Tag Archives: Folkeeventyr

Poul Anderson, Three Hearts and Three Lions (1961): På eventyr i Danmark

Paperback, Sphere Books 1974. Den herlige forside er skabt af Patrick Woodroffe

Jeg har været en smule optaget af Poul Anderson i den seneste tid, efter at jeg blev meget begejstret for hans The Broken Sword (1954) – et lille mesterværk af en genreroman, som varmt kan anbefales til alle, der er løbet sur i fantasygenren, som den ser ud i dag, og nu trænger til noget anderledes fra den kant. Three Hearts and Three Lions fra 1961 er stærkt beslægtet med førnævnte roman, men alligevel er der tale om to meget forskellige bøger. Sidstnævnte, der er under luppen her, kan da heller ikke hamle op med The Broken Sword, men den er trods det underholdende og sjov, fordi den udspiller sig i middelalderens Danmark. Det vil sige en noget eventyrlig udgave af dansk middelalder, men ikke desto mindre Danmark.

Poul Andersons ophold i Danmark som ung mand gjorde indtryk på ham, og den danske indflydelse slog igennem som eksotisk element i flere af hans tekster. I Three Hearts and Three Lions er den danske vinkel, som sagt, meget tydelig, ikke kun på grund af stedet, hvor handlingen udspiller sig, men også fordi det hele drejer sig om den paneuropæiske myte, der under vores himmelstrøg blandt andet har fået navnet Holger Danske.

Hr. Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Romanens anslag udspiller sig under Anden Verdenskrig. Den forældreløse immigrant Holger Carlsen, der lever i USA, oplever en pludselig længsel efter at tage hjem til sit fædreland Danmark og gøre sit for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt. Derfor drager Holger over Atlanterhavet og slutter sig til modstandsbevægelsen. Under en natlig aktion ved den sjællandske kyst, ikke langt fra Helsingør, besvimer Holger. Han forstår ikke, hvad der skete, men da han vågner, befinder han sig alene i en skov. En stridshingst med fuldt panser og rustning til en rytter står i nærheden og venter. Noget konfus snupper Holger, efter kort overvejelse, både hest og rustning og begiver sig afsted på det, der bliver et ganske utroligt eventyr.

Holger er forvirret og undrer sig over den vildsomme skov, han pludselig befinder sig i. Det ligner ikke det Danmark, han kender. Mere mystisk bliver det, da han kommer til en hytte, hvor han får mad og husly hos en gammel kone, der kommer med en række uhyrlige påstande. Konen fortæller nemlig, at Holger befinder sig i 1100-tallet. Han må altså være rejst i tid, hvilket Holger naturligvis først nægter at tro på, men snart begynder der at ske så mange ting, at han accepterer, at der må være tale om en form for sjælevandring, der har sendt ham bagud i tid.

Hardcover, Doubleday 1961. Romanens første udgave i bogformat

Konen i hytten er ikke en hvem som helst. Hun er en heks af folkeeventyr-slagsen, som tilbyder at hjælpe Holger med lidt sort magi. Han takker ja, uden helt at vide, hvad han siger ja til, og dermed begynder Holgers rejse ind i eventyrets verden, hvor han må rejse til elverfolkets rige for at kunne komme hjem til sin egen tid igen. Undervejs får han hjælp og følgeskab af en dværg, en svanemø og flere andre, men han møder også fjender. Alvorlige fjender, for elverfolket er bestemt ikke begejstrede for Holger. Men der er også større ting på spil, som involverer Kong Arthur-legendernes fe Morgana.

Den velorienterede læser vil nikke genkendende her, for vores Holger Danske og Kong Arthur er del af samme mytekompleks om den slumrende hjælper, der skal vende tilbage i nødens stund. Romanens Holger Carlsen bruger størstedelen af fortællingen på at overveje, hvem han egentlig er, og hvorfor han er havnet, hvor han er. Sandheden kommer gradvist til ham, og det står klart for os læsere, at Poul Anderson har en underliggende fortælling bag forgrundens historie. En historie om kampen mellem godt og ondt, eller rettere, mellem orden og kaos.

Paperback, Avon 1962

Det, der i begyndelsen kunne fremstå som endnu et opkog på Mark Twains Connecticut Yankee, viser sig at være en episk beretning, som i virkeligheden udspiller sig på tværs af tid og rum, fordi lovens og de kaotiske kræfter strides i alle tider på en gang. Vores hovedperson Holger Carlsen er selvsamme Kong Arthur, Karl den Store, Sven Felding og alle de andre sovende helte fra myternes verden på en gang. På samme måde er feen Morgana blot en ud af mange former, som hans kosmiske, kaotiske modstandere har antaget.

Alt dette går kun langsomt op for Holger. Han vokser med opgaven og træder gradvist i karakter som den episke stridsmand, han er. Den moderne, ”nutidige” Holger forsvinder og viger pladsen for myternes helt, som undervejs udsletter den ordinære Holger og gør ham til en form for ren kraft. Det er spændende, hvad Anderson her leger med, og noget, som efterfølgende har inspireret flere andre forfattere – både Roger Zelazny og Michael Moorcock har eksempelvis taget den idé til sig og ført den videre i en mere klar og konsekvent facon.

Paperback, Avon 1970

Men der ligger også endnu en dimension i dette, for mens historiens Holger kæmper sig vej gennem et eventyrligt Danmark befolket af drager, enhjørninge, elvere og dværge, forstår vi også, at hans kamp spejler en kamp i vores nutid, hvor de kaotiske styrker er aksemagtens kræfter, der har besat store dele af Europa. Hitler og hans mænd er med andre ord vor tids inkarnation af det kaos, som Holger bekæmper i middelalderen.

Three Hearts and Three Lions er afgjort en underholdende og fængende roman, men noget mesterværk kan man dårligt kalde den. Selve strukturen er alt for episodisk og tilfældig til for alvor at binde den sammen til en sammenhængende hele. Holger rejser fra tableau til tableau, fra monster til monster, og nedkæmper al modstand uden, at det for alvor har nogen konsekvenser. Undervejs er der naturligvis højdepunkter, som den klaustrofobiske kamp med trolden i hulerne, mens andre episoder bliver sært uforløste; Holgers møde med en drage er her et godt eksempel.

Paperback, Berkley Medallion 1978

Holgers vej til erkendelse er stødvis, men ikke formidlet synderligt elegant og i udgangspunktet lanceret temmelig kluntet. Noget stort værk har vi med andre ord ikke at gøre med her, men Andersons greb om den eventyrlig historiefortælling er alligevel dragende og ukunstlet. Den er befriende, fordi den ikke tynges af fantasygenrens klichéer, men i stedet går til folkeeventyret som inspiration, og fordi den er fortalt med an blanding af konceptuelle ambitioner og litterær uskyldighed, som ganske enkelt er charmerende.

Der er derfor også god grund til at studere Anderson, for hans betydning for den moderne generefiktions er ikke uvæsentlig. Han var på mange måder en iderig ener, som efterlod sig værker, der måske ikke helt kommer op på siden af pulpæraens titaner, men han har kastet lange skygger ind over fantasygenren, som vi kender den i dag. Så når du har læst The Broken Sword, må Three Hearts and Three Lions være næste stop. Om ikke andet som morsomt og sjældent dansk indslag i den internationale genrefiktion.

Hardcover, Doubleday 1983

Paperback, Ace Books 1984

Paperback, Baen 1993

Hardcover, The Easton Press 1998

Paperback, Gollancz 2003

Hardcover, Science Fiction Book Club 2003

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Jonas Wilmann, Jeb Skulls Makabre Eventyr (2017): Kontrastens kunst

Paperback, Kaos 2017. Den særdeles fine forside er skabt af Aske Schmidt Rose

Jonas Wilmann er en af de interessante forfattere på vores hjemlige genrescene, og Jeb Skulls Makabre Eventyr viser med al tydelighed hvorfor. Bogen er stærkt beslægtet med Wilmanns provokerende hovedværk Udkantsfortællinger, fordi han her genbesøger ideen om vandringsmanden som bærende motiv. Strukturelt er der også paralleller mellem de to bøger, men hver bog har trods dette sin egen identitet og sit eget formsprog.

Jeb Skulls Makabre Eventyr tager os med ind i Jeb Skulls eventyrlige univers. En dunkel-munter verden, hvor Skull rejser rundt på valsen og sælger sine små foldeknive til interesserede. Undervejs kommer Skull ud for lidt af hvert, men alle bogens episoder opstår mere eller mindre, fordi han i bogens indledende del bliver bidt af en ligæder. Han må nu kæmpe mod den gift, der truer med at overtage og omdanne ham til et af disse ubehagelige væsner.

Paperback, Kaos 2017

Bogens titel og Wilmanns bagkatalog kunne foranledige den tanke, at vi her har med skrækfiktion at gøre. Sådan er det ikke. Titlen refererer meget præcist til det makabre som omdrejningspunk. Stort set alle Jeb Skulls oplevelser kredser således om det frastødende, ulækre, usmagelige og makabre. Uhyggeligt bliver det aldrig, men ulækkert er det stort set hele tiden.

Wilmann skriver, at bogen er inspireret af folkeeventyrets form, og det kan tydeligt mærkes. Der er altså ikke tale om fantasy, til trods for mange letgenkendelige troper, og lykkeligvis ligger fortællingen meget, meget langt fra det trivielle, såkaldte ”worldbuilding”-dogme, der alt for længe har kastet skygger over genrelitteraturen. I stedet skriver Wilmann et sprudlende univers frem, der centrerer sig om ”Den Sorte Skov”. Et magisk ikke-sted, der formes efter behov og situation. Det er dermed også her, vi mærker, at det er eventyrets enkle tilgang til fortællingen, der har drevet værket. Tid og rum fortaber sig i et umiddelbart nu, der skabes i det øjeblik Jeb Skull træder ind på scenen og fortoner sig igen, så snart han atter er vandret videre.

Jonas Wilmann (født 1979)

På overfladen er Jeb Skulls Makabre Eventyr et letbenet eventyr, der umiddelbart gør store krumspring for at klemme så meget makabert stof ind i teksten som overhovedet muligt. Det er imidlertid kun på overfladen, for dykker man ned i teksten, er det klart, at der er langt mere at komme efter. Wilmanns prosa pendulerer flimrende mellem det fine og det grimme, mellem det smukke og kluntede, mellem nye, skævt klingende ord og gamle, bedagede vendinger. Sproget og stemningen finder aldrig noget endegyldigt leje, men forbliver i konstant, rastløs bevægelse.

Teksten står således sitrende, fortalt gennem jegpersonens idiosynkratiske sprogbrug. Makabre beskrivelser af døde dyr og platte, vittige kommentarer falder side om side med sanselige naturbeskrivelser, dvælende, reflekterende momenter og skarpe iagttagelser. Der er med andre ord et kontrastfyldt, pulserende, viltert liv under det på overfladen simple narrativ. Teksten har derfor også en sårbarhed, der får bogen til at fremstå som en overlæsset konstruktion, der hvert øjeblik kan styrte sammen i en infantil, uforpligtende hob. Men det sker ikke. Wilmann formår balancegangen, og har modet til at trække sine læsere ud i et rum, hvor stemninger brydes på uortodoks vis. Det gør Jeb Skulls Makabre Eventyr til et værk, og absolut til en kunstnerisk præstation.

Paperback, Kaos 2013

Wilmann viser afgjort format med Jeb Skulls Makabre Eventyr, fordi en forfatter med langt mindre overskud, ville have skabt en livløs, gennemæstetiseret eventyr-fortælling. Sådan er det ikke hos Wilmann. Han skaber her sit eget univers, der netop på grund af den sammensatte, uelegante sammenstykning af idéer og modstridende stemninger danner en ny, selvstændig æstetisk oplevelse, der klinger naturligt uden eksperimentets anstrengende pågåenhed.

Man skal lade være med i tide og utide at sammenligne bøger med hinanden, og i stedet fokusere på det værk, der nu engang er tale om. I dette tilfælde er det imidlertid meget relevant at pege på det forhold, at Jeb Skulls Makabre Eventyr synes at være i dialog med Hermann Hesse strålende roman Knulp (1915). Om Wilmann har gjort dette bevidst, eller om der er tale om en tilfældighed, er ikke vigtigt, væsentligt er det imidlertid, at vi her har to perioders og to stemmers bud på samme figur og tematik. Begge romaner diskuterer nemlig spørgsmål om ansvar, tilhørsforhold og ikke mindst den personlige friheds konsekvenser.

Hardcover, S. Fischer 1915

Især anden og tredje del af Knulp klinger med i bogen om Jeb Skull, hvor skoven i begge bøger bliver den store metafor for verden og livet. Både Hesses og Wilmanns roman udfolder sig i bedragerisk lette, humoristiske toner, men præcis som Hesse kan Wilmann også til sidst demonstrere, at hans bog ikke bare er pikaresk lune. Vandringsmanden Knulp har henimod bogens slutning sit store følelsesmæssige sammenbrud i skoven, hvor han på kanten af den endegyldige afmagt hører Guds stemme, og Knulp forstår, at han har en plads i verden. Præcis på samme måde har Jeb Skull også sin åbenbaring til sidst, da han står ansigt til ansigt med en form for guddommelig skabning. Skull indser, at han hører til i verden blandt mennesker, præcis samme konklusion når Knulp også frem til.

De to bøger har derfor også samme subtile budskab, der stikker stærkt og bittersødt i læseren. Knulps ambition er at bringe en lille smule frihedslængsel ind i vores fortravlede, arbejdstyngede verden. Hos Hesse formuleres det med poetisk perfektion som ”ein wenig Heimweh nach Freiheit”.  Romanen er et mildt pust af udlængsel, der med humor sniger vemod ind i læseren. Wilmanns vandringsmand gør præcis det samme – han bærer en lille smule frihedslængsel ind i hjertet på os, men han viser også, at vi hører til i fællesskabet, for uden fællesskabet bliver friheden meningsløs. Drømmen om frihed glemmer vi imidlertid aldrig, og vi bliver mindet om dem igen, når vi er i selskab med Jeb Skull.

Jeb Skulls Makabre Eventyr er umiddelbart så overfladisk og lettilgængelig, at man nemt overser de sproglige og tematiske kræfter, der her er på spil. Det er prosa, som næsten gør en dyd ud af ikke at ville analyseres. Tvinger man imidlertid analysen og sit æstetiske blik ind under overfladen, er det tydeligt, at der her pulserer et stort, underbevidst liv, der fyldes af naturromantik, psykologisk indsigt og kraft. Jeb Skulls Makabre Eventyr står dermed som potent sidestykke til den langt mere anarkistiske bog Udkantshistorier, men til sammen er de to romaner vidnesbyrd om en genrefiktion, der ligger banelængder fra meget af det, der drypper ud fra vores små hjemlige (undergrunds)forlag.

Bravo, hr. Wilmann.

Skriv en kommentar

Filed under Roman