Tag Archives: Galninge

Robert Louis Stevenson, Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886): Den bedste skrækkomedie

Paperback, Penguin Books 2002

Der er skrevet ufatteligt meget om Robert Louis Stevensons kortroman Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, og det er vel egentlig også ganske rimeligt, for fortællingen blev et af de vigtige punktfundamenter i konstruktionen af den moderne skrækfiktion. Fortællingen er tilmed, trods sin bedagede form, fortsat et stykke levende fiktion, der i kraft af sine psykologiske indsigter og Stevensons underspillede, skarpe vid  leverer en prosa, der afgjort taler til læseren i dag.

Romanen blev da også en sensation i samtiden – berømt og berygtet for sit grufulde indhold, og alle kender anekdoten om, at første udgave af manuskriptet blev brændt, fordi Stevensons kone fandt det alt for skrækindjagende. Det er den slags stof, som legender finder grobund i, og bogen har da også efterfølgende antaget en næsten mytologisk størrelse i gysergenren på linje med Dracula (1897) og Frankenstein (1818). I Danse Macabre har Stephen King ganske klogt udpeget Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, som et af de tematiske hjørner i hans gennemgang af gysets anatomi. Han sidestiller her varulvefortællingen med Stevensons historie om den gode Dr. Jekyll, der takket være et sælsomt serum forvandler sig til den dyriske Mr. Hyde.

Robert Louis Balfour Stevenson (13 November 1850 – 3 December 1894)

Fortællingen er kendt af alle, og jeg skal derfor ikke gå længere ind i handlingen. I stedet vil jeg gerne pege på et par ting i romanens struktur, som måske er blevet lidt overset, fordi man har fokuseret analysen af romanen på dobbeltgængermotivet, der er så fremtrædende i romantikkens kunst og litteratur.

Spejlingen mellem Hyde og Jekyll har da også nøje paralleller i andre skræmmende fortællinger, men modsat historier som eksempelvis Wildes ” The Picture of Dorian Gray” (1890) eller H. C. Andersens ”Skyggen” (1847), sker der som bekendt ikke en spaltning mellem Jekyll og hans indre dæmoner. I stedet transformeres Jekyll til Hyde. Det gør en forskel, og det er også derfor, at King overbevisende kan rulle varulvemyten frem.

Paperback, Longmans, Green and Co. 1886. Romanens 1. udgave

Men ved nærmere eftertanke er parallellen alligevel ikke helt overbevisende, for vi har måske en tendens til at overdrive Hydes ondskab og dyriske natur. Sagen er nemlig den, at før han begår det mord, der er kronen på Hydes depraverede geringer, har hans største synd været af seksuel eller hedonistisk karakter. Det antydes løbende, at Hyde lever et stærkt udsvævende natteliv, og det er denne hæmningsløshed og amoralske opførsel, der slider hans krop og moralske kompas op.

Valulven beskriver en forvandling fra menneske til dyr, og med dyrets form kommer rovdyrets appetit på kød og blod. Der er Hyde bestemt ikke. Det ville uden tvivl være endt galt for Hyde før eller siden, men man kan faktisk mene, at Hydes største problem er det omkringliggende, borgerlige samfund – altså Jekylls verden – der ikke vil lade den stærkt usympatiske Hyde være i fred. Samfundet presser med andre ord Hyde, der ikke vil indordne sig, og derfor ender historien i en tragedie.

Paperback, Charles Scribner’s Sons 1886

Set i det perspektiv bliver varulve-analogien ganske overfladisk og måske endda misvisende, til trods for den umiddelbare lighed. Jeg vil nemlig også mene, at varulvetanken til en vis grad skygger for bogens anliggende som satirisk, social kommentar. For der kan ikke være nogen tvivl om, at Stevensons journalistiske pen er fyldt med satire, og netop humoren i Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde bliver meget ofte overset, fordi bogens anliggende i bund og grund slet ikke er morsomt.

Man behøver imidlertid ikke læse sig mange sider ind i romanen, før vi får indtryk af de små, ironiske bidder, som Stevenson har strøet med let hånd ud over hele teksten. Richard Enfield, den første figur, vi hører om i fortællingen, dulmer således sin appetit på livet med gin derhjemme. Gin var arbejderklassens foretrukne rusmiddel – en billig sprut, der blev opfattet som synonym for hæmningsløs druk i tidens aviser.

Paperback, Royce Publishers 1945

Den moralske Enfield undertrykker således sin lyst til god vin og mad med stærk sprut af den værste slags. Senere, da vi får beskrevet, hvordan Enfeild og hans gode ven Utterson traver gennem et aftenøde London og stopper foran en frønnet dør, hører vi, at hele kvarteret de opholder dem i ”… was all as empty as a church”. Jo-jo, her får Stevenson igen spiddet de gudsfrygtige moralister, der åbenbart har bedre ting at tage sig til end at være i de kirker, hvorfra de henter deres moralske skyts.

Når man læser Stevensons roman, må man altså være opmærksom på de mange små henvisninger og antydninger, som han har lagt ind i teksten. Små provokationer, der kan fremstå ligegyldige i dag, men som for læseren i 1886 har været stærkt provokerende, hvis ikke flabede udsagn, til den borgerlige kultur. Og her mener jeg faktisk, at vi som læsere står overfor en udfordring i forståelsen af værkets oprindeluge virkning. Stevensons provokationer bidder nemlig ikke på os længere, og hans spydigheder går næsten hen over hovederne på os.

Paperback, Airmont Books 1964

En del af den chokværdi og uro, som bogen udløste på udgivelsestidspunktet, er dermed faldet bort. Og det var jo netop her, i dens udfordring af samfundet, at kimen til dens renommé som forargeligt og skræmmende værk lå. Som den dimension gradvist har fortonet sig i takt med samfundsudviklingen, er det naturligt, at Hyde står lidt ensomt tilbage som ”varulven”, der kæmper med egne drifter. Helt så enkelt var det bare ikke i 1886, hvorfor romanen altså indeholder en hel del mere komplekse relationer mellem tekst og samfund, end vi måske opfanger i dag.

Og den største ironiske pointe ligger naturligvis i det forhold, at alle i romanen er enige om, at Hyde er et frygteligt monster og Jekyll en anstændig mand, der lod sig lede på afveje, forført af videnskabens sirenesang. Nøjagtig dette er endnu et tilbagevendende tema i tiden, hvor videnskabens med skepsis kan sammenlignes med okkult aktivitet, som en form for diabolsk alkymi og dermed bestemt ikke noget, som en anstændig kristen burde beskæftige sig med.

Hardcover, J. M. Dent & E. P. Dutton 1925

Der er næppe nogen tvivl om, at Stevenson tog afstand fra Hyde, men hans bog er samtidig en satirisk udpensling af den pointe, at alle har en indre Hyde, der venter på at bruse frem. Alle bør kæmpe imod dette indre bæst, som i virkeligheden er en del af det at være menneske. Den store synd, som Stevenson portrætterer det, er dermed ikke det indre udyr, men det forhold, at man forsøger at fornægte dets eksistens i os alle. Ingen er rene eller uden et slumrende udyr; hverken de ludere og godtfolk, som Hyde frekventerer, eller de moralsk forargede bedsteborgere, som med gru er vidner til Jekylls fald.

Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde er en vigtig litteraturhistorisk fortælling for gyset, men den er måske også en af de bedste eller mest vellykkede eksempler på en sammensmeltning af gys og humor. Stevenson har således mesterligt tilrettelagt sin roman, så det letbenede gradvist transformeres over i det alvorlige og slutter med mordet, som bestemt ikke er for sjov. Den øvelse har kun meget, meget få efterfølgende mestret, men måske skyldes det først og fremmest, at skræktraditionen hurtigt udviklede sig et sted hen, hvor det subtile og underspillede ikke rigtigt længere stod i høj kurs.

Paperback, Vintage Books 1991

Paperback, University of Nebraska Press 1998

Paperback, Trident Press International 2001

Paperback, Trans-Atlantic Publications 1995

Paperback, Tor 1990

Paperback, Signet 1994

Paperback, Scholastic Book Services 1963

Paperback, Scholastic 1991

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Pocket Books 1941

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Pendulum Press 1991

Paperback, Pearson Education 2000

Paperback, Oxford University Press 2000

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Magnum Books 1968

Paperback, Laurel-Leaf 1966

Paperback, J. M. Dent 1996

Paperback, J. M. Dent 1992

Paperback, Dover Publications 1991

Paperback, Dalmatian Press 2002

Paperback, Copley Publishing Group 2000

Paperback, Andor Publishing Company 1976

Paperback, Puffin 1997

Paperback, Oxford University Press 1998

Paperback, Oxford University Press 1992

Hardcover, Viking 2000

Hardcover, Perfection Learning Prebound 1982

Hardcover, Perfection Learning Prebound 1982

Hardcover, P. Noordhoff 1954

Hardcover, Könemann 1996

Hardcover, Amereon 1978

4 kommentarer

Filed under Roman

John Fowles, The Collector (1963): Det forkvaklede sinds grusomhed

Paperback, Dell 1980

Paperback, Dell 1980. Navnet på den fine forsides skaber er desværre ikke oplyst

Mine damer og herrer, nu skal vi snakke lidt om et mesterværk. Jeg har en kæmpe svaghed for John Fowles, ikke mindst takket være hans formidabelt fascinerende og grusomme debutroman The Collector fra 1963. En roman, der ligger i grænselandet mellem socialrealisme, krimi og psykologisk gyser. Bogen er blevet læst og kommenteret i lange baner, og den har inspireret til talrige imitationer, hvoraf ikke mindst Stephen Kings Misery må regnes som prominent eksempel.

I bogen følger vi den sky kontoransatte Frederick Clegg; en ung mand, der indtil for nylig har levet sammen med sine to ældre tanter. Hans store passion er sommerfugle, som han samler med pertentlig ildhu. Clegg har det svært med det modsatte køn, men ikke desto mindre er han blevet dybt forelsket i den smukke studine Miranda Grey, som han aldrig har udvekslet eneste et ord med. I stedet har Clegg spioneret på Miranda og forfulgt hende på hendes færden gennem Londons forstæder. Gradvist begynder han imidlertid at fostre en plan, der kulminerer, da Clegg kidnapper Miranda og indespærrer hende i sin kælder. Det bliver begyndelsen på et modbydeligt kammerspil, en slidsom magtkamp mellem fange og vogter, der ender i dybeste tragedie og gru.

Paperback, Dell 1980

Paperback, Dell 1980

Alene bogens grundlæggende handling kunne være nok til en nervepirrende thriller, men Fowles gør her et mesterligt træk, der løfter det hele yderligere. Først fortæller han nemlig historien fra Cleggs synspunkt. Vi hører om hans uskyldige forelskelse og det voksende begær, kidnapningen og de lange verbale og fysiske kampe med Miranda, da hun først er indfanget. Hele det tragiske forløb gennemspilles, og da det er overstået, starter Fowles forfra. Denne gang fortælles historien fra Mirandas blik, vel at mærke uden at det betyder nævneværdige gentagelser. Snarere er der tale om to vidt forskellige beretninger, hvor vi i den første er inde i Clegg og iagttager Miranda, mens vi i den anden del er inde i Miranda og iagttager Clegg. Symmetrien i dette er ekstremt spændende og psykologisk udfoldet ganske, ganske flot.

Verdener tørner sammen i de to forskellige versioner af historien, fordi vi først er vidner til Cleggs naive, selvretfærdige og selvbedrageriske beretning. En beretning, hvor alt sker nærmest tilfældigt, og Clegg iscenesætter sig selv som en anstændig, retskaffen mand, der ikke gør noget forkert. Han vil bare i al stilfærdighed have tid til at snakke med Miranda, før han slipper hende løs igen. Det lykkes næsten, men også kun næsten, for Clegg at lulle os ind i en form for sympati. Han er jo en trist skæbne, et offer, der behøver hjælp. Det er imidlertid først, da vi får Mirandas beretning, at vi forstår dæmonien bag Cleggs handling. Her fremstår han nemlig pludselig som apatisk monster blottet for den aura af barnagtig uskyld, han selv får manet frem.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

Her må det understreges, at John Fowles tegner et finmasket portræt af både Clegg og Miranda, der navnlig, hvad Cleggs motiver angår, er udført med isnende akkuratesse. Som nævnt er Clegg sommerfuglesamler, og parallellen mellem Miranda og de smukke insekter, han fanger og gemmer, er åbenlys, men der stikker mere under. Det handler nemlig om magt og kontrol. Miranda bruger det første lange stykke tid af sit fangenskab på at overveje, hvornår han voldtager hende.

Men Clegg lægger ikke hånd på Miranda, faktisk er det Miranda, der forsøger at forføre Clegg i håb om, at sex vil købe hende fri. Her træder hun imidlertid over stregen, for Clegg er impotent, og dermed er vi ved sagens kerne. Uden at kunne udleve sine drifter er Clegg den evige beskuer, og øjet vil gradvist have mere. Hans voyeurisme eskalerer med ubehagelig hast, og han begynder at tage erotiske billeder af Miranda. Samlejet, de aldrig har, fylder med andre ord mere og mere mellem de to.

Hardcover, Little Brown 1963. Bogens 1. udg.

Hardcover, Little Brown 1963. Bogens 1. udg.

Forholdet mellem Clegg og Miranda bliver derfor hurtigt kompliceret. Indledningsvist har Miranda relativt stort spillerum i kælderen. Clegg føjer sig for hendes behov, men stille og roligt får han sadistisk smag for sin magt og dominans. Men uanset hvor meget Clegg tyranniserer Miranda, forbliver han hende underlegen. Han knækker hende aldrig, selvom hun er tæt på at bryde sammen. Mirandas ukuelighed får naturligvis Clegg til at overveje, hvordan hele historien skal afsluttes.

Skæbnen kommer ham imidlertid til undsætning i en skelsættende situation, hvor Cleggs karakter for alvor kommer frem. I stedet for at stå ved sine handlinger stikker han halen mellem benene og lader sit gidsel krepere ynkeligt nede i kælderen i en hjerteskærende, dybt forstyrrende passage. Et endeligt maskefald, hvor mennesket Clegg står blottet i al sin frastødende mangelfuldhed.

Hardcover, The Reprint Society 1964

Hardcover, The Reprint Society 1964

The Collector handler om magtrelationer, den handler om fremmedgørelse og sociale kompetencer. Miranda er pigen, der har alt. Hun er smuk, veluddannet og kunstnerisk. Clegg er middelmådigt begavet og født uden ambitioner eller visioner. De tilhører begge middelklassen, den ene fra den øvre ende (Miranda), den anden fra den nedre (Clegg), og takket være deres social arv har de forvaltet livets muligheder vidt forskelligt. Meget af gruen i bogen opstår, fordi Clegg er så uendeligt ordinær, at han kunne være din nabo, fætter eller måske endda dig selv(!), og gruen opstår, fordi Cleggs blinde kærlighed lynhurtigt bliver til bitter jalousi over alt, det han ikke har, alt det han ikke forstår og alt det, Miranda repræsenterer.

Samtidig er det vigtigt at notere sig, at Miranda måske nok er et offer, men uden for kælderens groteske regime er det Miranda, der regerer. Rent faktisk er hun både bedrevidende og arrogant, og jo mere hun forstår Cleggs apatiske liv, jo mere foragter hun ikke bare ham, men hele den åndsløse, småborgerlige verden, han repræsenterer. Og sagen er den, at havde Clegg ikke tvunget sig adgang til Miranda, havde hun aldrig værdiget ham et sekund af sin tid, til trods for de floromvundne humanistiske idealer om respekt og sympati, som hun prædiker over for Clegg, mens tid er.

Paperback, Dell 1964

Paperback, Dell 1964

Ganske typisk for Miranda-karakteren går hun også til Shakespeare, da hun skal karakterisere Clegg, som Miranda identificere med den tyranniske kæmpe Caliban fra stykket The Tempest, hvorfra hendes eget navn også er hentet. Clegg aner naturligvis ikke noget om Caliban og Shakespeare. Øgenavnets brod går derfor hen over hovedet på ham. Mere dystert er det, at Miranda selv identificerer sig med Sheherezade fra Tusind og Én Nat, der førte samme mundtlige kamp for at overleve. Som Sheherezade fortæller og spørger Miranda nemlig alt, hvad tøjler og remmer kan holde i håb om at holde Cleggs interesse fanget. Det viser sig imidlertid at være forgæves, for Cleggs afmagt gør ham ondere og ondere, fordi han ikke kan overskue konsekvenserne af det, han har startet.

Paperback, Dell 1965

Paperback, Dell 1965

Tryk avler modtryk, siger man, og det har John Fowles gjort til en maksime for hele bogen. The Collector er en lang serie af sociale tryk, der påvirker de to hovedpersoner og driver deres handlinger frem. Det er eminent udtænkt og udført med en serie af subtile lag, der stikker dybt under den umiddelbare handling i den skidne rædselskælder, hvor Miranda langsomt drukner. Bogen er et studie i underhundens hævn, om undermålerens storhedsvanvid, om intellektuel arrogance og den ugengældte kærligheds pinefulde smerte. Det er romanen om et håbløst menneskeligt styrt, et diabolsk syndefald.

Gør dig selv en tjeneste og tag et kig ned i Frederick Cleggs kælder; du vil sikkert ikke kunne lide, hvad du ser, men hold fast hvor er bogen om Clegg og Miranda formidabel.

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

 

Paperback, HarperCollins 1976

Paperback, HarperCollins 1976

Paperback, Picador Books 1989

Paperback, Picador Books 1989

Paperback, Back Bay Books 1997

Paperback, Back Bay Books 1997

Paperback, Vintage Book 2004

Paperback, Vintage Book 2004

 

1 kommentar

Filed under Roman

Øksen: Et brutalt outsider-motiv

Paperback, Sphere 1978

Paperback, Sphere 1978

I sidste uge gjorde Jack Jensen mig opmærksom på en interessant tråd på Uncuts forum. Her så jeg forsiden til Frits Remars Øksen og blev inspireret til at skrive om øksen som motiv. Et emne jeg faktisk har tænkt lidt over i nogen tid uden at få gjort mere ved det.

Øksen er interessant, fordi den så at sige overtrumfer konventionelle mordvåben som knive og pistoler. Den fungerer som voldskatalysator og signalerer en særlig grad af brutalitet. I sig selv er det ikke noget nyt. I tidlig middelalderlig ikonografi er hedningen ikke sjældent afbilledet med økser, når de kæmper mod kristne stridsmænd. De kristne er naturligvis udstyret med sværd, der på den led bliver det civiliserede eller socialt acceptable mordvåben. Det samme kan man notere sig, når vi ser på fremstillinger af helgenernes martyrier, hvor partering med økse ligeledes er et populært element. Øksen er med andre ord billedet på noget særlig diabolsk og uanstændigt. Noget ”den anden” bruger.

Paperback, Winther 1973

Paperback, Winther 1973

Sværdets ikonografiske betydning i middelalderen kan meget vel sammenlignes med kniven eller pistolen i den moderne litteratur – altså med andre ord legitime våben. Det vil sige, at mordet som handling naturligvis er grufuldt, men der føjes en særlig grad af uhygge til drabet, når det begås med noget ukonventionelt.

Complete Detective Novel Magazine, juli 1931

Complete Detective Novel Magazine, juli 1931

Man kan da også notere sig, at øksen som sådan ikke optræder ret hyppigt i ældre genresammenhænge, fordi den ganske enkelt var et for voldsomt element. Det er først i løbet af 60’ernes sidste del, at øksen for alvor begynder at vinde indpas som mordinstrument på forside.

Paperback, Tor Books 1987

Paperback, Tor Books 1987

Man kan få et interessant indblik i øksens kulturelle betydning ved at se på fantasylitteraturen, hvor økser faktisk er helt almindelige. Her optræder eksempelvis barbaren, den figur, som Robert E. Howard navnlig var med til at gøre populær, med økse. Den drabelige, vildsomme vildmand benytter sig med andre ord af et kernesymbol på brutalitet og rå voldsmagt. Barbaren har tæmmet øksens magt, men desværre for alle andre er selve barbaren ikke tæmmet, og han udgør derfor en ambivalent, truende figur. En der ikke følger samme regelsæt som resten – præcis som øksesvingende mordergalninge også opererer uden for samfundets normer og konventioner(!).

Paperback, Ace Books 1983

Paperback, Ace Books 1983

Jeg vil også hævde, at man kan udstyre sin morder med motorsav, boremaskiner eller andre nyere redskaber, men det er sådan set bare moderniseringen af et gammelt motiv – nemlig øksen. Øksens dramatiske udsagnskraft kan således bruges forskelligt, men udtrykker samme rå brutalitet og utøjlet destruktiv magt. Som nævnt i begyndelsen har de her forestillinger om øksens symbolværdi dybe kulturelle rødder og taler ind i forestillingen om den måde hvorpå, vi ser os selv og andre.

Planet Stories, marts 1951

Planet Stories, marts 1951

Paperback, Pensby Library 2008

Paperback, Pensby Library 2008

Paperback, Panther Books 1976

Paperback, Panther Books 1976 

Paperback, Nouvelles Editions Oswald 1988. Dette er en af Jean-Michel Nicolettes fantastiske forsider

Paperback, Nouvelles Editions Oswald 1988. Dette er en af Jean-Michel Nicolettes fantastiske forsider – se ham i et ældre indlæg her på bloggen

Paperback, Necro Publications 2008

Paperback, Necro Publications 2008

Paperback, Leisure Books 1986

Paperback, Leisure Books 1986

Paperback, Horror Expert nr. 10 1977

Paperback, Horror Expert nr. 10 1977

Paperback, Fontana Books 1970

Paperback, Fontana Books 1970

Paperback, Feature Books 1994

Paperback, Feature Books 1994

Paperback, Dell Books 1944

Paperback, Dell Books 1944

Paperback, Coscom Entertainment 2006

Paperback, Coscom Entertainment 2006

Paperback, Avon Books 1978

Paperback, Avon Books 1978

Paperback, Ace Books 1982

Paperback, Ace Books 1982

Hæfte, John Sinclair nr. 44 1988

Hæfte, John Sinclair nr. 44 1988

Paperback, Harper Collins Books 2010

Paperback, Harper Collins Books 2010

Paperback, Everest Books 1976

Paperback, Everest Books 1976

Hæfte, John Sinclair nr. 24 1983

Hæfte, John Sinclair nr. 24 1983

Hardcover, Thunderstorm Books 2012

Hardcover, Thunderstorm Books 2012

Hardcover, St. Martin's Press 1988

Hardcover, St. Martin’s Press 1988

Dime Mystery, februar 1935

Dime Mystery, februar 1935

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret