Tag Archives: Genrehistorie

De fantastiske fire – Tandem Horror Stories

Paperback, Tandem 1965. Forsiden er malet af Charles Steward

Da den store Pan Book of Horror Stories udkom i 1959, blev det startskuddet på en særdeles succesfuld serie, der skulle vise sig at ramme plet i forhold til tidsånden. Skrækfiktionens popularitet voksede stødt og roligt op igennem 1960’erne og 70’erne, og Pans årlige antologier red med på bølgen hele vejen.

Paperback, Tandem 1967. Genudgivelsen af The Tandem Book of Horror Stories med en ny titel, det tydeligvis forsøger at fange tidens smag for det okkulte. Kunstneren bag den absolut herlige forside er desværre ikke umiddelbart til at identificere

Der var naturligvis mange, der ønskede et gøre dem kunsten efter og få en bid af gyserkagen. Jeg har efterhånden skrevet om mange af dem her på bloggen. Fontanas serie var den vigtigste konkurrent til Pan-serien, men der udkom også en lang række små serier, der kun eksisterede kortvarigt, fordi de ikke fik den modtagelse, man havde håbet. Forlagene savnede da givetvis også de økonomiske muskler til for alvor at få deres serier markedsført. I sidste ende var markedet nok også mere eller mindre dækket af de to store serier, men det tog åbenbart ikke gåpåmodet fra et lille forlag som Tandem, der naturligvis skulle forsøge sig med en gyserserie.

Paperback, Tandem 1968

Tandem havde formentlig i første omgang slet ikke planlagt at lave en serie. De udgav en antologi, der er fin, fordi den samler en del skrækfiktion fra 50’erne. Den antologi blev senere genudgivet med ny titel, hvilket viser, at der bestemt ikke var planer om en serie. De planer opstod imidlertid, da man hos Tandem opdagede, at der for alvor var kommet salg i horror. Den anden Tandem Book of Horror Stories udkom således i ’68 og den tredje og sidste bind i ’69. Det blev med andre ord kun til tre bind i serien, hvilket er ganske karakteristisk. Litterært havde de dog en vigtig rolle, fordi de blandt andet blev en tidlig platform for den unge Ramsey Campbells forfatterskab

Paperback, Tandem 1969.

Det atypiske ved Tandems serie er, at de fik nogle formidable forsider. Jeg har svært ved at vælge min favorit, men det bliver nok forsiden til seriens sidste bind, der er dejligt grotesk. Selvom det derfor ikke blev til ret meget, efterlod Tandem alligevel en lille bogserie, der er noget ud over det sædvanlige.     

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft?

Jeg skriver normalt ikke så meget om de ting, som jeg går og køber, men det her synes jeg alligevel er værd at dele med jer. Mikroforlaget Withnail Books, der har specialiseret sig i små, særlige genudgivelser, udsendte d. 31. oktober en helt speciel ting, nemlig F. Scott Fitzgeralds stort set glemte novelle ”Gods of Darkness”. Novellen, der blev skrevet i midten af 1930’erne, har nærmest ikke været genoptrykt siden den udkom i et magasin nogle år efter. Det er der gode grunde til, for den spiller kun dårligt sammen med de øvrige værker, som forfatteren bag The Great Gatsby skrev.

Hæfte, Withnails Books 2021

Novellen er imidlertid særdeles relevant for os genrefans. I historien, der udspiller sig i middelalderens Frankrig, konfronteres hovedpersonen med en heksekult. Ikke alene er denne hovedperson modelleret over Fitzgeralds ven Ernest Hemingway, selve inspirationen til historien og handlingen fandt Fitzgerald hos H.P. Lovecraft. Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft – det er en vild cocktail!

Withnail Books har genudgivet novellen i en enkelt, stilrent hæfte med et stemningsfuldt frontispice af Sharon Newell. Novellen udkom d. 31. oktober i 250 håndnummererede eksemplarer og var udsolgt to dage senere. Jeg fik heldigvis et eksemplar, nummer 57, og det var på selve udgivelsesdagen.

Alt dette er desværre er post festum, men jeg håber, du vil bide mærke i Withnail Books, for som samler lønner sig at holde et øje med det lille foretagende, der også har udgivet glemte sager af Mary Shelley og Philip K. Dick. Hvad fremtiden byder, ved jeg ikke, men det bliver helt sikker spændende sager.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Penumbra II

Paperback, Hippocampus Press 2021

Sidste år lancerede Hippocampus Press i samarbejde med S.T. Joshi årbogen Penumbra, der har fokus på såkaldt ”weird fiction”. Indholdet er en blanding af akademiske artikler, skønlitteratur og lyrik. Resultatet af første årgang var ret god, synes jeg, og nu er anden årgang netop udkommet.

Den er særligt spændende for mig, fordi jeg selv har bidraget med en artikel om Lord Dunsanys forhold til religion. ”A Matter of Belief: Further Thoughts on Lord Dunsany and Religion” hedder artiklen. Det er centralt emne for forståelsen af Dunsanys forfatterskab, må man sige, og jeg har tilladt mig at gå i rette med vægtige navne som førnævnte Joshi og Darrell Schweitzer, der selvfølgelig også har beskæftiget sig med det tema.

Det kan du læse mere om i årbogen, hvor du også finder en ny historie af selveste Ramsey Campbell, en novelle af den interessante, nye forfatter Curtis M. Lawson samt meget andet godt.

Nuvel, ud over at være lidt selv-reklame, er dette absolut en anbefaling til den, der vil engagere sig sagligt og dybere i genrefiktionens historie og virkemidler.

Du kan se hele indholdet her.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

En portal til Cabells liv – lige det du altid har drømt om!

I forbindelse med arbejdet på min kommende bog Når Eventyret Kalder om fantasygenrens udvikling er det kommet lidt bag på mig, hvor utrolig vigtig James Branch Cabell har været for genren i USA. Amerikansk fantasy i 1900-tallets første halvdel ville ikke være den samme uden Cabells romaner, og med dets sagt er det også klart, at han har efterladt sig et tonstungt aftryk på genren som helhed.

James Branch Cabell 14. april 1879 – 5. may 1958)

I dag er det nok den skandaleombruste, pornografi-anklagede roman Jurgen fra 1919, der bliver husket. Den er, vel at mærke, også fantastisk. Cabell skrev imidlertid meget andet, og selvom det meste for længst er gået i glemmebogen blandt alle andre end en hård kerne af fans, behøver man blot kradse lidt i modernismens historie i USA for at støde på ham og se, hvor vigtig hans arv er.

Personlig er meget glad for Cabells ironiske, provokerende litterære udtryk. Jeg blev derfor også ret begejstret, da jeg så, at The Virginia Commonwealth University har etableret en online-museum og arkiv for Cabell (James Branch Cabell: Literary Life and Legacy), der lader os gå på opdagelse i kilderne til hans liv, inspirationskilder og værker. Det er ret spændende, synes jeg, og et vigtigt skridt i retning af at få Cabells navn frem i den kulturelle bevidsthed igen.

Kast et blik på sagerne – Det sker her.       

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Darrell Schweitzer, Pathways to Elfland: The Writings of Lord Dunsany (1989): En mavesur fan?

Hardcover, Owlswick Press 1989. Forsiden er malet af Tim Kirk

Efter Mark Amory udsendte den til dato eneste egentlige Lord Dunsany-biografi i 1972, var der stilhed på feltet i en årrække. Interessen for Dunsany levede naturligvis, navnlig blandt Lovecraft-interesserede læsere, men han trak også interesserede læsere til i egen kraft. Ikke mindst takket være det promoveringsarbejde for Dunsany, som L. Sprague de Camp og Lin Carter begyndte at gøre i slutningen af 60’erne.

En af de andre entusiastiske kritikere indenfor fantasy-feltet var Darrell Schweitzer, der fra slutningen af 70’erne gjorde sig bemærket som fremtrædende redaktør og anmelder af gys og fantasy. Faktisk er det ganske imponerende, hvor meget faglitteratur Schweitzer fik udgivet på kort tid, og til det kan man så også lægge hans egen skønlitterære produktion, som heller ikke ligefrem er lille.

Hardcover, Owlswick Press 1989. Bagsidens billede er også tegnet af Tim Kirk

Schweitzer havde skrevet om både Lovecraft og Robert E. Howard, da han kastede sig over Dunsany, der så at sige lå i forlængelse af de to førnævnte herrer. Bogen, han skrev om Dunsany, der fik den fine titel Pathways to Elfland, var længe ventet, fordi der stadig var skrevet utrolig lidt om manden – i hvert fald i form af monografier. Desværre blev Schweitzers værk ikke mødt med udelt begejstring, da det endelig så dagens lys.

Bogen er relativt kort og gennemgår hele Dunsanys omfattende forfatterskab, hvilket naturligvis præger diskussionerne, der som oftest er overstået i en enkelt passage eller to. TilSchweitzers forsvar kan man sige, at der altid skal prioriteres, navnlig når man sætter sig for at dække et stort og forskelligartet stof. Der er milevidt fra den tidlige Dunsany til den sene, og hvis man vil have det hele med, må der træffes benhårde valg. Desværre virker det ikke helt som om, at Schweitzer har truffet egentlige valg i bogen. I stedet får man den fornemmelse, at vi som læsere kigger ham over skulderen, mens han hastigt bladrer sig frem gennem Dunsanys værker og tilfældigt her og der udpeger en passage for os.

Darrell Charles Schweitzer (født 27. august 27 1952)

Fordelen ved den tilgang er, at man faktisk får et indtryk af Dunsanys samlede værk. Som introduktion er det ikke dumt, navnlig når man tænker bogen ind i en tid før Wikipedia, hvor man ikke umiddelbart havde nogen let adgang til den slags oplysninger. Voldsomt spændende læsning er det imidlertid heller ikke.

Det er derfor også mere interessant at se på, hvad Schweitzer rent faktisk mener om Dunsany og bruger ham til. Her kan det rent historiografisk være værd at bemærke, at Schweitzer i høj grad kan betragtes som en sen elev af L. Sprague de Camp. Det er ikke tilfældigt, at netop de Camp skrev forordet til bogen. At det også er et ganske spøjst, skolemesteragtigt forord er så en anden sag. Schweitzer er nærmest til eksamen hos sin lærer de Camp i det forord, og eleven klarer det flot – dog ikke til topkarakter, for de Camp har kritiske punkter, men præstationen vurderes alligevel god.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Schweitzer har taget meget med fra både de Camp og Lin Carter, når han skriver om Dunsany og fantasy generelt. Præcis som de Camp og Carter er Schweitzer optaget af Dunsanys ”worldbuilding”. Det er sammenhængskraften i den fiktive verden, der optager ham, og de mekanismer Dunsany bruger til at etablere sine fantastiske universer. Det er sådan set heller ikke uinteressante punkter, men det fokus gør også, at analyserne primært bliver hængende i teksternes overflade, fordi det handler mere om de faktuelle oplysninger om disse andre verdener, som Dunsany formidler til sin læser, end om hvad de betyder eller hvad Dunsany eventuelt måtte have på hjertet med sin fiktion.

Gennem Pathways to Elfland bliver man klogere på, hvad Dunsany har skrevet, men man kommer ikke stort nærmere, hvorfor han skrev det. Det er et problem, synes jeg, i hvert fald for mig for, fordi han dermed ikke kommer ind på ret meget af det, som, jeg personligt synes, er mere interessant end worldbuilding. Når det kommer til analytiske indsigter, er Schweitzers bog dermed næsten lige så tom som Amorys biografi.  

Tim Kirk har en række illustrationer i bogen, som er meget charmerende, men som alligevel er fuldstændig forfejlede. De fanger i hvert fald slet ikke den grundstemning, so jeg forbinder med Dunsanys tekster

Selve Schweitzers stil er også interessant at bide mærke i, fordi han her igen viser sig som tydelig elev af de Camp. Schweitzer selv fylder meget i teksten, og han kommenterer løbende på, hvad han kan lide og hvad han ikke bryder sig om. Dunsany bliver bedømt hos Schweitzer. Den tilgang kan jeg personlig godt lide, fordi jeg mener, at en aktiv stillingtagen til de æstetiske og indholdsmæssige elementer ud over selve det, der kommunikeres med teksten, faktisk styrker forståelsen af et værk og den præmis, værket analyseres ud fra. Dette er dog ikke en tilgang, alle bryder sig om. Faktisk langt fra.

Schweitzer fik for første gang for alvor ørerne i maskinen, da han skrev sin bog om Robert E. Howard og her formastede sig til at kritisere flere af Howards hovedværker. Nu ved alle, der interesserer sig bare en lille smule for forskningen omkring Howard, at der findes en stålsat brigade af fantropper, der forsvarer ham til sidste bloddråbe. Dem lægger man sig ikke ustraffet ud med.

Dunsany har ikke den samme aggressive fanskare, men de var bestemt åbenmundede i deres kritik. Det er da også interessant at overveje, hvor kritisk man kan være i forhold til sit emne, når man skriver en bog om eksempelvis Dunsany? Hvor stor skal forfatterens sympati være for de tekster, der behandles? I hvor høj grad skal man lufte sin misfornøjelse?

Endnu en illustration af Tim Kirk

Der findes selvfølgelig ikke noget klart svar, men jeg synes, det er sjovt at tænke på. Især fordi det også siger noget om de læsere, man henvender sig til. Hvad forventer de af en bog om eksempel Dunsany? Har fans lyst til at læse kritik af noget, de elsker? Hvorfor læser man i det hele taget den slags bøger?

Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, at der skulle gå små 30 år før, der kom en ny monografi om Dunsany. Det fortæller måske noget om hans status som forfatter, der bestemt ikke er, hvad den var engang. Det er i hvert fald ikke, fordi Schweitzers værk har stået som dækkende og uomgængeligt standardværk i alle disse år, dertil er det alt for spinkelt og idiosynkratisk.

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

Mark Amory, Lord Dunsany. A Biography (1972): Overklassesværmeri?

Hardcover, Collins 1972

Jeg har arbejdet lidt med Lord Dunsanys tidlige fortællinger i de seneste måneder, hvilket også har givet mig lejlighed til at få gennemlæst hovedværkerne om Dunsany. Det har været sjov læsning, synes jeg, fordi de er så forskellige i fokus og udtryk. Derfor tænkte jeg også, at jeg vil turnere bøgerne her på bloggen til glæde for dem, der overvejer at snuse lidt mere til baggrunden for Dunsanys fascinerende historier.

Først og fremmest er det måske vigtigt at sige, at Dunsany i genrelitteraturen er kendt for sine tidlige værker, der vitterligt er utrolig smukke og morsomme. Det er fantasy, der ikke ligner ret meget andet, og som C.L. Moore sagde det engang i et berømt citat, så har alle forfattere, der læser Dunsany, forsøgt at efterligne ham, og alle, der gjorde forsøget, har fejlet.

De fleste tænker nok i dag på Dunsany igennem H.P. Lovecrafts dyrkelse af ham, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han på grund af Lovecraft har bevaret en helt særlig status. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at Dunsany var en stjerneforfatter i sin samtid. Det var ikke på grund af sin skønlitteratur, men på grund af sine dramaer. Dunsanys første stykke, The Glittering Gate, blev skrevet og opført i 1909, og dermed var en kometagtige karriere skudt i gang, som gjorde, at han i 1910’rne og 20’erne var en af de mest feterede og populære dramatikere i England og USA. Navnlig amerikanerne tog varmt imod ham, og det var under hans første foredragsturne i USA, at Lovecraft i 1919 var blandt tilhørerne i salen, da Dunsany talte i Boston.

Senere faldt Dunsanys dramaer i unåde, men på det tidspunkt var han begyndt at sadle om og opnåede fornyet popularitet med sine humoristiske fortællinger om den skrønefortællende Jorkens, der underholder medlemmerne i sin herreklub med den ene røverhistorie efter den anden.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Dunsany var med andre ord ikke en hvem som helst, alligevel udkom den første egentlige biografi om ham så sent som i 1972. Den er skrevet af den amerikanske Mark Amory, der var venner med Dunsanys barnebarn og sikkert derfor blev inspireret til at skrive bogen. Venskabet har formentlig også bevirket, at han fik adgang til Dunsany-familien på en måde, som andre næppe ville kunne, og man fornemmer navnlig, at han har talt meget med Dunsanys kone Beatrice. På dette tidspunkt var Dunsany nemlig selv for længst død.

Som biografi er Amorys bog fuldstændig klassisk i sin opbygning. Den er kronologisk og trækker i lige dele på samtaler med familien samt ikke mindst de selvbiografier, som Dunsany udgav. Det har med andre ord ikke været en mangel på kilder, der stillede sig i vejen på arbejdet, og Amory kan derfor også meget indlevende beskrive mange episoder fra Dunsnays liv. Det er underholdende og oplysende, og man får tilmed indblik i en del af de små særheder, der kendetegnede privatpersonen Dunsany – eller ”Pony”, som vi forstår, hans kælenavn var.  

Så langt så godt. Når man skriver en biografi, må man naturligvis vælge en vinkel, og Amory har skrevet sin uden stort set at tage stilling til den litteratur, som Dunsany skrev. Hans værker bliver nævnt og ofte kort karakteriseret, men hvis man søger lidt dybere indsigter, er der ikke ret meget at komme efter. Det er skuffelse, men et bevidst valg, og derfor egentlig ikke noget man kan klandre Amory.

Lady Beatrice “Lady Dunsany” Child-Villiers Plunkett (12. oktober 1880 – 30.maj 1970)

Det problematiske ved biografien opstår, fordi han er så tæt på familien. Bogen handler om Dunsany, men den virkelige hovedperson er Beatrice. Hele bogen synes at være skrevet i dialog med hende, og man fornemmer, at hun har siddet og læst ham over skulderen, mens han skrev. Hun er konstant til stede i teksten, hun bliver konstant smigret med flatterende bemærkninger, og hun får løbende det sidste ord. Amorys fortolkning af Dunsanys liv og virke er derfor Lady Dunsanys udlægning.

Det er i sig selv ikke et problem, men det bliver det alligevel, fordi Amory aldrig gør sin læser opmærksom på dette. I stedet bliver der postuleret en form for faktuel tilgang og objektivitet, som på ingen måde er til stede.

Man kan ikke kalde fremstillingen for et decideret skønmaleri, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en ukritisk fremstilling, der lader familien bestemme, hvor de ømme eller svære punkter skal ligge. Amory styrer dermed behændigt udenom mange af de åbenlyst mindre flatterende sider ved Dunsanys person, og han styrer uden om den mængde ganske uinteressante værker, som Dunsany udgav i slutningen af sin karriere.

Dertil kommer, at Amory er mindst lige så betaget af Dunsany-familiens overklassetilværelse, som han er betaget af Beatrice Dunsany. Hans biografi er fyldt til bristepunktet med små anekdoter fra livet på deres herregård i Irland og deres landstedet i England. Det er den slags stof, som man baserer populære TV-serier på, og det er samtidig den slags stof, som kun alt for let bliver romantiseret. Jeg tror faktisk, at Amory er mere betaget af Dunsanys tilværelse som adelsmand end hans fiktion, hvilket forvrænger portrættet af forfatteren og alt der i det hele taget gør ham relevant at skrive om.

Dunsany Castle, County Meath, i Irland

Der er noget naivt og tonedøvt i bogens fremstilling af Dunsanys tilværelse, fordi den kan komme med absurde påstande om at leve stille og enkelt, med uendelig tid til jagt og fornøjelse, og samtidig at være i kontakt med verden i bred forstand. Samtidig bliver det tydeligt, hvor utrolig banalt Dunsany-familiens liv bliver, når man skræller den litterære produktion bort. Det er da også netop banaliteten, som Dunsany kæmpede med i slutningen af sin litterære karriere, men det hører vi, som sagt, intet om.   

Amorys portræt af Dunsanys er ”fantasy”; en lun og gylden fortælling om et farverigt og næsten sorgløst liv. Det er en drøm om et liv, hvor de bekymringer, der er, er så belejligt store, at de ikke kan føres tilbage på individet. Kriserne er verdenskrige og nationalistisk politisk uro, ikke personlig opførsel eller holdninger. Fjendskabet mellem Dunsany og hans bror forbigås eksempelvis stort set i tavshed.

Biografien bliver på den led et tandløst portræt. Den bliver et flatterende bagsidebillede til omslaget på Dunsanys værker, uden man som læser bliver det mindste klogere på hvilke idéer og drifter, der egentlig har skabt den kunst, som Dunsany stadig kan betage sine læsere med. Bogen er i sidste ende behagelig læsning, men for den, der gerne vil arbejde med Dunsanys litteratur, efterlader Amorys biografi desværre flere spørgsmål end den besvarer.   

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Dengang H. Rider Haggard besøgte Danmark

Vi fortsætter lidt i samme spor som søndagens indlæg. 

Jeg sad i en anden sammenhæng for nogen tid siden med Mediestream og begyndte som en lille overspringshandling at søge på Henry Rider Haggard, der i 1910 besøgte Danmark. Han var blevet udpeget af sin regering til at foretage en undersøgelse i udvalgte lande, med det formål at afdække, hvordan det engelske landbrug kunne forbedres. Der var store problemer i det britiske landbrug, der ikke længere var tidssvarende, og netop jordbrug var en af de ting, som interesserede den konservative Haggard stærkt. Ikke mindst var han beæret over endelig at få et tillidshverv, og han gik derfor også til opgaven med stor ildhu. 

Den aldrende Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925) fotograferet efter 1920.

Han skulle til Danmark for at se andelsbevægelsen ved selvsyn, og resultatet af det arbejde udgav han senere i det generelt entusiastiske topografiske værk med titlen Rural Denmark and its lessons, udgivet i 1911. Bogen er stedvist sjov læsning for den topografisk interesserede, ikke mindst på grund af Haggards små anekdoter fra rejsen. Som landbrugshistorie (ikke mit felt!) er det sikkert også sjovt, fordi man landet her bliver taget under kritisk lup af en fremmedes blik, hvilket altid er tankevækkende. Hele værket kan du finde online her.

Besøget i Danmark havde også en særlig, private interesse for Haggard, fordi han var af den overbevisning, at hans slægt ”Haggard” var en gammel vikingefamilie, der nedstammede fra Aagaard ved Fjerritslev i Thy. Den tanke kan fuldstændig afvises, tror jeg, men ikke desto mindre var det noget, der optog den romantiske Haggard, som det fremgår af hans dagsbogsoptegnelser fra perioden. 

Herregården Aagaard fotograferet fra luften i 1950’erne. Det nuværende hovedhus er opført 1917 og kom altså til få år efter Haggards besøg på stedet. I bogen har Haggard inkluderet billeder af den gamle gård, som han så

Men tilbage til Mediestream. Haggard var en berømthed, og naturligvis måtte bladene også skrive om den succesfulde forfatters tur til Danmark. Han skulle være i landet omkring 14 dage med ankomst til Esbjerg 18. september 1910, og derfra videre rundt i Jylland, før han endte i København, hvorfra det hele skulle afsluttes med et besøg på Kronborg. Han måtte naturligvis også forbi Aagaard, og hele slægstvinklen bliver med en vis stolthed omhyggeligt beskrevet i aviserne. 

Dengang dækkede aviserne jo sådanne berømtheders rejser ganske nøje, og det er helt sikkert muligt at kortlægge Haggards tur rundt i landet gennem lokalaviserne, hvilket kunne være en sjov opgave, men det må vente. Her er i hvert fald blot et eksempel på den dækning af besøget, der blev publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende torsdag d. 15. september 1910, hvor Haggard endnu ikke var ankommet i Danmark.  

Indrømmet, alt det her er meget nørdet, men hvem ved, måske sidder der en Haggard-fan derude, der synes, det er lige så sjovt som mig.

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

En virkelig positiv anmeldelse af Skrækvisioner

Jeg har lige modtaget en anmeldelse af Skrækvisioner, min fagbog om gyserens udvikling i 1900-tallet. Det er den første reaktion på bogen, som jeg har fået, og det er derfor rart, at den er så overvældende positiv. Det i sig selv er jo en god grund til at dele den her på bloggen, men anmelderen har også gjort et stort arbejde med at sammenfatte bogen. Det er jo ret nyttigt, hvis du gerne vil snuse lidt mere til kapitlernes indhold. Jeg synes derfor bestemt, at du skal smutte forbi platformen Historie-Online, hvor du kan læse anmeldelsen her.

På genhør

Martin

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion