Tag Archives: Gene Wolfe

Gene Wolfe, The Sword of the Lictor (1982): Idéernes eksplosion

Paperback, Orb 2000. Forsidens billede er skabt af Don Maitz

Her er vi kommet frem til tredje bind i Gene Wolfes prisbelønnede serie om bødlen Severian, der rejser omkring i en fjern, fjern fremtid på jagt efter sig selv og meningen med sin væren. Severian og hans elskede Dorkas er nu langt om længe ankommet til udkantsbyen Thrax, hvortil han i første bind blev udsendt som straf. Livet i Thrax viser sig at være langt fra så enkelt, som Severian havde tænkt sig, og navnlig Dorkas skaber problemer for ham, fordi hun ikke er tilpas blandt de fremmede.

Severian selv, der nu for første gang for alvor han indtaget sin stilling som officiel bøddel, må også konstatere, at der er sket for meget med ham, siden han forlod bødlernes laug, for snart længe siden, til, at han problemfrit kan falde ind i den rolle, som han egentlig er uddannet til. Opholdet i Thrax bliver derfor sjæleligt tumultarisk for Severian, der til sidst beslutter at søge op i bjergene for at finde de præstinder, til hvem han kan aflevere den hellige juvel, han nu hemmeligt har båret omkring på, siden han forlod hovedstaden.

Paperback, Orb 2000

Rejsen op i bjergene bliver en forhutlet affære, der viser sig at byde på en række af dramatiske konfrontationer. Ikke alene må Severian nok engang kæmpe imod den hævngerrige kvinde Agia, han står også ansigt til ansigt med en gudelignende skikkelse, som må nedkæmpes. Han må kæmpe imod giganten Baldanders, og til sidst konfronteres han med fremmede væsner, der står uden for den jordiske tid og rum.

The Sword of the Lictor blev særdeles godt modtaget, da den udkom i 1982, formentlig fordi den er det mest tempofyldte og konkrete bind i Gene Wolfes serie. Historiens har karakter af en rejseberetning, og de mange sammenstød mellem Severian og de ganske magtfulde skabninger, han skal kæmpe imod i bjergene, giver hele romanen et pulpet, sword and sorcery-præg, som ikke var til stede i de to første bind.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj 1931) med ulv på maven

På overfladen er historien i tredje bind derfor meget direkte, ja nærmest umiddelbart simpel, men man må også konstatere, at det hele, trods meget håndgribelige optrin, synes at ske i den letterede slørede, for ikke at sige syrede, atmosfære, som ligeledes hænger over de tidligere bøger. The Sword of the Lictor er således meget åbenlys, men omvendt er det knap så entydigt, hvad det, der sker, rent faktisk betyder.

Præcis som i seriens første to bind er gentagelsen et vigtigt motiv for Wolfe, og selv om Severian efterhånden er rejst langt væk fra sit hjem, følger historiens persongalleri med ham, og på klaustrofobisk vis er det de samme personer og problemer, der konstant vender tilbage.

Hardcover, Timescape Books 1982. Romanens 1. udgave

Hæver vi os en smule fra det konkrete og bevæger os længere ind i fortolkningen af bogen, er det også klart, at The Sword of the Lictor er et afgørende vendepunkt. Man kan faktisk sige, at bogen er skellet, hvor Severian for alvor forlader sit gamle jeg og begynder at antage en ny personlighed – sit sande jeg om man vil. De mange hårde kampe, han skal gennemgå, er derfor mest af alt metaforer for indre sjælelige konflikter, der demonstrerer, hvordan Severian udfordrer eller udfordres af forskellige aspekter i sit indre.

Romanen er beretningen om en transformation, og det er ikke tilfældigt, at Severian drager op i bjergene for at gennemleve denne forvandling. Wolfe spiller her på et urgammelt religiøst motiv, hvor den søgende isolerer sig i ødemarken eller bjergene for her at være nærmere Gud og at modtage en åbenbaring.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1982

De væsentligste optrin er givet vis, at Severian møder en dreng, som han navngiver Lille Severian (Little Severian). Han tager Lille Severian med sig videre på rejsen, men drengen ender med at blive dræbt. Dette dødsfald sætter Severian fri, for da Lille Severian er borte, synes hans bånd til fortiden at være kappet, og Severian kan nu frit gå på jagt efter en anden identitet – en identitet, som vi ved, rummer noget stort, for det blev jo allerede fortalt i første bind.

Mindst lige så væsentligt er det lange og voldsomme opgør med kæmpen Baldanders. Kæmpen burde ikke kunne overvindes, men det lykkes alligevel for Severian. Kampen koster ham imidlertid det højt skattede bøddelsværd, som han har haft med sig på den lange rejse. Præcis dette er nok så afgørende, for dermed brydes det sidste formelle bånd til bøddeltilværelsen, og Severian sætter sig samtidig også symbolsk ud over døden. Terminus est (Dette er enden) hedder sværdet – men da klingen ødelægges, er der ikke længere nogen afslutning. Det hele kan fortsætte ud i evigheden, og en forsmag på denne evighed får Severian også kort efter kampen med Baldanders, hvor han møder skabningerne fra det hinsides, der afslører eller antyder nogle af deres kosmiske hemmeligheder for ham.

Paperback, Arrow Books 1982

Det univers, som Gene Wolfe fik påbegyndt skabelsen af i seriens første bind, bliver drastisk udvidet i bind tre, men hvor det i de to tidligere bøger var uklart, hvor det hele skulle bære hen, er det nu tydeligt, at Wolfe har en plan for værket. Indeværende bog er derfor i høj grad det sted, hvor symbolikken bag serien som helhed samles og bliver åbenbaret.

Tredje bind, der som sagt må siges at være det mest tempofyldt i serien, fremskynder og fokuserer således alt det, der skal forløses i den fjerde og sidste bog. Bindet er det klassiske, dramatiske vendepunkt, og det sted, hvor Wolfe for alvor afslører sin kærlighed til den jungianske fortolkning af eventyr, som han mere eller mindre har arbejdet med, og transformeret til sine egne behov, fra begyndelsen af sit forfatterskab. The Sword of the Lictor er imidlertid også en af den type bøger, det er vanskeligt at skrive noget entydigt om, fordi den er en venten og en forberedelse, mere end den er en selvstændig historie. Bind tre og fire hænger dermed i langt højere grad sammen end de to første bind, og det må derfor blive i det fjerde og sidste indlæg om serien, at jeg skal forsøge at sammenfatte mine tanker om bøgerne som helhed. Forhåbentlig bliver det om ikke alt forlænge.

Paperback, Pocket Books 1982

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Arrow Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1996

Paperback, Orion 2000

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Gene Wolfe, The Claw of the Conciliator (1981): Nettet kastes længere ud

Paperback, Orb 2000. Forrsidebillede er malet af Don Maitz og stammer fra romanens 1. udgave

I 1981 fortsatte Gene Wolfe serien om bødlen Severian, der i første bind i skam måtte forlade byen Nessus og begive sig afsted mod provinsbyen Thrax, for der at udøve sit hverv. Som det allerede er beskrevet i mit tidligere indlæg om serien, går det ikke helt så let, fordi Severian indvikles i forskellige intriger, før han har forladt sin hjemby.

Med åbningen af andet bind står det atter lysende klart, at Gene Wolfe går eklektisk til værks. Vi kommer ind i historien, da Severian allerede har tilbagelagt en del af sin rejse, og nu er han ankommet til byen Saltus. Tilfældighederne vil her, at han får lejlighed til at udøve sit arbejde som bøddel for bystyret, men som altid udvikler tingene sig i en uventet retning for den unge skarpretter. Kvinden Agia, som han fik problemer med i Nessus, er nemlig også i Saltus, og Severian forsøger at få hende i tale. Det udløser en lang, kompliceret kæde af hændelser, der sender Severian på en større omvej, før han i bogens slutning atter kan se sig selv på vej mod Thrax.

Paperback, Orb 2000

Jeg skal ikke gå videre ind i handlingen her, der hurtigt bliver ganske kompliceret at genfortælle. I virkeligheden er det mere interessant at se nærmere på Wolfes greb om fortællingen. Der kan nemlig ikke være bogen tvivl om, at Wolfes vision for værket rækker videre end den traditionelle dannelsesrejse, som seriens handling i sin grundstruktur afspejler.

Med The Claw of the Conciliator er det således tydeligt, at Gene Wolfe arbejder med en scenisk model for beretningen. Severian træder ind i tableauagtige situationer, hvor persongalleriet optræder på skift i vekslende konstellationer. Der er med andre ord et teaterpræg over romanen, som ikke alene ligger i tekstens opbygning, men som også er indlejret i selve handlingen. Severian slutter i den tidligere bog venskab med Dr. Talos og hans skuespiltrup. I stykkerne, som Talos selv skriver, indtager skuepillerne arketypiske roller i noget, der er en form for commedia dell’arte. Severian kan derfor også, uden at have erfaring som skuespiller, udfylde rollen som døden, takket være hans bøddeludstyr.

Hardcover, Timescape Books 1981. Romanens 1. udgave

Det er imidlertid ikke bare på scenen, at Severian synes at indtage en rolle. Han opfylder også en rolle som en bestemt type protagonist i selve den fortælling, som Gene Wolfe fortæller os. Eller rettere, så tilskriver Severian sig selv en bestemt rolle i den fortælling, han – som jegfortæller – viderebringer til os. Wolfe indskyder med andre ord et metalag i romanen og lader Severian bruge sit liv og personerne i sit liv, som aktører i et nøje tilrettelagt drama, der handler om hans vej mod magtens tinde. Severian iscenesætter sig selv for sin læser, fordi hans historie har et ærinde, som vi skal vende tilbage til i omtalen af fjerde og sidste bind.

Som læser må man altså være opmærksomme på, at Gene Wolfes bøger om Severian ikke bare er en historie i en historie; det er en fortælling genfortalt indenfor rammerne af en nøje fastlagt skabelon, hvor alle figurer opfylder helt bestemte roller. Det fascinerende er så, at vi som læsere ikke kender eller har nogen mulighed for at forstå disse arketyper til bunds.

Vi synes overfladisk at genkende typerne, men Wolfe forvrider konstant meninger og karaktertræk, så arketyperne ikke lever op til forventningerne alligevel. Vi genkender altså hans figurer som typer, men de egentlige implikationer går hen over hovedet på os. Wolfe skriver i virkeligheden en itubrudt fortælling, som vi ikke kan afkode fuldstændigt. Vi læser Severians selvbiografi som et brev fra fremtiden, men forstår kun budskabet partielt, præcis som når vi vender os mod fortiden, altså historien, og studerer historiske kilder, der på en gang kan synes lige så genkendelig og kulturelt anderledes, som den fremtid Wolfe postulerer.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

The Claw of the Conciliator åbner også nye horisonter for serien. Wolfe drillede allerede sine læsere i første bind ved at gøre kompasretningen nord til hjemsted for alt varmt og syd retningen for alt koldt. Denne form for invertering skubber han nu også ud i tid, således at Severian møder en grøn mand i et telt i Saltus. En grøn mand, der henviser til den siden antikken kendte bladmand, som ledsager Pans satyriske følge og middelalderen igennem gemmer sig som vignet i arkitekturen om manuskripternes marginer, før han med renæssancen bliver reduceret til et rent ornament. Den grønne mand er med andre ord et fortidigt billede, men i romanen fortæller manden til Severian, at han kommer fra fremtiden og derfor kender svaret på alt. En lige så stor løgn, som Severians, der påstår, at han husker alt.

Omvendt opdager Severian, at hans ven og rejsefælle Jonas ikke er et menneske, men en kunstig skabning – en robot om man vil – der med sit rumskib styrtede ned på jorden for længe, længe siden. Robotten kommer med andre ord fra fortiden. Tilsammen danner sådanne paradoksale forhold et billede af tiden som fænomen, der strækker sig så ufattelig langt både bagud og fremad. Alt synes muligt, alt kan forsvinde og genopstå. Det er svimlende perspektiver, som Wolfe her på legende og fascinerende vis sætter i spil.

Ved afslutningen af bogen må læseren da også konstatere, at Gene Wolfe har udvidet rammerne og den tematiske kerne for serien betydeligt. Han har sat en flimrende serie af idéer i søen, hvis mening og konsekvenser for den videre fortælling på dette punkt synes ganske uklare.

Paperback, Arrow Books 1982

Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor Wolfe vil have os hen med sin beretning, men netop det er også pointen. Vi kan måske nok genkende Severian som menneske, men dybest set er han en gåde for os, og det samme er hans verden såvel som hans beretning.

Romanen er dermed et vindue for os, hvorigennem vi kan belure en fremmed verden, et fremmed sted og fremmede betydninger, men vi gør det med løftet om, at der ligger en form for pointe i vente, når Severian er færdig med sin historie. Severian lover os næsten ordret, at der er en mening med det hele. Om Gene Wolfe også indfrier Severians løfte er en anden snak.

Paperback, Timescape 1982

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

The Claw of the Conciliator er en eksplosion af idéer, et hæmningsløst stykke prosa, der lyver og antyder uendeligt meget, og det taler til bogens oprindelige redaktørs ære, at de turde byde deres læsere et stykke så kompromisløst litteratur.

Mere følger senere, når vi skal se på seriens tredje bind.

Paperback, Arrow Books 1986

Paperback, Legend 1991

Hardcover, The Easton Press 1993

Paperback, Orion 2000

Paperback, Gollancz 2016

2 kommentarer

Filed under Roman

Gene Wolfe, The Shadow of the Torturer (1980): Ord fra menneskehedens sidste kapitel

Paperback, Orb 2000. Det fantastiske forsidebillede, malet af Don Maitz, stammer fra romanens 1. udgave

Gene Wolfe er en af generefiktionens titaner og det med rette. Han vandt allerede sine sporer i 70’erne som novelleforfatter, men det var imidlertid i 1980, da han udsendte Shadow of the Torturer, at hans stjerne for alvor steg og kun er fortsat med at stige siden. Wolfes bog er første bind i en serie på fire, som de fleste sikkert vil være bekendte med. Book of the New Sun, som serien kaldes samlet, er blevet en klassiker og pligtlæsning for alle, der bare interesserer sig en smule for SF og fantasy.

Serien er nemlig et ekstremt vellykket eksempel på den forkætrede Science Fantasy-genre, som fans i begge lejre alt for let får galt i halsen. Hans historie udspiller sig således i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er ved at brænde ud, og teknologi har antaget en semi-magisk karakter i et næsten feudalt samfund. Wolfe har imidlertid hævet sig op over den ordinære SF og fantasy og skrevet et værk, med uomgængelig litterær tyngede, der må lukke munden på enhver genre-puritaner.

Paperback, Orb 2000

Seriens første bind, som her er under luppen, introducerer hovedpersonen og jeg-fortælleren Severian, der er under oplæring i bødlernes laug. Han har levet i laugets tårn siden barnsben og kender derfor nærmest intet til livet uden for tårnets dystre mure. Som alle teenagere afsøger Severian og hans venner fra lauget grænser, og de sniger sig derfor ud i den enorme nekropol, der omkranser bødlernes tårn.

Her, blandt smuldrende gravkapeller, bliver Severian vidne til et sammenstød mellem to grupper, og unge Severian redder – nærmest ved et tilfælde – en mand fra at blive dræbt af bystyrets soldater. Manden forærer Severian en særlig mønt som tegn på sin taknemmelighed, og dermed er Severian pludselig kommet ind på en bane, der ikke alene skal føre ham på kollisionskurs med sit eget laug, men som også sender ham ud på et langt og krævende eventyr.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj, 1931)

Manden, som Severian hjalp, var oprøreren og banditten Vodalus, der er mere myte end virkelighed, og mødet med denne nærmest overjordiske skikkelse fylder pludselig Severian med drømme om andre liv, uden for murene, som han aldrig tidligere havde overvejet. Mødet bliver det første af en række skelsættende situationer i Severians liv, der på en gang synes helt tilfældige og samtidig forudbestemt af en form for forsyn.

Mødet med Vodalus planter en kim af illoyalitet i Severian, og da han forbryder sig mod gildet, ved at hjælpe en kvinde til selvmord, så hun undgår pinefuldt forhør hos bødlerne, bliver han sendt bort fra lauget i skam. Straffen er, at han må rejse til en fjern, ydmyg provins for der at tjene som mestermand. Dermed lyder startskuddet for det, der ikke alene skal blive Severians dannelsesrejse, men også en kompleks fortælling, der ligger langt ud over navnlig fantasy-genrens vanlige brug af rejsetemaet og rite de passage-motivet.

Hardcover, Simon & Schuster 1980. Romanens 1. udgave

Det helt fantastiske ved The Shadow of the Torturer, som står klart allerede få sider inde i første kapitel, er bogens fortættede stemning, formidlet gennem den alstedsnærværende Severians fortællerstemme, der nu ser tilbage på et langt liv. Severian er en klassisk observerende hovedperson, der ikke nødvendigvis selv foretager sig ret meget. Det gør verden imidlertid omkring ham, så snart Gene Wolfe slipper sin hovedperson fri af bødlernes tårn og sender ham ud i den spraglede storby Nessus. Faktisk overdynges både Severian og læseren med indtryk, således at den unge bøddel aldrig når længere end til Nessus’ byporte i første bind.

For Severian er det en kamp – både i konkret og sjælelig forstand – at krydse byen, fordi han gang på gang konfronteres med karakterer, der griber ind i hans færden, og som vi skal se i de senere bind, forbliver alle aktørerne personer, som i en eller anden forstand drager videre med Severian på hans rejse, da han først slipper ud af Nessus.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

Man bemærker da også straks, at Severian er en følsom og eftertænksom iagttager, der reflekterer over sin verden. Men han har levet afskærmet fra byens liv og forstår sig derfor kun dårligt på mennesker og kender ganske lidt til den enorme stads skikke og steder. Og dertil kommer, at bogen er fortalt retrospektivt. Den modne Severian, der fortæller sin historie til os, kan med andre ord se tilbage på begivenhederne og beretter kun det, som, han synes, er vigtigt. Dermed er Severian en selektiv fortæller, som ganske vist bryster sig af aldrig at glemme noget, men som snart viser sig, er det ikke helt sandt.

Severian, ordrige, bekymrede Severian, er således bogens absolutte hovedperson og omdrejningspunkt. Alt handler om Severian, og man får hurtigt det indtryk, at hele livet under den røde, overmodne, døende solkugle på planeten Jorden handler om Severian. Og sådan må det også være i en selvbiografisk tekst, som romanen giver sig ud for at være.

Paperback, Timescape 1981

Der er storhed over det projekt, som Gene Wolfe satte i søen med The Shadow of the Torturer. Han trådte nye stier for genrefiktionen med sin ego-centrerede fortæller, der i langt højere grad er optaget af den indre rejse ind de turbulente optrin, som sker omkring ham. Wolfe indskrev dermed også sit romanværk i en litterær modernistisk tradition, hvis store forbillede kan søges i et værk som James Joyces Ulysses.

Ligheden mellem Leopolds Blooms 16. juni og Severians vej gennem Nessus er påfaldende, og var der aldrig kommet flere bind i Wolfes serie, ville første bind stadig stå som et eklektisk mesterværk. Og det er dermed også klart, at Wolfe ikke har til hensigt at fortælle en letbenet røverhistorie med sit science fantasy-epos. Nej, han vil ind og røre ved nervetrådene og lege med store koncepter som jeg’et, tid og tro. Wolfe vil dermed også meget mere end triviel, såkaldt ”world building ”, han vil føre sin læser ud i et nyt rum, hvor livets store spørgsmål kan frigøres fra vores samtid og belyses fra andre vinkler, for at vi måske kan forstå dem bedre, når det anskues på afstand.

Paperback, Arrow Books 1983

Jeg skal nok fortælle mere om Severians verden, Severian som hovedperson og selve Gene Wolfes historiebrug, men det bliver i senere indlæg, som tager afsæt i seriens øvrige tre bøger. Her er tonen blot blevet slået an, så vi kan ruste os til at forlade Nessus med Severian. En komplekse og fascinerende rejse, som jeg misunder alle dem, der endnu har til gode at opleve den for første gang.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

Paperback, Arrow Books 1986

Hardcover, The Easton Press 1989

Paperback, Millennium 2000

Hardcover, Gollancz 2011

1 kommentar

Filed under Roman

Gene Wolfe, Castleview (1990): Dystert eventyr og nervepirrende mystik

Paperback, Tor Books 1991, med relevant men lidt kedelig forside af Richard Bober

Jeg har haft Castleview stående på hylden ret længe uden at få den læst. Faktisk opdagede jeg en dankortkvittering i bogen, da jeg endelig fandt den frem, der fortalte, at jeg havde købt den i The English Bookstore i Århus tilbage i 2004. Når det har taget så længe for mig at få bogen læst, skyldes absolut ikke Gene Wolfe. Jeg er meget, meget begejstret for Wolfes bøger. Hans The Fifth Head of Cerberus fra 1972 er et særdeles fascinerende værk, som jeg har læst et par gange efterhånden. Og Book of the New Sun-serien er ganske enkelt et genialt storværk, der fortjener hver eneste lovprisning, som bøgerne har fået, siden de udkom i første halvdel af 80’erne.

Man kan vel godt sige, at jeg er en lille Wolfe-fan, men hvorfor pokker skulle der så gå så mange år, før jeg fik taget mig sammen til at læse Castleview? Svaret er, at det Kong Arthur-tema, der omtales både på bogens forside og bagside, har været lidt af en humørdræber for mig. Der er helt sikkert kommet spændende Kong Arthur-fortolkninger – John Boormans Excalibur (1981) er en af mine yndlingsfilm, og DC Comics’ Camelot 3000 har jeg også være begejstret for, siden jeg læste den danske trebindsoversættelse for første gang.

Men Kong Arthur eller Arthurmyten omsat til eller integreret i et nutidigt Illinois? Det kan kun gå galt, selv for Gene Wolfe. I værste fald så jeg en eller anden form for parafrase over Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889), men sådan forholder det sig på ingen måde. Faktisk har jeg groft undervurderet Gene Wolfe, der allerede efter få kapitler fik gjort alle mine bekymringer til skamme.

Paperback, Tor Books 1991

Castleview er en fremragende fortalt roman, hvor Wolfe endnu engang demonstrerer sine overlegne sprogfærdigheder. Han tryller ganske enkelt en medrivende og dunkel historie frem ved at føre folkeeventyr og hverdagsliv i en amerikansk lilleby sammen på kløgtig, kløgtig vis. Der er ikke skyggen af usikkerhed i Wolfes fortællestemme. Teksten glider ned som en læseletbog, men bevarer et liv i detaljen og et vid, der viser, at det her skam skal mere end bare at underholde.

Romanen opererer med et relativt sort persongalleri af samme type, som vi eksempelvis kender det fra adskillige af Stephen Kings romaner og eksempelvis Peter Straubs Ghost Story (1979). Der er endda noget Kingsk i valget af den lille landlige by som omdrejningspunkt og det brede udpluk af helt almindelige mennesker, der konfronteres med ganske usædvanlige ting.

Kort fortalt har Will Shields købt en brugtvognsforretning i byen Castleview, og nu er han sammen med konen Ann Schindler, en kogebogsforfatter og deres datter Mercedes i byen for at se på et hus. De er faldet for en stor, gammel kolos af en ejendom, som familien Howard skal fraflytte, fordi Tom Howard har fået arbejde i Chicago. Mens Schindler-Shields-familien får fremvist huset, modtager Sally Howard den ubehagelige nyhed over telefonen, at hendes mand Tom er død. Det sætter gang i en række sære begivenheder, der fører de to familier tæt sammen – ikke mindst fordi datteren Mercedes og Howard-familiens teenagedreng Seth får et godt øje til hinanden.

Gene Wolfe (født 7. maj 1931)

Handlingen strækker sig kun over nogle få dage. Vi følger dermed næsten alle bogens karakterer time for time, efter det bliver bekendtgjort, at Tom Howard er død. Indledningsvist er det hele meget uskyldigt. På et praktisk plan skal Schindler-Shields-familien finde et sted at bo. Derfor indlogerer de sig på et motel, hvorfra de kan tilrettelægge deres nye liv i byen. Der er imidlertid mere på færde end som så, og byen har ikke sit navn uden grund. Folk har altid, så langt tilbage det vides, set syner eller fatamorganaer i Castleview. De har bl.a. set en stor borg tone frem i horisonten; nogle gange ganske nær byen, andre gange som en fjern spejling. Forklaringer på fænomenet er der nok af, men man taler ikke meget om det. Will Shields ser tilfældigvis borgen, og dermed er hans nysgerrighed vakt. Han begynder at undersøge sagen, det samme gør datteren i samarbejde med vennen Seth, mens Ann Schindler også går på sagen, men fra en lidt anden vinkel.

Da familien først kradser i myterne, sker der for alvor gådefulde ting i byen. Folk forsvinder, mystiske fremmede dukker op, og den lille familie får selv kærligheden at føle, først da de nær kører en mærkværdig rytter ned på åben gade og efterfølgende, da folk begynder at forsvinde omkring dem.

Engelsk paperback. Hodder & Stoughton 1992

Castleview skaber en atmosfære, hvor en ganske almindelig amerikansk hverdag blandes med en truende eventyrverden, beboet af alfer og væsner, der har træk tilfælles med folketroens vampyrer og spøgelser. Bogens persongalleri skrider ind og ud mellem disse verdener, men netop fordi hverdagsliv og det overnaturlige bliver blandet så frit, skabes et helt tredje rum for læseren. Et rum der har en sær drømmeagtig atmosfære, hvor lidt naive, Hollywood-stereotyper fra filmens verden blandes med ulmende mytologiske elementer.

På bagsiden sammenligner en anmelder fra Locus Magazine bogen med en James Stewart-film, og det er meget præcist ramt. Der er nemlig et element af uskyld over bogens personer, men samtidig trækker Castleview dybere spor og skaber ganske foruroligende for ikke at sige uhyggelige episoder. Kapitlet hvor Will Shields opsøger byens lokale museum for at finde ud af mere om denne mærkelige borg, der toner frem, er rendyrket horror. Og den slags er der meget af. Da Seth og Mercedes kører op til et udsigtspunkt og pludselig møder en mand, vi i et tidligere kapitel har fået at vide, er død, er det isnende at læse, hvordan de to teens følger med dette ”spøgelse”.

Paperback, Ace Books 1972

Selve Kong Arthur-elementet er holdt ude i en armslængde, hvor mytologien bruges i sammenhæng med alfetro og keltisk sværmeri. Der røres endda lidt nordisk mytologi med ned i suppen, uden det gør noget. Der er et sværd i en sten, og der er en konge, men Wolfe omsætter de arketypiske komponenter til en overraskende fortælling, der ligger irske folkeeventyr nærmere end de klassiske receptioner af Le Morte d’Arthur.

Blandt bloggere og Wolfe-læsere generelt har Castleview fået en ret hård medfart. Folk klager over, at bogen er usammenhængende, uforståelig og unødvendigt kompliceret. Alt dette er sådan set ikke helt forkert. Det er en på en gang lettilgængelig bog, men samtidig også kompleks læsning, fordi der sker meget i detaljerne. Det gør der altid hos Wolfe, men måske er det tydeligere her end i så mange andre bøger, fordi romanen ikke er specielt lang (Tor paperback, 280 sider).

En virkelig cool forside. Hardcover, Simon & Schuster 1980

Bogen er Gene Wolfes anden ud af tre uafhængige romaner, der handler om hemmelige verdener, der åbner sig for helt almindelige mennesker eller overnaturlige elementer, som sniger sig ind i hverdagslivet. There Are Doors (1988) var den første, og den sidste var Pandora, By Holly Hollander, der udkom samme år som Castleview. Tematisk hænger bøgerne sammen, og Wolfe har tydeligvis et projekt med de tre romaner. Han forsøger at opstille et tænkt eksempel for, hvordan ”det mystiske” eller ”det ukendte” vil optræde, hvis vi som moderne mennesker blev konfronteret med det. Han prøver med andre ord at opstille et spejl, som man eller vi kan indsætte mystiske erfaringer i. Pointen for Wolfe er, at disse erfaringer altid vil være kaotiske og dybest set uforståelige, fordi vi ikke kender det mystiskes fulde udstrækning – hverken når der er tale om gode eller skadelige kræfter.

I Castleview forstår vi aldrig helt, hvad de mørke kræfter, der myrder og kidnapper i byen, egentlig er ude på. Indbyggerne kan bekæmpe deres mystiske fjende, men forstå den kan de aldrig. Gene Wolfes konvertering til katolicisme har helt sikkert et eller andet at sige i dette. Uden præcis at kunne sige hvordan, tror jeg, Wolfe bearbejder en personlig (religiøs) erfaring med de tre bøger skildret her. Det handler om oplevelsen af det umiddelbart irrationelle i en verden, vi ellers forsøger at forstå rationelt. Nu ved jeg ikke, hvor meget man skal lægge i det, men hvis man mener, at Gene Wolfe vil fortælle læseren noget med en bog som Castleview, er det nærliggende at tænke i disse baner.

Hardcover, Tor 1988. Denne forside er ike lige min kop the. Alt for meget Ugebladet Søndag over billedet

Efter endt læsning var jeg helt lettet, for tænk hvis bogen havde skuffet. Det gjorde den ikke. Castleview er måske ikke Wolfes bedste, men selv når han ikke skriver endnu et mesterværk, sætter han baren højere, end de fleste nogensinde når.

Hardcover, Tor Books 1990

Skriv en kommentar

Filed under Roman