Tag Archives: Futura Books

A. Merritt, Dwellers in the Mirage (1932): Smukt, pulpet og drøn kedeligt

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Merritts blanding af SF, fantasy og gys gjorde ham til en væsentlig aktør i pulpmagasinernes storhedstid. Han var blandt andet en af Lovecrafts inspirationskilder, og Lovecrafts ros har da også afgjort været med til at forlænge Merritts berømmelse og indflydelse ud over det forventelige. Det er således almindeligt accepteret, at Merritts kortroman The Moon Pool fra 1918 havde afgørende betydning for skabelsen af Lovecrafts formative ”The Call of Cthulhu” skrevet i 1926.

Det morsomme er, at Merritt gengældte Lovecrafts inspiration i romanen Dwellers in the Mirage fra 1932, der afgjort trækker på HPLs univers. Dybt stikker inspirationen imidlertid ikke, men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Handlingen fører os i første omgang til Alaska, hvor eventyreren Leif Langdon og hans indianske følgesvend er på opdagelsesrejse i vildmarken. Da bogen åbner, afslører Langdon, at deres rejse mest af alt er en flugt fra den fortid, der plager ham. Hvad han præcis mener, finder vi først ud af lidt senere i historien. De to venner opdager nemlig ved et tilfælde en skjult dal, der takket være et særligt naturfænomen er isoleret fra omgivelserne ved et tæt tågelag, der ikke alene gør dalen varm men også ekstremt frugtbar.

Vennerne tumler bogstaveligt talt ned i dalen, og snart ruller de også ind i en forviklet historie om magtintriger, gamle hemmeligheder og sære folkeslag. Der lever to racer i dalen, der har bekriget hinanden altid. På den ene side af floden, der løber gennem dalen, bor de fredelige og barnligt uskyldige pygmælignende mennesker, på den anden side af floden lever de blodtørstige, blonde krigere.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Pygmæerne (The Little People, som de kaldes) er ekstremt mistrioske over for Langdon, og snart viser det sig også hvorfor. Småfolket genkender nemlig Langdon som værende beslægtet med deres arvefjende, og de blonde krigere ser, at Langdon ligner deres sagnomspundne helt Dwayanu, hvorom det siges, at han skal komme tilbage til en dag.

Langdon er naturligvis betaget af de blonde krigere, der anføres af et brutalt præsteskab, og snart kommer han under deres trolddomskraft. Sagen er den, at det ikke er første gang, det sker. Langdon oplevede det samme en gang tideligere, da han var på en ekspedition i Mongoliet, og her havde han visioner om samme blonde folk. Nu er han imidlertid indfanget og tror langsomt fuld og fast på, at han er den sagnomspundne Dwayanu, men så husker han også det blonde folks hemmelighed, som har plaget ham lige siden ekspeditionen.

Paperback, Avon Books 1944

Paperback, Avon Books 1944

Krigerne dyrker en glubsk guddom fra det hinsides. En kæmpemæssig blækspruttelignende skabning ved navn Khalk’ru, som de hidkalder gennem menneskeofringer. Den groteske guds dæmoni får hevet Langdon tilbage til virkeligheden, men da han genfinder sig selv, er kampen mellem dalens stammer allerede i fuld gang, og han har svært ved at komme bort fra af sin mytiske fortid.

Der er ikke langt fra Khalk’ru til Cthulhu, der er heller ikke langt fra Lovecrafts slumrende skabning på havets bund til Merritts trans-dimensionale kæmpeblæksprutte, men her hører lighederne også op. Merritt savner Lovecrafts kosmiske perspektiv. I stedet kan man fornemme Rider Haggards indflydelse på Merritts roman, der løbende render ud af tangenter og synes at flyde i alle retninger uden nogen klar fremdrift. Glemte erindringer, tilfældige opdagelser og lykkelige sammentræf driver historien frem, og plottet bliver mere og mere indviklet, hvilket måske kan fornemmes ud fra mit lidt lange handlingsreferat.

Hardcover, Grandon 1950

Hardcover, Grandon 1950

Sandt at sige er det da heller ikke nogen stor oplevelse at læse Dwellers in the Mirage, der har alle de pulpede ingredienser, som et godt vildmarkseventyr kræver, men som savner enhver form for tempo. Gang på gang punkteres fortællingen af lange monologer fra bogens melodramatiske persongalleri eller beretningen om Langdons oplevelser i dalen skubbes til side for længere historier i historien, fortalt for at forklare hvorfor dalen er som den er.

Det er på ingen måde stor fortællekunst og den eneste grund til, at en bog som denne fortsat kunne genoptrykkes som paperback i 1974, hvor min udgave er fra, er, at Lovecraft dryssede sit stjernestøv over Merritt og derved gjorde hans navn (næsten) udødeligt.

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Man hvad gjorde Merritt så rigtigt? Hvorfor fremhæve ham? Stedvist får Merritt, midt mellem den almindelige pulp-ramasjang, bragt små passager af naturbeskrivelser ind, der ikke alene er ekstremt smukke, men også båret af en sær klang, fyldt med fremmedartet aroma og drømmestof. Da vennerne ser dalen for første gang; ser blomsterne og mosset de ligger på, ser planterne og træerne, får Merritt skildret det som noget fremmede, nærmest overjordiske, med en uovertruffen mesterlighed. Hans prosa er med andre ord ladet med samme poetiske kraft som Dunsany, Clark Ashton Smith og Lovecraft. De har alle samme vilje til at fæstne farver og indtryk i en fremmeartet facon, som på en gang bliver dragende og foruroligende.

Det finder man ikke mange steder, og af den grund bør Merritt fortsat læses. Som guldgraver må man vaske sig gennem tyndbenet, dårligt pulp-eventyr for at finde frem til de små funklende passager, der gemmer sig mellem alle trivialiteterne. Arbejdet er slidsomt og enerverende, men når man pludselig sidder med to-tre sammenhængende sætninger, der hæver sig over resten, er alt besværet glemt.

Paperback, Paperback Library 1962

Paperback, Paperback Library 1962

Det kræver nok en særlig glæde ved selve læsningen og arbejdet med tekster for at gide den øvelse, og man kan naturligvis også bare glæde sig over Merritts indfald og idérigdom. Men en glemt dal, hvor tiden har stået stille og de lidt hokus-pokus-agtige naturvidenskabelige forklaringer, der skal gøre det hele plausibelt, hverken synderligt originale eller noget, der interesserer mig stort. For mig er Merritts bøger en jagtmark for sære, sjældne ordoplevelser, og derfor vil jeg sikkert blive ved med at læse ham – også selvom de samme historier findes fortalt langt mere underholdende af andre.

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1976

Paperback, Avon 1976

 

Paperback, Collier 1991

Paperback, Collier 1991

Paperback, Benediction Classics 2011

Paperback, Benediction Classics 2011

E-bog, eStar Books 2014

E-bog, eStar Books 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Hans Holzer, Murder in Amityville (1979): Fra parapsykologiens parallelunivers

Paperback, Futura Books 1979

Paperback, Futura Books 1979

De fleste horrorfans er bekendte med bynavnet Amityville – et synonym for gys og hjemsøgelser. Den berømte filmserie, som man i dag identificerer den lille by på Long Island med, skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her. Bag den første film fra ´79 lå Jay Ansons nu ofte glemte bestseller The Amityville Horror: A True Story (1977). Faktisk blev bogen en gigantisk succes, der sammen med Rosemary’s Baby og The Exorcist er nøgleromaner for forståelsen af det okkulte boom i 70’ernes skrækfiktion og populærkultur. Som de fleste vil vide, er sagen imidlertid den, at Ansons roman tog udgangspunkt i virkelige hændelser, der udspillede sig i 1974.

Ronald DeFeo blev nemlig i ’75 fundet skyldig i massemordet på sin familie. En voldsom, kontroversiel og ubehagelig mordsag, der ikke blev mindre spektakulær, efter Jay Anson skrev sin roman. Anson beskrev hvad familien Lutz oplevede i mordhuset, da de flyttede ind efter familien DeFeo. Resultatet var en gyser fyldt med overnaturlige oplevelser, der ikke stod tilbage for Blattys dæmonbesættelse af stakkels Regan. Bogen blev som sagt en kæmpesucces, men fordi romanen angiveligt var baseret på familien Lutz’ virkelige oplevelser, var den naturligvis også kontroversiel.

Paperback, Futura books 1979

Paperback, Futura books 1979

Og her når vi endelig frem til Hans Holzer, en højtprofileret parapsykolog, der siden midten af 60’erne havde udsendt en lang række fagbøger om spøgelser og hjemsøgelser. Naturligvis måtte Amerikas bedst kendte spøgelsesjæger blande sig i sagen om tidens mest omtalte hjemsøgte hus. Med perfekt timing kunne Holzer således udsende sit bud på Amityville-historien samtidig med, at filmatiseringen af Ansons roman ramte biograferne. Synergien mellem tidens glubende appetit for alt okkult, filmatiseringen og Holzers fagbog om mordene var ikke til at gå fejl af. Bogen blev en af Holzers bedst sælgende titler, og Amityville-pengemaskinen rullede videre over de næste mange år.

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Men hvad er Hans Holzers bog? Først og fremmest er den et modstykke til Ansons roman. Holzers Murder in Amityville er en fagbog, der forsøger at afdække, hvad der rent faktisk skete i mordhuset den nat, hvor Ronald DeFeo gik amok på sin familie. Et spørgsmål, der blev flittigt diskuteret i samtiden, fordi flere tvivlede på, at DeFeo kunne have udført mordene alene, og tilmed ændrede DeFeo selv løbende sine forklaringer – alt sammen noget der højnede sagens mystik. Den berømte familien Lutz fylder således ganske lidt i Murder in Amityville, om end deres historie ligger som en konstant klangbund, fordi Holzer grundlæggende tror på deres oplevelser.

Ronald Joseph "Butch" DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Ronald Joseph “Butch” DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Modsat Anson, der omsatte det overnaturlige til romanform, sætter Holzer sig for på saglig vis at åbne læserens øjne for det overnaturliges rolle i DeFeo-mordene. Sagen er nemlig den, at Holzer har sin helt egen forklaring på drabene. Gennem brugen af en clairvoyant fik han afsløret, at DeFeo-huset ligger på en gammel indianergravplads. Et næsten pinagtigt velkendt genremotiv, som Holzer meget vel kunne have lånt fra Graham Mastertons fine The Manitou (1976) eller et utal af andre steder. Det korte af det lange er, at den shaman, der lå begravet på pladsen, naturligvis er utilfreds med situationen, fordi hans gravfred var blevet forstyrret. DeFeo viste sig for at være særligt modtagelig for kontakt med åndeverdenen, og shamanen besatte derfor DeFeo på mordnatten og brugte ham til at rydde op i huset.

Holzer skriver med andre ord, at Ronald DeFeo var uskyldig i gerningsøjeblikket, fordi han var besat af en indiansk ånd! Et overraskende, for ikke at sige et spektakulært forsvar for morderen, ikke mindst for DeFeo selv, der var mere end villigt til at understøtte Holzers påstande. Man kan roligt sige, at Holzer fiskede i rørte vande, og heldigvis, for ham, var hans påstande i sidste ende så utrolige, at de ikke kom til at gøre andet end at holde historien om mordene i kog.

Hardcover, Prentice Hall 1977

Hardcover, Prentice Hall 1977

Holzers bog er bygget op omkring udskrifter fra retssagens høringer blandet med kommentarer og mere eller mindre stemningsfulde, kontekstualiserende beskrivelser. Holzer har med andre ord læst alle de tilgængelige dokumenter fra retssagen og søgt efter oplysninger, der kunne pege på en overnaturlig agens i sagen. Og må man give Holzer, at det lykkes for ham at pege på steder, der kan fortolkes i den retning. Bogen er med andre ord et skoleeksempel på diskurstænkning.

Det hele handler naturligvis om først og fremmest at acceptere den præmis, at ånder og gespenster rent faktisk eksisterer og har indvirkning på os. Det klargør Holzer allerede i bogens indledning, hvor han særdeles underholdene beretter om det overnaturliges eksistens som det mest selvfølgelige i verden. Eksempelvis beskriver han hjemsøgte huse som noget helt almindeligt (s. 23). For at understøtte sine kommende fortolkninger, for ikke at sige hele hans faglige virke, må Holzer med andre ord gøre det overnaturlige naturligt. En øvelse som ikke har nogen mellemgrund: Enten køber man Holzers metafysik eller også er alt, hvad han skriver, det rene humbug. Og her var tidsånden med ham; læsernes nysgerrighed var i hvert fald stor nok til at lade dem følge Holzer et langt stykke.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Holzer fører os ind i en bestemt verdensforståelse, og inden for den hænger hans argumenter absolut sammen. Det er derfor ganske sjovt at læse, hvordan alle indikationer på psykisk sygdom hos Ronald DeFeo bliver omfortolket til indianeråndens indvirkning. Den store skurk i sagen, ud over et ignorant Amerika, der ikke vil åbne øjnene for Holzers okkulte sandhed, er standen af psykologer, der fornægter det mystiske.

Murder in Amityville er et perfekt kighul ind i 70’ernes mystikbegejstring. Og netop fordi bogen er skrevet som non-fiktion, opnår den en grad af absurd festlighed, som ikke er til at stå for. Holzers paranormale diskurs er ganske enkelt forrygende læsning, fordi den uden elegance eller intellektuelt overskud udbasunerer postulater af den type, som man normalt baserer horrorromaner på. Holzer bevæger sig med andre ord ind i et grænseland, hvor hans nonfiktion opfylder samme funktion som den skønlitterære skrækfiktion – præcis som eksempelvis America Bewitched gør det. Det overlap er spændende, fordi det i virkeligheden gør os klogere på, hvad det er, gyserlitteratur kan og gør ved os, men det er en helt anden snak.

Mordhuset i Amityville, Long Island

Mordhuset i Amityville, Long Island

En af de mest overraskende ting ved Murder in Amityville, for ikke at sige hele Amityville-komplekset af film og litteratur, er, hvor forbløffende hurtigt mordsagen kunne omsættes til et fiktivt univers, der overtog de virkelig hændelser og transformerede dem til kommerciel underholdning. Det er påfaldende, hvordan underholdningsindustrien på det nærmeste synes at have snuppet den psykisksyge Ronald DeFeos liv og historie. Man kan se det som udtryk for en skruppelløs branche, der slog plat på en tragedie, eller man kan se det som udtryk for en søgende tids behov for at forstå uhyrlige drab som DeFeos gennem en formildende, overnaturlig brille. Forvandlingen fra fakta til fiktion skete i hvert fald forbløffende hurtigt og ville næppe kunne ske i dag, eller kunne den? Det kan du jo tænke over, når du læser eller ser noget om Amityville næste gang.

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Peter Straub, If You Could See Me Now (1977): Når fortidens spøgelser slår tilbage

Paperback, Futura Books 1978

Paperback, Futura Books 1978

I 1955 tager den 13-årige Miles Teagarden og hans forføreriske, to år ældre kusine Alison ud til et gammelt vandfyldt stenbrud. Det er nat, de er alene og naturen går sin gang. Noget uforudset sker imidlertid ude i det mørke vand, hvor de to unge bader. Miles vågner forkommen på land, mens Alison er død. Var det en ulykke, myrdede Miles kusinen eller var der en helt tredje involveret i hændelsen? Disse spørgsmål har plaget Miles lige siden.

20 år er gået, og Miles har stadig ikke sluppet kusinen. Det er blevet til en stille besættelse, der blandt andet er medvirkende til, at hans ægteskab går i stykker. I de mellemliggende år er Miles blevet litteraturhistoriker og en form for undervisningsassistent ved universitetet. Livet flasker sig dog ikke rigtigt for ham, og efter hans ekskone omkommer i en drukneulykke – præcis som kusinen Alison måske druknede – beslutter han sig for at rejse hjem til Arden, stedet hvor det hele begyndte. Her vil han skrive sin disputats om D. H. Lawrence og finde ind til sig selv. Miles får logi hos sin fætter Duane, og alt burde dermed være på plads. Et nyt kapitel kan begynde. Det gør det også, bare ikke som han havde håbet – eller måske netop som han havde håbet…!

Paperback, Futura Books 1978

Paperback, Futura Books 1978

Da Miles er tilbage i barndomsbyen Arden, vælter fortiden ind over ham. Eksempelvis hedder Duanes unge teenagedatter Alison, opkaldt efter den døde kusine, og folk husker stadig kun alt for godt, den sag der udspillede sig i stenbruddet 20 år tidligere. Det største problem er dog, at unge piger begynder at blive myrdet i byen, da Miles vender hjem. Han forsøger desperat at ryste mistanken af sig, men er Miles virkelig så uskyldig, som han prøver at gøre sig?

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Straub-kendere vil føle sig på hjemmebane i If You Could See Me Now. Miles er den arketypiske plagede intellektuelle, fremmedgjort fra sine barndomsrødder, der nu kommer hjem og konfronteres med fortiden. Den by og de mennesker, han møder, har måske forandret sig fysisk, men under overfladen ligger de samme gamle konflikter og ulmer. Den mand, der leder efterforskningen af drabene på de unge piger i Arden, er Miles’ gamle barndomsven Hovre. Da de står nu over for hinanden, 20 år senere, er det dels som to genforenede venner, dels som ordensmagten, der står over for en fremmed mistænkt. Det er ikke så sært, at Stephen King var begejstret for romanen og roste den til skyerne, da den udkom i ’77. Straub afsøger i den grad et terræn, der ligger ganske nær det, som King også selv har undersøgt igen og igen.

Det afgørende tema for Straub, som alle bogens afsnit og karakterer afspejler, er fortidens vedvarende tilstedeværelse. Fortiden kan ikke vaskens bort, den kan ikke glemmes. Fortrænger vi den, kæmper den sig med vold og magt tilbage. Miles, bogens primære talerør, får ganske bogstaveligt banket ind i hovedet, at ”You shouldn’t have gone messing around with what’s past, Miles” (Futura, s. 253). I If You Could See Me Now tager Straub den yderste konsekvens af sit tema og lader fortiden manifestere sig fysisk. Måske er det bare noget, Miles forestiller sig, men den døde Alison begynder at hjemsøge ham og griber dramarisk ind i hans liv.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1977

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1977

Netop fordi Miles begynder at gå i opløsning, da han vender hjem til Arden, må læseren også tvivle på ham som troværdigt vidne. Straub har løbende lagt små vidneudsagn ind i teksten, formentlig indsamlet af politiet i Arden, der kommenterer på ting, Miles foretager sig i byen. Deres fortolkning er ganske anderledes, end den han selv kommer med, og diskrepansen mellem jeg-fortællerens opfattelse og bipersonernes udlægning vokser kun, som bogen nærmer sig slutningen.

 Det er da også helt sikkert stemningen af paranoia og fortættet angst, blandet med en dyb, inderlig længsel efter barndoms afklarede ro, der præger alt i If You Could See Me Now. Det er efterhånden et særdeles velkendt tema hos Peter Straub, men i romanen her – Straubs tredje – er det stadig stærkt og levende. Man fornemmer, hvordan Straub kæmper med ordene for at formidle lugte og sanseindtryk fra barndommen. Han gør det dog ikke rent sentimentalt, der er altid brod, altid den viden, at tingene aldrig bliver det samme igen. I den forstand er Straub en stor melankoliker, og til trods for, at han måske forsøger at sælge en anden stemning ved romanens udgang, forbliver hans billede af barndommen som noget tabt, et stærkt stemningsbillede af et savn, som jeg tror, mange vil kunne identificere sig med.

Hardcover, Jonathan Cape 1977

Hardcover, Jonathan Cape 1977

Der er noget helt fremragende ved den måde, som Peter Straub udforsker disse temaer på. Mest af alt, må jeg imidlertid beundre ham for den måde, som han får lagt giftige slanger ind i erindringen. Slanger, der langsomt kryber ind på hovedpersonen (og læseren). De skjuler sig i mindernes buskads og hugger pludseligt fra sig som lyn fra en klar himmel. I bogen er det giftige minde naturligvis Alison, men også forholdet mellem bogens tre mandlige hovedpersoner – Miles, fætteren Duane og politibetjenten Hovre. Især sidstnævnte er en fabelagtigt beskrevet karakter, der med sit mangefacetterede væsen står som bogens absolutte stjerne. Hverken Miles eller Duane bliver halvt så interessante som betjenten, der bliver ved med at overraske og vise nye sider af samme personlighed.

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Pocket Books 1977

If You Could See Me Now har efterhånden opnået status af en lille klassiker, og den regnes formentlig også som en af Straubs bedste, kun overgået af Ghost Story fra 1979. Det er sådan set en dom, som jeg er meget enig i. If You could See Me Now er en virkelig, virkelig stærk bog, der har mesterligt skildrede kapitler. Alene Straubs udmalinger af de store, åbne amerikanske landskaber med uendelige majsmarker gør bogen værd at læse. Som han selv bemærker i begyndelsen af romanen, indbyder den amerikanske midtvests landskaber sig til spøgelser. Spøgelserne kryber ganske enkelt ind i billedet og fylder viddernes tomhed ud. Det er da for pokker et smukt billede.

Paperback, Futura Books 1978

Paperback, Futura Books 1978

Der, hvor bogen måske alligevel rammer ved siden af, er selve slutningen. Her skal alt konkretiseres og konkluderes. Konklusionen kan imidlertid kun skuffe, fordi det konkrete slet ikke kan leve op til alle de fantastiske stemninger og vage billeder, han har tegnet i historiens løb. Trods en lidt kluntet afslutning er If You Could See Me Now en smuk roman. Tilmed er bogen, takket være mordene på de unge piger, et ganske godt alternativ til de ulideligt mange kriminalromaner på markedet, der er blottet for enhver litterær kvalitet.

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Ballantine 2000. Mere trist kan en forside næsten ikke blive

Paperback, Ballantine 2000. Mere trist kan en forside næsten ikke blive

Hardcover, Centipede Press 2010. Den nyeste udgave af bogen - nu med en forside i emo-goth-stil

Hardcover, Centipede Press 2010. Den nyeste udgave af bogen – nu med en forside i emo-goth-stil

BFF. Stephen King og Peter Straub bonder i slutningen af 70'erne

BFF. Stephen King og Peter Straub bonder i slutningen af 70’erne

1 kommentar

Filed under Roman