Tag Archives: Frank Utpatel

Kan du høre dem hviske?

Nr. 1,  juli 1973

Nr. 1, juli 1973

Nu skal vi se nærmer på forsiderne til en af skrækfiktionens små solstråle historier, nemlig magasinet Whispers, der udkom i USA i 1970’erne og 80’erne. Et magasin, der sammen med Robert M. Prices magasin Crypt of Cthulhu må siges at høre til blandt de absolut mest indflydelsesrige fanmagasiner siden de store SF-fanzines guldalder.

Nr. 2, december 1973

Nr. 2, december 1973

Manden bag Whispers var tandlægen Stuart David Schiff, der brændte for horrorgenren og sære fortællinger i Weird Tales-traditionen. Han savnede imidlertid en platform, som kunne samle nye forfattere og fans, så derfor skabte han sit eget litterære blad. Resultatet blev Whispers, med en titel, der sendte en hilsen til gode gamle HPL.

Nr. 3, marts 1974

Nr. 3, marts 1974

Fordi Schiff havde penge til at finansiere projektet, kunne han også betale sine forfattere, hvilket ikke kun betød, at gamle mastodonter som Robert Bloch og Fritz Leiber skrev noveller til bladet, nej Schiff fik også nye stemmer med ind i magasinet. Unge, vilde forfattere som Dennis Etchison, Karl Edward Wagner og Ramsey Campbell fik dermed også trykt historier i bladet.

Nr. 4, juli 1974

Nr. 4, juli 1974

Men det stopper ikke der – hans forsider er ganske enkelt helt, helt fantastiske. Han kom nemlig hurtigt i kontakt med gamle Arkham House-veteraner som Frank Utpatel og Stephen Fabian, der navnlig skabte små sort/hvide-mesterværket til bladet.

Nr. 5, november 1974

Nr. 5, november 1974

Whispers overlevede ikke 80’erne, men Schiff udgav senere en række antologier, der samlede de bedste fortællinger i bogform. Og når jeg siger blade bør det i øvrigt nævnes, at de med tiden voksede sig til paperbacks med langt over hundrede sider lange. Pamfletter er der dermed absolut ikke tale om.

Nr. 6-7, juli 1975

Nr. 6-7, juli 1975

Bladet kunne uden tvivl være blevet til noget rigtig stort, men den type skrækfiktion, Schiff dyrkede, ramte desværre skævt i forhold til den mainstream-horror, der buldrede løs i 70’erne og 80’erne. Bestsellergysere gjorde ikke meget for salget af smalle udgivelser; det gjorde de ikke dengang, og det gør de ikke i dag. Desværre, så nu må stakkels samlere som undertegnede jagte det hedengangne magasin på Nettet og mærke skrækhistoriens vingesus, når en lille kuvert med et nyt samlerobjekt dumper ind ad brevsprækken.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975

Nr. 9, december 1976

Nr. 9, december 1976

Nr. 10, august 1978

Nr. 10, august 1978

Nr. 11-12, oktober 1978

Nr. 11-12, oktober 1978

Nr. 13-14, oktober 1979

Nr. 13-14, oktober 1979

Nr. 15-16, marts 1982

Nr. 15-16, marts 1982

Nr. 17-18, august 1982

Nr. 17-18, august 1982

Nr. 19-20, oktober 1983

Nr. 19-20, oktober 1983

Nr. 21-22, december 1984

Nr. 21-22, december 1984

Nr. 23-24, december 1987. Det sidste nummer af magasinet

Nr. 23-24, december 1987. Det sidste nummer af magasinet

Reklamer

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

August Derleth, Dwellers in Darkness (1976): Et stille farvel med spøgelser

Hardcover, Arkham House 1976. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel - forlagets vanlige mand i denne periode

Hardcover, Arkham House 1976. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel – forlagets vanlige mand i denne periode

August Derleth var en produktiv herre, der fik skrevet et anseeligt antal noveller i løbet af sin forfatterkarriere. Arkham House, forlaget han selv var med til at grundlægge, fik udgivet otte opsamlinger med udvalg af Derleths fortællinger. Dwellers in Darkness er den ottende og sidste af disse antologier; en bog, der udkom fem år efter Derleths død.

Antologien markerer en form for sidste tur i manegen for en af pulpens helt store skikkelser. Det er da også ganske passende, at bogen rummer nogle af Derleths tidligste noveller – nemlig fortællingerne om Judge Peck – og så den allersidste historie, som han dårligt nok nåede at afsluttet før sin alt for tidlige død som 62-årig i 1971.

Hardcover, Arkham House 1976

Hardcover, Arkham House 1976. Beklager det dårlige billeder

Jeg har efterhånden skrevet en del gange om August Derleth, og det vil næppe komme bag på faste læsere her på bloggen, at jeg har et noget ambivalent forhold til hans forfatterskab. Han har skrevet mesterlige noveller, og blandt hans mange historier finder man mange helt, helt fremragende passager, der driver af isnende uhygge og melankolsk skønhed. Men Derleth har ubetinget skrevet mest af det, der bedst kan karakteriseres som møg. Uinspirerede pasticher, der lukrerer på populære genrer og udtryk. Værst er Derleths Cthulhu mythos-fortællinger skarpt forfulgt af hans SF-historier. Fælles for begge disse er det, at man savner en fornemmelse af dybde i teksterne. En oprigtig glæde ved udtrykket, en dvælen ved sproget og stemningen. I stedet bliver hovedparten af Derleths noveller kluntet prosa uden nerve, der skamløst lukrerer på andres stilistiske udtryk.

Nerve finder man til gengæld til overflod i Derleths fine hjemstavnslitteratur om det stille landliv i Wisconsin. Her var Derleth uden tvivl stærkest, fordi han ikke i samme grad skulle låne fra andre. Her var han sin egen herre og behøvede blot at forstærke sin virkelighed, føje et romantisk sentimentalt lag til sine naturskildringer, og derved skabe utrolige små eventyr, som desværre ikke fandt noget stort publikum.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Dwellers in Darkness fokuserer hovedsageligt på noveller, der kommer tæt på Derleths egnslitteratur. Her er det nemlig hans afdæmpede spøgelsesfortællinger, der er i fokus. Fortællinger om gengangere, hævn fra hinsides graven og budskaber fra de døde. Historier skrevet i den klassiske spøgelsestradition fra 1800-tallets slutning med engelske navne som eksempelvis Charles Dickens og M. R. James som forbilleder. Man kan naturligvis indvende, at Derleth også her bruger et lånt udtryk til historierne, men genren klæder ham, og han gør sig godt i selskab med spøgelserne. Måske fordi han her får lejlighed til utvungent at skildre de landlige hverdagsmiljøer og landskaber, som han elskede at beskrive uden at skulle gøre alt for mange kommercielle knæfald.

Faktisk er Dwellers in Darkness måske den bedste opsamling med noveller fra Derleths hånd, som Arkham House har udsendt. Det skyldes ene og alene det faktum, at historierne kommer tæt på den fiktion og poesi, Derleth skrev, når han ikke havde det store pulpmarked for øje. Selv i de mest kulørte fortællinger i bogen rammer Derleth nemlig en sober forsigtighed, der viser hans følsomhed og sans for lys og natur.

Weird Tales, november 1947. Bladet hvor "The Ghost Walk" optrådte første gang

Weird Tales, november 1947. Bladet hvor “The Ghost Walk” optrådte første gang

Eksempelvis i historier som ”The Ghost Walk” og ”The Night Road”, hvor han fører os med ud i en øde have eller en natmørk landevej. Alene her, i novellernes miljøer, rammer han noget foruroligende. Her er det da heller ikke spøgelserne, der skræmmer, men antydningen af det der kunne gemme sig i skyggerne. Det uforklarlige, der gemmer sig i tusmørket, mellem træer og buske, og ikke umiddelbart afsløres for læseren. Gradvist tegnes konturerne af et plot naturligvis for os, men på det tidspunkt har fortællingerne allerede mistet deres pondus. Det mesterlige ligger nemlig i optakten, selve afviklingen af historien ender som regel ferskt og trivielt. Ikke desto mindre vrider Derleth alt, hvad han kan ud af nattemørkets mystisk og får det til at løbe læseren (mig) koldt ned ad ryggen.

Et andet eksempel på Derleths stille tilgang til gyset kan findes fint i ”The Patchwork Quilt”, hvor et forbandet patchworktæppe, der har fanget en moders sorg og smerte, skaber ubehagelige billeder af overnaturlig kvælning, da tæppet smyger sig om en sovende gæst. Faktisk er novellen noget af det stærkeste i bogen og et stykke gedigent horrorfiktion, som Derleth kun formede at svinge sig op til få gange i sit forfattervirke.

Weird Tales, maj 1952. Nummeret med "The Night Road"

Weird Tales, maj 1952. Nummeret med “The Night Road”

Hele bogen er imidlertid ikke rene spøgelsesfortællinger. En enkelt mythos-novelle, ”The Passing of Eric Holm”, har fundet vej ind i bogen, og det samme har to kriminoveller om Judge Peck. En karakter, som Derleth brugte i sine tidligste fortællinger. Den gamle, livskloge dommer kommer ud for lidt af hvert i novellerne, men fælles for dem er det, at retssystemet ikke formår at straffe en skyldig, men så gør forsynet – eller skæbnen om man vil – i stedet rettens arbejde.

I ”The Element of chance” får Peck således assistance af en dommer fra det hinsides i en sag om et mord, mens Peck selv opklarer et mord i ”Fool Proof” og ganske kynisk hjælper morderen til at begå selvmord, da loven ikke kan nå den skyldige. Det er brutale øje-for-et-øje-noveller, som i dag måske vækker mest opsigt på grund af deres rå syn på straf og retfærdighed.

Strange Stories, december 1939. Nummeret med Cthulhu mythos-novellen "The Passing of Eric Holm"

Strange Stories, december 1939. Nummeret med Cthulhu mythos-novellen “The Passing of Eric Holm”

Dwellers in Darkness er faktisk en rigtig fin samling noveller, der viser noget af det, Derleth var i stand til, når han skrev, hvad han elskede og noget af det, der gør det ganske urimeligt blankt at afskrive ham som en elendig forfatter. Noget han ellers ganske ofte bliver, hvilke du bare behøver søge en smule rundt på Nettet for at konstatere. Derleth var imidlertid heller ikke nogen stor forfatter, og historierne i indeværende bog er ikke klokkeklare mesterværker. Men man fornemmer, at de er skrevet med passion, og det mærkes, at spøgelsesgenren stod Derleths hjerte nær. Det skrev han selv flere gange, og det fornemmes i teksterne, der både i enkelte passager og historierne som helhed har den uforklarlige uhygge, som de gode gespensterberetninger har.

Ellery Queen's Mystery, december 1949. Her finder man historien "Fool Proof" med Judge Peck

Ellery Queen’s Mystery, december 1949. Her finder man historien “Fool Proof” med Judge Peck

For mig kunne Derleth ikke sendes på vej med en bedre bog end denne. Den samler Derleth, når han er bedst og viser, hvor god han kunne være, når han ikke søbede rundt i forloren Cthulhu mythos eller fjollede SF-fortællinger, som han dårligt nok selv kunne tage alvorligt. Det var digteren Derleth, der skrev flere af disse noveller, og det er ham, jeg vil huske.

Novellerne:

“The Ghost Walk”

“The Ormolu Clock”

“A Knocking in the Wall”

“The Lost Path”

“The Place of Desolation”

“The Patchwork Quilt”

“The Island Out of Space”

“The Night Road”

“Come to Me”

“Memoir for Lucas Payne”

“The Passing of Eric Holm”

“Man in the Dark”

“The Song of the Peewee”

“Open, Sesame!”

“Ghost Lake”

“The Element of Chance”

“Fool Proof”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

J. Sheridan Le Fanu, The Purcell Papers (1975): Irsk folklore og stemningsfuld gotik

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

August Derleth var en stor beundrer af irske Sheridan Le Fanus fiktion, og Arkham House udsendte derfor allerede tilbage i 1945 en antologi – Green Tea and Other Ghost Stories – med nogle af Fanus bedste og mest velkendte fortællinger. Le Fanu skrev imidlertid en hel del sære, skrækhistorier, og Derleth planlagde derfor at udsende endnu et bind, der skulle indeholde nogle af de mindre kendte fortællinger. Det nåede han bare ikke. Ved sin død i 1971 efterlod Derleth sig et manuskript med de udvalgte noveller samt et udkast til en indledning. April Derleth kunne derfor i 1975 udsende den anden opsamling med Sheridan Le Fanus fortællinger på Arkham House og inkludere en posthum indledning skrevet af hendes far.

Antologien fik, en smule forvirrende, titlen The Purcell Papers – den samme titel som den store opsamling af Le Fanu-historier i tre bind, der udkom i 1880. Arkham House-udgaven rummer kun et lille udpluk af disse fortællinger og bringer samtidigt nogle andre, der ikke optrådte i den originale udgave – bogen er med andre ord en omgang rod, der ikke er helt ukarakteristisk for Arkham House-udgivelser.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Titlen, The Pucell Papers, henviser til rammen for den oprindelige 1880-udgivelse, der blev lanceret som et manuskript med fortællinger fra det sydlige Irland, skrevet af en nu afdød katolsk præst. En snedig konstruktion, der tilfører handlingen et skær af autencitet. Faktisk kan man sige, at hele den gotiske tradition blev født med det greb, idet Horace Walpole udsendte The Castle of Otranto anonymt og i indledningen hævdede, at bogen var en oversættelse af et middelalderligt manuskript fra Italien. Vi kender det samme fra i dag med de mange ”baseret på virkelige hændelser”-historier. Et virkemiddel, der med andre ord har fulgt skrækfiktionen siden dens litterære barndom.

Novellerne i The Purcell Papers – både den oprindelige 1880-udgave og Arkham House-udgaven – falder tidligt i Fanus forfatterskab. Han skrev meget i løbet af sin karriere og bevægede sig gennem mange genrer, hvor de sære fortællinger og skrækhistorierne især optog ham i begyndelsen. Når man samtidig tager med i betragtning, at Fanu ofte raffinerede sine idéer og fortællinger, blot iklædt overfladiske forandringer, er det klart, at de tidligste historier kan fremstå mindre vellykkede end de senere, mere rutinerede historier, der har gjort ham så berømt. August Derleth var klar over dette. Faktisk skriver han i indledningen til sin udgave af The Purcell Papers, at bogens noveller langt fra er lige så gode som historierne i den første antologi med Fanus historier, som forlaget udsendte. Ikke desto mindre hævder Derleth, at novellerne er litteraturhistorisk interessante og giver et indblik i Fanus arbejdsmetode.

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Og her kan man kun være enig. Der er ret mange famlende noveller i The Purcell Papers, der på bedste gotiske facon er længere, end hvad godt er, og savner et mere grundlæggende arbejde med stemningen. Ikke desto mindre viser historierne til fulde, hvorfor Le Fanu er blevet døbt den irske Poe. Der hvor han er bedst, rammer Fanus prosa nemlig en stærk åre fyldt med billedmættet, dyster poesi.

I åbningen på “The Fortunes of Sir Robert Ardagh” tager han os eksempelvis på rejse gennem et landskab med skumle, krogede skove og truende bakker. Landskabet emmer af noget indestængt, noget forhekset, der langt overgår historiens i virkeligheden ganske trivielle handling. Rammen for fortællingen er imidlertid særdeles fascinerende og trækker på hele den gotiske traditions vokabular og metaforik. Ligeledes har den snakkende, nærmest lette “The Child That Went With the Fairies” en voldsom kraft. Historien, der handler om et barn, som forsvinder i mosen og senere vender tilbage, er ganske enkelt forbløffende virkningsfuld i dens snigende præsentation af det overnaturlige. Det skyldes utvivlsomt den uskyldige måde historien fortælles på, hvilket kontrasteres i de ulmende beskrivelser, hvor det atter er landskabet, der er Fanus væsentligste redskab.

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Mere traditionelt spændende, men ikke mindre fascinerende, er “The Mysterious Lodger”, der er alt for lang for sit eget bedste. Ikke desto mindre indfanger han en sær truende stemning af fare og mystik i historiens første del, hvor fortællingen endnu er under opbygning, og vi kun kan gisne om den mærkværdige logerendes sande og utvivlsomt diabolske natur.

Sheridan Fanu er måske ikke den store historiefortæller, og jeg er på ingen måde begejstret for hans gruppe af halvhumoristiske noveller fortalt i dialekt, men hans fortællinger hører trods det til blandt noget af det mest læseværdige gys. Som Lovecraft søger han nemlig ud i landskabet, ud i det rustikke land, langt fra Dublins tummel og modernitet. Her, blandt bøndergårde og krogede ege, finder han kimen til et utal af mystiske optrin, der gennemsyres af folkelige forestillinger og drømme om et større metafysisk univers, hvor overnaturlige kræfter lurer lige om hjørnet. Det er ikke så sært, at Victoriatidens forfattere elskede Fanu. Han leverer nemlig støbeformen til meget af den spøgelses- og skrækfiktion, der skulle udkomme ved århundredeskiftet.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Fordi Fanu skriver i dialog med idéer om en fortid befolket af spøgelser og overnaturlige væsner, får hans noveller en sær resonans, der i hvert fald har en stor indvirkning på mig. Han antyder en fortidens mystik i nutiden og finder det mærkelige og fremmedartede lurerende i hængepilenes skygger, mellem mosens brune siv og egenes krogede rødder. Fanu hører spøgelser sukke i vinden og møder døden i kragernes skrig. Det giver teksterne en dybde, en forankring i verden, som er misundelsesværdig. Det er ikke så sært, at hjemstavnsforfatteren August Derleth faldt for Fanu. Ud over sin pulpede genrefiktion skrev han nemlig stille litteratur om livet i Wisconsin.

Hardcover, Arkham House 1945

Hardcover, Arkham House 1945

Når man læser The Purcell Papers, er der meget, som hurtigt glemmes, fordi det dybest set er banalt og kun dårligt formår at fange læseren i dag, men pludselig toner passager frem i historierne, der forandrer teksten og læseoplevelsen. Her transformerer Fanu med ét det forglemmelige til uforlignelige oplevelser der står mål med det bedste skrækgenren har præsteret. Og det er skam ikke uden konsekvenser, at læse den slags – Fanu sår nemlig gotiske frø i hjertet på læseren, der forandrer vores syn på verden og skærper vores blik for det mystiske liv, der udspiller i sig i landskabets skygger.

Novellerne:

“The Ghost and the Bone-Setter”

“The Fortunes of Sir Robert Ardagh”

“The Drunkard’s Dream”

“The Quare Gander”

“The Child That Went With the Fairies”

“The White Cat of Drumgunniol”

“The Village Bully”

“The Spectre Lovers”

“Stories of Lough Guir”

“A Night in the Bell Inn”

“The Dead Sexton”

“The Legend of Dunblane”

“The Mysterious Lodger”

“The Churchyard Yew” (pastiche skrevet af August Derleth i Fanus navn)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

August Derleth, Harrigan’s File (1975): Letbenet og blodfattig SF

Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel - den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode

Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel – den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode

I en årrække mellem 1952 og ’65 skrev August Derleth en stribe korte SF-fortællinger, der markerer et afbræk fra hans vanlige grusel- og krimihistorier. Derleth var aldrig sen til at se mulighederne for et lukrativt marked, og SF-genrens stigende popularitet i 50’erne har uden tvivl ansporet ham til at skrive novellerne.

Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at Derleth til en vis grad var på udebane, da han kastede sig over SF-genren. Han havde redigeret SF og læst en masse af sine forfatterkollegers historier, men egentlige, selvstændige bidrag til genren var der ikke blevet nogen af. Faktisk kan man ganske paradoksalt spore en form for modstand imod selve genren i hans noveller.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

På den ene side tumler Derleth ganske ukritisk ind i alle tidens klichéer og plots, men på den anden side er historierne skrevet skævt ind på tidens typiske science fiction og fordrejer derved de velkendte temaers fokus. Derleth kommer på den led bevidst (eller ubevidst) til at bøje genren og skabe sig et selvstændigt greb om de velkendte motiver. Alt det har man mulighed for at opleve i antologien Harrigan’s File, som Arkham House udsendte i 1975.

Alle Derleths science fiction-noveller er bygget op omkring journalisten Tex Harrigan, en hårdkogt skeptiker med smag for det kuriøse. I historierne er Harrigan en erfaren herre, der kan se tilbage på en lang karriere i pressebranchen. Han har arbejdet på et utal af aviser og mødt en lind strøm af sære eksistenser. De særeste har han samlet i et arkiv over ”besynderlige personer”, og det er disse personager, som novellerne handler om.

August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)

Konceptet for alle Harrigan-historierne er stort set ens, og de begynder da også mere eller mindre på samme måde. Harrigan sidder på en bar et sted i USA og drikker med en kollega eller ven. Snakken falder på et eller andet emne, hvorefter Harrigan udbryder: ”Det minder mig om dengang…”. Vennen svarer: ”Det kender jeg ikke noget til…” Og så fortæller Harrigan ellers sin historie.

Typisk får Tex Harrigan sig rodet ind i historierne, fordi han er blevet sendt ud for at lave et interview med en gal opfinder af en art. Harrigan er, som sagt, ekstremt skeptisk anlagt og tvivler derfor altid på opfinderen, men gang på gang har de gale opfindere gjort det umulige og opfundet videnskabelige sensationer. Desværre går det altid galt, maskinerne vender sig imod opfinderen eller forsvinder, før verden får øjnene op for miraklet. Ganske ironisk er det eneste vidne til de store opfindelser således som regel Tex Harrigan, der ikke har megen tiltro til de skøre opfinderes evner.

Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen "McIlvaine's Star"

Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen “McIlvaine’s Star”

Tematisk kommer vi rundt om lidt af hvert i bogen. I “Invaders from the Microcosm” har en opfinder opdaget, at mikroskopiske fremmede væsner fra verdensrummet har indledt en invasion af Jorden i hans baghave. I en anden, “The Mechanical House”, har en excentrisk rigmand skabt et fuldt mekanisk hus, der kan varetage alle tænkelige funktioner. Det lyder genialt, men problemerne hober sig hurtigt op for den uheldige videnskabsmand. Man kunne også trække “By Rocket to the Moon” frem. Her tager en mand til månen i en raket, men ser sig ude af stand til at bevise sin bedrift og ender med at blive indlagt som galning.

Faktisk er stort set alle historierne mere eller mindre ens i opbygning og indhold. Kun “A Corner for Lucia” skiller sig for alvor ud ved i langt højere grad at ligne en klassisk ”weird tale”. Her kommer en kvinde, Lucia, uforvarende til at træde ind i en anden dimension. Historien er rigtig fin og rummer nogle sære elementer, som grænser til gys. Man fornemmer, at Derleth her er i sit rette element, og måske var historien i virkeligheden oprindelig tænkt til noget helt andet, før den blev brugt i Harrrigans univers.

Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine "A Corner for Lucia" trykt

Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine “A Corner for Lucia” trykt

Hovedparten af bogens noveller er bygget op omkring den klassiske pulpede afsløring til sidst, hvor Tex må genoverveje, om der muligvis alligevel var mere i sagen, end man umiddelbart skulle tro. Som læsere er vi imidlertid aldrig i tvivl, fordi Derleth konsekvent lægger en lille passage ind i alle novellerne, hvor vi i stedet for at få historien fortalt gennem Harrigan, følger den pågældende videnskabsmand eller opfinder, som novellen handler om. Derleth opnår to ting med det greb: På den ene side knyttes alle novellens tråde sammen for læseren, og på den anden side kan Harrigans snusfornuftige skepsis gang på gang blive udstillet som blindhed.

Man kan så spørge sig, om der er en overordnet tematik, der går igen i novellerne; det vil jeg mene. De er skrevet i en så tæt rækkefølge, at Derleth helt naturligt forfulgte den samme tankerække i historierne. Novellerne forholder sig stort set alle til videnskabens muligheder, men holder den faktiske videnskab ude i armslængde. Tilgangen til naturvidenskaberne er med andre ord ganske blød, om man vil, men kredser alligevel om emnet. Novellerne forstås da også bedst som en advarsel, hvor Derleth lufter en solid skepsis overfor jagten på mere komfort og materiel velstand.

Spaceway, april 1954, med novellen "The Remarkable Dingdong"

Spaceway, april 1954, med novellen “The Remarkable Dingdong”

Derleth lader os nemlig gennem sine noveller forstå, at fremskridtet ikke nødvendigvis vil føre til forbedringer. Fremskridtet fører os ud i ubekendt terræn, der kan vise sig at give alvorligt bagslag med fatale følger, hvilket bogens videnskabsmænd gang på gang må sande.

Men Derleth siger samtidig, at det er mindst lige så farligt, hvis ikke farligere, at gøre som Tex Harrigan og vende det blinde øje til naturvidenskaben. Derleths budskab er således at holde et vågent øje med det videnskabelige arbejde, der udføres, fordi de gode intentioner pludselig kan ramme os som en boomerang i nakken. Pointen er måske hverken overraskende eller original, men ikke desto mindre sympatisk.

Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte "Invaders from the Microcosm" første gang

Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte “Invaders from the Microcosm” første gang

Det er let at se, hvordan landdrengen August Derleth, der elskede sit stille Wisconsin, med skepsis oplevede 50’ernes enorme teknologiske forandringer i forhold til øget effektivitet og bekvemmelighed. Heldigvis formår han at udtrykke sin bekymring gennem mild samtidssatire uden at forfalde til den tungsindige modernitetskritik, som ellers kan påtræffes blandt flere af Derleths jævnaldrende genreforfattere.

Det er naturligvis rart, at Arkham House samlede alle Tex Harrigan-novellerne i et bind, men som samling fungerer de dårligt. Teksternes skabelon-agtige opbygning og gentagelser gør bogen til en fornøjelig, men blodfattig oplevelse.

Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen "The Maugham Obsession" blev bragt første gang

Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen “The Maugham Obsession” blev bragt første gang

Derleths kreative overskud fandt ikke vej ind i Tex Harrigan-historierne, der vel bedst kan beskrives som metervare. Det er tyndbenet fiktion, skrevet uden synderlig kærlighed til teksten eller genren og repræsenterer noget af Derleths svagere litteratur. Dermed ikke sagt, at det er kedeligt eller dårligt, langt fra. Tex Harrigan skal bare indtages i små doser, alt andet fører til litterær forstoppelse.

 

Novellerne:

“McIlvaine’s Star”

“A Corner for Lucia”

“Invaders from the Microcosm”

“Mary VII”

“The Other Side of the Wall”

“An Eye for History”

“The Maugham Obsession”

“A Traveler in Time”

“The Detective and the Senator”

“Protoplasma”

“The Mechanical House”

“By Rocket to the Moon”

“The Man Who Rode the Saucer”

“Ferguson’s Capsules”

“The Penfield Misadventure”

“The Remarkable Dingdong”

“The Martian Artifact”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

M. P. Shiel, Xélucha and Others (1975): Dekadent gotik og forførende morbiditet

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra

Engelske M. P. Shiel er en af de genreforfattere, der trods en skyggetilværelse på kanten af glemslen har formået at forblive i trykken, siden han døde i ’47. Det er der mange gode grunde til, men en af de væsentligste er helt sikkert, at H. P. Lovecraft ved flere lejligheder omtalte og roste Shiels fiktion. Den slags ros fra Lovecraft har efterfølgende vist sig at være en form for genrehistorisk kanonisation, der sikrede Shiels og flere andres historier for eftertiden.

Shiels noveller er jævnligt blevet bragt i antologier, og det er heller ikke overraskende, at August Derleth og Arkham House længe planlagde at udgive udvalgte af hans historier. Derleth nåede ikke at fuldføre projektet, men i ’75 kunne forlaget lancere den første opsamling udelukkende med Shiels historier i en lang årrække.

Bogen, der fik titlen Xélucha and Others, blev aldrig en bestseller. Hvilket ikke er så mærkeligt, for M. P. Shiel har en krævende, for ikke at sige anstrengende pen, der så afgjort udfordrer den moderne læsers tålmodighed. August Derleth sagde om Shiel, at han på en gang underudviklede og overgjorde sine tekster. Den beskrivelse er imponerende præcis, og jeg skal vende tilbage til den om et øjeblik.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

Når Lovecraft var så begejstret for i hvert fald dele af Shiels noveller (han skrev også en del romaner), skyldes det sikkert, at et af Shiels litterære forbilleder var Poe. Poe ånder ham over skulderen i en stor del af hans makabre og overnaturlige fortællinger. Så meget, at Shiel låner direkte fra Poe flere steder. Eksempelvis i “The House of Sounds”, hvor hovedpersonen rejser til Nordnorge for at besøge en gammel ven, der har isoleret sig på et gammelt landsted, som han har arvet. Hjemme i slægtens favn er det gået stærkt tilbage for vennen, der lider af en sær overfølsomhed over for lyde. Mere behøver jeg vel næppe fortælle, for Shiels novelle er naturligvis et opkog på ”The Fall of the House of Usher”.

Man kan også gå til den bizarre “Dark Lot of One Saul”, der handler om en mand, der bliver smidt over bord fra et skib og havner i en undersøisk hule, langt under havoverfladen. Her lever den strandede i årevis og nedfælder sine underjordiske oplevelser i en notesbog, som senere bjerges af søfolk. Jules Verne og Poe har begge her stået faddere til beretningen, der oser langt væk af sære vildmarksoplevelser.

Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman

Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman

Der går imidlertid et skel gennem Shiels forfatterskab, der også afspejles i Xélucha and Others. Det er nemlig især i de tidlige fortællinger fra tiden omkring 1900, at Shiel for alvor trækker på Poes og andre ældre forfatteres makabre impulser. Hvis man eksempelvis læser novellen ”Xélucha” fra 1896, står det klart, hvordan et romantisk sværmeri blandes med Poes morbiditet i teksterne fra den tid. 

M. P. Shiels første bølge af genrefiktion er nemlig en sen udløber af 1800-tallets såkaldte dekadente stil. Den fiktion, Shiel producerede senere, fra 1910’erne og frem til 30’erne, fik en anden valør. Og den realisme, som eksempelvis Jack London var en del af, får indflydelse på hans sprog og renser ud i Shiels sværmeri for arkaismer og ældre poetiske udtryk.

Paperback, Fanucci 1989

Paperback, Fanucci 1989

De nye historier mister det fabulerende, eventyrlige element til fordel for psykologisk indlevelse og miljøskildring. Som eksempelvis i ”The Bride”, der handler om en mand, der forlover sig med to søstre. Ude af stand til at vælge driver han den ene af pigerne til selvmord og udløser derved en selvpinerisk hjemsøgelse af dårlig samvittighed. De indre dæmoner blandes her med ydre overnaturlige gespenster på en måde, hvor febervildelse og virkelighed bliver vanskelige at skelne.

Uanset hvor man slår ned i Shiels forfatterskab, er det imidlertid klart, at hans styrke ikke ligger i plotopbygningen. Shiels fortællinger er gennemskuelige og til trods for, at han leverede flere historier med innovative elementer, forbliver hovedparten af hans tekster ganske traditionelle med velafprøvede idéer.

Hardcover, Grant Richards 1913

Hardcover, Grant Richards 1913

Det er med andre ord ikke på grund af fortællingernes originalitet, at man skal søge Shiels noveller. Man skal heller ikke læse dem, fordi de har gennemgribende litterær kvalitet. Langt fra. De fleste af hans historier er kunstlede og ekstremt tunge. Teksterne flytter sig kun langsomt ud af stedet og gør det med kaskader af ord, der dvæler ved små detaljer og sanseindtryk. Præcis det forhold, som August Deleth så rammende satte ord på.

Der kan således siges rigtig meget skidt om Shiels stil. Trods det opstår der noget magisk i flere af hans historier. Små glimt af makaber, gotisk skønhed som viser, at Shiel i den grad har lært af Poe og formår at gøre ham kunsten efter. En novelle som førnævnte ”Xélucha” på det nærmeste drypper af månelys og rådne gravkældre i en fabelfantasi, der svæver mellem Tusind og en Nat og ”The Masque of the Red Death”. Shiel leverer her uforfalsket gotik, der forfører tankerne med forlokkende billeder af makaber sanselighed.

Eller man kan tage en historie som “The House of Sounds”, der i plot og handling er komplet ligegyldig. Ikke desto mindre er novellen stærk læsning, fordi Shiel fylder siderne med eksplosive indtryk af et drømmelignende, fiktivt Norge med tågede kyster, skumoversprøjtede brændinger og sorte klipper.

Hardcover, Arkham House 1977

Hardcover, Arkham House 1977

Shiels noveller er labyrinter af ord, som læseren jages igennem. Gang på gang render man panden mod muren på grund af tekstmassernes massivitet, men pludselig står man også ansigt til ansigt med labyrintens sære beboere. De sært ubehagelige billeder af gotiske landskaber og væsner, der kun befolker de bedste af alle skrækfortællinger.

Med novellernes fortættede form kan det derfor også virke som et pusterum, når man læser de mere ordinære historier som f. eks. ”The Pale Ape”.  En lykantropisk fortælling, der for Shiels standarder er forbløffende mundret og let tilgængelig.

Ikke desto mindre må man nok konkludere, at Shiels pen er ikke for alle. Men for alle dem, der holder fast og kigger bag ordenes slør, ligger der fantastisk gotik og venter, som man næppe glemmer med det samme.

Novellerne:

“Xélucha”

 “The Primate of the Rose”

 “Dark Lot of One Saul”

 “The House of Sounds”

 “The Globe of Gold-Fish”

 “Many a Tear”

 “The Bride”

 “The Tale of Henry and Rowena”

 “The Bell of St. Sepulcre”

 “Huguenin’s Wife”

 “The Pale Ape”

 “The Case of Euphemia Raphash”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Frank Belknap Long, Howard Phillips Lovecraft. Dreamer on the Night Side (1975): En ubetinget kærlighedserklæring

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

I 1960’erne eksploderede H. P. Lovecrafts popularitet, og paperbackopsamlinger med hans historier blev pludselig tilgængelige i et hidtil ukendt antal. Med begejstringen for Lovecrafts historier voksede interessen også for forfatteren selv. Der blev skrevet forord om Lovecraft, der udkom selvstændige bøger om manden, og der blev udgivet lærde artikler om ham.

Hovedparten af alt dette er tekster, der på en eller anden måde bidrager til konstruktionen af den mytologiske Lovecraft. En mytologi, som han vel at mærke selv var med til at konstruere igennem sine breve. Det vil sige idéen om Lovecraft som isspisende mystiker og eneboer i Providence, der hadede jøder, var skabsbøsse og okkultist. Fyld selv mere på – der er frit slag på alle hylder, myterne lever stadig.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Måske ansporet af den store opmærksomhed omkring H. P. Lovecraft, måske ansporet af de mange fejlagtige postulater om manden, måske ansporet lidt af det hele, udgav Frank Belknap Long sine erindringer om Lovecraft i 1975 på Arkham House (naturligvis). Et erindringsværk med den fantastiske undertitel ”Dreamer on the Night Side”.

Long var ikke nogen hvem som helst. Han var en del af inderkredsen omkring Lovecraft, og blandt de tre unge forfattere, der kom tætteste på den ærværdige gentleman fra Providence.

Frank Belknap Long (27. april 1901 - 3. januar 1994)

Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994)

Long, sammen med Robert H. Barlow og Alfred Galpin, var således en af de personer fra forfattermiljøet, der tilbragte mest tid sammen med Lovecraft. Først og fremmest i den periode, hvor Lovecraft boede i New York (1924-26), men senere også i kraft af flere besøg og fælles ekskursioner. I alt blev det til godt og vel ti års venskab mellem unge Belknapius og Lovecraft. Ti år, der gjorde et udsletteligt indtryk på ham.

Belknap Long var 76 år, da han udgav sin erindringsbog. På det tidspunkt havde Lovecraft været død i 38 år. Der var dermed løbet meget vand i åen siden da, og man kommer ikke uden om, at Longs bog er et ganske, ganske sentimentalt tilbageblik. Flere steder på nettet kan man se den omtalt som biografi, men det er i virkeligheden misvisende. Belknap Longs bog er personlige erindringer, og handler derfor i lige så høj grad om ham selv, som om Lovecraft.

H. P. Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) og Frank Belknap Long i New York 1931

H. P. Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) og Frank Belknap Long i New York 1931

Bogen er ikke noget udpræget systematisk værk. Long går nogenlunde kronologisk til værks og forsøger at skildre Lovecrafts liv fra barndom til død, men undervejs gør Belknap Long så mange svinkeærinder, at strukturen bliver ganske udflydende. Præcis det er faktisk en af bogens charmer. Den er excentrisk, og man fornemmer, hvordan pennen løber af med den gamle Long, mens han sidder og tænker tilbage på de gode gamle dage. Der er noget stream of consciousness-agtigt over teksten, der leder læseren ud i alle mulige kringelkroge af pulplitteraturen. Og det er vel at mærke absolut ikke kedeligt, når man er i selskab med en veteran som Long.

Stilistisk fører excentriciteterne blandt andet til en ordret rekonstruktion, i bedste Q&A-stil, af en af de mange paneldebatter og rundbordsdiskussioner om Lovecaft, som Long har deltaget i. Han havner også i passager, der må kvalificeres som ren fiktion (se nedenfor) og temmelig lange citater af andres tekster.

Sonia H. Greene og H. P. Lovecraft

Sonia H. Greene og H. P. Lovecraft

Bogen er hverken den mest velredigerede udgivelse, som Arkahm House har udsendt, eller den mest gennemtænkte tekst, som Long skrev. Den er faktisk ganske problematisk hele vejen igennem. Det skyldes først og fremmest Longs ambition om at afmontere de mange myter om Lovecraft og forklare, hvordan manden i ”virkelighed” var. I stedet for at beskrive Lovecraft som gotisk eneboer genskaber Long ham som et intellektuelt kunstnergeni – et renæssancemenneske ud over det sædvanlige, der er på linje med litteraturhistoriens giganter (Shakespeare, Keats, Poe osv.).

Faktisk kender Longs rosenrøde heltedyrkelse næsten ingen grænser. Det fører ham ud i penible situationer – som da han forsøger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Lovecraft var grim. Han kvier sig ved at fremstille sin gamle mentor som uskøn, og må derfor gå krabbegang omkring emnet, og Long ender i et mærkværdigt modangreb og påstår, at mange store genier op gennem historien har set særprægede ud.

Frank Belknap Long fotograferet på et tidspunkt i slutningen 1940'erne

Frank Belknap Long fotograferet på et tidspunkt i slutningen 1940’erne

Mere problematisk bliver det, når Belknap Long foretager små kunstgreb, der skal nedtone den unge Lovecrafts udfald mod jøder, politiske overbevisninger eller de generelle racistiske bemærkninger, der falder i brevene såvel som i fiktionen. Long vælger her det klassiske, hundske argument, at Lovecraft bare var et barn af sin tid og dermed ikke kan kvalificeres som racist. Det argument kan man mene, hvad man vil om, men etisk er det uholdbart og uigennemtænkt – men det er en anden diskussion.

Mere interessant er Longs påstand om, at Lovecraft aldrig bar masker. At han altid var sig selv og altid helt ærlig (s. 84). Jeg er for meget af en Goffman-tilhænger til at sluge det postulat, og alle, der har læst i Lovecrafts korrespondance, vil utvivlsomt bemærke, hvordan han løbende skifter persona. Faktisk falder Long over sit eget argument. Sidst i bogen bruger han nemlig Lovecrafts evne til at tilpasse sig forskellige sociale sammenhænge som delforklaring på førnævnte racisme. H. P. Lovecraft var således kun racist i de sammenhænge, hvor det var passende at ytre sig racistisk. Hvis det ikke er at påtage sig roller eller masker, så ved jeg ikke, hvad der er!

Kåd, fake boksekamp mellem Long og Lovecraft i New York 1931

Kåd, fake boksekamp mellem Long og Lovecraft i New York 1931

På samme led er jeg for meget af en freudianer til at acceptere, at sex ikke spillede nogen rolle i Lovecrafts liv og personlighed. Kan ske han ikke talte om det og kan ske, han ikke skrev om det, men dermed ikke sagt, at det ikke betød noget for ham. Emnet dukker ikke overraskende op flere gange hos Long; først i forbindelse med en diskussion af forholdet til Sonja Green, og senere igen, da skabsbøsse-tesen skal dementeres.

Det hele er naturligvis et led i Frank Belknap Longs udrensning af mytologien omkring Lovecraft og iscenesættelsen af ham som genial digter. Poes arvetager, som Long skriver det et sted. Longs egen rolle i denne sammenhæng bliver som sandhedens apostel, fordi han bedre end nogen anden kendte Lovecraft. Det siger han selv i indledningen, og gør sig dermed også til den gamle mesters talerør. Og det ganske bogstaveligt.

Frank Belknap Long, H. P- Lovecraft og James F. Morton, 11. april 1922, fotograferet forn den såkaldte Poe Cottage i Fortham, New York

Frank Belknap Long, H. P. Lovecraft og James F. Morton, 11. april 1922, fotograferet foran den såkaldte Poe Cottage i Fortham, New York

Long opstiller nemlig en længere, tænkt dialog mellem ham selv og Lovecraft, hvor han spørger sin gamle ven om en række emner, der vil interessere læseren at få besvaret. Det er naturligvis ganske grotesk læsning og viser, måske helt uskyldigt, hvordan Long placerer sig som førstemand i den apostoliske arvefølge efter mesterens død.

Trods alle bogens absurditeter er den et fascinerende, underholdende og rørende gravskrift. Det er en ubetinget kærlighedserklæring til Lovecraft og Belknaps tak til sin mentor. Han fik aldrig sagt farvel til Lovecraft, men med denne bog viste han verden, at han aldrig havde glemt de ti gode år med vennen.

Frank Belknap Long som gammel mand

Frank Belknap Long som gammel mand

Alene fordi bogen er så kluntet og tvivlsom, bliver den et udtryk for Frank Belknap Longs fejlbarlighed og menneskelighed. Det er et skud fra hoften fra en gammel mand, der længes tilbage. Der havner vi alle. Derfor må man også tilgive ham alle de små forfængeligheder, de hvide løgne og glædes over bogens hjertevarme indhold. Det er lige til at blive rørstrømsk over.

Snøft!

2 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Mary E. Wilkins-Freeman, Collected Ghost Stories (1974): Stille, klassiske gys

Hardcover, Arkham House 1974. En fin, fin forside af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1974. En fin, fin forside af Frank Utpatel

Bag den fremragende forside af Frank Utpatel gemmer der sig en samling af den amerikanske forfatter Mary E. Wilkins-Freemans små gyserhistorier. I alt 12 styk skrevet i årene omkring 1900. Det er ikke alle novellerne, der er egentlige spøgelseshistorier, men alle som en falder inden for rammerne af den klassiske, victorianske overnaturlige fortælling.

Wilkins-Freeman skrev flittigt, og hendes overnaturlige historier udgør i virkeligheden kun en lille del af den samlede produktion. Ikke desto mindre falder hendes spøgelsesfortællinger godt i tråd med resten af forfatterskabet, der i vid udstrækning afsøger det gamle New Englands landsbysamfund og beskriver små hverdagsdramaer med eksistentialistiske overtoner. Bogen føjer sig på den led også smukt ind i rækken af hjemstavnsforfattere, som Arkahm House udgav. Lovecraft er naturligvis den mest prominente. Men August Derleths stille beretninger fra det landlige Wisconsin og Joseph Payne Brennans noveller med udgangspunkt i New Haven, Connecticut, har samme melankolske bittersødme, som på fremragende vis fylder de bedste af Wilkins-Freemans historier.

Hardcover, Arkham House 1974

Hardcover, Arkham House 1974

Som sådan er Wilkins-Freeman ikke nogen original forfatter, og det kan også mærkes i flere af hendes noveller i samlingen. Det er velkendte temaer, der udfoldes og velkendte gys, hun præsenterer os for. Seks af bogens fortællinger har tidligere været samlet i The Wind in the Rose Bush and Other Stories of the Supernatural (1903), men novellerne er som sagt skrevet over lang tid. De er derfor også meget forskellige, og et par stykker stikker for alvor ud som mindre vellykkede arbejder.

De svage historier betyder imidlertid meget lidt for helheden, fordi der mellem de ordinære fortællinger ligger en kerne af helt fabelagtige noveller, der med et afdæmpet, feminint udtryk luller læseren ind i en verden af i går. En verden hvor liv og død er forbundet på måder, som ikke lader sig rationelt beskrive. Der er eksempelvis “A Far-Away Melody” om de to søstre, som hører musik i det fjerne, velvidende at det er et dødsvarsel. Og den ligeledes nedtonede, men rørende smukke “A Symphony in Lavender”, hvor det overnaturlige er holdt på et minimum, og nærmest bare er en flig af noget mystisk, der sætter historien i et sært, uvirkeligt skær.

Mary Eleanor Wilkins Freeman (31. oktober 1852 – 13. marts 1930)

Mary Eleanor Wilkins Freeman (31. oktober 1852 – 13. marts 1930)

I bogen finder man også Wilkins-Freemans ”The Lost Ghost”, som flere sikkert er bekendt med. Den har været bragt i en del antologier og det med rette, for den er for mig at se blandt de bedste fin de siècle-spøgelsesfortællinger. En ung kvinde flytter ind som logerende hos to søstre. Snart opdager hun, at huset hjemsøges af et lille barnespøgelse. Gengangeren er en lille pige, der går søstrene til hånde. Den unge logerende har svært ved at vænne sig til spøgelset, men en skønne dag sker der noget uventet i huset, og spøgelset forsvinder. Historien forløses, men følelsen af tab og ubehag hænger ved.

”The Lost Ghost” er fyldt med snigende kulde og uhygge, men den er først og fremmest tragisk og rørende. Jeg får en klump i halsen, når jeg læser den, og det ikke bare fordi, at jeg selv har en lille datter. Novellen er gennemsyret af en dybtfølt menneskelig indlevelse, der gør det lille barnespøgelse til en på en gang grufuld og ubærligt trist størrelse.

Hardcover, Doubleday 1903

Hardcover, Doubleday 1903

De bedste af Wilkins-Freemans noveller er historierne, hvor hendes sanselige, billedtunge sprog for alvor får lov at fylde. Novellerne er spækket med blomster, beskrivelser af dufte og hjemmets taktilitet. Netop indtryk og fornemmelser er motiver, der går igen i fortællingerne. Det i alt overvejende grad kvindelige persongalleri, der befolker bogen, befinder sig i en konstant kamp mellem deres irrationelle sanseindtryk og hverdagens snusfornuftige rationalitet. Om dagen, når vasketøjet hænges op og haven ordnes, har spøgelserne dårlige vilkår, men når skyggerne bliver lange, og mørket falder på, vokser nye dimensioner frem, der anfægter de stoiske New England-kvinders verdensbillede.

Der, hvor historierne udspringer af hverdagslivet, er Mary Wilkins-Freeman fabelagtig. Så snart hun bevæger sig væk fra hjemstavnslitteraturens varme, veldefinerede rammer, bliver novellerne mindre interessante. Noget ordinært eller generisk lister sig ind i teksterne, der mister den glød, som driver de førnævnte fremragende historier. En undtagelse er dog “The Hall Bedroom”, der beskriver et rum, som vokser i nattens mørke. Noget underspillet surrealistiske, ganske fascinerende er her på færde. Og “Luella Miller” er en interessant brug af vampyrmotivet. Desværre savner begge novellerne i sidste ende pondus og nærvær.

Everybody's Magazine, maj 1903. Her blev "The Lost Ghost trykt"

Everybody’s Magazine, maj 1903. Her blev “The Lost Ghost” trykt. Er der ikke noget vildt spooky over forsiden?

I “The Vacant Lot” bliver et andet problem tydeligt. Når spøgelserne bliver for åbenlyse, for veldefinerede, mister de kraft og bliver nærmest lidt fjollede. Den yderste konsekvens af det møder vi i ”A Gentle Ghost”, der er en decideret humoristisk fortælling. Den fortælling, der for alvor skiller sig ud, finder man bagerst i bogen. ”The Jade Bracelet” er en helt typisk, småracistisk pulp-beretning om et forbandet kinesisk jadesmykke efterladt som en kinesers hævn over den lille by, der drev ham fra forretningen. Overdramatisk og uvant terræn for Wilkins-Freeman.

Som helhed er Collected Ghost Stories en noget sammensat størrelse, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mary Wilkins-Freeman er en væsentlig stemme i den victorianske spøgelsesfortælling. Hendes feminine udtryk, dybt rodfæstet i hjemstavnens landlige omgivelser, gør hende til et fremragende sidestykke til de samtidige, engelske kolleger på den anden side af Atlanten.

Everybody's Magazine, februar 1902. Her blev "The Wind in the Rose Bush" trykt for første gang

Everybody’s Magazine, februar 1902. Her blev “The Wind in the Rose Bush” trykt for første gang

Mary Wilkins-Freeman er et væsentligt litterært bekendtskab, og jeg vil mene, at man kan blive klogere på spøgelsesgenren ved at læse hendes noveller. Hendes sanselige, jordnære stil giver de bedste historier i bogen et nærvær og en troværdighed, som man sjældent finder andre steder. Og netop fordi Wilkins-Freemans udgangspunkt ligger i hjemmet, åbner hendes gys op for nogle alment menneskelige situationer, der overskrider tid og landegrænser. Hun hægter sig på en bredere forståelse af tabt tid og barndomslængsel, som jeg tror, de fleste voksne vil kunne identificere sig med. Og netop her, i dette længselslandskab, bliver der også plads til spøgelserne. Triste, melankolske, grufulde spøgelser.

Novellerne:

“The Shadows on the Wall”

“The Hall Bedroom”

“Luella Miller”

“The Vacant Lot”

“A Far-Away Melody”

“A Symphony in Lavender”

“The Wind in the Rose-Bush”

“A Gentle Ghost”

“The Southwest Chamber”

“The Lost Ghost”

“The Jade Bracelet”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling