Tag Archives: Futura Books

Lindsay Gutteridge, Fratricide is a Gas (1975): Farvel til verdens mindste agent

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge fik overraskende stor succes med sin første roman om mikro-agenten Mathew Dilke, der i dronningens tjeneste gik til kamp for England imod diabolske kommunister. Dilke blev skrumpet til under en centimers størrelse ved hjælp af en særlig pille, og dermed åbnede der sig bogstaveligt talt en ny verden for ham. Det fik læserne ikke mindst at opleve gennem Dilkes eventyr i hans egen baghave, der nu pludselig antog karakter af en enorm regnskov fyldt med gigantiske insekter.

Det spor af rendyrket ramasjang genoptog Gutteridge også i anden roman om Dilke, hvor turen gik til Nordamerika. Her måtte han bekæmpe kommunistiske mikro-agenter, der eksperimentelt forsøgte at udnytte skovmyrer som biologisk våben.

Andet bind var ikke helt samme kommercielle succes som det første, men Gutteridge valgte alligevel at fortsætte sin historie i et tredje bind, der skulle vise sig at blive seriens sidste. Denne gang bliver den gæve Dilke sendt til det mørke Peru, hvor han skal infiltrere en isoleret fabrik, anbragt ude i junglen, hvor der måske bliver produceret giftgas. Noget kunne i hvert fald tyde på, at der foregår lyssky ting på stedet, og derfor må Englands bedste spion trække i trøjen igen.

Dilke bliver fløjet til Lima, og derfra går rejsen ind i junglen. Han er skjult i en cigaretpakke, der er blevet komfortabelt indrettet som en form for sovevogn med bl.a. en stol, hvor han kan spænde sig fast, når hans ”vært” bevæger sig omkring med Dilke i lommen.

Hardcover, Jonathan Cape 1975. Romanens 1. udgave

Planen kommer godt i vej, men pludselig begynder tingene at gå galt. Den agent, der har smuglet Dilke ind i Peru, bliver dræbt, og snart ser Dilke sig strandet i den mistænkte fabriksejers hjem. Nu er gode råd dyre, for ikke alene må vores hovedperson på egen hånd finde ud af, hvad der foregår på fabrikken, han må også selv finde en vej hjem igen.

Naturligvis viser det sig, at der er noget råddent ved fabrikken. Kunne det være anderledes, når fabriksejeren er en tidligere nazi-læge, der nu arbejder med sine kemiske eksperimenter langt fra lands lov og ret? Professor Heinrich Lippe, hedder denne læge, og hans vanvid får vi at føle, da Dilke bliver vidne til, hvordan lægen koldblodigt myrder nogle indbudte diplomater fra forskellige slyngelstater for at demonstrere, hvordan hans nyudviklede giftgas fungerer. Gassen forvandler sine ofre til blodtørstige monstrer, der i en blodrus går i gang med at angribe alt, der bevæger sig. Perspektivet er gruopvækkende, for tænk hvis gassen blev kastet ned over en storby.

En gang ond nazist, altid ond nazist, og Dilke forstår, at han må stoppe denne læge, før hans hemmelige recept slipper ud af junglen. Derfor går Dilke i krig, hvilket ikke er helt let, når man kun er omtrent en halv centimeter høj og pludselig, ved et uheld, ryger ud af huset og havner i en fremmed have, fyldt med junglens eksotiske insekter, der vel at mærke alle har gigantstørrelse!

Som afskedssalut til serien er Fratricide is a Gas et ganske underholdende farvel til Dilke og hans verden. Gutteridge har formået endnu en gang at gentænke plottet og skabe en anderledes situation for Dilke, med nye udfordringer og modstandere. Dybest set er det jo det samme i alle tre bøger, som den lille mikromand må slås med, men der er alligevel nogle stemningsmæssige forskelligheder de tre bind imellem, der gør, at de ikke er identiske.

Dermed ikke sagt, at serien vinder i troværdighed. Langt fra. Det er stadig præcis lige så uforståeligt, hvorfor det skulle være en fordel med disse mikloagenter som i de tidligere to bøger, men det må man lade ligge, hvis ikke det hele skal falde sammen. Romanerne er pulp og eventyr, ikke andet.

I tredje bog får vi også en 1:1-tegnign af Dilke – her anbragt under bogens motto. Han måler ca. 6 mm

Hvor andet bind var et vildmarkseventyr, udspiller en stor del af tredje bind sig indendørs. Dilke bestiger møbler på størrelse med bjerge, kæmper sig gennem en pampas af et langhåret gulvtæppe og så fremdeles. Hjemmet bliver omdannet til en vildmark, hvilket faktisk er meget sjovt.

Desuagtet er stemningen i tredje bind mere rå end i de to tidligere, hvilket muligvis skyldes, at det primært var naturen som sådan, der var Dilkes modstander i første og anden bog.

I den sidste roman er det mennesket, som er hans virkelige fjende, og endda et komplet kynisk og skruppelløst et af slagsen. Men forråelsen stikker også dybere. Der er noget ondt, som gennemsyrer bogen, og romanen har ikke samme stemning af pulpet gåpåmod som de tidligere bind. Kampen, der udspiller sig, er kold, og Dilkes desperation over at være standet alene i sin krig mod en overmægtig modstander gør det hele en smule deprimerende og surt. Oplevelsen af farlighed i teksten bliver på den led styrket, men det gør også teksten mindre umiddelbar og sympatisk end de to tidligere, der var præget af en vis drengebogsånd eller uskyld.

Der er ikke for alvor noget dybere budskab at finde bag Gutterirdges univers, i hvert fald ikke i det tredje bind, men alligevel er det som om, at han vil fortælle os et eller andet med sin pessimisme. Han fortæller os noget om sig selv, med det tab af positivitet og tro på videnskaben, der med et blive udfoldet i dette bind. Det er næsten som om, at Gutteridge pludselig med denne sidste historie indså det problematiske i hele idéen med at skrumpe mennesker og isolere individet, som det er blevet gjort med Dilke og hans medagenter. Der ligger en form for fordømmelse af legen med menneskekroppen og menneskets værdighed, om det så handler om at skrumpe kroppen eller at ødelægge den med giftgas.

Af den grund kan det heller ikke overraske, at dette blev sidste bind i serien. Distancen var løbet, og Gutteridge ender med at vrage sit eget univers ved at udstille det som endnu et eksempel på menneskets og videnskabens usunde trang til at forandre verden og bøje den efter egent hoved. Det er næsten lidt trist, at det skulle ende sådan, men omvendt er det interessant at kunne følge den udvikling i Gutteridges lille trilogi. Stor kunst har der ikke været tale om, stor pulp ej heller, men alligevel er der noget stærkt ved hans idé om at lege med skaleringen af den menneskelige krop. Han førte det vel også omtrent så langt om konceptet kunne bære, og måske endda lidt længere end det.

For en god ordens skyld, får I lige alle tre forsider, som Futura udstyrede deres udgave af serien med. Ganske fede, ikke?

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Cold War in a Country Garden (1971): ”One pill makes you larger, and one pill makes you small”

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge udsendte Cold War in a Country Garden i 1971, og romanen blev en mindre bestseller på det engelske bogmarked, vel sagtens af samme grund som at James Herbert få år senere fik så stor succes med Rats (1974). De engelske læsere var nemlig tydeligvis sultne efter genrefortællinger, der ikke udspillede sig i USA eller alle mulige andre steder, men som derimod tog afsæt i en britisk virkelighed og hverdag. Det er da også omtrent udgangspunktet for Lindsay Gutteridges spændingsroman, hvis første halvdel foregår i noget så engelsk som den klassiske ”country garden”.

Da bogen åbner, møder vi vores hårdtslående hovedperson, militærmanden Matthew Dilke, der som led i et videnskabeligt eksperiment udført af efterretningstjenesten har ladet sig skrumpe til mikrostørrelse (via en pille!). Da vi kommer ind i historien, har Dilke levet i sin egen baghave i nogen tid. Formålet er, at han her skal afprøve, hvor svært det er for mennesket at overleve i den skala, og hvilke muligheder samt ikke mindst udfordringer, der viser sig. Dilke er således i kontakt med ”den store verden” gennem et sindrigt kommunikationssystem, men får ellers tiden til at gå som jæger og samler.

Hardcover, Jonathan Cape 1971. Romanens 1.udgave

Der går ikke lang tid før Dilke får følgeskab af en ung videnskabsmand med forstand på insekter samt en berømt storvildtsjæger, der naturligvis skal undervise i kampen mod havens titaner; myrer, hvepse, biller og alt mulig andet kryb, der nu har antaget dimensioner som elefanter og det, der er større.

En stor del af romanens handling er naturligvis tyvstjålet fra Richard Matheson. Alene det faktum, at vi introduceres til historien in medias res, er det samme greb, som Matheson har brugt flere gange, og hvor Mathesons hovedperson har sin nemesis i form af en edderkop, er Dilkes opgør med en jagtbille i stedet. De åbenlyse lån fra The Shrinking Man (1956) til trods tager Gutteridge alligevel læseren med et andet sted hen. Sagen er den, at Dilke jo er skrumpet med vilje modsat Mathesons ufrivilligt formindskede hovedperson. Formålet med at skrumpe Dilke er imidlertid ikke helt klart, men han har en række ganske underholdende og ganske absurde betragtninger omkring perspektiverne ved denne ”skrumpeteknologi”. Blandt andet at verdens hunger og overbefolkning kan afhjælpes ved at lade overskuddet i befolkningen skrumpe og kolonisere mikrouniverset, så man vil få en menneskehed i flere skalaer, levende side om side.

Paperback, Gold Medal Books 1956

Alle de altruistiske perspektiver til trods er Dilke militærmand, og pludselig kommer der bud fra hæren. Man har brug for en mikromand, der kan infiltrere en militærlejr på den anden side af jerntæppet i Rumænien for her at bjerge informationer. En lettere skør tanke, men Dilke bliver i hvert fald udstyret med et mikrokamera og smuglet ind i landet i en cigaretpakke. Snart befinder han sig dybt inde i rødt territorium. Nu går det hverken værre eller bedre end, at den lejr, som han skal infiltrere, er af videnskabeligt tilsnit og her arbejder kommunisterne også… med mikro-mennesker selvfølgelig. Hvad ellers. Dilke, som en anden mikro-Adam, møder dermed sin kommunistiske mikro-Eva midt i alt dette, for pulplitteratur skal naturligvis også have en romance. Dilke skal også igennem en frygtelig masse ubehagelige udfordringer i bedste Mary Norton-stil, før han er sikkert hjemme i sin have igen.

Der sker et ret voldsomt, stemningsmæssigt omslag i handlingen. Første del er rent og skært vildmarkseventyr i en sær, forvrænget verden, hvor kampen om liv og død står mellem de tre isolerede mænd og en enorm jungle fyldt med blodtørstige skabninger. Præcis den del, som måske ikke er videre original, er klart bogens bedste og mest intense. Gutteridge fanger her essensen af pulpeventyret ved at koge sin handling ned til klare, spændingsorienterede konflikter og sørge for, at vi gribes af det eksotiske miljø.

Paperback, Panther 1973

Der er noget fascinerende ved med en simpelt greb at kunne omdanne sin egen baghave til en fantasy-jungle. Jeg er generelt glad for vildmarkseventyr, og Gutteridge føjer afgjort noget spændende til genren ved at lægge dette element af jordbunden fantasy til de velkendte scener med kamp mellem helte og junglens bæster. Måden han eksempelvis får beskrevet hvepsene, er helt forrygende, fordi Gutterridge her virkelig får skrevet noget diabolsk og akut livstruende ind i sin fremstilling.

Lige så underholdende den første del er, lige så ufrivilligt komisk og en smule dum bliver anden del, hvor Dilke, som en anden mikro-James Bond, må udkæmpe en blodtørstig kamp med sit kommunistiske mikro-alter ego i en militærbarak. Idérigdommen fejler ikke noget hos Gutteridge, og man kan sige, at når han omdanner det indre af barakken til en form for farefuldt klippeterræn, som mikro-mændene kun forcerer med møje og besvær, er det ikke anderledes end situationen i haven. Det hele bliver dog for alvor fjollet, når det bliver fortalt, at Østblokken arbejder på at lave en hel armé af mikrosoldater, der vil kunne infiltrere Vesten.

Paperback, Pocket Books 1973

Cold War in a Country Garden er tidstypisk retro-pulp, der i sprog og handling skæver bagud. Det slipper Gutteridge ikke nødvendigvis helt vellykket fra, men romanen blev, som sagt, en ganske stor succes, og jeg kan sagtens se hvorfor. Den rammer noget rigtigt ved at udpege den arketypiske engelske have som sit miljø, og Gutterigde vil noget andet med sin historie end forlægget hos Matheson. Derved bliver Cold War in a Country Garden sin egen fortælling, der ikke udelukkende er et plagiat. Den er nærmere en britisk spejling af Matheson, som kan ske ikke har samme, fascinerende eksistentialistiske problemstillinger, men som i stedet udnytter sit miljø langt mere end Matheson gør det i sin mere indadvendte roman.

Lindsay Gutteridge fangede noget stærkt, da han slap Dilke løs i haven, og det førte til et par efterfølgere, som vi forhåbentlig også snart kan se nærmere på her på bloggen. Efterfølgerne tog i øvrigt ved lære af den uheldige sammenblanding af vildmark og James Bond. Sidste nævnte blev nedtonet i de næste bind, mens den barske kamp om liv og død i baghavens vildnis i stedet kom i forgrunden – præcis som jeg gerne ville have det.

1 kommentar

Filed under Roman

Peter Straub, Ghost Story (1979): Det victorianske ekko

Paperback, Futura 1979

Spøgelseslitteraturen er måske den vanskeligste genre i skrækfiktionen, fordi den er en af hovedårene i selve den moderne gyserlitteratur, men samtidig også en genre, der synes næsten helt fastlåst i de genrekonventioner, som M. R. James endegyldigt formulerede med sine skabelonagtige noveller. Ikke desto mindre har spøgelseslitteraturen budt sig til som emne for den moderne fiktion og inviteret til balancegang mellem nyskabelse og genretro dyrkelse af forbillederne.

Det ældgamle, gotiske motiv med spøgelset, der som repræsentant for fortiden, hjemsøger nutiden, har dermed trods modernismen tilsyneladende ikke mistet meget af sin umiddelbare, konceptuelle styrke.  Spøgelsernes tag i både læsere og forfattere synes umindsket, men de fleste radikale nyfortolkninger af genren har ikke vundet noget stort publikum, fordi man åbenbart fortsat helst vender tilbage til genrens guldalder i tiårene omkring 1900.

Paperback, Futura 1979

Man kan imidlertid også skabe livskraftige værker på bagudskuende litterære værdier. Det viste Peter Straub, for hvem det lykkedes at skabe et værk, der bygger bro mellem den traditionelle spøgelsesfortælling og en moderne iscenesættelse. Et værk uden genrens vante og stærkt klichéprægede rammeværk i form af kirkegårde, hvæsende gaslamper og forladte huse på heden. Straub havde allerede arbejdet med spøgelsesfortællingen i If You could See Me Now fra ’77, der fremstår som et langt mere moderne og udfordrende værk, men det var i hans efterfølgende roman fra ’79, der slet og ret hedder Ghost Story, at han tog skridtet fuldt ud og skrev en klassisk spøgelsesfortælling, som omfavner alle genrens troper med den kloge litterats sans for mådehold.

Den ganske lange roman udspiller sig i den fiktive provinsby Milburn i staten New York, hvor en gruppe aldrende mænd indhentes af fortiden og pludselig hjemsøges af en ganske brutal dæmonisk kraft. Mændene, der alle fungerer som hovedpersoner, er velhavende og prominente medlemmer af det lille bysamfund, og de ser nu tilbage på et langt liv i lillebyen, hvor de har stået ved roret som samfundets spidser. Derfor virker hjemsøgelsen også ekstra voldsomt på dem, fordi den ødelægger det, der burde være de gamle gubbers ærefulde farvel.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Hjemsøgelsen ydmyger de sympatiske, statelige herrer, skubber dem ud på dybt vand, og vigtigst af alt, så fremmedgør hjemsøgelsen vennerne fra deres elskede by. Spøgelserne, der plager dem, isolerer ganske enkelt vennerne i en sådan grad, at de henimod bogens slutning vandrer alene omkring i et øde Milburn, der er blevet lammet og låst fuldstændig af et enormt snefald.

Vennerne har kendt hinanden siden barnsben og mødes nu fortsat i det, de uformelt kalder ”The Chowder Soceity”, en særlig form for sammenkomst, hvor de på skift fortæller historier for hinanden. Allerede før de har indrømmet overfor hinanden, at noget truende synes at være under opsejling, har deres fortællinger antaget en dyster karakter, fordi de er begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Gradvist bliver disse spøgelsesfortællinger en form for bekendelse for gruppen, hvor vennerne bid for bid får tilstået, hvad der plager dem og stykket brikkerne sammen til det, der udgør billedet af deres fjende eller fjender.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1979. Romanens 1. udgave

What was the worst thing you’ve ever done? I won’t tell you that, but I’ll tell you the worst thing that ever happened to me… the most dreadful thing…  lyder det i bogens første linjer, og naturligvis ligger der en løgn gemt her, for tingene hænger sammen og de værste gerninger I fortiden er nøje knyttet til den overnaturlige straf, der hjemsøger nutiden.

Ghost Story er som sagt en ganske lang roman, hvor hovedparten af bogen er udgjort af fortællinger i fortællingen. Vi hører vennernes historier, men får også andre tilføjet, der tilsammen danner en bred mosaik af genkendelige spøgelsesmotiver, som alle fortælles i jegpersonens indlevende form. Det gør strukturelt romanen til en fragmenteret læseoplevelse, men det lykkes for Straub at etablere sine fortællere og selve rammen om deres beretninger så sikkert, at vi aldrig er et øjeblik i tvivl om, at historierne hænger uløseligt sammen og bærer frem mod samme slutning.

Hardcover, Jonathan Cape 1979

For Straub er fortællingerne i fortællingen dermed et vigtigt redskab i selve skildringen af den hjemsøgelse, der plager bogens venner. Disse indbyggede historier tillader ham i noget, der ligner novellens form, at opsøge ”spøgelserne” i forskellige aspekter og situationer. Det står da også hurtigt klart for læseren, at vennerne hjemsøges af de samme spøgelser, der blot antager forskellige former i tid og rum.

Og fordi vi kun får små bidder af baggrunden leveret, kan Straub tillade sig at lade uvisheden råde og efterlade sine personer med en følelse af blind rædsel og rådvildhed. Og præcis dette er det mesterlige træk ved romanen, der spiller på så mange strenge på en gang, at vi som læsere først meget sent kan læne os tilbage med en forventning om at kende resten af bogens indhold.

Paperback, Pocket Books 1980

Længe fremstår spøgelserne da også som fortidens synder i materialiseret form, men de er også mere end det. Spøgelserne bliver dødens repræsentanter, der sniger sig ind på bogens venner, som udtryk for uforløste længsler, forbudte drifter og tabte drømme. De er et pust af noget andet og større, der fylder vennerne med lige dele rædsel og fascination. En fascination, der stedvist bliver til en form for fanatisme og besættelse, men som i sidste ende må vige pladsen for gruen og undergangen.

Straubs force i romanen er således, at han formår at opbygge et intenst mysterium, der drager sin læser, fordi vi for hver ny historie i historien får nye muligheder for fortolkning. Den store fortælling bag Ghost Story stivner dermed først sent i sit endelige spor, og netop usikkerheden skaber en potent mulighed for indlevelse og derfor også for gys. Vi lulles ganske enkelt ind i bogens flimrende net af antydninger og løse plottråde, som hver for sig rammer os forskellige steder i psyken.

Paperback, Pocket Books 1981

Man behøver imidlertid heller ikke læse ret mange sider i bogen, før man forstår, hvorfor den er blevet så stor en bestseller, som den er. Straub lægger sig i slipstrømmen på tidens store succesromaner, og parallellen til eksempelvis Stephen Kings bøger er oplagt. Peter Straub tager sig tid, fylder beretningen med små anekdotiske krøller og ligegyldige detaljer, der åbner hans univers for os. Hans karakterer er mennesker på godt og ondt, varmblodede skabninger med fejl og kærlige sider; sympatiske og usympatiske træk. De bliver vores venner i løbet af bogen, og vi gider rent faktisk lytte, når de fortæller deres sære beretninger.

Ghost Story kommer dermed også til at handle om mennesker og mellem-menneskelige relationer, fortalt i en ordglad form, der stedvist næsten gør beskrivelserne af dagligdagsproblemer til et hovedanliggende i teksten. Det er da også her, at Straubs flirt med den folkelige, kommercielle romanform bliver tydeligst og mest problematisk, fordi han konstant nærmer sig det banale.

Hardcover, Hill House 1984

Det, der imidlertid hæver Straubs Ghost Story over den jævne bestsellergrød, er en skarp, poetisk pen, der modsat hans tidligere spøgelsesroman fra ’77 nu er trukket ind i fortællingens baggrund, så den ligger i små sætninger og beskrivende iagttagelser. Formen er bestsellerens, men Straubs sprog er grundlæggende mere ambitiøst end som så, og det gør bogen til en af de stærkestes moderne spøgelsesfortællinger, der er skrevet siden Shirley Jacksons The Haunting of Hill House.

Ghost Story er faktisk sprogligt så stærk, at vi også må tilgive Straub, at han i bogens afslutning vælger at forlade hjemsøgelsens vage land, hvor skruen strammes smukt om læseren med mystiske omvindinger. I stedet trækker han sin historie ind i realiteternes plan. Han konkretiserer sit gys og forklarer det for os. Han giver spøgelset form og skaber konkrete monstre, som Straubs helte rent faktisk kan tage kampen op imod. Her bliver det plat, som kun gysergenren kan blive plat, og Straubs storværk synker dermed i kraft og vision kort før målstregen.

Paperback, Pocket Books 1994

Ghost Story mister ganske enkelt en stor del af sin charme i denne sidste del, hvor plottråde skal udredes og beretningen strømlines. Læseren må ikke længere være i tvivl om, hvad der skete og hvorfor. Det er ærgerligt, for Straub gør her et ekstraordinært værk ordinært, og han viser, at kommerciel mainstream-fiktion trods alt ikke lader sig forene med poetisk mystik. Ærgerligt. Ikke desto mindre er Ghost Story en milepæl, der afkræver respekt.

Bogen er tilmed måske det sidste store farvel til en genretradition – det er i hvert fald ganske, ganske svært at følge efter Straub, fordi han noget så eftertrykkeligt får vendt hele genrens troper. Ser man på spøgelseslitteraturen efter Straub, er den da også forbløffende svag. Det er nærmest som om, at Straub tømte den sidste kraft ud af spøgelset, da han skrev sin mammutroman, der nu har kastet skygger over skrækfiktionens landskab og gør grobunden for nyt vanskelig, fordi den har dækket alle indfaldsveje til emnet. Men mon ikke, der kommer et nybrud igen? Det gør der jo altid.

Paperback, Gollancz 2008

Hardcover, The Stephen King Horror Library 2008

Paperback Berkley Books 2015

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Festlige forsider – The Black Magic Omnibus

Hardcover, Robson 1976

Hardcover, Robson 1976

Det er jo svært at stå for forsider som disse. Forlaget Robson lagde ellers ganske anstændigt ud med et sobert diabolsk omslag til Peter Hainings fine samling af klassiske historier om okkultisme og satandyrkelse fra 1976. Futura satte imidlertid trumf på, da de splittede antologien op i to bind og udsendte dem som paperbacks året efter. Her forstår køberen med det samme, at der er tale om okkult horror. Som sagt, den slags er slet ikke til at stå for; i hvert fald ikke hvis man samler på bøger af den type. Og det gør jeg (desværre vil min kone sikkert sige), så nu fylder de op på hylderne mellem alle de andre bind. Samlermani er en grum ting!

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie

Paperback, Futura 1990

Paperback, Futura 1990

The Vampire Lestat slutter med en ægte cliffhanger, og Anne Rices tredje vampyrroman begynder da også mere eller mindre der, hvor anden bog sluttede. De to romaner hænger med andre ord nøje sammen som første og anden del i én fortælling. Det tog Rice tre år at få afsluttet historien, og vampyrseriens begejstrede læsere måtte derfor væbne sig med tålmodighed, mens de ventede på at få opklaret, hvad der skete med Lestat. Den forventningens glæde oplevede jeg aldrig, fordi fjerde bog, The Tale of the Body Thief (1992), var den første, der udkom, efter jeg opdagede Rice. Men det er et sidespring.

Med sidste kapitel i The Vampire Lestat havde Rice vendt op og ned på sit vampyrunivers. Fra at være en primært metaforisk størrelse i den brillante Interview with the Vampire konkretiserede Rice sin mytologi, gav slip på de bagvedliggende poetiske tematikker og begyndte i stedet at skrive en romantisk, gotisk fortælling om de levende dødes eskapader. Rice malede med en bred pensel og hev læseren gennem mange tusinde års historie via fortællinger fortalt i fortællingen. Et kneb hun gang på gang vender tilbage til – Queen of the Damned er ingen undtagelse.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

I tredje roman fortsætter Rice i samme spor. Det viser sig nemlig nu, at det lykkedes for Lestat at vække Akasha – en af de to første vampyrer – fra en tusindårig slummer. Konsekvenserne er alvorlige, for Akasha er ikke tilfreds med tingenes tilstand i det tyvende århundrede. Opfyldt af had til især mænd vil hun etablere et verdensomspændende matriarkat, hvor hun selv skal indtage pladsen som gudinde. En storslået plan, som stakkels Lestat ufrivilligt bliver indrulleret i. Det betyder blandt andet, at Akasha også indleder en udrensning blandt verdens vampyrer, hvilket vi allerede fik en forsmag på i forrige bog, hvor det stod klart, at vampyrernes dronning nok var ved at vågne.

Lestat er fortælleren i Queen of the Damned. Det oplyser han selv, nærmest som en eftertanke fra Rices side, og indskyder skyndsomt, at han også fortæller ting, han ikke selv oplevede, men først har hørt efterfølgende. Den lille prolog skyldes, at Rice fører en del af handlingen tilbage til dagene op til den store koncert, som afsluttede forrige bog. Hun bruger nu flere kapitler til at beskrive en hel stribe, meget forskellige vampyrers fatale møde med Akasha. Alt sammen for at forberede os på dannelsen af den lille modstandsgruppe, som til sidst tager kampen op mod vampyrdronningen og redder Lestat ud af hendes kløer.

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O'Brien (født den 4. oktober 1941)

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O’Brien (født den 4. oktober 1941)

I folkemunde har Queen of the Damned fået et dårligt navn og bliver ofte udpeget som det sted, hvor Rice for alvor sendte vampyrserien på afveje. Det er i virkeligheden et overraskende synspunkt, fordi de to bøger efter Interview hænger så uløseligt sammen og har altid været tænkt som sammenhængende. Tematisk, stemningsmæssigt og konceptuelt er de identiske. Hvad skyldes modstanden mod den tredje bog så? Godt spørgsmål, men jeg tror, at det drejer sig om to ting. For det første gør Rice brug af et bredspektret ensemble af vampyrer i bogen. Det snævre fokus på Lestat (og Louis) er dermed ikke til stede, og navnlig den af fans så højt elskede Lestat træder i baggrunden. Det kan meget let opleves som et savn, fordi den fortættede kammerstemning derved også forsvinder fra bogen.

For det andet er bogen en hel del mere handlingsorienteret. Hvor de første to romaner har en nærmest biografisk, for ikke at sige selvbiografisk karakter, koncentrerer den tredje bog sig om løsningen af det konkrete, nutidige problem med Akasha. Handlingen, selvom vi har vampyrer som hovedpersoner, ligner derfor langt mere en almindelig spændingsfortælling end de romantiske stykker historisk fiktion, vi ellers kender.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Det er sådan set ikke nogen ukendt side af Rices forfatterskab. Allerede i den midterste del af Interview, hvor opgøret i Paris skildres, viser Rice en smag for action og tempo. Og med Queen of the Damned kommer det til fuld udfoldelse, hvilket vel i virkeligheden kun er rimeligt, fordi hele optakten til historien jo lå i den tidligere bog.

Nu skal det her ikke være et forsvar for Queen of the Damned – min pointe er nærmere, at den er præcis lige så god eller dårlig som forgængeren, fordi de hænger sammen og er skrevet ud fra nøjagtigt samme konceptuelle skabelon. Men faktisk må jeg indrømme, at jeg stedvist foretrækker anden del frem for den første, fordi Rice får en smule mere spillerum her.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

I The Vampire Lestat maler Rice vampyrerne op i et moralsk hjørne og forsøger, med vold og magt, at nedtone deres dæmoniske side til et rent eksistentialistisk anliggende. Sådan er det ikke i fortsættelsen. Fordi vi møder så mange, og så mange forskellige vampyrer her, kan hun også tillade sig at skildre andet end de moralske, kultiverede rigmænd, der ellers har befolket bøgerne. Det er både underholdende og noget mere spændstigt end den stemning af repetition, som hang over The Vampire Lestat. Det er da også Rices tredje bog, der mere end og noget andet, peger ind i den vampyrlitteratur, som prægede 90’ernes første halvdel med navne som Poppy Brite og Nancy Collins.

Præcis som i de tidligere bøger krydser Rice hastigt århundrede, for ikke at sige årtusinder, i sin fiktion og fører ligeledes læseren med ud på en måneoplyst verdensomsejling. Det kræver sit at gennemføre sådanne vue over historien og etablere eksempelvis antikke eller middelalderlige miljøer med troværdighed. For Rice lykkedes det kun sjældent, fordi hendes periodeskildringer konsekvent træder i baggrunden for persongalleriet af vampyrer, der af en eller anden grund altid tænker og agerer som kultiverede, moderne, vestlige mennesker.

Paperback, Warner Books 1995

Paperback, Warner Books 1995

Men modsat de tidligere romaner kommer vi faktisk nærmere Rices historieforståelse i tredje bog. Hendes vampyrer kommenterer nemlig her direkte på tidens gang, og modsat det man måske kunne forvente, har de kun ros til den moderne verden. Rice hylder det vestlige samfund, dets kultur, kunst og religion med sin bog og udtrykker klart, at vejen frem mod 1980’erne er vejen frem mod en frigørelse af mennesket fra undertrykkelse og mental formørkelse. Alt det truer Akasha nu som en gotisk skygge fra de gamle dage. Rices historiebrug kan næppe kaldes andet en tvivlsom og naiv, men spændende er det endelig at få hendes egne ord for hendes historiefascination.

Da Queen of the Damned slutter, har Rice cementeret sit vampyrunivers med en skabelsesberetning, et syndefald og en forsoning. På kanten af udslettelse finder vampyrerne fred og verden ligger dermed åben for Lestat, Louis og alle de andre. Den vestlige kultur og frihed er reddet fra fortidens undertrykkelse og alt kan begynde på en frisk. Rice satte sine karakterer fri med den tredje bog. Der var ikke længere nogen omklamrende fortid, der holdt dem fanget, ej heller nogen overhængende trussel fra fremtiden.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Man kan dermed også sige, at det opgør med katolicismen, som Rice indledte i Interview, nu er fuldbragt. Fortidens spøgelser og myternes magt er brudt. Oprøreren Lestat har ikke alene betvunget Akasha (Kirken), han har også udfordret og overvundet det stokkonservative vampyrsamfund (menigheden) med dets rigide regler og systemer, baseret på ældgamle tanker, hvis ophav ingen længere kan huske. Feltet er nu vidt åbent, navnlig for Lestat, der mest af alt minder om en halvgud ved romanens udgang.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvad man gør, når fortællingen er fortalt og hemmelighederne afsløret? Rice var i tvivl, hvilket tydeligt mærkes på de følgende romaner. Queen of the Damned er dermed også et kritisk punkt i vampyrforfatterskabet, fordi Rice i virkeligheden satte et kreativt punktum her, som hun ikke har formået efterfølgende at overskride med nogen form for overbevisning.

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

Der skulle gå næsten ti år, før Anne Rice vendte tilbage til de højtelskede vampyrer, der så verden i Interview with the Vampire tilbage i ’76. Hun havde bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Rice udgave den fine og roste Feast of All Saints i ’79 og to erotiske bind i den såkaldte Sleeping Beauty-serie, udgivet under pseudonym. Alt det er velkendt, og min pointe er, at det sådan set ikke var af kreativ nød, at Rice vendte tilbage til vampyruniverset. Det enorme momentum, hendes debutroman havde opbygget i mellemtiden, virkede ganske enkelt inspirerende på hende. Sådan har hun i hvert fald selv formuleret det. Fortsættelsen digter dermed videre på universet og løfter sløret for noget af alt det, der forbliver usagt eller uforløst i den første roman.

Resultatet blev en af Anne Rices mest populære bøger, men uden tvivl også en dramatisk omkalfatring af det univers, hun havde skabt i første bog. The Vampire Lestat, som fortsættelsen hedder, er en fundamentalt anden historie, hvis eneste parallel til Interview er Rices stærke, karakteristiske fortællerstemme, der ledsager os som en varm brise gennem den nat hun maner frem. Og der er skam ingen tvivl om, at Rice er en mester ud i det sanselig sprog. Hendes prosa er rig på indtryk og sanseoplevelser, formidlet i smukke, beherskede vendinger. Desværre formår den fine sproglige indpakning ikke at skjule det faktum, at Rices anden vampyrbog er en tyndbenet fortælling uden den knusende blanding af skønhed, melankoli og smerte, der karakteriserede den første roman.

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

 

Nu har de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert læst The Vampire Lestat. Bogen var fast teenage-læsning, før andre gik på strandhugst i samme gebet og gjort Rice rangen stridig som vampyr-gothens dronning. Handlingen kan derfor også sammenfattes ganske hurtigt uden, tror jeg, at ret mange bliver hægtet af. Som titlen antyder, er det skurken fra første bog, der nu er blevet hovedpersonen. Lestat får dermed talerøret i en bog, der strukturelt minder ganske meget om Interview. Det er således blevet Lestats tur til at fortælle sin historie, fra han blev vampyr til tiden, hvor han møder Louis i New Orleans.

Samtidig har bogen et spor i nutiden, hvor Lestat er kommet sig over den miserable forfatning, Rice efterlod ham i, da vi forlod ham i sidst. Fuld af virkelyst og konfronterende vrede er Lestat besluttet på at ruske op i det stivnakkede vampyrsamfund. Han tager derfor tingene et skridt længere end Louis, der jo som bekendt afslørede sine hemmeligheder til en journalist. Lestat springer ud som rockstjerne, der med sit band udbasunerer alt, hvad der er vampyrerne helligt. Dermed kommer Lestat alvorligt i fedtefadet, men mon ikke han klarer sig alligevel?

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Med The Vampire Lestat får vi serveret bogens hovedperson i et nyt lys. En genfortolknign af karakteren, om man vil, idet Rice til fulde udnytter det faktum, at Interview er fortalt med Louis’ stemme. Nu er det, som sagt, Lestat, der har ordet, og han omskriver mere eller mindre hele handlingen fra første roman til sin fordel. Det kunne der være kommet en fantastisk bog ud af, men desværre taber Rice – i min optik – sit værk på gulvet.

I løbet af de ti år, der er gået mellem de to bind i serien, har Rice åbenbart mistet sin appetit på den erotiske leg med død og religion. Hun kan i det mindste ikke skrive om den længere med samme intense nerve. Det, der drev første roman, synes helt afsluttet, og den nye bog er skrevet af en skarpsleben bestseller-forfatter, der har fået appetit på spændingsfiktion.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

The Vampire Lestat er en ganske konform fortælling, hvor vi hører, at Lestat faktisk slet ikke er en skrupelløs tyran, der myrder uden hæmninger. Nej, det viser sig nu, at Lestat kun dræber mordere og andre grove forbrydere. Han opererer altså ud fra en form for gammeltestamentlig retfærdighedskodeks, præcis som en del af bogens andre vampyriske hovedpersoner. Allerede her er vampyrenes monstrøsitet nedtonet betydeligt, men Rice gør flere af den slags manøvre.

Rice hiver nemlig sine vampyrer ud af det gråtonede, moralske tusmørkeland og får dem gjort til ganske anstændige væsner. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Rice efter The Vampire Lestat begyndte at omtale sine vampyrfigurer som ”helte” – ikke karakterer eller personer, helte.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Det er i virkeligheden her, vi finder den helt store forandring. Fra at være et udtryk, et billede på fundamental menneskelig tvivl, angst, smerte og længsel er Rices vampyrer ti år senere blevet romantiske superhelte. Helte, som modsat de dødelige kan hengive sig helt til den æstetiske nydelse af verden og diskutere meningen med livet i et væk, uden at føle den brod af død, der gør samme diskussion kritisk nødvendig for ”almindelige mennesker”. Det smertelige drama fra Interview reduceres således til en uforpligtende tidsfordriv; en selskabsleg blandt udødelige levemænd og pseudo-intellektuelle.

Et eller andet sted forsøger Rice dermed også stadig at fastholde og forpligte sine hovedpersoner på de klassiske, eksistentialistiske grundspørgsmål, som sendte voldsomme rystelser gennem den første bog. Nu bare uden troværdighed. Det skyldes uden tvivl, at vampyrerne ikke længere er metaforer. De er blevet omdannet til konkrete helte, der slippes løs i en fortælling for fortællingens skyld.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Sandt at sige er The Vampire Lestat en lang, lettere ensformig bog, der præges af gentagelser og en systematisk nedbrydning af alt det, der gør Interview with the Vampire til et mesterværk. Bogens projekt er ganske klart. Rice har følt sig kaldet til at give sine læsere en række forklaringer på ting, hun ikke tidligere havde givet svar på. Hvad er vampyrerne, hvem var den første vampyr osv. Alt sammen typiske fanspørgsmål, og desværre gik Rice ind på læsernes leg og fortalte alt. Alle kort lægges på bordet, myten blottes og vampyrernes inderste væsen vises frem. Med svaret følger tom ligegyldighed.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Lestat har betaget millioner af læsere. Jeg var selv en af dem, da jeg som glad teenager så ham som den mest übercoole hovedpersoner. I dag har jeg svært ved at genfinde samme begejstring. The Vampire Lestat har mistet enhver forankring i de stemninger og sensuelle ekskursioner ind i en blodfyldt, erotisk nat, som drev den første roman. Bogens forsøger måske at fremstå finkulturel og filosofisk, men er i bund og grund et helteepos om et smukt og rigt liv, der ikke er stort anderledes end enhver romantisk lægeroman.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Sphere 2008

Paperback, Sphere 2008

 

4 kommentarer

Filed under Roman