Tag Archives: Fremmede verdener

Clive Barker, The Hellbound Heart (1986): “You Want It Darker Still…”

Paperback, Fontana 1991. Fortællingens 1. udgave som selvstændig bog

Der er næppe nogen tvivl om, at The Hellbound Heart er en af Clive Barkers bedst kendte fortællinger, og formentlig også det man kan kalde hans signaturværk. Da han bragede igennem på skrækscenen i første halvdel af 80’erne, var det med novellesamlingerne The Books of Blood, der blev en fuldt fortjent, kæmpemæssig succes. Novellerne i Books of Blood er alle relativt lange, og The Hellbound Heart er kun marginalt længere, hvorfor den også ofte karakteriseres som kortroman. Bogen har imidlertid en klar romankarakter, og på den led er den vigtig for Barkers forfatterskab, fordi den blev en del af hans omstilling fra novelle- til romanformatet.

The Hellbound Heart er afgjort en af de bøger, som ikke behøver ret meget introduktion, men lad os alligevel lige få handlingens grundtræk på plads. Nygifte Rory og Julia flytter ind i et hus, der har været i Rorys families eje længe. Hvad de ikke ved, er, at Rorys nu forsvundne bror gennemførte et magisk ritual på loftet nogle måneder forinden, som åbnede døren ind til de ultimative nydelsers dimension og hidkaldte de såkaldte ”Cenobites”, der trak ham ind i deres dimension, hvor Frank nu og i al evighed er dømt til seksuel tortur.

Paperback, Fontana 1991

Ved en tilfældighed bliver Frank mere død end levende hentet tilbage fra cenobitternes verden. Hans legeme er ødelagt, men det kan genskabes gennem safter fra andre kroppe. Julia, der har haft en affære med Frank, opdager, at han er kommet tilbage og indvilliger i at skaffe næring til ham, så de sammen kan flygte fra livet med Rory.

Julia begynder derfor at hente mænd hjem til huset, som Frank kan fortære og derved genvinde sine kræfter. Desværre for Julia og Frank, så opdager Rorys veninde Kirsty, at der foregår noget lusket i huset, og hun forsøger at komme til bunds i sagen. Imens arbejder cenobitterne på at få deres undvegne fange tilbage. Alt i fortællingen er dermed programmeret til at tørne sammen i det lukkede rum på første sal, hvor Frank skjuler sig.

Clive Barker (født 5. oktober 1952)

Set i forhold til novellerne i Books of Blood-serien er The Hellbound Heart på den ene side helt i forlængelse af disse, men omvendt afsøger Barker også nyt terræn her. Jagten på nydelse, uanset i hvilken form det måtte være, er det centrale udgangspunkt i ganske meget af det, som den unge Barker skrev. Med The Hellbound Heart føjer han imidlertid en ny dimension til den hedonistiske jagt ved at flytte længslen efter seksuel spænding og nydelse ind i hjemmets helt ordinære rammer.

Frank, det sorte får i familien, har naturligvis valgt familieliv og borgerlig ro fra, til fordel for jagten på tilfredsstillelse. Hans enorme libido og smag for ekstremer virker på Julia, der i Frank ser al den frihed og vildskab, som hun ikke finder i samlivet Rory. Mens Frank på den led vandrer lige i armene på cenobitterne og her får meget mere, end han kan gabe over, går Julia i præcis samme fælde hos Frank. Hun styres også blindt af sine følelser og havner i ødelæggelsen, fordi hun som Frank ikke kan holde til at udleve de længsler og lyster, som hun bærer inde i dem selv.

Hardcover, Dark Harvest 1986. Historien udkom første gang som del af denne antologi

Betydningen er klar. Den ligger allerede i titlen, The Hellbound Heart; hjertet, der dømmer sig selv til helvede på grund af sine lyster. Uforløste længsler er destruktive kræfter, der dræber os langsomt, siger Barker her. Det demonstreres i bogen igennem Kirsty, der tydeligvis har været ulykkeligt forelsket i Rory gennem ganske lang tid, mens længsler, der jagtes utøjlet, også fører til undergang, hvilket Frank og Julia naturligvis må sande. Barkers udmelding bliver på den led, at længsler er noget, vi må se i øjnene og forsøge at håndtere, hvis de ikke skal tage kræfterne fra os.

Barker udmaler med andre ord et paradoks for os, fordi vi ikke kan leve uden længsler, men vi kan heller ikke leve med dem. Han siger samtidig også, at disse længsler er en drivkraft i vores liv, som fører os fremad og giver os næring; blot må de indfries i små bider, hvis de ikke skal overtage os. Hele teksten er sammensat af disse paradoksale forhold eller dikotomier. Smerte og nydelse, liv og død, krop og sjæl kontrasteres hele tiden som voldsomme modsætninger, der udfordrer det ellers stille ægteskabsdrama, som udgør romanens facade. Billedligt indfanger Barker dette til sidst, da Julia endegyldigt er blevet offer for sine egne længsler og iklæder sig sin gamle brudekjole som indikation på en form for absurd vielse til Frank.

Paperback, HarperPaperbacks 1991

By some extraordinary act of will, Julia had managed to put her wedding dress on, and secure her veil upon her head. Now she sat in the dirt, the dress besmirched. But she looked radiant nevertheless; more beautiful, indeed, for the fact of the ruin that surrounded her. (s. 126)”

Her har vi det paradoksale igen, for Frank vil naturligvis aldrig gifte sig; alt han repræsenterer, er netop præcis det modsatte af ægteskabet, og alligevel vil Julia tøjle dette og gribe det gennem vielsen.

Hardcover, Earthling Publications 2007

The Hellbound Heart er på alle måder en fabelagtig skrækroman, men en af de ting, som er slående ved bogen, er Barkers sprog, der trods hans voldsomme visioner er drevet af en tydelig, romantisk kraft, som i den grad søger efter det smukke eller skønne. Der er en klassisk jagt efter det sublime i hans sprog, som hele tiden forsøger at indfange momentan skønhed, vel at mærke ikke i det sikre og ufarlige, men i tvetydighedernes mørkeland, hvor døden og entropien bliver trinbræt for sansningen af verdens skønhed. Eksempelvis, som når han beskriver det smukke i Julia, som en ødelagt brud. Det gør den tidlige Barker til en dybt fascinerende forfatter, som det lønner sig at genbesøge mange gange.

Men hvad der gør ham til en endnu mere fascinerende forfatter, er hans sans for ikonografi og visualitet i teksten. Barkers billeder er med andre ord helt forrygende, fordi de med en blanding af stor præcision og afmålt vaghed skaber utrolige momenter, der tegner sig lyslevende for læseren i al deres rå sejhed og fremmedartede skønhed.

Paperback, Harper 2007

Bedre kan skrækfiktion næsten ikke blive, og en lille del af mig bliver ved med at beklage, at Barker ikke kunne fortsætte med at skrive den slags tekster, fordi han opnår så utrolig meget med sit valg af skrækgenren som lyrisk afsæt. Blot flyttede han sig som forfatter, og det er jo et godt, for alt andet ville være endt i tam stagnation. Men alligevel… kunne han ikke bare have skrevet en samling noveller mere, bare en roman mere, før han forlod genren til fordel for kedsommelig, såkaldt ”magisk realisme”?

Barker og King – gysets konge og manden, der stjal hans trone

4 kommentarer

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 3. Jewel of Tharn (1969): Ved ‘the bitch-Goddess’’ hof

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Da vi forlod den engelske superagent Richard Blade sidst, var han ved at blive forlovet og måske falde til ro, men som det viser sig nu, lader hans arbejde med udforskningen af Dimension X ikke kombinere med et privatliv. Blade er dermed blevet single igen, og da tredje bind åbner, er det helt anderledes problemer han konfronteres med. Det tophemmelige projekt med dimensionsrejser mangler nemlig penge, og Blades chefer må derfor gå til premiereministeren i Downing Street med hatten i hånden.

Efter lidt palaver besluttes det at støtte projektet med penge fra en hemmelig kasse, som parlamentet ikke kender noget til. Temmelig fordækt, må man sige, men mindst lige så spøjst er det, at projektet bliver omtalt som afgørende for Englands fremtid. Ja-jo, muligheden for dimensionsrejser er jo temmelig utrolig, men det er efter tre bind i serien forsat ganske uklart, hvad Blades rejser ind i det ukendte egentlige går ud på. Han tager intet med sig tilbage fra rejserne, og glemmer, hvad han oplever, så erfaringsindsamlingen bliver temmelig sparsom. Med lad det ligge.

I Jewel of Tharn havner Blade i en døende verden ikke ulig noget, som vi kender hos Jack Vance. Han lander her, som altid, midt i en højspændt konflikt. Denne gang står fronterne mellem et højtudviklet, aggressivt og dominerende matriarkat, der sidder på magten, og en samling vilde stammefolk, som lever på sletterne for foden af kvindernes højtrejste stad. I Tharn, som denne verden hedder, går der legender om en messiasfigur kaldet Mazda, der skal komme og forny alt. Ingen er naturligvis i tvivl om, at superstærke Blade er denne Messias. Selvfølgelig er han det.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Sagen er den, at århundrederne har tømt Tharns mænd for potens. De fleste er blevet reduceret til sterile, androgyne skabninger – såkaldte ”neutrons” – der lever som slaver, mens de herskende kvinder holder resterne af de endnu knap og nap potente mænd fanget i et bogstaveligt guldbur. Her bliver de udpinte, kummerlige mænd udnyttet som sexslaver i en form for ritualiseret voldtægt, der nydelsesløst sikrer, at befolkningen kan forøges.

Det er derfor også klart, at ultrapotente Blade gør indtryk, da han nøgen træder ind på scenen og hurtigt kommer i kontakt med både matriarkatets dronning og barbarernes høvdinge. Alle vil øjeblikkeligt i kanen med Blade, som da barbarkvinden Totha tager herlighederne i øjesyn: ”The impact of her eyes was a physical thing, crawling over his flesh like insects that excited instead of repulsing him. They rested for a long time on his groin and her lips moved in what could only have been anticipation.” (s. 71)

Man kan genkende en hel del Robert E. Howard-stof i historien. Den dekadente, overmodne kultur, der står for fald, konfronteres med barbarenes rå brutalitet. Civilisation kontrasteres med utøjlet vildskab og så fremdeles. Howard kredsede konstant om den slags, og Manning Lee Stokes, der stadig i dette bind gemmer sig bag aliasset Jeffrey Lord, dykker ned i det samme.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

Ud af de første tre bind er Jewel of Tharn indtil videre det bedste. Romanen har al vildskaben og morskaben fra første bind, og det sammenhængende plot fra andet bind, hvilket skaber en særdeles festlig omgang sølvalderpulp, der formår ikke bare at få læseren til at trække på smilebåndene, historien udfordrer også den moderne læser med sine beskrivelser og sprogbrug.

Bogen er naturligvis vild og blodig – Blade har eksempelvis en fantastisk, gigantisk tvekamp med en barbar, der strækker sig over et helt kapitel. Der er også en fascinerende sammenblanding af fantasy og science fiction i historien; det viser sig, at kvindecivilisationen dybest set er kontrolleret af en ældgammel computer (Jack Vance igen) og dennes androider, der over tid har fået rollen som ypperstepræster. Det fungerer ret godt for Stokes, men bogen er først og fremmest en lummer affære, som i: ”Blade began to caress and explore her body… probing deep into that moist sanctum.” (s. 95) Men den har også en for os i dag forbløffende ubekymret sammenblanding af sex og vold.

Da Blade, efter at være blevet hårdt presset, langt om længe forsøger at få overtaget igen, voldtager han kvindernes dronning, fordi det eneste, hun trænger til (tænker Blade), er en rigtig mand. Det får hun i den grad i en ekstremt grafisk skildring af seksuel vold, som nok vil få de fleste til at spærre øjnene op.

If this bitch-Goddess, this High-Priestess of coi wanted coi, he could damned well give her coi. He would kill her, all right. He would slay her with the only weapon he had. (s. 134.)

Jewel of Tharn er på den led utroligt provokerende og voldsom på sin egen enfoldige facon. Men præcis denne voldsomhed giver teksten kant og nærvær; den rusker op i sin moderne læser og bliver i virkeligheden langt vildere og mere provokerende end ganske meget moderne genrelitteratur, som forsøger det samme. Det her er ikke fredsommelig pulp eller latterlig rollespilsfantasy, men en grim skildringen af en fascistoid maskulinitet, som på alle måder er forkert, uanstændig og fornærmende. Præcis derfor er det også stærkt fascinerende læsning; det åbenlyse forkerte ved bogen gør den dragende. Den dybest set konservative romanfigur Blade er med tiden blevet til noget rebelsk antagonistisk i sin insisteren på at give den stærke retten til at agere, som han vil.

Paperback, Plon 1976. Blade på fransk

Hvor Blade i ´69, da bogen udkom, var en eskapistisk vision om manden, der sendes til en verden fyldt med liderlige kvinder, er han i ’19 blevet til en outsiderfigur, som opererer uden for de sociale konventioners regi. Blade gør, hvad han vil, fordi han kan. Han gør forbudte ting og udgør den diametrale modsætning til de stærke heltinder, der befolker genrelitteraturen i dag. Ikke at det i sig selv er godt, men der er unægteligt noget befriende ved litteratur, der afsøger de yderste grænser og siger alt det forkerte, fordi det skaber en form for afklaring af vores egne værdier og tanker. Der er med andre ord noget klargørende eller terapeutisk i at lade sig provokere af en bog som denne.

Men, med det sagt, er Jewel of Tharn først og fremmest en forbistret underholdende omgang absurd pulp, der med sin groteske form afgjort har formået at ruske lidt op i mig.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Jack Vance, The Eyes of the Overworld (1966): Gækkerier fra den yderste fremtid

Paperback, Pocket Books 1986. Kunstneren bag den fine forside er desværre ikke identificeret

Da Jack Vance udgav samlingen The Dying Earth i 1950, havde han skabt en uforlignelig milepæl i fantasylitteraturen, der ikke alene blev en succes i samtiden, den står fortsat i dag som et væsentligt referencepunkt, som nutidens genreforfattere skriver sig ind i eller op imod. Faktisk må man nok konstatere, at bogen trods en omfattende produktion blev Vances hovedværk. Det er en tung arv at løfte, men Vance forsøgte sig alligevel, idet han efter udgivelsen i ’50 drypvis fortsatte med at skrive noveller, der udspiller sig i det samme univers. Et univers, der beskriver livet på jorden i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er blevet mat, og teknologi og magi (igen) er smeltet sammen til et uadskilleligt hele. Her, i denne sære, drømmende fremtid, oser alt af dekadence og overmodent efterår. En jordens indian summer, hvor verden er blevet så rigt, dvaskt og overlæsset, at graden af individuel nydelse er den eneste målestok for liv og kultur.

The Eyes of the Overworld fra 1966 er en sammenskrivning af de noveller, som Vance havde udgivet siden ’50. Han strikkede dem sammen omkring den bærende karakter Cugel the Clever, der på en markedsplads gejles op til at forsøge et tyveri hos troldmanden Iucounu. Det skulle han aldrig have gjort, for Cugel bliver taget på fersk gerning og ender med, for at redde sit liv, at komme i troldmandens tjeneste. Cugel skal nu drage ud i verden for at finde en purpurfarvet linse – den såkaldte ”Eye of the Overworld” – til Iucounu.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

For at sikre sig, at Cugel rent faktisk adlyder, planter Iucounu et ubehageligt, tankelæsende snyltervæsen mellem skulderbladene på den uheldige tyv, der gør, at skulle Cugel planlægge at snyde sin arbejdsgiver, vil snylteren dræbe ham på en yderst pinefuld facon. Han har dermed intet valg. Via magi sendes Cugel af sted på sin opgave til en fjernt landområde, hvor eftersøgningen kan begynde. Vores hovedperson skal her mange strabadser og eventyr igennem, før han endelig kan vende tilbage fra sin mission. Iucounu kaldes også ”The Laughing Magician”, og man siger, at den, der ler sidst ler bedst. Cugel gør en ihærdig indsats for at få dette sidste grin, men Jack Vance er en drilsk fortæller, og stakkels Cugels eventyr slutter derfor ikke helt, som han havde håbet.

Med sin efterfølger til The Dying Earth fortsatte Vance i samme spor og skabte endnu en fortælling fyldt med pikareske karakterer, anført af Cugel selv, der, næsten uanset hvilken situation han måtte havne i, stjæler billedet. Cugel er da også hovedperson i ordets bogstaveligste forstand. Alt handler om Cugel og Cugels navlepillende betragtninger. Han er stor i slaget; en verdensmand, der kan alt, hvis han selv skal sige det, men han er også en slyngel, der lyver, stjæler og skruppelløst udnytter alt til egen fordel.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens 1. udgave

Man kan ikke kalde Cugel en kompleks karakter, dertil er han alt for entydig og monomant fokuseret på sig selv, men det betyder ikke, at han er kedsommelig at følge. Tværtimod er Cugel helt forrygende, og vi griner både med og af ham. Vi griner, når han er snu og overlegent udmanøvrere sine fjender, men vi griner også, når han viser sig fra sin sølle side og eksempelvis patetisk stamper en stamme af små alfer ihjel, fordi de tillader sig at grine på hans bekostning. Cugel er ikke en egentlig person af kød og blod, han er noget manieret og overgjort, men han er samtidig også stærkt menneskelig, og derfor kan man ikke undgå at holde af ham.

Cugels indtryksfulde person betyder da også, at man kan tilgive Vance, at hans episodiske, lidt stødvise roman ikke bidrager med meget nyt til den vision, han allerede havde publiceret tilbage i ’50. På mange måder er The Eyes of the Overworld bare mere af det samme, blot en anelse mindre tankevækkende og inspirerende. Fra et kunstnerisk standpunkt er fortællingen om Cugel dermed overflødig og i sidste ende et fejlgreb, der i nogen grad udvander, hvad Vance tidligere havde skabt, men omvendt er The Eyes of the Overworld en forbistret morsom og underholdende bog. Det er bedre end stort set alt anden fantasy, og det alene gør naturligvis, at vi skal være taknemmelige for, at Vance fortsatte med at skrive til sit Dying Earth-univers.

Paperback, Mayflower 1972

De mange optrin, som Cugel roder sig ind i, mens han leder efter Iucounus linse, er forskelligartede, men alle har det til fælles, at Cugel ankommer som den fremmede, der med den udefrakommendes blik får lejlighed til at opleve kulturer og praksisser med friske øjne. Hvor kapitlerne i første bog i høj grad var koncentreret om mødet mellem individer og personlige konflikter, har Vances forfatterskab ændret karakter i de mellemliggende år. Det fokus på kultur og ”world building”, som har gjort ham så berømt, er i ’66 trådt afgjort tydeligt frem, og det kan mærkes i The Eyes of the Overworld.

Gennem Cugels øjne bliver vi vidner til det ene sære optrin efter det andet; og det er alt sammen noget, der fortæller os om en rig og forunderlige verden, der i stort og småt lever og ånder det anderledes. I disse kulturforskrækkede dage er den slags forunderlig læsning, fordi Vance som en anden antropolog sender os ud i den kulturelle urskov og viser os de særeste, sjoveste og mest fremmedartede ting, alt imens vores guide og ledestjerne, tyven, løgnerens og charmetrolden Cugel sørger for, at vi ikke fortaber os unødigt i trivialiteter. Derved ender Vance heller ikke i den samme form for overlæsset ”world building”, der desværre plager alt for meget fantasy og SF i dag.

Paperback, Pocket Books 1977

The Eyes of the Overworld når måske ikke op på siden af The Dying Earth, men at kunne fortsætte efter den milepæl med en så stærk efterfølger er desuagtet en bedrift, som kun meget få ville kunne gøre Vance efter. At hans budskab om mangfoldighed og glæde ved det anderledes synes kærkommen i dag, gør sådan set bare, at hans bog fra ’66 kun synes endnu mere berettiget. Læs den. Og læs den igen.

Hardcover, Underwood-Miller 1977

Paperback, Granada 1985

Paperback, Baen 1986

Hardcover, Vance Integral Edition 2005. Her genudgivet med ny titel. De senere E-bøger har også denne titel

2 kommentarer

Filed under Roman

Paul Lehr – En science fiction-mester

Paperback, Fawcett 1971

Her kan du snuse lidt til mesterlige Paul Lehrs forsider. Sammen med Richard Powers var han uden tvivl en af de mest fremtrædende forsideskabere til bøger udi SF-genren i 1960’erne og 70’erne. Mens Powers stil var kraftigt psykedelisk, har Lehrs kunst en mere præcis og naturalistisk tilgang. Hvor Powers er fabulerende, er Lehr nøjagtig. Begge dele rummer nogle faldgruber, men der, hvor de er bedst, leverer de begge helt storslåede billeder.

Paul Lehr (1930-1998)

Hos Lehr er jeg især begejstret for hans landskabsscener. De futuristiske og fremmedartede miljøer, han får lavet, indbyder i den grad til at lade tanken gå på opdagelse. Der er drivstof til indlevelse og eskapisme i Lehrs billeder, som gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til dem. Sådan har jeg det i hvert fald.

Paperback, St. Martin’s Press 1987

Hans saglighed gør samtidig, at billederne har en alvor, som de mere pulp-orienterede kunstnere i tiden savnede. Det er da uden tvivl også Lehrs nøjagtighed og alvor, der gjorde ham til en eftertragtet illustrator, der gik godt i spænd med den nyvundne selvforståelse og entusiasme, som SF-genren oplevede i 60’erne efter ingeniør-forfatternes tid lykkeligvis var ved være omme.

Paperback, Signet 1964

Lehrs enorme produktion gør også, at han er en af de forsideskabere, som man har set mange gange, måske uden at vide, hvem kunstneren bag billedet mon er. Det er synd, for man bør kunne genkende en Lehr, når man ser den – det fortjener hans billedunivers.

Paperback, Signet 1959

Paperback, Dell 1974

Paperback, Dell 1973

Paperback, Dell 1967

Paperback, DAW Books 1976

Paperback, Cardinal 1958

Paperback, Berkley Medallion 1977

Paperback, Berkley Medallion 1976

Paperback, Berkley Books 1969

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979. Dette er en af mine absolutte favoritter!

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1965

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Avon Books 1987

Paperback, Avon 1971

Paperback, Avon 1970

Paperback, Bantam Books 1982

Hardcover, Tor 1994

Hardcover, Tor 1997. Paul Lehrs sidste forside, som han lavede relativt kort før sin død i ’98

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 2. The Jade Warrior (1969): Kineserier i Dimension X

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Så er det blevet tid til at se nærmere på andet bind i serien om Richard Blade; den supertrænede, hemmelige agent, der rejser ind i Dimension X for den engelske regering. Første bind var en grotesk og underholdende omgang skraldelitteratur. De bizarre scener kom som perler på en snor, og handlingen var ikke stort andet end et langt påskud for at få det halvnøgne muskelbundt Blade i lag med så mange kvinder som muligt. Det er klart, at den slags må sætte forventninger højt hos enhver fornuftig læser. Med andet bind viser det sig imidlertid, at Manning Lee Stokes, forfatteren, der gemmer sig bag aliasset ”Jeffrey Lord”, havde andre ting i tankerne.

The Jade Warrior begynder, da Blade slapper af med sin forlovede i en idyllisk hytte ude ved kysten. Den unge dame presser på for at få høre mere om Blades hemmelighedsfulde liv og arbejde, men han nægter. Han kan og vil ganske enkelt ikke afsløre noget om sin rolle som agent og Dimension X. I stedet kan Blade proklamere sin store kærlighed til pigen, hvilket lukker munden på hende, og alt er godt. Det vil sige næsten, for knap er amorinerne luftet før Blade må tage til London – Dimension X kalder med en ny opgave. Blade må afsted i en farlig fart; hvorfor får vi aldrig helt at vide, men det er formentlig håbet, at han en dag vil få andet med sig hjem fra den fremmede dimension end erotiske eventyr og ar fra slåskampe.

Denne gang havner Blade i en steppeverden, hvor et vældigt slag udfolder sig foran en gigantisk mur. Ryttere belejrer muren, og Blade bliver hurtigt involveret i kampene. Snu og nøgen som han er, snupper han en rustning fra en falden kriger, og snart viser det sig, at det er selve storfyrstens rustning, som han har hugget. Dermed begynder et langvarigt eventyr, hvor Blade må balancere sin støtte til den civiliserede kultur på den ene side af muren, og de bestialske rytterfolk, som lever på den anden side. Begge parter i den tilsyneladende evige strid er lige lumske og skrupelløse, hvorfor Blade efter bedste evne forsøger at holde sig neutral. Det er naturligvis i sidste ende helt umuligt, ikke mindst fordi Blade hopper i kanen med prinsesser på begge sider af muren, og dermed bliver dybt indviklet i de to hoffers intriger.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Her er det så, at læseren formentlig tænker ”hmmm, kunne det mon være en form for Kina, som Blade er havnet i?” og svaret er absolut ja. Faktisk gør Jefferey Lord/Manning Stokes omtrent alt for, at vi skal forstå, hvad det er for to kulturer, som her støder sammen foran muren. Det besynderlige er imidlertid, at Blade på intet tidspunkt reflekterer over dette. Han stiller sig komplet uforstående over for alt, hvad han møder, endda selvom han modsat den første bog ikke har mistet sin hukommelse under rejsen ind i Dimension X. Ja, man kan vel nærmest kalde det for en form for selektivt hukommelsessvigt, som Blade praktiserer.

Selektivt, fordi Blade ikke bruger så lidt tid hos de to prinsesser på hver side af muren. Den ene behandler ham som prins, den anden som sexslave, og han får endda et barn med den ene af kvinderne, hvilket alt sammen sker uden, at den store fyr sender bare så meget som en enkelt varm tanke til sin stakkels forlovede, som han havde proklameret sin kærlighed til i begyndelsen af bogen. Hvad der sker i Dimension X, er åbenbart noget, der bliver i Dimension X.

Der er en solid dosis kamp og kage i The Jade Warrior, men der er mindre af det end i første bind. Bogens tone er tungere og mere alvorlig, Manning Stokes gør mere ud af de kulturer, som Blade møder, og handlingen hænger rent faktisk sammen. Der gør alt sammen, at The Jade Warrior langt fra er så dum og festlig som The Bronze Axe. Ikke at man kan kalde seriens andet bind for seriøs litteratur; man kan nærmere blot konstatere, at Stokes denne gang havde en mere konsistent vision for sit pulpeventyr.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

På den ene side er det ærgerligt, for Blade bliver en hel del mere ordinær, når han ikke vader fra det ene skøre påfund til det andet, men omvendt er det lykkedes for Stokes med The Jade Warrior at skabe en form for hårdkogt, eksotisk actionfortælling, hvor Blades kamp og eventyr betyder lidt mere. Der er rent faktisk noget på spil i handlingen; Blade udfordres og presses af sine modstandere. Netop det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det giver serien lidt mere pondus, uden at den bliver kedelig, og Stokes har fortsat tilpas megen dum dialog, forloren prosa og så mange overskruede situationer til at serien ikke kan forveksles med noget alvorligt.

The Jade Warrior viser dermed en ny og mere ambitiøs side af Blade-serien, som jo tyder på en lidt større spændvidde i historierne, end jeg egentlig havde regnet med. Seriens andet bind er, præcis som første bog, relativt lang set i forhold til genren, og The Jade Warrior er vel også for lang for sit eget bedste, men af en eller anden grund blev romanen i højere grad hængende hos mig end det første eventyr. Den gjorde i hvert fald indtryk på en anden måde, og derfor er jeg stadig spændt på at se, hvordan ”Jeffrey Lord” kommer til at udfolde sine eventyr i de næste bind af serien. Det må vi se på i senere indlæg.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman