Tag Archives: Gary Ruddell

Gary Ruddell: Billeder fra en forlagsverden i forandring

Paperback, Warner Books 1989

Blandt de mest prominente illustratorer eller kunstnere, der arbejdede med genrebogsforsider i slutningen af 80’erne og 90’ernes begyndelse, finder man amerikanske Gary Ruddell. Ruddell har været en flittigt brugt skikkelse blandt store ”genreforlag” som Baen og Bantam. Han har eksempelvis skabt forsiden til en lang række bøger i den ekstremt populære Thieves World-serie, og han har skabt forsider til storsælgende romaner som Dan Simmons fine Hyperion (1989).

Hardcover, Doubleday 1989

Teknisk kan man ikke sætte en finger på Ruddells udtryk, men jeg må indrømme, at han efterlader mig med en følelse af ligegyldighed. Han boltrer sig stort set inden for alle fantastiske genrer, men uanset om det er gys, SF eller fantasy, gør han ikke rigtigt indtryk på mig. Trods billedernes genre-loyale indhold sætter de ikke rigtigt fantasien i gang. Deres teknisk overlegne stil mangler liv og fascination, og deres fokus på portrætter skaber måske nok en relation til bogens persongalleri, men gør samtidig billederne tandløse.

Gary Ruddell (født 16. november 1951)

Ruddells storhedstid som forsideskaber var i årene omkring 1990. Det var omtrent det tidspunkt, hvor den gamle, malede forside efterhånden havde udspillet sin rolle. Forsideillustrationerne blev generelt mindre og omslaget mere grafisk orienteret. Det sparede forlagene penge, men gav også bøgerne et nyt, mere enkelt udseende. Samtidig blev fotoforsiderne også mere og mere almindelige, og man kan måske sige, at Ruddells flotte, men ikke synderligt kreative, forsider fanger noget af tidsånden. De er den malede udgave af de nye forsider, som kom til at præge omslagene i 90’erne og fortsat gør det.

Paaperback, Bantam 1989

Gary Ruddells forsider kunne således måske tænkes, at stå den gamle, malede forsidetradition nærmest, men sådan er det ikke. Hans billeder er det nye bogomslag nærmere. Selvom Ruddell fortsat arbejder som illustrator, så vidner hans genrebilleder først og fremmest om en billedkultur, der efterhånden var ved at dø ud. Det er forsider, der står i et vadested mellem to udtryk.

Papwerback, Baen books 1989

Lidt polemisk, kan man da også spørge sig, hvad pointen med en illustreret forside skal være, hvis den er tam og livløs? Selvom jeg har stor respekt for Ruddels tekniske færdigheder, så er der ikke meget mere kreativt overskud hos ham end i de mange hæslige, digitalt tegnede billeder, der i vid udstrækning bruges af små forlag, fordi de kan købes billigt og smager nostalgisk af gamle dage.

Gary Ruddell… Nej tak, egentlig ikke.

Paperback, ROC 1991

Paperback, Popular Library 1990

Paperback, Jove Books 1987

Paperback, Dell 1981

Paperback, Berkeley Books 1981

Paperback, Bantam Spectra 1988

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Baen Books 1992

Paperback, Baen Books 1991

Paperback, Baen Books 1990

Paperback, Baen books 1989

Paperback, Baen Books 1989

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

 

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Avon 1991

Paperback, Avon 1990

Paperback, Avon 1989

Paperback, Ace Books 1986

 

Paperback, Ace Books 1985

Paperback, Popular Library 1987

Hardcover, William Morrow 1993

Hardcover, William Morrow 1990

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

J. Robert King, Le Morte D’Avalon (2003): Psykotisk heks eller girl power?

Hardcover, Tor 2003. romanens 1. udgave. forsiden er, som seriens øvrige, skabt af Gary Ruddell

Med denne bog kunne J. Robert King afslutte sin trilogi af uafhængige romaner, der udspiller sig i Kong Arthurs mytiske Britannia. Serien lagde fremragende ud med første bind, tabte en del under anden bog, men får lykkeligvis genvundet meget i den sidste del. Som i de to tidligere romaner har tredje bind, Le Morte D’Avalon (en titel, der selvsagt spiller på Malorys Le Morte d’Arthur) også et klart fokus på et enkelt individ. Denne gang er det Morgan le Fay, som indtager scenen, og dermed antydes der allerede fra begyndelsen, at dette formentlig ikke vil være en traditionel genfortælling af Arthur-myten. Det burde man nu heller ikke forvente, hvis man har læst de to tidligere bøger, men til forskel fra de andre er det ikke en af Arthur-historiens helte, men skurken over dem alle der her kommer i centrum. Morgan er da også uomtvisteligt Arthurs fjende i romanen, men der skal som bekendt to til at slås, og med denne roman får vi således den anden side af historien.

Et af de interessante greb, som King introducerede i seriens andet bind, var at genfortælle den historie, han allerede havde fortalt i første bog. Hele Kong Arthur-myten blev dermed fortalt i bind et, set med Merlins øjne, i bind to fik vi så den samme fortælling fra Lancelots perspektiv, og nu gør King det samme igen fra Morgans vinkel. Denne gang begynder historien, da Uther Pendragon voldtager Igraine, Morgans mor. Ud af den voldtægt kommer Arthur – Morgans halvbror – og kimen til et livslangt fjendskab udspringer også fra denne voldtægt.

Hardcover, Tor 2003

Morgan vokser, ikke helt overraskende, op med et dybt had til både Uther, Arthur og senere også til Igraine, fordi hun hurtigt føjer sig Uther uden modstand. Morgan er allerede fra barnsben anderledes; hun taler med ånder, har en form for telepatiske evner og en dyb forståelse for trolddom. Det betyder, at hun hurtigt kommer ud på et sidespor som uregerlig særling, og her, ude på kanten af samfundet, får Morgan kontakt med kræfter, der lærer hende om magi og gamle legender, der er ved at gå i glemmebogen.

Som årene går, bliver Arthur til den magtfulde kong, som vi kender, men for Morgan repræsenterer han alt ondt i verden, og Morgans mål er derfor at tilintetgøre sin halvbror. Den kamp har vi sådan set allerede hørt genfortalt i de to første bøger, og den fylder derfor ikke helt så meget, som man måske kunne tro, i det tredje bind. I stedet handler bogen i høj grad om tilblivelsen af Morgan, og heri ligger i virkeligheden et af bogens absolut stærkeste ved bogen, fordi hun faktisk skrives frem som et menneske, vi kan forstå og føle sympati for, uanset hvor ubehagelige eller blodige hendes handlinger bliver.

John Robert King

Det helt afgørende for Le Morte D’Avalon er, at ingen rigtigt tror på Morgan og hendes påståede trolddomskræfter. Det er således først meget sent i bogen, at der tonens rent flag og beskrives, hvordan hun rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige evner; men selv her er der noget ambivalent eller tvetydigt over magien. Indtil da veksler King da også mellem beskrivelser af andres oplevelser af den ”sindsforvirrede” Morgan og Morgans egen magiske verden befolket af ånder og alfer, som hun selv oplever den.

Historien handler også om andet og mere end Morgans kamp mod sin halvbror. Det blev allerede i første bind klart, at King bruger Arthur som billede på rationalitet og modernitet, på kristen kultur og alt det, der peger ind i dannelsen af et moderne samfund. Arthur knuser alt, der ikke harmonere med fremskridtet på sin vej frem, og det er tydeligt, at hans regering er en form for afslutning af legendernes tid. Magien og alt det overnaturlige bliver hugget til smadder af korset (Excalibur), der triumferende uddriver de gamle ånder, så et fornuftens samfund kan indsættes i stedet.

Paperback, Tor 2001

Morgan står i pagt med denne gamle, kaotiske verdensorden – hun er legendernes og magiens bannerfører. Hendes kamp mod Arthur er dermed også en kamp mod forandringen af verden; en kamp mod alt det Arthurs monoteistiske kultur repræsenterer.

Set med Morgans øjne er det samfund af riddere, som Arthur indsætter, en mandsdomineret verden af vold og rå, kynisk magtudfoldelse uden sans for naturens kræfter, mangfoldighed og skønhed. Alt det påtager Morgan sig at kæmpe imod, og naturligvis taber hun den kamp – det ved vi jo allerede fra første bind. Med Morgan går den gamle, eventyrlige verden dermed endegyldigt under, og Arthurs regime får lov at bestå.

Men så let går det alligevel ikke helt, for Morgans magi er mægtig, og da hun dør, slynger hun sin ånd ind i landet – så at sige ind i verdens væsen – og derved optages Morgans sjæl i selve tilværelsens substans. Morgans hekseånd og kontakt med naturen bliver del af verdensaltet, og konsekvensen af dette møder vi i bogens epilog. Her er vi pludselig i vores egen nutid, hvor King i en række korte vignetter beskriver situationer, hvor han indirekte siger, at det er igennem Morgans ånd, at kvinder finder styrken til at stå imod kønsdiskrimination. Vi følger eksempelvis en ung pige på vej ind på en abortklinik, mens hun konfronteres med tilråb fra abortmodstandere. Det er et dristigt forsøg fra Kings side, som rent faktisk fungerer, og som giver hans fantasy-trilogi en kønspolitisk dimension, der måske ikke ligefrem er subtilt formidlet, men alligevel meget fint udtænkt.

Paperback, Tor 2003

Det betyder også, at J. Robert Kings Arthur-trilogi er ganske original, og alle bøgerne er tilmed stedvist sprogligt særdeles stærke. Han har med sine genfortællinger af Kong Arthur-myten formået at udnytte fortællingen om ridderne ved det runde bord til at skabe en i virkeligheden ganske trist historie om magiens og fantasiens død i verden. Hans påstand er, at Arthurs tilvejebringelse af velstand og orden har skabt et materialismens regime, og at vi desværre har glemt alt det, der lå før dette regime.

Morgans ånd lever imidlertid videre, og det bliver i bøgernes regi en central lysstråle i en fortælling, som ellers slutter på bitre og uforsonlige toner. Sådan slutter Arthur-myten jo også generelt, men King har formået at transformere dette, så det faktisk er Arthur, der er problemet, og ham, der i virkeligheden er den fjende, som alle tre bøger gør op med. Den eneste, som klart erkender dette og tør tage kampen op, er Morgan, men hun kan ikke løfte slagte alene. På den måde har Arthurlegenden ikke været fortalt før, og Kings trilogi har derfor bestemt skabt noget nyt, der fortjener at blive læst og diskuteret på lige linje med de efterhånden mange andre vægtige genfortællinger af den gamle middelalderlige legendekreds.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King, Lancelot Du Lethe (2001): Ménage à trois

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Jeg skrev ganske begejstret om J. Robert Kings Mad Merlin for nogen tid siden, og Lancelot Du Lethe er andet bind i J. Robert Kings løse Arthur-trilogi. Løs, fordi romanerne er selvstændige bøger, der kun tematisk er knyttet sammen omkring Kong Arthur-mytologien.

Mens Merlin var første bogs hovedperson, er det Lancelot, der indtager scenen i anden roman. Lancelot, den perfekte ridder, der ikke møder sin overmand, før han står ansigt til ansigt med Arthur og sværger ham evig troskab. Mytologien har imidlertid dybe rødder i kristen mytologi, og den perfekte ridder finder sig hurtigt modstandsløs mod Arthurs kone Guineveres fristelser. Syndefaldet gentages dermed igen i det paradisiske Avalon, hvor ridder og dronning gør den evigt gode Arthur til hanrej og ødelægger freden.  Og præcis som Adams og Evas synd får katastrofale følger, betyder Lancelots og Guineveres tillidsbrud pine og smerte for det engelske folk. Landet styrtes i grus, og sviget kan kun sones ved et blodoffer – ikke Kristi død på korset, men Arthurs selvoffer.

Paperback, Tor 2003

Paperback, Tor 2003

Dermed er legenden gengivet, og handlingen i Kings roman følger stort set samme skema. Lancelot ankommer til Camelot og forelsker sig, går efter lange samvittighedskvaler i seng med Guinevere og bandlyses fra hoffet, England går i hundene, og freden genskabes til sidst. Myten udfordres ikke af King, men desværre formår han heller ikke at sætte nyt kød på de gamle knogler.

Mad Merlin, seriens første bind, var netop underholdende og spændende, fordi King havde et nyt greb om mytologien og skabte sin egen vision. Med Lancelot Du Lethe forholder det sig desværre ikke sådan. Halvforkølet forsøger han at udvide fortællingen, men resultatet forbliver livløst og skematisk.

John Robert King

John Robert King

I Kings udgave er Lancelot et barn af alferne, jordens eller måske rettere landets folk, præcis som Guinevere tilhører jorden og Avalon. De er med andre ord to sider af samme sag, og derfor opstår den enorme tiltrækning imellem dem. I sig selv er det selvfølgelig spændende, at King går ind i forholdet mellem de elskende og undersøger, hvorfor den pludselige forelskelse kan finde sted.

Og faktisk følger han tematikken helt til dørs ved at skildre det platoniske forhold mellem Arthur og Guinevere som det perfekte ægteskab, der sikrer fred og balance i riget. Jord og himmel er forenet, men aldrig i kødelig forstand. Begge er viet til Avalon, præcis som kyske munke og nonner viet til Kristus, eller som Dronning Elizabeth, der blev fremstilet som trolovet med nationen. Men hverken Arthur eller Guinevere kan holde sig på måtten i Kings bog. Arthur fostrer sønnen Mordred med sin halvsøster, og Guinevere går som sagt i lag med Lancelot.

Hardcover, Forge 2008

Hardcover, Forge 2008

Mens Mad Merlin skildrede Arthurs vej mod magten, bliver kongens storhed og fald portrætteret i anden bog. Denne gang mere indirekte, fordi hovedpersonen er den bandlyste Lancelot, der må iagttage hoffet på afstand. Bogens tone er dermed også en anden end den første, ikke alene på grund af den ulykkelige kærlighed, der er selve udgangspunktet for handlingen, mens også fordi den tematiserer Arthurs alderdom og kongerigets kollaps.

Det kunne sagtens være udgangspunktet for en stor roman, men i Kings hænder bliver det til en tam omgang, der grænser til det dødkedelige. At glemslen og Lancelots mangel på fortid etableres som en tematisk rød tråd, får heller aldrig for alvor den kraft, som man kunne håbe på, og bogen ender derfor med at stå tilbage som en omgang triviel, bittersød romantik.

Paperback, Pocket Star Books 2011

Paperback, Pocket Star Books 2011

Selve det erotiske tema har muligvis udfordret Kings pen, der ellers mest har smag for krig og kamp. Noget forlorent, for ikke at sige pubertært, løber ind i fortællingen og gør kærlighedshistorien, der grundlæggende handler om dyb, liderlig tiltrækning mellem de to hovedpersoner, til en bornert affære, som savner de safter som handlingen egentlig synes at fordre. I stedet kan vi så glæde os over slagsscenerne, der igen er en del af, og som fortsat har en fængende, dynamisk kvalitet.

Lancelot Du Lethe snøvler sig frem mod enden. Bogen skuffer, fordi Kings svulstige sprog bliver ligegyldigt og trivielt, når det ikke bakkes op af en interessant idé, som det gjorde i første bog. Dermed synes min mistanke om, at den lidt usikre fremføring i første bog kunne skyldes, at romanen var båret af et koncept, som formentlig voksede sig større end Kings evner, at være helt bekræftet. Lancelot er på ingen måde en god roman. Ikke desto mindre må man give King en ting; Hans Wagnerske Arthur-univers, der låner med arme og ben fra et operadisk formsprog (eller bare John Boorman), har en patos, som stedvist er ganske medrivende.

Paperback, Angry Robot 2011

Paperback, Angry Robot 2011

Da Arthur, Lancelot og Guinevere således til sidst genforenes i deres alderdom, i et absurd triumvirat, er der noget smukt over teksten. En patetisk stemning af lykkelig slutning, som King kort efter får smurt ind i malurt, da han lader Mordred og Arthur mødes i tvekamp med døden til følge for dem begge. Romanen ender dermed også med monarkens fald, men arvesynden (Mordred) dør med monarken, mens Avalon renses og overlades til menneskene, fordi Lancelot og Guinevere langt om længe kan drage hjem til alfernes rige.

Da bogen slutter, er Arthur-legenden stort set fortalt. Vi mangler imidlertid historien om Morgana (Morgan i Kings bøger), og det er den, vi har til gode i tredje bind. Det tyder umiddelbart på en mere saftig fortælling end det andet bind, men mon King magter at føre sin Arthur-fortælling til ende med maner? Jeg tvivler.

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King: Mad Merlin (2000): Götterspeise af den tunge slags

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Jeg har en svaghed for Kong Arthur-legenden, og selvom jeg efterhånden har læst ret mange fortolkninger og omfortolkninger af historien, bliver nye udgivelser ved med at have en vis tiltrækning på mig. En af disse er J. Robert Kings trilogi fra begyndelsen af 00’erne, som jeg har haft et godt øje til i noget tid. Mad Merlin, seriens første bind, fik en del opmærksomhed, da det udkom i 2000, fordi Kings greb om myten er usædvanlig, om end måske ikke så radikalt innovativ, som det flere steder har været hævdet.

Ikke overraskende er troldkarlen Merlin hovedfigur i første bind. Vi introduceres ganske vist til et stort udsnit af Arthur-kredsens faste persongalleri, men mod skik og brug har King gjort den ellers typisk uudgrundelige troldmand til bogens egentlige omdrejningspunkt. Ikke at vi bliver meget klogere på Merlins væsen af den grund, for noget helt almindeligt menneske er han ikke. Ikke desto mindre får vi lov til at følge, hvordan Arthur vokser op, trækker sværdet ud af stenen og tilkæmper sig Englands trone – alt sammen set fra magikerens perspektiv. Alene det giver romanen et andet præg end den typiske Arthur-fortolkning, men Kings projekt med bogen er mere omfattende.

Paperback, Tor Books 2001

Paperback, Tor Books 2001

Mad Merlin er et festligt kludetæppe af ældre, religionshistoriske teorier, som Robert King får strikket sammen til sin egen kosmologi. En kosmologi baseret på den tanke, at alle guder, alle mytologier, bygger på realiteter. Antikke guder, de nordiske guder, de keltiske guder osv. har alle eksisteret og har alle haft indflydelse på menneskenes verden, præcis som fabelvæsner, alfer, drager og andet godt har haft og stadig har det. De gamle guder må imidlertid se i øjnene, at de har mistet magten, fordi kristendommen er skyllet over det Europæiske kontinent og har vippet mange af dem af pinden.

Romanen har dermed ikke så lidt til fælles med Neil Gaimans underholdende American Gods, blot synes King mere konsistent i sine tanker bag romanens mytologi. En central tanke i bogen synes således lånt fra James George Frazer. Her har King nemlig fisket den metafor, at nye guder konstant sluger deres forgængere og derved bliver stærkere. En cyklisk tanke, der forklarer, hvordan karaktertræk i mytologier kan nedarves og registreres diakront gennem europæiske og mellemøstlige gudeforestillinger. Det er i hvert fald en af Frazers pointer i The Golden Bough. I det tankesæt indsætter Robert King sin Arthur-historie og dermed også vores hovedperson Merlin.

John Robert King

John Robert King

Da bogen åbner, er Merlin kun en gådefuld skikkelse fra legendernes land, men Uther Pendragon – Arthurs far – beslutter sig for at søge troldmandens hjælp i sin kamp for tronen. Som bogens titel antyder, er den Merlin, som Uther møder, alt andet end nyttig. Troldmanden er gal og senil uden fornemmelse for tid og sted. En kim, en gnist, et glimt af fremtiden, når imidlertid frem til den omtågede troldmands bevidsthed, da han står over for Uther. Skæbnehjulet sættes derved i bevægelse, og hændelser sat i gang, der leder frem til Kong Arthurs tronbestigelse en menneskealder senere.

Merlin er, som sagt, ikke noget almindeligt menneske eller nogen almindelig troldmand for den sags skyld. Han er ingen anden end den faldne gud Jupiter, der nu må vandre forarmet og impotent på jorden, fordi Lysbringeren, Jesus, har slået ham af tronen, præcis som de kristnes gud er ved at feje alle andre af de gamle guder af banen. Tilmed må Merlin leve den tort at være blevet forbandet af kaotiske kræfter, der ønsker ham gal og glemt.

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Den kristne gud er måske nok en kærlighedens budbringer for sit følge, men for de ældre guder og deres folkeslag er kristendommen en gift, der forandrer landet, dræber magien og transformerer verden til ukendelighed. Kong Arthur vokser op under Merlins beskyttelse og for hver dag den kommende konge bliver stærkere, kan Merlin huske mere om sit tideligere liv og rollen som gudernes fyrste. Han forstår, at Arthur er nøglen til at skabe en balance mellem nyt og gammelt. Arthur er kongen, der kan forsone de gamle, døende panteoner med den kristne gud. Ikke alene kan han samle England, samle landet, han kan også samle de kosmiske kræfter, der regerer verdensaltet.

Symbolet på denne forsonerrolle er sværdet Excalibur, som Arthur hiver ud af stenen, og sværdets magiske skede Rhiannon. Sværdet er uovervindeligt, og skeden gør sværdets bærer usårlig. Sammen udgør sværd og skede en forening af gammelt og nyt, liv og død og penis og skede, det udadvendte og indadvendte. Sværdet er korset og Jesus’ ødelæggende kraft, mens skeden er den gamle tro og dets feminine, livgivende evner.

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Alt dette er faktisk ganske godt tænkt og spændende læsning, fordi King tydeligvis har lagt tanker bag romanen. Der er en intellektuel dybde bag hans svulstige legende, som afgjort er besnærende og stimulerende. King har da også formået at trække overraskende akser gennem bogen, der gør spørgsmålet om godt og ondt kompliceret og hyllet i gråtoner. Aksen mellem nyt og gammelt er således oplagt, det samme er oppositionen mellem gamle guder og den monoteistiske kristendom. Samtidig har vi autonome kræfter, som den dystre Morgan, der vanen tro arbejder for sin halvbror Arthurs fald, og den evigt svigagtige germanergud Loke, der ligeledes arbejder ud fra egne idéer.

Bogens fjendebillede er med andre ord ikke det sædvanlige rendyrkede godt-mod-ondt-perspektiv, men nærmere en tåget kamp om hvilken vej verdensaltet skal flyde ind i fremtiden. Hvor meget skal det gamle betinge det nye, og kan det tillades, at det nye helt udsletter alt, der var tidligere?

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Den slags tanker er fascinerende at lege med, og var det ikke fordi, at Robert Kings prosa er simpel og fersk, ville Mad Merlin være en fremragende bog. Desværre er der også noget trægt over teksten, fordi King dybest set var mere interesseret i sin kosmologi end selve fortællingen. Måske tænkte han, at Arthur-legenden er så velkendt, at han ikke behøvede at genfortælle den med samme omhu, som han ville fortælle en historie, han helt havde digtet selv. Her har King muligvis også ret, men desværre føles handlingen i Mad Merlin mere som et referat af en historie end en egentlig fortælling.

eksten hviler ikke i sig selv og bevæger sig hele tiden op i et storladent, episk leje, hvor detaljerne fortoner sig, og King får plads til sine metafysiske idéer. Men dermed gør han det også vanskeligt at skabe en indlevelse i Arthur og riddernes gøremål. Alt holdes ude i armslængde og forbliver distancerede beskrivelser uden megen virkning. Der er ærgerligt, ikke fordi jeg normalt går meget op i plot og historie, men fordi King sætter sig mellem to stole. Han vil både udfolde sin spændende ramme for romanen og samtidig genfortælle Arthur-legenden, men det sidste bliver aldrig andet end et påskud for det det første, hvorfor idé og handling aldrig kommer til at gå i takt.

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Romanens træghed desuagtet er der kamp og kage nok til, at man ikke behøver frygte at kede sig længe ad gangen. Robert Kings Arthur-historie bevæger sig helt ind i det Wagneriske eventyrland, hvor riddere går klædt i pladerustninger og kæmper med gigantiske sværd og lanser. Og kæmpet, det bliver der i den grad. Bogen er blodig; rigtig blodig. Der kløves hoveder, hugges lemmer af og tilmed kan fantasy-fans glæde sig over, at der også optræder trolde, kæmper, alfer og andet godtfolk i bogen. Alt sammen noget, der igen og igen tørner sammen i episke slag om Arthurs ret til tronen og kampen om fremtiden.

Det er i virkeligheden ret fornøjelig læsning, også selvom Kings svage pen ikke formår at lade enderne mødes. Bogen er imidlertid et intelligent bud på en Arthur-fortolkning, der viser, at vi kan blive ved og ved med at fortolke myterne. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det i sig selv er da en ganske livsbekræftende tanke.

3 kommentarer

Filed under Roman