Tag Archives: Fletcher Pratt

L. Sprague de Camp, Literary Swordsmen and Sorcerers. The Makers of Heroic Fantasy (1976): Pulpens titaner

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Den moderne fantasy har dybe rødder i de amerikanske pulpmagasiner, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Andre kilder har naturligvis også bidraget, men ser man tilbage over genrerne, er det tydeligt, at en generation af forfattere, næsten alle født i slutningen af 1800-tallet og med anker i pulpmagasinerne, opfandt de skabeloner, som man fortsat arbejder med i dag. I deres samtid var pulpforfatterne naturligvis populære, mens en egentlig berømmelse først kom i løbet af 60’erne, hvor de fleste var døde eller bedagede seniorer, der ikke længere var aktive. Afstanden skabte rum for myter og den form for heltedyrkelse, der kun kan opstå, når helten ikke længere er i live.

L. Sprague de Camp, der selv havde levet et liv i genrefiktionens univers og opbygget en karriere på at arbejde videre med forgængernes arbejde, var en af de væsentlige bidragydere til den mytedannelse. Sprague de Camp arbejdede hårdt på at gøre sig til den ældre forfattergenerations stemme dels gennem videredigtninger på deres universer, dels gennem forord og biografier. Sidstnævnte biografier var måske ikke altid flatterende, men de Camp havde næse for gode historier, og derfor blev de altid fortalt med sans for drama og det man kan kalde mytologisk kvalitet.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Alt det kan du få et levende indtryk af i Literary Swordsmen and Sorcerers fra ’76, en samling af 11 biografier, der præsenterer nogle af de største navne fra 1900-tallets første halvdel. I hvert fald nogle af de største navne, der tilhørte kredsen omkring Weird Tales, Lovecraft og senere Arkham House. Det vil sige navne som førnævnte Lovecraft, Clark Ashton Smith og Rob Howard. Dertil kommer Lord Dunsany, Tolkien, William Morris og T. H. White. Udvalget er ganske forskelligt, og de enkelte forfatteres værker har ikke meget til fælles.

Pointen med biografierne er sådan set heller ikke at indkredse en bestemt genre, men snarere at udstikke vejen tilbage til den moderne fantasy-litteraturs rødder og dermed vise, hvad den i ’76 uhyggeligt populære genre byggede på. For en ting er ganske sikkert: de fleste af de forfattere, de Camp har med i sin bog, oplevede aldrig den berømmelse i levende live, som deres fiktion senere skulle opleve, da fantasy for alvor blev mainstream. Tolkien var selvfølgelig en af undtagelserne, idet synergien mellem The Lord of the Rings og genopdagelsen af pulplitteraturens heltefiktion i 60’erne gjorde den aldrende, engelske professor skræmmende populær i USA.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Der er flere interessante punkter ved Literary Swordsmen and Sorcerers, som gør den til en fængende, men samtidig også spøjs udgivelse. Præmissen for bogen er nemlig ganske skæv; hvem ville eksempelvis nogensinde drømme om at beskrive Lovecrafts eller Ashton Smiths værker som ”heroisk fantasy”? Der er flere andre i bogen, som også kun dårlig dækkes af begrebet, og det er formentlig kun de Camp, der kunne se en større mening med tingene. Eller kunne han? Jeg tvivler faktisk. De Camp var en opportunist af kaliber, og jeg er helt sikker på, at den eneste grund til, at navne som eksempelvis Lovecraft har fundet vej ind i bogen her, er, fordi de Camp havde skrevet om ham tideligere, fordi Literary Swordsmen and Sorcerers udkom på Arkham House og fordi der var penge i Lovecrafts navn. Måske er jeg bare kynisk, men de Camp havde blik for den slags slagsfremmende taktikker.

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Man kan så sige, at det kunne komme ud på et, om Lovecraft er med i en bog om heroisk fantasy eller ej, men det får faktisk betydning for den indledning, de Camp skriver, der handler om genrens udvikling. Her må han finde plads til størrelser som Lovecraft, hvilket ikke ubetinget lykkes for ham, fordi han sætter sig mellem to stole. På den ene side skildrer han fantasy som kærligheden til det uvirkelige, eventyrlige og alt det, der strider imod vores rationelle verdensopfattelse, på den anden side som fiktion om den stærke sagahelt, der tager kampen op imod det onde. Den tematiske beskrivelse kan have meget på sig, men som sagt kræver det en ganske kreativ læsning at få alle enderne i bogen til at mødes.

Lord Dunsany - elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

Lord Dunsany – elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

De enkelte biografier er sjove derved, at de Camp ikke bare præsenterer sine forfattere. Han lever sig ind i situationer og stiller sig først og fremmest til dommer over deres liv og virke. De Camp indtager rollen som den store connaisseur, der uddeler ris og ros, opsang og fordømmelse. Her taler vi vel at mærke ikke om det litterære, nej, vi taler om selve personerne. De Camp leverer nemlig psykologiske portrætter og stiller sig til dommer over svaghed eller dårlige beslutninger. Det går især ud over Lovecraft, Smith og Howard.

En væsentlig ting er nemlig, at de Camp bedst kan lide forfattere, der deler samme indstilling til fiktion som ham selv. Det vil sige disciplinerede håndværkere, der skriver historier for morskabens skyld og gemmer alle krukkerierne bort. Mens De Camp eksempelvis leverer et sønderlemmende personportræt af Howard, har han stor respekt for hans evne til at sælge sine historier, ikke bare en gang, men flere gange. Helt omvendt er det med Lovecraft og Smith, der ikke alene klantres for deres svage psyke, men også for deres elendige forståelse for at tjene penge på pulpbranchen. Eller Tolkiens langsommelige omhyggelighed, som de Camp heller ikke giver meget for.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett 1933

Det er stedvist næsten lidt grænseoverskridende at læse de Camps kritiske bemærkninger, der er af en karakter, som ingen ville drømme om at skrive i dag. Men samtidig er det sjovt. Det samme er hans vurderinger af selve de litterære kvaliteter. Alle, der er med i bogen, har naturligvis en høj stjerne hos ham, men han går kritisk til alles værker, og alle får i en eller anden grad hårde ord med på vejen. Den eneste, som omtrent går fri, er Clark Ashtin Smith, der iscenesættes som geniet, der selvforskyldt aldrig blev opdaget af verden.

Literary Swordsmen and Sorcerers stammer fra en tid, hvor internet og Wikipedia var en uhørt drøm. Bogens biografier er således stof til de nysgerrige læsere, der ville vide mere om navnene bag de paperbacks, de sad med og måske komme ind bag de rygter, der florerede. I dag har bogen derfor mistet en væsentlig funktion, men bestemt ikke sin relevans. Dels er de Camps indledning et stykke spændende refleksion over fantasygenrens væsen, dels gør selve bogens stil stadig indtryk.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det er ikke bare ferske biografier, vi får fortalt, nej det er de Camps version, vi får leveret. Han er med hele vejen og giver tydeligt sin holdning til kende. Det gør bogen frisk, selv i dag, og gør, at den ikke minder så lidt om de artikler, vi eksempelvis finder på blogs på nettet, hvor det også ofte er et stærkt personligt greb om tingene, der karakteriserer teksterne. Den slags skaber et særligt liv – tror jeg – fordi det er i mødet med andres personlige holdninger, at vi tvinges til selv at tænke og mærke efter. Det gør de Camps kapitler, der er en form for blogindlæg fra 70’erne. Altmodisch og moderne på samme tid – selvom blogs vist nok også er ved at være stærkt umoderne. Nuvel. Jeg holder meget af bogen, der en sær størrelse fyldt med personlighed. Mere sympatisk kan det næsten ikke blive.

Bogens biografier:

Chapter I. “The Swords of Faërie”

Chapter II “Jack of All Arts: William Morris”

Chapter III. “Two Men in One: Lord Dunsany”

Chapter IV. “Eldritch Yankee Gentleman: H. P. Lovecraft”

Chapter V. “Superman in a Bowler: E.R. Eddison”

Chapter VI. “The Miscast Barbarian: Robert E. Howard”

Chapter VII. “Parallel Worlds: Fletcher Pratt”

Chapter VIII. “Sierran Shaman: Clark Ashton Smith”

Chapter IX. “Merlin in Tweeds: J.R.R. Tolkien”

Chapter X. “The Architect of Camelot: T.H. White”

Chapter XI. “Conan’s Compeers”

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

The Ghoul Keepers (1961), Leo Margulies, red.: Vintage weirdness

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Leo Margulies, pulp-redaktør extraordinaire, købte i 1950’erne rettighederne til de historier, der var blevet trykt i Weird Tales under magasinets sidste storhedstid. Det vil stort set sige alt det, der blev udgivet fra Anden Verdenskrig og frem til 1954, hvor bladet for første gang lukkede og slukkede helt. Fra sin redaktørstol for et utal af pulp-antologier og romanblade havde Margulies god fornemmelse for tidens smag i slutningen af 50’erne. Det udnyttede han navnlig i udvælgelsen af ældre materiale til genudgivelse. The Ghoul Keepers fra 1961 er en rigtig fint eksempel på Margulies linje. Bogen, der indeholder noveller skrevet mellem 1938 og 1951, viser nemlig, hvordan den traditionelle horrorfortælling er gledet i baggrunden for andre typer ”weird tales”.

Det nye store, der hvor kreativiteten for alvor blomstrede, var inden for SF. Den såkaldte ”New Wave of Science Fiction” var så småt ved at vinde momentum i begyndelsen af 60’erne. Mange af de klassiske gysertemaer virkede med et støvede og gammeldags målt i forhold til de nye horisonter, som SF-forfatterne opdyrkede. Dermed ikke sagt, at horror var helt yt. Slet ikke, men det var i andre genrer, at forfatterne for alvor begyndte at udfordre konventionerne.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Alt det kan meget fint fornemmes i The Ghoul Keepers. Titlen antyder jo helt sikkert horror, men både omslaget og mange af novellerne befinder sig inden for klassisk SF-territorium. Det giver antologien et lidt skizofrent præg, men omvendt er der noget befriende spraglet over sammensætningen.

Overordnet må man desværre nok erkende, at novellerne i de fleste tilfælde savner friskhed og gennemslagskraft. De var utvivlsomt gode historier, da de oprindeligt udkom i Weird Tales, men jeg er ret sikker på, at de, i 1961 såvel som i dag, har fremstået noget konservative. De lider med andre ord under præcis det, der i sidste ende også var med til at dræbe bladet Weird Tales. Tiderne skiftede, men kredsen af gamle forfattere og bladets skiftende redaktører havde svært ved at ændre de redaktionelle retningslinjer, der havde gjort bladets til pulpens absolutte mastodont.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

The Ghoul Keepers åbner solidt med ”The Sorcerer’s Apprentice” af Robert Bloch. Det er historien om en ikke helt velfungerende pukkelryg, der kommer til at arbejde for en omrejsende tryllekunster. Pukkelryggen bliver pludselig til en brik i et grimt spil, der får en noget overraskende afslutning. Novellen er en grusom, sort fortælling, der godt nok har en dosis ironi, men som sådan er fri for Blochs ellers altid meget karakteristiske galgenhumor. Personlig er jeg mest til Bloch, når han er alvorlig, men præcis her rammer han en god blanding af humor og uhygge, som virker ganske overbevisende.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Dernæst følger en række charmerende historier, der, måske lige med undtagelse af Theodore Sturgeons stille, humoristiske novelle om radiokontakt med Mars, er hurtigt glemt igen. Det ændrer sig imidlertid, når man kommer til Ray Bradburys bidrag ”The Lake”. En kort novelle, der handler om en dreng, hvis første kærlighed drukner i en sø. Mange år senere vender han tilbage til søen, nu som voksen mand, og gennemlever noget af det, han oplevede den gang, pigen druknede. Bradburys fortælling er intet mindre end fremragende.

Antologien har frem til ”The Lake” levet et stille pulpliv med uforpligtende fortællinger, men pludselig brager Bradbury igennem. Fyldt med psykologisk indsigt og mesterlig kontrol over sproget maler han situationer frem, der både står lysende klart og samtidig bliver badet i et flimrende, overnaturligt skær, der gør teksten tvetydig og skræmmende. Jeg erkender blankt, at jeg er en kæmpe fan af Bradburys tidlige arbejde. Hans prosa er fortsat nærværende og skarp – præcis som den tydeligvis fremstod tilbage i 50’erne. Og når man møder Bradbury i selskab med andre af tidens genreforfattere, går det op for en, hvor meget bedre kunster og forfatter han er. Bradbury ligger ganske enkelt milevidt over samtlige af de andre bidragsydere til bogen.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Efter Bradbury fortsætter bogen med ansigtsløse pulphistorier uden meget bid eller gennemslagskraft. Den eneste novelle, der dog for alvor falder decideret igennem, er Harry Altshulers ”The Witch in the Fog”, der er en parafrase over den victorianske spøgelses- eller okkult fortælling. Tonen er mislykket og udførelsen slap, men med kun én decideret dårlig historie ligger The Ghoul Keepers betydeligt over gennemsnittet af weird-antologier

Med bogens to sidste noveller bliver det hele ganske spændende igen. Først er der Seabury Quinns ”Clair de Lune”; en Jules de Grandin-fortælling, hvor den okkulte detektiver bliver konfronteret med en lidt atypisk vampyr i form af en ung skuespillerinde, der har betaget mænd gennem generationer. Novellen bygger tydeligvis på Elizabeth Báthory-legenden, og er hverken synderligt overraskende eller original. Der, hvor Seabury Quinn skiller sig ud, er i selve forfatterhåndværket. Quinn skriver med et overskud, der gør fortællingen rig på tekstur og nærvær. Personerne tegner sig tydeligt for læseren, han har plads til leg med sproget og mestrer at føre sit plot igennem uden unødigt flæsk. Seabury Quinn er med andre ord en af pulp-stjernerne, der leverer genrens sprog og konventioner til perfektion.

Seabury Grandin Quinn (dDecember 1889 - 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Lidt anderledes forholder det sig med bogens sidste bidrag, ”Spawn of Dagon”, skrevet af Henry Kuttner. Novellen er bogens ældste – skrevet i 1938. Novellen er en Robert E. Howard-pastiche, der trækker på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer på præcis samme måde, som også Howard omsatte Lovecrafts og Clark Ashton Smiths mytologier. Novellen er en blodig fantasyhistorie om to tyve, der bliver hyret til at dræbe en ond, dæmondyrkende troldmand. Det hele afvikles i høj fart med rigelige mængder vold, snavs og monsteraction. Det er ganske, ganske underholdende – om end hverken originalt eller elegant udført. Novellens to hovedpersoner – en stor og en lille tyv – minder i øvrigt del om Leibers Fafhrd og Gray Mouser. Kuttners bidrag er rendyrket sword-and-sorcery, når det er blodigst og mest underholdende. Samtidig kan Cthulhu mythos-buffs glæde sig over, at heltene må nedkæmpe talrige såkaldte ”deep ones”.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Som altid med den slags antologier er The Ghoul Keepers en blandet omgang. Overordnet er bogen underholdende, men hvad der måske er mere interessant, så kan bogen være med til at skærpe ens blik for god og dårlig pulp. Netop fordi Margulies har inddraget både helt store navne og mindre kendte og kompetente skikkelser, har man i bogen en oplagt mulighed for, at se, hvorfor eksempelvis nogle forfattere var i stand til at transcendere den brede pulpgrød og blive store navne, der kan anerkendes for deres litterære kvaliteter uden for genrelitteraturens felt. Her tænker jeg naturligvis især på Bradbury, der står som et fyrtårn i bogen.

Vil du studere pulp i af kvaliteter, byder The Ghoul Keepers både på det mest trivielle og noget af det bedste.

Novellerne:

Robert Bloch: “The Sorcerer’s Apprentice” (Weird Tales, jan. 1949)

Theodore Sturgeon: “The Martian and the Moron” (Weird Tales, mar. 1949)

Edmond Hamilton: “The Isle of the Sleeper” (Weird Tales, maj 1938, genoptrykt may 1951)

Helen W. Kasson: “Please Go ‘Way and Let Me Sleep” (Weird Tales, mar. 1945)

Ray Bradbury: “The Lake” (Weird Tales, maj 1944)

Harry Altshuler: “The Witch in the Fog” (Weird Tales, sept. 1938, som Alexander Faust)

L. Sprague de Camp & Fletcher Pratt: “When the Night Wind Howls” (Weird Tales, nov. 1951)

Seabury Quinn: “Clair de Lune” (Weird Tales, nov. 1947)

Henry Kuttner: “Spawn of Dagon” (Weird Tales, juli 1938)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling