Tag Archives: Gene Szafran

Robert A. Heinlein, The Puppet Masters (1951): Master of puppets I’m pulling your strings…

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Robert Heinleins kulørte, provokerede og humørfyldte The Puppet Masters fra 1951 danner et brohoved ind i nogle af 50’ernes helt centrale skræktematikker. Derved bliver den også et vigtigt nedslag, hvis man vil forstå, hvordan den gyserfiktion, der udsprang fra SF-genren, kom til at forme sig og dermed også et værk af en vis genrehistorisk betydning. Et værk der for alvor trak gruen ud af gotikkens hengemte favntag og lod skrækken udspille sig midt i en kun alt for genkendelig amerikansk hverdag og virkelighed.

Romanen fører os til begyndelsen af 2000’erne, hvor vi møder agenten Sam, der arbejder for et tophemmeligt, uafhængigt agentur under den amerikanske regering. Historiens stemning er allerede fra de første sider gennemsyret af en underliggende aggression, der tydeligvis er rettet mod den kommunistiske blok, som fortsat i bogens fremtid deler den globale magt med amerikanerne. Stemningen er med andre ord ganske anspændt, og da Sam bliver indkaldt til en ny opgave, står det da også snart klart, at det er en mission af stor betydning.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Et fartøj er styrtet ned i Des Moines, Iowa, men det er ikke bare hvilket som helst fartøj. Det er en såkaldt flyvende tallerken – et fremmed rumskib. Spørgsmålet er bare, om det er et falsum, eksempelvis et kommunistisk komplot af en art, eller om det rent faktisk skulle vise sig at være vidnesbyrd om liv i rummet. Sam får til opgave at undersøge sagen nærmere, og med sig til Des Moine kommer agenten Mary og agenturets leder, der kun går under navnet ”The Old Man”.

Dermed er handlingen skudt i gang til en kompakt, pulpet fortælling, der brager af sted i et afsindigt tempo. For knap er den flyvende tallerken undersøgt, før vores tre hovedpersoner opdager, at der er noget ravruskende galt. Et eller andet rejste til Jorden med rumskibet, og heltene finder skam også hurtigt ud af, hvad det er. Det viser sig nemlig, at der var en form for snyltere om bord, der planter sig mellem skulderbladene på deres menneskevært. Der overtager ikke bare kontrollen over værtens krop, men også dennes vilje. Hvad der først tager sig ud som et lokalt problem i Iowa, er i virkeligheden langt mere omfattende, fordi det nedstyrtede rumskib bare er toppen af isbjerget.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse - den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse – den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Nu går det hverken værre eller bedre end, at vores nævestærke hovedperson Sam bliver fanget og overtaget af en af de fremmede og dermed sat ud af spillet. Som en søvngænger oplever han, hvordan han bliver optaget i en ubehagelig underverden, hvor rumvæsnerne og deres værter arbejder på at vinde verdensherredømmet. Sam kan ikke gøre andet end at arbejde for væsnernes sag og hjælper derfor til med at skaffe nye værtskroppe for parasitterne. Heldigvis får Sams agentur reddet ham, og dermed vender han tilbage fra den anden side med helt uvurderlige informationer. Krigen mod rumvæsnerne kan nu for alvor begynde, og det bliver til en lang og blodig konfrontation, for parasitterne har infiltreret USA langt ind i magtens hjerte.

Heinlein refererer flittigt til de ideologiske og militære modstandere øst for jerntæppet, og han lægger ikke skjul på, at parasitterne til en vis grad sammenlignes med forestillingen om subversive kræfter, der organiserer sig i det skjulte og planlægger at overtage USA. Men Heinlein sætter vel at mærke ikke direkte lighedstegn mellem parasitterne og kommunisterne, faktisk gør han et nummer ud af at understrege, at den fjende, menneskeheden (læs: amerikanerne) nu står over for, er langt, langt mere frygtindgydende, fordi kommunisterne i øst i det mindste har en smule empati – det har væsnerne fra rummet ikke.

Hardcover, Museum Press 1953

Hardcover, Museum Press 1953

Derved iscenesættes et fascinerende dobbeltspil, hvor han på den ene side helt åbenlyst leger med kommunistforskrækkelsen og ganske ublu udnytter en latent, lettere paranoid bekymring i den højredrejede del af USA. Hovedpersonen Sams stikpiller til skrækregimet i Østeuropa sikrer da også med al tydelighed, at læseren ikke et øjeblik glemmer, hvor ubehagelige kommunisterne er, men det er her dobbeltspillet kommer ind. For Sam bliver også ved med at insistere på, at uanset hvad der skulle ske, vil kommunisterne være at foretrække frem for rumvæsnernes kontrol.

Og som handlingen skrider frem, bliver det også klart, at truslen, som The Puppet Masters introducerer, transcenderer klodens politiske alliancer og konflikter. Invasionen fører til en form ideologisk våbenhvile, der gør det muligt for menneskeheden at stå sammen og gøre fællesfront mod deres nye fjende. Dermed får Heinlein også hamret den pointe hjem, som han gang på gang lagde frem i sit forfatterskab, nemlig at mennesket er det grummeste, mest snarrådige og brutale væsen i verdensrummet, og alle, der udfordrer os, med garanti vil få fingeren i klemme.

Paperback, Signet Books 1953

Paperback, Signet Books 1953

Der ligger med andre ord et vigtigt budskab om forsoning i teksten, fordi Heinlein vælger at anskue de geopolitiske konflikter i fugleperspektiv og siger ja, godt nok kan vi ikke enes lige nu, men der er langt større udfordringer, som gør, at vi mennesker må stå sammen uanset overbevisning.

The Puppet Masters er rendyrket pulp af den tyndbenede slags, med alt hvad det indebærer af sjusket og unuanceret sprog, tåbelige dialoger og klodsede beskrivelser. Sådan er det mest af Heinleins fiktion, der sprogligt er noget af en prøvelse. Imidlertid har bogen, som det meste andet Heinlein skrev, en stærk tiltrækningskraft, fordi den er fortalt i et så forrygende tempo, at der ikke er et øjebliks ro i teksten. Handlingen er konstant i fremdrift og konfliktens intensiveres kapitel for kapitel. Samtidig er Heinlein afgjort en af de slemme drenge i klassen. Han fylder sin historie med brutal vold og blod, leverer masser af lumre vittigheder og en hel del studentikose komiske indslag, takket være det faktum, at bogens helte går nøgne omkring, så man kan se, at de ikke er blevet angrebet af parasitterne. Navnlig den smukke agent Mary må lægge ryg til en lind strøm af småsjofle hentydninger og gækkerier, der kan få os læsere til at grynte fornøjet.

Paperback, Panther Books 1960

Paperback, Panther Books 1960

En bog som The Puppet Masters er med andre ord et lummert, larmende pust fra herre/drengeværelset. Det er fiktion til maven, ikke hovedet, og fiktion, der bevidst og frækt bevæger sig på kanten af det acceptable i ’51. I dag har der sneget sig noget ufrivilligt naivt ind over teksten, der ikke nødvendigvis er ældet med ynde, men man kommer ikke uden om, at Heinleins pen er ladet med så meget energi og så stærke kræfter, at han maser alle hensyn til sprog og æstetik til jorden og tonser sin fortælling igennem. Han forfører ikke sin læser, han indfanger og stopfodre nærmere handlingen ind med alle kræfter. Det gør stadig indtryk, og måske er det slet ikke så dumt at læse en bog som The Puppet Masters igen i dag, hvor stærke ideologiske kræfter igen begynder at tale om os og dem, mens langt større, miljøproblemer synes at true vores verden som helhed. Det er i hvert fald et budskab, som er værd at tage med fra Heinleins roman.

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Baen 2009

Paperback, Baen 2009

 

1 kommentar

Filed under Roman

Gene Szafran: Hashtågede 70’ere og SF-kvinder

Paperback, Pyramid Books 1972

Paperback, Pyramid Books 1972

I vintertiden kan det være rart at sende tankerne mod varmere himmelstrøg. Det skal vi også her, hvor jeg gerne vil vise et par forsider af Gene Szafran (11. april 1941 – 8. januar 2011).

Paperback, Signet 1976

Paperback, Signet 1976

Szafran illustrerede primært forsider til science fiction-bøger for en række amerikanske forlag. Hans storhedstid ligger i perioden mellem 1970 og ’80, hvor Szafran malede og tegnede et utal af billeder. Hans stil er særegen, og jeg må indrømme, at han aldrig bliver en af mine helt store favoritter. Ikke desto mindre har Szafrans udtryk en ulmende sanselighed, fyldt med en hashtung 70’er-stemning, som er ganske betagende.

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Hans forsider og SF-forståelse er så periodetypisk, som den kan blive. Der er ikke mange rumskibe, robotter og andet stereotypt SF-udstyr i hans billeder. I stedet er det kosmiske motiver og de allestedsnærværende (nøgne) kvinder, der optager ham.

Paperback, Signet 1974

Paperback, Signet 1974

Den fabulerende leg med indre og ydre universer er både typisk for tiden og hans stil. Præcis dette er jeg rigtig glad for, og noget, som jeg så langt foretrækker frem for mere traditionelle science fiction-billeder. Samtidig er det interessant at se, hvordan Szafrans Klimt-lignende kvinder er tegnet/malet med en sensuel uskyldighed, der grænser til det sødladne. Han balancerer på kanten til det patetiske med sine billeder, men undgår at falde i ved at give især kvindernes ansigter et mørkt, erotisk strejf, der taler om drifter, saft og kraft.

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1971

Gene Szafran var vel først og fremmest kunstner og sekundært forsideillustrator. Han arbejdede i mange medier: maleri, fotografi og skulptur. Ser man hans selvstændige værker, er der ikke den store forskel til illustrationerne. Man kan ikke skelne det ene fra det andet. På den led kan man sige, at Szafran, præcis som Ian Miller, har udnyttet bøgerne som lærreder til kunst uden at lade sig påvirke synderligt af bøgernes faktiske indhold. Nogen vil sikkert se det som et problem.

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1971

Når noget er så charmerende som Szafrans billeder, er jeg imidlertid ganske ligeglad og glædes bare over udtrykket. Mand hvor er SF-forsider blevet kedelige sidenhen!

Hvad siger du?

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1970

Paperback, Signet 1970

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1971

Paperback, Pocket Books 1971

Paperback, Lancer Books 1970

Paperback, Lancer Books 1970

Paperback, G. P. Putnams Sons 1971

Paperback, G. P. Putnam’s Sons 1971

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1976 

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Avon Books 1975

Paperback, Avon Books 1975

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

William Hjortsberg, Gray Matters (1971): Zen fascists will control you 100% natural

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

William Hjortsbergs anden roman Gray Matters er en kort, gusten bredside rettet mod tidens tegn. Hippiebevægelsen udstilles på lige med formynderisk snusfornuft og autoritet. Den ganske skæve roman stiller sig således i opposition til samtiden uden nødvendigvis at tilbyde alternativer til de idealer, bogen kritiserer. Kun én ting står fast, William Hjortsberg sætter den fysiske sanseoplevelse og det taktiles nødvendighed som forudsætninger for det at være menneske.

I 1971, samme år som Gray Matters udkom, udsendte Hunter S. Thompson den fabelagtige Fear and Loathing in Las Vegas. I kapitel 8 beskrev Thompson bittersødt hippiebevægelsen som en bølgekrusning, der var kippet. ”… with the right kind of eyes you can almost see the high-water mark—that place where the wave finally broke and rolled back.” Farvel til mystik og forsøg på at ændre verden. Hjortsbergs Gray Matters slutter sig til Thompson som en stille korstemme. En gravrøst, der fortæller sin samtid, at den er på afveje.

Paperback, Pocket Books 1972

Paperback, Pocket Books 1972

Gray Matters er en tidstypisk, dyster SF-roman, der udspiller sig langt ude i en fjern fremtid. En atomkrig hærgede jorden i 1996, og samfundet, som vi kender det, kom sig aldrig igen. Den overlevende befolkning måtte færdes i beskyttelsesdragter, mens de fleste nationer smuldrede. Nye samfund med genmodificerede racer voksede frem, og sideløbende udvikledes en teknologi, der kan opbevare og holde den menneskelige hjerne i live uden krop. Uden legeme kan hjernen i Hjortsbergs univers overleve i hundredevis af år. I stedet for at dø fortsætter livet som fuldt bevidst eksistens i en tank, koblet til en computer, der leverer en virtuel virkelighed.

Som tingene udvikler sig, bliver det besluttet, at alle overlevende mennesker bør få deres hjerner flyttet over i kar. De gigantiske anlæg, hvor hjernerne opbevares, vedligeholdes af robotter, der servicerer både maskiner og mennesker. Et nyt samfund vokser frem blandt de svømmende hjerner, der baserer sig på selvudvikling. Via meditation og studier udvikles selvet gennem et sindrigt trinsystem, der lover en forlokkende tilværelse for dem der når i mål.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Der er naturligvis tale om en dybt syg kultur, der fremmedgør alt og alle. Det bliver især tydeligt, da det afsløres, at det store mål for hele rejsen gennem det psykiske trinsystem er hjernens genindsættelse i en kunstigt skabt krop. Jorden er nemlig i mellemtiden blevet til et vildsomt Paradis, hvor de få mennesker, der er nået gennem den indoktrinerende omgang ”hjernevask”, lever harmonisk uden nogen form for kødelige behov eller personlighed.

Gennem bogen følger vi tre personer. Den dreng, der var den første, som fik sin hjerne anbragt i maskinen, en feteret skuespillerinde og en afrikansk kunstner. De tre umage skæbner krydses kortvarigt og skaber forviklinger, som hurtigt igen fortoner sig i det dystopiske billede, der males for os.

William Hjortsberg (Født 1941)

William Hjortsberg (Født 1941)

Drengen og skuespillerinden bliver virtuelt eller mentalt bragt sammen som led i deres selvudvikling. Systemet mener, det vil være godt for dem at opleve nogle seksuelle eventyr. Deres hjerner forbindes derfor i et tropeøtableaux, hvor deres drifter kan få frit afløb. Og som det understreges, er de oplevelser, hjernen har, på ingen måde svagere end de oplevelser, der sanses gennem kroppen. De er faktisk stærkere, desværre er de også frustrerende, fordi oplevelserne er blottet for vildskab og spontant nærvær.

For den afrikanske poet går det anderledes. Det lykkes ham nemlig at flygte fra sin hjernetank gennem en ganske absurd række udspekulerede manøvrer, der får ham ombord i en robot. Anbragt i robotten sprænger han sig vej ud af det enorme lagerkompleks og finder friheden. Han får endda en krop igen og ender som en anden Adam in Edens have. Men modsat den bibelske fortælling er det Obu Itubi, der forbryder sig mod verdensordenen. Fordi han ikke har renset sit sind som de frelste, der er kommet tilbage i en krop, er han fyldt med drifter og tanker. Obus behov kolliderer derfor også snart med den Eva, han finder sig i paradiset.

Paperback, Gollancz 1973

Paperback, Gollancz 1973

Bedre går det ikke for de to andre hjerner, vi følger, hvilket allerede ligger underforstået tidligt i bogen. Gray Matters er ikke skrevet for at være opmuntrende. Det er en brutal fortælling, polstret med klaustrofobiske beskrivelser og fremmedgørelse.

Faktisk går Hjortsberg så langt i sit forsøg på at skildre det meningsløse Paradis, mennesket har skabt til sig selv, at selve tekstens opbygning spænder ben for læseoplevelsen. Bogen er opbygget i ganske korte afsnit, eller kapitler om man vil, der skifter mellem de tre hovedpersoner samt et mindre antal andre stemmer, der aldrig fylder ret meget. Den hurtige, næsten glimtagtige struktur gør indlevelsen vanskelig og styrker så afgjort den fornemmelse af ubehag, der hænger i de fleste beskrivelser – om det er Vera Mitlovics sentimentale minder om et liv i show business eller Denton Kalbfleischers desperate, pubertære drømme om at komme i seng med en pige – altså rent fysisk, ikke bare i tankerne.

Paperback, Sphere 1974

Paperback, Sphere 1974

Der indgår en hel del sex i bogen, og på bedste syndefaldsmaner er det også sex, der fører til alle tre hjerner på vildspor. De fysiske behov lader sig ikke fornægte og lader sig ikke tilfredsstille ved noget, der ligner til forveksling. Playboy gav bogen en pris som årets bedste bog, formentlig fordi Hjortsberg med romanen forsøgte at vise, hvor meget sex fylder, og hvor umuligt det er at undertrykke de behov, vi har.

Tematisk er Gray Matters ikke blevet det mindste mindre relevant. Bogens opråb mod bornerthed, ensretning og askese er mindst lige så vigtig i dag, som det var i 1971. Til det kommer så også, at Hjortsberg holder alle teknologiske referencer ude i en armslængde, der gør, at bogens egentlig fremtidsvision heller ikke virker synderlig forældet. Det gør så absolut Gray Matters til et interessant værk, men som tekst havde jeg svært ved at finde ind til bogens nerve. De korte afsnits rytme er så abrupt og flimrende, at teksten bliver en genstridig, ufokuseret oplevelse. Jeg havde en fornemmelse af at falde ud og ind af en handling, der aldrig rigtig kommer i gang. Trods sine meritter vil bogen nok derfor heller aldrig blive en af mine favoritter.

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974 

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Presses Pocket  1982. Fransk udgave af romanen

Paperback, Presses Pocket 1982. Fransk udgave af romanen

1 kommentar

Filed under Roman