Tag Archives: Fontana Books

Clive Barker, The Hellbound Heart (1986): “You Want It Darker Still…”

Paperback, Fontana 1991. Fortællingens 1. udgave som selvstændig bog

Der er næppe nogen tvivl om, at The Hellbound Heart er en af Clive Barkers bedst kendte fortællinger, og formentlig også det man kan kalde hans signaturværk. Da han bragede igennem på skrækscenen i første halvdel af 80’erne, var det med novellesamlingerne The Books of Blood, der blev en fuldt fortjent, kæmpemæssig succes. Novellerne i Books of Blood er alle relativt lange, og The Hellbound Heart er kun marginalt længere, hvorfor den også ofte karakteriseres som kortroman. Bogen har imidlertid en klar romankarakter, og på den led er den vigtig for Barkers forfatterskab, fordi den blev en del af hans omstilling fra novelle- til romanformatet.

The Hellbound Heart er afgjort en af de bøger, som ikke behøver ret meget introduktion, men lad os alligevel lige få handlingens grundtræk på plads. Nygifte Rory og Julia flytter ind i et hus, der har været i Rorys families eje længe. Hvad de ikke ved, er, at Rorys nu forsvundne bror gennemførte et magisk ritual på loftet nogle måneder forinden, som åbnede døren ind til de ultimative nydelsers dimension og hidkaldte de såkaldte ”Cenobites”, der trak ham ind i deres dimension, hvor Frank nu og i al evighed er dømt til seksuel tortur.

Paperback, Fontana 1991

Ved en tilfældighed bliver Frank mere død end levende hentet tilbage fra cenobitternes verden. Hans legeme er ødelagt, men det kan genskabes gennem safter fra andre kroppe. Julia, der har haft en affære med Frank, opdager, at han er kommet tilbage og indvilliger i at skaffe næring til ham, så de sammen kan flygte fra livet med Rory.

Julia begynder derfor at hente mænd hjem til huset, som Frank kan fortære og derved genvinde sine kræfter. Desværre for Julia og Frank, så opdager Rorys veninde Kirsty, at der foregår noget lusket i huset, og hun forsøger at komme til bunds i sagen. Imens arbejder cenobitterne på at få deres undvegne fange tilbage. Alt i fortællingen er dermed programmeret til at tørne sammen i det lukkede rum på første sal, hvor Frank skjuler sig.

Clive Barker (født 5. oktober 1952)

Set i forhold til novellerne i Books of Blood-serien er The Hellbound Heart på den ene side helt i forlængelse af disse, men omvendt afsøger Barker også nyt terræn her. Jagten på nydelse, uanset i hvilken form det måtte være, er det centrale udgangspunkt i ganske meget af det, som den unge Barker skrev. Med The Hellbound Heart føjer han imidlertid en ny dimension til den hedonistiske jagt ved at flytte længslen efter seksuel spænding og nydelse ind i hjemmets helt ordinære rammer.

Frank, det sorte får i familien, har naturligvis valgt familieliv og borgerlig ro fra, til fordel for jagten på tilfredsstillelse. Hans enorme libido og smag for ekstremer virker på Julia, der i Frank ser al den frihed og vildskab, som hun ikke finder i samlivet Rory. Mens Frank på den led vandrer lige i armene på cenobitterne og her får meget mere, end han kan gabe over, går Julia i præcis samme fælde hos Frank. Hun styres også blindt af sine følelser og havner i ødelæggelsen, fordi hun som Frank ikke kan holde til at udleve de længsler og lyster, som hun bærer inde i dem selv.

Hardcover, Dark Harvest 1986. Historien udkom første gang som del af denne antologi

Betydningen er klar. Den ligger allerede i titlen, The Hellbound Heart; hjertet, der dømmer sig selv til helvede på grund af sine lyster. Uforløste længsler er destruktive kræfter, der dræber os langsomt, siger Barker her. Det demonstreres i bogen igennem Kirsty, der tydeligvis har været ulykkeligt forelsket i Rory gennem ganske lang tid, mens længsler, der jagtes utøjlet, også fører til undergang, hvilket Frank og Julia naturligvis må sande. Barkers udmelding bliver på den led, at længsler er noget, vi må se i øjnene og forsøge at håndtere, hvis de ikke skal tage kræfterne fra os.

Barker udmaler med andre ord et paradoks for os, fordi vi ikke kan leve uden længsler, men vi kan heller ikke leve med dem. Han siger samtidig også, at disse længsler er en drivkraft i vores liv, som fører os fremad og giver os næring; blot må de indfries i små bider, hvis de ikke skal overtage os. Hele teksten er sammensat af disse paradoksale forhold eller dikotomier. Smerte og nydelse, liv og død, krop og sjæl kontrasteres hele tiden som voldsomme modsætninger, der udfordrer det ellers stille ægteskabsdrama, som udgør romanens facade. Billedligt indfanger Barker dette til sidst, da Julia endegyldigt er blevet offer for sine egne længsler og iklæder sig sin gamle brudekjole som indikation på en form for absurd vielse til Frank.

Paperback, HarperPaperbacks 1991

By some extraordinary act of will, Julia had managed to put her wedding dress on, and secure her veil upon her head. Now she sat in the dirt, the dress besmirched. But she looked radiant nevertheless; more beautiful, indeed, for the fact of the ruin that surrounded her. (s. 126)”

Her har vi det paradoksale igen, for Frank vil naturligvis aldrig gifte sig; alt han repræsenterer, er netop præcis det modsatte af ægteskabet, og alligevel vil Julia tøjle dette og gribe det gennem vielsen.

Hardcover, Earthling Publications 2007

The Hellbound Heart er på alle måder en fabelagtig skrækroman, men en af de ting, som er slående ved bogen, er Barkers sprog, der trods hans voldsomme visioner er drevet af en tydelig, romantisk kraft, som i den grad søger efter det smukke eller skønne. Der er en klassisk jagt efter det sublime i hans sprog, som hele tiden forsøger at indfange momentan skønhed, vel at mærke ikke i det sikre og ufarlige, men i tvetydighedernes mørkeland, hvor døden og entropien bliver trinbræt for sansningen af verdens skønhed. Eksempelvis, som når han beskriver det smukke i Julia, som en ødelagt brud. Det gør den tidlige Barker til en dybt fascinerende forfatter, som det lønner sig at genbesøge mange gange.

Men hvad der gør ham til en endnu mere fascinerende forfatter, er hans sans for ikonografi og visualitet i teksten. Barkers billeder er med andre ord helt forrygende, fordi de med en blanding af stor præcision og afmålt vaghed skaber utrolige momenter, der tegner sig lyslevende for læseren i al deres rå sejhed og fremmedartede skønhed.

Paperback, Harper 2007

Bedre kan skrækfiktion næsten ikke blive, og en lille del af mig bliver ved med at beklage, at Barker ikke kunne fortsætte med at skrive den slags tekster, fordi han opnår så utrolig meget med sit valg af skrækgenren som lyrisk afsæt. Blot flyttede han sig som forfatter, og det er jo et godt, for alt andet ville være endt i tam stagnation. Men alligevel… kunne han ikke bare have skrevet en samling noveller mere, bare en roman mere, før han forlod genren til fordel for kedsommelig, såkaldt ”magisk realisme”?

Barker og King – gysets konge og manden, der stjal hans trone

4 kommentarer

Filed under Roman

Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

William Peter Blatty, Legion (1983): Propaganda fide

Paperback, Fontana 1984.  Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Fontana 1984. Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Peter Blatty udgav The Exorcist i ’71, og bogen blev en kæmpe bestseller; først ved egen kraft, senere hjulpet af bogens filmatisering. Det var imidlertid ikke åbenlyst, at bogen skulle få en fortsættelse, men naturligvis måtte der følges op på succesen. Blatty har senere indrømmet, at han havde svært ved at finde på en passende to’er, men i ’83 kunne han udsende den længe ventede efterfølger, der fik den ildevarslende titel Legion.

Forfængelighed og profit er helt sikkert blandt grundende til, at Legion blev skrevet, men det lykkedes Blatty at undgå en banalisering af sit romanunivers ved at holde sit fokus på budskabet og faktisk ikke give publikum det, de sikkert håbede på: en endnu mere spektakulær besættelseshistorie. I stedet fulgte Blatty den sti, som William Hjortsberg og Thomas Harris havde trådt et par år forinden og fusionerede gyset med den hårdkogte krimi.

Paperback, Fontana 1984

Paperback, Fontana 1984

Legion åbner omtrent 12 år efter handlingen i The Exorcist og begynder ganske ubehageligt. Vi kommer med ind på et gerningssted, hvor et avisbud – en ung dreng – er blevet brutalt myrdet. Betjenten på stedet er ingen andre end opdageren Kinderman, som de fleste sikkert kan huske fra første bog. Ikke alene er drabet uhyrligt, men det har også bekymrende ligheder med de drab, som seriemorderen ”The Gemini Killer” begik omkring 1970. Kinderman havde ansvaret for opklaringen af Gemini-dræberens mord, og Kinderman var med, da morderen styrtede i døden under en politijagt. Sagen er nu den, at den måde drabet er begået på har de karakteristiska, der kendetegnede Gemini-dræbereens værk. Kendetegn, der vel at mærke aldrig blev kendt i offentligheden. Kinderman må derfor spørge sig selv, om seriemorderen mon stadig lever, om det er en efterfølger, der kendte hans metode eller om det er et rent tilfælde?

Kinderman får ikke lang tid til at spekulere over sagen, for snart begås flere mord, der alle har seriemorderens aftryk. Spor, der sender Kinderman i retning af en afdeling for demente og stærkt hjerneskadede patienter, og gradvist står det klart for betjenten, at det enten må være en af de ansatte eller en undsluppen patient, der står bag de nye drab. Sagen tager en drastisk vending, da den mystiske patient ”Tommy Sunlight” pludselig vågner af sin tolvårige katatoniske tilstand og forlanger at tale med Kinderman. Det hr. Sunshine fortæller, ryster betjenten i sin grundvold. Sunshine forklarer nemlig, at han er Damien Karras – den ene af præsterne fra første roman – og tilmed også, at han er Gemini-dræberen.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Legion trækker på første romans persongalleri, men strengt taget er bøgerne kun perifært sammenknyttet. Ikke desto mindre er de tydeligt beslægtede, ikke så meget i handling, som i det tematiske indhold. Blatty tager således igen livtag med tunge, teologiske grundtematikker i Legion og rejser spørgsmål om, hvad ondskab er og hvordan Gud kan erkendes i en verden, der synes både grusom og vilkårlig? Og navnlig problemstillingen om den frie viljes betydning og personligt ansvar klinger stærkt med, da en stor del af handlingen udspiller sig mellem hjerneskadede patienter, der bliver et potent billede på det viljeløse menneske.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Legion er en grum, grum bog. Drabene er både groteske og udspekulerede, præcis som vi kender det fra seriemordergenren. Men Legion er mere end bare en dyster krimi, den har en metafysisk dimension, takket være den mystiske Sunshine. For meget tyder på, at Sunshine rent faktisk er besat af samme dæmon, der besatte stakkels Regan i M Street. Og præcis som i The Exorcist, bruger Blatty brutaliteten og gruen som vej ind i fundamentale spørgsmål, der bedst kan karakteriseres som noget af sjælesørgerisk natur.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Kinderman spørger i bogen, hvordan kan Gud tillade ondskab i verden. Svaret falder først til sidst, hvor Blatty samler trådene og lægger sin teologi frem. Ondskaben er nemlig ikke noget, der tilstøder mennesket udefra. Det er ikke nogen ond djævel eller satanisk korruption, der driver smerte og pine frem. Ondskaben – eller Djævlen om man vil – er selve menneskeheden. Det er menneskene, der er de faldne, ulydige djævle, der nu lever i udlændighed og venter på Guds tilgivelse. Deraf også bogens titel – mit navn er Legion, siger den besatte mand til Jesus i Lukasevangeliet, fordi der var så mange dæmoner eller onde ånder i ham. Men i stedet for at forstå dæmonerne som udefra kommende skabninger, er de hos Blatty sider af menneskets personlighed. I Legion bliver djævlebesættelsen altså en form for metaforisk klarsyn, der afdækker vores sande natur. Og hvordan kan de syndige mennesker så erkende Gud? Det sker kun momentant eller glimtvis igennem umiddelbar næstekærlighed og eller skønhed, som da Kinderman ser solopgangen og et øjeblik fyldes af ro:

”… he [Kinderman] wondered whether God was alien and cruel; but then he remembered Beethoven and the dappling of things and the lark and ‘Hurrah for Karamazov’ and kindness. He stared at the sun coming up behind the Capitol, streaking the Potomac with orange light; and then down at the outrage, the horror at his feet. Something had gone wrong between man and his creator and the evidence was here on this boathouse dock.” (s. 1)

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Selvom der er noget hjemmestrikket over Blattys teologiske univers, lader hans jesuitiske baggrund sig ikke fornægte, og Legion er en gennemført kristen roman med et kristent budskab. Men Blatty prædiker (næsten) ikke, i stedet tager han den fortvivledes parti og bruger Kinderman som talerør for alle, der ser på verden og gribes af tvivl på meningen med det hele.

Legion er ikke samme mesterværk som forgængeren, men Blattys pen flyder formbevidst og let, og hans koncepter er fascinerende. Det samme er hans sans for timing, for selvom Kindermans evige monolog kan blive lidt enerverende i længden, formår Blatty at indlemme så mange dystre intermezzoer, at man næsten glemmer det fromme ærinde bag teksten. Men også kun næsten, for Blatty vil sikre sig, at vi forstår hans budskab. Budskabet er, at der er håb derude – og håbet ligger i selve håbet. Uanset hvor sort det hele bliver, er håbet om forsoning menneskets redning.

Paperback, Pocket Books 1990

Paperback, Pocket Books 1990

Blattys to værker om besættelse og tro er egenartede, fascinerende størrelser, der med deres mærkværdige blanding af sataniske referencer, bestsellerplots og tunge, religiøse budskaber ikke ligner noget andet. Legion er præcis lige så sofistikeret som sin forgænger, om end krimiplottet gør den en anelse mindre spektakulær og måske også noget mere ordinær. Men man kan dårligt sammenligne Blattys romaner med noget andet i gysergenren, og værkernes unikke status kan derfor ikke betvivles.

Jeg sætter stor pris på Blatty, ikke fordi jeg deler hans religiøse verdenssyn, men fordi han har et projekt med sin litteratur, og fordi han viser de muligheder, der ligger i genrelitteraturen, hvis man blot investerer en smule omtanke i indholdet og har større ambitioner end blot at underholde med skræk og gru.

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Diane Guest, Lullaby (1990): Ubehjælpelig nygotik

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Den genopdagelse af gotikken, der opstod i løbet af 1940’erne, har vist sig at være en forbløffende sejlivet genre. Mellem ’40 og ’65 blev paperbackmarkedet oversvømmet af fortællinger om ensomme kvinder, der i en tilstand af anspændt frygt og forelskelse mere eller mindre frivilligt opholdt sig i vindomsuste huse. Genren blev navnlig markedsført til kvinder, og selvom en stor del af nygotikken rent faktisk var skrevet af mænd under kvindeligt pseudonym, er det da også kvinden, som er i centrum. Som oftest er der tale om bund konservative romaner, der i den grad dyrker traditionelle kønsroller og kønsstereotyper.

En af de få, som både udnyttede og udfordrede genren, var mesterlige Shirley Jackson eller den ligeledes fremragende Daphne du Maurier, der hurtigt fik blik for nygotikkens potentiale for psykologiske gys. Men Jackson og du Maurier er på mange måder enegængere. Genren mistede da også sin brede popularitet i slutningen af 60’erne, hvor ungdomsoprør og kvindebevægelsen gjorde yngre læsere mindre velvilligt stemte overfor nygotikkens tunge, moraliserende tone.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Men, som sagt, er nygotikken en sejlivet genre, og den døde på ingen måde ved 60’ernes udgang. En jævn strøm af romaner er udkommet lige siden og gør det sådan set stadig. Romaner, der på stort set alle måder ligner deres forbilleder fra 40’erne og 50’erne, men som oftest med overfladisk greb, der giver historien en ny indpakning.

Det er Diane Guests gotiske spøgelsesfortælling Lullaby fra 1990 et godt eksempel på. Romanen begynder, da billedkunstneren Judd Pauling er undervejs fra New York mod Maine med sin nye kone Rachel Daimler og hans to døtre fra et tidligere ægteskab. Alt ånder umiddelbart fred, hvis det ikke lige var fordi, at Rachels mor ligger for døden. Den gudesmukke, men lidt gådefulde Rachel kommer ud af en gammel, stenrig slægt. Hun er opvokset i et kæmpe palæ ved kysten, og der lever hendes mor Priscila nu alene. Da Judd, Rachel og børnene ankommer, viser det sig , at Rachels søster Elizabeth også er kommet hjem.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Mystikken breder sig hurtigt, da det går op for Judd, at Rachel ikke har fortalt sin familie, at hun er blevet gift. Det hele bliver ikke mindre mystisk af, at både mor og søster møder Judd med isnende kølighed eller, at den mindste af Judds to piger, lille Addy på seks, har et mærkeligt anfald kort efter ankomsten.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til et højspændt, gotisk drama, for selvfølgelig er det gamle hus ved kysten spækket med familiehemmeligheder, dystre fortielser, store følelser og naturligvis spøgelset. Der er nemlig et spøgelse, der hjemsøger huset, et barnespøgelse faktisk, som hurtigt besætter den lille Addy og giver lejlighed til en lang række scener, der minder ikke så lidt om første halvdel af Blattys The Exorcist. Og faktisk er der indtil flere ligheder mellem de to romaner. Lille Addy skal nemlig også gennem både fysiske og mentale undersøgelser, og hun skal også ydmyge familien under en fest, hvor Addy ikke som Regan pisser på gulvet, men sætter sig ved husets ”forbudte flygel” og spiller uden nogensinde at have lært det.

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Som du sikkert kan fornemme, går Diane Guest den gotiske line ud i sin gyser, men pumper frisk blod ind i genren gennem lån hos Blatty. Guest afviger imidlertid også fra genrens klichéer på flere måder, formentlig i håb om at give bogen et mere tidssvarende præg. Det er således ikke Rachel, der er den forfulgte og plagede. Nej, det er den følsomme Judd, der holdes tilbage i huset, indfanget af kærlighed og pligt. Rachel viser sig nemlig at være skurken og årsagen til barnespøgelsets hjemsøgelse af huset.

Men når alt kommer til alt, er det her slet ikke de voksnes bog. Lullaby handler i virkeligheden om børnene, fordi den eneste, der rent faktisk tror på Addy, er hendes gæve storesøster Emma, som viser sig at være den, der har nøglen til mysteriets opklaring.

Paperback, Fontana 1992

Paperback, Fontana 1992

Diane Guest har dermed en pointe med sin roman – nemlig at børn er gidsler i de voksnes problemfyldte verden. Det er jo ikke ligefrem nyt, men her får vi altså præsenteret problemstillingen gennem et gotisk filter. En øvelse, hun i øvrigt har gentaget i en håndfuld romaner.

Bogen fejler stort set på alle tænkelige punkter. Persongalleriet er en perlerække af klichéer, miljøet og huset, hemmelighederne og forelskelserne er gentagelser, vi kender til hudløshed, og de gyseroptrin, Guest disker op med, har hun lånt hos Peter Blatty. Enkelte scener har absolut gode ansatser, som da Emma og Addy opsøger det lille lysthus ned ved vandet og ser, at det indrettet om et forladt barnehjem med små stole, borde osv. Det er ganske stemningsfuldt, selvom Guest aldrig bruger det til noget. Det samme gælder opdagelsen af nogle mystiske, gamle børnetegninger, som pigerne på et tidspunkt finder. Alt i alt er der imidlertid bare tale om antydninger af noget, der kunne være blevet spændende.

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Ikke desto mindre er Lullaby en interessant læseoplevelse, for den der er interesseret i genrestudier. Guest arbejder tydeligvis med sine troper og har tænkt over tingene. Hun har forsøgt at modernisere, men samtidig at bibeholde genrens kerne. Det er en svær disciplin, som absolut ikke lykkedes for hende. Først og fremmest fordi Diane Guest er en elendig forfatter, men arbejdet er stadig interessant. For spørgsmålet er nemlig, hvordan gotik anno 1990 kunne se ud? At vende troperne på hovedet og gøre manden til den forfulgte er afgjort en måde at lege med genren på og muligvis også en ret potent vej, hvis Guest havde formået at gøre det bedre. Men Guests leg med gotikken i 1990 rejser naturligvis også spørgsmålet om gotikkens formsprog i dag. Den slags tanker er ganske stimulerende at lege med, og derfor er Guests bog heller ikke ligegyldig læsning. Men nogen god eller spændende bog skal man nu ikke forvente sig.

Læg i øvrigt mærke til det herlige omslag. Fontana lagde sig virkelig i trøjen for at få lokket gyserfans til. Alene et omslag som dette er nærmest bogen værd i sig selv. Men det er nok bare mig, der er lidt for pjattet med den slags ting.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Forsider og lidt baggrund: The Fontana Books of Great Horror Stories (1966-1984)

Hvis du interesserer dig for ældre, engelsksproget horror og måske køber en gammel paperback i ny og næ, er du med stor sandsynlighed rendt ind i de to engelske serier The Fontana Book of Great Ghost Stories og The Fontana Book of Great Horror Stories. De udkom siden 60’erne og fortsatte ufortrødent med at udkomme ind i 80’erne.

Paperback, Fontana 1966. Forsiden er opbygget som forlagets spøgelsesserie. Billedet er i øvrigt inspireret af Nigel Kneales “The Pond”

Vi skal her se lidt nærmere på den sidstnævnte serie, der blev tænkt som en søsterserie til forlagets udgivelser med spøgelseshistorier. Givet at forlaget er engelsk, er det jo måske ikke så underligt, at det begyndte som en serie med spøgelsesfortælling i 1964 – redigeret af selveste Robert Aickman, sin generations største mester udi præcis den genre. Det er imidlertid et interessant valg, at man i stedet for at åbne serien for andet end spøgelsesfortællinger – der jo grundlæggende er ret svære at kategorisere skarpt – vælger at lave en helt ny serie med ”ren” horror. Det siger dels noget om den forkærlighed for spøgelsesgenren, der var i tiden, ikke mindst under den store gotiske revival i 60’erne, men det siger også noget om den måde, man har set på horror. Der er spøgelser og så er der alt det andet. Måske er det bare mig, men jeg fornemmer en snert af noget litterært snobberi her. Nåh, nu skal det som sagt handle om horror-serien. Spøgelserne vender jeg tilbage til en anden gang.

The Fontana Book of Great Horror Stories udkom første gang i 1966 med et cover modeleret helt over spøgelsesserien. Indholdet i første bind er primært gamle klassikere, som Bram Stoker, Saki, Roald Dahl og Ray Bradbury. Bindet blev redigeret af Christine Bernard, der stort set er ukendt. Jeg kender i hvert fald ikke noget til hende, udover at hun også redigerede en af forlaget andre mindre kendte antologiserier om spøgelser. Bernard sad på serien gennem de næste fire bind, der udkom årligt frem til 1969. Her tog en anden kvinde så roret, nemlig Mary Danby, der foruden at være redaktør også selv skrev noveller, som fandt vej ind i Fontanas bøger.

Mary Danby (født 26. maj 1941)

Mary Danby blev dermed også den, der fik lov til at føre serien ind i det næste årti og blive en del af den store hype, der omgav alle former for horror i slutningen af 70’erne og de næste mange år frem. Horror boomede, og det samme gjorde Fontanas antologier, der gik som varmt brød. 17 bind blev det til. Den sidste bog i serien udkom i 1984 og havde på det tidspunkt stadig Danby som redaktør. Indholdet var det samme som altid; nye navne kom til (Ramsey Campbell og Tina Rath f. eks. ), men et bredt udvalg af gamle travere som Arthur Conan Doyle og Robert W. Chambers fyldte stadig op.

Da serien stoppede, var det ikke fordi, at interessen for horror var svækket. Skrækbogsindustrien holdt sig troligt stærk ind i begyndelsen af 90’erne – men novellens popularitet var dalende. Det var romanen, der havde gjort horror til bestseller-materiale, og det smittede af på salget af antologier. Som antallet af gyserromaner på markedet voksede, faldt interessen for gammelt materiale, og til sidst var det ganske enkelt ikke længere rentabelt at udgive bedagede gysernoveller, når nye romaner væltede ind hos forlagene. Alting har sin tid.

Det gælder så sandelig også forsider. Som The Fontana Book of Great Horror Stories blev mere og mere populær, blev de gamle bind også genudgivet med nye forsider. Mest bemærkelsesværdige er forsiderne fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Fotografiske nærbilleder af kryb med ”horror” skrevet i glade små-psykedeliske bogstaver på coveret. Forsiderne er lige dele fascinerende og latterlige. Modsætninger mødes. Flere af billederne er en smule ubehagelige – en stensikker undtagelse er dog sneglen fra 1971! – men seriens typografi er hip, men uhyggelig bliver den aldrig.

Forsiderne med de senere Tales from the Crypt-agtige hoveder har også charme, men ikke helt samme tiltrækning. Flere af dem er ret gode, men de bliver hurtigt lidt ferske. I sidste ende er jeg derfor også tilbøjelig til at trække fotografierne frem som de bedste. Uanset hvad er det blevet til en samling charmerende forsider gennem 18 år med horror.

Bedøm selv.

Bog 1. Paperback, Fontana, 2. udg. 1968. Nu genudgivet med forside der matcher seriens nye layout

Bog 2. Paperback, Fontana, 1. udg. 1967

Bog 3. Paperback, Fontana, 1. udg. 1968

Bog 1. Paperback, Fontana, 3. udg. 1971. Første bog genudgivet i nyt, hipt layout

Bog 2. Paperback, Fontana, 2. udg. 1971

Bog 3. Paperback, Fontana, 2. udg. 1971

Bog 4. Paperback, Fontana, 1. udg. 1969

Bog 5. Paperback, Fontana, 1. udg. 1970

Bog 6. Paperback, Fontana, 1. udg. 1971

Bog 7. Paperback, Fontana, 1. udg. 1972

Bog 8. Paperback, Fontana, 1. udg. 1973

Bog 1. Paperback, Fontana, 4. udg. 1977

Bog 2. Paperback, Fontana, 3. udg. 1977

Bog 4. Paperback, Fontana, 3. udg. 1977

Bog 6. Paperback, Fontana, 2. udg. 1977

Bog 8. Paperback, Fontana, 2. udg. 1977

Bog 9. Paperback, Fontana, 1. udg. 1975

Bog 10. Paperback, Fontana, 1. udg. 1977

Bog 11. Paperback, Fontana, 1. udg. 1978

Bog 12. Paperback, Fontana, 1. udg. 1979

Bog 13. Paperback, Fontana, 1. udg. 1980

Bog 14. Paperback, Fontana, 1. udg. 1981

Bog 15. Paperback, Fontana, 1. udg. 1982

Bog 16. Paperback, Fontana, 1. udg. 1983

Bog 17. Paperback, Fontana, 1. udg. 1984. Her med takker serien (og Mary Danby) af efter 18 år med horrornoveller.

4 kommentarer

Filed under Novellesamling