Tag Archives: Gardner F. Fox

Agent Oh Oh Sex melder sig til tjeneste

Paperback, Tower Books 1967

Efter Ian Fleming havde gjort for spionthrilleren, hvad Stephen King senere kunne gøre for skrækfiktionen, begyndte alle forlag med respekt for sig selv at udsende kulørte agentserier, der gik James Bond i bedene. En af de mere underholdende af slagsen er The Lady From L.U.S.T. – en serie, som Tower Books kørte fra 1967 til ’75. Serien blev i øvrigt stoppet og genstartet i ’75, hvorfor de også nulstillede bindenes nummerering. Det skaber en del forvirring i udgivelsesrækken, ikke mindst fordi ganske mange af bøgerne er udgivet i op til tre forskellige udgaver; her ser du dog kun førsteudgaverne. Desværre havde den nye L.U.S.T.-serie ikke helt samme fantastiske forsider, som den ældre serie. Bedøm selv.

Paperback, tower Books 1967

Hovedpersonen er den kvindelige agent Eve Drum, der har kodenavnet Oh Oh Sex. Så behøver jeg nok næppe sige mere om handlingens karakter!

Forfatteren bag bøgerne er Rod Gray, hvilket naturligvis er et alias. Et alias, der dækker over Gardner F. Fox, som vi allerede har stiftet bekendtskab med på bloggen her, for han er også manden bag Conan-plagiatet Kothar the Barbarian.

Paperback, Tower Books 1967

Jo-jo, Fox gjorde det i pasticher, men L.U.S.T.-bøgerne er ubetinget mere underholdende end Kothar-serien.

Bid i øvrigt mærke i titlerne. Fox har ganske enkelt haft en fest med de titler.

Tak fordi du kiggede forbi. Vi ses snart igen.

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1970

 

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1972

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Gardner F. Fox, Kothar and the Wizard Slayer (1970): Et tamt farvel til Kothar

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Med femte bind om barbaren Kothar afsluttede Gardner F. Fox sin fantasyserie. I forrige bind var der ikke antydninger af, at serien lakkede mod enden, og femte bind når da også først henimod slutningen at få karakter af en egentlig afslutning på historien som helhed. Sandt at sige virker det som en eftertanke, at netop dette bind skulle blive det sidste om Kothar, men i betragtning af hvor lidet konsistente de fire første bøger har været, kan det næppe overraske, at det sidste bind har fået et lidt tilfældigt præg, der dybest set er ganske utilfredsstillende.

Historien tager sin begyndelse i en dyster krypt under ørkensandet, hvor Kothar fik spærret sin ærkefjende heksen Red Lori inde i Kothar of the Magic Sword (1969). Da Kothar ved list skaffede sig af med Lori, var det evident, at troldkvinden før eller siden ville finde en måde at vende tilbage på, og det er netop det der sker nu. Hun har nemlig formået at rive sin sjæl fri af kroppen og drage ud i verden i åndeform. Loris krop bliver således tilbage i krypten, mens hun kan rejse frit omkring og tilmed ligne en levende person af kød og blod. Lori opsøger naturligvis Kothar, men det er i første omgang ikke (udelukkende) for at få hævn.

Der er nemlig et vigtigere problem, som Lori forsøger at løse først. En mystisk dødning er begyndt at dræbe troldmænd og magikere over hele verden. Snart er der ikke mere end en håndfuld tilbage, og Lori ved naturligvis godt, at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver hendes tur. Derfor overtaler hun Kothar til at hjælpe sig i forsøget på at finde ud af, hvem der står bag drabene.

Paperback, Unibooks 1970

Paperback, Unibooks 1970

Det bliver startskuddet på en fortumlet rejse, hvor Red Lori fører an. Med sig på rejsen kommer en ung eventyrer, som Kothar har slået pjalterne sammen med, og en smækker danserinde, som Red Lori har tænkt sig at udnytte i et skummelt, magisk ritual. Gradvist får gruppen også følgeskab af en lille gruppe kulørte troldmænd, som søger beskyttelse mod den overnaturlige morder. Sammen stikker selskabet til søs for at finde den sunkne stad, som Afgorkon – den mægtigste troldmand, der nogensinde har eksisteret – levede i. Her mener Lori at kunne finde hjælp og svar. Det er i hvert fald, hvad hun bilder resten af gruppen ind. I virkeligheden har Red Lori ubehagelige planer om morderisk hævn. Men mon ikke den gæve Kothar lugter lunten, før det er for sent?

Kothar and the Wizard Slayer er i bedste fald en ujævn fortælling. Historien drives frem af en blanding af utroværdige lykketræf og ulogiske beslutninger fra hovedpersonernes side, der sætter troværdigheden alvorligt på prøve. Dertil kommer, at det episke plot om troldmænd, der dræbes over hele verden, formidles dårligt og ikke virker synderligt stærkt, fordi den drukner i lange samtaler mellem Kothar og Lori. Faktisk er seriens sidste bind det mest snakkende overhovedet. Handling er der ikke meget af, i stedet disker Gardner Fox op med patosfyldte dialoger om kærlighed, meningen med livet og livslykke.

Trods Kothar-seriens ujævne kvalitet er de fire første bind en pågående fejring af livsnydelse og nuets umiddelbare glæder. Barbaren Kothar, der helt og holdent er modelleret over Conan, æder, drikker og kæmper sig gennem bøgernes sider, mens kvinderne kaster sig for fødderne af den blonde kæmpekriger fra det høje nord. Kothar gør, hvad det passer ham, og Gardner Fox beskriver hans kampe og eskapader med åbenlyse entusiasme. Når serien er bedst, driver siderne med lige dele vin og blod. Og endnu bedre bliver det de steder, hvor Fox også lader okkult mystik og djævlerier snige sig ind i handlingen. Det gør bøgerne særdeles underholdende – ikke på grund af de overordnede eventyr Kother oplever – men takket være de mange enkeltstående episoder, der knitrer af energisk, vildskab og pulpede optrin.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Alt dette er der desværre intet af i seriens sidste bind. Kothar and the Wizard Slayer er en fad omgang, der sidder tilbage som den dydige søster efter ballet. Der males med en pompøst episk pensel i bogen, men Fox kommer aldrig i omdrejninger og efterlader læseren med et værk, der hverken tilfredsstiller rent æstetisk eller som fortælling. Bogen står famlende, nærmest lidt nervøst, uden at finde sin plads noget sted. Historien er ikke udviklet, og sproget savner den energi, der præger de tidligere bind. Måske løb Gardner Fox ganske enkelt sur i serien? Et eller andet skete der i hvert fald mellem fjerde og femte bind, og svaret ligger sikkert i den hastighed, hvormed han fik skrevet bøgerne. Serien var afviklet på kun to år, så tro pokker, at kreativiteten ikke kunne følge med!

Nu er det dog ikke ren elendighed. Gardner Fox er stadigt herligt politisk ukorrekt, som når det eksempelvis fremgår, at vores helt Kothar har voldtaget flere kvinder, uden dette overhovedet problematiseres, og selve slutningen har en nedrig kvalitet, der kun forstærkes gennem den blåøjede, muntre facon, det hele beskrives på. De små amoralske glimt reder romanen fra ren ligegyldighed, men også kun på et hængende hår.

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1993. Italiensk omnibus-udgivelse med bl.a. Kothar and The Wizard Slayer

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1993. Italiensk omnibus-udgivelse med bl.a. Kothar and The Wizard Slayer

Kothar and the Wizard Slayer er hverken velskrevet eller synderligt underholdende. Det er en jævnt ligegyldig tekst, der savner kreativt overskud. Selv som Conan-pastiche havarerer bogen, der mest af alt minder om et udførligt referat af en langt større roman, som Gardner Fox ikke havde tid til at skrive. Det er en trist afslutning på serien, der absolut har fine momenter af herligt beskidt barbaraction.

 

For en god ordens skyld får du også alle Jeff Catherine Jones’ fantastiske forsider til serien her igen:

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Cathrine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont Books 1970

 

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Paperback, Unibooks 1970

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar and The Conjurer’s Curse (1970): Barbarisk og voldsomt

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Her er vi kommet til bind fire i serien om barbaren Kothar, der trasker omkring i en fjern, fjern fremtid med det magiske sværd Frostfire ved sin side. Serien har mere eller mindre ændret karakter, hver gang der kom et nyt bind om barbarens eventyr, og det fjerde indlæg er da heller ikke nogen undtagelse. Også denne gang drejer Fox sin fortælling, og faktisk er Kothar and The Conjurer’s Curse (1970) blevet ganske vellykket.

Da vi forlod Kothar i bind tre, var han på vej hjem til det høje nord. Om han fortsat er på hjemrejse i fjerde bind, er uklart – Fox skriver i hvert fald ikke noget om det. I stedet bliver vi kastet in medias res ind i fortællingen, da Kothar slider sig gennem en ørken, stærkt forfulgt af en horde sanddjævle. Vores barbarhelt får i sidste øjeblik øje på en oase, hvor han kan søge ly fra djævlene, og få sider efter er et ny eventyr under opsejling.

I oasen møder Kothar nemlig en sær lille troldmand, der hyrer barbaren til at aflevere en gave til fyrst Herakon. Fyrsten er blevet forhekset af sine rådgivere og har brug for hjælp. Den hjælp skal Kothar overbringe ham for en klækkelig sum. Alene, omgivet af sanddjævle og stegende hed ørken, har Kothar ikke stort andet valg end at påtage sig opgaven, og naturligvis gør han det også gerne, for eventyr er barbarens levebrød!

Paperback, Belmont Books 1970

Paperback, Belmont Books 1970

Dermed begynder en ny opgave for Kothar, der nok en gang sætter ham op imod hekse, troldkarle, dæmoner og blodtørstige fjender. Undervejs mod Phalkar, byen hvor fyrst Herakon har sit hof, frelser Kothar Stefanya fra kætterbålet. Den smukke pige har stået i tjeneste hos troldmanden Elvirom, som nu er død, og med troldmanden borte vil landsbyboerne også skaffe hans tjenerinde af vejen. Kothar har naturligvis hjertet på det rette sted og hjælper pigen, hvilket viser sig at være heldigt, for som handlingen udvikler sig, får hun en helt central rolle.

Kothar and The Conjurer’s Curse er skrevet som en roman, men fremstår i bedste fald som en novelle, der er blevet spækket ud med små optrin, der egentlig ikke har ret meget med hovedhistorien at gøre. Sagen er nemlig den, at vi følger Kothars og Stefanyas rejse mod Phalkar, og undervejs kommer de ud for lidt af hvert. Røverbander skal nedkæmpes, og venskaber bliver knyttet på landevejen.  Vi får endda et tilbageblik til Kothars barndom, hvor det berettes, hvordan den dengang lille barbarknægt bestod sin manddomsprøve med bravur i den nordlige vildmark.

Som fortælling må man nok konstatere, at det fjerde bind i serien om Kothar står noget flimrende. Det er faktisk først i løbet af bogens sidste par kapitler, at den egentlige opgave bliver bragt på bane. Igennem hovedparten af bogen følger vi Kothar, mens han rider fra det ene optrin og ind i det andet. Sagen er imidlertid den, at jeg synes, den eklektiske, episodiske tilgang til eventyret fungerer rigtig godt for Gardner Fox.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Faktisk kommer han med dette tæt på de middelalderlige rejseberetninger og arthuriske gralseventyr, der tjente ham som vigtig inspirationskilde i seriens første bind. Den episodiske struktur giver bogen et strejf af en kompileret legende eller en samling folkeeventyr knyttet løseligt sammen gennem det overordnede plot, der mest af alt fungerer som rammefortælling. Det er et ganske charmerende træk.

Fjerde bind minder i det hele taget en hel del om seriens første derved, at det efter en ganske kort indledning disker op med en lind strøm af blodige konfrontationer og spændingssekvenser. Kothar når knap at puste ud, før han står i næste problem. Skulle jeg imidlertid udpege et sted, hvor Kothar and The Conjurer’s Curse for alvor skiller sig ud fra de tidligere bøger i serien, så er det i graden af voldsomhed.

Dette bind er ganske enkelt det indtil videre mest brutale. Det flyder med blod, tarme, afhuggede lemmer og hjernemasse på siderne. Kothar hakker sig gennem sine utallige modstandere, godt hjulpet på vej af de kulørte venner han får sig i løbet af rejsen mod Phalkar. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Der sker voldtægt i bogen, og Kothar er vidne til, at en røverbaron og hans bande bliver korsfæstet. Noget vi vel at mærke får ganske levende beskrevet.

Paperback, Mondadori Editore 1992. En italiensk oversættelse af seriens fjerde bind - de tre tidligere blev ikke oversat, hvilket er en smule spøjst

Paperback, Mondadori Editore 1992. En italiensk oversættelse af seriens fjerde bind – de tre tidligere blev ikke oversat, hvilket er en smule spøjst

Der sker med andre ord en forråelse af Kothar-serien, der giver teksten en helt anden valør end de tidligere. Siderne emmer af blod og sved, blandet med altid nærværende lumre beskrivelser af de halv- og helnøgne kvinder Kothar møder. Hvor det forrige bind trak på sen-60’ernes okkulte fascination, går Kothar and The Conjurer’s Curse andre veje. Det sanselige, livsnydende, som ligeledes har været fremherskende tidligere, har måttet vige for skildringen af kamp og konfrontation. Vel at mærke ikke heroiske slag, nej, her handler det om beskidte sammenstød mellem skumle typer.

Kothars verden flytter sig dermed langt væk fra den velfriserede fantasy af Tolkien-skolen og leverer i stedet et nihilistisk kampbrøl, hvor Fox’ hovedpersoner kæmper for guld og betaling, korsfæster deres modstandere og stort set ikke adskiller sig fra de fjender, de nedkæmper. Grænsen mellem helt og skurk er flydende i Kothar and The Conjurer’s Curse, og det gør bogen herligt kompromisløs og moralsk anløben.

Du skal ikke lære noget af Kothar; Gardner F. Fox vil ikke påvirke sin læser. I stedet skaber han et eskapistisk vindue ind i en verden, hvor læseren kan udleve sine eventyrfantasier og sætte sig i barbaren Kothars blodige sted. Teksten er uprætentiøs og litterært mangelfuld, men hold op hvor ligger der meget mere saft og kraft i disse sider end i hovedparten af al den episke omgang selvsving, der udgives som fantasy i dag.

Nu må vi se, hvordan Gardner Fox får afsluttet serien, når jeg vender tilbage med femte og sidste bind om Kothar.

1 kommentar

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar and the Demon Queen (1969): Pulp, mystik og sanselighed

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont/Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Jeg var skuffet over andet bind i serien om barbaren Kothar. Alt, der gjorde første bind godt, var forsvundet i seriens fortsættelse. Det eneste, der stod tilbage i bog to, var et uopfindsomt Conan-plagiat, der savnede saft og kraft. Seriens tredje bind blev udsendt i ’69, samme år som de to tidligere bøger, men hæver sig heldigvis over den nedslående forgænger.

Med tredje bind går Gardner Fox til opgaven på en ny måde. Tidligere blev beretningen om Kothar og det magiske sværd Frostfire fortalt gennem noveller. Sådan er det ikke i tredje bind, der er en kort roman. Det sporskifte har åbenbart virket inspirerende på Fox, men før jeg går videre, må vi hellere lige få lidt ord på handlingen.

Da vi forlod Kothar sidst, havde han netop fået spærret heksen Red Lori inde i en krypt under Aegyptons sandørken. Dermed er vores barbarhelt blevet af med sine vigtigste fjender og kan nu ånde lettet op. Gennem de to første bind rejste Kothar sydpå, men nu vender han næsen hjemad mod det høje nord, hvor han oprindelig kommer fra.

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont/Tower Books 1969

For at klare dagen af vejen beslutter Kothar sig for at gå i tjeneste hos heksedronningen Candara, der har brug for en kriger til at udføre en mission for hende. For år tilbage fik Candara stjålet et magisk afgudsbillede fra sit kammer, der virkede foryngende på sin ejer. Candara vil nu have sin figur tilbage, og Kothar er naturligvis manden, der må gøre det. Sagen er bare den, at gudestatuetten blev stjålet af borgherren Tor Domnus, der står i ledtog med dæmonen Azthamur. Det er med andre ord mægtige kræfter, Kothar skal op imod, men det tager han nu helt roligt.

Der kommer imidlertid mere, for som det allerede afsløres i første kapitels åbning, er det ikke kunCandara, der interesserer sig for gudefiguren. Den ældgamle nekromantiker Mindos Omthul har ligeledes et godt øje til figurens magiske kræfter, og han begynder stille og roligt at manipulere ikke alene Kothar, men alle de involverede i historien. Der er med andre lagt i ovnen til højspændt rænkespil og udspekuleret sort magi.

Seriens tredje bind er først og fremmest uforskammet underholdende. Kothar tumler fra den ene fjende til anden og udsættes konstant for halsbrækkende farer. Sværd og magi lyner snart sagt på hver side, og alle, der har blot det mindste svage punkt for den slags pulpede eventyr, vil helt sikkert være henrykt over den umiddelbare fortælleglæde, som Fox har svunget sig op til.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Bogen er imidlertid også interessant af andre grunde. Allerede i åbningskapitlet, hvor den onde magiker Mindos Omthul kogler i sit troldkammer, får vi indgående beskrivelser af hans diabolske ritualer. Han drikker jomfrublod, tegner pentagrammer og leger med dæmoniske kræfter. Robert Howard var naturligvis med til at danne skabelonen for alt dette, men der løber tydeligvis noget mere med i Gardner Fox’ beskrivelser. For mig at se kan der nemlig ikke være nogen tvivl om, at hele den okkulte bølge, der ramte populærkulturen i slutningen af 60’erne, klinger med i dette bind af Kothar-serien.

Den sorte magi er pludselig blevet mere dyster og indgående beskrevet. Den fylder mere og har fået et langt stærkere, rituelt udtryk. En form for realisme om man vil, der afgjort minder om sen-60’ernes forestillinger om sataniske messer og hekseritualer. Både fans af ”dark fantasy” og horror vil derfor afgjort føle sig hjemme i Kothars univers, som det er skildret her.

Mens bogens okkulte understrøm er med til at definere romanens grundtone, er der imidlertid et greb, som slår tydeligere igennem. Hele romanen er gennemsyret af en bemærkelsesværdig sanselighed, der gør beretning om Kothar forbløffende nærværende. Igen må man nok konkludere, at Gardner Fox stilistisk har været på rov hos Howard, men ikke desto mindre gennemfører Fox sit greb særdeles godt.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Romanens sider svulmer med beskrivelser af dufte og følelsesindtryk. Der er naturligvis masser af blod, sved og tårer, men det går også ned i detaljen. Den måde, der bliver spist på eksempelvis. Kothar griber maden med fingrene, tager store mundfulde, hælder vinen ned osv. Fox har et blik for beskrivelsernes taktilitet, der gør Kothar til andet og mere end bare en barbarfigur. Kothar bliver en metafor for den fysiske nydelse og selve barbartilværelsen et udtryk for evnen til at hengive sig til øjeblikket. Vi nærmer os med andre ord ting, der var oppe i tidsånden i 60’erne, og Fox var utvivlsomt klar over dette. Måske har vi derfor også fat i noget af det, der gjorde hele barbarfantasy-genren så populær i 60’ernes anden halvdel.

Let me live deep while I live; let me know the rich juices of red meat & stinging wine on my palate, the hot embrace of white arms, the mad exultation of battle when the blue blades flame crimson, and I am content” lyder budskabet i Howards Conan-fortælling “Queen of the Black Coast” (1934), og Fox har i den grad gjort buddet til sit lovord.

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Kothar and the Demon Queen er ikke skrevet til hjernen, den er skrevet til sanserne. Den er skrevet, så bogen lader sin læser tage på rejse i barbarens krop og opleve nuets intensitet, uden at skulle tænke på det, der var eller det, der kommer. Med Korthar overlader Fox sin læser til sanseapparatet og udmaler et eventyr, der mindst lige så meget udspiller sig i indtrykket af verden som i selve handlingen. Det er ganske enkelt fremragende formidlet, om end det både er overgjort og burlesk. Men det er måske netop pointen. Fox lader os svælge i forbudne frugter og drømme os bort fra rationalitetens spændetrøje.

Der er ikke de store referencer til de tidligere bind i Kothar and the Demon Queen, der vel egentlig fungerer som en selvstændig roman. Måske det er noget, der fortsætter i næste bind, om end jeg har stærkt på fornemmelsen, at troldkvinden Red Lori ikke forbliver indespærret i Aegyptos. Vi får se i næste bind.

2 kommentarer

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar of the Magic Sword (1969): Eventyret om barbaren Kothar fortsætter

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Cathrine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Catherine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Allerede samme år, som første bind om barbaren Kothar udkom, vendte Gardner F. Fox tilbage med endnu et bind i serien. I ’69 var Conan-feberen på sit højeste, og Robert E. Howards forskellige vilde krigere nød en hidtil uhørt popularitet. Man kan derfor heller ikke fortænkte hverken Gardner Fox eller Belmont Books i at smede, mens jernet var varmt.

Jeg var helt solgt, da jeg læste seriens første bind. En actionfyldt lille bog med blodige fortællinger om barbarens eventyr i en fjern, fjern fremtid. Det var tempofyldt sword & sorcery, der ene og alene havde til hensigt at underholde.

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Samme højder når Fox ikke med andet bind. Bogen har en ærgerlig træghed og mangel på blod, der gør den langt mere ordinær og kedsommelig. Som jeg allerede skrev i min omtale af den første bog, har Fox stjålet alt hvad der kan stjæles hos Conan. Faktisk har han sådan set bare taget Howards univers og ændret navnene. Ikke desto mindre formåede Fox at bringe noget selvstændigt til serien, fordi han tog afsæt i gralsmyten og Parsifal-figuren takket være Kothars magiske sværd Frostfire. Dermed fik de første historier en lidt anden drejning end Howards fortællinger. Det greb udebliver i anden bind, og derfor kommer novellerne desværre til at fremstå som uoriginale Conan-pasticher af den sædvanlige Lin Carter/Sprague de Camp-type.

Andet bind i serien består af to lange historier. Første novelle er ”The Helix From Beyond”. Da vi kommer ind i fortællingen, planlægger Kothar i ledtog med tyven Rufflod at stjæle en magisk genstand (titlens ”helix”) fra Kyros, Avalonias kejser. Kejseren holder sit hof på en enorm husbåd, og vores to hovedpersoner vil svømme ud til båden og stjæle kejserens kostbare magiske spejl i ly af mørket.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Planen er naturligvis dømt til at fejle, fordi der som sædvanlig er dæmoner og sort magi på spil. Kothar kommer imidlertid ud på lidt af et eventyr i novellen, der leder ham til en anden dimension, hvor han må nedkæmpe en rok-lignende fugl og flere andre gevaldige udfordringer. Trods et veloplagt plot savner udførelsen svung, og historien er i sidste ende lidt af en skuffelse.

Det bliver heldigvis bedre i den næsten fortælling ”A Plague of Demons”, der fortsætter, hvor den anden slap. Kothar kommer selvfølgelig fra kejserens husbåd med livet i behold, og han får tilmed også den labre danserinde Laella med på slæb. Sammen flygter de fra Avalonia og søger nye eventyr i Clon Mell.

En illustration fra bogen. Tegnet af E. Robbins 1969

En illustration fra bogen. Tegnet af E. Robbins 1969

Her skal det indskydes, at jeg ikke gjorde specielt meget ud af, at Kothar i første bind hjælper til med at få heksen Red Lori indfanget. Som straf for sine ugerninger blev heksen ophængt i et sølvbur i Dronning Elfa af Commorals tronsal. Efter dette svor den underskønne Lori hævn over Kothar og vedblev igennem hele første bog med at plage barbaren via hendes magi.

I den andet bind spiller Red Lori en større rolle. Allerede i begyndelsen af ”A Plague of Demons” fortælles det, at Kothar har set Loris ansigt spejlet i himlen, i vandet og alle mulige andre steder. Et dårligt varsel, der snart viser sig at blive et akut problem. Lori truer nemlig med at få Laella myrdet. Derfor må danserinden og barbaren skilles.

Det lykkedes Kothar at få noget rov med fra kejserens båd; et udvalg af ædelstene, som han vil sælge til en købmand. Mens de handler, viser det sig, at købmandens datter er blevet kidnappet af dæmondyrkende kultister. Kothar må selvfølgelig træde til og komme pigen til undsætning. Helt så enkelt er det bare ikke, fordi Red Lori har en finger med i spillet og fører Kothar i en fælde, han ikke er forberedt på.  Novellen leverer således i høj grad anslaget til seriens tredje bind.

Endnu en af de herligt pulpede illustationer fra bogen. Denne er ligeledes tegnet af E. Robbins 1969

Endnu en af de herligt pulpede illustationer fra bogen. Denne er ligeledes tegnet af E. Robbins 1969

Det magiske sværd Frostfire, som fyldte så meget i første bind, er nedtonet betydeligt i de to nye historier. Sværdet, der stadig jævnligt omtales, virker ikke længere som helt samme forbandelse, hvilket i virkeligheden er lidt ærgerligt. Måske det kommer tilbage, når plottet omkring Red Lori og hendes hekserier er afviklet.

Kothar of the Magic Sword er en gumpetung og uoriginal omgang fantasy-pulp. Men den er hurtigt læst og trods alt fyldt med scener, der gør teksten moderat underholdende. Desværre har andet bind mistet alle de kvaliteter, der gjorde serien til noget særligt.

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1990

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1990

Jeg håber i den grad, at de tre sidste bind finder tilbage til udgangspunktet. Om ikke andet må jeg dog konstatere, at jeg langt foretrækker Gardners pulpede, kluntede sword & Sorcery frem for hovedparten af al den fantasy, der er blevet skrevet i nyere tid. Om jeg vil det eller ej, går disse vildsomme barbar-fantasier rent ind hos mig.

Et stort plus ved bogen er, at den er illustreret med helsides sort/hvide tegninger. Der er ikke nogen umiddelbart sammenhæng mellem billederne og teksten, men ikke desto mindre rammer billederne bogens stemning rigtig fint. Tegneren, der krediteres E. Robbins, kender jeg ikke, og lidt eftersøgning på nettet har desværre ikke afsløret mere om manden.

Ja-ja, nu må vi se, hvad Kothar finder på i tredje bind.

1 kommentar

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar. Barbarian Swordsman (1969): Blod, sort magi og barbarisk vold

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Gardner F. Fox var en af DC Comics flittige forfattere. Han skrev stakkevis af tegneserier, men udgav også en hel hob pulpromaner under forskellige pseudonymer. Under sit eget navn, Gardner Fox, skrev han en række bøger, der alle udspiller sig i pulpede sword & sorcery-universer. Hans mest ambitiøse projekt var en serie på fem bind om barbaren Kothar, og det er første bind i denne serie, vi skal se nærmere på her.

Allerede i den første bog, Barbarian Swordsman (1969), fornemmer man, at der ligger ambitioner bag projektet. Romanen er nemlig forsynet med en indledning skrevet af Donald MacIvers, der reflekterer over bogens litterære kvaliteter og barbargenrens kulturelle referencer. Og det er faktisk slet ikke dumt, det MacIvers skriver om genrens Spenglerske implikationer.

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Faktisk er indledningen ganske interessant. Det eneste besynderlige er, at gode gamle Conan ikke nævnes med et ord. Og taget i betragtning, at Gardner Fox har planket stort set alt, hvad der kan plankes hos førnævnte, er det mildest talt besynderligt, at Robert E. Howard ikke berøres. Jeg skal vende tilbage til Conan om et øjeblik. Først vil jeg gerne dvæle et øjeblik ved barbargenrens betydning.

En væsentlig præmis for barbareventyret, som Howard i høj grad var med til at opstille, er den underforståede frihedstrang. Barbaren bliver en idealiseret fremstilling af det frigjorte menneske, der utvungent af civilisationens fremmedgørende konventioner bevæger sig gennem verden og hedonistisk hengiver sig til livets glæder. For Howard eksisterede der er en form for urmoral – et retfærdighedskodeks – som det frigjorte individ (barbaren) natuligt ville følge. En forestilling om, at den stærke beskytter de svage og konflikter løses med den nødvendige grad af brutalitet. Fjendebilledet er naturligvis det konsensussøgende vestlige samfund, der med sine maskiner og bekvemligheder kvæler individets frihed og ret til at handle.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

I den forstand var Howard ikke så langt fra Tolkien og Lewis, der ligeledes fandt et fjendebillede i den moderne kultur. ”The Machine”, som Tolkien kaldte det. Forskellen er, at de gode englændere skrev deres fantasyeventyr ud fra kristne moralforestillinger. Det gjorde Howard ikke. Han skabte sin fantasy under påvirkning af Nietzsche, og det gør verdener til forskel.

I stedet for at indpasse sine hovedpersoner i en eskatologisk kristen fortælling, som førnævnte Tolkien og Lewis, viste Howard barbaren som en eksistentialistisk figur, der står alene i verden og former den ved egen kraft. I Camusk forstand kaster barbaren sig ud i livet med en enorm appetit og gør kun, hvad han har lyst til. Om Nietzsche ville bifalde den popularisering af overmenneske-begrebet, er tvivlsomt, men sådan blev udfaldet hos Howard. Og resultatet er barbargenren, som vi kender den.

Men nu til barbaren Kothar og bogen det egentlig handler om. Modsat Howards Conan-univers, der udspiller sig på i en mytisk fortid, tager Gardner Fox os med ud i en fjern, fjern fremtid. Her i dette vildsomme land, der ligner Conans barbarunivers til forveksling, tumler den enorme kriger Kothar omkring og sælger sine kampevner til den højestbydende.

Paperback, Starbooks 1970

Paperback, Starbooks 1970

Som sagt er Kothar: Barbarian Swordsman første bind i en serie på fem bøger. Sikkert som en form for loyalitet overfor Howards gamle pulphistorier er der ikke tale om en roman, men tre noveller. Første historie er den længste, og her introduceres Kothars verden. Fox får også allerede her lagt skabelonen for de kommende fortællinger om barbaren.

Det forholder sig nemlig sådan, at vi kommer ind i Kothars liv, netop som barbaren må sande, at han er den sidste overlevende på en slagmark. Han har kæmpet for Dronning Elfa, men hendes tropper er blevet udraderet. Kothar fortrækker, hårdt såret, fra valpladsen, men bliver forfulgt af fjenden. Hans flugt fører ham ind i en skov, hvor han opdager et gammelt bygningsværk. Er han mon på magisk vis blevet kaldt til bygningen? Naturligvis er han det, og bygningen er intet mindre end en oldgammel krypt, hvor nekromantikeren Afgorkon ligger ikke død men sovende.

Afgorkon kommer til live, da Kothar render ned i hans gravkammer, og nekromantikeren giver Kothar et tilbud, han ikke kan afslå. Barbaren får tilbudt det magiske sværd Frostfire, der vil gøre ham til en endnu bedre kriger. Hagen ved dette er, at den, som bærer sværdet, ikke kan eje andet. Kothar accepterer gladeligt, men som det skal vise sig, handler han måske overilet.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Takket være sværdets magi mister Kothar sine ejendele. Det betyder, at han forarmet må fortsætte med at sælge sig selv som lejesvend for at overleve. Han kan ikke skille sig af med sværdet, der vel må betegnes som forbandet, og han kan ikke slå sig ned, fordi han ikke kan holde på noget. Det gælder i øvrigt både rigdom og venskaber.

Til det må man så også føje, at den heks, Kothar bekriger i første historie, ganske vist bliver overvundet i sidste ende, men hun fortsætter med at plage Kothar som en form for gespenst, der helt sikkert også vil komme til at figurere i de kommende bind.

Kothars verden er fyldt med blodig vold, lumre kvinder og livsglæde. Det er svulmende pulp med monstre og kamp fra ende til anden. Kothar får ganske enkelt ikke et eneste regulært pusterum i bogens tre noveller. Han hakker sig igennem talløse modstandere og gør det med største glæde. Fox har ikke samme digteriske aspirationer som Howard og sværmer tydeligvis heller ikke i samme grad for edda-digtningen som Howard. Det betyder, at Fox har en noget mere nøgtern stil. Samtidig har Fox fundet stor inspiration i arturiske motiver.

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Den forbandede Kothar er tydeligvis modelleret over stakkels Parsifal, og hele tonen i bogen kredser omkring en middelalderlig terminologi. Trods det faktum, at Conan har stået model til et og alt i novellerne, har Kothars verden således nogle andre nuancer, som giver bogen en smule originalitet. Ikke meget, men lidt. Præcis nok til, at man ikke kan afskrive den som rent plagiat.

Kothar: Barbarian Swordsman er en af de bøger, jeg ville ønske, jeg havde opdaget for mange år siden. Den går rent ind hos mig nu, men som dreng ville jeg have elsket den. Novellerne om Kothar er uforskammet underholdende kamp og kage. Vold, blod og sort magi af højeste kaliber. Ganske vist er tonen højstemt og stedvist pinligt banal, men hvor er det dog underholde. Længe leve den dårlige smag. Jeg glæder mig til at læse de kommende bind!

2 kommentarer

Filed under Novellesamling