Henry Kuttner huskes i dag bedst for to ting. For det første, at han var gift med C.L. Moore, og for det andet, at han korresponderede med Lovecraft i de sidste år før dennes død. Det var tilmed Lovecraft, der introducerede Kuttner og Moore for hinanden, og han fik på den led, lidt overraskende, rollen som en Kirsten Giftekniv.
At det netop er de to ting, som Henry Kuttner huskes for, siger en del om eftertidens syn på hans korte liv og karriere. Præcis som Charles Beaumont døde han i en alt for ung alder og efterlod sig derfor et afbrudt forfatterskab, som tydeligvis var i fuld udvikling.
Før Kuttner døde, nåede han ikke desto mindre at skrive ganske meget, og han bredte sig ud over genrerne med stor appetit på det fantastiske. Onde tunger vil mene, at han aldrig fandt sin egen stil og primært efterlignede tidens populære navne. Det kan der være noget om. Man skal yderligere hæfte sig ved, at Kuttner og Moore skrev meget sammen, som blev udgivet i Kuttners navn eller under et af de voldsomt mange pseudonymer, som ægteparret på kort tid nåede at få etableret.
Den negative holdning til Kuttners forfatterevner har blandt andet gjort, at alt, hvad der kunne siges at være godt i hans historier, ofte bliver tilskrevet Moores indflydelse eller direkte opfattes som skrevet af hende. Det, tror jeg ganske enkelt, ikke er rigtigt, og den roman, som vi her skal se nærmere på, viser meget godt hvorfor. Den har ingen af Moores fingeraftryk, men derimod træk, der skulle komme til at præge Kuttners fiktion i den sidste del af hans liv. En periode med flere gode romaner, og den vi her ser nærmere på er afgjort på vej i den rigtige retning.
The Creature from Beyond Infinity eller A Million Years to Conquer, som romanen hed, da den i 1940 udkom i magasinet Startling Stories, er en hæsblæsende omgang SF-ramasjang med udpræget sans for de store perspektiver. Det har jeg mere at sige om, men først til handlingen.
Historien introducerer os til Ardath, den sidste overlevende af en race superintelligente væsner fra en fjern afkrog af universet. Hans race er på flugt og søger efter en ny verden, hvor han nu som den eneste tilbage håber at kunne genetablere sig. Ardath ankommer langt om længe til en passende planet, hvor mikrobelivet synes lovende, og nu er det bare at gøre forberedelserne og vente. Mens Ardaths ligger i dvale i sit rumskib, der er i kredsløb om planeten, udvikler mikroberne sig stille og roligt som frø i en kultiveret have.
Planeten er selvfølgelig vores jordklode og mikroberne begyndelsen på livet. I sit rumskib vågner Ardath nu og da, mens millioner af år ruller forbi. Han vågner for at se, hvordan tingene har udviklet sig på planeten og til sidst er tiden til høsten inde. Livet er blevet intelligent og mennesket (skabt i Ardaths billede) er opstået.
For at kunne danne sit nye samfund skal Ardath bruge de bedste af de bedste, og han scanner sig derfor igennem civilisationens historie på Jorden for at finde frem til de største genier, der nogensinde har levet. Det bliver til barbarkrigeren Thordred, Ansaiya, en ypperstepræstinde fra Atlantis, Cornelius Scipio, kendt fra den Anden Puniske Krig og Li Yang, en rådgiver til Djengis Khan. Det er noget af et hold, og den sidste mand, som slutter sig til denne gruppe, skal hentes i bogens og Kuttners samtid – den sære outsider og geniale videnskabsmand Stephen Court.
To spor krydser sig i handlingen. For det første har den godmodige Ardath overset den mulighed, at hans supergenier kunne have egne ambitioner. Den ene af genierne går således bag om ryggen på ham og kupper Ardaths forsøg på at skabe en ny og bedre verden for os alle. Samtidig sker der ting og sager på Jorden i Stephen Courts samtidig. Der udbryder en mystisk syge, der omdanner de smittede til en form for energihungerende zombier. Epidemien er katastrofal og uden kur, men måske den geniale Stephen Court alligevel kan finde en løsning på det problem, der meget vel kunne blive menneskehedens endeligt. Hvordan de to spor hænger sammen, skal jeg ikke afsløre.
Romanen er fyldt til bristepunktet med den form for naturvidenskabelige saglighed, der karakteriserer tidens SF. Hovedpersonerne er handlekraftige, alvorlige mænd, der er i stand til at knuse næsten alle problemer med intellektet, og der hvor de alligevel ikke kan bruge logikken, kan de heldigvis også uddele øretæver.
Alt dette er mere eller mindre ordinær pulp, som vi kender det. Måske med udtagelse af karakteren Stephen Court, der ganske vist er genial, men også et fuldstændig dysfunktionelt menneske. Han er ikke nogen typisk pulphelt og snarere en kommentar til SF-genrens portræt af naturvidenskabsmanden som idealmennesket, vi bør efterstræbe. Man kan også notere sig, at Court uden tvivl kan frelse verden, men for at blive et helt individ må han give slip på sin videnskabelighed og lytte til et andet menneskes dybest set irrationelle følelser.
Det særlige ved Kuttners roman er det brede, modige perspektiv, han lægger ind i sin fortælling. Ikke alene beskriver han en sekulariseret evolutionshistorie med en forklaring på livets opståen, men han formulerer også en klar ambition omkring et utopisk slutmål for menneskeheden. Rejsen fra mikrobe til superintellekt, som den udfolder sig hos Kuttner, er langt mere dristig end hos de fleste af hans samtidige SF-forfattere, der med deres tekniske ingeniør-tilgang til verden insisterer på at se deres egen tid som noget, der stort set er slutpunktet for evolutionen og kulturen. Den vestlige verden kan nærmest ikke blive bedre, og credoet lyder, at vi bekender vores tillid til den hellige atomkraft og al dens energi.
Her stiller Kuttner sig anderledes og, tør man næsten sige det, filosofisk. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette er et mod og et perspektiv, som Kuttner fandt igennem sin kontakt med folk som Lovecraft og Frank Belknap Long, der dyrkede præcis disse dybe kosmiske, evolutionshistoriske perspektiver i deres forståelse af den populære SF-genre.
Set med nutidige øje kan det innovative og dristige i en fortælling som The Creature from Beyond Infinity være en smule svært at få øje på. Forfattere som Arthur C. Clarke og Colin Wilson udfolder eksempelvis det samme langt mere præcist, men ikke desto mindre står Kuttners roman som en form for mønsterbryder. Han giver os et kosmisk perspektiv, der rækker ud over vores evner som mennesker og beskriver verden af i dag (altså hans egen samtid) som en ufuldstændig proces, der kan udvikle sig i mange retninger.
For Kuttner er det ikke ubetinget rigtigt, at videnskaben er verdens redning. I stedet peger han på det hele menneske, individet, der er i kontakt med sine følelser, som det, der i sidste må frelse os fra krig og katastrofer. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at 60’ernes New Wave-forfattere fandt tilbage til Kuttner, som en af deres inspirationskilder, da de begyndte at lege med de samme idéer.
The Creature from Beyond Infinity er selvfølgelig pulp til bristepunktet, men bag de nu bedagede klichéer gemmer der sig noget originalt og gribende, som det lønner sig at grave frem. Jeg vil derfor gerne slå et slag for Kuttner, som afgjort kunne og var mere end bare at være en snylter på andres kreativitet.
frasortsand.wordpress.com 