Tag Archives: Forlagshistorier

Forlagshistorier: Redaktørens rolle

Af Jonas Wilmann

Med afsæt i den monumentalt fejlbehæftede roman Eternal Darkray vil jeg se nærmere på bogredaktørens rolle og ansvar.

 

Enter Darkness

Sidste efterår modtog jeg to frieksemplarer af horrorantologien Rustkammeret fra det lille, nystartede forlag Enter Darkness. Jeg har bidraget med en novelle til samlingen og var spændt på at se det færdige resultat, men da jeg fik bogen i hænderne, var jeg mildest talt overrasket. Og ikke på den gode måde.

Redigeringen er simpelthen håbløs. Ikke at antologien er fyldt med stavefejl, på det punkt går den i det store hele fri, men en god del af novellerne er hærget af sproglige misforståelser og simpelthen bare dårligt sprog. Mange af bidragene skulle aldrig være udgivet i den form, vi ser – som i mange tilfælde har karakter af råmanuskript – selvom det selvfølgelig ligger i kortene, at en horrorantologi fra et mindre forlag vil byde på en vifte af forholdsvis uprøvede kræfter. Og det er fint. Men det er tydeligt, at bidragsyderne har været helt overladt til sig selv og alene hæftet for slutresultatet – de mere erfarne forfatteres bidrag fremstår da uforholdsmæssigt stærkere, og det er ærgerligt.

Paperback, Enter Darkness 2017

Jeg var selvsagt meget skuffet over denne udgivelse, og da jeg så, at forlagets næste projekt var en 612 sider lang roman, blev jeg bekymret. 612 sider. Det er virkelig mange ord at holde styr på. En opgave, der kunne give selv en erfaren redaktør sved på panden, især når forfatteren er romandebuterende.

Og bagsideteksten til Eternal Darkray gjorde mig ikke mindre bekymret.

Ravar assimilate …

Bogstaverne bløder på væggen, malet med en afrevet arm. På et tog der suser gennem natten uden at stoppe. Metallet er revet op på størstedelen af togstammen. Der flyder med lig af soldater. En grotesk skygge kaster sig af vognen og iler mod havet. Toget har destination mod Land’s End, Cornwall, England.

Passagererne er civile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Fire af passagererne er udvalgt til at løse gåden om mørkemændenes herre og finde hans skjulte formål. Hvorfor vente 4000 år på at komme til verden som computervirus?

 

Én ting er det staccato-agtige, opremsende sprog, der bærer mere præg af indkøbsseddel end litteratur, en anden er, at det ud fra denne forvirrende tekst er helt enormt svært at gætte, hvad bogen handler om – og dernæst er der op til flere ting, en redaktør burde have påtalt.

Bogstaverne bløder på væggen. På et tog der suser gennem natten. Dette virker uklart. Hvis bogstaverne er malet et tog, er de ikke malet på en væg, men på togets side. Passagererne er civilile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Den første sætning konstaterer, at de civile er smittet med sygdommen, næste sætning spørger, om det er sandt. Desuden kunne ’civile der er smittet med’ nemt slankes til ’civile smittet med’. Der flyder med lig af soldater. Meget upræcist. Hvor ligger de? Inde i toget? Rundt om toget?

Alt sammen punkter en redaktør burde have taget fat i. Bagsideteksten er trods alt meget vigtig, og forlag bruger tit ugevis på at skabe en, der er så fængende, velskrevet og præcis som overhovedet mulig. Og denne halter på alle tre punkter.

Men hvad så med bogens indhold?

Den første smagsprøve, jeg fik, var et uddrag, som forlaget linkede til på deres facebookside (det er siden blevet fjernet af forfatteren), og det gjorde mig mildt sagt bekymret. Det relativt korte uddrag, mindre end to bogsider, var simpelthen et rod af uforståelige sætninger, forkert anvendte forholdsord, rod i ejestedord, kontinuitetsfejl (ting der ændrer sig lige for øjnene af en), brug af faste vendinger og klodsede sproglige gentagelser, der burde være umulige at overse – f.eks. ’han havnede i havnen’.

Kort sagt: kaos!

Så selvfølgelig blev jeg nødt til at undersøge, om resten af bogen var lige så fejlbehæftet, eller om det lille uddrag – som ganske fornuftigt blev pillet hurtigt ned – var noget råmanuskript, der ved en fejl havde fundet vej til facebook. Svaret er desværre den første mulighed. Bogen er komplet ulæselig.

Og her vil jeg gerne lige stoppe og gøre opmærksom på, at dette på ingen måde er en anmeldelse af Eternal Darkray – jeg har ikke læst den hele, da den netop er ulæselig – men en artikel om redaktørens rolle og ansvar, med afsæt i denne udgivelse. Det handler ikke om at udstille forfatteren, jeg kender ham ikke og har intet imod ham (ej heller lade forlaget Enter Darkness bære hele skylden for branchens mangelfuldt redigerede bøger), men om at belyse et meget alvorligt problem, der i yderste konsekvens – og hvis det ikke adresseres uden omsvøb – kan skade dansk fantastik som et hele og endda vordende fantastikfans’ læselyst.

 

Eksemplet

Eternal Darkray er udgivet i en form, der ligner en debuterende forfatters allerførste udkast, som intet andet menneske har kommenteret på eller rettet i. Det er muligt, at der er rettet nogle stavefejl – jeg har ingen indsigt i forlagets redigeringsproces – men alle andre sprogblomster er på plads.

Det er den type manuskript, der skulle være sendt retur til forfatteren med en venlig besked om, at der skulle arbejdes grundigt videre med det, før forlaget ville se det igen. Hvad der rent faktisk er sket, og hvad redigeringsprocessen har indebåret, kan jeg ikke udtale mig om, men at dømme ud fra slutresultatet virker redaktøren totalt fraværende.

Bogen er hærget af grammatiske fejl, sproglige misforståelser, upræcise formuleringer, kontinuitetsfejl, de mest graverende eksempler på ’tell’, jeg nogensinde har set (handlingen ikke kun overforklares, den leveres i direkte tale af karakterer, der befinder sig alene og højlydt forklarer, hvordan det hele hænger sammen!) og diverse andre uvaner, f.eks. at lade direkte tale stå selvstændigt, så man ikke har en chance for at vide, hvem der taler, eller – endnu mere forvirrende – variere mellem et utal af forskellige betegnelser for den samme karakter. En af bogens hovedpersoner, Caitlin, omtales f.eks. skiftevis som gothpunkeren, ireren, den irske pige, den unge pige, den gotiske digter (hvilket i øvrigt betyder noget andet) og goteren (hvilket i øvrigt betyder noget helt andet). Og jeg er ikke engang helt sikker på, at det var Caitlin alt sammen. Ellers også var det. Pointen er, at denne særlige uvane gør det næsten umuligt at finde rundt i, hvem der er hvem i denne bog.

Paperback, Enter Darkness 2017

For at eksemplificere yderligere, bør vi kigge på kapitel 4. Og jeg må igen gøre opmærksom på, at dette ikke er ment som ukonstruktiv udstilling af hverken forfatter eller forlag. Men uden håndgribelige eksempler vil debatten hurtigt kunne afspores til et spørgsmål om smag eller påstand mod påstand. Og jeg forholder mig ikke til bogens indhold, om det er en spændende bog og så videre, udelukkende til sproget og det dertilhørende redaktionelle svigt.

Fra side 38:

”Wayne you are too much, Wayne Too Much,” lo den hvidkitlede herre i afsindigt vanvid siddende i stolen.”

Sætningen er helt forkert opbygget, det lyder, som om det er vanviddet, der sidder i stolen.

”Han rullede med øjnene og rablede formløse ord.”

Hvad er ’formløse ord’?

”Sådan som djævlen tér sig, skal du også hilse ham der behersker skyggerne.”

Det er uforståeligt. Man kan ikke hilse én, sådan som djævlen tér sig.

”Inde bag hans ansigt gemte den sig og ventede stilfærdigt på at en eksorcist kom for at udfri staklen.”

Her er det ikke forklaret hvad ’den’ er, eller hvorfor ’den’ venter på at blive uddrevet.

”Grinet blev endnu mere stramt og dæmonagtigt mens den messende tone virkede hypnotisk på omgivelserne.”

Meget upræcist. Et stramt grin har ikke en messende tone, og det er forkert at anvende ordet ’mens’, når det er én og samme tone, der tales om. Samtidig er ’omgivelserne’ et besynderligt ord at bruge, når de kun er to mennesker i lokalet, og det absolut ikke har nogen hypnotisk effekt på Wayne, som hakker løs i offeret imens.

”Wayne jagede kniven i struben på galningen, der med rullende opspilede øjne og vanvid i mundvigene bekendtgjorde at fornuften var andetsteds i rummet.”

Vanvid i mundvigene skal uden tvivl læses som et vanvittigt smil, men det er en fjollet formulering. Samtidig er fornuften ikke andetsteds i rummet, da Wayne er den eneste anden til stede, og han er ved at hakke lægen i småstykker, mens han omtales som ’den uligevægtige dreng’ og ’den utilregnelige psykopat’.

”Et øjeblik stod knivstikkeren og så på det slatne lig mens det pumpede ud af kroppen.”

Der mangler vist ordet ’blodet’ her, for i sætningens nuværende form er det liget selv, der pumper ud af kroppen.

Fra side 39:

”Han overfaldt den døde læge og jog kniven igennem brystkassen på ham så alle ribbenene knustes. Bevægelsen var så kraftig at bladet borede sig gennem rygsøjlen. ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” Han tabte våbnet så det faldt ned og borede sig fast i gulvet.”

Der er et eller andet helt galt med kontinuiteten her. Wayne har hakket kniven gennem lægen, så bladet er boret gennem rygsøjlen, og hans hånd sidder fast dybt i lægens indre. I næste sætning beskrives det, hvordan han taber kniven – må være fra en vis højde – så den falder ned og borer sig fast i gulvet.

”Sort blod sprang ud af munden som et brusebad og stank af metallisk bræk.”

Kluntet sætning. Især det sidste sætningsled ’og stank af metallisk bræk’ virker underligt påhæftet.

”Wayne blev så forskrækket over sine kræfter at han et øjeblik blev bange for sig selv, mens et fnys slap hans næse, og han gik over til sin kniv og trak den op af gulvet med noget besvær.”

Omstændelig, knudret og alt, alt for lang sætning. Den skriger på en redaktør, som kunne henvise til en af mange og indlysende omskrivninger. Det virker også helt forkert, at Wayne bliver så forskrækket, at han bliver bange. Og så det der ’mens’, det virker også malplaceret. Hvorfor fnyser han, mens han bliver forskrækket over, at han bliver bange?

Derudover skifter Wayne, alene på disse to sider, navn mellem de følgende: den uligevægtige dreng, unge Brighter, drengen, knivstikkeren, den utilregnelige psykopat og Wayne Too Much.

Og selvom der ikke er andre til stede, kommer Wayne med udbrud som: ”Hvad er det for kroppe? Det ligner ikke mennesker, de er alt for deforme.” ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” ”Sikke en underlig farve det blod har som siver ud fra lægens hoved.” Det er ren Andeby, og selv en relativt uerfaren betalæser ville her kunne fortælle forfatteren om det almenkendte ’show don’t tell’, som her har nået en hidtil ukendt ekstrem.

Og det hele bliver egentlig kun værre på de næste sider, men jeg synes ikke der er nogen grund til at fortsætte. Efter ovennævnte eksempler vil de fleste forhåbentlig være enige i, at det ikke er et spørgsmål, om bogen er massivt fejlbehæftet, men snarere hvad der fremadrettet kan gøres for at undgå sådanne udgivelser.

 

Hvornår kan man kalde sig redaktør?

Jeg har virkelig svært ved at forstå, at nogen har læst Eternal Darkray og tænkt: det her vil vi udgive, og i den her stand. Ja, jeg har faktisk svært ved at tro, at nogen har læst bogen til ende, for så ville de have opdaget, at den er uforståelig.

Det her er som sagt ikke en anmeldelse, og jeg vil ikke vurdere bogens handling og potentiale som spændingsroman, men selv hvis man kunne se et eller andet i manuskriptet, hvorfor så ikke gennemarbejde det ordentligt? Eternal Darkray bærer mange af de tegn, som helt unge debutanters værker lider under. Der er tale om en historie, som simpelthen ikke er kommet ordentligt ud af forfatterens hoved. Som uerfaren forfatter tror man, at læseren automatisk ved, alt hvad man selv ved – alt det, der ligger bag fortællingen – og det, der ender på linjerne, formidles ikke på nogen forståelig måde. Det er på mange måder det, som er på spil her, men fingeren peger først og fremmest mod redaktøren og forlæggeren, ikke forfatteren.

Det har fået mig til at tænke en del over, hvad det egentlig vil sige at være redaktør. Hvornår kan man tage den titel? Kan man bare være en eller anden – ja, undskyld udtrykket – dude, der udgiver nogle bøger, han selv synes er spændende uden at have forstand på hverken sprog eller litteratur? Svaret er selvfølgelig, at man kan lige, hvad man vil – og det ser man jo tydeligt på bogbranchen anno 2018 – men hvorfor skulle man?

Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal have en særlig uddannelse, før man kan kalde sig bogredaktør, men en god portion selvkritik og realitetssans skal der til. At kunne få øje på stavefejl i en tekst udgør måske 1 % af, hvad der skal til for at være redaktør. Jeg vil umuligt kunne remse alle de resterende 99 % op, men det er en bred vifte, alt fra at kunne muge ud i sproglige gentagelser, prædike show don’t tell og afveje om ordene på linjerne overhovedet formidler historien forståeligt. Dertil kommer hele grammatikkens jungle. Redaktøren skal også have en bevidsthed om, hvilke formuleringer man bruger i litteratur. Er teksten hærget af faste vendinger? Floskler? Talesprog? Er der tale om uskønt og omstændeligt sprog? Fejl i sætningskonstruktionen?

Det handler kort sagt om at kende sine egne begrænsninger og vælge en intelligent forlagsmodel, med en klar erkendelse af hvor langt ens kompetencer rækker.

Mange små forlag er heldigvis rigtig gode til at indhente eksterne kræfter. De bruger de penge, det koster at få erfarne redaktører og korrekturlæsere på deres manuskripter, og det kan ses på slutresultatet. Og der er ikke nødvendigvis nogen angst for at antage manuskripter, der skal arbejdes meget med – hvis den gode historie er der – men så bliver der til gengæld også arbejdet grundigt med dem.

Men de brodne kar blandt mikroforlagene ses desværre stadig, selv her i 2018.

 

Modtagelsen

Modtagelsen af Eternal Darkray har indtil videre været næsten lige så mystisk som bogen selv.

Den mindst mystiske omtale er at finde på Sus’ bogblog.

Bloggeren, som forståeligt nok kun orkede at læse 50 sider af bogen, beskriver, hvordan hun blev forvirret og tit ikke forstod hvad der foregik. Hun nævner et af mine egne kritikpunkter: ”i løbet af en side blev Caitlin refereret til som både hun, Caitlin, Den Gotiske Punker, Digteren og den unge pige. Jeg blev ret forvirret nogle gange …”

Helt forståelig reaktion. Hun skriver videre: ”Det er som om der mangler dele.” og ”Den dræbte fuldstændig min læselyst.”

Gyseren.dk er tonen mere diplomatisk. Det massivt fejlbehæftede sprog beskrives her ret overraskende som ’lyrisk’.

”Desuden er sproget meget lyrisk. Selvom det ikke er et kritikpunkt, så er det en skrivestil, jeg personligt har det svært med. Igen fordi jeg tit bliver nødt til at genlæse sætninger og afsnit for at sikre mig, at jeg forstår, hvad jeg læser.”

Jeg forstår udmærket, hvad der skrives her. Hvad jeg ikke forstår, er hvorfor anmelderen ikke når den konklusion, at sproget er uforståeligt. Ja, det gælder jo også handlingen. Forsøg på diplomati? Jeg skal ikke kunne sige det.

Bogens lektørudtalelse er dog det, der har gjort mig mest perpleks. Jeg har kun set uddrag af den, men den skulle ifølge forlaget være meget positiv og beskriver bl.a. bogen som ’velskrevet’.

Her må især lyde en kritik, for hvis ikke en lektør kan finde ud af at sortere i den strøm af udgivelser, der udkommer fra mikro- og betalingsforlag, hvor er vi så henne?

 

Farerne

Nogen vil måske spørge: Hvorfor flipper du egentlig sådan ud over denne udgivelse? Styr dig lige, mand. Hvad er faren ved, at en, indrømmet, temmelig fejlbehæftet roman kommer ud at stå på de danske bibliotekers hylder?

Til det er svaret klart: I yderste konsekvens kan det fjerne fantastikfans’ lyst til at læse dansk. Og det vil uden tvivl skabe et negativt omdømme for vores fantastiske litteratur herhjemme.

Forestil dig, at du var en ung læser, der gerne lige ville se, hvad det der urban fantasy var for noget, og endte med Eternal Darkray i posen. Hvis det var dit første indtryk. Det ville jo være katastrofalt.

Da jeg var ung, var bogbranchen anderledes, end den er i dag. Der fandtes ikke den skov af betalings-, mikroforlag og selvudgivere, vi har nu. Det var ikke kun en god ting, for de små forlag byder også på spændende alternativer til de stores mere strømlinede program, til gengæld fandtes der slet ikke bøger så mangelfuldt redigeret som eksempelvis Eternal Darkray. Jeg er sikker på, at mødet med en sådan bog – okay, måske ikke den ene, men et par stykker – kunne have vendt mit fokus mod amerikansk litteratur eller, værre endnu, helt andre medier.

Vi bliver nødt til at forstå, at det er alvor at udgive bøger. Et forlag hjælper ikke uprøvede kræfter ved at fralægge sig redaktøransvaret og udgive manuskripterne så godt som uredigerede. Udgiver man en bog med henblik på salg, f.eks. til de danske biblioteker, skal kvaliteten bare være i orden. Er det derimod en foreningsudgivelse eller lignende, lavet af fans til fans, må den være mærket sådan og bør aldrig forlade den kreds.

Jeg håber, at historien om Eternal Darkray kan få forlæggere og redaktører til at se mere kritisk på deres redigeringsproces, inden de sender en bog til tryk.

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Forlagshistorier: Wilmanns KAOS

Jeg forsøgte for noget tid siden at få en lille serie af interviews i stand til Fra Sortsand, der skulle handle om forlagsvirksomhed og det at udgive genrelitteratur i Danmark – både før og nu. Det har af flere grunde vist sig at være en vanskelig opgave, men heldigvis ville Jonas Wilmann gerne være med. Wilmann er, som bekendt, selvudgiver, og når han i dette interview taler om bogudgivelser, er det i den dobbelte rolle af både forlægger og forfatter. Det gør imidlertid ikke sagen mindre spændende, fordi det er sjovt at få indblik i Jonas’ tanker om det at udgive bøger og at være selvudgiver på et tidspunkt, hvor synet på den type udgivelser gradvist er ved at vende sig til noget positivt.

I kender uden tvivl alle allerede flere af KAOS’ udgivelser, og jeg kan godt forstå, at Jonas omtaler sin udgivelsesproduktion med stolthed, for det er en flot bedrift og et af de væsentligste bidrag til den nye danske genrefiktion, som han har leveret.

[Martin] Kan du ikke beskrive vejen til oprettelsen af KAOS? Hvordan fandt du frem til, at det var den rigtige løsning for dig? Og opfatter du Kaos som et egentligt forlag eller mere som et praktisk organ for distributionen af dine udgivelser?

[Jonas Wilmann] I 2009 udgav jeg en engelsksproget kortroman, der hedder ”The End”, og det var mere eller mindre en katastrofe. Jeg sprang ud i det med at udgive selv uden at ane noget som helst om det, og salget blev derefter – ikke fordi bogen som sådan er forfærdelig, men fordi engelske bøger ikke får lektørudtalelser etc. etc. Jeg tror, den solgte 16-17 eksemplarer. Derefter begyndte jeg at sende manuskripter ind til forlag igen. I 2010 bed forlaget Valeta så på, og jeg skrev kontrakt på den (nok engang) postapokalyptiske ”Mutagen” (denne gang på dansk). Samarbejdet med Valeta levede dog ikke op til mine forventninger. Der blev ikke gjort mere, end hvad jeg selv var i stand til hjemmefra, og derved var der ikke nogen grund til at ’give’ 85 % af indtjeningen til et forlag. Jeg havde jo sådan set altid også været gør-det-selv-mand, der kunne lide at være involveret i alle processer (det var f.eks. mig der stod for alt med anmeldelser osv. i Valeta-tiden), så jeg begyndte at undersøge, hvad der skulle til for at starte forlag og underrettede så Valeta om min beslutning.

Jeg ser afgjort forlaget KAOS som et rigtigt forlag, i den forstand at jeg følger en linje i udgivelsesprogrammet og sigter efter høj redaktionel kvalitet, men jeg har ingen umiddelbare planer om at udgive andet end mine egne bøger på forlaget.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Kunne du sige et par ord mere om den linje?

Jeg har haft fokus på gotik og dark fantasy og gerne som formeksperimenter (”Udkantshistorier”, ”Smukke Anna”, ”By”), der nok ville blive dømt for eksperimenterende til at udkomme på de større forlag, fordi de bryder med opfattelsen af horror. I 2014 begyndte jeg så at udgive børne/ungelitteratur, men med en klar intention om, at det ikke ’bare’ skulle være bøger til børn, men litteratur til børn – med ligeså meget subtekst og samfundskritik, som der findes i mine voksenbøger.

Burde der være flere, som går samme vej som dig?

Det er det rigtige for mig, men jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om flere skulle gå samme vej. Jeg oplever, at der er mange forfattere, som helst kun vil fokusere på det med at skrive og lade andre om de praktiske ting. Jeg kan godt lide at have mere kontrol, og jeg er nok også lidt paranoid over for redaktører (især fra større forlag), der ønsker at redigere manuskripterne i retning af en velkendt kasse. Det er nok især en horrorting, for der er meget få forlagsredaktører fra de større forlag, der ved noget om genren, og de vil næsten uundgåeligt prøve at normalisere et manuskript eller skubbe det over i deres endimensionelle forestilling om horror – som ofte er forbundet med slasherfilm. Jeg har været i kontakt med et par forlag gennem årene, som viste interesse for mine ting, men i flere tilfælde er det ikke lykkedes at lave et samarbejde, fordi de ville ’normalisere’ – følte jeg – mine manuskripter. Der var et relativt stort forlag, der viste interesse i mit forfatterskab, efter jeg vandt horrorprisen i 2012, og de kom kortvarigt i betragtning til at udgive ”Udkantshistorier”. Deres tilbagemelding på manuskriptet var desværre, at der skulle mere action, mere direkte tale og mere gys i den, og så endte den kontakt jo ret hurtigt. Jeg syntes, det var helt ubegribeligt, at de kunne bede om sådan noget, når der netop i ”Udkantshistorier” er en indbygget kritik og parodi af stereotyp horror. Så summa summarum kan man godt frygte, at visse horrorbøger kunne have været bedre uden den firkantede redaktørs gloende pen, men omvendt, så udkommer der jo stort set ikke noget horror på større forlag. Jeg synes, folk skal gøre op med sig selv, om de er gør-det-selv-typen eller tør overlade ansvaret til andre.

Der er blevet sagt og skrevet meget om selvudgivelser – og for det meste er det ikke ligefrem rosende. Den kritik har du vel meget solidt fået kvalt, i hvert fald for dine udgivelsers vedkommende. Kæmper du stadig med fordomme omkring selvudgivelser?

Jeg synes egentlig ikke, det er noget stort problem. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at smalle udgivelser sælger mest til bibliotekerne, og her oplever jeg ingen diskrimination. Selvfølgelig er der i forhold til boghandlerne et problem med store monopolhavere, men det er mere generelt og refererer ikke specielt til selvudgivere. Der har været nogle knap så fornuftige indlæg fra f.eks. Klaus Rothstein, Søren Kassebeer og Lotte Garbers inden for relativt nyere tid, men jeg tror, de fleste efterhånden kan se det fjollede i at bræge ”Rigtige bøger udkommer på rigtige forlag!”, når man tænker på, hvordan bogbranchen har ændret sig. Sådanne røster er, hvad jeg vil kalde krampetrækninger fra parnasset. De er bange for at miste deres indbildte magt, og at fremhæve de større forlag som kvalitetsstempel er jo efterhånden også ret absurd. Gyldendal har jo en glorværdig fortid, men har for ikke længe siden f.eks. proklameret, at de vil udgive flere bøger af kendte mennesker, og der er jo også visse af de større forlags oversættelser, der er absurd fejlbehæftede. På dagens litteraturscene giver det ingen mening at skelne mellem selvudgiver, mikroforlag og større forlag, kun mellem seriøst og useriøst forlag. Sagt på en anden måde: er din bog god, professionelt redigeret og ser lækker ud, skal den nok klare sig nogenlunde – uanset hvordan den er udgivet. Der er jo på den måde noget herligt selvregulerende over bogbranchen.

Paperback, Valeta 2011

Paperback, Valeta 2011

At blive selvudgiver er jo principielt ganske let. Det eneste, du i virkeligheden behøver, er et manuskript og nogle penge. Men når du så først står med din trykte bog i hånden, åbner der sig en række problemer, for hvad nu? Kan du ikke prøve at beskrive dine forventninger og succeskriterier for en udgivelse?

Nu har jeg jo udgivet mange bøger efterhånden, så procedurerne sidder mere eller mindre på rygraden, og forventningerne er rimelig fornuftigt afstemt. Det vigtigste er jo at sende sin bog til Dansk Bibliotekscenter og håbe på, man får en lektørudtalelse, og gerne en god en. Dernæst handler det jo om at sende sin bog til anmeldelse de steder, der er relevante for den. Man kan ikke forvente, at ens bog automatisk kommer ud at stå på boghandlernes hylder, og det er som sådan heller ikke en ambition for mig. Hvis og såfremt man kan lande sådan en aftale, er der ofte tale om en kommisionsaftale, hvor boghandleren tager 50 % af salget, og man skal forvente at få rigtig mange af sine bøger retur, for horrorlitteratur til voksne sælger ikke automatisk, bare fordi det står på en hylde i en boghandler. Mine forventninger til mine udgivelser svinger lidt efter genre. Min dårligst sælgende bog på KAOS er ”By: Et levende mareridt”, som er en blanding af horror og surrealisme, kun rettet mod et voksent publikum. Den har solgt lige knap 100 eksemplarer. Min bedst sælgende bog er børnegyseren ”Velkommen til Kadaverkøbing” som har solgt 500 eksemplarer. De to yderpoler er en meget god målestok. Mange af mine andre titler har så ramt derimellem.

Hvor anmelder man genrefiktion herhjemme af den type, som du udgiver? Og kan du sige lidt om, hvor meget anmeldelserne betyder bogsalget?

Jeg sender efterhånden primært til de større aviser og et par enkelte blogs. Det kommer lidt an på, hvem målgruppen er, men gennem tiden har jeg fået anmeldelser på sider som Planet Pulp, bogblogger, Gyseren, Himmelskibet, Litteratursiden m.m. Anmeldelserne betyder desværre meget lidt for bogsalget i dag. Jeg har både fået fire og fem stjerner i Politiken, uden det medførte et eneste salg. Dog skader det aldrig at blive omtalt, og omtalen kan medføre gode ting på længere sigt, man skal bare ikke regne med et prompte mersalg.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Hvor meget tid bruger du på markedsføringen af dine ting?

Ikke voldsomt meget. Jeg sender nogle anmeldereksemplarer. Måske 5-10 stykker per udgivelse, andre gange færre. Derudover blogger jeg lidt om mine udgivelser og viser mig på forskellige messer, når jeg har overskuddet til det.

Kan du ikke forklare os lidt om forholdet mellem dig som forfatter og dig som udgiver. Det må være en vanskelig balancegang at være sin egen dommer. Hvordan fungerer det for dig? Netop den manglende kvalitetskontrol er jo et af de faste kritikpunkter i forhold til selvudgivelser.

Nu oplever jeg det ikke som helt og holdent at være min egen dommer, for jeg har jo altid beta- og korrekturlæsere på mine udgivelser, og dem lytter jeg til. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg bare lægger mig fladt ned – for efter en del år i horrorens tegn har jeg selvfølgelig nogle ret stærke holdninger om, hvilke virkemidler der skal til – men jeg er bestemt ikke døv over for kritik, især ikke når den kommer fra dygtige mennesker. En af de store fordele ved at udgive selv, er at man har kontrollen til at vælge sine egne redaktører, det vil sige håndplukke personer, der er perfekte til opgaven, og som man ved har et stort genrekendskab. Jeg har som sagt været igennem redigeringsprocesser på større forlag, og jeg har rystet grundigt på hovedet over nogle af de konsulentudtalelser, jeg har fået eller redaktørernes forslag. Ofte er det folk, der ikke ved særlig meget om genren. Der føler jeg en større kontrol ved selv at kunne håndplukke eksperter til opgaven. Det skal måske lige indskydes, at det ikke altid er så forjættet. Førstevalget er ikke altid ledigt og så videre, men det er det, jeg sigter efter. Jeg var i øvrigt meget heldig tidligt i forlaget KAOS’ liv at finde en ekstremt dygtig redaktør, der har været med på rigtig mange af titlerne, ”Frygt-filerne 1+2”, ”Udkantshistorier”, ”By” m.fl., man har jo lov at være heldig.

Er der bøger eller dele af bøger, som du i dag fortryder?

Jeg fortryder hele processen omkring ”The End”, som er udgivet før KAOS’ tid. Jeg fortryder at skrive den på engelsk, og jeg fortryder, at den ikke fik strammere redigering, for der er nogle småbøffer i. Men det er jo lærepenge, og jeg holder også meget af bogen stadig, fordi den er så forstyrret voldelig og spirer fra en exploitation/Heavy Metal(altså magasinet)-traditon, der ligger mit hjerte nært. ”Mutagen”, som jeg udgav på Valeta, er nok den af mine bøger, jeg føler mest distance til. Der er både noget overskrevet i sproget visse steder, som jeg føler, er meget langt fra den forfatter, jeg er i dag (jeg sad faktisk fornyligt og dissede en passage fra den), og dens præg af suspensethriller, om man vil, er heller ikke helt sådan, jeg skriver i dag. Men well, den har sine grusomme momenter, og der er stadig mange, som nævner den. Af mine KAOS-udgivelser er der ikke nogen, jeg fortryder. Eller vent, der er vist en enkelt eller to af novellerne i den første frygt-filerne, jeg er vokset lidt fra, men det er jo småting.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Som forlægger og redaktør har man jo ret store muligheder for at sætte sit præg på det værk, man redigerer. Savner du samarbejdet med en redaktør?

Som nævnt har jeg altid kyndige folk til at redigere mine viltre råmanuskripter, nogle gange beta- og korrekturlæser i ét (hvis det er en prof) og andre gange en betalæser og en korrekturlæser, så jeg sparrer altid med nogen. Men selvfølgelig er jeg den, der sidder med den overordnede beslutningstagen, og det har jeg det ret fint med.

Hvor glad er du for selve redaktørrollen? Kunne du tænke dig at redigere og udgive andres bøger? Kommer vi til at se andre forfattere på KAOS en dag?

Jeg elsker at redigere, også andre folks manuskripter, og jeg har fra tid til anden redigeret for andre forlag. Jeg kommer dog ikke til at udgive andres ting på KAOS, men jeg vil, så vidt det er muligt, fortsætte med at lave freelance-redigering. Jeg kan godt lide tanken om at være med til at forme værker og hjælpe dem op på sit højeste potentiale.

Hvorfor vil du ikke udvide din forlagsvirksomhed med andre forfattere? Ligger din interesse for dansksproget horror mest i dine egne tekster – eller føler du dig som del af en større gruppe, der håber på et bredere publikum?

Jeg føler mig afgjort som del af en større gruppe, for der findes jo en del andre horrorforfattere, og også nogle rigtig gode. Grunden til at jeg ikke vil udgive andre, er først og fremmest tidsnød. I min idealudgave af virkeligheden udgav jeg også andre, men jeg udgiver så meget selv, at det er lidt af en balancekunst at få det hele til at gå op, som det er nu. Og angående bredere publikum, så håber man selvfølgelig altid på flere læsere, men jeg er også rimelig realistisk anlagt.

Paperback, KAOS 2014

Paperback, KAOS 2014

Hvor meget går du op i det man kunne kalde boghåndværksdelen? Kommer vi til at se indbundne bøger fra KAOS? Har du eksempelvis overvejet helt at stoppe de fysiske udgivelser og udelukkende gå over til E-bøger?

Jeg har udgivet en enkelt bog i hardback (på KAOS), men jeg erfarede, at det simpelthen var for dyrt. Trykomkostningerne bliver næsten det dobbelte, og fordi en bog er hardback sælger den sjældent mere. Jeg kunne godt tænke mig at lave bøger i vildt udstyr, men det er meget dyrt, så jeg bruger pengene på vilde illustrationer i stedet for. Jeg kunne aldrig finde på kun at udgive e-bøger. Selvom en del af mine bøger findes som e-bøger, har jeg ikke rigtig noget forhold til mediet. Jeg synes, en bog skal være lavet af papir.

Kan du pege på to-tre bøger af dine, som du er særligt stolte af? Og hvorfor?

”Udkantshistorier” er jeg ret glad for, fordi det var et temmelig tricky formeksperiment, der lykkedes, og så er bogen meget personlig for mig. Min børnegyser ”Velkommen til Kadaverkøbing” ligger også mit hjerte nært, fordi den til en vis grad handler om min egen barndom og kærlighed til antikvariske bøger og blade. ”Rejsen til Xibalba”, som er inspireret af den mayanske skabelsesberetning, Popol Vuh, er jeg også meget glad for, fordi den udforsker en ikke-vestlig måde at fortælle historier på. Sidstnævnte tror jeg der er mange af mine voksne læsere, der har sprunget over, fordi hovedpersonen er en 12årig pige, men den burde de virkelig læse.

Der bliver murret en del i krogene om dansk horrors manglende opbakning og publikum. Hvad er dine tanker om den situation?

Jeg er lidt splittet. Det er jo en kendt sag, at de fleste fantastikudgivelser på mikroforlag og deslige kun sælger omkring tyve eksemplarer udover bibliotekssalget, og det er selvfølgelig ikke særlig meget. Det er så også min erfaring, at man ofte sælger lidt mere over tid til nedsat pris, men salget til private er stadig ikke imponerede. Dog er der jo mange, som låner ens bøger på biblioteket, og det må man jo være glad for, og jeg oplever da også med jævne mellemrum at få mails fra læsere, så de er der helt klart. Problembarnet herhjemme er afgjort den mest sammentømrede kerne af fantastikmiljøet. Dem, der burde være de egentlige kendere, har en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk, og læser stort set kun amerikansk, og med ’læser’ forstås at se tv-serier i lange baner! Hvis man agerer fluen på væggen i diverse fora for fantastik, kan man se, hvordan disse mennesker, der bryster sig med deres store intellektualitet, først og fremmest er optaget af tv-serier som Game of Thrones og dybsindige diskussioner om, hvilket Star Trek-rumskib, deres pik ligner mest osv. (okay, den var selvopfunden, men noget i den stil). Jeg har erfaret at man lige så godt kan glemme de mennesker som potentielle læsere. Før i tiden brugte jeg krudt på at diskutere med dem, og har sågar nærmest prøvet at tvinge nogle af dem til at læse mine bøger – for når de nu skulle kritisere dem, kunne det måske være relevant at læse dem først? Efter en lang diskussion for et par år siden tilbød jeg en af mine bøger gratis til en af de værste naysayers, hvilket nærmest hensatte ham i en tilstand af paralyse. Han kunne læse den engang efter sommerferien, om nogle måneder, meddelte han – vi snakker en 200 siders bog! Han vendte aldrig tilbage, og min konklusion var, at det for en stor del nærmest er uoverkommeligt at læse en hel bog. Men i periferien af miljøet findes der nysgerrige læser, der ikke automatisk diskvalificerer det danske, og ham/hende skal man være glad for.

Paperback, KAOS 2013

Paperback, KAOS 2013

Hmm.” … en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk”. Den skepsis kan jeg godt genkende – også en smule fra mig selv. Ser du en særlig kvalitet ved dansk horror? Bør man som genrelæser støtte hjemlige forfattere?

Jeg synes ikke, man skal læse dansk, bare fordi det er dansk. Ideen om at man ’skal’ støtte hjemlige forfattere, bakker jeg ikke op. Men dansk horror er lige så forskellig som horror fra alle andre lande. Det er ikke særligt dårligt, fordi det er dansk, og der er afgjort perler imellem.

Vil horrorgenren eksempelvis stå stærkere, hvis der var et større forlag, som begyndte at interessere sig for genren? Er det udelukkende et spørgsmål om manglende markedsføring, hvilket man jo ofte hører sagt?

Jeg ved det ikke rigtig. ”Udkantshistorier” kunne nok have udkommet på et større forlag, hvis jeg havde villet lave den dramatisk om, som tidligere beskrevet, men havde den solgt meget mere? Det tror jeg faktisk ikke. Selv de største forlag, f.eks. Gyldendal, satser jo kun deres virkelige krudt på udgivelser, de ved kan sælge rigtig, rigtig meget. Det vil sige litteratur inden for de realistiske genrer, med massiv masseappel. Der er masser af Gyldendal-forfattere, der lever et slags skyggeliv, hvor de på ingen måde kan leve af det, og når vi vender os mod de fantastiske genrer, satses der kun på afarten til børn og unge, og der satses ikke engang vildt stort. Der er mange forfattere af fantastik til unge, der kun sælger i hundredetal, selv på de største forlag. Så jeg kan virkelig ikke se det for mig, at en horrorroman til voksne skulle blive en regulær sællert på et stort forlag. Var ”Udkantshistorier” blevet udgivet på et større forlag, var den højst sandsynligt bare blevet en dårligere bog og havde solgt mere eller mindre det samme.

Paperback, KAOS 2011

Paperback, KAOS 2011

Hvad er dine tanker om det såkaldte horror/fantastik-miljø herhjemme? Hvem er den typiske KAOS-læser?

Jeg oplever, at mange unge læser mine bøger, og som jeg nævnte også en del fra periferien af fantastikscenen, nok dem, der agerer mest som fans, mere end udøvende fans. Måske ligger der i virkeligheden et skel der? Er man fan, der har en forfatter i maven, et manus i skrivebordsskuffen, er man tilbøjelig til at tænkte en af to ting. Enten ”de andre (danskere) er nok ikke lige så gode som mig” eller ”de andre er nok lige så dårlige som mig”. Begge kan afholde en fra at shoppe i egen andedam. Så den typiske KAOS-læser, oplever jeg som en, der er en smule løsrevet fra det, vi kalder miljøet.

Hvad har KAOS på trapperne?

”Rummets guder del 1: den mystiske eneboer” er første del af en serie, som bedst kan beskrives som gotisk sci-fi med et gammelt hus, der er hjemsøgt af kosmiske fænomener. Vi er ude i et slags Lovecraftiansk mysterium med to hovedpersoner, der med et pænt ord er ualmindeligt ukoordinerede. Jeg er spændt på at se, hvordan folk vil reagere på så meget humor i deres sci-fi, men jeg er selv virkelig glad for resultatet. Bogen udkommer i starten af juni. Derudover har jeg et tredje og sidste bind af ”Frygt-filerne” i støbeskeen. Og jeg synes klart, det er det bedste bind i serien. Der er et par noveller, jeg virkelig glæder mig til at vise verden, især en novelle, der hedder ”Shelter”. Der er også andre ting på bedding, men det er de to mest aktuelle lige nu.

Tak for snakken Jonas. Der er sikkert en del læsere af Fra Sortsand, der kommer til at følge KAOS’ fremtidige udgivelser. Forlaget KAOS finder du her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Forlagshistorier: Bjarne Castella fortæller om mystik, 70’erne og bladudgivelser

Mine damer og herrer, så bliver det underholdende. Jeg har nemlig haft lejlighed til at lave dette lille interview med Bjarne Castella – forfatter, forlægger, bladmand og alt mulig andet. Castella udsendte i ’79 Det Mystiske Danmark på sit eget forlag Castella Press, og her kan du høre nærmere om bogen samt en hel masse mere, der berører Bjarnes virke som redaktør og skribent. Det bliver en fodtur tilbage til en anden tid, hvor et lille forlag – med sans for kulørte udgivelser – havde væsentligt andre vilkår end i dag.

Det er ikke så lidt, Bjarne Castella har bedrevet gennem tiden, men navnlig hans tilbageblik på arbejdet som forfatter og udgiver i 70’erne er særdeles underholdende læsning. Vi kommer omkring en del emner i løbet af samtalen, men en ting, der især har slået mig, er, i hvor høj grad verden har ændret sig siden den tid, Bjarne beskriver. Det kan næppe komme som nogen overraskelse for nogen, at trykte medier er pressede i dag, men det er nu alligevel slående, hvor meget der er sket, når man her i interviewet hører om indtægter på bladudgivelser og bøger som førnævnte Det Mystiske Danmark. Den slags findes bare ikke længere i dag.

Bjarne Castella er en mand med klare meninger og en kontant pen. Det kan mærkes i samtalen her, og jeg er rigtig glad for, at det kunne lykkes at få denne lille snak i stand. Noget, der faktisk ikke var helt let. Men et gammeldags brev på papir gjorde udslaget, og nu kan du her læse mere om Det Mystiske Danmark, de glade 70’ere og forlagsbranchen indefra.

 

***

Jeg har altid selv været fascineret af beretninger om overnaturlige hændelser uden dog egentlig selv at tro på den slags. Hvordan kom du selv ind på det spor?

Jeg har altid været interesseret i mystik og overtro – uden selv at tro 100 procent på det! Da jeg kom i Allers kulørte verden i starten af 1970’erne opdagede jeg hurtigt, at mystikken var et sikkert hit. Og dét fulgte jeg så op, da jeg startede for mig selv i pausen før jeg vendte retur til Aller.

Paperback, Castella Press 1979. Kolofonen oplyser i øvrigt, at bogen er trykt Skt. Hans aften

Paperback, Castella Press 1979. Kolofonen oplyser i øvrigt, at bogen er trykt Skt. Hans aften

Hvordan fik du idéen til Det Mystiske Danmark – altså en egentlig bog om emnet?

Jeg holdt, som sagt, i 1979 til 1983 en pause i arbejdet hos Aller Press og kørte mit eget forlag Castella Press, der primært udgav bladet Månedens Sensation. Bladet blev trykt på Specialtrykkeriet i Viborg, og de foreslog at jeg også udgav nogle bøger.

Tidligere havde jeg bl.a. skrevet den grinagtige succesbog om Glistrup (Glistrup – mand med meninger), som han brugte til at starte Fremskridtspartiet med, da bogen blev præsenteret af Vintens Forlag i Grøften i Tivoli i 1972!

Castella ved reception for Glistrupbogen 1972

Castella (t.v.) under receptioned for Glistrupbogen 1972

I bogen fortæller du, at der afgjort må være mere mellem himmel og jord. Var det til ære for stemningen og bogens læsere, eller mener du det?

Afgjort til ære for bogens læsere! Men med alderen spekulerer man jo mere og mere på, hvad der kan være mellem himmel og jord!!! Jeg har også skrevet flere ting om rejser tilbage til tidligere liv.

 

Kan du ikke fortælle lidt om arbejdet med Det Mystiske Danmark. Man fornemmer, at du har brugt tid på research – ikke mindst det spektakulære kapitel om ”Kussetræet”.

Bogens kapitler er om folk, som jeg havde haft kontakt med som journalist på ugebladet Rapport, hvor mine specialer bl.a. var gale mennesker og overnaturlige ting og sager. Bladet var dengang Danmarks tredje største og ganske uden sammenligning med den svinebunke, der i dag bærer navnet i et lille oplag.

Vi (min familie og jeg) holdt dengang til i et nybygget hus i Store Heddinge, og her fra og ned til Fakse talte man meget om Kussetræet, så det gav næsten sig selv.

 

Paperback, Vinten 1972

Paperback, Vinten 1972

De enkelte kapitler er præsenteret som samtaler eller interviews – i hvert fald de dele, der ikke er baseret på historisk stof. I bogen skriver du, at artiklerne er bygget på henvendelser, du fik på avisannoncer, hvor du efterlyste folk med sære, overnaturlige oplevelser. Hvordan kom det i stand? Hvor mange henvendelser fik du?

Puh-ha! Det er længe siden, men meget stof til mange artikler kom ved breve og opringninger, når man havde læst andre af mine ting.

 

Bilen klargøres til Det Mystiske Danmark 1978

Bilen klargøres til Det Mystiske Danmark 1978

Valgte du noget fra?

Masser! Jeg har nok skrevet et par hundrede artikler om sære emner, så bogen er et skønsomt udvalg af personer. Det skulle gå stærkt!

 

Som det fremstår i bogen, så opsøgte og interviewede du personerne. Samtalerne lyder meget alvorlige. Var alvoren noget, du skabte senere, da du skrev det hele sammen? Hvordan var det at sidde med folk og høre om deres overnaturlige oplevelser?

Det er forskelligt. Samtalerne skete med megen hygge, men alvoren blev jo strammet op i bogen. Dengang var alting mere muntert og røg og sprut en selvfølge i journalistverdenen.

 

Paperback, Castella Press 1979. En anden af Bjarnes bøger. Bemærk kapitlernes titler på bagsiden

Paperback, Castella Press 1979. En anden af Bjarnes bøger. Bemærk kapitlernes titler på bagsiden

 

Har du måske et par anekdoter fra dine overnaturlige historier? Var der episoder, som fik dig til at gyse? Eller måske bare nogle sjove minder fra tiden med samtalerne om alle de uforklarlige hændelser?

Puh-ha. Det er længe siden. Det sjoveste er nok da jeg havde en lidt tungnem søn af en kollega med til sjælevandring hos den senere meget kendte Rud Grand. Drengen begyndte pludselig at sige, at der var sand i hans sandaler, da han lå i trance på briksen. Hvor til Rud råbte: Hvad Fanden, Bjarne! Er det Jesus du har taget med???

 

Hvor meget tænkte du over dine kapitlers stemning? Du benytter dig tydeligvis af en del ”horror”-greb. Hvor vigtigt var det for dig at få dine læsere til at gyse lidt?

Meningen med bogen var entydigt gys og underholdning!

 

Du arbejdede altså bevidst med ”gyset” i bogen. Gjorde du dig tanker om stemningen, før du skrev, og kunne folk genkende deres fortælling, efter du havde taget den under behandling?

Gyset m. m. blev altid behandlet journalistisk, og jeg har altid vist folk, hvad jeg skrev om dem før tryk. Dengang ved oplæsning i telefonen. Faktisk har jeg aldrig oplevet klager selvom jeg har skrevet om de mest utrolige og fantastiske ting og sager.

 

Bjarne Castella med Kurt Thyboe på Rapport-redaktionen 1974

Bjarne Castella (t.h.) med Kurt Thyboe på Rapport-redaktionen 1974

Har du selv læst genrelitteratur – eksempelvis gys og gru? Kan du nævne nogle titler, der har inspireret dig?

Jeg har læst tonsvis af bøger. Primært historie og biografier – men også gys og gru. Kan ikke lige komme på nogle titler. Jeg ville oprindeligt være arkæolog, men endte som journalist.

 

E-bog, Castella Press 2014

E-bog, Castella Press 2014. Bjarne selv er på forsiden

Kan du sætte et par ord på, hvad du tror, gyset ifølge din opfattelse gør ved folk? Hvad er det ved gyset, der gør det så underholdende og tiltrækkende?

Gyset har vel eksisteret fra de fjerneste af vores forfædre – heraf er religioner og overtro vel udsprunget. Gyserfilm var hit i filmens fjerne stumfilmsbarndom og er det jo stadig – selv i vores utrolige Internetalder.

 

En stor del af bogens udtryk og stemning kommer fra dine fine fotografier. For det er da dig, der er fotografen, ikke? Kan du sige et par ord om billederne?

Nåh så fine er de vel heller ikke med den tids teknik. Jeg har fotograferet og filmet fra jeg var 12 år med eget mørkekammer i halvtredserne, da jeg gik på Frederikssund Private Realskole. I dag er det jo en leg at tage billeder og vi oversvømmes af dem.

 

E-bog, Castella Press 2014_2

E-bog, Castella Press 2014

Normalt når vi taler moderne horrorlitteratur, er 70’erne et ret vigtigt årti. Hvordan ser du Det Mystiske Danmark i forhold til det? Var der noget særligt i tiden, der gjorde en bog som din særlig relevant?

Intet specielt. Titlen blev valgt hurtigt med dyk i bunkerne. Kort efter fulgt op med “Din Blodige Fortid” om kapitler fra Danmarks historie.

 

Hvordan blev bogen modtaget?

Godt mener jeg. Husker ikke de gamle salgstal.

 

Bjarne Castella m ed direktør Holdt Hansen på Aller1986

Bjarne Castella (t.h.) med direktør Holdt Hansen på Aller 1986. Skål!

Forlaget Lademann havde senere, omkring 1990-91, stor succes med deres serie Mystikkens Verden. Var du for tidligt ude med din bog?

Måske. Lademann var jo en gigant helt uden sammenligning med mit lille forlag.

 

Hvad skete der med bind to? Hvorfor lavede du ikke flere bind?

Bind 2 udkom aldrig, for kort efter bogens udgivelse blev jeg opkøbt af Peter Gemzøe på forlaget Centerpress, hvor vi væltede udgivelser ud, til Peter gik på røven – og snød mig for en bunke penge, så jeg vendte tilbage til Aller Press.

 

C astella med sekretær på Aller Specialblade1989

Glade dage. Castella med sekretær som redaktør på Aller Specialblade 1989

Har du stadig ”mystisk” materiale liggende fra dengang?

Mere eller mindre – mit arkiv er stort – men mange af personerne fra dengang er jo ikke mere.

 

Du har haft en ret lang karriere på den kulørte side af forlagsbranchen. Hvor længe havde du Castella Press? Og kan du fortælle lidt om dine andre bøger. Har du en favorit?

Castella Press har sovet i mange år, men er nu genopstået med E-bøgerne. Mange er genudgivelser med ændringer, men jeg hitter stadig på.

Efter min uddannelse i A-pressen i 1960’erne (Næsten alle kom der fra dengang, fordi elever var billig arbejdskraft!) var jeg seriøs folketingmedarbejder på ugebladet Ingeniøren, der dengang blev udgivet fra et forlag lige over for Christiansborg i det hedengangne Dagens Nyheders gamle forlagshus, hvor jeg gæstede Snapstingets dengang meget, meget mere muntre stemning næsten dagligt. Samtidig skrev jeg Anders And-historier, som jeg startede på i elevtiden, fordi én historie gav det dobbelte af en månedsløn som elev!

Derefter var jeg Pressechef hos Dansk Textil Union, men blev træt af at skulle redde manufakturhandlere på druk ved messerne i Frankfurt for øretæver, fordi de ikke talte tysk!

Så kom jeg til Teknisk Forlag som redaktør af Ugebladet Dansk Byggeri, men kom så til Aller, da de startede deres egen konkurrent – Ugebladet Express – til Rapport, som blev udgivet sammen med svenskere. Bladene blev senere slået sammen i Rapport, men Express blev genoplivet i 80’erne, da jeg vendte tilbage til Aller som redaktør af specialblade samtidig med at jeg skrev muntre ting i Rapport.

Bjarne Castella - en bladudgiver anno 1993

Bjarne Castella – en bladudgiver anno 1993

I 1991 startede jeg aktieselskabet Kronborg Bladforlag, hvor jeg udgav magasiner i Tyskland m. omliggende lande. Var ved at starte op i England og Frankrig, da bogholderen hos min samarbejdspartner (et tysk trykkeri) stak af med 21 millioner mark, hvoraf de fem var mit forlags!

Det lukkede så i 1995, hvor jeg blev pressemand i Græsted-Gilleleje Kommune – senere Gribskov Kommune til min tvungne pension i 2010, hvor jeg blev 65 år.

 

Anders And? Hvor mange historier skrev du?

Det blev nok til mellem 2 og 3 hundrede. Mit speciale var Joakim von And, Georg Gearløs og Mickey og Fedtmule. På nettet figurerer jeg som forfatter de mærkeligste steder i Disney. Jeg startede i ’67 i min elevtid, men i 1972 opdage jeg og en anden forfatter, Joost, ved et tilfælde, at vores tekster også fandtes i Sverige! Gutenberg undskyldte og efterbetalte – jeg tror 50.000 kroner til mig og lavede ny kontrakt med noget højere priser – men siden blev ingen ideer godkendt! (Det var jo som små filmmanus, som der blev tegnet efter)

 

Bjarne Castella som giftefoged i 2005

Bjarne Castella som giftefoged i 2005

Rapport er jo efterhånden en bedaget dame, som har en helt særlig, nostalgisk status hos mange. Kan du fortælle lidt mere om din tid på Rapport og de ting, som du skrev for bladet?

Rapport var først og fremmest et utroligt hit i 70’erne. I 80’erne klingede det af, men vi fulgte op med en række specialblade, hvor jeg var redaktør på flere – bl.a. Express og Pige Special. I dag er Rapport et pornoblad i lille oplag som intet har med gamle Rapport at gøre. Jeg har medvirket fire TV-dokumentarer om bladet hos DR.

Jeg skrev primært om sjove skæbner (serien Der er fem millioner skæbner i Danmark – her er én af dem). Desuden om gys, krimi og anden spænding, men først og fremmest humor. Jeg havde i mange år mine faste humorsider. Men jeg skrev også sexhistorier – ja, også læserbreve!!! Betalingen var freelance og det blev til over et halvt hundrede tusinde om måneden allerede i 70’erne. Men i slutningen af 80’erne blev jeg tvunget på fast redaktørløn – og det var squ´ surt og idé-dræbende, selvom lønnen var virkelig god.

Jeg rejste også rundt i hele verden til sjove og skægge ting. Det var fyringsgrund, hvis man mødte på arbejde uden sit pas – for med få timers varsel kunne man blive sendt til Sydamerika eller Australien. Men du får ikke en hel roman lige nu!

 

Bjarne Castella 22. maj 2015

Bjarne Castella 22. maj 2015

Kan du ikke fortælle lidt om livet som ejer af et lille forlag i 70’erne og 80’erne?

Hårdt og beskidt. Læs oven for.

 

Har du et godt råd, som gammel rotte i forlagsbranchen, til evt. yngre kræfter, der selv drømmer om at stable noget på benene?

Man bruger alt for megen tid på penge og regnskaber – især i vores Danmark med skat og moms for viderekomne. Stol ikke på nogen! Vær forberedt på alt!

 

Mange tak for ordene Bjarne. Held og lykke med Castella Press på nettet og fremtiden.

***

 

Skulle du være interesseret i at læse nogle af Bjarne Castellas bøger, så findes de som sagt nu som E-bøger. Du kan finde dem her.

Tak fordi du lagde din digitale vej forbi.

 

 

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Forlagshistorier: Louise Tellerup fortæller

Hermed kan jeg åbne en ny serie på bloggen. Det er nemlig tanken, at jeg i løbet af det kommende år vil forsøge at sætte fokus på de forlag, der både før og nu har haft en stærk profil, hvad genrelitteratur angår. Jeg synes det er interessant at høre mere fra forlæggernes side af bordet, og navnlig er det spændende, når de gamle i gårde får ordet.

 Serien åbner med Louise Tellerup, der her fortæller lidt om forlagets historie, genrelitteratur i Danmark og kommende udgivelser. Tellerup har ude tvivl været en vigtig indfaldsvej til fantasy og gys for rigtig mange, og jeg er ikke i tvivl om, at forlaget har godt fat i et stort publikum. Jeg har i hvert fald selv mange gode minder med bøger udsendt af Tellerup. Det er derfor sjov læsning, når Louise fortæller, og hun kommer forbi en del udgivelser, som jeg er helt sikker på, at du også har haft fingrene i på et tidspunkt.

 God læstelyst.

 

***

 

Kan du sige et par ord om forlaget Tellerups begyndelse? Set i forhold til hele selvudgivelsesspørgsmålet er det jo en interessant historie.

LT: Forlaget blev stiftet d. 5. september 1972 af min svigerfar Kristian Tellerup. Han havde skrevet en bog om en lille ræv som ingen ville udgive, og derfor besluttede han sig for at udgive den selv. Bogen hedder Preben Ræv, og ræven blev forlagets logo. Vi genudgav bogen i forbindelse med forlagets 40-årsjubilæum i 2012.

Forlaget har haft til huse i Gentofte og på landet i Ruds-Vedby på Vestsjælland, indtil vi for nogle år siden flyttede ind i vores nuværende lokaler i Sorø.

 

Louise Tellerup

Louise Tellerup

Tellerup har gradvist siden etableringen i 1972 udviklet sig til et forlag, der har en stærk profil, hvad angår gys og fantasy. Hvordan skete det? Det var vel ikke noget, der var planlagt fra begyndelsen.

LT: Nu har jeg ikke været med fra begyndelsen idet jeg først blev født fire år efter stiftelsen af forlaget, men hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg ikke det har været et bevidst valg som sådan. Vi udgav både kogebøger, socialrealistiske bøger, HC Andersen-eventyr og gør-det-selv-bøger til skolebrug a la serier som ’hvorfor mon’ og ’tegn 50 heste/fly/dyr og monstre’.

DragonLance-bøgerne har helt sikkert pustet til fantasyilden, og med introduktionen af Dennis Jürgensen i 1981 og de efterfølgende år med Kadavermarch, Relief, Cthulhu-bøgerne og Dark Horror-serien (som den senere blev kaldt), var det vel en ganske naturlig udvikling at fortsætte ad den sti.

 

Paperback, Tellerup 1992

Paperback, Tellerup 1992

Hvor meget var Dennis Jürgensen med til at præge jeres profil? Smittede interessen for hans bøger af på jeres videre prioriteringer?

LT: Dennis har helt sikkert præget forlagets profil i høj grad. Han er – og var – en kæmpe inspiration for mange forfattere, og da hans forfatterskab begyndte at tage fat, dumpede manuskripterne ind ad forlagets brevsprække i hobetal. Desværre var de fleste af dem ikke gode nok til udgivelse, og forlaget søgte udenlandske forlag og agenturer for at få hvad de ønskede. Gode ungdomsbøger, gerne med et overnaturligt islæt. Faktisk blev de første udgaver af The Vampire Diaries udgivet allerede i 1993 under seriebetegnelsen Vampyrens Hemmelighed. De blev dog aldrig den succes de nye udgaver er blevet, men det viser blot at der altid har været en finger på pulsen.

 

Kan du udpege nogle romaner eller bøger, der for dig at se har været med til at præge den udvikling, genrelitteraturen har taget hos jer?

LT: Jeg ved med sikkerhed at DragonLance-bøgerne har præget udviklingen inden for fantasylitteraturen hos os. Bøgerne er stadig meget populære, og vi er i gang med at genoptrykke nogle af de gamle bøger med nye omslag.

Dennis Jürgensens Dystopia slog også et kæmpe slag for fantasyen ligesom bøgerne om Freddy og monstrene. Kadavermarch lagde vejen for gys og horror, som vi sidenhen har gjort det en del i.

 

Paperback, Tellerup 1994

Paperback, Tellerup 1994

Dungeons & Dragons, Harry Potter og Twilight har alt sammen haft en stærk indflydelse på forskellige generationer af unge. Er det noget, som I også har oplevet?

LT: Vi har ligget godt i kølvandet på Twilight-bølgen, selv om vi var godt i gang med vampyrbøgerne mange år forinden, som tidligere nævnt med de gamle udgaver af The Vampire Diaries. Harry Potter har også været gavmild mod os – det blev pludselig legalt for ældre læsere at kaste sig over ungdomsbøger, og det har naturligvis skaffet nye læsere af vores fantasybøger.

 

Hvordan har I oplevet det store boom i dansk genrelitteratur i 00’erne?

LT: Vi har ikke som sådan mærket noget til selvudgivelser og nystartede forlag. Jeg tror vi får lige så mange manuskripter tilsendt som vi plejer, men ‘klientellet’ er blevet udskiftet. Jeg genkender mange forfatternavne på de små forlag som nogle der har været igennem vores maskineri og endt med at få et afslag.

De små forlag tør at tage flere chancer med genrelitteraturen, tror jeg. De er måske i virkeligheden mere passionerede og laver det de virkelig føler for i stedet for at kigge på hvad der sælger. Vi har erfaret at horror ikke sælger specielt godt (hardcore horror, ikke krimier med horrorelementer), og derfor har vi skåret ned på disse udgivelser. Forfatterne udkommer således på mindre, nystartede forlag som tør satse mere på genrelitteraturen.

 

Paperback, Tellerup 1990

Paperback, Tellerup 1990

Modtager I flere manuskripter nu end tidligere, og hvilke tendenser i tiden ser du? Og ser du ændringer i det man kunne kalde græsrodsslaget eller undergrunden? 

LT: Hmm, det er svært at sige. Manuskripter kommer som regel i klynger før eller efter en juleferie, sommerferie eller påskeferie. Ellers drysser de ind sådan lidt ad gangen fordelt jævnt hen over året. Jeg synes ikke vi får hverken flere eller færre end for fem år siden.

Den fantastiske genre er stadig meget populær, og de fleste manuskripter handler da også om fortærskede emner som vampyrer, zombier og engle. Engang imellem tikker et fantasymanuskript ind, og endnu sjældnere en socialrealistisk fortælling.

Undergrunden for mig at se er stadig horror, og vi modtager også en del horrormanuskripter til gennemsyn.

 

Tellerups logo

Tellerups logo

Har du nogle tanker om forholdet mellem ungdomslitteratur og genrelitteratur, som det tager sig ud i dag. Ser du nogle faldgruber?

LT: Hvad er ungdomslitteratur? Det er vel både horror, gys, vampyrer og kærlighed? Genrelitteratur er vel det samme? Måske forstår jeg ikke helt spørgsmålet J

 

Har du nogle råd til evt. håbefulde genreforfattere derude?

LT: Udvikling! Det er vigtigt at kunne udvikle sig og lære at tage kritik til sig. Som forfatter skal man aldrig tage forlagets kritik personligt, men se det som et redskab til forbedring af sit materiale.

 

Kunne du pege på et par genrebogtitler, som har gjort indtryk på dig personligt? Har du nogle favoritter?

LT: Min yndlingsbog over dem alle er Kadavermarch! Siden jeg læste den som 14-15-årig har jeg aldrig kunnet gå på gaden om aftenen af frygt for at høre en slæben og rallen rundt om næste gadehjørne. Persongalleriet er fantastisk, sproget sprudlende og historien medrivende. Intet slår Kadavermarch, ikke engang Stephen Kings Desperation og Regulatorerne, som jeg ellers har læst en del gange og elsker.

 

Hardcover, Viking Press 1996

Hardcover, Viking Press 1996

Hvad bliver det næste store efter zombierne?

Det næste store efter zombierne? Det har vi godt nok talt meget om på forlaget, og der er flere bud! Taler vi genrelitteratur, er det største bud enten varulve eller dæmoner. Dæmonerne er allerede godt i gang med at infiltrere litteraturen, hvor varulven har trangere kår, hos os, i hvert fald. Vi har flere serier i gang, både danske og udenlandske, der handler om dæmoner. Varulvene lusker lidt mere rundt for sig selv uden rigtig at blive bemærket.

 

Hvad ligger der af kommende ting fra forlagets side?

Har vi noget spændende på trapperne?

Vores helt store sats i år er Nanna Foss’ Leoniderne. Det er en tidsrejsehistorie i ni bind, hvoraf bind 1 udkom i oktober sidste år. Vi følger en gruppe unge som finder ud af at de kan rejse i tiden, og hvert bind skifter fortæller. Det er en fed måde at skifte tempo på!

Ellers regner vi med at bind 2 i Dennis Jürgensens krimiserie om efterforskningsleder Roland Triel udkommer i løbet af året, ligesom vi har nyt fra horrormester Michael Kamp.

 

Tak for snakken til Louise, og god vind med forlagsarbejdet.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret