internettets skyld? Måske har Nettet gjort verden så stor, at vi ikke har brug for det fjerne i vores fiktion længere. Måske er det langdistanceturismens skyld? Måske er verden blevet så lille og banal, at den ikke længere byder sig til som troværdig legeplads for det eventyrlige. Måske er det alt sammen den naturlige konsekvens af Max Webers såkaldte ” Entzauberung der Welt”. Det tror jeg faktisk.

Man’s Action, august 1968

Uanset hvad det skyldes, er der jo ikke meget at gøre ved det, men den moderne provinsialisme er nu ærgerlig, for langfart i genrefiktionens fartøj er sjældent kedeligt.

Short Stories, april 1931

Men Today, maj 1968

Real Police Story Magazine 1937

Men Today, november 1967

Paperback, Pyramid 1961

Oriental Stories, sommer 1932

Paperback, Popular Giant 1952

Paperback, Avon Books 1950

Paperback, Pinnacle Books 1974

Paperback, Badger Books 1966

Paperback, Pan Books 1960

Paperback, Belmont Tower 1983

Paperback, New American Library 1956

Paperback, Berkley Publishing 1958

Paperback, MB 1974

Paperback, Consul Books 1963

Paperback, MB 1971

Paperback, Dell 1956

Paperback, MB 1956

Paperback, Fawcett Publications 1968

Paperback, MB 1955

Paperback, Gold Medal Books 1955

Paperback, Horwitz Publications 1966

Paperback, Gold Medal Books 1960

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret