Tag Archives: Fritz Leiber

Fritz Leiber, Conjure Wife (1943): Det forheksede køn

Paperback, Ace Books 1984. Kunstneren bag forsiden er ikke oplyst

Fritz Leiber kendes uden tvivl bedst for de to slyngler Fafhrd og Grey Mouser, der huserer i storstaden Lankhmar. Leibers fiktion breder sig imidlertid også ud i andre dele af genrefiktionens bredspektrede univers. Han skrev flere skræknoveller samt et par vigtige gyserromaner. Den første er formentlig den væsentligste, fordi den synes helt ude af trit med sin samtid og snarere fremstår som et varsel om det, der skulle ske med horrorlitteraturen i 1950’erne. Romanen hedder Conjure Wife, og den så dagens lys for første gang i 1943, da den blev udsendt i magasinet Unknown Worlds. Der skulle imidlertid gå ti år, før Leibers fortælling udkom i bogform, og da det skete i ’53, var den pludselig blevet en del af en bredere bevægelse, hvor historiens nyskabende blik på gysets iscenesættelse havde fortonet sig, fordi andre på det tidspunkt havde fulgt samme stier som Leiber.

Handlingen fører os til et lille, stærkt konservativt universitet et sted på den amerikanske østkyst. Her på Hempnell College, som stedet hedder, har Norman Saylor sikret sig en plads som fast underviser, og fremtiden tegner lyst. Normans karriere går roligt fremad, og derhjemme venter hans søde kone Tansy hver aften med drinks og aftensmad. Lykken tilsmiler familien Saylor, men alt får en brat ende, da Norman en dag ved et tilfælde opdager noget mystisk i en af Tansys skuffer. Norman finder dels en lille amulet, dels en dagbog, der beskriver, hvordan Tansy aktivt praktiserer beskyttende magi i huset. Norman, der er antropolog, har studeret folklore og kender en del til forskellige former for folkloristisk magi, men det rammer ham som en hammer, at hans kone skulle benytte den slags.

Paperback, Ace Books 1984

Naturligvis konfronterer Norman sin kone med opdagelsen, og nu bliver sagen først for alvor sær. Det kommer frem under deres samtale, at der er flere kvinder, faktisk ganske mange kvinder, der praktiserer magi i det skjulte. De bruger magi til at fremme deres familielykke, til at beskytte sig selv og ikke mindst deres mænd fra magiske angreb og naturlige ulykker. Norman fatter ikke et ord, men efter at han har forbudt Tansy at praktisere sin magi, går der ikke mange timer før problemerne hober sig op. Knap er alle Tansys beskyttende amuletter og tegn fjernet fra huset, før ægteparret Saylor går en ganske hurtig deroute i møde.

Man skal lægge mærke til to punkter ved Conjure Wife, som gør romanen til et stykke fascinerende, banebrydende skrækfiktion. For det første har bogen et udtalt feministisk perspektiv, som står uventet stærkt i teksten, og for det andet trækker Leiber sin fiktion ind i hjemmets sfære på en måde, som kun sjældent var blevet afprøvet tidligere.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 24 1910 – 5. september 1992)

Set med nutidige øjne er kønsrollemønstret i Conjure Wife naturligvis ganske forældet, al autoritet ligger således hos Norman, mens Tansy er hjemmets tjenende ånd. Sådan er det i hvert fald indledningsvist. Leiber får imidlertid vendt perspektivet, så det rent faktisk er hos kvinderne, at den reelle magt ligger. I bogen eksisterer der en kæmpemæssig farlig og magisk verden omkring den mandlige eksistens, som mændene slet ikke opfatter. De forstår ganske enkelt ikke, i hvor høj grad deres verden og adfærd bliver manipuleret af kvinder. Man kan naturligvis indvende, at det virker en smule begrænsende, at kvinderne først og fremmest udnytter deres magiske magt til at sikre deres mænd status og velstand, men faktisk får Leiber skrevet dette forhold frem på en sådan facon, at det til sidst er klart, at han i virkeligheden ser en form for arbejdsdeling og ligestilling mellem kønnene i dette. Kvindernes hekseri giver dem en bagvedliggende magt, som mændene udadtil kan forvalte og udnytte. Den ene fungerer ikke uden den anden.

Man kan mene om dette hvad man vil, men bogens kvindesyn er absolut progressivt for tiden. At tage det stigmatiserede begreb heks og indsætte det i en moderne ramme, for så samtidig at fylde det med en ny form for magt, der i høj grad var positiv – selvom den også kunne bruges til at gøre ondt – var ligeledes noget nyt i 1943, da Conjure Wife så dagens lys.

Unknown Worlds, april 1943. Romanens første udgivelsessted

Det samme gælder selve fortællingens miljø, nemlig hjemmet. I 40’ernes gys skal man se langt efter fortællinger, der ikke trækker heftigt på gotiske troper og velkendte skrækklichéer. Modernisering af genren var ikke noget presserende på det tidspunkt, men præcis det gør Leiber op med i Conjure Wife.

Hans heks er en moderne kvinde og bogens miljø et ordinært universitetsmiljø. Alle forventninger til gysets setstykker bliver dermed gjort til skamme, for ganske vist bruger Leiber velkendte troper som ”heksen”, ”spøgelset” og så fremdeles, men han fylder dem med nye betydninger, der baserer sig på moderne livsvilkår. Leiber leger dermed med sin læser og udfordrer gysets klichéer med en modernisme, som demonstrer, at horror og gru lige så let kan opstå bag det moderne hjems fire vægge som i gamle borgruiner og dystre kirkegård; tanker der vel at mærke stadig var innovative i 40’ernes første halvdel.

Paperback, Lion Books 1953. Romanens første bogudgave. Bemærk den helt forfejlede forsideillustration, der tydeligvis forsøger at sælge bogen som noget den ikke er

Romanen kan let opfattes som forløber for en lang række senere gys; ikke mindst skrevet af navne som Robert Bloch og Charles Beaumont. Som direkte inspiration har den dog næppe virket for ret mange, men bogens budskab og greb om genren var en vigtig indikation på, at pulpens forstenede skrækfiktion var på vej ud.

Med alt dette sagt må man imidlertid også hæfte sig ved, at en af grundende til, at alt dette lykkes med så stor, overbevisende kraft, er Leibers særlige prosa, der blander pulpens tempo og fokus på handling med et præcist blik for psykologiske skildringer, der stikker langt dybere end mange af Leibers samtidige. Leibers portræt af både Norman og Tansy Sailor er karakteriseret af både hjertevarme og strejf af kynisme, der formidles gennem et formidabelt øje for dialog.

Hardcover, Twayne Publishers 1953

Man må heller ikke glemme den sikkerhed, hvormed Leiber får serveret sin fortælling og det isnende billede, den bærer frem til sidst, som fortsat står krast for den nutidige læser. Norman sidder her ulykkelig på et hotelværelse efter desperat at have søgt efter sin forsvundne kone hele dagen. Med ét hører han slæbende fodtrin ude på gangen, og han ved, at det er Tansy, som er vendt tilbage. Scenen er rædselsvækkende, ikke mindst takket være Leibers arbejde for at etablere et egentligt psykologisk portræt af sine hovedpersoner.

Det lader sig ikke fornægte, at Conjure Wife er et stykke pulplitteratur, som skal fungerer på pulpens præmisser. Det har, kan ske, hæmmet den kritiske reception af bogen, men Fritz Leibers fyldige prosa og livskloge tilgang til stoffet gør det til mere end underholdning. Med denne fortælling føjer han nytænkning til skrækfiktionen og får på den led skabt et værk, der kan måle sig med genrens store milepæle. Leiber forandrede pulpen indefra med sine tekster, og resultatet blev blandt meget andet et radikalt værk som Conjure Wife, der, dengang som nu, leverer både stof til eftertanke og spænding af den grumme slags.

Paperback, Berkley Medallion 1962

Paperback, Award Books 1968. Også her forsøger man hårdt, at få bogen solgt som “nygotisk” gys – en genre, der havde sin storhedstid netop i 60’ernes anden halvdel

Paperback, Penguin Books 1969

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Tor 1991

Paperback, Orb 1999

Paperback, Orb 2009

Hardcover, Centipede Press 2011

Ebog, Gateway 2011

Ebog, Open Road 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Fritz Leiber, Return to Lankhmar (1997): Fagre, spraglede verden

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Det er noget tid siden, at vi har været i Lankhmar sidst, men nu skal vi tilbage til den fugtige stad mellem hav og marsk. I dette tredje bind vender vores to helte Fafhrd og Gray Mouser tilbage til deres elskede by – i hvert fald for en kort bemærkning. Lang tid opholder de sig nemlig ikke i Lankhmar, før nye eventyr sender dem ud på rejse gennem Nehwons lande.

Som med de øvrige bind i denne serie samler bogen to bøger, der tidligere har været udsendt selvstændigt.  Bogen åbner således med romanen The Swords of Lankhmar fra 1968, der uden tvivl er den mest substantielle del af Return to Lankhmar. Den anden bog i dette bind, Swords and Ice Magic fra 1977, består primært af mindre noveller med karakter af vignetter. The Swords of Lankhmar begynder, da vores helte skal eskortere skibe med korn mod det høje nord. Flere tidligere konvojer er blevet angrebet og sænket, og Lankhmars fyrste vil nu have pirateriet stoppet.

Paperback, Millennium Books 1999

Paperback, Millennium Books 1999

Det bliver startskuddet på en lang og kringlet fortælling, som løbende skifter fokus og mest af alt fremstår som en serie af noveller eller novelleidéer, der som en eftertanke er blevet knyttet sammen. Som roman betragtet er bogen derfor ikke ligefrem elegant udformet, men hvert enkelt afsnit er så fremragende, at man hurtigt tilgiver den sit sammensyede indhold.

Fra et besynderligt søeventyr, hvor heltene bl.a. møder en tids- og dimensionsrejsende tysker fra Jorden, går det til en forblæst ø i ishavet mod nord, der er modelleret over Island. Her tumler Fafhrd og Gray Mouser med guder og gespenster, før rejsen går hjem til Lankhmar og det, der er bogens virkelige perle. Det viser sig nemlig, at mange af de ulykker, som er tilstødt Lankhmar og byens flåde, skyldes, at der langsomt er ved at blive sat en storstilet invasion af byen i værk. Fjenden er ingen andre end byens rotter, anført af store, intelligente rottevæsner fra det enorme system af kloakker under Lankhmar.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1979

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1979

Mens Fafhrd må blive i Lankhmar og forsvare byen, bliver Gray Mouser på magisk vis skrumpet og får til opgave at spionere på fjenden. Det fører ham ned i rotternes by under byen i noget, der hører til blandt det bedste, fantasygenren kan byde på. Ikke alene er det et festligt eventyr, som Leiber her lægger for dagen, der er også et intellektuelt, kunstnerisk ærinde bag ordene.

Sagen er nemlig den, at Leiber bruger sit fantasyunivers til at udstille og udfordre god smag og sociale konventioner, navnlig hvad omgangsform og selviscenesættelse angår. Han udfordrer os æstetisk og får læseren til at gyse – ikke af skræk – men af socialt ubehag. Det kan bedst illustreres gennem de erotiske eskapader, som Fafhrd og Gray Mouser har i bogen. Fafhrd går således i lag med en ghoul – en ligæder. Et væsen, der i Leibers univers er tænkende, levende skabninger, som har transparent hud, hvilket vil sige, at man kan se deres indre organer. Det malker Leiber til perfektion, idet han gang på gang fremhæver det morbide i ghoul-pigens udseende og samtidig lader Fafhrd bemærke, hvor fantastisk hun er i sengen. Det groteske og den sanselige nydelse blandes derved uden aldrig helt at mødes, fordi tingene igen og igen støder sig fra hinanden.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

På lignende vis, men måske endnu mere grotesk, er Gray Mousers forhold til en halv-rotte – en skabning, der på ansigt og hænder ligner et menneske, men hvis krop nærmer sig rottens. Skjult bag rottekvindens kjoler sidder der seks bryster, som Gray Mouser liderligt bliver ved med at fantasere om og til sidst får lov at fremdrage. Igen blander Leiber den mandlige fascination af kvindens kønsdele med et dybt frastødende billede af rottens anatomi og formår på en gang at skrive noget både sensuelt og foruroligende. ”Build me a woman, make her ten feet tall”, sang Jim Morrison, for at udtrykke, at han slet ikke kunne få kvinde nok og derfor allerhelst ville begraves i en kæmpe en af slagsen. Leiber gør det samme. Ikke to bryster til Gray Mouser, nej hele seks bryster, men Leiber strør maluret i bægret, forgifter billedet, og skaber en stærkt foruroligende situation, hvor den erotiske fantasi bliver en ambivalent størrelse.

Fantasylitteratur, som afsøger den slags terræn, er ekstremt sjælden, fordi den går helt andre veje, end dem som Howards og Tolkiens disciple efterfølgende har trådt. Og det fantastiske ved Liebers fantasy er, at det ikke bare er i denne ene bog, at han udfordrer sine læsere og skaber situationer, der driver af dekadent, fremmedartet eksotisme. Alle Lankhmar-fortællingerne er i sin kerne præcis dette og byen et formidabelt eventyrland af moralsk anløbne eventyr og episoder.

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Ace Books 1977

Leiber skriver ofte, at byen også kendes som Tyvenes By, og netop den metafor indfanger meget smukt omdrejningspunktet i fortællingerne om Lankhmar. Det er nemlig uden tvivl byen Lankhmar og dens fordærvede, absurde, anløbne, og hedonistiske indbyggere, der er historiernes helt store attraktion. Lankhmars guder er småsvindlende dæmoner, det samme er indbyggerne, og det magiske ved det hele er, at man trods det faktum, at alle stjæler og lyver for hinanden, har skabet et samfund, der holdes sammen i solidariteten omkring stedets anarki.

For Leiber bliver Lankhmar på den led en legeplads, hvor han kan ophæve alle regler og konventioner, der svøber vestlig tænkning om korrekt adfærd og afprøve, hvad der sker, når mennesker får til lov at udleve deres fantasier og lyster. Fafhrd og Gray Mouser gør præcis, hvad der passer dem, og det samme gør alle andre tilsyneladende også i byen. Menneskelig dårskab udstilles dermed hele tiden, som da Leiber i en novelle beskriver, at det kortvarigt var kommet på mode blandt Lankhmars kvinder at gå med hovedet i et fuglebur.

Hardcover, White Wolf Publishing 1997

Hardcover, White Wolf Publishing 1997

Den slags fjollerier er der meget af, men Leiber formår til trods for sine pjattede indslag at fastholde en underliggende rytme af poesi og drama, der understreger seriøsiteten bag teksterne, selv der hvor de tilsyneladende kammer over i ren komedie.

Fafhrd og Gray Mouser bliver ofte fremhævet som en af fantasigenrens væsentligste skikkelser, og det kan jeg kun være enig i, men man må ikke glemme selve byen Lankhmar, der er rammen, som skaber alle de mange eventyr, Leiber skrev. Lankhmar er et kreativt frirum og en sindstilstand, der ikke tynges af nogen konventioner – hverken moralske eller de genrebetingede af slagsen. Alt kan ske og alt sker. Alle grænser kan afprøves, og Leiber gør med største fornøjelse sin læser ubehageligt til mode eller usikker på sin forståelse af teksterne med sin drilske tvetydighed.

Fantastic, maj 1961. Nummeret hvor første del af The Swords of Lankhmar blev bragt med titlen "Sylla's Daughter"

Fantastic, maj 1961. Nummeret hvor første del af The Swords of Lankhmar blev bragt med titlen “Scylla’s Daughter”

Hvor ville jeg ønske, at lidt flere fantasyforfattere turde vove sig bort fra de efterhånden kedsommeligt veltiltrådte stier og flyttede til Lankhmar – i hvert fald bare for en stund, så fantasy kunne blive brugt til andet og mere end ligegyldige politiske allegorier og episk magtonani.  Men det er måske bare mine fordomme over for en genre, der oftere er anstrengende end læseværdig.

Nuvel, der er stadig en bog tilbage med fortællinger fra Lankhmar; mon ikke jeg kan få skrevet om dem i løbet af næste år?

 

 

4 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

Fritz Leiber, Lean Times in Lankhmar (1996): Når hovedpersonerne bliver større end historien

Paperback, Millennium 1996. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Paperback, Millennium 1996. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Nu skal vi til Lankhmar igen. Jeg skrev lidt om historierne for nogen tid siden og omtalte blandt andet, at indeværende serie er en genudgivelse af de såkaldte Sword-bøger; antologier som Fritz Leiber selv sammensatte. Lean Times in Lankhmar samler Swords in the Mist (1968) og Swords Against Wizardry (1968) – bøger, der i hovedtræk indeholder noveller skrevet mellem 1959 og ’68. Undtagelsen er den berømte kortroman Adept’s Gambit udgivet i 1947 – den historie, hvor seriens hovedpersoner Fafhrd og Gray Mouser optræder for første gang.

Indrømmet, udgivelsessituationen er lidt kompliceret og i virkeligheden ikke specielt relevant for andre end Leiber-entusiaster. Her skal vi da heller ikke bruge mere tid på det, men i stedet samle tråden op fra mit sidste Lankhmar-indlæg og se nærmere på Fafhrd og Gray Mouser. Det er nemlig tankevækkende, at næsten uanset hvor man ser Lankhmar omtalt, så bliver seriens hovedpersoner fremhævet som noget særligt. Faktisk bliver de typisk nævnt som to af de bedste skikkelser, fantasylitteraturen til dato har frembragt. Nu skal man jo ikke lade sig rive med af den slags overstadige udtalelser, men ikke desto mindre er jeg mere eller mindre enig.

Paperback, Millennium 1996

Paperback, Millennium 1996

Fafhrd og Gray Mouser er helt, helt særlige. De ligner på en gang noget ganske velkendt, men undviger på samme tid alle klichéer. Fafhrd er den store barbarkriger fra det høje nord og Gray Mouser den lille, listige lurifaks. Rollefordelingen kunne dermed synes på plads – den ene stærk og tungnem, den anden væver og kvik. Sådan er det bare ikke. Begge Leibers hovedpersoner er nemlig intelligente og særdeles velartikulerede – Fafhrd, der er opdraget i en skjaldetradition, har en romantisk, digterisk åre, mens Gray Mouser har et sært storbykynisk, poetisk sprog.

Samtidigt lever ingen af de to op til fantasy-genrens vanlige heltekonventioner – de er tyvagtige, selvretfærdige kværulanter, der ikke løfter en finger uden, at det er for egen vindings skyld. Om noget er de perfekte eksempler på moderne anti-helte. Vel at mærke ikke plagede helte som Moorcocks Elric eller Salvatores forlorne outsider Drizzt, men anti-helte, fordi de er så pokkers menneskelige. Fafhrd og Gray Mouser horer, drikker, lyver og stjæler, og Leiber nyder at sværte sine hovedpersoner til. Ja, i novellen ”Stardock” får han endda et sted antydet Gray Mousers biseksualitet og dermed bevæget i hvert fald den ene af sine karakterer helt ud i en absolut gråzone.

Fritz Reuter Leiber (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1930

Fritz Reuter Leiber (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1930

Med så stærke hovedpersoner er det måske ikke så sært, at de tiltrækker sig en hel del opmærksomhed på bekostning af historiernes egentlige handling. Og Leiber var vel i virkeligheden klar over dette; Lean times in Lankhmar åbner med novellen “The Cloud of Hate”, hvor onde kultister fremmaner en dødbringende tåge, der hjemsøger Lankhmars gader. Det absurde er her, at hele novellen mere eller mindre bliver udgjort af Fafhrd og Gray Mousers evindelige mundhuggerier. De to venner småskændes som altid og er så opslugt af dem selv, at de næsten ikke bemærker det, der sker omkring dem. Historien passerer dem så at sige forbi, mens de indædt diskuterer. For mig at se er det indbegrebet af en Lankhmar-fortælling.

Historierne er og bliver nemlig påskud for at iscenesætte de to hovedpersoner og deres tirader. Man kunne måske være fristet til at tro, at det er kedeligt, men så tager man fejl. Leibers pen er fyldt med et ekstremt rigt sprog, der balancerer mange stemninger på en gang. Humor, gru, grimhed og skønhed væves sammen og får ord gennem Fafhrd og Gray Mousers vedvarende palaver. Hovedpersonerne er med andre ord ekstremt moderne og meget langt fra fantasygenrens hang til det englændere kalder medievalism. De ligner os selv i deres uendelige navlepilleri og trang til at blive hørt.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Den bedste novelle i bogen, der har givet navn til hele bindet – ”Lean Times in Lankhmar” – er måske en af de bedste Fafhrd og Gray Mouser-fortællinger i det hele taget, fordi alle Leibers atypiske genretråde her kommer sammen på fineste vis. Vores to venner er forarmede og desillusioneret gået hver til sit – Gray Mouser er kommet i stald hos en pengeafpresser, og Fafhrd har slået sig ned i templernes gade som asketisk munk. Det kommer til at danne afsæt for en længere, forvrøvlet fortælling, hvor Leiber ruller hele Lankhmars sorthumoristiske herlighed ud for os. Grundtonen er så vidunderligt amoralsk og skæv, at man ikke kan andet end at elske den. Bogens øvrige noveller har alle rigtigt fine elementer, men ingen har samme gennemslagskraft som denne.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Som sagt, kan jeg kun give folk ret, når de fremhæver Fafhrd og Gray Mouser som helt særlige skikkelser. Leibers evigt-snakkende helte er større end stort set alle andre fantasy-hovedpersoner, jeg kan komme i tanke om. Faktisk er det måske kun Mervyn Peakes forrygende persongalleri, der kommer i nærheden af Leibers hovedpersoner.

Hvor eksempelvis barbaren Conan synes at gå i et med fortællingen og være en del af novellens plot, er det anderledes med Leibers helte. Historierne kan slet ikke rumme så store personligheder; de sprænger ganske enkelt eventyrets rammer og bliver det egentlige omdrejningspunkt. Alt glider i baggrunden for Fafhrd og Gray Mouser, der, som de tyve de er, stjæler vores opmærksomhed. De gør eventyret – en af fantasygenrens grundpiller – til noget underordnet. Faktisk kræver det en hel metropol for at overdøve de to hovedpersoner, og den metropol er Lankhmar – seriens tredje stjerne. Byen Lankhmar skal da også være udgangspunkt for det næste indlæg om Leibers sword and sorcery-serie.

Fantastic, november 1959. Bladet hvor "Lean times in Lankhmar" blev trykt for første gang

Fantastic, november 1959. Bladet hvor “Lean times in Lankhmar” blev trykt for første gang

 

3 kommentarer

Filed under Novellesamling

Fritz Leiber, Ill Met in Lankhmar (1995): Nogle tanker om Lankhmar

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er skabt af Geoff Taylor

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er skabt af Geoff Taylor

Der er storhed over Fritz Leibers fortællinger om heltene Fafhrd og Gray Mouser. Der er vingesus, drama, skønhed, uhygge og spænding over teksterne. Hans hæsblæsende eventyr i den trolddomsplagede verden Nehwon er faktisk, for mig at se, noget af det bedste fantasy, der er skrevet. De tidligste af Leibers noveller og kortromaer er en form for urtekster, der på linje med Tolkiens og Howards fortællinger har skabt grundskitserne til de væsentligste komponenter i omtrent alt, hvad der indgår i den fantasy, vi kender i dag. Det siger noget om den tynge, der ligger bag historierne. Ikke at forstå som træghed eller alvor – snarere tyngde i form af ren og skær skaberkraft. Fra den første novelle var færdigskrevet i 1936, og de næste tyve år frem var Leiber med til at forme og udvikle rammerne og troperne for fantasy-genren. Det har indskrevet ham i genrelitteraturens historiebog som en af de vigtigste skikkelser og det med rette.

Jeg skal ikke kede jer med en detaljeret gennemgang af baggrunden for Leibers Lankhmar-fortællinger. Det kan I læse fint og godt om mange andre steder på Nettet. Jeg har imidlertid fået lyst til at skrive lidt om Lankhmar-historierne i den form, de blev udgivet i slutningen af 90’erne. Sagen er nemlig den, at Fritz Leiber udgav de første mange af Lankhmar-fortællingerne i diverse pulpmagasiner. Historierne blev populære, men var efterfølgende svært tilgængelige, og kun de færreste havde et overblik over det samlede corpus. Navnlig efter pulpbladene begyndte at uddø og blive sjældne.

Paperback, Millennium Books 1999

Paperback, Millennium Books 1999

I 60’erne viste Lin Carter imidlertid at fantasy kunne være en lukrativ forretning i paperback-formatet, da han begyndte at genudgive Howards barbar-fiktion. Conan fik således lov til at bane vejen for en voldsom underskov af antologier, der samlede noveller fra de hedengangne pulpmagasiner og udsendte dem som populære paperbacks. Modsat mange af de andre genregiganter, der for længst havde indstillet produktionen, levede Leiber i bedste velgående i 60’erne og gik derfor selv ind i arbejdet med at opsamle sine gamle noveller.

Her må det indskydes, at novellerne om Fafhrd og Gray Mouser blev skrevet som spredt fægtning og uden hensyn til kronologi. Leiber skrev, hvad han ville. Da historierne skulle samles i bogform, besluttede han sig imidlertid for at ordne dem, ikke efter udgivelsestidspunktet men i forhold til handlingens kronologi. Leiber skabte derved en orden i teksterne, der aldrig havde eksisteret. Og han gik endda videre end det. Han justerede de gamle tekster let for at nedtone uoverensstemmelser, og forfattede korte vignetter, der skulle bygge bro de steder, hvor spændet mellem historierne var blevet for stort. Lykkeligvis var det Leiber selv, der gjorde det stykke arbejde, for havde nogen anden gjort det, ville snakken om overgreb på teksterne aldrig have fået nogen ende.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1977

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1977

Reelt kan man sige, at Fritz Leiber genskabte sine Lankhmar-historier, da han sammenstillede dem i bogform. Han gav novellerne et skær af at være kapitler i en stor fortælling, med en start, midte og slutning. Der er med andre ord tale om en efterrationalisering af den helt store slags, men bøgerne gjorde Lankhmar-universet tilgængeligt igen, og Leiber fik derved afgørende betydning på den generation af genreforfattere, der begyndte at skrive i 60’erne.

Mens de gamle noveller blev genudgivet i bogform, skrev Leiber også nye Lankhmar-historier, og universet voksede derfor betydeligt. De nye historier og vignetter, som Leiber skrev, har hverken samme energiske prosa eller charme som de tidligste fortællinger, men hans sprogsans står stadig lysende klart i historierne. Forholdet mellem de gamle og nye tekster vil jeg i øvrigt vende tilbage til i et senere indlæg.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Opsamlingens 1. udg.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Opsamlingens 1. udg.

Det blev i alt til syv bøger om Fafhrd og Gray Mouser. Ordet ”sword” indgår i alle bøgernes titler og kendes derfor samlet som Sword-serien. Denne serie blev genudgivet i slutningen af 90’erne i en omnibus-udgave, der opsamlede flere bind af Sword-serien i hver bog. Det første bind i denne genudgivelse hedder Ill Met in Lankhmar og indeholder de første to bind i Sword-serien – det vil sige Swords and Deviltry (1970) og Swords Against Death (1970).

I store træk samler Ill Met in Lankhmar Leibers tidligste fortællinger, og skulle man blot købe et bind med Lankhmar-historier, er Ill Met det vigtigste. Her møder vi nemlig Leibers pen for fuld udblæsning og fornemmer samtidig problemerne med de korte vignetter, skrevet i 1970, der skal binde teksterne sammen.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

 

Fortællingerne i Ill Met viser i hvert fald, hvorfor Leibers historier stadig den dag i dag skiller sig ud som noget særligt i fantasy-genren. Selvom novellerne har storladne træk, der stedvist opnår episke kvaliteter, forbliver de jordbunde og arbejder ud fra en form for særdeles sympatisk hverdagsrealisme. Der bliver således ikke skævet meget til de mytologiske og legendariske beretninger fra middelalderen, som Tolkien eksempelvis trak på. I stedet er Leibers nærmeste forbillede den grovkornede fabileaux-genre, fordi hans helte måske nok er i stand til det utrolige, men universet er tematisk nedskalleret så deres bedrifter proportionelt synes afstemt i forhold til historieres snævre, nære handling. Da den kæmpemæssige kriger Fafhrd står ansigt til ansigt med to fjender på en gang i ”The Jewels In The Forest”, regnes det som en stor dåd, at han vinder kampen. Conan, der hugger folk ned i hobetal, ville le hånligt af den slags.

Der er samtidig noget lavt, beskidt over Lankhmar-fortællingerne. Fafhrd dræber i vrede en uskyldig dreng i ”Ill Met In Lankhmar”. Han beklager det senere, men uheldet er symptomatisk for teksternes voldsomhed. Heltene er anløbne, for ikke at sige umoralske, og deres adfærd afspejler sig direkte i novellernes tematikker, der handler om tyveri og hævn. De horer, drikker og stjæler. Faktisk regner både Fafhrd og Gray Mouser sig som store tyveknægte. Vi kan f. eks. også notere os, at Gray Mouser har et erotisk forhold til to mindreårige piger – noget man næppe vil finde i fremstillet på samme måde i nogen tekst i dag.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

De tidlige Lankhmar-fortællinger fra 40’erne og 50’erne opererer med andre ord i en moralsk gråzone, som gør dem særdeles spændende. Og fordi det hele udspiller sig i små dramaer, er historierne behageligt fri for de ulidelige pompøse træk, som Tolkien føjede til fantasy-litteraturen.

Den mesterlige storhed, der er over Leibers fortællinger, ligger imidlertid hverken i handlingen eller tonen, det ligger i Leibers fabelagtige beskrivelser. Alene den fantastiske åbning på første bog viser den dybde, der ligger i sproget. Leibers på en gang sentimentale og til tider bitter kyniske beskrivelser fylder landet og byen Lankhmar med et taktilt nærvær, der gør den levende og rig på en mageløs facon. Hans tekster sender fantasien på himmelflugt og rejser eventyrlige verdener af kød og blod for os.

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, april 1970. Bladet hvor antologiens titelhistorie, "Ill Met In Lankhmar", optrådte for første gang

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, april 1970. Bladet hvor antologiens titelhistorie, “Ill Met In Lankhmar”, optrådte for første gang

Stemningsmæssigt bevæger Leiber sig fra det lette til det grumme, ofte i samme fortælling. Og selvom hans to hovedpersoner synes præcis lige så urørlige som alle andre eventyrhelte, formår han at give historierne en grad af usikkerhed, som er mere end sympatisk, den gør nemlig personerne menneskelige på en måde, vi sjældent møder det i fantasygenren.

De tidlige Lankhmar-noveller står som genremilepæle, men de må først og fremmest huskes som utroligt stærke tekster, der bliver båret af en smuk fornemmelse for sproget og en stor, stor kærlighed til stemningsbeskrivelser. Lankmar er liv og død, blod og vin, det grimme og skønne. Det er alt, hvad man kunne ønske sig af fantasy-litteratur, og er måske i virkeligheden et genremæssigt højdepunkt, der efterfølgende kun bliver mødt i mere eller mindre varierede og vellykkede afskygninger.

Jeg vender som sagt tilbage til Lankhmar i et senere indlæg, hvor jeg vil skrive lidt nærmere om Fritz Leibers hovedpersoner og selve historierne. Så lad os aftale at mødes i Lankhmar igen, hvor jeg giver en omgang på The Silver Eel. Vel mødt!

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Weird Tales, red. Leo Margulies (1964): Det kan næppe blive bedre…

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Med antologien Weird Tales fra 1964 forsøgte Leo Magulies – pulpredaktør par exllence – at vise sine læsere, hvad Weird Tales var for et magasin, og hvorfor det fik så står indflydelse. I antologiens korte indledning indkredser Margulies bladets stemning og skitsere dets historie. Med det på plads overlader han sidepladsen til ni forfattere, der alle var væsentlige bidragydere til Weird Tales. Og det er vel at mærke ni formidabelt underholdende fortællinger, som Margulies har udvalgt.

Weird Tales er ikke en ren ”best of”-bog. I stedet for udelukkende at gå efter de store navne og deres bedst kendte fortællinger har Margulies sammensat et intenst ekstrakt af pulpmagasinets sider. Han viser det poetiske fremragende, det dystert uhyggelige og det letbenede gys. Oplagte navne som Clark Ashton Smith, Seabury Quinn og Ray Bradbury er valgt fra, mens hel- og halvglemte navne som Edmond Hamilton og Nictzin Dyalhis er med. Og naturligvis får de mindre kendte navne selskab af sværvægtere som Lovecraft, Howard og Bloch.

Paperback, Pyramid Books 1964

Paperback, Pyramid Books 1964

Bogen åbner med Hamiltons Poe’ske ”The Man Who Returned”. Historien om en mand, der er blevet levende begravet og vågner i kisten. Han kæmper sig ud i det fri og vender tilbage til sin familie kun for at opdage, at han slet ikke har været savnet. Som en anden James Stewart tumler han gennem byen og møder det ene deprimerende optrin efter det andet, før han noget nedslået finder fred.

Edmond Hamiltons novelle er en klassisk ”sær fortælling” – den ubestemmelige kategori af historier, der optræder så hyppigt i Weird Tales og tit glemmes i dag, fordi de passer dårligt ind i tematisk snævert formulerede antologier. Som hverken fugl eller fisk kan historien ikke kategoriseres som horror, humor, fantasy eller SF. Det ligger der en særlig styrke i, fordi den type fortællinger kun sjældent tynges af konventioner og genretroper.

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Næste mand i rampelyset er Fritz Leiber, hvis historie ”Spider Mansion” er så overgjort og pulpet, at den er svær ikke at holde af. Leiber smører så uendelig tykt på, at hans gotiske fortælling om en gal videnskabsmand næsten fremstår som en parodi. I hvert fald bliver gyset svært utroværdigt. Ikke desto mindre er novellen skrevet med et overbevisende overskud af fortællerglæde, der gør teksten til en ren fornøjelse.

Det samme gælder Robert Blochs ”A Question of Etiquette” om hekseri og narrestreger. En historie i Blochs vanligt galgenhumoristiske stil. En stil der kom til at tegne en hel gren af horrorgenren. Jeg bliver nok aldrig den store fan af Robert Blochs noveller, men det enkle, enkle sprog, han arbejder i, er imponerende og respektindgydende. Hans helt ukunstlede sætninger drives af korte, præcise beskrivelser og en skarp dialog, som det kun er få forundt at skrive. Om man er til hans tone eller ej, kan man lære rigtig meget om godt skrivehåndværk ved at læse Bloch.

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Antoligien lægger blødt ud med ovenfor nævnte historier, men så kommer Nictzin Dyalhis’ ”The Sea Witch”, bogens længste novelle. En historie der krydser genremæssige grænser og er lige så meget fantasy som gys, men er i virkeligheden mest af alt et kunsteventyr for voksne. ”The Sea Witch” er en hævnhistorie, der væves sammen med nordisk mytologi, vel at mærke uden brug af mytologiens oplagte skikkelser som eksempelvis Thor og Odin.

Nictzin Dyalhis’miljøskildringer er fremragende, og hele historien, der udspiller sig ved en efterårskold kyst, har noget af folkeeventyrets råhed og dragende kvalitet over sig. ”The Sea Witch” sætter således tonen for bogens anden del, hvor de stærkeste historier findes.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

H. P. Lovecrafts ”The Strange High House in the Mist” er den næste i rækken. Jeg har altid været rigtig, rigtig glad for Lovecrafts Lord Dunsany-pasticher, og ”The Strange High House” er blandt hans bedste. Prøv bare at finde din Grafton Lovecraft-omninus bd. 2 frem og læs første passage i novellen. Smukkere, mere stemningsmættet kan det dårligt blive, og det gælder for hele den fabulerende historie om drømme og virkelighedsforskydninger.

August Derleths ”The Drifting Snow” er ligeledes fremragende. Teksten plages af en tung, klodset dialog, men tematisk og handlingsmæssigt er det en af Derleths bedste horrorhistorier. I fortællingen afsøger han samme forfrosne vinterlandskaber, som han også beskriver i hans historier om Ithaqua – her er det bare et vampyrisk spøgelse, der kommer gennem sneen om natten. Alene billedet af spøgelset, der langsomt nærmer sig gennem den faldende sne i tusmørket, er så gribende, at hele novellens narrativ nærmest bliver overflødig.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Midt i Margulies litterære fejring af skatte hentet fra Weird Tales’ gemmer bliver Frank Belknap Longs ”The Body-Masters” hevet frem. Et stykke dystopisk SF, der virker tamt, efter Lovecraft og Derleth har leveret nogle af deres bedste værker. Faktisk er Belknaps novelle om sexrobotter slet ikke dårlig, men stemningsmæssigt falder den igennem og burde være placeret et andet sted i bogen. Ikke desto mindre er den blandt Belknaps bedre SF – hvilket, sandt at sige, ikke siger ret meget.

Kronen på værket er Robert E. Howards ”Pigeons from Hell”, hvis første kapitel i min verden er noget af det bedste, Howard skrev og noget af det bedste skrevne horror overhovedet. Fortællingen om hævn og sortmagi taber intensitet undervejs, men det betyder intet, fordi den viser alt, den behøver, i begyndelsen. To venner overnatter i et forladt hus og kommer ud for grusomme hændelser i nattens løb. Resten kan du næsten selv gætte. Den måde, som Howard får vævet naturerfaring og uhygge sammen, er uforlignelig. Med Howards beskrivelser af det ensomme sydstatsvildnis toner Weird Tales ud.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

I antologien demonstrerer Leo Margulies den brede vifte af stemninger og stilarter, der findes i Weird Tales Magazine. Med en historie som Leibers ”Spider Mansion” bekræfter han på den ene side den stereotype forestilling om pulpens letbenede, overfladiske underholdningsværdi. På den anden side maner han enhver tvivl om manglende litterære kvaliteter til jorden med bidrag som Lovecrafts og Howards.

Skulle jeg sammenfatte det bedste ved i Weird Tales-bladet, er der ikke noget bedre sted at søge hen end Margulies antologi. Gennem bogens sider føres man over et bredt spænd af historier, der lever på deres underholdningsværdi, litterære kvalitet eller begge dele. Bogen er måske en af de bedste pulpopsamlinger af sin slags. Bedre kan det næppe blive.

 

Novellerne:

Edmond Hamilton, “The Man Who Returned” (Weird Tales,  feb. 1934)

Fritz Leiber, “Spider Mansion” (Weird Tales, sep. 1942)

Robert Bloch, “A Question of Etiquette” (Weird Tales, sep. 1942)

Nictzin Dyalhis, “The Sea Witch” (Weird Tales, dec . 1937)

H. P. Lovecraft, “The Strange High House in the Mist” (Weird Tales, okt. 1931)

August Derleth, “The Drifting Snow” (Weird Tales, feb. 1939)

Frank Belknap Long, “The Body-Masters” (Weird Tales, feb.  1935)

Robert E. Howard, “Pigeons from Hell” (Weird Tales, maj 1938)

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Fritz Leiber, The Dealings of Daniel Kesserich (1997): Dem Ol’ Kozmic Blues

Paperback, Tor Books 1997. Forsiden er malet af Jason Van Hollander

Paperback, Tor Books 1997. Forsiden er malet af Jason Van Hollander

The Dealings of Daniel Kesserich blev udsendt i 1997, fem år efter Leiber døde. Da bogen udkom, vakte den derfor en hel del postyr i genrekredse – ikke mindst fordi det ikke bare var et efterladt manuskript. Bogen – eller rettere kortromanen – var nemlig allerede skrevet i 1936. Det vil sige på det tidspunkt, hvor den purunge Leiber udvekslede idéer med H. P. Lovecraft.

Alene tanken om et ukendt Lovecraft-influeret manuskript fra ’36 er jo store sager, men når det så tilmed kommer fra en mester som Leibers hånd, er det næsten for godt til at være sandt. Faktisk er tanken så spektakulær, at forventningerne let overstiger resultatet. Og det er jo nok også tilfældet.

Paperback, Tor Books 1997

Paperback, Tor Books 1997

The Dealings of Daniel Kesserich er en hurtig og klog roman med interessante facetter. Den er også usleben og befinder sig konstant i gråzonen mellem et traditionelt pulp-vokabular og noget mere litterært eksperimenterende. Havde Leiber haft tid og lyst til at arbejde videre med teksten, kunne den helt sikkert være blevet et af hovedværk. Det gjorde han ikke. Han gemte den i skrivebordsskuffen og overlod dermed den videre bearbejdning til David G. Hartwell. Desværre er bogen ikke forsynet med noget forord fra udgiveren, så vi ved faktisk ikke, hvad Hartwell rent faktisk har gjort ved Leibers manuskript. I hvilken tilstand det var osv. Det er ret beklageligt, for hvor stoppede Leibers idéer, og hvad bragte Hartwell ind i teksten?

Handlingen tager os ind i velkendte territorium. Vennerne John Ellis, Daniel Kesserich, Mary Andrews og George Kramer gik på universitetet sammen. John og Mary giftede sig, men gruppen som sådan gik i opløsning efter studietiden. Det var i hvert fald, hvad Kramer regnede med, indtil han en dag modtager et brev fra John, der opfordrer Kramer til at komme ud og besøge ham i lillebyen Smithville, hvor han arbejder som læge.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

Kramer tager imod invitationen, men knap ankommet til byen begynder der at ske sære ting. John er forsvundet, eftersøgt for mordet på Mary, og den fjerde af vennerne, Daniel Kesserich, har åbenbart også været i byen, men er nu ligeledes forsvundet. Det hele er meget mærkværdigt, og folk i byen opfører sig underligt; hysterisk kunne man sige.

Allerede i første kapitel oplever Kramer da også selv nogle mystiske begivenheder, der farver resten af bogen. Småsten kommer ud af det blå til syne omkring ham. Ganske uforklarligt og nærmest magisk. Det er kun begyndelsen, for som Kramer støver omkring, bliver han gradvist en del af Smithvilles opkogte stemning. Spøgelser, gravrøveri og bizarre optrin indgår alt sammen i dette.

Paperback, Nord 1998. Her er den italienske udgave af romanen med et rigtig fint retro-cover

Paperback, Nord 1998. Her er den italienske udgave af romanen med et rigtig fint retro-cover

Daniel Kesserich, den fjerde ven, var gruppens særling. Filosof, naturvidenskabsmand og mystiker. En visionær på kant med konventionelle idéer. Alle de sære begivenheder i Smithville lugter i den grad af Kesserich, men det er først, da Kramer finder en delvist ødelagt dagbog med antydninger om narkotikabaserede eksperimenter med tid og rum, at tingene begynder at falde på plads. Sådan da… for sandheden er næsten for utrolig.

Romanen kredser om tid, rum og virkelighed. Den bevæger sig ud i de efterhånden lidt tyndslidte overvejelser om tidsparadokser, og den leger med idéen om andre dimensioner. Meget af det her er velkendt stof, der ikke i sig selv er synderligt interessant længere (synes jeg). Ikke desto mindre er romanen, trods de bedagede temaer, ganske fascinerende.

Illustration fra bogen. Hvem hænger der på væggen bag bartenderen? Tegning af Jason Van Hollander

Illustration fra bogen. Hvem hænger der på væggen bag bartenderen? Tegning af Jason Van Hollander

Det skyldes først og fremmest det underliggende element af eksperimenterede prosa, der gennemsyrer bogen. Der er en surrealistiske stemning i romanen, som næsten får den ordinære ”tidsrejse”-fortælling til at fremstå som et metalag i den virkelige, skjulte fortælling. Hvad denne skjulte fortælling er, står imidlertid ikke helt klart. Og netop det er spændende.

Der sker ting bag teksten, som man ikke helt forstår. Bogen har sit eget liv, der kommer til udtryk gennem spredte henvisninger til noget filosofisk større, der driver handlingen. Denne usikkerhed bliver til paranoia og en underspillet gru, der langsomt perforerer romanens ellers letbenede tone. Vigtigst af alt vokser sprogets tvetydighed omkring den enigmatiske Daniel Kesserich sig til noget enormt og grotesk.

Endnu et herligt billede af Jason Van Hollander

Endnu et herligt billede af Jason Van Hollander

Og det er her, den lovecraftianske indflydelse viser sit ansigt. Leibers ungdomsværk er nemlig et ganske fremragende bud på Lovecrafts kosmiske gru. Historien åbner for perspektiver på virkeligheden, der ikke alene vender op og ned på enhver virkelighedserkendelse, den udstiller også menneskets sårbarhed. Romanens tone er måske ikke, som Lovecraft ville skrive den, men den underliggende handling er helt sikkert løbet ud af gamle Grandpa Theobaldus’ pen.

Interessant nok er forholdet mellem det håndgribelige pulp-plot og det surreale elementer blevet indfanget på smukkeste vis i de illustrationer, der ledsager hvert kapitel. Jason Van Hollander har lavet helsides tegninger, der kontrasterer naturalistiske portrætter i forgrunden med ekspressive baggrunde, hvor vinklerne vælter, og alt udspiller sig i et sært tusmørke. Tekst og billeder kommer til at gå op i en sjældent fornem helhed.

Tegning af Jason Van Hollander. Hans stil er ganske enkelt mesterlig

Tegning af Jason Van Hollander. Hans stil er ganske enkelt mesterlig

Som samlet værk er tekst og billeder en af de bedre aktualiseringer af Lovecrafts filosofiske ståsted. Noget der vel at mærke ligger uendeligt langt fra eftertidens ligegyldige parafraser om tentakelvæsner fra det ydre rum. Men netop fordi Leibers tekst har kvaliteter, der rækker ud over det sædvanlige, er det så ærgerligt, at den ikke er fuldt ud realiseret. Plot og tema hænger ganske enkelt ikke godt nok sammen. De ujævne steder forplumrer billedet, og teksten er ikke tænkt konsekvent igennem.

På bagsiden kalder en anmelder fra Washington Post bogen for postmoderne, og det er faktisk ikke helt ved siden af. Den har nemlig en eklektisk genstridighed i opbygningen, der konstant får en til at tvivle på tekstens oprigtighed. Bogen kunne være skrevet i 1997 som en ironisk litterær kommentar forklædt som pulphistorie. Det er den imidlertid ikke – den er et råb i tågen; fyldt med stemning og idé, men samtidig vag og forvirret.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

The Unexpected, red. Leo Margulies (1961): Fortællinger fra Weird Tales’ senere årgange

Paperback, Pyramid Books 1961. Ukendt illustrator, men faktisk en meget cool forside. Der er noget dejligt dramatisk over samspillet mellem tegning og opsætning

Leo Margulies er en vigtig skikkelse inden for den amerikanske genrefiktion – ikke fordi han har haft betydning som forfatter, men fordi han var en af de væsentlige kendere af litteratur fra pulpmagasinernes storhedstid. Det var dermed også som redaktør og genudgiver af noveller fra ældre magasiner, at Margulies fik skabt sit navn. Vi kan bl.a. takke Leo Margulies for at have bjerget talrige science-fiction-, horror- og kriminalnoveller, som ellers ville være gået i glemmebogen. Kaster man et blik på listen over hans udgivelser, står det imidlertid også klart, at han ikke indskrænkede sig til en bestemt genre eller type fiktion.

Margulies udgav alle former for genrefiktion – sportsfortællinger, westerns, krigseventyr, ungdomslitteratur og så videre. Det blev til en hel del bøger op gennem 60’erne og 70’erne. Man kan derfor også overveje, om det vitterligt var Margulies selv, der havde det nødvendige overblik til at kunne foretage udvælgelsen af den anseelige mængde noveller, han gennem tiden fik lagt sit redaktørnavn til. Det var det jo næppe, og en anden stjerneredaktør, Sam Moskowitz, har blandt andet fortalt Robert M. Price, at han var ”ghost editor” på to af Margulies horror-antologier (Crypt of Cthulhu 16/3 1997, s. 2). Ikke at det betyder så meget, Leo Margulies er og bliver et stort navn. Men jeg synes alligevel, det er et relevant perspektiv at have med, når man ser på en novellesamling som The Unexpected fra 1961.

Paperback, Pyramid Books 1961

Ikke mindst fordi at alle bogens 11 historier bliver præsenteret med en lille personlig indledning, der fortæller lidt om forfatteren og novellens indhold. Det er redaktørens stemme, der fortæller, og man får afgjort det indtryk, at der er tale om en personlig udvælgelse, baseret på et stort kendskab til genren. Det kendskab har Margulies uden tvivl også haft, men i sidste ende lagde han nok navn til flere bøger, end han rent faktisk redigerede selv.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1962. Nu med et SF-cover, der hverken er fugl eller fisk i forhold til bogens indhold

The Unexpected, som det egentlig handler om her, består udelukkende af historier gravet frem fra den tilsyneladende uudtømmelige guldmine, som Weird Tales har været. Antologi på antologi er blevet udgivet, baseret på historier fra magasinet, og navnet alene har tydeligvis været en garant for en eller anden form for kvalitet. I The Unexpected møder vi stort set kun velkendte forfatternavne, hvilket naturligvis højner forventninger til bogens indhold.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Imidlertid viser The Unexpected meget godt, hvor blandet indholdet i Weird Tales er og samtidig, hvor langt der er mellem snapsene – også selv om der er tale om navne som eksempelvis Robert Bloch og Isaac Asimov. Her må det så også være på sin plads at nævne, at bogen faktisk er en af de få antologier, der udelukkende henter materiale fra Weird Tales’ sidste storhedstid – det vil sige fra perioden (1940-1954) hvor Dorothy McIlwraith var ansvarshavende redaktrør.

Fælles for alle bogens fortællinger er den uventede eller overraskende afslutning (the unexpected!). De tangerer ikke helt den typiske pulp-kliché med noveller, der ender med en chokerende afslutning skrevet i kursiv, men vi kommer tæt på. Næsten alle novellerne gør brug af en form for radikal kovending i handlingen, der utvivlsomt har virket overraskende, dengang ruder konge var knægt. I dag er der næppe meget i bogen, som vil komme bag på læseren, men det betyder jo mindre, hvis novellerne i øvrigt har kvaliteter. Det er der flere af dem, der har, men før jeg udpeger bogens highlights, skal vi lige have en ting på plads.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

En del af historierne i The Unexpected er ikke horror – de er sære eller utrolige fortællinger, der skildrer fantastiske begivenheder. Flere gør det med rig brug af humor. Det ser vi i “Legal Rites”, et samarbejde mellem Isaac Asimov og Frederik Pohl, hvor et spøgelse sagsøger en husejer efter at være blevet manet ud fra huset, det har hjemsøgt i hundrede år. Meget vittigt, men også plat ad Pommern til.

Et andet godt eksempel er Robert Blochs ”The strange island of Dr. Nork”. En historie om en gal videnskabsmand, der har slået sig ned på en øde ø for her at udvikle koncepter og effekter til tegneserier. Det vil sige, at han afprøver og udvikler virkelige helte, skurke og monstre for gennem eksperimenter på dem at kunne gøre tegneserierne så realistiske som muligt. Her er naturligvis tale om en vanvittig farce, der ganske vist er velskrevet, men også rigtig letbenet.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Til tider spekulerer jeg faktisk på, om jeg egentlig overhovedet bryder mig om den ofte humoristiske Blochs ting, men så behøver jeg jo bare tænke på Mysteries of the Worm (1981) eller Psycho (1959), og straks kommer jeg på bedre tanker. Jeg tænder ganske enkelt generelt ikke på humor, når den bliver kombineret med horror eller sære fortællinger. Det diskvalificere for mig at se flere bidrag i The Unexpected, som måske har fortjent en mere venligstemt læser.

Bogen rummer imidlertid bestemt også gode ting. Først har Margaret St. Clair en rigtig fin lille gyserfortælling, ”Mrs. Hawk”, der parafraserer en episode fra Odysseen. Og det bliver endnu bedre i den efterfølgende historie af Ray Bradbury. Hans ”The Handler” kunne uden problemer være blandt historierne fra The October Country (1955). Bradburys novelle kommer som lidt af en åbenbaring i The Unexpected, fordi det er det første bidrag, der for alvor hæver sig op over de jævne pulp-fortællinger. Novellen formår på ganske få sider at tegne et levende billede af en patologisk bedemand, der kommer grueligt galt afsted. Fortællingen blander klassiske morbide temaer med glimt fra en amerikansk provinsbyvirkelighed, fortalt i bittersøde vendinger, der kun gør de makabre afsløringer mere ubehagelige. Bradbury går man ikke fejl af, og ”The Handler” viser afgjort hvorfor.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En anden helt igennem fremragende fortælling, der i kvalitet ligger milevidt fra stort set alle andre noveller i bogen, er Fritz Leibers ”The automatic pistol”. Handlingen udspiller sig i forbudstidens USA og drejer sig om nogle kriminelle småfisk, der smugler sprut. Mere præcist handler det om en af gangsternes særlige pistol, der nærmest har sit eget liv. Tænk Kings Christine (1983) bare med en pistol i stedet for en bil, og så er du meget tæt på. Leibers sprog er ganske enkelt overlegent. Samtidig formår han at levere en historie, der mere eller mindre afslører alt på de første sider og trods det, holder spændingen frem til sidste linje. Det skyldes ene og alene de mesterlige miljøskildringer og Leibers stemningsfulde stil. ”The automatic pistol” er sådan set grund nok i sig selv til at anskaffe sig The Unexpected.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af Mary Elizabeth Counselman. Hun er damen, der har skrevet novellen “The Three Marked Pennies” – en af de oftest genudgivne noveller fra Weird Tales overhovedet. I The Unexpected optræder hun med historien ”The unwanted”. Det er en stille spøgelsesfortælling ud af den victorianske tradition om en fattig redneck-familie og deres mystiske børn. Den er hverken skræmmende eller synderligt overraskende, men den måde hvorpå Counselman får sære begivenheder til at mødes med en rå socialrealisme, er ganske, ganske virkningsfuld læsning. Hun formår at bygge en fortælling op, der faktisk giver et bud på et nærmest troværdigt møde med noget overnaturligt.

Forlaget Pyramid udsendte flere horror-antologier med historier hentet fra pulpmagasiner. The Unexpected er måske ikke den bedste af dem, men trods det har den en lille kerne af gennemført fine historier, der gør bogen vedkommende. Ikke mindst fordi det er en bog af den type, der åbner muligheden for at forstå diversiteten i de historier, der fandt vej til Weird Tales, hvis man ikke har lyst til at betale en bondegård for de oprindelige blade.

Novellerne:

Theodore Sturgeon: “The Professor’s Teddy Bear”

Isaac Asimov & Frederik Pohl: “Legal Rites”

Robert Bloch: “The Strange Island Of Dr. Nork”

Margaret St. Clair: “Mrs. Hawk”

Ray Bradbury:  ”The Handler”

Fritz Leiber: “The Automatic Pistol”

Mary E. Counselman: “The Unwanted”

Manly Wade Wellman: “The Valley Was Still”

Anthony Boucher: “The Scrawney One”

Frederic Brown: “Come And Go Mad”

E. F. Russell: “The Big Shot”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling