Tag Archives: Genrehistorie

Mark Amory, Lord Dunsany. A Biography (1972): Overklassesværmeri?

Hardcover, Collins 1972

Jeg har arbejdet lidt med Lord Dunsanys tidlige fortællinger i de seneste måneder, hvilket også har givet mig lejlighed til at få gennemlæst hovedværkerne om Dunsany. Det har været sjov læsning, synes jeg, fordi de er så forskellige i fokus og udtryk. Derfor tænkte jeg også, at jeg vil turnere bøgerne her på bloggen til glæde for dem, der overvejer at snuse lidt mere til baggrunden for Dunsanys fascinerende historier.

Først og fremmest er det måske vigtigt at sige, at Dunsany i genrelitteraturen er kendt for sine tidlige værker, der vitterligt er utrolig smukke og morsomme. Det er fantasy, der ikke ligner ret meget andet, og som C.L. Moore sagde det engang i et berømt citat, så har alle forfattere, der læser Dunsany, forsøgt at efterligne ham, og alle, der gjorde forsøget, har fejlet.

De fleste tænker nok i dag på Dunsany igennem H.P. Lovecrafts dyrkelse af ham, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han på grund af Lovecraft har bevaret en helt særlig status. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at Dunsany var en stjerneforfatter i sin samtid. Det var ikke på grund af sin skønlitteratur, men på grund af sine dramaer. Dunsanys første stykke, The Glittering Gate, blev skrevet og opført i 1909, og dermed var en kometagtige karriere skudt i gang, som gjorde, at han i 1910’rne og 20’erne var en af de mest feterede og populære dramatikere i England og USA. Navnlig amerikanerne tog varmt imod ham, og det var under hans første foredragsturne i USA, at Lovecraft i 1919 var blandt tilhørerne i salen, da Dunsany talte i Boston.

Senere faldt Dunsanys dramaer i unåde, men på det tidspunkt var han begyndt at sadle om og opnåede fornyet popularitet med sine humoristiske fortællinger om den skrønefortællende Jorkens, der underholder medlemmerne i sin herreklub med den ene røverhistorie efter den anden.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Dunsany var med andre ord ikke en hvem som helst, alligevel udkom den første egentlige biografi om ham så sent som i 1972. Den er skrevet af den amerikanske Mark Amory, der var venner med Dunsanys barnebarn og sikkert derfor blev inspireret til at skrive bogen. Venskabet har formentlig også bevirket, at han fik adgang til Dunsany-familien på en måde, som andre næppe ville kunne, og man fornemmer navnlig, at han har talt meget med Dunsanys kone Beatrice. På dette tidspunkt var Dunsany nemlig selv for længst død.

Som biografi er Amorys bog fuldstændig klassisk i sin opbygning. Den er kronologisk og trækker i lige dele på samtaler med familien samt ikke mindst de selvbiografier, som Dunsany udgav. Det har med andre ord ikke været en mangel på kilder, der stillede sig i vejen på arbejdet, og Amory kan derfor også meget indlevende beskrive mange episoder fra Dunsnays liv. Det er underholdende og oplysende, og man får tilmed indblik i en del af de små særheder, der kendetegnede privatpersonen Dunsany – eller ”Pony”, som vi forstår, hans kælenavn var.  

Så langt så godt. Når man skriver en biografi, må man naturligvis vælge en vinkel, og Amory har skrevet sin uden stort set at tage stilling til den litteratur, som Dunsany skrev. Hans værker bliver nævnt og ofte kort karakteriseret, men hvis man søger lidt dybere indsigter, er der ikke ret meget at komme efter. Det er skuffelse, men et bevidst valg, og derfor egentlig ikke noget man kan klandre Amory.

Lady Beatrice “Lady Dunsany” Child-Villiers Plunkett (12. oktober 1880 – 30.maj 1970)

Det problematiske ved biografien opstår, fordi han er så tæt på familien. Bogen handler om Dunsany, men den virkelige hovedperson er Beatrice. Hele bogen synes at være skrevet i dialog med hende, og man fornemmer, at hun har siddet og læst ham over skulderen, mens han skrev. Hun er konstant til stede i teksten, hun bliver konstant smigret med flatterende bemærkninger, og hun får løbende det sidste ord. Amorys fortolkning af Dunsanys liv og virke er derfor Lady Dunsanys udlægning.

Det er i sig selv ikke et problem, men det bliver det alligevel, fordi Amory aldrig gør sin læser opmærksom på dette. I stedet bliver der postuleret en form for faktuel tilgang og objektivitet, som på ingen måde er til stede.

Man kan ikke kalde fremstillingen for et decideret skønmaleri, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en ukritisk fremstilling, der lader familien bestemme, hvor de ømme eller svære punkter skal ligge. Amory styrer dermed behændigt udenom mange af de åbenlyst mindre flatterende sider ved Dunsanys person, og han styrer uden om den mængde ganske uinteressante værker, som Dunsany udgav i slutningen af sin karriere.

Dertil kommer, at Amory er mindst lige så betaget af Dunsany-familiens overklassetilværelse, som han er betaget af Beatrice Dunsany. Hans biografi er fyldt til bristepunktet med små anekdoter fra livet på deres herregård i Irland og deres landstedet i England. Det er den slags stof, som man baserer populære TV-serier på, og det er samtidig den slags stof, som kun alt for let bliver romantiseret. Jeg tror faktisk, at Amory er mere betaget af Dunsanys tilværelse som adelsmand end hans fiktion, hvilket forvrænger portrættet af forfatteren og alt der i det hele taget gør ham relevant at skrive om.

Dunsany Castle, County Meath, i Irland

Der er noget naivt og tonedøvt i bogens fremstilling af Dunsanys tilværelse, fordi den kan komme med absurde påstande om at leve stille og enkelt, med uendelig tid til jagt og fornøjelse, og samtidig at være i kontakt med verden i bred forstand. Samtidig bliver det tydeligt, hvor utrolig banalt Dunsany-familiens liv bliver, når man skræller den litterære produktion bort. Det er da også netop banaliteten, som Dunsany kæmpede med i slutningen af sin litterære karriere, men det hører vi, som sagt, intet om.   

Amorys portræt af Dunsanys er ”fantasy”; en lun og gylden fortælling om et farverigt og næsten sorgløst liv. Det er en drøm om et liv, hvor de bekymringer, der er, er så belejligt store, at de ikke kan føres tilbage på individet. Kriserne er verdenskrige og nationalistisk politisk uro, ikke personlig opførsel eller holdninger. Fjendskabet mellem Dunsany og hans bror forbigås eksempelvis stort set i tavshed.

Biografien bliver på den led et tandløst portræt. Den bliver et flatterende bagsidebillede til omslaget på Dunsanys værker, uden man som læser bliver det mindste klogere på hvilke idéer og drifter, der egentlig har skabt den kunst, som Dunsany stadig kan betage sine læsere med. Bogen er i sidste ende behagelig læsning, men for den, der gerne vil arbejde med Dunsanys litteratur, efterlader Amorys biografi desværre flere spørgsmål end den besvarer.   

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Dengang H. Rider Haggard besøgte Danmark

Vi fortsætter lidt i samme spor som søndagens indlæg. 

Jeg sad i en anden sammenhæng for nogen tid siden med Mediestream og begyndte som en lille overspringshandling at søge på Henry Rider Haggard, der i 1910 besøgte Danmark. Han var blevet udpeget af sin regering til at foretage en undersøgelse i udvalgte lande, med det formål at afdække, hvordan det engelske landbrug kunne forbedres. Der var store problemer i det britiske landbrug, der ikke længere var tidssvarende, og netop jordbrug var en af de ting, som interesserede den konservative Haggard stærkt. Ikke mindst var han beæret over endelig at få et tillidshverv, og han gik derfor også til opgaven med stor ildhu. 

Den aldrende Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925) fotograferet efter 1920.

Han skulle til Danmark for at se andelsbevægelsen ved selvsyn, og resultatet af det arbejde udgav han senere i det generelt entusiastiske topografiske værk med titlen Rural Denmark and its lessons, udgivet i 1911. Bogen er stedvist sjov læsning for den topografisk interesserede, ikke mindst på grund af Haggards små anekdoter fra rejsen. Som landbrugshistorie (ikke mit felt!) er det sikkert også sjovt, fordi man landet her bliver taget under kritisk lup af en fremmedes blik, hvilket altid er tankevækkende. Hele værket kan du finde online her.

Besøget i Danmark havde også en særlig, private interesse for Haggard, fordi han var af den overbevisning, at hans slægt ”Haggard” var en gammel vikingefamilie, der nedstammede fra Aagaard ved Fjerritslev i Thy. Den tanke kan fuldstændig afvises, tror jeg, men ikke desto mindre var det noget, der optog den romantiske Haggard, som det fremgår af hans dagsbogsoptegnelser fra perioden. 

Herregården Aagaard fotograferet fra luften i 1950’erne. Det nuværende hovedhus er opført 1917 og kom altså til få år efter Haggards besøg på stedet. I bogen har Haggard inkluderet billeder af den gamle gård, som han så

Men tilbage til Mediestream. Haggard var en berømthed, og naturligvis måtte bladene også skrive om den succesfulde forfatters tur til Danmark. Han skulle være i landet omkring 14 dage med ankomst til Esbjerg 18. september 1910, og derfra videre rundt i Jylland, før han endte i København, hvorfra det hele skulle afsluttes med et besøg på Kronborg. Han måtte naturligvis også forbi Aagaard, og hele slægstvinklen bliver med en vis stolthed omhyggeligt beskrevet i aviserne. 

Dengang dækkede aviserne jo sådanne berømtheders rejser ganske nøje, og det er helt sikkert muligt at kortlægge Haggards tur rundt i landet gennem lokalaviserne, hvilket kunne være en sjov opgave, men det må vente. Her er i hvert fald blot et eksempel på den dækning af besøget, der blev publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende torsdag d. 15. september 1910, hvor Haggard endnu ikke var ankommet i Danmark.  

Indrømmet, alt det her er meget nørdet, men hvem ved, måske sidder der en Haggard-fan derude, der synes, det er lige så sjovt som mig.

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

En virkelig positiv anmeldelse af Skrækvisioner

Jeg har lige modtaget en anmeldelse af Skrækvisioner, min fagbog om gyserens udvikling i 1900-tallet. Det er den første reaktion på bogen, som jeg har fået, og det er derfor rart, at den er så overvældende positiv. Det i sig selv er jo en god grund til at dele den her på bloggen, men anmelderen har også gjort et stort arbejde med at sammenfatte bogen. Det er jo ret nyttigt, hvis du gerne vil snuse lidt mere til kapitlernes indhold. Jeg synes derfor bestemt, at du skal smutte forbi platformen Historie-Online, hvor du kan læse anmeldelsen her.

På genhør

Martin

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Skrækvisioner kan nu købes

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Et stille hurra herfra. Min fagbog Skrækvisioner kan nu købes hos Syddansk Universitetsforlag. Dermed kan du få lejlighed til at læse mit bud på skrækgenrens udvikling fra 1920’erne og frem til i dag. Det lyder da som spændende læsning, hvis jeg altså selv skal sige det. Bogen kommer langt omkring med en del afstikkere længere bagud i tid, men fokus ligger tungt på 1900-tallet. Der bliver derfor ikke brugt mange ord på gamle travere som eksempelvis Dracula, Frankenstein et al.

På grund af de corona-ramte tilstande, som vi lever underlige nu, har jeg rent faktisk ikke selv set bogen endnu. Der er kommet en kasse med bøger til mig fra forlaget, men den står på mit kontor, som jeg ikke har adgang til før vi kan møde ind på arbejde igen. Det er lidt sært, men så er der bare endnu en grund til at håbe, vi snart kan komme tilbage til en form for normalitet.

Jeg håber og tror, at Skrækvisioner vil være relevant læsning for alle, der svinger forbi Fra Sortsand regelmæssigt. Kast et blik på bogen. Den kan anskaffes fra forlaget her (og sælges endda med rabat for tiden!).

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Skrækvisioner

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Gulp! Så har jeg brugt den seneste tid på at få den endelig korrektur af Skrækvisioner på plads. Med en bog på 440 sider og 180.000 ord, tager det sin tid. Det er derfor også ret fedt, at det hele nu er afsluttet og bogen sendt afsted, så den kan udkomme i slutningen af marts. Hurra. Jeg glæder mig ret meget til at stå med den i hånden – det har været et meget langt bekendtskab efterhånden. Faktisk er det en smule surrealistisk, at hele det kæmpe arbejde nu har fået en ende.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Her kan du se det omslag, som forlaget har brygget sammen samt en indholdsfortegnelse til de videbegærlige vovehalse, der måske kunne tænke sig at gå ombord i bogen. Jeg håber i hvert fald, at det kan pirre nysgerrigheden hos bloggens læsere.

På snarligt genhør

– Martin

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Science Fantasy – sidste udkald

Paperback, Signet Books 1971

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 3 af 3

 

Henning Andersen har de seneste to uger haft et indlæg på bloggen om science fantasy og ”undergenrens” udvikling. Som Henning ganske rigtigt påpeger, er det med genredefinitioner en vanskelig størrelse, som fungerer bedst, når vi skal bruge den til at lave en umiddelbar sortering af fortællinger. Ser man nærmere på de enkelte historier, viser det sig nemlig altid, at emnet kan belyses fra flere vinkler, og det der for den ene læser bliver horror, kan for den anden være fantasy osv. Selve definitionen af science fantasy er derfor heller ikke så spændende at jagte, for, som man ser i Hennings indlæg, er genren så nært forbundet med det, vi generelt vil kalde SF, at det næsten kan virke meningsløst at gå for langt ud ad den tangent.

Men alligevel. Der er et eller andet på færde i den såkaldte science fantasy, som påkalder sig interesse. Jeg skrev i et ældre indlæg om det samme, og skal ikke gentage mig selv her. Læs i stedet den gamle tekst. Det interessante, for mig at se, ligger i virkeligheden i den æstetik, som science fantasy-genren benytter sig af. Billedligt indfanges dette i sammenblanding af laserpistoler og sværd. To poler bliver her bragt eklektisk sammen i noget, der næsten kan opfattes naturstridigt, hvilket vel også er grunden til, at genren kan udløse ganske stor modvilje blandt både fantasy- og SF-læsere.


I Hennings indlæg får man, som sagt, et ganske godt indtryk af selve idéens langstrakte historie, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at den egentlige ”hårde” science fantasy er et fænomen, der lever bedst fra 1960’ernes slutning og 70’erne ud. Det er interessant, fordi netop dette tidsrum er en guldalder for genrefiktion generelt. Det er et tidsrum, hvor der udfoldes ganske stor kreativitet og, hvor man finder en grundlæggende udogmatisk tilgang til genrerne. Dermed var eksempelvis sammenblandingen af magi og teknologi ikke så odiøst, som det snart skulle blive.

Paperback, DelRey 1983


Meget ændrede sig nemlig i løbet af 80’erne, hvor en ny saglighed brød igennem i genrefiktionen, der gennemsyrer alt fra fantasy og horror til SF. Genrerne blev for alvor delt i lejre med egne troper og udtryk, som kun sjældent er blevet blandet. Der skete med andre ord en benhård specialisering af fiktionen, som bestemt fortsat gør sig gældende.

 

Man kan derfor sige, at science fantasy-genrens storhedstid (som jeg kalde den) i 70’erne, er et produkt af en eksperimenterede tænkning, og en tid, hvor læserne i langt højere grad var åbne for værker, der ikke lader sig afkode automatisk som værende det ene eller andet. Man kan derfor også mene, hvad man vil om science fantasy-genren, hvor rumskibe og riddere slås, men der kan ikke være nogen tvivl om, at der med dens hurtigt dalende popularitet i 80’erne skete en form for tab af selve glæden ved det at lade fantasien løbe rablende afsted. Fantasi er der naturligvis meget af i genrefiktionen generelt, men det at overskride grænser, eller slet og ret at operere uden hensyn til realisme og genrespecifikke troper, hører en særlig tidsånd til, som kan synes langt, langt borte, når vi ser på meget af den oftest lidt kedsommelige, moderne SF og den rædsel, som fantasy er blevet til.

Paperback, Corgi Books 1981


Derfor håber jeg også, at Hennings tour de force gennem science fantasy-genren kan inspirere nogle af jer til at gå på opdagelse i bagkataloget. Jeg er helt sikker på, at der vil ligge nogle store og stærkt fascinerende læseoplevelser i vente.


God jagt, og tak for bidraget Henning.  

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Science Fantasy fortsat

Paperback, Sphere 1975

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 2 af 3

Af Henning Andersen

 

 

HVOR ALTING KOMMER FRA

Der må jo være en begyndelse, en årsag, et udgangspunkt. Først boede skaberen måske inde i en hule eller ude i skoven. Så blev hulen og skoven udforsket, og skaberen flyttede op på bjerget. Så blev bjerget besteget, og guden flyttede op i himlen. Og hvad nu?

I 1871 skriver Edward Bulwer-Lytton sin The Coming Race, der handler om et både teknologisk og åndeligt sofistikeret folk, der bor inde i ”vores” Jord.

Underjordiske folkeslag – og i det hele taget det ”underjordiske” – har altid fascineret, lige siden Hades, Hel og Helvede blev opfundet, og det til en sådan grad at henne i England blev fund af ammonitter – en slags fortidig blæksprutte med snoet skjold – kaldt Satans Fodspor, fordi disse fossiler godt kan ligne aftryk af krogede klør.

Rejser til ”underverdenen” – eller blot til Jordens indre – er dog af ældre dato end Bulwer Lyttons eksotiske fortælling. Bortset fra Jules Vernes Rejsen Til Jordens Indre (1864), kan der nævnes Niels Kliims Underjordiske Rejse, Ariostos Orlando Furioso (1516), Dantes La Divina Commedia (1320) og helt tilbage til Thors rejse til Udgårdsloke og Odysseus’ nedstigning til Hades, samt naturligvis Orfeus. Og der skal det da lige nævnes at Orfeu Negro (1959), instrueret af Marcel Camus, er et brasiliansk ”take” på Orfeus-myten i en moderne setting under karnevallet i Rio de Janeiro – og i øvrigt inspiration til The Einstein Intersection af Samuel R. Delany, som jeg omtalte i første del.

Paperback, Magnum 1979

Alle disse er fuldfede science fantasy-eksempler, idet det ”magiske” – fantasy-elementet – bliver videnskabeligt rationaliseret, til trods for det faktum, at Jorden altså hverken er hul eller flad. ”Videnskabeligt”, sagt med skyldig hensyntagen til affattelsestidspunktet, hvilket ikke nødvendigvis er identisk med ”teknologisk”.

Ikke desto mindre er scoopet i The Coming Race introduktionen af vidunderstoffet ”vril”, og det har i den grad haft afsmittende effekt på såvel populærkultur som sektdannelser – fra UFO-fanatikere over ”Bob Morane: Den Sorte Ridder” til ”The Vril-Society”.

Dog – ingen aktion uden reaktion. I 1889 skriver Camille Flammarion Uranié, der er en beskrivelse af, hvordan forfatteren – af Urania (græsk gudinde for himlen) – bliver ført ud til planeter, stjerner, galakser og bliver forevist (to the readers digest), hvordan alting hænger sammen i et celestialt master-program, der er sit eget endemål.

Paperback, Pan Books 1956

Den tog Olaf Stapledon op i 1937 med sin Star Maker, hvor hoved-”jeg”-personen kommer ud på en kosmisk rejse, og besøger ”mennesker” (der dog kan virke temmelig fremmede, men af samme grund taler mod tidens idé om Den Sande Race, såsom ”boat-men”, ”wing-men” og ”mole-men”). Og til slut skuer ”The Star Maker”, hvis ensomhed netop har fået ”ham” til at skabe Altet, derfor også galakser, sole, planeter og væsener. Den lidt triste bundlinje er, som Joseph Conrad siger, ”vi lever som vi drømmer – alene!”

Ind i denne tradition – og i hvert fald med kraftig påvirkning fra Stabledon – indskriver sig Clarkes Childhood’s End, der på én og samme gang er fortællingen om ”dying earth” og menneskehedens transcendens mod ”Den Kosmiske Bevidsthed” (mine citationstegn). De sidste ord i den roman kan ikke andet end ramme én i hjertekulen, uanset hvor man befinder sig henne i det filosofiske spektrum.

 

ER DER ANDET?

Ja! Der er næsten ikke andet. Den enes stream of consciousness er den andens magiske realisme. Så tiden er kommet til nogle punktnedslag, der muligvis kunne foranledige læseren til yderligere undersøgelse af dette lidt pindsvineagtige og ustabile ”science fantasy”.

Man kunne f.eks. starte med Robert Holdstocks Mythago Wood (1984), der netop – jf. ovenfor – tager fat i oprindelsen ude i skoven. Historien er såre simpel: vores hovedperson drager ind i Ryhope Wood, der tilsyneladende er en lille lund, men viser sig at være Dr. Who-agtig stor på ”indersiden”, for at finde sin elskede (Orfeus, igen). Udfoldelsen af Ryhope Wood og dens ”beboere” er derimod ikke simpel, men er i høj grad science fantasy, fremfor blot fantasy, idet forfatteren gør et godt benarbejde for at rationalisere hændelserne. Det gode er, at de der gider den øvelse føler sig godt underholdt, og det forstyrrer ikke de der ikke gider.

Paperback, Grafton Books 1986

Så er der Randall Garrets Too Many Magicians (1966), hvor 1300-tallets Europa overgik til magi i stedet for teknologi. Og den virker! Den historie er muligvis udsprunget af Robert Heinleins Magic Inc. (1940), eller Poul Andersons Three Hearts and three lions. Sidstnævnte er historien om Holger (danske), der bliver ført til ”fairy-land” og får mulighed for at indse de bagvedliggende fysiske mekanismer ved tilsyneladende magiske fænomener. De førstnævnte er derimod fortællinger om, at selv magi har sine begrænsninger i et fysisk univers, og ligner på den måde Larry Nivens The Magic Goes Away (1976). Heri beskrives at ”magi” – for så vidt man kan kunsten – også afhænger af ”manna”, magiens råstof. Som sidebemærkning kan man undre sig over at en libertær republikaner som Niven i det hele taget indfører noget om energi-reserver og økologi i sin udgave af science fantasy. Men det gør han altså.

Én som det er svært at komme udenom i denne forbindelse er Philip Jose Farmer. Man kan sådan set sige, at han stinker langt væk af science fantasy – hver gang. Og er der to ting, der kendetegner Farmer, så er det hans store kærlighed til ”mikrouniverser” og pasticher. At han så også – ligesom Heinlein og Aldiss – er en gammel gris, det kan vi gemme til en anden go’ gang. For her skal især fremdrages hans ”World of Tiers”-serie, begyndende med The Maker Of Universes (1965), hvor almægtige, men syge, ”guder” – der alle er i familie med hinanden – har skabt mikrouniverser, der primært er fælder eller fængsler for resten af søskendeflokken.

Hardcover, Macdonald Science Fiction 1968

Hele konstruktionen bliver rationaliseret ”videnskabeligt” ved at postulere en fremskreden teknologi, men samtidig bærer alle disse ”søskende-guder” navne, hentet fra William Blakes sære syner og fantasier. Og hvorfor så ikke – i samme åndedrag – nævne Farmers The Other Log Of Phileas Fogg (1973), der er en ”sætning-for-sætning” pseudovidenskabelig forklaring af hele formålet med den der Jordomrejse på 80 dage. Spas og kræs for kendere.

 

HVAD ER GLEMT?

Sikkert meget!

Grandville (Jean Ignace Isidore Gérard Grandville, 1803-1847), skrev Un Autre Monde i 1844. Denne drejer sig om en rejse til en anden klode, hvor det signifikante i denne sammenhæng er en zoologisk have bestående af (levende) heraldiske dyr, samt et dampdrevet orkester og kor. Så hér foregribes altså – uden at påstå det skulle være den direkte inspirationskilde – senere ideer om genmanipulation og det dampdrevne samfund, og vi befinder os pludselig i steampunk inden steampunk, så at sige.

Der er selvfølgelig – for Grandvilles vedkommende – tale om samme slags parafraseringer eller allegorier, som hos næsten-samtidige Lewis Carroll. Men hvor Carroll henviser det hele til Drøm og Eventyrland, holder Grandville et straight pokerfjæs og fastholder eksistensen af det ”umulige”.

Hardcover, Fournier 1848. Titelblad

I en hvis forstand (hvilken? Kan man spørge) er decideret science fiction spørgsmålet om at rationalisere det uladsiggørlige, mens science fantasy drejer sig om at rationalisere det umulige. Ud fra et filosofisk standpunkt kan dette enten være helt hen i vejret eller være en kilde til atter og flere umuligheder og uladsiggørligheder. Og så bliver det jo sjovt.

For eksempel går der en ret lige linje fra Das Cabinet des Doktor Caligari (1920), over Counterfeit World (1964) af Daniel F. Galouye, gennem Welt Am Draht (1973) af Rainer Werner Fassbinder, til The Thirteenth Floor (1999) og derfor til The Matrix (1999).

Vi står naturligvis i begreb med at postulere, at selv ”ren” science fiction blot er et aspekt af ”reel” science fantasy. Men grænserne er – som sagt – flydende, for hvis der kun skal en pille (rød eller blå, virtuel eller ej) til at afgøre virkelighedens uvirkelige virkelighed, ja, så befinder vi os stadig i science fantasy. Så går der semiotik og Sapir-Whorf i den, så at sige.

 

Men netop denne usikkerhed, denne tøven, denne fornemmelse af næsten af have forstået det – det er måske lige præcis styrken i science fantasy, fremfor de til tider ret mættende info dumps i mere ligeudrettet science fiction.

Det er dog ingen grund til at rette smed for bager. Begge dele – samt alt andet og mere – har ret til gang på denne Jord.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Science Fantasy? Ja tak, eller?

Paperback, Panther 1984

De fleste, der følger Fra Sortsand, vil uden tvivl kende Henning Andersen som en flittig skribent og begavet kommentator. Ikke mindst når vi taler SF, har Henning mange meninger og iagttagelser, der altid er interessante at følge. Et tilbagevendende emne, som har været diskuteret et par gange her på bloggen, er genren ”science fantasy”. Den undergenre, hvis man kan kalde den for det, har jeg nu indgået et lille samarbejde med Henning omkring. Det vil sige, at Henning de næste to onsdage overtager styringen med Fra Sortsand og skitserer udviklingen i science fantasy-genren, som han ser den.

Det er blevet til et yderst interessant blik på en type litteratur, der bestemt ikke længere har samme høje kurs, som den havde engang. Eller tager jeg fejl? Tanken er, at jeg til sidst, som et tredje ben i serien, kommer med et lille efterskrift, som måske kan give stof til videre diskussion og overvejelse.

Dermed er programmet lagt og kursen udstukket for en vild galop gennem en generelitteratur, som jeg personlig har en ganske stor svaghed for. Jeg håber derfor også, at I gider hænge på de næste tre uger.

*** 

 

SCIENCE FANTASY

ET LILLE GENRESTUDIE

Del 1 af 3

Af Henning Andersen

 

INDLEDNING

Genredefinitioner og –afgrænsninger er en sportsgren, hvor man retorisk kan argumentere for at éns egen yndlingsgenre er alle genrers ophav: Er måske ikke hulemalerier og hieroglyffer de første tegneserier? Var Gilgamesh-eposet eller Kalevala måske ikke det første fantasy? Var Enoks Bog eller Johannes Åbenbaring måske ikke den første science fiction?

Man kan også vælge et andet perspektiv, nemlig at indordne sin foretrukne genre i et hierarkisk system af ”medie”, ”genre”, ”under-genre”, grad af repræsentation, affinitet til ”hoved-genren” og andre genrer (”det er både en fantasy-fortælling og en kriminalroman”).

Endelig kan man indtage et tredje standpunkt, en slags litterær geologi, hvor inspirationskilder, tendenser og trends er det mest interessante. Præcis det passer fint til et forsøg på en mere eller mindre kronologisk oversigt over en så ”ustabil” ”genre” som Science Fantasy, der her skal diskuteres.

Paperback, Minotauro 1984

 

FANTASTISKE MARS

Et godt eksempel til belysning af dette perspektiv kunne være planeten Mars.

I 1877 lavede astronomen Giovanni Schiaperelli et kort over Mars, hvor han døbte visse signifikante spalter i – eller aftegninger på – overfladen canalii. Og det blev ret hurtigt til ”kanaler”, hvorefter ”vejen til Mars” var åbnet. Allerede i 1898 udgiver H.G. Wells sin War of the Worlds, som måske mere skal betegnes som regulær science fiction, om end selve antagelsen, præmissen, helt klart er båret af en fantasy-tilgang. Wells er (jo) også ude i et andet ærinde.

Så sker der det, at Lester Arnold i 1905 udgiver sin Lieut. Gullivar Jones: His Vacations, der handler om en amerikansk soldats rejse til Mars (på et flyvende tæppe), hvor han gør op med grumme uhyrer og forelsker sig i en lokal prinsesse. Bemærk lige navnet ”Gullivar” – en reinkarnation af Gulliver? Bemærk også, dersom opfordring skulle være nødvendig, hvor meget Edgar Rice Burroughs’ ”John Carter” (A Princess of Mars, 1912) ligner løjtnantens ferieophold, dog med den forskel, at Burroughs rationaliserer sin helts uovertrufne kræfter videnskabeligt. John Carter (J.C. = Jesus Christ?) har overmenneskelig styrke, spræng- og springkraft, fordi Mars’ tyngdekraft er mindre end Jordens. Han er med andre ord en ren supermand, og faktisk fundamentet for Siegels og Shusters ”Superman” (1938), idet Kal-El kommer fra Krypton, der er tungere end Jorden, og derfor har superkræfter, hér. Fra canalii til superhelte, velvidende at visse vil kalde noget af dette ”Planetary Romance” frem for ”Science Fantasy”. Men der er bare gennemtræk.

For langt senere (1998) udgiver Michael Moorcock sin Kane of old Mars, der er et intelligent opkog af både John Carter, Løjtnant Gullivar samt C.S. Lewis’ ”Malacandra” fra hans ”Space Trilogy” (1938-45). Lewis har et andet sigte, men denne Space – eller Cosmic – Trilogy hører til, alligevel, idet den også er et andet ”take” på den slags fantasy som Tolkien, Dunsany, Morris eller Eddison gjorde ud i på nogenlunde samme tidspunkt. Desuden er Moorcocks ”Kane” en avatar af ”The Eternal Champion” og derfor også Jerry Cornelius (igen J.C), men det kommer vi tilbage til. Så er der jo også altid Ray Bradburys The Martian Chronicles (1950) – fuldfed science fantasy, men sentimental civilisationskritik. I øvrigt parafraseret af vores hjemlige Niels E. Nielsen – se Hinsides Bjergene (1976).

Endeligt fyrer Alan Moore godt op under pasticherne over næsten alle de nævnte i hans og Kevin O’Neills tegneserie om de ekstraordinære gentlemen – og Mina Harker – på dansk som Klodekrigen (vistnok cirka fra år 2000).

Paperback, Pocket Books 1979

 

HVOR ALTING ENDER

”Dying Earth”-scenariet er en væsentlig trope i science fantasy. Vi taler her om fortællinger placeret i en så fjern fremtid, at det teknologiske er blevet fantastisk, jævnfør ”Clarkes Lov” om at en tilstrækkelig fremskreden teknologi ikke vil være til at skelne fra magi.

Jack Vance er måske nok ophavsmand til termen, idet hans Dying Earth-cyklus (1950-1984) gav navn til tropen eller sub-genren om man vil. Han var blot ikke den første til at behandle scenariet litterært. Camille Flammarions La Fin Du Monde (1893) beskæftiger sig med følgerne af et meteornedslag i år 2400, der resulterer i en millionårig tilbagegang for civilisationen og menneskeheden og ender med Jordens undergang under en rød kæmpesol. (Vi kommer tilbage til Camille Flammarion).

En slags opfølger på og udvikling af den historie kan man finde i William Hope Hodgsons The Night Land (1912), der beretter om en fjern fremtid, hvor Solen faktisk er død, og resterne af menneskeheden lever i en lagdelt pyramide (de fattige nederst; de rige på toppen), omgivet og belejret af ”abhumans”, mørke, kulde og generel elendighed. En munter detalje er at vand forefindes i pulverform, i denne verden. Men et mere væsentligt aspekt er, at hovedpersonen bliver ført til ”Nattelandet” i en søgen efter sin elskede. Hér må man gerne udbryde ”Orfeus og Eurydike!” Eller ”Dante og Beatrice,” for der er noget dødsrigeagtigt over disse fjerne fremtider, hvilket kommer til eksplicit udtryk i Samuel R. Delanys The Einstein Intersection (1967), hvor ”entiteter” så at sige gennemspiller menneskehedens top-myter én gang til. Det samme gælder Brian Aldiss’ lidt tidligere Hothouse (1962), hvor Jorden er holdt med at rotere og Solen er blevet en rød kæmpe.

Paperback, Ballantine Books 1972

Men det hændte også i de dage, at Michael Moorcock, der ellers var travlt optaget af at skrive historier om Elric, Sojan og kalfatre sit New Worlds-magasin, i 1972 påbegyndte sin Dancers At The End Of Time-serie, begyndende med An Alien Heat. Hele suiten – må man vel kalde den – beskriver hvorledes almægtigheder som Werther de Goethe, The Everlasting Concubine og Duke Of Queens (m.fl.) løser følelsesmæssige trakasserier, såsom jalousi, forsmået kærlighed og misundelse, med monstrøse projekter, hvilket de er i stand til på grund af deres ”magiske” ringe. ”Magiske” – i citationstegn – fordi de egentlig er teknologiske frembringelser, blot ved vi ikke hvordan og hvorledes (Clarkes Lov). Og nu er det jo Moorcock, så også Dancers At The End Of Time er en del af hans altomfattende ”Multiverse”, hvor vi både kan møde reinkarnationer af Jerry Cornelius (Jharek Carnelian), såvel som Elric Of Melniboné – begge avatarer af The Eternal Champion. Men samtidig har ”Dancers” det til fælles med Vances Dying Earth, at der bliver lagt solide kræfter i, og brugt enorme ressourcer på at løse totalt meningsløse problemer og konflikter. I Vances tilfælde er protagonisterne nærmest arketypiske guder eller demi-urger genfødt, mens de hos Moorcock næsten kan beskrives som arketypiske fjolser og klaphatte. Begge dele er muntert i konteksten.

Paperback, HarperCollins 1974

ENDNU FLERE DØENDE VERDENER

Andre eksempler på ”dying earth”-scenariet kunne være Arthur C. Clarkes Against The Fall Of Night (1953), en fortælling om Jorden anno 10.000.000.000, hvor menneskeheden – skræmt fra vid og sans – har lukket sig inde i en by og smidt nøglerne til byporten væk. Eller samme herres eminente og klassiske The Nine Billion Names Of God (også 1953). Endvidere John Brunners Catch A Falling Star (1968), der beskriver hvordan Creohan i en fjern fremtid forsøger at vække Jordens befolkning til erkendelse af, at Verden går sin undergang i møde. Det er ikke nemt, for alle har stukket hovedet i navlen (relevant på affattelsestidspunktet – men hvad med nu?). Hvad kan vi ellers nævne?

Paperback, Pyramid 1970

Poul Andersons Epilogue er nok mere science fiction end science fantasy, men det er et spørgsmål om grader. Robert Silverbergs Son Of Man (1971), der beretter om Clays rejse milliarder af år ud i fremtiden, hvor han møder mere og mere outrerede udgaver af ”mennesker”, og får lejlighed til at overveje fundamentale aspekter af den menneskelige (s)tilstand: frihed, lighed, broderskab – kærlighed, seksualitet, køn; fortsæt selv. Den er taget med hér, mindre fordi den direkte hører til i et ”dying earth”-scenarie, end fordi den eksplicit udfolder sig og sine emner på baggrund af det entropiske (som også er en af Morcocks faibler), altså at livet – i alle dets bestanddele og (til)skikkelser udfolder sig på baggrund af, eller i bevidstheden om, den endelige, uafvendelige udslettelse.

Paperback, Ace Books 1968

Så er der naturligvis også J.G. Ballards undergangshistorier: The Drowned World (1962), The Burning World (1964) og The Crystal World (1966), om henholdsvis oversvømmelse, tørke og kosmiske katastrofer. Visse vil holde på, at det er straight SF, men jeg vil vove den påstand, at det er science fantasy, fordi disse fortællinger søger at udforske samhørighedsforholdet mellem naturen og mennesket. Og dette afgøres ikke af teknologi eller biologi, men af en tredje ordens fænomen – og vi befinder os ovre i afdelingen for ESP og gnostiske indfaldsvinkler, altså om det guddommeliges tilstedeværelse.

For så vidt er også Clarkes Childhood’s End en ”dying earth”- roman. Men den kommer på banen i næste uge, hvor snakken fortsætter.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret