Tag Archives: Gale videnskabsmænd

Lin Carter, Invisible Death (1975): Whodunnit? I hvert fald ikke Lin Carter

Paperback, Popular Library 1978. Det herlige omslag er skabt af Don Maitz

Jeg var ret godt underholdt af første bind i Lin Carters serie om Lord Zarkon; vidundermennesket fra fremtiden, der er blevet sendt tilbage til vores tid (1970’erne) for at bekæmpe kriminalitet og måske redde fremtiden fra fortidens fejl.

I første bind hørte vi, hvordan Zarkon har samlet sig et hold af utrolige, loyale specialister omkring sig, der går under navnet The Omega Crew. Sammen rejser de nu kloden rundt og hjælper i særlige sager, der kræver kompetence ud over det sædvanlige, samt ikke mindst diskretion. Den idé har Carter lånt fra ældre pulpeventyr, og som allerede nævnt i omtalen af første bind har Carter dedikeret serien til fortællingerne om Doc Savage.

Paperback, Popular Library 1978

Med andet bind, Invisible Death, der udkom i hælene på første bind, kan Carter gå mere direkte til sagen, fordi han ikke behøver at introducere sine helte på ny. Denne gang bliver en række velhavende mænd afpresset og truet på livet. Sagen er mærkværdig og begynder med et klassisk ”lukket rum”-mysterium. En velhavende mand er fundet død i sit bibliotek. Ingen har besøgt ham, ingen er trængt ind i huset og dødsårsagen er ikke åbenlys, men han er med al sandsynlighed blevet myrdet, for man finder et trusselbrev hos ham: Betal eller du er død inden for 24 timer. Politiet er hjælpeløst og søger hjælp hos Zarkon og co.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til en omgang detektivarbejde, der fører Zarkon og vennerne ind i Knickerbocker Citys kinesiske underverden. Det store spørgsmål er naturligvis, hvem der står bag forbrydelserne? Utvivlsomt en genial forbryder af en slags, men hvilket geni truer nu freden denne gang? Der er ildkamp, slagsmål og utrolig teknologi; alt sammen noget, vi forventer at møde efter første bind i serien. Et højdepunkt er eksempelvis, da Zarkon sniger sig ind i de kinesiske gangsteres hovedkvarter iklædt en kamuflagedragt, der gør ham usynlig, og her må undgå fælder og bruge sine kampsportsfærdigheder på samme tid. Alle komponenterne er dermed tilstede i Inivisible Death, men desværre løfter Carter aldrig for alvor historien. Et element mangler nemlig.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Første bind levede i høj grad på fornemmelsen af, at Zarkon og vennerne arbejder sammen som et team med hver sin opgave og specialitet. Dette element er stort set fraværende i andet bind, hvor Zarkon entydigt tager hovedrollen og viser, at han sådan set kan alt det, som hans håndgangne mænd kan og måske kan han endda gøre det hele lidt bedre end dem. Dermed gør Carter sin fortælling om Zarkon langt mindre interessant, for manden fra fremtiden bliver på den led ”bare” en form for superhelt, der overlegent kan vandre gennem fortællingen uden på noget tidspunkt for alvor at blive udfordret.

Det meste pulp i genrens guldalder blev skrevet på kort tid og som samlebåndsarbejde. De forfattere, der kunne klare mosten, havde ingen fine fornemmelser omkring deres tekster. Ord var penge, og der skulle mad på bordet. Det betød naturligvis, at der i de fleste tilfælde blevet skrevet ud fra en form for ”skriv først, tænk bagefter”-strategi.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis samme mentalitet prægede fortsat pulpens sølvalder i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Her var Carter en af de store på markedet for fantastiske genrer, og man mærker i høj grad hans pragmatiske tilgang til genren i en bog som Invisible Death. Romanen er dybest set en ganske traditionel whodunnit-fortælling, der er blevet påklistret lidt eventyrligt og eksotisk krydderi i form af futuristisk teknologi og onde kinesere. Zarkon indtager rollen som detektiv i historien, og præcis den type traditionelt opklaringsarbejde virker alt for ordinært til en supergruppe som The Omega Crew.

Carters grundidé for bogen passede dermed ikke åbenlyst ind i seriens koncept, i hvert fald som det tegnede sig i første bind. Samtidig er det tydeligt, at Carter ikke rigtigt har haft tid til at videreudvikle sit persongalleri. Scenerne med Zarkons mænd er i vid udstrækninger gentagelser af scener fra første bind. Vi får de samme mundhuggerier og interne konkurrencer. Vi skal tilmed også igen have introduceret en smuk kvinde, som Zarkons gejle knægte på ny kan kurtisere på pinagtig vis i en nøjagtig gentagelse af det, vi hørte i The Nemesis of Evil.

Paperback, Wildside Press 1999

En bog som Invisible Death skal leve på sit overskud af vanvittige indfald og utrolige, hæsblæsende sammenstød. Det er eksotisk spændingsfiktion tilsat et drys SF, og den opskrift er stærk, men Carter var åbenlyst ikke inspireret, da han skulle fortsætte med sit andet bind. Det hele virker forceret og slapt. Han plagierer sig selv og forsøger krampagtigt at tilføje noget liv ved af uransaglige årsager at introducere to sydstatsbetjente i fortællingen. Bogens Knickerbocker City er en slet skjult omdøbt New York, og hvad de to betjente gør så langt hjemme fra, er et godt spørgsmål og meget søgt. Carter har sig imidlertid en fest med de betjente, der taler med tydelig dialekt og konsekvent er mænd for fladpandede, vittige kommentarer.

Pulpudtrykket i sin rene form kan sjældent smykke sig med de store intellektuelle udfordringer af læseren. Det gælder ikke mindst spændingsgenren, hvis vigtigste formål er kontant underholdningsværdi. Handlingen er det centrale, og vi skal blive revet med af historiens høje tempo og finurlige indfald. Det kan lyde let, men er nok i virkeligheden langt vanskeligere end man skulle tro, og Carter har ikke opfyldt denne eneste præmis med sit andet bind. I stedet for spænding får vi en blodfattig tørvetriller af en krimi. Den spræller lidt og gør krumspring, men er i sidste ende bare bovlam og uinspireret.

Nå, vi må håbe, at det tredje bind i serien er mere interessant.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

2 kommentarer

Filed under Roman

Mary Shelley, Frankenstein (1818): Alene på følelsernes ocean

Paperback, Watermill Press 1980

I forbindelse med et lille projekt, jeg sysler med for tiden, genlæste jeg Mary Shelleys Frankenstein, der næppe behøver nogen nærmere introduktion. Noget egentlig handlingsreferat vil jeg da heller ikke kaste mig ud i. Jeg var rent faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget skulle skrive om romanen på Fra Sortsand, fordi der er skrevet så uendeligt meget om den allerede, men så tænkte jeg, hvad pokker, det er jo det jeg gør her på bloggen – at tygge drøv på noget, som alle andre har tygget til ukendelighed allerede. Derfor skal Frankenstein også have en tur gennem vridemaskinen.

Grundlæggende er jeg ikke synderligt begejstret for Shelleys roman, der gennemsyres af en bornert uskyldighed, som gør selv de mest grusomme optrin i bogen en smule tandløse. Omvendt kan man sige, at hele romanen specifikt udspringer af Shelleys umiddelbare, jeg fristes til at sige intuitive, tilgang til de metafysiske problemstillinger, hun får skrevet frem. Romanen bliver på den led meget personlig, fordi Shelleys til tider lettere dilettantiske greb om sin tekst rent faktisk gør læseren opmærksom på hende selv som den, der fortæller. Det er et interessant træk ved bogen, som bestemt er et nærmere studie værd.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Den ordrige roman, konstrueret over en række af historier i historien, er tydeligvis skrevet under indtryk af gotikkens lange, udflydende fortællinger, men Shelleys bog tager også stiltræk fra melodramaet, der som genre begyndte at blive populær i begyndelsen af 1800-tallet. Som roman betragtet kan man derfor også med fuld ret hævde, at Shelleys bog ikke er et gotisk værk, men noget andet og nyt. Hendes kainsmærkede persongalleri hører imidlertid afgjort gotikken til, men hvor gotikkens inderste væsen er et livtag med fortiden, som tynger sig ind over nutiden og kvæler alt liv, så bevæger Shelleys roman sig et andet sted hen. Her er det ikke fortiden, der er det underliggende motiv, men i stedet menneskets plads i verden, og selve sansningen af verden, som er i centrum.

Idéen om skabelse er, ikke overraskende, helt central for bogen. Victor Frankenstein skaber liv ud af intet, og derved påberåber han sig en rolle i verdens orden, som ikke tilfalder ham. Bogens undertitel er ”The Modern Prometheus”, og det fortæller os noget væsentligt om, hvordan denne ”skabelse” skal forstås. Der er nemlig her tale om et tyveri – Frankenstein stjæler noget fra skaberværket, som ikke er hans. I stedet for, som Prometheus, der må lide fysisk som straf, bliver Frankenstein imidlertid gjort hjemløs i oveført betydning, fordi hans skabning tager al fred fra ham. Syndefaldsmotivet er naturligvis evident i dette. Frankenstein forbryder sig mod Guds lov og udstødes derfor, så han ikke længere kan være en del af den paradisiske lykke, som hans barndomshjem udgør.

Lackington, Hughes, Harding, Mavor & Jones 1818. Romanens 1. udgave

I romanen udspiller der sig flere grufulde scener, som går fra skildringen af den dystre sammensmeltning af videnskab og okkult alkymi i Frankensteins forsøg på at skabe liv, over den morbide omgang med døden og de døde, til væsnets hævn på sin skaber. Alt dette rummer hver for sig særlige anslag, som har haft en kæmpemæssig betydning for skrækfiktionens videre udvikling, men bogens måske mest fundamentale og mest sønderknusende greb er spejlingen af Victor Frankenstein i væsnet, han skaber.

Mens Frankenstein fortaber sig i sin dunkle videnskab, der fjerner ham længere og længere fra livet og kærligheden, vokser ulykken og gruen med tifold, når perspektivet flyttes over på resultatet af hans gerninger. Frankensteins væsen står nemlig fuldstændig alene og afvist i verden – det har ikke nogen guddommelig skaber, ikke nogen metafysisk verdensdommer, der kan retfærdiggøre dets skæbne. Væsnet er et menneske skabt af et menneske i menneskets billede. Dermed er det avbsolut alene, både fysisk og åndeligt, uden noget forløsende samfund.

Paperback, Ignatius Press 2008

Ensomheden træder her frem som et grundlæggende motiv. Ensomheden som ubærlig størrelse løber således som et grundtema igennem romanen. Victor Frankenstein frarøves sin familie og bliver jægeren, der kun har sit bytte som selskab. Det samme gælder væsnet, men det gælder også kaptajn Walton, der møder Frankenstein ude på ishavet, og den fattige familie i hytten, som væsnet belurer. Alle er isolerede og forkastede, uden samfund. Alle har imidlertid også grader af kærlighed, som holder dem oppe. Familien i hytten har hinanden, Victor Frankenstein har mindet om sin familie – den eneste, som står absolut uden noget som helst, er væsnet, der kun har skylden for at være blevet skabt. Det skal jeg vende tilbage til om lidt igen.

Man kan anlægge mange fortolkninger af meningen bag romanen, men jeg mener egentlig, at man ikke behøver være synderligt optaget af at finde subtile tolkninger i Shelleys tekst. Hun forklarer sådan set alt med bogens undertitel, det væsentlige er derimod, hvad hun bruger denne historie til. Den moraliserende fortælling om Frankensteins ugerning er dermed kun Shelleys påskud for at skabe et ganske moderne drama, der indskriver sig i tidens poetiske strømning.

Paaperbacck, Corgi Books 1964

Romanen Frankenstein, med sin relativt banale moralske konflikt, er Shelleys vej ind i en beskrivelse af de emotionelle landskaber, som opstod i digtningen på dette tidspunkt. Da hun skrev første udkast til bogen, var hun som bekendt i Schweiz, og det var ikke noget tilfældigt rejsemål. Netop bjerge var omkring 1800 begyndt at blive selve det poetiske sindbillede på menneskets eksistens. De store stenkolosser og ismasser, der står midt i den voldsomme natur, blev valfartsmål for romantiske sjæle, som oplevede, at de her i bjergene kom i kontakt med noget større – noget sublimt, om man vil. Lord Byrons Childe Harold siger berømt ”To me, high mountains are feeling” i det lange prosadigt Childe Harold’s Pilgrimage, og det er præcis, hvad Shelley også fortæller os i sin roman.

Frankenstein handler om bjerge og bjerglandskaber – store emotionelle giganter, der udtrykker majestætisk ensomhed, isolation og udblik over verden. Richard Strauss vendte i en sen alder tilbage til denne romantiske bjergdigtning med sin voldsomme Eine Alpensinfonie, mens Caspar Friedrich David fangede og udtrykte præcis samme følelse visuelt med sine mange malede variationer over ensomme bjergtoppe, ofte med det lille vejkrucifiks øverst.

Paperback, W. W. Norton & Company 1996

I Nordeuropa og protestantismen kom bjerget og troen til at hænge uløseligt sammen i 1800-tallets digtning, og især i 1800-tallets første del, hvor Mary Shelley netop var del af den intellektuelle kreds, som dyrkede denne naturpoesi. Bjerget er i denne sammenhæng et sted for sansning og følelsesmæssig erkendelse af noget større. Disse bjergdigtere opfattede højderne som noget, der rummede en erfaring af transcendens, og præcis dette er helt afgørende for Shelleys roman. Victor Frankenstein kan opleve og forholde sig til denne transcendens, men hans skabning har ikke samme kontakt. Han er et rent jordisk væsen, som måske nok forstår, at noget større eksisterer for andre, men han er ikke selv del af dette – han hører hverken til hos Gud eller Djævel, men er ene og alene et produkt af Frankensteins hånd. Mere alene kan man ikke være i Mary Shelleys verden.

Det var gennem efterligningen af de digtere hun omgikkes, at Shelley lærte, at den moralske overflade i historien kun er anledningen til det egentlige digteriske ærinde, som må fylde mest og rumme størst emotionel udsagnskraft og sandhed. Frankenstein-romanens natur er således fyldt med længsel og vemod, berusende kraft og frygt, livslede og stormfuld kærlighed. Den er en følelsessymfoni, der forsøger at gribe metafysisk storhed gennem naturoplevelsen. Det prisme, som vi får lov at opleve alt dette igennem, er hendes to hadefulde pilgrimme, skaber og skabning, der farter omkring i ensomhed udlændighed.

Paperback, Tor 1994

Mary Shelley dykkede dybt ned i tidens toner med sin roman, men sandt at sige er hun hverken nogen stor digter eller forfatter, og derfor er hendes poetiske anliggende og tilhørsforhold til præcis ”bjerg-skolen” nok også blevet en smule overset, fordi hun på det punkt udelukkende reproducerer, hvad andre – eksempelvis Byron – har gjort uendeligt meget bedre end hende. Det kan derfor også synes ironisk, at det moralske påskud for bogen har vist sig at være det blivende og det, som har inspireret litteraturen lige siden udgivelsen for 200 år siden. Frankenstein indtager med fuld ret en central rolle i skrækfiktionens historie, men det var næppe den berømmelse, som Shelley selv havde håbet eller drømt om, da hun skrev sin ”gyser” for så længe, længe siden.

Paperback, The Samphire Press 2010

Paperback, Sphere 1976

Paperback, Signet 2000

Paperback, Signet 1965

Paperback, Scholastic Book Services 1967

Paperback, Running Press 1987

Paperback, Pyramid Books 1957

Paperback, Pyramid 1967

Paperback, Puffin Books 1990

Paperback, Puffin 2011

Paperback, Puffin 1994

Paperback, Prohyptikon Publishing 2010

Paperback, Pocket Books 1976

Paperback, Plume 1993

Paperback, Phoenix Pick 2009

Paperback, Penguin 2011

Paperback, Penguin 2006

Paperback, Lion Books 1953

Paperback, HarperPress 2010

Paperback, Dover Publications 2009

Paperback, Dell 1975

Paperback, Dell 1965

Paperback, Cricket House Books 2010

Paperback, Collier Books 1971

Paperback, Collier Books 1961

Paperback, Centipede Press 2007

Paperback, Borders Classics 2006

Paperback, Book Essentials Promotions 1994

Paperback, Bibliolis Books 2010

Paperback, Bedford Books 2000

Paperback, Barnes & Noble Books 2004

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2002

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Bantam Books 1967

Paperback, Bantam 2003

Paperback, Airmont Books 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1994

Hardcover, Turtleback Books 2010

Hardcover, The Vancouver 2004

Hardcover, Sterling Publishing 2007

Hardcover, State Street Press 2002

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Hardcover, Oxford University Press 2010

Hardcover, Harrison Smith and Robert Haas 1934.jpg

Hardcover, Dark Horse Books 2008

Hardcover, Bedford Books 1992

Hardcover, Grosset & Dunlap 1931

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Frank Herbert, The Eyes of Heisenberg (1966): Om perfektionens umulighed

Paperback, New English Library 1976. Fantastiske Ian Miller har illustreret forsiden. Den har ikke meget med handlingen at gøre, men billedet er alligevel helt fantastisk

Paperback, New English Library 1976. Fantastiske Ian Miller har illustreret forsiden. Den har ikke meget med handlingen at gøre, men billedet er alligevel helt fantastisk

Med den velestimerede forfatter Frank Herberts The Eyes of Heisenberg bevæger vi os langt ud i fremtiden. Mindst 80.000 er gået, og alt har forandret sig, om ikke til ukendelighed, så i hvert fald ganske, ganske dramatisk. Verden, som vi kender den, har ophørt med at eksistere, og billedet af fremtidens dystopiske liv er ikke køn læsning. To klasser har udviklet sig; ”Folket” og de såkaldte ”Optimen”. De sidste er genmodificerede, optimale (for at bruge bogens terminologi) mennesker, der takket være en særlig heldig genetisk sammensætning har opnået evigt liv. Resten af befolkningen er også blevet optimeret, men savner den sjældne genetiske sammensætning, der fører til kropslig perfektion.

Hovedparten af jordklodens beboere er sterile, men enkelte individer er i stand til at få børn, og når det sker, er det lægevidenskabens opgave at optimere fosteret genetisk før fødslen for at sikre, at barnet bliver så optimalt som muligt. Drømmen er naturligvis, at man måske kan skabe en ny udødelig Optiman, men det sker så sjældent, at det næsten er blevet en mytisk begivenhed. Ikke overraskende er det klassen af Optimen, der styrer verden, mens de lever i ophøjet isolation fra rosset, der behandler de udødelige som afguder.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Da vi træder ind i historien, er det unge par Harvey og Lizbeth Durant til en fertilitetssamtale hos lægen, der skal justere (’to cut’, som de kaldes i bogen) deres foster. Her må det indskydes, at befrugtningen og graviditeten ikke foregår i moderen, men i dertil indrettede kar. Mand og kvinde leverer derfor kun råvarerne til barnet, lægerne ordner resten. Som gestus er det imidlertid tilladt for folk at se lægerne justere deres kommende barn, og det vælger Liz og Harvey. Det er en udsædvanlig beslutning, som skyldes, at det unge par ikke har helt rent mel i posen. De tilhører nemlig en oprørsk undergrund, der kræver kontrollen over deres børn tilbage fra Optimen-klassen og deres håndgangne læger.

Dermed er vi også kommet på sporet af en væsentlig side af handlingen. Harvey og Liz venter sig nemlig et barn, der med al sandsynlighed er en ny Optiman, og derfor er der pludselig mange interessenter, som melder sig på banen. Tingene tager imidlertid hurtigt fart og det, der begynder med et stille oprør fra parrets side, ender i en borgerkrigslignende situation, hvor folk dør i hobevis. Og så har jeg slet ikke nævnt gruppen af såkaldte Cyborgs, der også blander sig i sagen som tredje part.

En meget ung Frank Herbert (8. oktober 1920 – 11. februar 1986) ved tasterne i 1950'erne

En meget ung Frank Herbert (8. oktober 1920 – 11. februar 1986) ved tasterne i 1950’erne

The Eyes of Heisenberg er på mange måder et ganske tidstypisk værk. Idéerne, Herbert udfolder, forfulgte han efterfølgende mange gange i sine senere arbejder, men som de står her, oser de langt væk af deres tilblivelsestid og de bekymringer, som den fremskridtsorienterede ”rumalder” udløste. Helt grundlæggende for bogen forsøger Herbert at skitsere et samfund, hvor mennesket er blevet fremmedgjort fra sig selv. Individet har fortonet sig til fordel for en dyrkelse af kroppen, hvorved menneske og maskine gradvist har nærmet sig hinanden ganske meget. Man optimerer kroppen ud fra samme funktionsbaserede logik, som man optimerer maskiner, og resultatet er blevet en verden, hvor kropslig perfektion er slutmålet. Desværre aner kun de færreste, hvad de skal stille op med deres perfekte legemer, og den herskende klasse af Optimen bestiller derfor heller ikke andet end at vegetere hen i en stille døs af euforiserende adspredelser og kedsomhed.

Nu er jeg ikke naturvidenskabsmand og må blankt erkende, at jeg aldrig havde hørt om Heisenbergs usikkerhedsprincip, som bogens titel refererer til, før jeg læste Wikipidia-opslaget om dette. For lægfolk som mig betyder Heisenbergs princip (tror jeg), at der altid må påregnes et usikkert eller kaotisk element i alle matematiske forhold. Total sikkerhed findes ikke. Præcis det har Frank Herbert taget op i bogen, der beskriver et samfund i tilsyneladende perfekt, eller sikker, status quo. Samfundet, kulturen, og mennesket er blevet gennemmekaniseret og står nu stille i et kulturelt dødvande. Mens kroppen dyrkes og livet fortsættes, dør menneskene sjæleligt. Det mekaniske, konservative samfund kvæler sig selv i perfektionens utilsigtede, selvdestruktive, åndlige stilstand. En rigtig fascinerende tanke.

Paperback, Berkley Books 1966. Romanens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1966. Romanens 1. udg.

Romanen udkom oprindelig som føljeton i to dele under titlen ”Heisenberg’s Eyes” i magasinet Galaxy, og det episodiske kan ikke fornægtes. Selvom Herbert har bearbejdet teksten noget, før den kom som bog, har den en ujævn karakter og foretager nogle stedvist overraskende stemningsmæssige skift, som givetvis skyldes, at teksten er skrevet løbende, som bladene udkom. Det gør bogen æstetisk svingende, men ikke desto mindre har både de første og sidste kapitler en helt særlig, grum stemning, som er svær ikke at lade sig gribe af.

De første mange sider, der beskriver det unge par hos lægerne, mens deres foster skal justeres, har en brutal kulde over sig, hvor hele det mekaniske, lægevidenskabelige monster af et samfund tårner sig op over læseren. Fremmedgørelsen er fuldstændig og synes helt uden håb. Herbert svælger her i fascistoid kulde og kropsforskrækkelse. Han sætter tingene på spidsen, da det står klart for Liz Durant, at det eneste sted, hun kan skjule sit foster for læger og Optimen, er ved at få det lagt op i livmoderen. En uhyrlig, barbarisk praksis, som Liz må acceptere, hvis barnet skal forblive hendes.

Paperback, Sphere 1968

Paperback, Sphere 1968

I de sidste kapitler må dystopien vige pladsen for den lettere udsyrede konfrontation mellem folket og de få Optimen. Fastlåst i konservativ ækvilibrium og total stilstand viser det sig, at de fine, perfekte legemer, som herskerne har, slet ikke kan holde til folkets uro og kaos. Forsamlingen af Optimen begynder ganske enkelt at falde fra hinanden, da de stilles ansigt til ansigt med den voldsomhed, kreativitet og det engagement, som sammenstødet med folket har udløst i dem.

Her bevæger Herbert sig pludselig over et i metaforisk plan, hvor han cementerer sit synspunkt om, at (kropslig) perfektion aldrig vil kunne eksistere, fordi den kun kan eksistere momentant, før noget har forandret sig, og den perfekte konstellation derved er ødelagt. Optimenklassen har kun kunnet opnå perfektion ved at fryse øjeblikket og foldholde dem i total passivitet. Derved er de blevet uforanderlige, men samtidig mistede de deres individualitet eller hele deres væsen om man vil.

Paperback, Berkley Books 1972

Paperback, Berkley Books 1972

Der var revolution i luften i ’66, da Frank Herbert skrev fortællingen, og der er revolution i luften, da fremtidens folk rejser sig mod den herskende klasse. Bogen kunne derfor let opfattes som bredside mod en konservativ forældregeneration, der ikke forstår sig på ungdomsoprør og deres råb om medindflydelse, demokrati og social retfærdighed. Det kan sikkert også være meget rigtigt, men så skrev Herbert om rørelser, han så fra sidelinjen uden selv at være del af de unges oprør. Han var 46 på det tidspunkt og dermed absolut ikke en af de unge. Herbert sigtede snarere, under indtryk af sin samtid, efter at skildre langt større tendenser.

Herberts kritik af en vestlig kultur, der konstant arbejder for at optimere sig selv både teknologisk og kropsligt, er dybtfølt og fortsat relevant.  Bogen rejser i hvert fald spørgsmålet om, hvad vi egentlig jagter? Hvilke værdier vi forventer at finde, der hvor fremskridtets regnebue ender? Herbert giver os skam også svaret: Intet. Der ligger intet derude, bag perfektionens mållinje. Kun stilstand og stagnation. Men ikke nok med det: Hvis perfektionen skal gennemføres, kræver det, ifølge Herbert, uoverskuelige sociale og demokratiske ofre.

Paperback, Sphere 1973

Paperback, Sphere 1973

Skal vi tage Frank Herberts advarsel for pålydende, er spørgsmålet desværre om vi i det hele taget er i stand til at styre uden om den udvikling eller om, vi med deterministisk sikkerhed har indrettet os sådan, at samfundet kun kan følge de spor, som her beskrives?

Ren kulturpessimist er Herbert dog ikke, for folket rejser sig jo mod systemet; det er jo det hele bogen handler om. Der med andre ord håb forude, men hold op, hvor bliver det sort, før det vender igen.

Godt det først sker om 80.000 år!

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, New English Library 1983

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Tor 2002

Paperback, Tor 2002

Galaxy, juni 1966. Magasinet hvor første del af historien udkom

Galaxy, juni 1966. Magasinet hvor første del af historien udkom

Galaxy, august 1966. Bladet med anden og sidste del af historien

Galaxy, august 1966. Bladet med anden og sidste del af historien

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Anders Bodelsen, Frysepunktet (1969): Frit fald gennem fremtiden

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Jeg er ret glad for Anders Bodelsen, navnlig hans noveller. Rama Sama fra 1967 er eksempelvis en helt fremragende bog, der til fulde viser spændvidden i forfatterskabet. Et forfatterskab, der i de bedste af bøgerne rent sprogligt når meget med kun ganske få armbevægelser. Der, hvor Bodelsen er bedst, rammer han nemlig en form for stille hverdagspoesi, der står ganske stærkt. Han har en sjælden evne til at udpege stemningsmæssige brændpunkter i helt ordinære situationer og skabe drama i det små. Han fanger formiddagssolen i køkkenet, mens der drikkes kaffe, han fanger smagen af kold øl under frokosten og alle mulige andre genkendelige øjeblikke, som Bodelsen formår at løfte fra det trivielle til noget rammende og potent. At Bodelsens prosa også er formidable tidsbilleder på et Danmark af i går, gør det sådan set bare mere interessant for den kulturhistoriskinteresserede læser.

Frysepunktet skiller sig ud fra Anders Bodelsens vanlige græsgange ved at være en ubehagelig fremtidsfortælling, der tegner et dunkelt billede af den kurs velfærdsstaten, ifølge Bodelsen, har stukket ud for sig selv.  Handlingen åbner i 1973, hvor vi møder Bruno, der er redaktør ved et ugeblad. Bruno har ansvaret for bladets føljetoner og lever ellers et sorgløst ungekarleliv. Lige indtil han en dag får konstateret en uhelbredelig kræft. Lægen, Dr. Ackerman, giver imidlertid Bruno et tilbud. I stedet for at lade sig behandle med medicin, der med sikkerhed ikke vil virke, kan Bruno indgå som forsøgsperson i en ny procedure. På hospitalet har man udviklet en teknik til nedfrysning af patienter, der så kan vækkes fra deres dvale, når man har fundet en behandling for deres lidelser. Bruno tøver, fordi han netop har mødt balletdanserinden Jenny, og faktisk er blevet en smule forelsket i hende. Til sidst accepterer han dog, og dermed falder Bruno ud af tiden for første gang.

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Da han vækkes er året 1995, og kræften i Brunos krop helbredt. Men der er sket mere end det. Lægerne har foretaget forbedringer på hans krop, og det bliver også hurtigt klart for Bruno, at muligheden for nedfrysning og genopvækning af mennesker har haft store konsekvenser for samfundet. Det samfund, Bruno møder, er forandret i sin grundvold, fordi jagten på det evige liv synes nærmere målet end nogensinde. Alt er blevet sat ind på at bekæmpe døden, og voldsomme kløfter er opstået mellem dem, der har adgang til den livsforlængende teknologi og dem der ikke har.

Bruno har svært ved at falde til i det nye liv og savner Jenny. Han finder imidlertid ud af, at hun også blev frosset ned, efter en rygskade stoppede hendes karriere som danserinde. Bruno beslutter derfor at lade sig fryse ned igen, så han kan vækkes, når Jenny vågner. Han kommer dermed atter i dvale og vækkes, da han kan genforenes med sin kæreste i 2022. Under genforeningen viser det sig desværre, at alt ikke er, som han havde håbet, og snart kommer Bruno i dvale igen, og sådan fortsætter hans rejse ud i en stadigt mere bizar fremtid.

Der er noget mareridtsagtigt over Bodelsens vision. Bruno stiller sig uden for tidens gang og mister for hver dvale mere kontakt med virkeligheden. Verden, som han kender, den forandres til stadighed og alt Bruno satte pris på i sit gamle liv synes uigenkaldeligt tabt. Men der er sådan set heller ikke plads til Bruno i de samfund, han vækkes til live i. Han forstår ikke kulturen og dårlig nok sproget. Så selvom han genkender brudstykker af verden og sit gamle liv, er alt vredet ud af form i en paradoksal, sygelig jagt på sundhed.

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Frysepunktet er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden.

Romanen er ganske hurtigt læst og giver kun korte glimt af fremtiden, og vi slipper derfor for ligegyldig ’world building’, som det populært kaldes for tiden. Heldigvis holder Bodelsen også selve det teknologiske aspekt af nedfrysningen på et metaforisk plan, så det kun danner klangbund for beskrivelserne af Brunos stigende frygt og livstræthed. Det er nemlig uden tvivl Brunos mentale forfald, der er romanens egentlig omdrejningspunkt.

Bruno forbliver dermed det eneste faste holdepunkt i en fortælling, hvis rum og tid forandres side for side. Han står tilbage som et skrøbeligt anker i en verden i opløsning. Men dermed ikke sagt, at Bruno bevarer fatningen. For præcis som samfundet bukker under for kampen om evig ungdom, sygner Bruno hen i sin modstand. Hans krop begynder, nedfrysning for nedfrysning, at smuldre og må erstattes med syntetiske udbedringer. Stykvis mister Bruno sig selv, og langsomt står det klart for ham, at han har mistet sig selv. Den erkendelse har flere af romanens tilbagevendende karakterer også gjort, selvom de formentlig næppe ville indrømme det. Det at lade sig nedfryse bliver dermed en flugt fra ansvar og virkeligheden. Det er lettere at lade sig fryse ned og sove fra bekymringer end at møde dem og tage stilling til verden.

Paperback, Gyldendal 1970

Paperback, Gyldendal 1970

Frysepunktet er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen.

Bruno, der har ernæret sig som skønlitterær redaktør, fornemmer straks, hvordan kreativiteten er forsvundet som første offer for lægevidenskabens regime. Der er ikke plads til overflødige tanker i fremtiden, fordi al energi rettes mod at dyrke kroppen. Bodelsens dystopiske verden bliver med andre ord en form for helse-fascistisk samfund, som stilistisk vækker mindelser om en moderniseret udgave af Orwells skrækbillede på fremtiden.

Frysepunktet står først og fremmest som en fejring af de bløde værdier og det uvægerlige forfalds naturlige kvaliteter. Som jeg skrev i begyndelsen, finder Bodelsen meget af sit poetiske stof i hverdagens situationer, og det er her, han henter metaforisk gods til at skildre sine fortællinger om mennesker, der ofte kommer på kant med deres omgivelser, fordi de drømmer om et andet liv, end det de har. At han netop følte sig kaldet til at advare sin samtid om faren ved at give los og ofre fantasien på rationalitetens alter, er derfor heller ikke så sært. Og jeg kan i hvert fald kun tilslutte Bodelsens pointe.

 

4 kommentarer

Filed under Roman

August Derleth, Harrigan’s File (1975): Letbenet og blodfattig SF

Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel - den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode

Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel – den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode

I en årrække mellem 1952 og ’65 skrev August Derleth en stribe korte SF-fortællinger, der markerer et afbræk fra hans vanlige grusel- og krimihistorier. Derleth var aldrig sen til at se mulighederne for et lukrativt marked, og SF-genrens stigende popularitet i 50’erne har uden tvivl ansporet ham til at skrive novellerne.

Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at Derleth til en vis grad var på udebane, da han kastede sig over SF-genren. Han havde redigeret SF og læst en masse af sine forfatterkollegers historier, men egentlige, selvstændige bidrag til genren var der ikke blevet nogen af. Faktisk kan man ganske paradoksalt spore en form for modstand imod selve genren i hans noveller.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

På den ene side tumler Derleth ganske ukritisk ind i alle tidens klichéer og plots, men på den anden side er historierne skrevet skævt ind på tidens typiske science fiction og fordrejer derved de velkendte temaers fokus. Derleth kommer på den led bevidst (eller ubevidst) til at bøje genren og skabe sig et selvstændigt greb om de velkendte motiver. Alt det har man mulighed for at opleve i antologien Harrigan’s File, som Arkham House udsendte i 1975.

Alle Derleths science fiction-noveller er bygget op omkring journalisten Tex Harrigan, en hårdkogt skeptiker med smag for det kuriøse. I historierne er Harrigan en erfaren herre, der kan se tilbage på en lang karriere i pressebranchen. Han har arbejdet på et utal af aviser og mødt en lind strøm af sære eksistenser. De særeste har han samlet i et arkiv over ”besynderlige personer”, og det er disse personager, som novellerne handler om.

August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)

Konceptet for alle Harrigan-historierne er stort set ens, og de begynder da også mere eller mindre på samme måde. Harrigan sidder på en bar et sted i USA og drikker med en kollega eller ven. Snakken falder på et eller andet emne, hvorefter Harrigan udbryder: ”Det minder mig om dengang…”. Vennen svarer: ”Det kender jeg ikke noget til…” Og så fortæller Harrigan ellers sin historie.

Typisk får Tex Harrigan sig rodet ind i historierne, fordi han er blevet sendt ud for at lave et interview med en gal opfinder af en art. Harrigan er, som sagt, ekstremt skeptisk anlagt og tvivler derfor altid på opfinderen, men gang på gang har de gale opfindere gjort det umulige og opfundet videnskabelige sensationer. Desværre går det altid galt, maskinerne vender sig imod opfinderen eller forsvinder, før verden får øjnene op for miraklet. Ganske ironisk er det eneste vidne til de store opfindelser således som regel Tex Harrigan, der ikke har megen tiltro til de skøre opfinderes evner.

Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen "McIlvaine's Star"

Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen “McIlvaine’s Star”

Tematisk kommer vi rundt om lidt af hvert i bogen. I “Invaders from the Microcosm” har en opfinder opdaget, at mikroskopiske fremmede væsner fra verdensrummet har indledt en invasion af Jorden i hans baghave. I en anden, “The Mechanical House”, har en excentrisk rigmand skabt et fuldt mekanisk hus, der kan varetage alle tænkelige funktioner. Det lyder genialt, men problemerne hober sig hurtigt op for den uheldige videnskabsmand. Man kunne også trække “By Rocket to the Moon” frem. Her tager en mand til månen i en raket, men ser sig ude af stand til at bevise sin bedrift og ender med at blive indlagt som galning.

Faktisk er stort set alle historierne mere eller mindre ens i opbygning og indhold. Kun “A Corner for Lucia” skiller sig for alvor ud ved i langt højere grad at ligne en klassisk ”weird tale”. Her kommer en kvinde, Lucia, uforvarende til at træde ind i en anden dimension. Historien er rigtig fin og rummer nogle sære elementer, som grænser til gys. Man fornemmer, at Derleth her er i sit rette element, og måske var historien i virkeligheden oprindelig tænkt til noget helt andet, før den blev brugt i Harrrigans univers.

Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine "A Corner for Lucia" trykt

Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine “A Corner for Lucia” trykt

Hovedparten af bogens noveller er bygget op omkring den klassiske pulpede afsløring til sidst, hvor Tex må genoverveje, om der muligvis alligevel var mere i sagen, end man umiddelbart skulle tro. Som læsere er vi imidlertid aldrig i tvivl, fordi Derleth konsekvent lægger en lille passage ind i alle novellerne, hvor vi i stedet for at få historien fortalt gennem Harrigan, følger den pågældende videnskabsmand eller opfinder, som novellen handler om. Derleth opnår to ting med det greb: På den ene side knyttes alle novellens tråde sammen for læseren, og på den anden side kan Harrigans snusfornuftige skepsis gang på gang blive udstillet som blindhed.

Man kan så spørge sig, om der er en overordnet tematik, der går igen i novellerne; det vil jeg mene. De er skrevet i en så tæt rækkefølge, at Derleth helt naturligt forfulgte den samme tankerække i historierne. Novellerne forholder sig stort set alle til videnskabens muligheder, men holder den faktiske videnskab ude i armslængde. Tilgangen til naturvidenskaberne er med andre ord ganske blød, om man vil, men kredser alligevel om emnet. Novellerne forstås da også bedst som en advarsel, hvor Derleth lufter en solid skepsis overfor jagten på mere komfort og materiel velstand.

Spaceway, april 1954, med novellen "The Remarkable Dingdong"

Spaceway, april 1954, med novellen “The Remarkable Dingdong”

Derleth lader os nemlig gennem sine noveller forstå, at fremskridtet ikke nødvendigvis vil føre til forbedringer. Fremskridtet fører os ud i ubekendt terræn, der kan vise sig at give alvorligt bagslag med fatale følger, hvilket bogens videnskabsmænd gang på gang må sande.

Men Derleth siger samtidig, at det er mindst lige så farligt, hvis ikke farligere, at gøre som Tex Harrigan og vende det blinde øje til naturvidenskaben. Derleths budskab er således at holde et vågent øje med det videnskabelige arbejde, der udføres, fordi de gode intentioner pludselig kan ramme os som en boomerang i nakken. Pointen er måske hverken overraskende eller original, men ikke desto mindre sympatisk.

Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte "Invaders from the Microcosm" første gang

Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte “Invaders from the Microcosm” første gang

Det er let at se, hvordan landdrengen August Derleth, der elskede sit stille Wisconsin, med skepsis oplevede 50’ernes enorme teknologiske forandringer i forhold til øget effektivitet og bekvemmelighed. Heldigvis formår han at udtrykke sin bekymring gennem mild samtidssatire uden at forfalde til den tungsindige modernitetskritik, som ellers kan påtræffes blandt flere af Derleths jævnaldrende genreforfattere.

Det er naturligvis rart, at Arkham House samlede alle Tex Harrigan-novellerne i et bind, men som samling fungerer de dårligt. Teksternes skabelon-agtige opbygning og gentagelser gør bogen til en fornøjelig, men blodfattig oplevelse.

Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen "The Maugham Obsession" blev bragt første gang

Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen “The Maugham Obsession” blev bragt første gang

Derleths kreative overskud fandt ikke vej ind i Tex Harrigan-historierne, der vel bedst kan beskrives som metervare. Det er tyndbenet fiktion, skrevet uden synderlig kærlighed til teksten eller genren og repræsenterer noget af Derleths svagere litteratur. Dermed ikke sagt, at det er kedeligt eller dårligt, langt fra. Tex Harrigan skal bare indtages i små doser, alt andet fører til litterær forstoppelse.

 

Novellerne:

“McIlvaine’s Star”

“A Corner for Lucia”

“Invaders from the Microcosm”

“Mary VII”

“The Other Side of the Wall”

“An Eye for History”

“The Maugham Obsession”

“A Traveler in Time”

“The Detective and the Senator”

“Protoplasma”

“The Mechanical House”

“By Rocket to the Moon”

“The Man Who Rode the Saucer”

“Ferguson’s Capsules”

“The Penfield Misadventure”

“The Remarkable Dingdong”

“The Martian Artifact”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling