Tag Archives: Fremmede verdener

Waiting for the Machines to Fall Asleep, red. Peter Öberg (2015): Svenske dystopier

Forget about cheap furniture, meatballs and crime fiction. Sweden has so much more to offer…

I kølvandet på nogle af de diskuterende indlæg, der har været her på bloggen, er det interessant at se nærmere på en antologi som Waiting for the Machines to Fall Asleep, der udkom på det lille svenske forlag Affront tilbage i 2015. Bogen er en samling af 26 SF-noveller skrevet af svenske forfattere. Novellerne, der alle er på engelsk, er tænkt som et internationalt vindue ind i det, der rører sig på den svenske SF-scene i disse år. Idéen er fremragende, og selvom jeg måske ikke ligefrem er begejstret for alle historier i bogen, må jeg blankt erkende, at Peter Öberg og forlaget Affront har skabt en gennemarbejdet udgivelse, der både i redaktion og udstyr byder sig til med en professionalisme, der ligger et stykke over det, vi møder i eksempelvis Science Fictions-Cirklens udgivelser.

Paperback, Affront 2015. Forsiden er skabt af Andreas Raninger

Der er ikke noget overordnet tema for bogen, og novellerne stikker derfor i mange retninger. Dog bemærker man hurtigt, at der er en række fællesnævnere i historierne. De dystre fremtidsudsigter er gennemgående, det samme er de stærke kvindelige hovedpersoner og endelig er der fremstillingen af teknologien som et fremmegørende element, der tager magten fra individet. Det er velkendt stof, som fraregnet det feministiske perspektiv ikke kan siges at være synderligt revolutionerende indenfor genren. Vi er dog heller ikke blevet lovet nogen revolution i bogen, der desværre mangler en indledning, men det er alligevel slående at konstatere, at ny svensk SF ligner klassisk amerikansk SF til forveksling.

Man kan da også spørge sig, hvori det svenske islæt egentlig består. Eller rettere om det giver mening at promovere en bog som specifikt svensk, hvis indholdet ikke afspejler dette? Mange af bogens noveller tager dog udgangspunkt i Sverige og bruger svenske navne og steder, men det stikker ikke dybere end det. Det svenske perspektiv bliver mest af alt en tynd fernis over universelle eller generiske genrefortællinger. Et krydderi, om man vil, der giver læseoplevelsen en diskret drejning i en ny retning.

Den drejning kunne sådan set være nok, men jeg føler alligevel, at der er et tabt potentiale, som muligvis hænger sammen med forfatternes meget loyale, for ikke at sige klichéfyldte, tilgang til indholdet i deres historier. Man kan sige, at et mere tydeligt engagement i svenske forhold og kulturliv automatisk ville have skabt en bedre samklang mellem historiernes miljø og tematikkerne i handlingen. Præcis den slags har krimilitteraturen været god til, og måske kunne SF-litteraturen generelt lære noget her ved at få hovedet ud af de uforpligtende abstraktioners sky og se mere konkret på den verden, der omgiver os.

Med et så loyalt udgangspunkt i genretypiske problemstillinger er det imidlertid tvivlsomt, om forfatterne i Waiting for the Machines to Fall Asleep egentlig har ret meget på hjertet. Det er i hvert fald tydeligt at drivkraften bag hovedparten af fortællingerne er et ønske om at skrive filmiske, handlingsorienterede spændingshistorier, der først og fremmest benytter dystopien som en scenisk ramme, uden der ligger det store budskab bag dette. Tekster behøver heller ikke have store budskaber, men hvis teksten ikke står på egne ben og kun mimetisk forsøger at formidle et andet kunstnerisk medies formsprog, bliver det for tamt og kraftløst.

En novelle som Hans Olssons ”The Melody of the Yellow Bard” om videnskabsmænd, der rejser gennem et ormehul for at undersøge en fremmed planet, kan her trækkes frem som et arketypiske eksempel på intetsigende genre-tomgang. Det samme kan siges om Markus Skölds ”Outpost Eleven”, der er endnu en filmisk pastiche uden nogen sproglig nerve, men med ivrige (fejlslagne) forsøg på at skabe gys og spænding.

Paperback, Affront 2015

Naturligvis er der også underholdende ramasjang i bogen, som Love Kölles ”Jump to the Left, Jump to the Right”, og der er også historier, som formår at løfte fortællingen og skabe noget, der rent faktisk gør indtryk.

Den første novelle, som fortjener at blive trukket særligt frem, er Jonas Larssons ”Punch Card Horses”. Den sikkert fortalte historie formår med et nedtonet sprog at sætte liv i ellers ganske slidte, såkaldte ”steampunk”-klichéer. Det underspillede i novellen om en svensk landmand, der mere eller mindre tvinges til at udskifte sin gamle trækhest med en mekanisk hest er rørende og fascinerende, takket være det lag af folkeeventyr, som Larsson væver ind i sproget. Han får dermed et dybt uoriginalt udgangspunkt vendt til en genrefortælling, der bliver nærværende og langt mere engagerende end mange af de buldrende actionfortællinger, som bogen byder på.

En anden novelle, som hurtigt gør sig positivt bemærket, er veteranen KG Johanssons ” The Membranes in the Centering Horn”. Novellen er strengt taget i periferien af SF-genren og må nærmere betragtes som jungleeventyr i Rider-Haggard-traditionen. Det er imidlertid en biting. Johanssons rutinerede, sikre skrivestil leverer uden svinkeærinder en fortælling i et tidløst udtryk, som kunne være skrevet hvornår som helst i løbet af de sidste 100 år. Til forskel fra ganske mange af bogens øvrige bidrag fornemmer man her, at Johansson for længst han fundet sin forfatterstemme. Det giver ro og overskud i teksten. Nogen stor historie er der ikke talte om, men når man læser sig igennem antologien og endelig ankommer hos Johansson, mærker man straks som læser, at vi her har forladt amatørernes verden og nu er i sikre hænder. Johansson er den dygtige håndværker, og værdien af godt håndværk bliver i den grad åbenlyst, når man sidder med en samling som denne.

Det absolut stærkeste bidrag i bogen er imidlertid Sara Kopljars kompromisløse ”The Mirror Talks”. En kvinde ønsker sig for alt i verden et barn og bestiller en kunstig dreng – altså en robot. Det går godt den første tid, men snart begynder kviden at føle sig fremmedgjort over for barnet, der ligner og opfører sig som et lille menneske, men robotten lærer og agerer alligevel ikke rigtigt som et egentligt individ. Det udløser vrede og frustrationer i kvinden, som emotionelt ikke ved, hvordan hun skal håndtere det lille væsen i sin lejlighed, som hun både hader og elsker. Hun begynder gradvist at mishandle barnet i en eskalerende spiral, der fører fortællingen ud i en grumt og stærkt frastødende terræn.

Selve grundtematikken i novellen er velkendt, men Kopljar skriver med en rå emotionel styrke, som vitaliserer temaet og i en relativt kort novelle formår at ramme essensen i hele det forhold mellem menneske og maskine, som så mange af bogens historier kredser om. Modsat de fleste andre skriver sara Kopljar imidlertid ud fra et dybt personligt ståsted og dykker ned i et emotionelt morads, der griber os med sin ærlige og grænseoverskridende brutalitet. Alene ”The Mirror Talks” er hele Waiting for the Machines to Fall Asleep værd at læse, fordi novellen rammer rent og griber sin læser i nerverødderne. Den er det stød, den radikale vision, som har manglet i stort set alle bogens øvrige noveller.

Hvor hovedparten af historierne bevæger sig rundt i et univers, der lugter af popcorn, er ”The Mirror Talks” et af de få bud på en litterær tilgang til SF-litteraturen, der ikke lukrerer på et overgjort spændingselement som væsentlig drivkraft. Modsat de forpustede helte og antihelte i bogens øvrige noveller står kvinden i Kopljars novelle sårbar og angrebet af sig selv og sit følelsesliv.

Selvom jeg ikke er lige begejstret for alle historierne i Waiting for the Machines to Fall Asleep, er selve idéen bag projektet fremragende. Det er en glimrende status og tidsbillede på SF-litteraturen, som den ser ud lige nu, og man kunne overveje at udsende en lignende bog herhjemme. Det er derfor også relevant og lærerigt at opsøge Peter Öbergs antologi, blot må man forberede sig på, at det fremmede og særligt svenske i forbløffende grad ligner noget, vi kender i forvejen.

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gary Ruddell: Billeder fra en forlagsverden i forandring

Paperback, Warner Books 1989

Blandt de mest prominente illustratorer eller kunstnere, der arbejdede med genrebogsforsider i slutningen af 80’erne og 90’ernes begyndelse, finder man amerikanske Gary Ruddell. Ruddell har været en flittigt brugt skikkelse blandt store ”genreforlag” som Baen og Bantam. Han har eksempelvis skabt forsiden til en lang række bøger i den ekstremt populære Thieves World-serie, og han har skabt forsider til storsælgende romaner som Dan Simmons fine Hyperion (1989).

Hardcover, Doubleday 1989

Teknisk kan man ikke sætte en finger på Ruddells udtryk, men jeg må indrømme, at han efterlader mig med en følelse af ligegyldighed. Han boltrer sig stort set inden for alle fantastiske genrer, men uanset om det er gys, SF eller fantasy, gør han ikke rigtigt indtryk på mig. Trods billedernes genre-loyale indhold sætter de ikke rigtigt fantasien i gang. Deres teknisk overlegne stil mangler liv og fascination, og deres fokus på portrætter skaber måske nok en relation til bogens persongalleri, men gør samtidig billederne tandløse.

Gary Ruddell (født 16. november 1951)

Ruddells storhedstid som forsideskaber var i årene omkring 1990. Det var omtrent det tidspunkt, hvor den gamle, malede forside efterhånden havde udspillet sin rolle. Forsideillustrationerne blev generelt mindre og omslaget mere grafisk orienteret. Det sparede forlagene penge, men gav også bøgerne et nyt, mere enkelt udseende. Samtidig blev fotoforsiderne også mere og mere almindelige, og man kan måske sige, at Ruddells flotte, men ikke synderligt kreative, forsider fanger noget af tidsånden. De er den malede udgave af de nye forsider, som kom til at præge omslagene i 90’erne og fortsat gør det.

Paaperback, Bantam 1989

Gary Ruddells forsider kunne således måske tænkes, at stå den gamle, malede forsidetradition nærmest, men sådan er det ikke. Hans billeder er det nye bogomslag nærmere. Selvom Ruddell fortsat arbejder som illustrator, så vidner hans genrebilleder først og fremmest om en billedkultur, der efterhånden var ved at dø ud. Det er forsider, der står i et vadested mellem to udtryk.

Papwerback, Baen books 1989

Lidt polemisk, kan man da også spørge sig, hvad pointen med en illustreret forside skal være, hvis den er tam og livløs? Selvom jeg har stor respekt for Ruddels tekniske færdigheder, så er der ikke meget mere kreativt overskud hos ham end i de mange hæslige, digitalt tegnede billeder, der i vid udstrækning bruges af små forlag, fordi de kan købes billigt og smager nostalgisk af gamle dage.

Gary Ruddell… Nej tak, egentlig ikke.

Paperback, ROC 1991

Paperback, Popular Library 1990

Paperback, Jove Books 1987

Paperback, Dell 1981

Paperback, Berkeley Books 1981

Paperback, Bantam Spectra 1988

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Baen Books 1992

Paperback, Baen Books 1991

Paperback, Baen Books 1990

Paperback, Baen books 1989

Paperback, Baen Books 1989

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

 

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Avon 1991

Paperback, Avon 1990

Paperback, Avon 1989

Paperback, Ace Books 1986

 

Paperback, Ace Books 1985

Paperback, Popular Library 1987

Hardcover, William Morrow 1993

Hardcover, William Morrow 1990

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Gordon R. Dickson & Harry Harrison, The Lifeship (1976): En ganske dårlig sejltur i rummet

Paperback, Baen 1985. Forsiden er malet af Frank Kelly Freas

I 1976 slog de to SF-veteraner Gordon R. Dickson og Harry Harrison pjalterne sammen og udsendte rumeventyret The Lifeship (tidligere udgivet, som føljeton, under titlen Lifeboat); en kompakt lille fortælling, der fik en del opmærksomhed på udgivelsestidspunktet, men senere mere eller mindre er sunket ned som et af begge forfatteres mindre kendte værker. Det er da også vanskeligt at forsvare en bog som The Lifeship, der synes at slå fejl på nærmest alle tænkelige parametre – den er hverken spændende, overraskende eller æstetisk udfordrende. I stedet er den omtrent så kedsommelig som den lange, rumrejse den skildrer.

Handlingen fører os ud i en fjern rumalder, hvor et menneskestyret regime har kontrollen med flere planeter. I dette univers findes der både andre racer og subversive kræfter, som bestemt ikke er lykkelige for det menneskelige overherredømme. Konflikter ulmer lige underoverfladen, og da vi kommer ind i historien, er undercoveragenten Giles Steel blevet udsendt for at dræbe en leder fra en af disse oprørsbevægelser. Denne rebel skulle angiveligt opholde sig på en stor rumbase, men knap er Giles ankommet på basen, før en eksplosion ødelægger stedet, og vores hovedperson må flygte ud i et redningsfartøj sammen med en lille gruppe andre tilfældige passagerer fra stationen.

Paperback, Baen 1985

Nu er gode råd dyre, for ikke alene befinder Giles Steel sig ombord på et fremmed fartøj (rumskibet, de tilfældigt har søgt ly i, er bygget af og til en anden race), de må finde en sikker rumhavn, før deres mad, vand og ilt slipper op. Dertil kommer så også, at Giles aldrig fik sat denne oprørsleder ud af spillet.

Handlingen i The Lifeship udspiller sig mere eller mindre ombord på det lille redningsfartøj, og stemningen ligner til forveksling scener fra en ubåd. Det er trangt, varmt og besværligt. Hvad der imidlertid gør tingene endnu værre, er, at der ikke alene viser sig at være et forbløffende stort antal intriger blandt skibets passagerer, det hele hænger også i mistænkelig grad sammen med Giles’ mission. Vi er da heller ikke kommet langt ind i bogen, før det står klart, at der mindst er én forræder ombord, som ikke har tænkt sig at lade Giles og redningsskibet nå i sikkerhed.

Gordon Rupert Dickson (1. november 1 1923 – 31. januar 2001) fotograferet i 1974

Man fornemmer, hvordan Harrison og Dickson krampagtigt har forsøgt at finde på episoder eller optrin, som kunne udspille sig på det lille, lukkede rumskib og dermed give deres fortælling noget, som tilnærmelsesvis ligner romanlængde. Det fører en del med sig, men dybest set er det spild af tid, fordi alle de pludseligt opstående problemer hurtigt overvindes igen. Mest irriterende er det dog, at netop som deres mangel på mad og vand er kritisk, ankommer de i sikkerhed. Stor ståhej for ingenting, hvilket vi vidste det ville være fra begyndelsen.

Det er en kunst at skabe fortættede intriger og spænding omring et lukket rum, hvor der ikke kan introduceres nye karakterer. Agatha Christie mestrede eksempelvis den slags; hun udviklede i hvert fald skabeloner, der fungerede for hende og hendes læsere. Dickson og Harrison klarer det ikke, og de har formentlig undervurderet, hvor subtilt man må arbejde for at få den type fortælling til at fungere.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Snøvlende får de to herrer os slæbt gennem optrin, som da det viser sig, at en musiker ombord har et narkoproblem, og pludselig ikke længere kan styre sine abstinenser (naturligvis, for det har musikere selvfølgelig). Desværre viser det sig også, at præcis den form for afhængighed, han har, får hans krop til at længes efter papir (!). Det eneste papir ombord er skibets logbog med alle koordinaterne for deres navigation. Det er selvfølgelig den bog, som junkien kaster sig over og æder afgørende sider af, før han bliver stoppet. Rumskibet kan nu ikke længere ramme den præcise kurs, hvilket er kritisk på grund af de begrænsede livsnødvendige ressourcer ombord. Man spørger sig, om dette kriseelement ikke kunne være blevet introduceret mere elegant? Situationen med logbogen, som den beskrives, er helt absurd og utroværdig. Måske skal det forstås som sort humor? I så fald leveres det så underspillet, at det går hen over hovedet på mig.

Litterære samarbejder kan være sjove og givtige, men i tilfældet The Lifeboat, er resultatet alt andet end inspirerende. Man ser de to forfattere for sig, der hver især har holdt sig tilbage for at give plads til den andens idéer. Resultatet er, at teksten ikke kommer nogen steder, fordi begge lurepasser. Måske har deres grundidé slet og ret også været så vanskelig at udfolde, at de ikke kunne få den i hus og undervejs manglede selverkendelsen til at indse dette.

Hardcover, Harper & Row 1976. Romanens 1. udgave i bogform

Det eneste positive, der er at sige om The Lifeboat, er, at den blanding af noget fremmedartet og klaustrofobisk, som hænger over det lille rumskibs indre, kommer tydeligt frem, og det er for så vidt ganske fængslende i de første par kapitler. Desværre føjes der ikke mere til dette – i hvert fald ikke andet end absurde optrin.

Det er imidlertid også bemærkelsesværdigt, hvor amputeret romanen er, fordi vi normalt er vant til ganske spraglede og tempofyldte historier fra begge forfattere. Det får vi ikke her, og de står derved nærmest med hænderne bundet på ryggen. Den manglende fart i handlingen skaber naturligvis mere fokus på sproget, og det er ingen af de to herrers skrivestil skabt til. The Lifeship kommer på den led til at udstille det svageste i både Dicksons og Harrisons forfatterskab.

Paperback, Pocket Books 1977

Jeg bliver aldrig den helt store fan af hverken Harrison eller Dickson, men der er ikke nogen tvivl om, at de begge har skrevet flere ting, der er langt, langt bedre end dette. Ikke desto mindre genkender man hen imod slutningen de mere dynamiske elementer i begges produktion. Til sidst viser det hele sig nemlig at være et kæmpe (utroværdigt) komplot, og det kommer til ildkamp og ramasjang. Her kan man som læser drage et lettelsens suk, fordi der endelig er en eller anden form for forløsning. Ikke at det redder bogen, men det får i mindste de sidste sider til at glide lettere ned.

The Lifeboat fremstår mest af alt som en fiks idé, en sjov tanke opstået under nogle øl eller lignende. Det er nok også en af de bøger, der bare burde være blevet i skrivebordsskuffen, eller forblevet som en sjov tanke, vennerne Dickson og Harrison kunne sludre om i hyggelige stunder. De samtaler ville helt sikkert være mere underholdende end den kejtede dødsejler, der blev resultatet af deres samarbejde.

Paperback, Orbit 1977

Hardcover, Dennis Dobson 1978

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Orbit 1985

Paperback, Orbit 1988

Hardcover, Severn House 1997

Ebog, Orion 2013

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Philip José Farmer, To Your Scattered Bodies Go (1971): Finurlig ramasjang

Paperback, Berkley Medallion 1971. Forsiden er skabt af Richard Powers

Philip José Farmer fik skabt sig en ganske omfattende skønlitterær produktion, som jeg ikke skal gøre mig alt for klog på. Faktisk er Farmer et noget perifært bekendtskab for mig, men jeg har taget hul på hans såkaldte Riverworld-serie, og det har vist sig at være læsning af den mere muntre slags.

Seriens første bind, To Your Scattered Bodies Go, udkom i 1971, og man genkender straks velkendte troper i åbningskapitlet. Vores hovedperson vågner i et enormt bygningskompleks fyldt med livløse menneskekroppe. Hvad alle disse kroppe betyder, og hvor vores hovedperson kommer ind i billedet, bliver aldrig afklaret, for han bliver få øjeblikke efter at være vågnet op, konfronteret af en robot, der skyder ham ned. Alt går i sort, og scenen skifter. Modsat eksempelvis William Hjortsbergs Gray Matters fra samme år vågner bogens hovedperson ikke i denne opbevaringshal igen, nej, han vågner ved flodbredden i en fremmed verden.

Philip José Farmer (26. januar 1918 – 25. februar 2009)

Her er det så på sin plads at nævne, at romanens hovedperson ikke er nogen ringere end den engelske litterat og opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, der måske er bedst kendt som manden, der som den første oversatte Tusind og en nats eventyr til engelsk. Her aner vi altså, at noget særligt er på færde, og det viser sig da også hurtigt, at Philip José Farmer har udtænkt en ganske sindrig ramme for sin tempofyldte fortælling.

Idéen er den, at et udvalg af Jordens afdøde befolkning ”vågner” i denne fremmede verden. De har en fuld erindring om deres tidligere liv på Jorden, men aner ikke, hvor og hvorfor de nu er, hvor de er. Ved flodbredden mødes der med andre ord et sammenrend af mennesker ikke bare fra forskellige verdensdele og kulturer, men også fra forskellige tidsperioder. Mindst lige så mærkværdigt er det imidlertid, at mekaniske installationer er anbragt regelmæssigt langs flodløbet, der udstyrer menneskene med mad, redskaber og andre goder; narkotika eksempelvis – bogen er jo fra´71. Der ligger altså en eller anden form for organisering bag det hele, men hvorfor? Og af hvem?

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1971. Romanens 1. udgave

Indledningsvist handler det naturligvis for Burton om at finde sig selv i denne nye verden, og han slår sig hurtigt sammen med et noget eklektisk hold af typer fra menneskehedens lange historie – en victoriansk dame, en oldtidsmand og andre kulørte skikkelser. Det kommer der en del muntre sammenstød ud af, ikke mindst takket være forskellige tiders forhold til seksualmoral og indtag af førnævnte narkotika. Det går imidlertid også op for Burton, at han, som den eneste, har en erindring om at være vågnet i den store hal, før han vågnede igen i flodverdenen.

Noget må være sket, og han bliver til stadighed mere sikker på, at det var en fejl, han vågnede. Han skulle aldrig have set, hvad han så. Derfor begynder Burton også målrettet at jagte flodens udspring, fordi han er sikker på, at svaret på dette mysterium må ligge her. Burtons mission udløser en kæde af hændelser, der i sidste ende bringer ham på kollisionskurs med de skabninger, som kontrollerer og muligvis endda har skabt hele den flodverden, som handlingen udspiller sig i.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Farmers sprog er let og ukunstlet. Der ligger en konstant underspillet humor i fortællingen, som gang på gang kammer over i decideret komiske situationer, der mest af alt spiller på det groteske i hele den situation, som Burton og hans venner gennemlever. Naturligvis bliver der diskuteret meget i romanens kapitler, og flere teorier om flodverdenen bliver fremlagt, men Farmer tynger ikke sin tekst med alt for meget forklaring. I stedet fokuserer han på handling og sammenstød mellem flodverdenens forskellige fraktioner.

Der et dermed også en udtalt stemning af retro-pulp over historien, som tydeligvis henter en del af sin inspirationskilder i fortællingerne om fremmede verdener fra pulpens guldalder i begyndelsen af 1900-tallet. Det løsslupne, pulpede i bogen betyder imidlertid ikke, at Farmer ikke arbejder med interessante koncepter. De kan næppe kaldes videre originale, men han leverer dem med overbevisningskraft og stort humør, hvorfor tingene går sammen i en højere enhed i bogen.

Hardcover, Rapp & Whiting 1973

Floden er naturligvis det bærende motiv. Den er et billede på selve livet, der flyder afsted med os. Helt konkret er det klart, at Mark Twains Life on the Mississippi (1883) har dannet klangbund for Farmers brug af flodmotivet, præcis som Hemingway udnyttede det i sine Nick Adams-historier og Norman Maclean gjorde det nogle år efter Farmer i den fine kortroman A River Runs Through It (1976). Tilsammen udgør alle disse fortælling et motivisk kompleks, der som sagt bruger floden som billede på livet, der roligt fører os ud mod fjerne horisonter.

Men det er mere kompleks end som så, for floden er ganske vist i bevægelse, men den er også en konstant, der så at sige ligger, hvor den gør. Vores hovedpersoner kan derfor forlade floden, vende tilbage til den, rejse op ad floden eller rejse ned langs floden. Alt sammen billeder på en indre rejse igennem livets fylde, hvor barndommen, ungdommen eller alderdommen kan (gen)besøges. Floden bliver et meditationsobjekt og et spejl, i hvis refleksion hovedpersonerne kan studere dem selv og deres liv.

Paperback, Panther 1974

Billedet er smukt og fængede, næsten uanset hvordan det udføres, og selv om Farmer måske er den mindst sofistikerede bruger af motivet, indfanger han tankevækkende perspektiver i sin roman. Det må da også for en god ordens skyld nævnes, at Farmer gjorde Mark Twain til hovedpersonen i fortsættelsen til To Your Scattered Bodies Go, men det kan jeg vende tilbage til i et andet indlæg.

Flodmotivet er det, der litterært står som det blivende og mest fængslende ved bogen. Det skyldes, at de underliggende temaer om skabelse og religion, der også spiller ind i Farmers fortælling, aldrig synes helt at blive udfoldet, fordi det meget hurtigt står klart, at der må være tale om en form for videnskabeligt eksperiment, hvorfor de metafysiske overvejelser lægges på hylden.

Paperback, Panther 1978

Den første Riverworld-roman er festlig og stedvist tankevækkende. Mest af alt er den humørfyldt og gør sin læser nysgerrig, takket være de intrikate forviklinger, der opstår, når perioder og kulturer blandes, som de gør ved flodbredden. Det er ikke så sært, at romanen tiltrak sig opmærksomhed, da den udkom, for den er gjort af det samme underholdende stof, som den bedste pulp er skabt ud af. Det gør teksten slidstærk, også dér, hvor tiden er løbet fra indholdet. Farmer leverer sin ramasjang med hjertevarm omhu og så tilpas meget eftertænksomhed, at det ikke bliver til ren, uforpligtende underholdning. Jeg skal derfor også med ham videre ned ad floden; ingen tvivl om det.

Hardcover, Berkley Medallion 1980

Paperback, Panther 1980

Paperback, Berkley Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1986

Paperback, Del Rey 1998

Hardcover, The Easton Press 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, The Mote in God’s Eye (1974): Universets junglelov

Paperback, Orbit 1977

Paperback, Orbit 1977. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på det seneste læst rigtig meget horror og som lidt tematisk adspredelse fik jeg lyst til at dykke længere ned i de herrer Larry Nivens og Jerry Pournelles forfatterskab. Et forfatterskab, jeg for nogen tid siden skrev om, da jeg omtalte bogen Lucifer’s Hammer. Henning Andersen skrev tilmed efterfølgende en fin gæsteartikel om dele af makkerparrets romaner. Desværre må jeg straks sige, at Nivens og Pournelles populære roman The Mote in God’s Eye fra 1974 savner det pågående element af smudsig underholdning, som førnævnte Lucifer’s Hammer har. Nogen stor læseoplevelse kom der således ikke ud af min lille ekskurs fra skrækfiktionen, og jeg fortrækker mig derfor skyndsomt tilbage til uhyggens land efter dette lille indlæg.

Handlingen i The Mote in God’s Eye fører os ud i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu beboer flere planeter og slikker sårene efter en interplanetarisk borgerkrig, der bredte sig mellem alle de beboede verdener. En ny tid har imidlertid indfundet sig, og midt i denne optur sker det utrolige, at der for første gang opfanges signaler, som må stamme fra en anden form for intelligent liv. Mennesket er med andre ord ikke længere alene i universet, og den erkendelse sætter selvfølgelig politiske bølger i gang.

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Rumskibet MacArthur og kampskibet Lenin sætter kurs mod de fremmede væsners hjemplanet under ledelse af den unge adelsmand kaptajn Roderick “Rod” Blaine. Med sig ombord på de to skibe har han naturligvis en række specialister, så som antropologen Sally Fowler, admiral Lavrenti Kutuzov med ansvar for den militærstrategiske del af missionen og sådan kunne man blive ved. Vi har tilmed den obligatoriske forræder med ombord – den skruppelløse forretningsmand Horace Hussein Bury, der egentlig skulle sættes for en militær domstol, men som alligevel i de tumultariske dage op imod afrejsen alligevel havner ombord på MacArthur.

Således parat står besætningen ombord på de to skibe nu ansigt til ansigt med den nye race af komplet fremmedartede skabninger, der på ingen måde ligner os fysisk. Hvordan væsnerne præcis ser ud, er faktisk en lille smule vanskeligt at forstå ud fra bogens beskrivelser, ikke mindst fordi der øjensynlig er flere racer af de frememde væsner, der er ganske forskellige og alligevel genetisk nært beslægtede.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at MacArthurs besætning kommer med ned på væsnernes planet, og her får de den helt store omvisning. Alt ånder fred, de fremmede vil gerne handle og synes helt og aldeles samarbejdsvillige. Der er imidlertid ugler i mosen, og det står da også snart klart, at vores besætning ikke får sandheden om de fremmede at vide. For deres intentioner er absolut ikke fredelige, men i stedet for et traditionelt militært angreb planlægger de fremmede væsner, hvis livscyklus er langt kortere end vores, en langsigtet invasion, som i løbet af mange år vil fortrænge menneskeheden og redde deres fremtidige generationer fra en udpint, overbefolket planet.

Alt dette udfoldes gennem en række handlingstråde, hvor vi følger forskellige grupperinger ombord på de to rumskibe. Som et noget søgt greb lader Pournelle og Niven også de fremmede få deres egne små kapitler, hvor deres store plan langsomt udfoldes for læseren, mens bogens egentlige hovedpersoner naivt stoler på rumvæsnernes løgne. Noget, der utvivlsomt er udtænkt for at højne spændingen, men resultatet er alt andet end overbevisende.

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Larry Nivens og Jerry Pournelles mest bemærkelsesværdige idé i bogen er at iscenesætte deres handling og univers som en spejling af 1700-tallets maritime verden. Selvom det hele handler om rumskibe, planeter og obskur teknologi, er perspektivet arkaisk. Som en anden James Cook står bogens kaptajn Blaine over for en ny verden, der udvider horisonten og udfordrer den gamle europæiske civilisation. Den arkaiske tone gennemsyrer alt fra de små glimt af livet på menneskets planeter til organiseringen af skibene og hele termonologien omkring rumfarten.

Det i sig selv kunne være blevet til noget ganske vellykket, hvis ikke Niven og Pournelle skrev så gumpetungt og konformt, som de gør. De får nemlig hverken sprogligt eller intellektuelt brugt deres referenceramme for historien til andet end overfladiske paralleller. I stedet for at udnytte chancen til eksempelvis at udforske rationalismens erkendelsesmæssige betydning i forhold til rumfart og liv på andre planeter end Jorden forbliver det historiserende element mest af alt en banal gimmick.

Paperback, Pocket Books 1975

Paperback, Pocket Books 1975

Mere problematisk er de fremmed imidlertid. Rumvæsnerne, der beskrives så kompliceret, at man dårligt forstår, hvordan de ser ud, virker nemlig først ganske uforklarlige, men så begår bogens forfattere den store synd, at antropomorfisere væsnernes psykologi. Til trods for alle de fysiologiske forskelle tænker og agerer de med andre ord som mennesker, hvilket gør kapitlerne, hvor vi følger rumvæsnernes interne diskussioner tåkrummende pinlige, fordi det lykkes forfatterne at trivialisere deres eget projekt og gøre alle deres beskrivelser af ”ikke-jordisk” kultur helt og aldeles ligegyldig. Allerede Lovecraft hasselerede sukkende over den slags i SF-litteraturen, og Niven og Pournelle burde vide bedre.

Desuagtet synes bogens væsentligste pointe at udstille det forhold, at alle i sidste ende er dem selv nærmest. Menneskeheden kæmper internt, det samme gør rumvæsnerne, og selvfølgelig skal mennesker og rumvæsner derfor også kæmpe. Alles kamp mod alle ligger med andre ord lige under den tynde fernis af civilisation, og det hele er i sidste ende et spørgsmål om, hvor hurtigt man indser dette. Skal man være forfatterne venligt stemt, så kan rumvæsnerne opfattes som allegori for ”den anden”, hvorved rumvæsnernes egentlige fremmedartethed bliver af mindre betydning fordi de bare er et billede.

Paperback, Timescape 1982

Paperback, Timescape 1982

Bogens præst har naturligvis sværmeriske idéer om det gode i både mennesket og rumvæsnerne, og hans illusioner knuses på grummeste vis. Jungleloven hersker på jorden såvel som i verdensrummet, og kun den der forståer at ruste sig, vil kunne overleve. Man genkender dermed både tematiske strenge tilbage til Robert E. Howard og Robert Heinlein i The Mote in God’s Eye og ikke mindst førnævnte apokalyptiske roman Lucifer’s Hammer, som også synes at træde omkring i samme pseudo-fascistiske sværmeri for den handlekraftige leder, der kan trænge igennem rænker og civiliseret, humanistisk pladder.

The Mote in God’s Eye blev en kæmpe succes i SF-kredse, og man har rost bogen for dens friske tempo og underholdende handling. For mig et se er den mest af alt en kilde til irritation, fordi den ikke formår at udfylde de idéer, som egentlig ligger til grund for handlingen og rammen. Hvis man skriver så enkelt og uambitiøst som Pournelle og Niven, må deres bog leve på tekstens koncepter, men her fejler de også. Resultatet bliver tyndbenet underholdning med mildest talt tvivlsomme sociale idéer. Jeg er med andre ord ikke så sikker på, at jeg orker at forfølge de to herrer dybere ind i deres forfatterskab. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Og nu tilbage til det gotiske lønkammer.

Paperback, Simon & Schuster 1987

Paperback, Simon & Schuster 1987

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

3 kommentarer

Filed under Roman

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway  2012

E-bog, Gateway 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman