Tag Archives: Futura Books

Lindsay Gutteridge, Fratricide is a Gas (1975): Farvel til verdens mindste agent

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge fik overraskende stor succes med sin første roman om mikro-agenten Mathew Dilke, der i dronningens tjeneste gik til kamp for England imod diabolske kommunister. Dilke blev skrumpet til under en centimers størrelse ved hjælp af en særlig pille, og dermed åbnede der sig bogstaveligt talt en ny verden for ham. Det fik læserne ikke mindst at opleve gennem Dilkes eventyr i hans egen baghave, der nu pludselig antog karakter af en enorm regnskov fyldt med gigantiske insekter.

Det spor af rendyrket ramasjang genoptog Gutteridge også i anden roman om Dilke, hvor turen gik til Nordamerika. Her måtte han bekæmpe kommunistiske mikro-agenter, der eksperimentelt forsøgte at udnytte skovmyrer som biologisk våben.

Andet bind var ikke helt samme kommercielle succes som det første, men Gutteridge valgte alligevel at fortsætte sin historie i et tredje bind, der skulle vise sig at blive seriens sidste. Denne gang bliver den gæve Dilke sendt til det mørke Peru, hvor han skal infiltrere en isoleret fabrik, anbragt ude i junglen, hvor der måske bliver produceret giftgas. Noget kunne i hvert fald tyde på, at der foregår lyssky ting på stedet, og derfor må Englands bedste spion trække i trøjen igen.

Dilke bliver fløjet til Lima, og derfra går rejsen ind i junglen. Han er skjult i en cigaretpakke, der er blevet komfortabelt indrettet som en form for sovevogn med bl.a. en stol, hvor han kan spænde sig fast, når hans ”vært” bevæger sig omkring med Dilke i lommen.

Hardcover, Jonathan Cape 1975. Romanens 1. udgave

Planen kommer godt i vej, men pludselig begynder tingene at gå galt. Den agent, der har smuglet Dilke ind i Peru, bliver dræbt, og snart ser Dilke sig strandet i den mistænkte fabriksejers hjem. Nu er gode råd dyre, for ikke alene må vores hovedperson på egen hånd finde ud af, hvad der foregår på fabrikken, han må også selv finde en vej hjem igen.

Naturligvis viser det sig, at der er noget råddent ved fabrikken. Kunne det være anderledes, når fabriksejeren er en tidligere nazi-læge, der nu arbejder med sine kemiske eksperimenter langt fra lands lov og ret? Professor Heinrich Lippe, hedder denne læge, og hans vanvid får vi at føle, da Dilke bliver vidne til, hvordan lægen koldblodigt myrder nogle indbudte diplomater fra forskellige slyngelstater for at demonstrere, hvordan hans nyudviklede giftgas fungerer. Gassen forvandler sine ofre til blodtørstige monstrer, der i en blodrus går i gang med at angribe alt, der bevæger sig. Perspektivet er gruopvækkende, for tænk hvis gassen blev kastet ned over en storby.

En gang ond nazist, altid ond nazist, og Dilke forstår, at han må stoppe denne læge, før hans hemmelige recept slipper ud af junglen. Derfor går Dilke i krig, hvilket ikke er helt let, når man kun er omtrent en halv centimeter høj og pludselig, ved et uheld, ryger ud af huset og havner i en fremmed have, fyldt med junglens eksotiske insekter, der vel at mærke alle har gigantstørrelse!

Som afskedssalut til serien er Fratricide is a Gas et ganske underholdende farvel til Dilke og hans verden. Gutteridge har formået endnu en gang at gentænke plottet og skabe en anderledes situation for Dilke, med nye udfordringer og modstandere. Dybest set er det jo det samme i alle tre bøger, som den lille mikromand må slås med, men der er alligevel nogle stemningsmæssige forskelligheder de tre bind imellem, der gør, at de ikke er identiske.

Dermed ikke sagt, at serien vinder i troværdighed. Langt fra. Det er stadig præcis lige så uforståeligt, hvorfor det skulle være en fordel med disse mikloagenter som i de tidligere to bøger, men det må man lade ligge, hvis ikke det hele skal falde sammen. Romanerne er pulp og eventyr, ikke andet.

I tredje bog får vi også en 1:1-tegnign af Dilke – her anbragt under bogens motto. Han måler ca. 6 mm

Hvor andet bind var et vildmarkseventyr, udspiller en stor del af tredje bind sig indendørs. Dilke bestiger møbler på størrelse med bjerge, kæmper sig gennem en pampas af et langhåret gulvtæppe og så fremdeles. Hjemmet bliver omdannet til en vildmark, hvilket faktisk er meget sjovt.

Desuagtet er stemningen i tredje bind mere rå end i de to tidligere, hvilket muligvis skyldes, at det primært var naturen som sådan, der var Dilkes modstander i første og anden bog.

I den sidste roman er det mennesket, som er hans virkelige fjende, og endda et komplet kynisk og skruppelløst et af slagsen. Men forråelsen stikker også dybere. Der er noget ondt, som gennemsyrer bogen, og romanen har ikke samme stemning af pulpet gåpåmod som de tidligere bind. Kampen, der udspiller sig, er kold, og Dilkes desperation over at være standet alene i sin krig mod en overmægtig modstander gør det hele en smule deprimerende og surt. Oplevelsen af farlighed i teksten bliver på den led styrket, men det gør også teksten mindre umiddelbar og sympatisk end de to tidligere, der var præget af en vis drengebogsånd eller uskyld.

Der er ikke for alvor noget dybere budskab at finde bag Gutterirdges univers, i hvert fald ikke i det tredje bind, men alligevel er det som om, at han vil fortælle os et eller andet med sin pessimisme. Han fortæller os noget om sig selv, med det tab af positivitet og tro på videnskaben, der med et blive udfoldet i dette bind. Det er næsten som om, at Gutteridge pludselig med denne sidste historie indså det problematiske i hele idéen med at skrumpe mennesker og isolere individet, som det er blevet gjort med Dilke og hans medagenter. Der ligger en form for fordømmelse af legen med menneskekroppen og menneskets værdighed, om det så handler om at skrumpe kroppen eller at ødelægge den med giftgas.

Af den grund kan det heller ikke overraske, at dette blev sidste bind i serien. Distancen var løbet, og Gutteridge ender med at vrage sit eget univers ved at udstille det som endnu et eksempel på menneskets og videnskabens usunde trang til at forandre verden og bøje den efter egent hoved. Det er næsten lidt trist, at det skulle ende sådan, men omvendt er det interessant at kunne følge den udvikling i Gutteridges lille trilogi. Stor kunst har der ikke været tale om, stor pulp ej heller, men alligevel er der noget stærkt ved hans idé om at lege med skaleringen af den menneskelige krop. Han førte det vel også omtrent så langt om konceptet kunne bære, og måske endda lidt længere end det.

For en god ordens skyld, får I lige alle tre forsider, som Futura udstyrede deres udgave af serien med. Ganske fede, ikke?

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Cold War in a Country Garden (1971): ”One pill makes you larger, and one pill makes you small”

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge udsendte Cold War in a Country Garden i 1971, og romanen blev en mindre bestseller på det engelske bogmarked, vel sagtens af samme grund som at James Herbert få år senere fik så stor succes med Rats (1974). De engelske læsere var nemlig tydeligvis sultne efter genrefortællinger, der ikke udspillede sig i USA eller alle mulige andre steder, men som derimod tog afsæt i en britisk virkelighed og hverdag. Det er da også omtrent udgangspunktet for Lindsay Gutteridges spændingsroman, hvis første halvdel foregår i noget så engelsk som den klassiske ”country garden”.

Da bogen åbner, møder vi vores hårdtslående hovedperson, militærmanden Matthew Dilke, der som led i et videnskabeligt eksperiment udført af efterretningstjenesten har ladet sig skrumpe til mikrostørrelse (via en pille!). Da vi kommer ind i historien, har Dilke levet i sin egen baghave i nogen tid. Formålet er, at han her skal afprøve, hvor svært det er for mennesket at overleve i den skala, og hvilke muligheder samt ikke mindst udfordringer, der viser sig. Dilke er således i kontakt med ”den store verden” gennem et sindrigt kommunikationssystem, men får ellers tiden til at gå som jæger og samler.

Hardcover, Jonathan Cape 1971. Romanens 1.udgave

Der går ikke lang tid før Dilke får følgeskab af en ung videnskabsmand med forstand på insekter samt en berømt storvildtsjæger, der naturligvis skal undervise i kampen mod havens titaner; myrer, hvepse, biller og alt mulig andet kryb, der nu har antaget dimensioner som elefanter og det, der er større.

En stor del af romanens handling er naturligvis tyvstjålet fra Richard Matheson. Alene det faktum, at vi introduceres til historien in medias res, er det samme greb, som Matheson har brugt flere gange, og hvor Mathesons hovedperson har sin nemesis i form af en edderkop, er Dilkes opgør med en jagtbille i stedet. De åbenlyse lån fra The Shrinking Man (1956) til trods tager Gutteridge alligevel læseren med et andet sted hen. Sagen er den, at Dilke jo er skrumpet med vilje modsat Mathesons ufrivilligt formindskede hovedperson. Formålet med at skrumpe Dilke er imidlertid ikke helt klart, men han har en række ganske underholdende og ganske absurde betragtninger omkring perspektiverne ved denne ”skrumpeteknologi”. Blandt andet at verdens hunger og overbefolkning kan afhjælpes ved at lade overskuddet i befolkningen skrumpe og kolonisere mikrouniverset, så man vil få en menneskehed i flere skalaer, levende side om side.

Paperback, Gold Medal Books 1956

Alle de altruistiske perspektiver til trods er Dilke militærmand, og pludselig kommer der bud fra hæren. Man har brug for en mikromand, der kan infiltrere en militærlejr på den anden side af jerntæppet i Rumænien for her at bjerge informationer. En lettere skør tanke, men Dilke bliver i hvert fald udstyret med et mikrokamera og smuglet ind i landet i en cigaretpakke. Snart befinder han sig dybt inde i rødt territorium. Nu går det hverken værre eller bedre end, at den lejr, som han skal infiltrere, er af videnskabeligt tilsnit og her arbejder kommunisterne også… med mikro-mennesker selvfølgelig. Hvad ellers. Dilke, som en anden mikro-Adam, møder dermed sin kommunistiske mikro-Eva midt i alt dette, for pulplitteratur skal naturligvis også have en romance. Dilke skal også igennem en frygtelig masse ubehagelige udfordringer i bedste Mary Norton-stil, før han er sikkert hjemme i sin have igen.

Der sker et ret voldsomt, stemningsmæssigt omslag i handlingen. Første del er rent og skært vildmarkseventyr i en sær, forvrænget verden, hvor kampen om liv og død står mellem de tre isolerede mænd og en enorm jungle fyldt med blodtørstige skabninger. Præcis den del, som måske ikke er videre original, er klart bogens bedste og mest intense. Gutteridge fanger her essensen af pulpeventyret ved at koge sin handling ned til klare, spændingsorienterede konflikter og sørge for, at vi gribes af det eksotiske miljø.

Paperback, Panther 1973

Der er noget fascinerende ved med en simpelt greb at kunne omdanne sin egen baghave til en fantasy-jungle. Jeg er generelt glad for vildmarkseventyr, og Gutteridge føjer afgjort noget spændende til genren ved at lægge dette element af jordbunden fantasy til de velkendte scener med kamp mellem helte og junglens bæster. Måden han eksempelvis får beskrevet hvepsene, er helt forrygende, fordi Gutterridge her virkelig får skrevet noget diabolsk og akut livstruende ind i sin fremstilling.

Lige så underholdende den første del er, lige så ufrivilligt komisk og en smule dum bliver anden del, hvor Dilke, som en anden mikro-James Bond, må udkæmpe en blodtørstig kamp med sit kommunistiske mikro-alter ego i en militærbarak. Idérigdommen fejler ikke noget hos Gutteridge, og man kan sige, at når han omdanner det indre af barakken til en form for farefuldt klippeterræn, som mikro-mændene kun forcerer med møje og besvær, er det ikke anderledes end situationen i haven. Det hele bliver dog for alvor fjollet, når det bliver fortalt, at Østblokken arbejder på at lave en hel armé af mikrosoldater, der vil kunne infiltrere Vesten.

Paperback, Pocket Books 1973

Cold War in a Country Garden er tidstypisk retro-pulp, der i sprog og handling skæver bagud. Det slipper Gutteridge ikke nødvendigvis helt vellykket fra, men romanen blev, som sagt, en ganske stor succes, og jeg kan sagtens se hvorfor. Den rammer noget rigtigt ved at udpege den arketypiske engelske have som sit miljø, og Gutterigde vil noget andet med sin historie end forlægget hos Matheson. Derved bliver Cold War in a Country Garden sin egen fortælling, der ikke udelukkende er et plagiat. Den er nærmere en britisk spejling af Matheson, som kan ske ikke har samme, fascinerende eksistentialistiske problemstillinger, men som i stedet udnytter sit miljø langt mere end Matheson gør det i sin mere indadvendte roman.

Lindsay Gutteridge fangede noget stærkt, da han slap Dilke løs i haven, og det førte til et par efterfølgere, som vi forhåbentlig også snart kan se nærmere på her på bloggen. Efterfølgerne tog i øvrigt ved lære af den uheldige sammenblanding af vildmark og James Bond. Sidste nævnte blev nedtonet i de næste bind, mens den barske kamp om liv og død i baghavens vildnis i stedet kom i forgrunden – præcis som jeg gerne ville have det.

1 kommentar

Filed under Roman

Peter Straub, Ghost Story (1979): Det victorianske ekko

Paperback, Futura 1979

Spøgelseslitteraturen er måske den vanskeligste genre i skrækfiktionen, fordi den er en af hovedårene i selve den moderne gyserlitteratur, men samtidig også en genre, der synes næsten helt fastlåst i de genrekonventioner, som M. R. James endegyldigt formulerede med sine skabelonagtige noveller. Ikke desto mindre har spøgelseslitteraturen budt sig til som emne for den moderne fiktion og inviteret til balancegang mellem nyskabelse og genretro dyrkelse af forbillederne.

Det ældgamle, gotiske motiv med spøgelset, der som repræsentant for fortiden, hjemsøger nutiden, har dermed trods modernismen tilsyneladende ikke mistet meget af sin umiddelbare, konceptuelle styrke.  Spøgelsernes tag i både læsere og forfattere synes umindsket, men de fleste radikale nyfortolkninger af genren har ikke vundet noget stort publikum, fordi man åbenbart fortsat helst vender tilbage til genrens guldalder i tiårene omkring 1900.

Paperback, Futura 1979

Man kan imidlertid også skabe livskraftige værker på bagudskuende litterære værdier. Det viste Peter Straub, for hvem det lykkedes at skabe et værk, der bygger bro mellem den traditionelle spøgelsesfortælling og en moderne iscenesættelse. Et værk uden genrens vante og stærkt klichéprægede rammeværk i form af kirkegårde, hvæsende gaslamper og forladte huse på heden. Straub havde allerede arbejdet med spøgelsesfortællingen i If You could See Me Now fra ’77, der fremstår som et langt mere moderne og udfordrende værk, men det var i hans efterfølgende roman fra ’79, der slet og ret hedder Ghost Story, at han tog skridtet fuldt ud og skrev en klassisk spøgelsesfortælling, som omfavner alle genrens troper med den kloge litterats sans for mådehold.

Den ganske lange roman udspiller sig i den fiktive provinsby Milburn i staten New York, hvor en gruppe aldrende mænd indhentes af fortiden og pludselig hjemsøges af en ganske brutal dæmonisk kraft. Mændene, der alle fungerer som hovedpersoner, er velhavende og prominente medlemmer af det lille bysamfund, og de ser nu tilbage på et langt liv i lillebyen, hvor de har stået ved roret som samfundets spidser. Derfor virker hjemsøgelsen også ekstra voldsomt på dem, fordi den ødelægger det, der burde være de gamle gubbers ærefulde farvel.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Hjemsøgelsen ydmyger de sympatiske, statelige herrer, skubber dem ud på dybt vand, og vigtigst af alt, så fremmedgør hjemsøgelsen vennerne fra deres elskede by. Spøgelserne, der plager dem, isolerer ganske enkelt vennerne i en sådan grad, at de henimod bogens slutning vandrer alene omkring i et øde Milburn, der er blevet lammet og låst fuldstændig af et enormt snefald.

Vennerne har kendt hinanden siden barnsben og mødes nu fortsat i det, de uformelt kalder ”The Chowder Soceity”, en særlig form for sammenkomst, hvor de på skift fortæller historier for hinanden. Allerede før de har indrømmet overfor hinanden, at noget truende synes at være under opsejling, har deres fortællinger antaget en dyster karakter, fordi de er begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Gradvist bliver disse spøgelsesfortællinger en form for bekendelse for gruppen, hvor vennerne bid for bid får tilstået, hvad der plager dem og stykket brikkerne sammen til det, der udgør billedet af deres fjende eller fjender.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1979. Romanens 1. udgave

What was the worst thing you’ve ever done? I won’t tell you that, but I’ll tell you the worst thing that ever happened to me… the most dreadful thing…  lyder det i bogens første linjer, og naturligvis ligger der en løgn gemt her, for tingene hænger sammen og de værste gerninger I fortiden er nøje knyttet til den overnaturlige straf, der hjemsøger nutiden.

Ghost Story er som sagt en ganske lang roman, hvor hovedparten af bogen er udgjort af fortællinger i fortællingen. Vi hører vennernes historier, men får også andre tilføjet, der tilsammen danner en bred mosaik af genkendelige spøgelsesmotiver, som alle fortælles i jegpersonens indlevende form. Det gør strukturelt romanen til en fragmenteret læseoplevelse, men det lykkes for Straub at etablere sine fortællere og selve rammen om deres beretninger så sikkert, at vi aldrig er et øjeblik i tvivl om, at historierne hænger uløseligt sammen og bærer frem mod samme slutning.

Hardcover, Jonathan Cape 1979

For Straub er fortællingerne i fortællingen dermed et vigtigt redskab i selve skildringen af den hjemsøgelse, der plager bogens venner. Disse indbyggede historier tillader ham i noget, der ligner novellens form, at opsøge ”spøgelserne” i forskellige aspekter og situationer. Det står da også hurtigt klart for læseren, at vennerne hjemsøges af de samme spøgelser, der blot antager forskellige former i tid og rum.

Og fordi vi kun får små bidder af baggrunden leveret, kan Straub tillade sig at lade uvisheden råde og efterlade sine personer med en følelse af blind rædsel og rådvildhed. Og præcis dette er det mesterlige træk ved romanen, der spiller på så mange strenge på en gang, at vi som læsere først meget sent kan læne os tilbage med en forventning om at kende resten af bogens indhold.

Paperback, Pocket Books 1980

Længe fremstår spøgelserne da også som fortidens synder i materialiseret form, men de er også mere end det. Spøgelserne bliver dødens repræsentanter, der sniger sig ind på bogens venner, som udtryk for uforløste længsler, forbudte drifter og tabte drømme. De er et pust af noget andet og større, der fylder vennerne med lige dele rædsel og fascination. En fascination, der stedvist bliver til en form for fanatisme og besættelse, men som i sidste ende må vige pladsen for gruen og undergangen.

Straubs force i romanen er således, at han formår at opbygge et intenst mysterium, der drager sin læser, fordi vi for hver ny historie i historien får nye muligheder for fortolkning. Den store fortælling bag Ghost Story stivner dermed først sent i sit endelige spor, og netop usikkerheden skaber en potent mulighed for indlevelse og derfor også for gys. Vi lulles ganske enkelt ind i bogens flimrende net af antydninger og løse plottråde, som hver for sig rammer os forskellige steder i psyken.

Paperback, Pocket Books 1981

Man behøver imidlertid heller ikke læse ret mange sider i bogen, før man forstår, hvorfor den er blevet så stor en bestseller, som den er. Straub lægger sig i slipstrømmen på tidens store succesromaner, og parallellen til eksempelvis Stephen Kings bøger er oplagt. Peter Straub tager sig tid, fylder beretningen med små anekdotiske krøller og ligegyldige detaljer, der åbner hans univers for os. Hans karakterer er mennesker på godt og ondt, varmblodede skabninger med fejl og kærlige sider; sympatiske og usympatiske træk. De bliver vores venner i løbet af bogen, og vi gider rent faktisk lytte, når de fortæller deres sære beretninger.

Ghost Story kommer dermed også til at handle om mennesker og mellem-menneskelige relationer, fortalt i en ordglad form, der stedvist næsten gør beskrivelserne af dagligdagsproblemer til et hovedanliggende i teksten. Det er da også her, at Straubs flirt med den folkelige, kommercielle romanform bliver tydeligst og mest problematisk, fordi han konstant nærmer sig det banale.

Hardcover, Hill House 1984

Det, der imidlertid hæver Straubs Ghost Story over den jævne bestsellergrød, er en skarp, poetisk pen, der modsat hans tidligere spøgelsesroman fra ’77 nu er trukket ind i fortællingens baggrund, så den ligger i små sætninger og beskrivende iagttagelser. Formen er bestsellerens, men Straubs sprog er grundlæggende mere ambitiøst end som så, og det gør bogen til en af de stærkestes moderne spøgelsesfortællinger, der er skrevet siden Shirley Jacksons The Haunting of Hill House.

Ghost Story er faktisk sprogligt så stærk, at vi også må tilgive Straub, at han i bogens afslutning vælger at forlade hjemsøgelsens vage land, hvor skruen strammes smukt om læseren med mystiske omvindinger. I stedet trækker han sin historie ind i realiteternes plan. Han konkretiserer sit gys og forklarer det for os. Han giver spøgelset form og skaber konkrete monstre, som Straubs helte rent faktisk kan tage kampen op imod. Her bliver det plat, som kun gysergenren kan blive plat, og Straubs storværk synker dermed i kraft og vision kort før målstregen.

Paperback, Pocket Books 1994

Ghost Story mister ganske enkelt en stor del af sin charme i denne sidste del, hvor plottråde skal udredes og beretningen strømlines. Læseren må ikke længere være i tvivl om, hvad der skete og hvorfor. Det er ærgerligt, for Straub gør her et ekstraordinært værk ordinært, og han viser, at kommerciel mainstream-fiktion trods alt ikke lader sig forene med poetisk mystik. Ærgerligt. Ikke desto mindre er Ghost Story en milepæl, der afkræver respekt.

Bogen er tilmed måske det sidste store farvel til en genretradition – det er i hvert fald ganske, ganske svært at følge efter Straub, fordi han noget så eftertrykkeligt får vendt hele genrens troper. Ser man på spøgelseslitteraturen efter Straub, er den da også forbløffende svag. Det er nærmest som om, at Straub tømte den sidste kraft ud af spøgelset, da han skrev sin mammutroman, der nu har kastet skygger over skrækfiktionens landskab og gør grobunden for nyt vanskelig, fordi den har dækket alle indfaldsveje til emnet. Men mon ikke, der kommer et nybrud igen? Det gør der jo altid.

Paperback, Gollancz 2008

Hardcover, The Stephen King Horror Library 2008

Paperback Berkley Books 2015

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Festlige forsider – The Black Magic Omnibus

Hardcover, Robson 1976

Hardcover, Robson 1976

Det er jo svært at stå for forsider som disse. Forlaget Robson lagde ellers ganske anstændigt ud med et sobert diabolsk omslag til Peter Hainings fine samling af klassiske historier om okkultisme og satandyrkelse fra 1976. Futura satte imidlertid trumf på, da de splittede antologien op i to bind og udsendte dem som paperbacks året efter. Her forstår køberen med det samme, at der er tale om okkult horror. Som sagt, den slags er slet ikke til at stå for; i hvert fald ikke hvis man samler på bøger af den type. Og det gør jeg (desværre vil min kone sikkert sige), så nu fylder de op på hylderne mellem alle de andre bind. Samlermani er en grum ting!

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie

Paperback, Futura 1990

Paperback, Futura 1990

The Vampire Lestat slutter med en ægte cliffhanger, og Anne Rices tredje vampyrroman begynder da også mere eller mindre der, hvor anden bog sluttede. De to romaner hænger med andre ord nøje sammen som første og anden del i én fortælling. Det tog Rice tre år at få afsluttet historien, og vampyrseriens begejstrede læsere måtte derfor væbne sig med tålmodighed, mens de ventede på at få opklaret, hvad der skete med Lestat. Den forventningens glæde oplevede jeg aldrig, fordi fjerde bog, The Tale of the Body Thief (1992), var den første, der udkom, efter jeg opdagede Rice. Men det er et sidespring.

Med sidste kapitel i The Vampire Lestat havde Rice vendt op og ned på sit vampyrunivers. Fra at være en primært metaforisk størrelse i den brillante Interview with the Vampire konkretiserede Rice sin mytologi, gav slip på de bagvedliggende poetiske tematikker og begyndte i stedet at skrive en romantisk, gotisk fortælling om de levende dødes eskapader. Rice malede med en bred pensel og hev læseren gennem mange tusinde års historie via fortællinger fortalt i fortællingen. Et kneb hun gang på gang vender tilbage til – Queen of the Damned er ingen undtagelse.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

I tredje roman fortsætter Rice i samme spor. Det viser sig nemlig nu, at det lykkedes for Lestat at vække Akasha – en af de to første vampyrer – fra en tusindårig slummer. Konsekvenserne er alvorlige, for Akasha er ikke tilfreds med tingenes tilstand i det tyvende århundrede. Opfyldt af had til især mænd vil hun etablere et verdensomspændende matriarkat, hvor hun selv skal indtage pladsen som gudinde. En storslået plan, som stakkels Lestat ufrivilligt bliver indrulleret i. Det betyder blandt andet, at Akasha også indleder en udrensning blandt verdens vampyrer, hvilket vi allerede fik en forsmag på i forrige bog, hvor det stod klart, at vampyrernes dronning nok var ved at vågne.

Lestat er fortælleren i Queen of the Damned. Det oplyser han selv, nærmest som en eftertanke fra Rices side, og indskyder skyndsomt, at han også fortæller ting, han ikke selv oplevede, men først har hørt efterfølgende. Den lille prolog skyldes, at Rice fører en del af handlingen tilbage til dagene op til den store koncert, som afsluttede forrige bog. Hun bruger nu flere kapitler til at beskrive en hel stribe, meget forskellige vampyrers fatale møde med Akasha. Alt sammen for at forberede os på dannelsen af den lille modstandsgruppe, som til sidst tager kampen op mod vampyrdronningen og redder Lestat ud af hendes kløer.

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O'Brien (født den 4. oktober 1941)

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O’Brien (født den 4. oktober 1941)

I folkemunde har Queen of the Damned fået et dårligt navn og bliver ofte udpeget som det sted, hvor Rice for alvor sendte vampyrserien på afveje. Det er i virkeligheden et overraskende synspunkt, fordi de to bøger efter Interview hænger så uløseligt sammen og har altid været tænkt som sammenhængende. Tematisk, stemningsmæssigt og konceptuelt er de identiske. Hvad skyldes modstanden mod den tredje bog så? Godt spørgsmål, men jeg tror, at det drejer sig om to ting. For det første gør Rice brug af et bredspektret ensemble af vampyrer i bogen. Det snævre fokus på Lestat (og Louis) er dermed ikke til stede, og navnlig den af fans så højt elskede Lestat træder i baggrunden. Det kan meget let opleves som et savn, fordi den fortættede kammerstemning derved også forsvinder fra bogen.

For det andet er bogen en hel del mere handlingsorienteret. Hvor de første to romaner har en nærmest biografisk, for ikke at sige selvbiografisk karakter, koncentrerer den tredje bog sig om løsningen af det konkrete, nutidige problem med Akasha. Handlingen, selvom vi har vampyrer som hovedpersoner, ligner derfor langt mere en almindelig spændingsfortælling end de romantiske stykker historisk fiktion, vi ellers kender.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Det er sådan set ikke nogen ukendt side af Rices forfatterskab. Allerede i den midterste del af Interview, hvor opgøret i Paris skildres, viser Rice en smag for action og tempo. Og med Queen of the Damned kommer det til fuld udfoldelse, hvilket vel i virkeligheden kun er rimeligt, fordi hele optakten til historien jo lå i den tidligere bog.

Nu skal det her ikke være et forsvar for Queen of the Damned – min pointe er nærmere, at den er præcis lige så god eller dårlig som forgængeren, fordi de hænger sammen og er skrevet ud fra nøjagtigt samme konceptuelle skabelon. Men faktisk må jeg indrømme, at jeg stedvist foretrækker anden del frem for den første, fordi Rice får en smule mere spillerum her.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

I The Vampire Lestat maler Rice vampyrerne op i et moralsk hjørne og forsøger, med vold og magt, at nedtone deres dæmoniske side til et rent eksistentialistisk anliggende. Sådan er det ikke i fortsættelsen. Fordi vi møder så mange, og så mange forskellige vampyrer her, kan hun også tillade sig at skildre andet end de moralske, kultiverede rigmænd, der ellers har befolket bøgerne. Det er både underholdende og noget mere spændstigt end den stemning af repetition, som hang over The Vampire Lestat. Det er da også Rices tredje bog, der mere end og noget andet, peger ind i den vampyrlitteratur, som prægede 90’ernes første halvdel med navne som Poppy Brite og Nancy Collins.

Præcis som i de tidligere bøger krydser Rice hastigt århundrede, for ikke at sige årtusinder, i sin fiktion og fører ligeledes læseren med ud på en måneoplyst verdensomsejling. Det kræver sit at gennemføre sådanne vue over historien og etablere eksempelvis antikke eller middelalderlige miljøer med troværdighed. For Rice lykkedes det kun sjældent, fordi hendes periodeskildringer konsekvent træder i baggrunden for persongalleriet af vampyrer, der af en eller anden grund altid tænker og agerer som kultiverede, moderne, vestlige mennesker.

Paperback, Warner Books 1995

Paperback, Warner Books 1995

Men modsat de tidligere romaner kommer vi faktisk nærmere Rices historieforståelse i tredje bog. Hendes vampyrer kommenterer nemlig her direkte på tidens gang, og modsat det man måske kunne forvente, har de kun ros til den moderne verden. Rice hylder det vestlige samfund, dets kultur, kunst og religion med sin bog og udtrykker klart, at vejen frem mod 1980’erne er vejen frem mod en frigørelse af mennesket fra undertrykkelse og mental formørkelse. Alt det truer Akasha nu som en gotisk skygge fra de gamle dage. Rices historiebrug kan næppe kaldes andet en tvivlsom og naiv, men spændende er det endelig at få hendes egne ord for hendes historiefascination.

Da Queen of the Damned slutter, har Rice cementeret sit vampyrunivers med en skabelsesberetning, et syndefald og en forsoning. På kanten af udslettelse finder vampyrerne fred og verden ligger dermed åben for Lestat, Louis og alle de andre. Den vestlige kultur og frihed er reddet fra fortidens undertrykkelse og alt kan begynde på en frisk. Rice satte sine karakterer fri med den tredje bog. Der var ikke længere nogen omklamrende fortid, der holdt dem fanget, ej heller nogen overhængende trussel fra fremtiden.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Man kan dermed også sige, at det opgør med katolicismen, som Rice indledte i Interview, nu er fuldbragt. Fortidens spøgelser og myternes magt er brudt. Oprøreren Lestat har ikke alene betvunget Akasha (Kirken), han har også udfordret og overvundet det stokkonservative vampyrsamfund (menigheden) med dets rigide regler og systemer, baseret på ældgamle tanker, hvis ophav ingen længere kan huske. Feltet er nu vidt åbent, navnlig for Lestat, der mest af alt minder om en halvgud ved romanens udgang.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvad man gør, når fortællingen er fortalt og hemmelighederne afsløret? Rice var i tvivl, hvilket tydeligt mærkes på de følgende romaner. Queen of the Damned er dermed også et kritisk punkt i vampyrforfatterskabet, fordi Rice i virkeligheden satte et kreativt punktum her, som hun ikke har formået efterfølgende at overskride med nogen form for overbevisning.

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

Der skulle gå næsten ti år, før Anne Rice vendte tilbage til de højtelskede vampyrer, der så verden i Interview with the Vampire tilbage i ’76. Hun havde bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Rice udgave den fine og roste Feast of All Saints i ’79 og to erotiske bind i den såkaldte Sleeping Beauty-serie, udgivet under pseudonym. Alt det er velkendt, og min pointe er, at det sådan set ikke var af kreativ nød, at Rice vendte tilbage til vampyruniverset. Det enorme momentum, hendes debutroman havde opbygget i mellemtiden, virkede ganske enkelt inspirerende på hende. Sådan har hun i hvert fald selv formuleret det. Fortsættelsen digter dermed videre på universet og løfter sløret for noget af alt det, der forbliver usagt eller uforløst i den første roman.

Resultatet blev en af Anne Rices mest populære bøger, men uden tvivl også en dramatisk omkalfatring af det univers, hun havde skabt i første bog. The Vampire Lestat, som fortsættelsen hedder, er en fundamentalt anden historie, hvis eneste parallel til Interview er Rices stærke, karakteristiske fortællerstemme, der ledsager os som en varm brise gennem den nat hun maner frem. Og der er skam ingen tvivl om, at Rice er en mester ud i det sanselig sprog. Hendes prosa er rig på indtryk og sanseoplevelser, formidlet i smukke, beherskede vendinger. Desværre formår den fine sproglige indpakning ikke at skjule det faktum, at Rices anden vampyrbog er en tyndbenet fortælling uden den knusende blanding af skønhed, melankoli og smerte, der karakteriserede den første roman.

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

 

Nu har de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert læst The Vampire Lestat. Bogen var fast teenage-læsning, før andre gik på strandhugst i samme gebet og gjort Rice rangen stridig som vampyr-gothens dronning. Handlingen kan derfor også sammenfattes ganske hurtigt uden, tror jeg, at ret mange bliver hægtet af. Som titlen antyder, er det skurken fra første bog, der nu er blevet hovedpersonen. Lestat får dermed talerøret i en bog, der strukturelt minder ganske meget om Interview. Det er således blevet Lestats tur til at fortælle sin historie, fra han blev vampyr til tiden, hvor han møder Louis i New Orleans.

Samtidig har bogen et spor i nutiden, hvor Lestat er kommet sig over den miserable forfatning, Rice efterlod ham i, da vi forlod ham i sidst. Fuld af virkelyst og konfronterende vrede er Lestat besluttet på at ruske op i det stivnakkede vampyrsamfund. Han tager derfor tingene et skridt længere end Louis, der jo som bekendt afslørede sine hemmeligheder til en journalist. Lestat springer ud som rockstjerne, der med sit band udbasunerer alt, hvad der er vampyrerne helligt. Dermed kommer Lestat alvorligt i fedtefadet, men mon ikke han klarer sig alligevel?

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Med The Vampire Lestat får vi serveret bogens hovedperson i et nyt lys. En genfortolknign af karakteren, om man vil, idet Rice til fulde udnytter det faktum, at Interview er fortalt med Louis’ stemme. Nu er det, som sagt, Lestat, der har ordet, og han omskriver mere eller mindre hele handlingen fra første roman til sin fordel. Det kunne der være kommet en fantastisk bog ud af, men desværre taber Rice – i min optik – sit værk på gulvet.

I løbet af de ti år, der er gået mellem de to bind i serien, har Rice åbenbart mistet sin appetit på den erotiske leg med død og religion. Hun kan i det mindste ikke skrive om den længere med samme intense nerve. Det, der drev første roman, synes helt afsluttet, og den nye bog er skrevet af en skarpsleben bestseller-forfatter, der har fået appetit på spændingsfiktion.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

The Vampire Lestat er en ganske konform fortælling, hvor vi hører, at Lestat faktisk slet ikke er en skrupelløs tyran, der myrder uden hæmninger. Nej, det viser sig nu, at Lestat kun dræber mordere og andre grove forbrydere. Han opererer altså ud fra en form for gammeltestamentlig retfærdighedskodeks, præcis som en del af bogens andre vampyriske hovedpersoner. Allerede her er vampyrenes monstrøsitet nedtonet betydeligt, men Rice gør flere af den slags manøvre.

Rice hiver nemlig sine vampyrer ud af det gråtonede, moralske tusmørkeland og får dem gjort til ganske anstændige væsner. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Rice efter The Vampire Lestat begyndte at omtale sine vampyrfigurer som ”helte” – ikke karakterer eller personer, helte.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Det er i virkeligheden her, vi finder den helt store forandring. Fra at være et udtryk, et billede på fundamental menneskelig tvivl, angst, smerte og længsel er Rices vampyrer ti år senere blevet romantiske superhelte. Helte, som modsat de dødelige kan hengive sig helt til den æstetiske nydelse af verden og diskutere meningen med livet i et væk, uden at føle den brod af død, der gør samme diskussion kritisk nødvendig for ”almindelige mennesker”. Det smertelige drama fra Interview reduceres således til en uforpligtende tidsfordriv; en selskabsleg blandt udødelige levemænd og pseudo-intellektuelle.

Et eller andet sted forsøger Rice dermed også stadig at fastholde og forpligte sine hovedpersoner på de klassiske, eksistentialistiske grundspørgsmål, som sendte voldsomme rystelser gennem den første bog. Nu bare uden troværdighed. Det skyldes uden tvivl, at vampyrerne ikke længere er metaforer. De er blevet omdannet til konkrete helte, der slippes løs i en fortælling for fortællingens skyld.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Sandt at sige er The Vampire Lestat en lang, lettere ensformig bog, der præges af gentagelser og en systematisk nedbrydning af alt det, der gør Interview with the Vampire til et mesterværk. Bogens projekt er ganske klart. Rice har følt sig kaldet til at give sine læsere en række forklaringer på ting, hun ikke tidligere havde givet svar på. Hvad er vampyrerne, hvem var den første vampyr osv. Alt sammen typiske fanspørgsmål, og desværre gik Rice ind på læsernes leg og fortalte alt. Alle kort lægges på bordet, myten blottes og vampyrernes inderste væsen vises frem. Med svaret følger tom ligegyldighed.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Lestat har betaget millioner af læsere. Jeg var selv en af dem, da jeg som glad teenager så ham som den mest übercoole hovedpersoner. I dag har jeg svært ved at genfinde samme begejstring. The Vampire Lestat har mistet enhver forankring i de stemninger og sensuelle ekskursioner ind i en blodfyldt, erotisk nat, som drev den første roman. Bogens forsøger måske at fremstå finkulturel og filosofisk, men er i bund og grund et helteepos om et smukt og rigt liv, der ikke er stort anderledes end enhver romantisk lægeroman.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Sphere 2008

Paperback, Sphere 2008

 

4 kommentarer

Filed under Roman

A. Merritt, Dwellers in the Mirage (1932): Smukt, pulpet og drøn kedeligt

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Merritts blanding af SF, fantasy og gys gjorde ham til en væsentlig aktør i pulpmagasinernes storhedstid. Han var blandt andet en af Lovecrafts inspirationskilder, og Lovecrafts ros har da også afgjort været med til at forlænge Merritts berømmelse og indflydelse ud over det forventelige. Det er således almindeligt accepteret, at Merritts kortroman The Moon Pool fra 1918 havde afgørende betydning for skabelsen af Lovecrafts formative ”The Call of Cthulhu” skrevet i 1926.

Det morsomme er, at Merritt gengældte Lovecrafts inspiration i romanen Dwellers in the Mirage fra 1932, der afgjort trækker på HPLs univers. Dybt stikker inspirationen imidlertid ikke, men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Handlingen fører os i første omgang til Alaska, hvor eventyreren Leif Langdon og hans indianske følgesvend er på opdagelsesrejse i vildmarken. Da bogen åbner, afslører Langdon, at deres rejse mest af alt er en flugt fra den fortid, der plager ham. Hvad han præcis mener, finder vi først ud af lidt senere i historien. De to venner opdager nemlig ved et tilfælde en skjult dal, der takket være et særligt naturfænomen er isoleret fra omgivelserne ved et tæt tågelag, der ikke alene gør dalen varm men også ekstremt frugtbar.

Vennerne tumler bogstaveligt talt ned i dalen, og snart ruller de også ind i en forviklet historie om magtintriger, gamle hemmeligheder og sære folkeslag. Der lever to racer i dalen, der har bekriget hinanden altid. På den ene side af floden, der løber gennem dalen, bor de fredelige og barnligt uskyldige pygmælignende mennesker, på den anden side af floden lever de blodtørstige, blonde krigere.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Pygmæerne (The Little People, som de kaldes) er ekstremt mistrioske over for Langdon, og snart viser det sig også hvorfor. Småfolket genkender nemlig Langdon som værende beslægtet med deres arvefjende, og de blonde krigere ser, at Langdon ligner deres sagnomspundne helt Dwayanu, hvorom det siges, at han skal komme tilbage til en dag.

Langdon er naturligvis betaget af de blonde krigere, der anføres af et brutalt præsteskab, og snart kommer han under deres trolddomskraft. Sagen er den, at det ikke er første gang, det sker. Langdon oplevede det samme en gang tideligere, da han var på en ekspedition i Mongoliet, og her havde han visioner om samme blonde folk. Nu er han imidlertid indfanget og tror langsomt fuld og fast på, at han er den sagnomspundne Dwayanu, men så husker han også det blonde folks hemmelighed, som har plaget ham lige siden ekspeditionen.

Paperback, Avon Books 1944

Paperback, Avon Books 1944

Krigerne dyrker en glubsk guddom fra det hinsides. En kæmpemæssig blækspruttelignende skabning ved navn Khalk’ru, som de hidkalder gennem menneskeofringer. Den groteske guds dæmoni får hevet Langdon tilbage til virkeligheden, men da han genfinder sig selv, er kampen mellem dalens stammer allerede i fuld gang, og han har svært ved at komme bort fra af sin mytiske fortid.

Der er ikke langt fra Khalk’ru til Cthulhu, der er heller ikke langt fra Lovecrafts slumrende skabning på havets bund til Merritts trans-dimensionale kæmpeblæksprutte, men her hører lighederne også op. Merritt savner Lovecrafts kosmiske perspektiv. I stedet kan man fornemme Rider Haggards indflydelse på Merritts roman, der løbende render ud af tangenter og synes at flyde i alle retninger uden nogen klar fremdrift. Glemte erindringer, tilfældige opdagelser og lykkelige sammentræf driver historien frem, og plottet bliver mere og mere indviklet, hvilket måske kan fornemmes ud fra mit lidt lange handlingsreferat.

Hardcover, Grandon 1950

Hardcover, Grandon 1950

Sandt at sige er det da heller ikke nogen stor oplevelse at læse Dwellers in the Mirage, der har alle de pulpede ingredienser, som et godt vildmarkseventyr kræver, men som savner enhver form for tempo. Gang på gang punkteres fortællingen af lange monologer fra bogens melodramatiske persongalleri eller beretningen om Langdons oplevelser i dalen skubbes til side for længere historier i historien, fortalt for at forklare hvorfor dalen er som den er.

Det er på ingen måde stor fortællekunst og den eneste grund til, at en bog som denne fortsat kunne genoptrykkes som paperback i 1974, hvor min udgave er fra, er, at Lovecraft dryssede sit stjernestøv over Merritt og derved gjorde hans navn (næsten) udødeligt.

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Man hvad gjorde Merritt så rigtigt? Hvorfor fremhæve ham? Stedvist får Merritt, midt mellem den almindelige pulp-ramasjang, bragt små passager af naturbeskrivelser ind, der ikke alene er ekstremt smukke, men også båret af en sær klang, fyldt med fremmedartet aroma og drømmestof. Da vennerne ser dalen for første gang; ser blomsterne og mosset de ligger på, ser planterne og træerne, får Merritt skildret det som noget fremmede, nærmest overjordiske, med en uovertruffen mesterlighed. Hans prosa er med andre ord ladet med samme poetiske kraft som Dunsany, Clark Ashton Smith og Lovecraft. De har alle samme vilje til at fæstne farver og indtryk i en fremmeartet facon, som på en gang bliver dragende og foruroligende.

Det finder man ikke mange steder, og af den grund bør Merritt fortsat læses. Som guldgraver må man vaske sig gennem tyndbenet, dårligt pulp-eventyr for at finde frem til de små funklende passager, der gemmer sig mellem alle trivialiteterne. Arbejdet er slidsomt og enerverende, men når man pludselig sidder med to-tre sammenhængende sætninger, der hæver sig over resten, er alt besværet glemt.

Paperback, Paperback Library 1962

Paperback, Paperback Library 1962

Det kræver nok en særlig glæde ved selve læsningen og arbejdet med tekster for at gide den øvelse, og man kan naturligvis også bare glæde sig over Merritts indfald og idérigdom. Men en glemt dal, hvor tiden har stået stille og de lidt hokus-pokus-agtige naturvidenskabelige forklaringer, der skal gøre det hele plausibelt, hverken synderligt originale eller noget, der interesserer mig stort. For mig er Merritts bøger en jagtmark for sære, sjældne ordoplevelser, og derfor vil jeg sikkert blive ved med at læse ham – også selvom de samme historier findes fortalt langt mere underholdende af andre.

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1976

Paperback, Avon 1976

 

Paperback, Collier 1991

Paperback, Collier 1991

Paperback, Benediction Classics 2011

Paperback, Benediction Classics 2011

E-bog, eStar Books 2014

E-bog, eStar Books 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Hans Holzer, Murder in Amityville (1979): Fra parapsykologiens parallelunivers

Paperback, Futura Books 1979

Paperback, Futura Books 1979

De fleste horrorfans er bekendte med bynavnet Amityville – et synonym for gys og hjemsøgelser. Den berømte filmserie, som man i dag identificerer den lille by på Long Island med, skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her. Bag den første film fra ´79 lå Jay Ansons nu ofte glemte bestseller The Amityville Horror: A True Story (1977). Faktisk blev bogen en gigantisk succes, der sammen med Rosemary’s Baby og The Exorcist er nøgleromaner for forståelsen af det okkulte boom i 70’ernes skrækfiktion og populærkultur. Som de fleste vil vide, er sagen imidlertid den, at Ansons roman tog udgangspunkt i virkelige hændelser, der udspillede sig i 1974.

Ronald DeFeo blev nemlig i ’75 fundet skyldig i massemordet på sin familie. En voldsom, kontroversiel og ubehagelig mordsag, der ikke blev mindre spektakulær, efter Jay Anson skrev sin roman. Anson beskrev hvad familien Lutz oplevede i mordhuset, da de flyttede ind efter familien DeFeo. Resultatet var en gyser fyldt med overnaturlige oplevelser, der ikke stod tilbage for Blattys dæmonbesættelse af stakkels Regan. Bogen blev som sagt en kæmpesucces, men fordi romanen angiveligt var baseret på familien Lutz’ virkelige oplevelser, var den naturligvis også kontroversiel.

Paperback, Futura books 1979

Paperback, Futura books 1979

Og her når vi endelig frem til Hans Holzer, en højtprofileret parapsykolog, der siden midten af 60’erne havde udsendt en lang række fagbøger om spøgelser og hjemsøgelser. Naturligvis måtte Amerikas bedst kendte spøgelsesjæger blande sig i sagen om tidens mest omtalte hjemsøgte hus. Med perfekt timing kunne Holzer således udsende sit bud på Amityville-historien samtidig med, at filmatiseringen af Ansons roman ramte biograferne. Synergien mellem tidens glubende appetit for alt okkult, filmatiseringen og Holzers fagbog om mordene var ikke til at gå fejl af. Bogen blev en af Holzers bedst sælgende titler, og Amityville-pengemaskinen rullede videre over de næste mange år.

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Men hvad er Hans Holzers bog? Først og fremmest er den et modstykke til Ansons roman. Holzers Murder in Amityville er en fagbog, der forsøger at afdække, hvad der rent faktisk skete i mordhuset den nat, hvor Ronald DeFeo gik amok på sin familie. Et spørgsmål, der blev flittigt diskuteret i samtiden, fordi flere tvivlede på, at DeFeo kunne have udført mordene alene, og tilmed ændrede DeFeo selv løbende sine forklaringer – alt sammen noget der højnede sagens mystik. Den berømte familien Lutz fylder således ganske lidt i Murder in Amityville, om end deres historie ligger som en konstant klangbund, fordi Holzer grundlæggende tror på deres oplevelser.

Ronald Joseph "Butch" DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Ronald Joseph “Butch” DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Modsat Anson, der omsatte det overnaturlige til romanform, sætter Holzer sig for på saglig vis at åbne læserens øjne for det overnaturliges rolle i DeFeo-mordene. Sagen er nemlig den, at Holzer har sin helt egen forklaring på drabene. Gennem brugen af en clairvoyant fik han afsløret, at DeFeo-huset ligger på en gammel indianergravplads. Et næsten pinagtigt velkendt genremotiv, som Holzer meget vel kunne have lånt fra Graham Mastertons fine The Manitou (1976) eller et utal af andre steder. Det korte af det lange er, at den shaman, der lå begravet på pladsen, naturligvis er utilfreds med situationen, fordi hans gravfred var blevet forstyrret. DeFeo viste sig for at være særligt modtagelig for kontakt med åndeverdenen, og shamanen besatte derfor DeFeo på mordnatten og brugte ham til at rydde op i huset.

Holzer skriver med andre ord, at Ronald DeFeo var uskyldig i gerningsøjeblikket, fordi han var besat af en indiansk ånd! Et overraskende, for ikke at sige et spektakulært forsvar for morderen, ikke mindst for DeFeo selv, der var mere end villigt til at understøtte Holzers påstande. Man kan roligt sige, at Holzer fiskede i rørte vande, og heldigvis, for ham, var hans påstande i sidste ende så utrolige, at de ikke kom til at gøre andet end at holde historien om mordene i kog.

Hardcover, Prentice Hall 1977

Hardcover, Prentice Hall 1977

Holzers bog er bygget op omkring udskrifter fra retssagens høringer blandet med kommentarer og mere eller mindre stemningsfulde, kontekstualiserende beskrivelser. Holzer har med andre ord læst alle de tilgængelige dokumenter fra retssagen og søgt efter oplysninger, der kunne pege på en overnaturlig agens i sagen. Og må man give Holzer, at det lykkes for ham at pege på steder, der kan fortolkes i den retning. Bogen er med andre ord et skoleeksempel på diskurstænkning.

Det hele handler naturligvis om først og fremmest at acceptere den præmis, at ånder og gespenster rent faktisk eksisterer og har indvirkning på os. Det klargør Holzer allerede i bogens indledning, hvor han særdeles underholdene beretter om det overnaturliges eksistens som det mest selvfølgelige i verden. Eksempelvis beskriver han hjemsøgte huse som noget helt almindeligt (s. 23). For at understøtte sine kommende fortolkninger, for ikke at sige hele hans faglige virke, må Holzer med andre ord gøre det overnaturlige naturligt. En øvelse som ikke har nogen mellemgrund: Enten køber man Holzers metafysik eller også er alt, hvad han skriver, det rene humbug. Og her var tidsånden med ham; læsernes nysgerrighed var i hvert fald stor nok til at lade dem følge Holzer et langt stykke.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Holzer fører os ind i en bestemt verdensforståelse, og inden for den hænger hans argumenter absolut sammen. Det er derfor ganske sjovt at læse, hvordan alle indikationer på psykisk sygdom hos Ronald DeFeo bliver omfortolket til indianeråndens indvirkning. Den store skurk i sagen, ud over et ignorant Amerika, der ikke vil åbne øjnene for Holzers okkulte sandhed, er standen af psykologer, der fornægter det mystiske.

Murder in Amityville er et perfekt kighul ind i 70’ernes mystikbegejstring. Og netop fordi bogen er skrevet som non-fiktion, opnår den en grad af absurd festlighed, som ikke er til at stå for. Holzers paranormale diskurs er ganske enkelt forrygende læsning, fordi den uden elegance eller intellektuelt overskud udbasunerer postulater af den type, som man normalt baserer horrorromaner på. Holzer bevæger sig med andre ord ind i et grænseland, hvor hans nonfiktion opfylder samme funktion som den skønlitterære skrækfiktion – præcis som eksempelvis America Bewitched gør det. Det overlap er spændende, fordi det i virkeligheden gør os klogere på, hvad det er, gyserlitteratur kan og gør ved os, men det er en helt anden snak.

Mordhuset i Amityville, Long Island

Mordhuset i Amityville, Long Island

En af de mest overraskende ting ved Murder in Amityville, for ikke at sige hele Amityville-komplekset af film og litteratur, er, hvor forbløffende hurtigt mordsagen kunne omsættes til et fiktivt univers, der overtog de virkelig hændelser og transformerede dem til kommerciel underholdning. Det er påfaldende, hvordan underholdningsindustrien på det nærmeste synes at have snuppet den psykisksyge Ronald DeFeos liv og historie. Man kan se det som udtryk for en skruppelløs branche, der slog plat på en tragedie, eller man kan se det som udtryk for en søgende tids behov for at forstå uhyrlige drab som DeFeos gennem en formildende, overnaturlig brille. Forvandlingen fra fakta til fiktion skete i hvert fald forbløffende hurtigt og ville næppe kunne ske i dag, eller kunne den? Det kan du jo tænke over, når du læser eller ser noget om Amityville næste gang.

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Peter Straub, If You Could See Me Now (1977): Når fortidens spøgelser slår tilbage

Paperback, Futura Books 1978

Paperback, Futura Books 1978

I 1955 tager den 13-årige Miles Teagarden og hans forføreriske, to år ældre kusine Alison ud til et gammelt vandfyldt stenbrud. Det er nat, de er alene og naturen går sin gang. Noget uforudset sker imidlertid ude i det mørke vand, hvor de to unge bader. Miles vågner forkommen på land, mens Alison er død. Var det en ulykke, myrdede Miles kusinen eller var der en helt tredje involveret i hændelsen? Disse spørgsmål har plaget Miles lige siden.

20 år er gået, og Miles har stadig ikke sluppet kusinen. Det er blevet til en stille besættelse, der blandt andet er medvirkende til, at hans ægteskab går i stykker. I de mellemliggende år er Miles blevet litteraturhistoriker og en form for undervisningsassistent ved universitetet. Livet flasker sig dog ikke rigtigt for ham, og efter hans ekskone omkommer i en drukneulykke – præcis som kusinen Alison måske druknede – beslutter han sig for at rejse hjem til Arden, stedet hvor det hele begyndte. Her vil han skrive sin disputats om D. H. Lawrence og finde ind til sig selv. Miles får logi hos sin fætter Duane, og alt burde dermed være på plads. Et nyt kapitel kan begynde. Det gør det også, bare ikke som han havde håbet – eller måske netop som han havde håbet…!

Paperback, Futura Books 1978

Paperback, Futura Books 1978

Da Miles er tilbage i barndomsbyen Arden, vælter fortiden ind over ham. Eksempelvis hedder Duanes unge teenagedatter Alison, opkaldt efter den døde kusine, og folk husker stadig kun alt for godt, den sag der udspillede sig i stenbruddet 20 år tidligere. Det største problem er dog, at unge piger begynder at blive myrdet i byen, da Miles vender hjem. Han forsøger desperat at ryste mistanken af sig, men er Miles virkelig så uskyldig, som han prøver at gøre sig?

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Straub-kendere vil føle sig på hjemmebane i If You Could See Me Now. Miles er den arketypiske plagede intellektuelle, fremmedgjort fra sine barndomsrødder, der nu kommer hjem og konfronteres med fortiden. Den by og de mennesker, han møder, har måske forandret sig fysisk, men under overfladen ligger de samme gamle konflikter og ulmer. Den mand, der leder efterforskningen af drabene på de unge piger i Arden, er Miles’ gamle barndomsven Hovre. Da de står nu over for hinanden, 20 år senere, er det dels som to genforenede venner, dels som ordensmagten, der står over for en fremmed mistænkt. Det er ikke så sært, at Stephen King var begejstret for romanen og roste den til skyerne, da den udkom i ’77. Straub afsøger i den grad et terræn, der ligger ganske nær det, som King også selv har undersøgt igen og igen.

Det afgørende tema for Straub, som alle bogens afsnit og karakterer afspejler, er fortidens vedvarende tilstedeværelse. Fortiden kan ikke vaskens bort, den kan ikke glemmes. Fortrænger vi den, kæmper den sig med vold og magt tilbage. Miles, bogens primære talerør, får ganske bogstaveligt banket ind i hovedet, at ”You shouldn’t have gone messing around with what’s past, Miles” (Futura, s. 253). I If You Could See Me Now tager Straub den yderste konsekvens af sit tema og lader fortiden manifestere sig fysisk. Måske er det bare noget, Miles forestiller sig, men den døde Alison begynder at hjemsøge ham og griber dramarisk ind i hans liv.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1977

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1977

Netop fordi Miles begynder at gå i opløsning, da han vender hjem til Arden, må læseren også tvivle på ham som troværdigt vidne. Straub har løbende lagt små vidneudsagn ind i teksten, formentlig indsamlet af politiet i Arden, der kommenterer på ting, Miles foretager sig i byen. Deres fortolkning er ganske anderledes, end den han selv kommer med, og diskrepansen mellem jeg-fortællerens opfattelse og bipersonernes udlægning vokser kun, som bogen nærmer sig slutningen.

 Det er da også helt sikkert stemningen af paranoia og fortættet angst, blandet med en dyb, inderlig længsel efter barndoms afklarede ro, der præger alt i If You Could See Me Now. Det er efterhånden et særdeles velkendt tema hos Peter Straub, men i romanen her – Straubs tredje – er det stadig stærkt og levende. Man fornemmer, hvordan Straub kæmper med ordene for at formidle lugte og sanseindtryk fra barndommen. Han gør det dog ikke rent sentimentalt, der er altid brod, altid den viden, at tingene aldrig bliver det samme igen. I den forstand er Straub en stor melankoliker, og til trods for, at han måske forsøger at sælge en anden stemning ved romanens udgang, forbliver hans billede af barndommen som noget tabt, et stærkt stemningsbillede af et savn, som jeg tror, mange vil kunne identificere sig med.

Hardcover, Jonathan Cape 1977

Hardcover, Jonathan Cape 1977

Der er noget helt fremragende ved den måde, som Peter Straub udforsker disse temaer på. Mest af alt, må jeg imidlertid beundre ham for den måde, som han får lagt giftige slanger ind i erindringen. Slanger, der langsomt kryber ind på hovedpersonen (og læseren). De skjuler sig i mindernes buskads og hugger pludseligt fra sig som lyn fra en klar himmel. I bogen er det giftige minde naturligvis Alison, men også forholdet mellem bogens tre mandlige hovedpersoner – Miles, fætteren Duane og politibetjenten Hovre. Især sidstnævnte er en fabelagtigt beskrevet karakter, der med sit mangefacetterede væsen står som bogens absolutte stjerne. Hverken Miles eller Duane bliver halvt så interessante som betjenten, der bliver ved med at overraske og vise nye sider af samme personlighed.

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Pocket Books 1977

If You Could See Me Now har efterhånden opnået status af en lille klassiker, og den regnes formentlig også som en af Straubs bedste, kun overgået af Ghost Story fra 1979. Det er sådan set en dom, som jeg er meget enig i. If You could See Me Now er en virkelig, virkelig stærk bog, der har mesterligt skildrede kapitler. Alene Straubs udmalinger af de store, åbne amerikanske landskaber med uendelige majsmarker gør bogen værd at læse. Som han selv bemærker i begyndelsen af romanen, indbyder den amerikanske midtvests landskaber sig til spøgelser. Spøgelserne kryber ganske enkelt ind i billedet og fylder viddernes tomhed ud. Det er da for pokker et smukt billede.

Paperback, Futura Books 1978

Paperback, Futura Books 1978

Der, hvor bogen måske alligevel rammer ved siden af, er selve slutningen. Her skal alt konkretiseres og konkluderes. Konklusionen kan imidlertid kun skuffe, fordi det konkrete slet ikke kan leve op til alle de fantastiske stemninger og vage billeder, han har tegnet i historiens løb. Trods en lidt kluntet afslutning er If You Could See Me Now en smuk roman. Tilmed er bogen, takket være mordene på de unge piger, et ganske godt alternativ til de ulideligt mange kriminalromaner på markedet, der er blottet for enhver litterær kvalitet.

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Ballantine 2000. Mere trist kan en forside næsten ikke blive

Paperback, Ballantine 2000. Mere trist kan en forside næsten ikke blive

Hardcover, Centipede Press 2010. Den nyeste udgave af bogen - nu med en forside i emo-goth-stil

Hardcover, Centipede Press 2010. Den nyeste udgave af bogen – nu med en forside i emo-goth-stil

BFF. Stephen King og Peter Straub bonder i slutningen af 70'erne

BFF. Stephen King og Peter Straub bonder i slutningen af 70’erne

1 kommentar

Filed under Roman