Alexandre Dumas, Varulven (1857): ” …Listen in awe and you’ll hear him bark at the moooooon!”

Paperback, Delta 1976. romanen på svensk, som jeg tror må være den seneste oversættelse, der nærmer sig det danske. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Da den aldrende Alexandre Dumas havde mistet taget i sit enorme publikum og tabt sin vigtigste samarbejdspartner Auguste Maquet, forlod han Frankrig og de stigende økonomiske vanskeligheder. Han forsøgte nu at leve som turnerende berømthed, der da også blev modtaget fyrsteligt ude i verden, hvor hans falmende status ikke var blevet et problem endnu. Under denne sidste del af sit liv kastede Dumas sig over en række sentimentale romanprojekter, hvor han dykkede ned i sin barndom og opvækst på landet i nærheden af Villers-Cotterêts. I Dumas’ forfatterskab er disse sene tekster interessante, fordi de i høj grad er med til at vise, hvordan han gerne ville opleves og huskes af eftertiden. Dumas gik med andre ord i gang med mere eller mindre at kuratere sin egen myte og litterære eftermæle.

Her skal vi se nærmere på en af disse sene tekster, nemlig romanen Le Meneur de loups (direkte oversat ”ulvenes leder”). I den svenske udgave af romanen, som jeg har, bærer historien titlen Varulven, og dermed har vi vel meget præcist fået indkredset, hvad det er for en type handling, vi her står overfor. Helt så enkelt er det bare ikke; men lad os se på nærmere på historien.

Alexandre Dumas ”den Ældre” (24. juli 1802 – 5. december 1870)

Handlingen er gengivet som en fortælling i fortællingen. I begyndelsen beretter Dumas selvbiografisk om en oplevelse, han havde som ung mand eller stor knægt under en ulvejagt. Her skød han efter en mærkelig ulv, som efterfølgende sporløst forsvandt. Undrende spurgte Dumas den gamle jæger, han var i selskab med, hvad det skulle betyde. Denne fortalte nu en sælsom historie til unge Alexandre, som han her har nedfældet efter hukommelsen til os læsere. Selvom Dumas dermed kun spiller en begrænset rolle i romanen, optræder han som sig selv i bogen, og Dumas bringer på den led sin egen person i kontakt med en form for magisk eller mytologisk fortid, som læseren nu igennem Dumas kan drømme sig tilbage imod.   

I jægerens fortælling, der udspiller i begyndelsen af 1780’erne, hører vi, hvordan den selvhøjtidelige skomager og eneboer Thibault bliver krænket af den lokale herremand, der ender med at give skomageren et grundigt drag prygl. Mens Thibault raser i sin skovhytte over det skete, bliver han opsøgt af en talende ulv, der tilbyder ham en genvej til magt, rigdom og hævn. Sagen har naturligvis en hage, for Thibault skal antage ulvens skikkelse med jævne mellemrum, men hvis han accepterer det, vil lykken tilsmile ham. Skomageren tager imod tilbuddet, og dermed har han taget kurs direkte mod sin egen fortabelse.

Paperback, Athos 1943

Thibault havde en kæreste før episoden med ulven, men efter han har indgået pagten, er hun ikke længere god nok til ham, for Thibault forlanger mere. Romanen skildrer, hvordan den ærgerrige skomager stiler højere og højere i en higen efter anerkendelse, magt og rigdom. Hver gang han opnår noget, der ligner succes, kommer skæbnen i vejen for ham, og han forlader episoden fattigere end før. Det, der umiddelbart kunne ligne fremdrift, bliver blot en langstrakt deroute, der gradvist fremmedgør Thibault fra sine medmennesker. Til sidst giver han sig helt hen til den ulv, han bærer inden i sig, og bliver en form for gespenst, der som anfører af et ulvekobbel nu hjemsøger de skove, han levede fredeligt i førhen.

Dumas’ roman er en af de helt tidlige forsøg på at bruge den folkloristiske varulv som litterært motiv, og handlingens ”monster” har da også meget lidt at gøre med den varulv, vi tænker på i dag. Hans ulv er, som sagt, primært en form for indre fordærvelse, der opstår, fordi Thibault sælger sin sjæl til Djævlen. Han skifter også konkret form og bliver til en ulv, men det er i virkeligheden mindre monstrøst, end den adfærd Thibault udviser i sin stadigt mere depraverede menneskeskikkelse.

Paperback, Collection illustrée GRÜND 1948

Parallellerne mellem Thibault og mr. Hyde fra 1886 er tydelige og pointen den samme; de har kastet deres medmenneskelighed fra sig og hengivet sig helt til det dyriske, hvilket i sidste ende bliver deres undergang. Men hvor Stevensons Hyde-figur er en refleksion over dualiteten i mennesket og forholdet mellem rationalitet og instinkt, har Dumas et andet sigte med sin roman. Bogen er nemlig en moralsk opsang; en tydelig påmindelse om standsbevidsthed og gudfrygtighed.

Den begærlige Thibault oveskider sin stands beføjelser og rækker ud efter noget, der ikke er hans. Han er ment til at være skomager, hverken mere eller mindre, men desværre for ham er han fra naturens hånd blevet født med intelligens implicit derfor med en længsel efter mere. Den stakkels, simple bondepige, han først kurtiserer, er kernemotivet her, for hun er billedet på alt det, Thibault burde være og elske, men som han forkaster i jagten på verdens glæder.

Et blik ind i GRÜND-udgaven (1948)

Utilfredshed er Thibaults egentlige forbandelse, og det er den, der sender ham i armene på Djævlen. Havde han lyttet til råd og stillet sig tilfreds, kunne fortællingen få en lykkelig udgang, men Thibault angrer ikke, før det er for sent, og han har mistet sig selv endegyldigt til Djævlen og må leve livet i permanent ulveform, afskyet og frygtet af alle.

Romanen er underholdende, ikke mindst fordi Thibault er en herligt ulidelig og usympatisk karakter, der hver eneste gang træffer det forkerte valg. Om hans undergang er selvforskyldt eller ej kan diskuteres, fordi han, som sagt, er født med denne ulyksalige stræben efter mere, end det hans stand kan tilbyde, og det er måske i virkeligheden her, Dumas viser sig som en moderne forfatter. Dette spørgsmål om skyld, der ikke entydigt lader sig besvare indenfor fortællingens rammer, peger fremad ind i samtidens litteratur. Stilistisk må man imidlertid konstatere, at Dumas’ roman er en dinosaur, der har overlevet sig selv.

Paperback, Bibliothèque Marabout 1970. Den svenske udgaves forlæg

Fortællingen lægger sig entydigt i forlængelse af de gotiske romaner, der havde deres storhedstid 50-60 år tidligere. Sammenligner man Dumas’ varulv med Lewis’ The Monk, er lighederne åbenlyse og handlingen i de to bøger fuldstændig ens. Rammen er naturligvis forskellig, men selve skelettet i er det samme. I begge følger vi en karakter, der begærer noget, han ikke retmæssigt kan få. For alligevel at få opfyldt sine behov søger karakteren bort fra det gode og kaster sig i armene på Djævlen, som naturligvis løber fra sine løfter og ødelægger hovedpersonen. Som fordærvsfortælling er Dumas’ historie derfor et stykke rendyrket gotik, der i midten af 1800-tallet kunne lukrere på en vis smag for det fantastiske og eventyrlige, men som trods det må siges at være et værk af mindre betydning.

Blandt os elskere af skrækfiktion betyder det imidlertid ikke så meget, for Dumas’ varulvefortælling er væsentlig for udviklingen af selve den moderne varulvemyte, og hans roman er, som de fleste gotiske klassikere, et godt billede på de selvdestruktive kræfter og længsler, vi alle i et eller andet omfang bærer omkring på. Jeg vil derfor absolut opfordre til, at man tager en tur med Thibaults ulvekobbel, hvis man skulle falde over denne roman, som ikke får ret meget opmærksomhed længere. Den fortjener måske ikke ligefrem prædikatet klassiker, men den må absolut ikke gå i glemmebogen.   

Dobbelt op! En kort reklamepause

På lørdag udkommer to bøger, som jeg har været med til at skrive. Min roman Thelema, der dykker ned i metafysikkens og magiens labyrint, og så Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Her er der tale om en mere traditionel spændingsroman, der leger med tid og upålidelige fortællere. Du kan tilmed høre Jacob og mig fortælle om begge bøger i samtale med Amdi Silvestri på Krimimessen på lørdag. Det bliver sikkert en underholdende snak.

Skulle du føle dig fristet, kan du tilmed forudbestille Thelema her og Randvad her.

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

 

 

Bjarne Castella, Det Mystiske Danmark 1 (1979): Om Kusse-Træet og det liderlige spøgelse

Det kan nok accepteres i vore dage, at der findes uforklarlige okkulte hændelser sted. Men spøgelsesryttere? Nej dem vil vi ikke tro på… (s. 40)

Det lille enmandsforlag Castella Press udsendte i 1979 bogen Det Mystiske Danmark, en samling beretninger om mødet med det overnaturlige. Beretninger om gengangere og mystiske evner, der hører hjemme på overtroens overdrev. Eller gør de? Bjarne Castella er i hvert fald overbevist om, at der sker sære, uforklarlige ting rundt omkring i landet, og nu udfolder han sine historier kapitel for kapitel i det, der lanceres som første bind i en serie. Nogen serie blev det dog aldrig til. Der udkom kun dette ene bind, men ikke desto mindre er der tale om en fin lille publikation, der i dag oser langt væk af 70’er-nostalgi.

Paperback, Castella Press 1979. Kolofonen oplyser i øvrigt, at bogen er trykt Skt. Hans aften

En væsentlig del af bogen er udgjort af samtaler mellem Bjarne Castella og mennesker, der har oplevet uforklarlige hændelser. Castella efterlyste folk i avisen, der havde sære historier at fortælle, og resultatet af den efterspørgsel blev til denne bog. Og det er sørme ikke så lidt, som de interviewede har oplevet. En sygeplejerske fra Vesterbro fortæller, hvordan hun kan mærke det i sine hænder, når nogen skal dø. Noget der naturligvis påvirker kvinden meget i kraft af hendes arbejde med syge.

Et andet eksempel er vagtmanden, der en nat oplevede et spøgelse gribe ham om armen, da han nysgerrigt gik ind i et gravkapel ved en kirke på sin vagtrute. Der er også smugleren, som beretter om spøgelsesmunke på Hjelm. Og naturligvis også den sidste beretning, der modsat de øvrige kapitler, afliver et spøgelse. Her forklares den hemmelige sandhed bag historien om et spøgelse ved Vesterborg på Lolland nemlig. En historie der udspringer af en spøjs misforståelse.

Paperback, Castella Press 1979

Alle disse øjenvidneberetninger er imidlertid kun en del af den lille bog. Castella fortæller også om historiske gys – så som legenden om det liderlige spøgelse på Bramminge Hovedgård i Sønderjylland eller bogens absolutte højdepunkt; beretningen om det mystiske ”kussetræ” mellem Præstø og Fakse. Et træ, der angiveligt har været knyttet til okkulte riter og frugtbarhedsritualer siden middelalderen. Castella kan endda berette, at satanister skam fortsat mødes ved træet.

Det Mystiske Danmark er naturligvis en omgang højspændt, sensationssøgende underholdningslitteratur, der selvom Castella løbende understreger sagens alvor, punkterer den alvorlige stemning med små, vittige indskud. Teksten er med andre ord temmelig letbenet. Bogen fortjener imidlertid at blive fremhævet, fordi Castella har omsat sine samtaler og historier til en fortællende, indlevet prosa, hvor der ikke trækkes så lidt på horrorlitteraturens virkemidler.

På vej ind med Kusse-træet

Kapitlerne har med andre ord en dramaturgisk opbygning, der ligner novellens, og navnlig kapitlet om førnævnte ”Kussetræ” er skrevet ganske stemningsfuldt. Castellas førstehåndsberetning om turen ud til træet en mørk nat og opdagelsen af et slukket bål foran stammen kan snildt måle sig med mange af de dansksprogede gysernoveller, vi har set i de senere år.

Jeg har i hvert fald en svaghed for bogens dramatiserede journalistik, der med påtaget alvor opsøger Danmarks mystiske underverden. Bogens tilgang til gyset, for det er afgjort Bjarne Castellas ambition, at læseren skal gyse, er også vigtig. Vigtig, fordi den viser, hvordan den klassiske, afdæmpede antikvariske spøgelsesfortælling, som eksempelvis Walter Scott og M. R. James rendyrkede, kan omsættes til en moderne kontekst og stadig fungere. Castellas forsøg på at stampe gys op fra sagn og mundtlige beretninger er med andre ord en forlængelse af en lang tradition, men noget vi virkeligheden har forsøgt alt for lidt herhjemme – i det mindste i nyere tid. Bogen er dermed et lille, vel nærmest glemt, bidrag til vores genrelittertur.

Sygeplejersken der kan mærke når nogen skal dø

Nu kan det måske lyde som om, Det Mystiske Danmark er en ren skrækperle, men sådan forholder det sig dog ikke. Som sagt punkterer Castella sine kapitler med vittige bemærkninger og friskfyrhumor, der i den grad underminerer stemning. Det gør imidlertid ikke bogen mindre underholdende, og at underholde er i sidste ende Castellas vigtigste ærinde. En stor del af bogens charme, når man sidder med den i dag, hviler da også i den som tidsbillede på Danmark i 70’erne.

Der er en umiskendelig stemning over miljøbeskrivelserne, de lumre vittigheder og ikke mindste Bjarne Castellas fine fotografier, der uløseligt er knyttet til slutningen af 70’erne. Den er afgjort en udløber af den store interesse for mystik og okkultisme, som blomstrede op i slutningen af 60’erne, og selvom Bjarne Castella næppe selv har oplevet det sådan, er den afgjort en del af en bred, kulturel strømning i tiden, der kredsede om mystik og det uforklarlige.

Kusse-træet igen

Er man derfor bare det mindste fascineret af det okkulte boom i 60’erne og 70’erne, er Det Mystiske Danmark en spændende, hjemlig udløber af fænomenet. Alerede forsidebilledet ved træet er ganske fantastisk. Det lidt slørede billede af kussetræet og barnet i den efterårskolde skov går rent ind hos mig.  Det er rigtig svært ikke at blive inspireret af den slags, og det samme gælder mange af de indvendige sort/hvide billeder, der har noget pågående over sig. De skæve kameravinkler og billedernes grynede karakter bevarer noget af den alvor, som kapitlerne ellers hurtigt mister.

Jeg får i hvert fald straks lyst til at digte videre på fotografierne og de historier, som de interviewede fortæller. Og her er vi måske i virkeligheden inde ved sagens kerne, altså det der for alvor tiltaler mig ved bogen. Den leverer helt uprætentiøst nogle mystiske glimt fra et andet, dystert, uforklarligt Danmark. Som barn var det den slags beretninger, jeg slugte råt, når jeg var på bogjagt på biblioteket i Aabenraa, og den slags ”virkelige” beretninger har fortsat deres tag i mig. Og særlig stærkt i tilfældet Det Mystiske Danmark, fordi bogen, uden omsvøb, præsenterer sine historier på en tro-det-eller-lad-være-facon.

Paul Lund i værelset, hvor det liderlige spøgelse driver sit uvæsen

Man ville næppe kunne lave en lignende bog i dag. Derfor kan det godt betale sig at holde udkig efter Det Mystiske Danmark, når du går forbi dit lokale antikvariats rodekasse næste gang. Der er nemlig små guldkorn at hente her, om ikke andet i form af et pust fra et Danmark af i går.

Og en ting er i hvert fald sikkert – jeg skal ned og se kussetræet!

 

 

J. Robert King: Mad Merlin (2000): Götterspeise af den tunge slags

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Jeg har en svaghed for Kong Arthur-legenden, og selvom jeg efterhånden har læst ret mange fortolkninger og omfortolkninger af historien, bliver nye udgivelser ved med at have en vis tiltrækning på mig. En af disse er J. Robert Kings trilogi fra begyndelsen af 00’erne, som jeg har haft et godt øje til i noget tid. Mad Merlin, seriens første bind, fik en del opmærksomhed, da det udkom i 2000, fordi Kings greb om myten er usædvanlig, om end måske ikke så radikalt innovativ, som det flere steder har været hævdet.

Ikke overraskende er troldkarlen Merlin hovedfigur i første bind. Vi introduceres ganske vist til et stort udsnit af Arthur-kredsens faste persongalleri, men mod skik og brug har King gjort den ellers typisk uudgrundelige troldmand til bogens egentlige omdrejningspunkt. Ikke at vi bliver meget klogere på Merlins væsen af den grund, for noget helt almindeligt menneske er han ikke. Ikke desto mindre får vi lov til at følge, hvordan Arthur vokser op, trækker sværdet ud af stenen og tilkæmper sig Englands trone – alt sammen set fra magikerens perspektiv. Alene det giver romanen et andet præg end den typiske Arthur-fortolkning, men Kings projekt med bogen er mere omfattende.

Paperback, Tor Books 2001

Mad Merlin er et festligt kludetæppe af ældre, religionshistoriske teorier, som Robert King får strikket sammen til sin egen kosmologi. En kosmologi baseret på den tanke, at alle guder, alle mytologier, bygger på realiteter. Antikke guder, de nordiske guder, de keltiske guder osv. har alle eksisteret og har alle haft indflydelse på menneskenes verden, præcis som fabelvæsner, alfer, drager og andet godt har haft og stadig har det. De gamle guder må imidlertid se i øjnene, at de har mistet magten, fordi kristendommen er skyllet over det Europæiske kontinent og har vippet mange af dem af pinden.

Romanen har dermed ikke så lidt til fælles med Neil Gaimans underholdende American Gods, blot synes King mere konsistent i sine tanker bag romanens mytologi. En central tanke i bogen synes således lånt fra James George Frazer. Her har King nemlig fisket den metafor, at nye guder konstant sluger deres forgængere og derved bliver stærkere. En cyklisk tanke, der forklarer, hvordan karaktertræk i mytologier kan nedarves og registreres diakront gennem europæiske og mellemøstlige gudeforestillinger. Det er i hvert fald en af Frazers pointer i The Golden Bough. I det tankesæt indsætter Robert King sin Arthur-historie og dermed også vores hovedperson Merlin.

John Robert King

Da bogen åbner, er Merlin kun en gådefuld skikkelse fra legendernes land, men Uther Pendragon – Arthurs far – beslutter sig for at søge troldmandens hjælp i sin kamp for tronen. Som bogens titel antyder, er den Merlin, som Uther møder, alt andet end nyttig. Troldmanden er gal og senil uden fornemmelse for tid og sted. En kim, en gnist, et glimt af fremtiden, når imidlertid frem til den omtågede troldmands bevidsthed, da han står over for Uther. Skæbnehjulet sættes derved i bevægelse, og hændelser sat i gang, der leder frem til Kong Arthurs tronbestigelse en menneskealder senere.

Merlin er, som sagt, ikke noget almindeligt menneske eller nogen almindelig troldmand for den sags skyld. Han er ingen anden end den faldne gud Jupiter, der nu må vandre forarmet og impotent på jorden, fordi Lysbringeren, Jesus, har slået ham af tronen, præcis som de kristnes gud er ved at feje alle andre af de gamle guder af banen. Tilmed må Merlin leve den tort at være blevet forbandet af kaotiske kræfter, der ønsker ham gal og glemt.

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Den kristne gud er måske nok en kærlighedens budbringer for sit følge, men for de ældre guder og deres folkeslag er kristendommen en gift, der forandrer landet, dræber magien og transformerer verden til ukendelighed. Kong Arthur vokser op under Merlins beskyttelse og for hver dag den kommende konge bliver stærkere, kan Merlin huske mere om sit tideligere liv og rollen som gudernes fyrste. Han forstår, at Arthur er nøglen til at skabe en balance mellem nyt og gammelt. Arthur er kongen, der kan forsone de gamle, døende panteoner med den kristne gud. Ikke alene kan han samle England, samle landet, han kan også samle de kosmiske kræfter, der regerer verdensaltet.

Symbolet på denne forsonerrolle er sværdet Excalibur, som Arthur hiver ud af stenen, og sværdets magiske skede Rhiannon. Sværdet er uovervindeligt, og skeden gør sværdets bærer usårlig. Sammen udgør sværd og skede en forening af gammelt og nyt, liv og død og penis og skede, det udadvendte og indadvendte. Sværdet er korset og Jesus’ ødelæggende kraft, mens skeden er den gamle tro og dets feminine, livgivende evner.

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Alt dette er faktisk ganske godt tænkt og spændende læsning, fordi King tydeligvis har lagt tanker bag romanen. Der er en intellektuel dybde bag hans svulstige legende, som afgjort er besnærende og stimulerende. King har da også formået at trække overraskende akser gennem bogen, der gør spørgsmålet om godt og ondt kompliceret og hyllet i gråtoner. Aksen mellem nyt og gammelt er således oplagt, det samme er oppositionen mellem gamle guder og den monoteistiske kristendom. Samtidig har vi autonome kræfter, som den dystre Morgan, der vanen tro arbejder for sin halvbror Arthurs fald, og den evigt svigagtige germanergud Loke, der ligeledes arbejder ud fra egne idéer.

Bogens fjendebillede er med andre ord ikke det sædvanlige rendyrkede godt-mod-ondt-perspektiv, men nærmere en tåget kamp om hvilken vej verdensaltet skal flyde ind i fremtiden. Hvor meget skal det gamle betinge det nye, og kan det tillades, at det nye helt udsletter alt, der var tidligere?

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Den slags tanker er fascinerende at lege med, og var det ikke fordi, at Robert Kings prosa er simpel og fersk, ville Mad Merlin være en fremragende bog. Desværre er der også noget trægt over teksten, fordi King dybest set var mere interesseret i sin kosmologi end selve fortællingen. Måske tænkte han, at Arthur-legenden er så velkendt, at han ikke behøvede at genfortælle den med samme omhu, som han ville fortælle en historie, han helt havde digtet selv. Her har King muligvis også ret, men desværre føles handlingen i Mad Merlin mere som et referat af en historie end en egentlig fortælling.

eksten hviler ikke i sig selv og bevæger sig hele tiden op i et storladent, episk leje, hvor detaljerne fortoner sig, og King får plads til sine metafysiske idéer. Men dermed gør han det også vanskeligt at skabe en indlevelse i Arthur og riddernes gøremål. Alt holdes ude i armslængde og forbliver distancerede beskrivelser uden megen virkning. Der er ærgerligt, ikke fordi jeg normalt går meget op i plot og historie, men fordi King sætter sig mellem to stole. Han vil både udfolde sin spændende ramme for romanen og samtidig genfortælle Arthur-legenden, men det sidste bliver aldrig andet end et påskud for det det første, hvorfor idé og handling aldrig kommer til at gå i takt.

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Romanens træghed desuagtet er der kamp og kage nok til, at man ikke behøver frygte at kede sig længe ad gangen. Robert Kings Arthur-historie bevæger sig helt ind i det Wagneriske eventyrland, hvor riddere går klædt i pladerustninger og kæmper med gigantiske sværd og lanser. Og kæmpet, det bliver der i den grad. Bogen er blodig; rigtig blodig. Der kløves hoveder, hugges lemmer af og tilmed kan fantasy-fans glæde sig over, at der også optræder trolde, kæmper, alfer og andet godtfolk i bogen. Alt sammen noget, der igen og igen tørner sammen i episke slag om Arthurs ret til tronen og kampen om fremtiden.

Det er i virkeligheden ret fornøjelig læsning, også selvom Kings svage pen ikke formår at lade enderne mødes. Bogen er imidlertid et intelligent bud på en Arthur-fortolkning, der viser, at vi kan blive ved og ved med at fortolke myterne. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det i sig selv er da en ganske livsbekræftende tanke.

David Pinner, Ritual (1967): I The Wicker Mans skygge

Paperback, Finders Keepers 2010. Forsiden gentager den oprindelige udgivelse fra ’67. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har tegnet den fabelagtige forside. Jeg er helt pjattet med den – et stykke prima psykedelisk kunst

I sin debutroman Ritual fra 1967 tager dramatikeren David Pinner os med på et udsyret rædselstrip til det landlige England. Bogen er en bizar fortælling. Handlingen snor sig sidelæns frem og gennemsyres af pludselige metakommentarer fra forfatteren, impulsive sidespring i historien og lange dialoger. Alt sammen ting, der gør Ritual til alt andet end hverdagskost. Og ligegyldigt hvor ofte den bliver fremført som horrorroman, ændrer det ikke ved, at den er andet og meget mere end gys, hvis den da i det hele taget kan defineres som gyser.

Handlingen kan i grove træk beskrives som et mordmysterium. En lille pige dør under, hvad der umiddelbart antages at være en ulykke, da hun leger i et stort egetræ uden for landsbyen Thorn. Ulykken påkalder sig imidlertid kriminalbetjenten David Hanlins opmærksomhed, fordi han instinktivt fornemmer, at der må være tale om et mord.

Paperback, Finders Keepers 2010

Hanlin er ikke nogen helt almindelig betjent. Han er nemlig ude på en sær heksejagt mod en okkult tilstedeværelse i det ellers velfriserede England. På næsten Lovecraftiansk vis får Pinner antydet hekse og satanisters eksistens i den smilende landidyl, og det er præcis dette uvæsen, kriminalbetjent Hanlin har sat sig for at bekæmpe – og det mere eller mindre uden sine overordnedes tilladelse.

Snart viser det sig da også, at alt ikke er, som det bør være i landsbyen. Meget tyder på, at pigen rent faktisk blev myrdet i en form for rituel ofring under egetræet, og hvad værre er – hele landsbyen dækker over noget. Måske var flere af landsbyboerne med i drabet på pigen? Ja, måske blev offeret endda udført af pigens nærmeste familie!

Paperback, Arrow Books 1968. Billigbogsudgaven der udkom året efter bogens første lancering. Denne opnår ikke helt samme priser på nettet, som den oprindelige hardcover-udgivelse

Spørgsmålene er mange, og Hanlins efterforskning bliver hurtigt ganske vanskelig, fordi landbyens indbyggere trækker betjenten rundt ved næsen og holder ham for nar. Faktisk er det nærmest som om, indbyggerne opfører en form for maskerade, der skal aflede Hanlins opmærksomhed fra den midsommernat, som hastigt nærmer sig.

Ved at beskrive plottet i Ritual sker der en kunstig stramning af teksten, som gør den mere konform, end den rent faktisk er. Sammenblandingen af paranoia, okkultisme og sort humor gør afgjort bogen til en atypisk kriminalroman, men dertil kommer David Pinners groteske persongalleri og ikke mindst det sært kringlede, betagende sprog.

Vores hovedperson David Hanlin er eksempelvis en puritansk fanatiker, der på nærmest vampyrisk vis kun dårligt tåler sollys og må gå med solbriller for at beskytte sit syn. Faktisk er han så modbydeligt usympatisk, at David Pinner et sted henvender sig direkte til læseren og spørger, om ikke Hanlin vitterligt er et frastødende menneske! Mr. David Hanlin really is a distasteful homo sapien, isn’t he? (s. 32). Dertil kommer landsbypræsten, der tilsyneladende ikke længere kan tage sin tro alvorligt. Hans kristendom er blevet et spørgsmål om teatralsk retorik, og mon ikke han har indset, at de sande guder findes et helt andet sted? Så er der også den fallerede sataniske skuespiller, som bor på herregården og tydeligvis er i besiddelse af en form for overnaturlige evner samt den hysteriske mor til den dræbte pige, der opfattes af alle som heks, og den ekstremt liderlige teenagedatter Anna og så fremdeles. Alt sammen karikerede, groteske figurer, der bugner af ordtunge metaforer og hengemt ubehag.

Hardcover, Chivers Press 2012

Der er afgjort noget kafkask over Ritual, hvor fremmedgørelsesmotivet gennemspilles for fuld udblæsning. Og helt konkret citeres Kafka da også i form af i de tre navnløse arbejdsmænd, der tilsyneladende altid optræder i gruppe og fungerer som en form for bisiddere til alle romanens burleske optrin. Der er imidlertid ikke noget kafkask over Pinners sprog.

Romanen er overlæsset, fyldt til bristepunktet med billedtungt prosa. Den svinger mellem det nærmest hypnotiserende, som i bogens åbning, der måske er en af de bedste, jeg har læst meget længe, til det tåbeligt komplicerede. Der er stor skønhed i åbningens beskrivelse af den døde pige, der ligger i græsset under det gamle egetræ, mens en sommerfugl leger omkring hende. Men arkadiske passager som denne må konstant rømme pladsen for sorte, satiriske beskrivelser, som da Pinner sætter ord på herregårdens hushovmesters tænder:

Martin smiled. He was all gums, pink gums. His teeth were like a four year old’s, very tiny and eager to bite anything. Absolutely anything (s. 104).

For Pinner handler det om at vise os den moralske råddenskab under overfladen. Solen skinner, og alt ånder fred i landidyllen, men man skal blot kradse en smule i skønmaleriet, før en pilrådden underverden kommer til syne. Og kriminalbetjent Hanlin ikke bare piller, han river i overfladen og blotlægger den okkulte, uforskammede underverden fyldt med sex, begær og hedensk livssyn. Men dets mere Hanlin blotter, dets mere spørger vi os, hvem der egentlig er den afsporede – landsbyens hedninge eller den asketiske betjent? Ritual udforer den konservative Hanlins verdensbillede – og dermed udfordrer Pinner hele det konservative Englands moral.

Paperback, Ediciones Alpha Decay 2014

Ritual er et stykke 60’er-modkultur, der bruger satanisme, sex og okkultisme som spejl rettet mod den ældre generation og deres hykleriske forestillinger og ret og orden. En pointe, der til stadighed skærpes og udfoldes i sin definitive form, da Hanlin på romanens sidste side endeligt finder frem til bogens morder.

Den verden, David Pinner åbner med Ritual, er fremmedartet og vanvittig, men mest af alt er den tung og fyldt med indtryk. Landskabet og naturen presser sig på i romanen som en faretruende, vild kraft, der hele tiden ligger på lur, parat til at sluge det såkaldt civiliserede (kristne) menneske. Alle bogens vilde, erotiske, okkulte og morderiske dele udspiller sig hovedsageligt under åben himmel ude i skoven, på marken eller ved kysten. Det sker ikke inde i byen, men derimod ude hvor bakkerne er vildsomt overgroende. Natur og menneske står i opposition i bogen – og selvfølgelig er der her tale om en indre konflikt mellem puritaneren Hanlin og landsbyens fordærvede skikkelser.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Ritual er en fascinerende bog. Det er en kompliceret og skæv roman, men derfor også en roman, der er langt mere interessant end så meget andet. Den udfordrer genreskel, udfordre læseren sprogligt og skaber et univers fyldt med skønhed, hengemt, overmodent natur og menneskelig tåbelighed.

Ritual er afgjort et stykke kunst, der fører os helt tæt ind på livet af et England i en brydningstid. Den sætter metaforisk ord på generationskløften og giver og et fremragende blik på det såkaldte ungdomsoprørs kamp mod forældregenerationens omklamrende moralbegreber. Alt sammen sovset ind i gys, okkultisme og kropsvæsker – Fabelagtigt!

Normalt nævner jeg ikke filmatiseringer, men Ritual er en undtagelse. Dels fordi romanens skæbne er nært knyttet til en film og dels fordi vi her har fat i en af mine yndlingsfilm. Det drejer sig om den ikoniske The Wicker Man fra 1973. Ritual er således næsten bogen bag filmen – forstået sådan, at der indledningsvist var tale om en egentlig filmatisering, men romanforlægget blev pludselig forkastet og Anthony Schaffer skrev i stedet et manuskript baseret på egne idéer. Alle der sammenligner Ritual og The Wicker Man vil imidlertid finde så mange lighedspunkter, at det grænser til en krænkelse af Pinners ophavsret, når han ikke krediteres i filmen.

The Wicker Man, filmplakat 1973. Den ikoniske “wicker man pryder naturligvis plakaten. Han optræder ikke i bogen – så er det afsløret

Ritual udkom oprindelig i et ganske lille oplag, og tilknytningen til The Wicker Man har gjort den til et eftertragtet samlerobjekt. Bogen har derfor opnået skyhøje priser på Nettet, men heldigvis genoptrykte det lille indiepladeselskab Finders Keepers bogen i 2010 og gjort den tilgængelig igen. Tak for det. Senere har andre fulgt trop, men ingen andre har genbrugt bogens fantastiske, oprindelige forside. Ikke desto mindre kan vi nu alle opleve Pinners formidable, vanvittige prosa, der står for læseren som et på samme tid smukt og hæsligt stilleben, fyldt med fordærvet mundgodt.

Læg i øvrigt vejen forbi Finders Keepers. De udsender glemte, sjældne psykedeliske ting fra 60’erne og 70’erne – også nogle scores og soundtracks fra genrefilm. Jeg er sikker på, at du finder et par ting, der kunne være interessante at se nærmere på.

 

Et tidligt interview med Don Juans lærling

I halen på søndagens omtale af Theodore Roszaks fantastiske roman Flicker får I her et ganske interessant radioprogram fra 1969, hvor Roszak interviewer ingen mindre end Carlos Castaneda. Jeg var dybt optaget af The Teachings of Don Juan (1968), da jeg læste den for første gang som teenager, og bogen har faktisk aldrig helt sluppet sit tag i mig. Som fiktion er den en fabelagtigt dragende bog, der inviterer til eskapistiske drømme om andre virkeligheder og ældgamle hemmeligheder.

Paperback, Penguin Books 1970

Castaneda blev jo senere afsløret som akademisk fupmager, der havde lånt, digtet og stjålet sine meskalin-ansporede oplevelser fra andres bøger om shamanisme og indiansk kultur. Ikke desto mindre endte Castaneda som bekendt som hovedrig sektleder, der formentlig trak flere kvinder med sig i døden, da han stillede tøflerne i ’98. Den transformation havde man næppe set komme i ’69 da den spage antropolog fortalte Roszak om sine oplevelser.

The Teachings of Don Juan var den naturligvis kontroversiel på udgivelsestidspunktet, men den virkede som benzin på tidens progressive miljøer. Derfor er det også helt naturligt, at den store countercultre-kender Theodore Roszak skulle interviewe Castaneda, den vordende akademiske superstjerne. Prøv at lyt til programmet og hold dig for øje, at alt hvad Castaneda fortæller, mere eller mindre er fup.

Carlos Castaneda (25. december 1925 – 27. april 1998)

Er der antydninger af vantro bag Roszaks spørgsmål? Måske. Roszak fanger i hvert fald meget præcist hvorfor The Teachings of Don Juan er så fascinerende – uanset om den er fup eller ej.

T.E.D. Klein, The Ceremonies (1984): Ondskaben glemt under modernitetens fernis

Hardcover, Viking Press 1984. Den fine omslagsillustration er af David Palladini

T.E.D. Kleins produktion er forbløffende lille, frustrerende lille faktisk. Der kan nemlig ikke herske nogen tvivl om, at han er en af de 80’ernes mest distinkte horrorforfattere. På samme måde som Robert Aickman skriver Klein ud fra en dyb, litterær traditionen. Han skriver med tidligere giganter som Machen, Blackwood, og Lovecraft i ryggen, men som Aickman gør han traditionen til sin egen. Fylder den med samtidighed og skaber gotik, der hverken er pastiche eller plagierende. Alt det finder man ikke udtrykt bedre noget sted end i debutromanen The Ceremonies fra 1984. En roman der i det store og hele er en genbearbejdning af Kleins kortroman “The Events at Poroth Farm” fra 1972.

Med The Ceremonies tager Klein os ud på landet. Men det er ikke bare landet som sådan. Han fører os ud i et tungsindigt vildnis med lurende, diabolske kræfter. Et vildnis, der i den grad er et ekko af Lovecrafts mytologiske New England.

Hardcover, Viking Press 1984

Ude i vildnisset møder vi det lille religiøse kvækerlignende samfund i Gilead, New Jersey. Litteraten Jeremy Freirs har lejet et hus på en gård i landsbyen, hvor han planlægger at tilbringe sommeren. Han har valgt det afsides sted for at få ro til at arbejde på sin afhandling om gotisk litteratur, og samtidig for at få læst sig gennem de værker, han skal bruge i sin undervisning om samme emne det kommende semester. Sommeren tegner godt for den unge forsker, til trods for, at han, som udpræget bymenneske fra New York, har lidt svært ved at vende sig til de primitive forhold på gården.

Skæbnen vil, at Jeremy møder den unge bibliotekar Carol kort tid før, han skal forlade byen. De beslutter at holde kontakt hen over sommeren og aftaler, at hun skal komme ud til Gilead for at besøge ham. Men der bliver knyttet flere uventede bånd, da Carol pludselig får tilbudt ekstraarbejde som forskningsassistent hos den lidt mærkværdige pusling af en mand ved navn Mr. Rosebottom – også kaldet Rosie. Han er folklorist af en slags og arbejder på en bog om gamle ceremonier. Carol skal læse og sammenfatte tekster for ham, hvilket alt sammen er godt og fint, i hvert fald på overfladen.

Theodore “Eibon” Donald Klein (født 15. juli 1947)

Vi kommer også tæt ind på livet af det unge ægtepar, Sarr og Deborah Poroth, der har lejet huset til Jeremy. Vi hører om deres problemer med at få gården til at løbe rundt og deres indre tvivl om Gilead-sektens strenge, komfortfjendtlige overbevisninger.

Men, men, men… noget er selvfølgelig i gærde. Jeremy, Carol og ægteparret Poroth har ikke krydset skæbner tilfældigt. Noget større fører dem sammen som brikker i et puslespil. Et dystert spil om ældgammel ondskab, der lurer i landskabet ved Gilead.

Klein lægger ikke skjul på, at den store orkestrator bag det hele er Rosebottom – uskyldige lille Rosie, der umiddelbart fremstår så harmløs. I det navnløse ondes tjeneste har han planlagt den grandiose ceremoni, der skal give form til et ondt væsen, som for længe siden blev fordrevet fra verden.

From Beyond the Dark Gateway 2, december 1972. Fanzinet hvor kortroman “The Events at Poroth Farm” blev trykt for første gang

Ceremonien ligger implicit beskrevet i Machens novelle ”The White People” (1904). En historie som Klein løbende refererer til, og som Rosie faktisk selv fortæller, indeholder viden om det ritual, der skal ske. En finurlig intertekstuel leg, der bliver udbygget i kraft af Jeremys læsninger af gotisk litteratur. Løbende reflekterer Jeremy over de sære hændelser, der sker omkring ham på gården og spejler dem i bøgerne, han læser. Det er mesterligt at følge, hvordan Klein spænder sit litterære net ud gennem The Ceremonies og lægger små fortællinger i fortællingen, der tydeligt viser, hvilke klassiske historier Klein skriver sig sammen med.

The Ceremonies handler om mange ting; religiøsitet, forholdet mellem pligt og individuel frihed, men det er især forholdet mellem modernitet og tradition, der sættes i centrum. Det er ikke bare land og by Klein kontrasterer og sammensmelter i bogen, han lader to epistemer, to tankesystemer tørne sammen. Bymennesket Jeremy rejser ind i en anden verdensforståelse, som han oplever som arkaisk og bagstræberisk. Omvendt oplever folkene i Gilead, at Jeremy kommer fra en ugudelig falsk verden, der forvansker alle værdier. Noget der spores helt ned i Jeremys navn. Jeremias (Jeremiah) er sekten i Gileads vigtigste bibelske profet, og forvanskningen af profetens navn til Jeremy er på det nærmeste indbegrebet af bymenneskernes troløshed.

Paperback, Bantam Books 1985. Første paperbackudgave

Pointen er imidlertid, at ligegyldig hvor fremmedgjort Jeremy føler sig over for Sarr og Deborah Poroth, så er de ham meget nærmere end den ældgamle ondskab, der langsomt overtager styringen af deres liv. Uden at vide det står Poroth-familien og resten af deres sekt på det modernes side, og præcis som bymenneskene er de blinde for de kræfter, der lever under den moderne kulturs fernis.

The Ceremonies er en lang, jeg er nærmest fristet til at sige, udførlig roman. Der ligger en pertentlighed bag Kleins gradvise opbygning af historien, som måske på overfladen ligner en King’sk eller Straub’sk fortællestrategi. Klein er imidlertid hverken et snakkehoved som King eller en detaljerytter som Straub. Der ligger ganske enkelt en fabelagtig præcision i Kleins sprog, der gør, at han side for side nærmer sig den modbydelige ceremoni, der skal afslutte det hele. Han spiller ping-pong mellem sine hovedpersoner, springer i fortællervinkel og tempo, men konsekvent med henblik på at rulle historien frem mod dens uundgåelige kulmination. At læse The Ceremonies er lidt som at se en gryde med vand, der langsomt kommer i kog. Tung og mastodontisk begynder bogen gradvist at syde og gør det hurtigere og hurtigere.

Paperback, Pan Books 1986

Kleins selvsikre håndtering af teksten gør også, at man som læser aldrig tvivler på det overnaturliges berettigelse eller troværdighed. Ved at kamuflere både bogens ”onde” og dets håndlangere i et aldrig fuldt afdækket tusmørke, der kun eksisterer i et referentielt forhold til andre gotiske værker, forbliver de skræmmende skygger uden ansigt. Men man skal ikke være bange for, at det hele er ren dans om den varme grød. The Ceremonies eksploderer både i grusomme, ekspressive scener med mord og smerte, og ganske, ganske ubehagelige, underspillede scener. Der er blandt andet en sexscene i bogen, som sikkert vil få de fleste til at få kuldegysninger (Deborah was so dry…).

The Ceremonies er et mesterværk, intet mindre. Det er en intellektuel bedrift, der skyder kreative gnister i alle retninger. Men samtidig er det også en bog, der yder læseren modstand, fordi den folder sig så langsomt ud. Som læser går man på det nærmeste på opdagelse i Kleins verden, og det forunderlige er, at man aldrig er helt sikker på, hvad der findes bag næste kapitels slør.

Paperback, Martínez Roca 1987. Spansk udgave af romanen

Neil Gaiman, American Gods (2001): Postmoderne Götterdämmerung

Hardcover, Headline Books 2001

Den produktive Neil Gaimans bog American Gods fra 2001 er et digert værk på over 500 sider. Det er en ambitiøs roman, fyldt med karakterer og steder. Shadow, historiens hovedperson, rejser på kryds og tvær af USA, besøger velkendte lokaliteter og små fiktive udørkner. Jeg havde egentlig frygtet, at det ville blive en lang og ufokuseret læseoplevelse, men her blev mine bange anelser gjort til skamme. Gaiman griber sin læser på første side og slipper ikke grebet før sidste side er vendt.

Førnævnte hovedperson Shadow sidder i spjældet for vold. Han begik et røveri med to andre, der efterfølgende forsøgte at snyde ham for sin andel. Som hævn tæskede Shadow, hvis rigtige navn vi i øvrigt ikke kender, de to kumpaner og endte med at få en dom for overfaldet. Da vi kommer ind i historien, har han kun få dage tilbage af sin straf. Han kan løslades før tid på grund af god opførsel, men uventet slipper han endnu tidligere ud. Shadows kone er nemlig omkommet i en trafikulykke.

Hardcover, Headline Books 2001

En trist begyndelse på et liv i friheden, fordi Shadow nu er alene. Ingen familie, ingen venner og det arbejde, han troede ventede på ham, forsvinder også hurtigt. Midt i det moras, som Shadows liv har udviklet sig til, træder den enigmatiske hr. Wednesday ind på scenen. Den gamle, lidt fallerede herre kender mærkværdigvis ganske meget til Shadows baggrund og tilbyder ham arbejde som livvagt. Shadow, der er en stor fyr, tager imod jobbet, og det bliver begyndelsen på en mystisk tour de force gennem et parallelt, magisk Amerika.

Konceptet bag Gaimans roman er, at alle guder og mytiske skikkelser, som menneskeheden nogensinde har dyrket og tilbedt, findes. Guderne næres ved at blive dyrket aktivt. Når deres tilbedere begynder at falde fra, svækkes guderne og henvises til en skyggetilværelse som udødelige eksistenser på randen af samfundet. Sagen er den, at guderne går iblandt os. De lever i skjul og forsøger at overleve på de muligheder, de nu har. De betyder tricks, småmagiske handlinger og god gammeldags svindel. Ikke nogen køn tilværelse for stolte navne fra den græsk/romerske eller nordiske mytologi, for ikke at glemme de mellemøstlige og indiske guder.

Neil Richard MacKinnon Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det sådan, at der bliver ved med at komme nye guder til flokken, som samfundet udvikler sig. De nye guder har ikke meget tilfælles med gamle navne som Kali og Thor – de er guder for IT, biler, medier osv. Da Shadow bliver hyret af Wednesday, der snart viser sig at være ingen ringere end gode gamle Odin, er der problemer i sigte. Det trækker op til storm, som Wednesday så poetisk formulerer det. De unge guder har erklæret de gamle guder krig. Wednesday har derfor sat sig for at mobilisere de gamle guder til modstand, hvilket er lettere sagt end gjort. De fleste af guder er nemlig egocentriske enspændere, der ikke giver meget for den fælles sag. Tonen får dog snart en anden lyd, da det går op for dem, at det stormvejr, det trækker op til, meget vel kan komme til at koste dem livet.

Der er noget pompøst, storladent over Gaimans roman. Den har hele fantasygenrens selvhøjtidelighed som klangbund, men som barn af sin tid punkterer Gaiman stereotyperne og lader det store, det episke udspille sig uden for handlingen. Vi følger i stedet Shadow, der ved første øjekast er en typisk protagonist. Stor, slagkraftig og god, men i stedet for at indtage en hovedrolle i gudernes kamp, tumler han rundt i historien som en anden Philip Marlowe, der gang på gang får tæsk og må konstatere, at han ikke forstår, hvad der sker omkring ham.

Paperback, HarperCollins 2002

Shadows historie bliver dermed en intim beretning, midt i det episke, og det er uendeligt befriende. Samtidig har Gaimans roman noget bittersødt Alan Moore’sk over sig. Guderne er alle sammen en flok kulørte antihelte. Drikkende, brovtende gamle mænd og kvinder med dumme dagligdags problemer. Det greb er i sig selv måske ikke specielt originalt, men det er underholdende. Det fortælles eksempelvis, at Thor skød sig selv i 1920’erne, fordi han ikke længere kunne finde sig til rette i verden. Den slags detaljer gør bogen sjov, fordi Gaiman konstant fodrer os med små overraskende anekdoter.

Midt i al handlingens bulder og brag, skinner romanens egentlig ærinde imidlertid tydeligt igennem. American Gods er meget mere end bare en fantasy-fortælling; det er en bog om kulturelle værdier. De gamle guder rejste til Amerika i immigranternes sind som blinde passagerer. En for en har de krydset Atlanten og pludselig fundet sig selv i helt nye omgivelser. Guderne bliver her et billede på immigranternes kulturelle ophav, deres baggrund og arv. Denne arv bliver konfronteret med den amerikanske drøm, der nærer nye guder; det vil sige nye værdier. Gammelt og nyt kommer derfor hurtigt i clinch – for kan man tilpasse sig det nye, uden det medfører et tab af det gamle?

Hardcover, Au diable vauvert 2002. Fransk udgave af romanen

Man kunne måske frygte, at Gaiman ville lefle for den klassiske kultur og sætte det gamle højere end det nye. At lade ”de gamle guder” fremstå som det ægte og guderne for IT og bilindustri stå som hule, falske billeder uden værdi. Til en vis grad er det faktisk også, hvad Gaiman gør, men ikke helt. Han foretager nemlig løbende drejninger i handlingen, der viser kulturværdiernes relativitet. Han smadrer dermed de romantiske forestillinger og viser, hvorfor samtidens guder har samme relevans som fortidens.

Her vil jeg så også, lidt kritisk spørge, hvorfor Gaiman ikke tog skridtet fuldt ud og indlemmede Jesus, Gud, Allah og alle de andre figurer fra verdensreligionernes katalog. Det føles lidt som om, at Gaiman kniber uden om de potentielt provokerende elementer i romanen, der ligger implicit i den kosmologi, han beskriver. En lidt mere konfronterende facon havde måske udnyttet den side bedre.

Paperback, Headline Books 2005

American Gods er en bog om den amerikanske drøm. En bog om drømmens skyggeside, drømmens brutalitet. Det er imidlertid også en bog om drømmens frigørende kraft og potentiale. Faktisk kan man læse romanen som én lang kærlighedserklæring fra briten Neil Gaiman til det amerikanske landskab og dets befolkning. Ikke nationen USA som sådan, men landet og dets indbyggere i al dets spraglede mangfoldighed. På den led bliver bogen et hjertevarmt portræt af en nation, der på afstand er sammensat og uforenelig, men på nært hold bliver til betagende steder, scener og øjeblikke fyldt med kultur, mening og identitet.

Hardcover, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2013

Teddy Vork, Ex (2012): Tiden læger ikke alle sår

Hardcover, Tellerup 2012. Den ferske forsideillustration er lavet af Mette B. Klausen

Antikkens grækere opstillede et alter til Lethe, til glemslen, på Akropolis – deres vigtigste tempel. Alteret blev brugt i forbindelse med borgerkrig, fejder og store uoverensstemmelser. Efter endt konflikt ofrede de stridende parter ved alteret og hengav på den led rituelt deres stridigheder til glemslen. Idéen er fascinerende, fordi den giver form til nogle alment menneskelige vilkår. Glemsel er en nødvendighed, hvis vi som individer skal kunne navigere uden konstant at blive tynget af alle fortidens konflikter.

Det dårlige må nødvendigvis glemmes, hvis fortiden ikke skal æde sig ind på nuet og fremtiden. Man kan tale om en glemslens nødvendighed. Men helt så enkelt er det ikke, for man kan mene, at nogle uhyrligheder er så omfattende, at de ikke må glemmes. At Holocaust eksempelvis er et så afgørende kapitel i menneskets nyere kulturhistorie, at det grundlæggende har ændret vores syn på, hvad mennesker er i stand til at gøre. At glemme vil i det tilfælde være en løgn og en videreførelse af selve overgrebet. På en noget mindre skala kan man måske lytte til Freud, der vil sige, at glemsel – både af det ubehagelige og behagelige – ikke er mulig. Vi kan undertrykke følelserne, stuve dem af vejen, men de vil altid ligge og murre et sted i underbevidstheden.

Hardcover, Tellerup 2012

Det var en lang smøre, men ikke desto mindre væsentlig, fordi det er i dette terræn, Teddy Vork navigerer med romanen Ex. Her tager han udgangspunkt i det for skræklitteraturen velkendte tema om fortiden, der hjemsøger nutiden. Mere præcist bliver bogens hovedperson Edmund hjemsøgt af ungdomskæresten Regitze. Forholdet var ungt og stormfuldt. De nåede at flytte sammen i en kort periode efter gymnasiet, før det gik skævt imellem dem. Efterfølgende har Edmund ikke tænkt meget på Regitze og det med god grund, for som det ret hurtigt står klart, var Edmund formentlig skyld i bruddet.

Edmund er flyttet tilbage til Esbjerg efter endt studietid og bor sammen med Agnete og deres toårige søn Andreas. Edmund underviser på et af de lokale gymnasier, men drømmer i virkeligheden om en karriere som filmskaber. Han har lavet en dokumentarfilm, der høstede roser, og nu arbejder han på et nyt dokumentarprojekt. Et projekt om familier, der blev fordrevet fra deres hjem, da der skulle anlægges et stort militært øvelsesområde.

Teddy Vork (f. 1977)

Regitze og tiden med Regitze har, som sagt, været glemt eller fortrængt, men en aften får Edmund pludselig at vide, at Regitze er død. Ud af det blå bliver fortiden nærværende. Oplysningen overvælder Edmund, der bliver mere og mere opslugt af Regitze, årsagen til hendes død og tiden med hende. Fortiden presser sig på og vil ikke afvises.

Det er imidlertid andet og mere end bare gode og dårlige minder, der optager Edmund. Han begynder nemlig at se Regitze; se hendes hvide kadaver. Først er det bare som et sløret ansigt, et flygtigt glimt, men gradvist bliver manifestationerne mere præsente og truende. Regitze er tydeligvis ude efter en eller anden form for kontakt eller hævn – men hvorfor?

Edmunds jagt efter svar fører ham vidt omkring, både ud i teologiske og okkulte tekster, men også tilbage i det fortidens land han egentlig havde lagt bag sig. Det nu smertefulde land han rømmede, da han gik fra Regitze. Præcis som i den dokumentarfilm, han laver, bliver han imidlertid nødt til at besøge fortidens golde tomter, der har stået upåagtet hen. Og det, han opdager i ruinerne, er absolut ikke noget, Edmund er glad for at se.

Ex er en klog og stemningsfuld roman. Teddy Vorks leg med fortid og nutid er fascinerende og inspirerende, især fordi han formår at skrive en spøgelseshistorie, hvor spøgelset er præcis så virkeligt, som læseren har lyst til at gøre det. Bogen kan læses som en psykisk deroute, og bogen kan læses som en voldsom paranormal hjemsøgelse. Hvilken tolkning man anlægger, er sådan set lige meget, fordi romanens rammeværk forbliver det samme. Fortiden kan ikke fornægtes, og den hjemsøger os.

Paperback, Tellerup 2010. Vorks roste debutroman

Et af de væsentlige elementer bag bogens virkningsfulde udtryk er dens indlejring i det stedspecifikke. Handlingen udspiller sig i og omkring Esbjerg, og det realiserer Vork til fulde. Ikke bare ved at nævne gadenavne og steder, men på et dybere niveau. Han gør nemlig sanseoplevelserne til noget primært og lader derved læseren opleve det vinterdystre, gotiske Esbjerg, som Vork digter frem. Han beskriver det faktisk selv på s. 41, hvor Vork skriver: ”Mennesket havde behov for at høre hjemme og indtage stedet som sit domæne. Det var selve afsættet for livet, ens selvforståelse.” To spændende sætninger, der præcist viser hvorfor Ex formår at drage læseren. Vork lader nemlig læseren indtage romanens udgave af Esbjerg og tage bo i de dystre omgivelser.

Det stedspecifikke går hos Teddy Vork hånd i hånd med et sprog, der balancerer mellem en prosaisk, dagligdagssnakkende form og dystre, til tider ekstreme ordbilleder. Det banale og velkendte udfordres af stærke billeder, som eksempelvis, når tapet på s. 308 beskrives som ”blævrende hud drægtig med et eller andet”. Den slags mørke, ildevarslende metaforer er der mange af, og de er nødvendige for teksten. Det er nemlig her, Vork sætter handlingens trivialitet på spidsen. Ikke at forstå som handlingen er dårlig eller dum, tværtimod.

Tellerups ikoniske ulv. Forlaget kan være særdeles tilfredse med Vork på forfatterlisten

Vork tager en historie der, ganske vist er tragisk og beklagelig, men næppe noget man almindeligvis vil sætte sammen med hjemsøgelser og hævn fra hinsides graven, og kontrasterer den med et gotisk tekstapparat. Det skaber en virkningsfuld synergi mellem Edmunds dybest set ordinære og uinteressante tilværelse og det kaos, der ligger i det fortrængtes mørke.

Regitze har formentlig altid kradset og flået i Edmunds underbevidsthed. Forsøgt at rive sig vej ind i det nærværende, men det er først, da hendes død slår revner i skotterne til det fortrængte, at hun slipper fri. Med Regitze følger en helt ny verden fyldt med dystre og utrolige erkendelser, der driver Edmund ud på en både makaber og hjerteskærende rejse. Og netop fordi Edmund er så genkendelig, så almindelig og kedelig som os alle, suger hans problemer og fald sig til os, som kun stærke romanfigurer kan gøre det.

Tak for Ex Teddy!

Graham Masterton, The Djinn (1977): Forrygende okkult horror i corny særklasse

Britiskfødte Graham Mastertons tidlige romaner fra 70’erne og 80’erne er forrygende underholdning. Masterton skriver i et hurtigt, letflydende sprog med sans for kulørte detaljer og skarpe iagttagelser. Der er afgjort tale om overlæsset 70’er-sleaze, men det gør kun læseoplevelsen mere underholdende i denne sammenhæng. Det betyder med andre ord også, at der er rigeligt med lumre undertoner, skuragtige personer, blod og indvolde, alt sammen kronet af en stålsat vilje hos forfatteren til at gå linen ud. Der ruller hoveder i Mastertons romaner, ikke mindst i The Djinn fra 1977!

Paperback, Star Books 1977.Cool forside, der faktisk passer nogenlunde til bogens indhold

Med The Djinn vender Mastertons uheldige helt Harry Erskine tilbage, efter han blev introduceret i debutromanen The Manitou (1975). Erskine er en falleret liderbuks af en fup-spåmand, der ernærer sig ved at fortælle rige enker, hvad de gerne vil høre om fremtiden. Til det kan man så føje karakteristika som spydig som bare fanden, lidt krysteragtig og på ingen måde nogen sportsmand. Alt dette er med til at gøre Mastertons Harry Erskine til en særdeles livlig hovedperson, der med sin vrangvillighed og platte bemærkninger famler sig gennem handlingen, mens okkulte kræfter raser ud omkring ham.

I The Djinn er Erskine taget til begravelse hos sin gamle onkel Max Greaves. Onklen var en sær snegl, der samlede på arabiske antikviteter og rygtet vil vide, at han for alvor blev mærkelig i de sidste måned, før han stillede træskoene. Aha-aha, her lugter vi jo allerede ballade. Ganske rigtigt, for Erskines tante Marjorie kan fortælle, at onklen faktisk begik selvmord. Han skar sit eget ansigt af og døde af blodmangel! Det skete efter, at han havde fjernet alle billeder og gengivelser af ansigter i deres store, gamle hus. Grunden til det bizarre selvmord skulle være en gådefuld gammel krukke, der bærer billeder af øjenløse heste på siderne. Krukken er forseglet, og onkel Max frygtede åbenbart det, der var inde i den.

Paperback, Star Books 1977

Erskine må til bunds i sagen, og han slår pjalterne sammen med en ung (smuk og eksotisk) pige, der har sneget sig ind til begravelsen. Hun er på stedet for at bringe selvsamme antikke krukke hjem til det arabiske land, hvorfra den blev stjålet for snart længe siden.

Så går den vilde, okkulte kamp ellers over stok og sten. Masterton formår, på uhyggelig økonomisk vis, at komponere en lille okkult choker, der i min udgave kun strækker sig over sølle 210 sider. Handlingen udspiller sig næsten udelukkende i og omkring onklens gamle villa, og persongalleriet er indsnævret til nogle få aktører, der alle har et eller andet at skjule. Det er næsten som at læse en ekstra-pulpet whodunnit af Agatha Christie-skolen tilsat en solid omgang 70’er-atmosære. Tænk rød velour, buksedragter, panfljøtemuik og masser og atter masser af sjusser.

Graham Masterton (født 16. januar 1946). Foto anno 1985

Alt er naturligvis helt overskruet, fordi Masterton ikke er bleg for at smide et monster eller to efter sin hovedperson. I The Manitou trak han på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer, og selv om de er mindre eksplicitte i The Djinn, nikker vi genkendende til de skrækindjagende tentakelvæsner, der toner frem i slutningen af bogen. Det eneste, der redder handlingens troværdighed blot en smule, er, at historien strækker sig over så relativt få timer, at Erskine og de andre hovedpersoner dårligt nok har tid til at reflektere over det, de er havnet i, før det er forbi.

Der, hvor The Djinn for alvor byder ind med noget substantielt, er i selve tematikken hentet i arabisk folklore og eventyr. Jeg har ikke læst nogen romaner, der på samme måde, som Masterton gør det her i bogen, på bedste pseudo-videnskabelige facon har blandet fiktion og faktisk mellemøstlig mytologi. Han belærer os om ældgamle djævletilbedende sekter i den arabiske ørken, om dæmonologi, om 1001 Nats Eventyr og ikke mindst den allestedsnærværende Djinni, som det hele handler om.

Paperback, Pinnacle 1977. Først The Omen, så Kings Salems Lot og nu The Djinn – store ord!

Jeg lapper altid den slags i mig, og The Djinn er et virkelig godt eksempel på, hvordan mytologi og folklore kan udnyttes kreativt til fiktive okkulte hemmeligheder, der ikke står meget tilbage for det vi kender fra Cthulhu-mytologien.

Paperback, Tor Books 1988

En rigtig interessant detalje, synes jeg, er den måde, som Masterton formår at bruge den islamiske modvilje mod menneskefremstillinger som afsæt for en alternativ mytedannelse, der ikke bunder i Islam, men i ældgamle forestillinger om ånders magt. Med ret få virkemidler formår Masterton på den led at skabe et univers for romanens handling, som faktisk fungerer. Et univers, der faktisk også fungerer bedre end den indianer-mytologi, som han strikker sammen til The Manitou og de efterfølgende bøger, der udspiller sig omkring samme indianerånd.

Et eller andet sted ligger der vel en modsætning i den alvor, som Masterton præsenterer i romanens metafysiske overbygning og så den uhøjtidelige facon, som omgiver Harry Erskine. Men måske netop fordi handlingen hurtigt flytter sig helt ud i overdrevet, går det hele op i en højere enhed.

Fransk udgave af The Djinn. Paperback, Novelles Editions Oswald 1988. Forsiden er illustreret af den helt og aldeles fremragende Jean-Michel Nicollet

Det Graham Masterton kan, er at fortælle bloddryppende historier, der sandt at sige ikke er specielt uhyggelige, men som brager igennem, takket være deres fandenivoldskhed og veloplagte sprog. Masterton er ikke nogen stor kunstner, og teksten er tydeligvis skrevet så hurtigt, at der ikke har været tid til at luge de værste gentagelser ud. Vi hører eksempelvis rigtig mange gang, at Harry Erskine fisker sin zippolighter frem på snart den ene snart den anden måde. Det er imidlertid ikke så afgørende, for Masterton leverer den rene, uforfalskede vare. Han skriver det, der er en ækvivalent til grindhouse-film, hvilket der naturligvis er mange, der gør. Masterton har imidlertid et vid og en boglig begavelse, der giver hans bøger en tynd fernis af noget intellektuelt. Vi taler den at tyndteste af det tynde, men akkurat nok til, at man føler sig i sikre hænder. Og så er det altid rart, når en forfatter tør gå linen ud – monstre der voldtager, blod, indvolde, sort magi… Jeg kan faktisk næsten ikke vendte, til jeg får kastet mig over den næste Masterton-roman!

Paperback, Telos Publishing 2010. Den seneste udgave af romanen