Tag Archives: Genrehistorie

Science Fantasy – sidste udkald

Paperback, Signet Books 1971

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 3 af 3

 

Henning Andersen har de seneste to uger haft et indlæg på bloggen om science fantasy og ”undergenrens” udvikling. Som Henning ganske rigtigt påpeger, er det med genredefinitioner en vanskelig størrelse, som fungerer bedst, når vi skal bruge den til at lave en umiddelbar sortering af fortællinger. Ser man nærmere på de enkelte historier, viser det sig nemlig altid, at emnet kan belyses fra flere vinkler, og det der for den ene læser bliver horror, kan for den anden være fantasy osv. Selve definitionen af science fantasy er derfor heller ikke så spændende at jagte, for, som man ser i Hennings indlæg, er genren så nært forbundet med det, vi generelt vil kalde SF, at det næsten kan virke meningsløst at gå for langt ud ad den tangent.

Men alligevel. Der er et eller andet på færde i den såkaldte science fantasy, som påkalder sig interesse. Jeg skrev i et ældre indlæg om det samme, og skal ikke gentage mig selv her. Læs i stedet den gamle tekst. Det interessante, for mig at se, ligger i virkeligheden i den æstetik, som science fantasy-genren benytter sig af. Billedligt indfanges dette i sammenblanding af laserpistoler og sværd. To poler bliver her bragt eklektisk sammen i noget, der næsten kan opfattes naturstridigt, hvilket vel også er grunden til, at genren kan udløse ganske stor modvilje blandt både fantasy- og SF-læsere.


I Hennings indlæg får man, som sagt, et ganske godt indtryk af selve idéens langstrakte historie, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at den egentlige ”hårde” science fantasy er et fænomen, der lever bedst fra 1960’ernes slutning og 70’erne ud. Det er interessant, fordi netop dette tidsrum er en guldalder for genrefiktion generelt. Det er et tidsrum, hvor der udfoldes ganske stor kreativitet og, hvor man finder en grundlæggende udogmatisk tilgang til genrerne. Dermed var eksempelvis sammenblandingen af magi og teknologi ikke så odiøst, som det snart skulle blive.

Paperback, DelRey 1983


Meget ændrede sig nemlig i løbet af 80’erne, hvor en ny saglighed brød igennem i genrefiktionen, der gennemsyrer alt fra fantasy og horror til SF. Genrerne blev for alvor delt i lejre med egne troper og udtryk, som kun sjældent er blevet blandet. Der skete med andre ord en benhård specialisering af fiktionen, som bestemt fortsat gør sig gældende.

 

Man kan derfor sige, at science fantasy-genrens storhedstid (som jeg kalde den) i 70’erne, er et produkt af en eksperimenterede tænkning, og en tid, hvor læserne i langt højere grad var åbne for værker, der ikke lader sig afkode automatisk som værende det ene eller andet. Man kan derfor også mene, hvad man vil om science fantasy-genren, hvor rumskibe og riddere slås, men der kan ikke være nogen tvivl om, at der med dens hurtigt dalende popularitet i 80’erne skete en form for tab af selve glæden ved det at lade fantasien løbe rablende afsted. Fantasi er der naturligvis meget af i genrefiktionen generelt, men det at overskride grænser, eller slet og ret at operere uden hensyn til realisme og genrespecifikke troper, hører en særlig tidsånd til, som kan synes langt, langt borte, når vi ser på meget af den oftest lidt kedsommelige, moderne SF og den rædsel, som fantasy er blevet til.

Paperback, Corgi Books 1981


Derfor håber jeg også, at Hennings tour de force gennem science fantasy-genren kan inspirere nogle af jer til at gå på opdagelse i bagkataloget. Jeg er helt sikker på, at der vil ligge nogle store og stærkt fascinerende læseoplevelser i vente.


God jagt, og tak for bidraget Henning.  

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Science Fantasy fortsat

Paperback, Sphere 1975

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 2 af 3

Af Henning Andersen

 

 

HVOR ALTING KOMMER FRA

Der må jo være en begyndelse, en årsag, et udgangspunkt. Først boede skaberen måske inde i en hule eller ude i skoven. Så blev hulen og skoven udforsket, og skaberen flyttede op på bjerget. Så blev bjerget besteget, og guden flyttede op i himlen. Og hvad nu?

I 1871 skriver Edward Bulwer-Lytton sin The Coming Race, der handler om et både teknologisk og åndeligt sofistikeret folk, der bor inde i ”vores” Jord.

Underjordiske folkeslag – og i det hele taget det ”underjordiske” – har altid fascineret, lige siden Hades, Hel og Helvede blev opfundet, og det til en sådan grad at henne i England blev fund af ammonitter – en slags fortidig blæksprutte med snoet skjold – kaldt Satans Fodspor, fordi disse fossiler godt kan ligne aftryk af krogede klør.

Rejser til ”underverdenen” – eller blot til Jordens indre – er dog af ældre dato end Bulwer Lyttons eksotiske fortælling. Bortset fra Jules Vernes Rejsen Til Jordens Indre (1864), kan der nævnes Niels Kliims Underjordiske Rejse, Ariostos Orlando Furioso (1516), Dantes La Divina Commedia (1320) og helt tilbage til Thors rejse til Udgårdsloke og Odysseus’ nedstigning til Hades, samt naturligvis Orfeus. Og der skal det da lige nævnes at Orfeu Negro (1959), instrueret af Marcel Camus, er et brasiliansk ”take” på Orfeus-myten i en moderne setting under karnevallet i Rio de Janeiro – og i øvrigt inspiration til The Einstein Intersection af Samuel R. Delany, som jeg omtalte i første del.

Paperback, Magnum 1979

Alle disse er fuldfede science fantasy-eksempler, idet det ”magiske” – fantasy-elementet – bliver videnskabeligt rationaliseret, til trods for det faktum, at Jorden altså hverken er hul eller flad. ”Videnskabeligt”, sagt med skyldig hensyntagen til affattelsestidspunktet, hvilket ikke nødvendigvis er identisk med ”teknologisk”.

Ikke desto mindre er scoopet i The Coming Race introduktionen af vidunderstoffet ”vril”, og det har i den grad haft afsmittende effekt på såvel populærkultur som sektdannelser – fra UFO-fanatikere over ”Bob Morane: Den Sorte Ridder” til ”The Vril-Society”.

Dog – ingen aktion uden reaktion. I 1889 skriver Camille Flammarion Uranié, der er en beskrivelse af, hvordan forfatteren – af Urania (græsk gudinde for himlen) – bliver ført ud til planeter, stjerner, galakser og bliver forevist (to the readers digest), hvordan alting hænger sammen i et celestialt master-program, der er sit eget endemål.

Paperback, Pan Books 1956

Den tog Olaf Stapledon op i 1937 med sin Star Maker, hvor hoved-”jeg”-personen kommer ud på en kosmisk rejse, og besøger ”mennesker” (der dog kan virke temmelig fremmede, men af samme grund taler mod tidens idé om Den Sande Race, såsom ”boat-men”, ”wing-men” og ”mole-men”). Og til slut skuer ”The Star Maker”, hvis ensomhed netop har fået ”ham” til at skabe Altet, derfor også galakser, sole, planeter og væsener. Den lidt triste bundlinje er, som Joseph Conrad siger, ”vi lever som vi drømmer – alene!”

Ind i denne tradition – og i hvert fald med kraftig påvirkning fra Stabledon – indskriver sig Clarkes Childhood’s End, der på én og samme gang er fortællingen om ”dying earth” og menneskehedens transcendens mod ”Den Kosmiske Bevidsthed” (mine citationstegn). De sidste ord i den roman kan ikke andet end ramme én i hjertekulen, uanset hvor man befinder sig henne i det filosofiske spektrum.

 

ER DER ANDET?

Ja! Der er næsten ikke andet. Den enes stream of consciousness er den andens magiske realisme. Så tiden er kommet til nogle punktnedslag, der muligvis kunne foranledige læseren til yderligere undersøgelse af dette lidt pindsvineagtige og ustabile ”science fantasy”.

Man kunne f.eks. starte med Robert Holdstocks Mythago Wood (1984), der netop – jf. ovenfor – tager fat i oprindelsen ude i skoven. Historien er såre simpel: vores hovedperson drager ind i Ryhope Wood, der tilsyneladende er en lille lund, men viser sig at være Dr. Who-agtig stor på ”indersiden”, for at finde sin elskede (Orfeus, igen). Udfoldelsen af Ryhope Wood og dens ”beboere” er derimod ikke simpel, men er i høj grad science fantasy, fremfor blot fantasy, idet forfatteren gør et godt benarbejde for at rationalisere hændelserne. Det gode er, at de der gider den øvelse føler sig godt underholdt, og det forstyrrer ikke de der ikke gider.

Paperback, Grafton Books 1986

Så er der Randall Garrets Too Many Magicians (1966), hvor 1300-tallets Europa overgik til magi i stedet for teknologi. Og den virker! Den historie er muligvis udsprunget af Robert Heinleins Magic Inc. (1940), eller Poul Andersons Three Hearts and three lions. Sidstnævnte er historien om Holger (danske), der bliver ført til ”fairy-land” og får mulighed for at indse de bagvedliggende fysiske mekanismer ved tilsyneladende magiske fænomener. De førstnævnte er derimod fortællinger om, at selv magi har sine begrænsninger i et fysisk univers, og ligner på den måde Larry Nivens The Magic Goes Away (1976). Heri beskrives at ”magi” – for så vidt man kan kunsten – også afhænger af ”manna”, magiens råstof. Som sidebemærkning kan man undre sig over at en libertær republikaner som Niven i det hele taget indfører noget om energi-reserver og økologi i sin udgave af science fantasy. Men det gør han altså.

Én som det er svært at komme udenom i denne forbindelse er Philip Jose Farmer. Man kan sådan set sige, at han stinker langt væk af science fantasy – hver gang. Og er der to ting, der kendetegner Farmer, så er det hans store kærlighed til ”mikrouniverser” og pasticher. At han så også – ligesom Heinlein og Aldiss – er en gammel gris, det kan vi gemme til en anden go’ gang. For her skal især fremdrages hans ”World of Tiers”-serie, begyndende med The Maker Of Universes (1965), hvor almægtige, men syge, ”guder” – der alle er i familie med hinanden – har skabt mikrouniverser, der primært er fælder eller fængsler for resten af søskendeflokken.

Hardcover, Macdonald Science Fiction 1968

Hele konstruktionen bliver rationaliseret ”videnskabeligt” ved at postulere en fremskreden teknologi, men samtidig bærer alle disse ”søskende-guder” navne, hentet fra William Blakes sære syner og fantasier. Og hvorfor så ikke – i samme åndedrag – nævne Farmers The Other Log Of Phileas Fogg (1973), der er en ”sætning-for-sætning” pseudovidenskabelig forklaring af hele formålet med den der Jordomrejse på 80 dage. Spas og kræs for kendere.

 

HVAD ER GLEMT?

Sikkert meget!

Grandville (Jean Ignace Isidore Gérard Grandville, 1803-1847), skrev Un Autre Monde i 1844. Denne drejer sig om en rejse til en anden klode, hvor det signifikante i denne sammenhæng er en zoologisk have bestående af (levende) heraldiske dyr, samt et dampdrevet orkester og kor. Så hér foregribes altså – uden at påstå det skulle være den direkte inspirationskilde – senere ideer om genmanipulation og det dampdrevne samfund, og vi befinder os pludselig i steampunk inden steampunk, så at sige.

Der er selvfølgelig – for Grandvilles vedkommende – tale om samme slags parafraseringer eller allegorier, som hos næsten-samtidige Lewis Carroll. Men hvor Carroll henviser det hele til Drøm og Eventyrland, holder Grandville et straight pokerfjæs og fastholder eksistensen af det ”umulige”.

Hardcover, Fournier 1848. Titelblad

I en hvis forstand (hvilken? Kan man spørge) er decideret science fiction spørgsmålet om at rationalisere det uladsiggørlige, mens science fantasy drejer sig om at rationalisere det umulige. Ud fra et filosofisk standpunkt kan dette enten være helt hen i vejret eller være en kilde til atter og flere umuligheder og uladsiggørligheder. Og så bliver det jo sjovt.

For eksempel går der en ret lige linje fra Das Cabinet des Doktor Caligari (1920), over Counterfeit World (1964) af Daniel F. Galouye, gennem Welt Am Draht (1973) af Rainer Werner Fassbinder, til The Thirteenth Floor (1999) og derfor til The Matrix (1999).

Vi står naturligvis i begreb med at postulere, at selv ”ren” science fiction blot er et aspekt af ”reel” science fantasy. Men grænserne er – som sagt – flydende, for hvis der kun skal en pille (rød eller blå, virtuel eller ej) til at afgøre virkelighedens uvirkelige virkelighed, ja, så befinder vi os stadig i science fantasy. Så går der semiotik og Sapir-Whorf i den, så at sige.

 

Men netop denne usikkerhed, denne tøven, denne fornemmelse af næsten af have forstået det – det er måske lige præcis styrken i science fantasy, fremfor de til tider ret mættende info dumps i mere ligeudrettet science fiction.

Det er dog ingen grund til at rette smed for bager. Begge dele – samt alt andet og mere – har ret til gang på denne Jord.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Science Fantasy? Ja tak, eller?

Paperback, Panther 1984

De fleste, der følger Fra Sortsand, vil uden tvivl kende Henning Andersen som en flittig skribent og begavet kommentator. Ikke mindst når vi taler SF, har Henning mange meninger og iagttagelser, der altid er interessante at følge. Et tilbagevendende emne, som har været diskuteret et par gange her på bloggen, er genren ”science fantasy”. Den undergenre, hvis man kan kalde den for det, har jeg nu indgået et lille samarbejde med Henning omkring. Det vil sige, at Henning de næste to onsdage overtager styringen med Fra Sortsand og skitserer udviklingen i science fantasy-genren, som han ser den.

Det er blevet til et yderst interessant blik på en type litteratur, der bestemt ikke længere har samme høje kurs, som den havde engang. Eller tager jeg fejl? Tanken er, at jeg til sidst, som et tredje ben i serien, kommer med et lille efterskrift, som måske kan give stof til videre diskussion og overvejelse.

Dermed er programmet lagt og kursen udstukket for en vild galop gennem en generelitteratur, som jeg personlig har en ganske stor svaghed for. Jeg håber derfor også, at I gider hænge på de næste tre uger.

*** 

 

SCIENCE FANTASY

ET LILLE GENRESTUDIE

Del 1 af 3

Af Henning Andersen

 

INDLEDNING

Genredefinitioner og –afgrænsninger er en sportsgren, hvor man retorisk kan argumentere for at éns egen yndlingsgenre er alle genrers ophav: Er måske ikke hulemalerier og hieroglyffer de første tegneserier? Var Gilgamesh-eposet eller Kalevala måske ikke det første fantasy? Var Enoks Bog eller Johannes Åbenbaring måske ikke den første science fiction?

Man kan også vælge et andet perspektiv, nemlig at indordne sin foretrukne genre i et hierarkisk system af ”medie”, ”genre”, ”under-genre”, grad af repræsentation, affinitet til ”hoved-genren” og andre genrer (”det er både en fantasy-fortælling og en kriminalroman”).

Endelig kan man indtage et tredje standpunkt, en slags litterær geologi, hvor inspirationskilder, tendenser og trends er det mest interessante. Præcis det passer fint til et forsøg på en mere eller mindre kronologisk oversigt over en så ”ustabil” ”genre” som Science Fantasy, der her skal diskuteres.

Paperback, Minotauro 1984

 

FANTASTISKE MARS

Et godt eksempel til belysning af dette perspektiv kunne være planeten Mars.

I 1877 lavede astronomen Giovanni Schiaperelli et kort over Mars, hvor han døbte visse signifikante spalter i – eller aftegninger på – overfladen canalii. Og det blev ret hurtigt til ”kanaler”, hvorefter ”vejen til Mars” var åbnet. Allerede i 1898 udgiver H.G. Wells sin War of the Worlds, som måske mere skal betegnes som regulær science fiction, om end selve antagelsen, præmissen, helt klart er båret af en fantasy-tilgang. Wells er (jo) også ude i et andet ærinde.

Så sker der det, at Lester Arnold i 1905 udgiver sin Lieut. Gullivar Jones: His Vacations, der handler om en amerikansk soldats rejse til Mars (på et flyvende tæppe), hvor han gør op med grumme uhyrer og forelsker sig i en lokal prinsesse. Bemærk lige navnet ”Gullivar” – en reinkarnation af Gulliver? Bemærk også, dersom opfordring skulle være nødvendig, hvor meget Edgar Rice Burroughs’ ”John Carter” (A Princess of Mars, 1912) ligner løjtnantens ferieophold, dog med den forskel, at Burroughs rationaliserer sin helts uovertrufne kræfter videnskabeligt. John Carter (J.C. = Jesus Christ?) har overmenneskelig styrke, spræng- og springkraft, fordi Mars’ tyngdekraft er mindre end Jordens. Han er med andre ord en ren supermand, og faktisk fundamentet for Siegels og Shusters ”Superman” (1938), idet Kal-El kommer fra Krypton, der er tungere end Jorden, og derfor har superkræfter, hér. Fra canalii til superhelte, velvidende at visse vil kalde noget af dette ”Planetary Romance” frem for ”Science Fantasy”. Men der er bare gennemtræk.

For langt senere (1998) udgiver Michael Moorcock sin Kane of old Mars, der er et intelligent opkog af både John Carter, Løjtnant Gullivar samt C.S. Lewis’ ”Malacandra” fra hans ”Space Trilogy” (1938-45). Lewis har et andet sigte, men denne Space – eller Cosmic – Trilogy hører til, alligevel, idet den også er et andet ”take” på den slags fantasy som Tolkien, Dunsany, Morris eller Eddison gjorde ud i på nogenlunde samme tidspunkt. Desuden er Moorcocks ”Kane” en avatar af ”The Eternal Champion” og derfor også Jerry Cornelius (igen J.C), men det kommer vi tilbage til. Så er der jo også altid Ray Bradburys The Martian Chronicles (1950) – fuldfed science fantasy, men sentimental civilisationskritik. I øvrigt parafraseret af vores hjemlige Niels E. Nielsen – se Hinsides Bjergene (1976).

Endeligt fyrer Alan Moore godt op under pasticherne over næsten alle de nævnte i hans og Kevin O’Neills tegneserie om de ekstraordinære gentlemen – og Mina Harker – på dansk som Klodekrigen (vistnok cirka fra år 2000).

Paperback, Pocket Books 1979

 

HVOR ALTING ENDER

”Dying Earth”-scenariet er en væsentlig trope i science fantasy. Vi taler her om fortællinger placeret i en så fjern fremtid, at det teknologiske er blevet fantastisk, jævnfør ”Clarkes Lov” om at en tilstrækkelig fremskreden teknologi ikke vil være til at skelne fra magi.

Jack Vance er måske nok ophavsmand til termen, idet hans Dying Earth-cyklus (1950-1984) gav navn til tropen eller sub-genren om man vil. Han var blot ikke den første til at behandle scenariet litterært. Camille Flammarions La Fin Du Monde (1893) beskæftiger sig med følgerne af et meteornedslag i år 2400, der resulterer i en millionårig tilbagegang for civilisationen og menneskeheden og ender med Jordens undergang under en rød kæmpesol. (Vi kommer tilbage til Camille Flammarion).

En slags opfølger på og udvikling af den historie kan man finde i William Hope Hodgsons The Night Land (1912), der beretter om en fjern fremtid, hvor Solen faktisk er død, og resterne af menneskeheden lever i en lagdelt pyramide (de fattige nederst; de rige på toppen), omgivet og belejret af ”abhumans”, mørke, kulde og generel elendighed. En munter detalje er at vand forefindes i pulverform, i denne verden. Men et mere væsentligt aspekt er, at hovedpersonen bliver ført til ”Nattelandet” i en søgen efter sin elskede. Hér må man gerne udbryde ”Orfeus og Eurydike!” Eller ”Dante og Beatrice,” for der er noget dødsrigeagtigt over disse fjerne fremtider, hvilket kommer til eksplicit udtryk i Samuel R. Delanys The Einstein Intersection (1967), hvor ”entiteter” så at sige gennemspiller menneskehedens top-myter én gang til. Det samme gælder Brian Aldiss’ lidt tidligere Hothouse (1962), hvor Jorden er holdt med at rotere og Solen er blevet en rød kæmpe.

Paperback, Ballantine Books 1972

Men det hændte også i de dage, at Michael Moorcock, der ellers var travlt optaget af at skrive historier om Elric, Sojan og kalfatre sit New Worlds-magasin, i 1972 påbegyndte sin Dancers At The End Of Time-serie, begyndende med An Alien Heat. Hele suiten – må man vel kalde den – beskriver hvorledes almægtigheder som Werther de Goethe, The Everlasting Concubine og Duke Of Queens (m.fl.) løser følelsesmæssige trakasserier, såsom jalousi, forsmået kærlighed og misundelse, med monstrøse projekter, hvilket de er i stand til på grund af deres ”magiske” ringe. ”Magiske” – i citationstegn – fordi de egentlig er teknologiske frembringelser, blot ved vi ikke hvordan og hvorledes (Clarkes Lov). Og nu er det jo Moorcock, så også Dancers At The End Of Time er en del af hans altomfattende ”Multiverse”, hvor vi både kan møde reinkarnationer af Jerry Cornelius (Jharek Carnelian), såvel som Elric Of Melniboné – begge avatarer af The Eternal Champion. Men samtidig har ”Dancers” det til fælles med Vances Dying Earth, at der bliver lagt solide kræfter i, og brugt enorme ressourcer på at løse totalt meningsløse problemer og konflikter. I Vances tilfælde er protagonisterne nærmest arketypiske guder eller demi-urger genfødt, mens de hos Moorcock næsten kan beskrives som arketypiske fjolser og klaphatte. Begge dele er muntert i konteksten.

Paperback, HarperCollins 1974

ENDNU FLERE DØENDE VERDENER

Andre eksempler på ”dying earth”-scenariet kunne være Arthur C. Clarkes Against The Fall Of Night (1953), en fortælling om Jorden anno 10.000.000.000, hvor menneskeheden – skræmt fra vid og sans – har lukket sig inde i en by og smidt nøglerne til byporten væk. Eller samme herres eminente og klassiske The Nine Billion Names Of God (også 1953). Endvidere John Brunners Catch A Falling Star (1968), der beskriver hvordan Creohan i en fjern fremtid forsøger at vække Jordens befolkning til erkendelse af, at Verden går sin undergang i møde. Det er ikke nemt, for alle har stukket hovedet i navlen (relevant på affattelsestidspunktet – men hvad med nu?). Hvad kan vi ellers nævne?

Paperback, Pyramid 1970

Poul Andersons Epilogue er nok mere science fiction end science fantasy, men det er et spørgsmål om grader. Robert Silverbergs Son Of Man (1971), der beretter om Clays rejse milliarder af år ud i fremtiden, hvor han møder mere og mere outrerede udgaver af ”mennesker”, og får lejlighed til at overveje fundamentale aspekter af den menneskelige (s)tilstand: frihed, lighed, broderskab – kærlighed, seksualitet, køn; fortsæt selv. Den er taget med hér, mindre fordi den direkte hører til i et ”dying earth”-scenarie, end fordi den eksplicit udfolder sig og sine emner på baggrund af det entropiske (som også er en af Morcocks faibler), altså at livet – i alle dets bestanddele og (til)skikkelser udfolder sig på baggrund af, eller i bevidstheden om, den endelige, uafvendelige udslettelse.

Paperback, Ace Books 1968

Så er der naturligvis også J.G. Ballards undergangshistorier: The Drowned World (1962), The Burning World (1964) og The Crystal World (1966), om henholdsvis oversvømmelse, tørke og kosmiske katastrofer. Visse vil holde på, at det er straight SF, men jeg vil vove den påstand, at det er science fantasy, fordi disse fortællinger søger at udforske samhørighedsforholdet mellem naturen og mennesket. Og dette afgøres ikke af teknologi eller biologi, men af en tredje ordens fænomen – og vi befinder os ovre i afdelingen for ESP og gnostiske indfaldsvinkler, altså om det guddommeliges tilstedeværelse.

For så vidt er også Clarkes Childhood’s End en ”dying earth”- roman. Men den kommer på banen i næste uge, hvor snakken fortsætter.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Om realistisk SF og den tåbelige apokalypse

Henning Andersen slog ned på et udsagn i mit seneste indlæg om Philip K. Dicks Solar Lottery, som han godt kunne tænke sig uddybet. Det kan jeg sådan set godt forstå, for jeg har ikke fået formuleret mig særlig præcist. Jeg antyder i hvert fald mere, end jeg konkret siger, så jeg må hellere her forsøge at sætte lidt flere ord på mine tanker lidt.

Jeg oplever i høj grad ny og nyere SF-litteratur som en ganske livløs størrelse, som jeg fantastisk har svært ved for alvor at holde af. Der er naturligvis et spraglet, bagudskuende værk som Dan Simmons’ Hyperion, men den roman hører til undtagelsen. Det er jo ærgerligt for mig, at jeg har det svært med ny SF, men heldigvis findes der uendelig meget ældre og gammelt inden for genren, så det behøver jo ikke bekymre mig stort. Mit SF-fix skal jeg nok kunne finde. Men det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad jeg synes, der er i vejen med moderne science fiction, som den tager sig ud nu.

I mit oprindelige indlæg skrev jeg:

Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.   

Det er naturligvis en voldsom generalisering, som jeg foretager her, men jeg mener, at den alvorlige gren af SF-genren siden 80’ernes slutning har været præget af et selvpålagt realismeparadigme, hvor kultur og teknologisk udvikling skildres i et tæt forbundet portræt a la Kim Stanley Robinsons tørvetrillende Mars-bøger, alt sammen med forbillede i thrillergenrens troper (tak for det William Gibson et al). Det utrolige, det flamboyante, det virkelighedsudvidende element, som SF-litteraturen havde i de tidlige pulp-dage, og som den genopdagede i 1960’ernes storhedstid, er gået fløjten til fordel for en plausibel litteratur, der synes demonstrativt at ville fjerne sig fra alt, der lugter af ”det urealistiske”.  Det har uden tvivl været til glæde for det købestærke Michael Crichton/Tom Clancy-segment af læsere, men som genrelitteratur er det ikke længere min kop thé.

Jeg trives med det uvirkelige og urealistiske. Det skyldes, at det skaber et metaforisk potentiale, som kun sjældent findes i de fortællinger, der ser det som sin primære opgave at udvikle et univers, som kan holde til læserens skeptiske lakmusprøver af realismen i teksten (en yndet sport blandt SF-læseren, som det blandt andet kan ses i Himmelskibets anmeldelser). Jeg har skrevet før, at jeg grundlæggende ser alle forsøg på ”worldbuilding”, i den form det udfoldes i nyere litteratur, som en dum, anti-litterær øvelse, der bedst kan kvalificeres som en form for beskæftigelsesterapi for forfatter og læser. Fri mig for trilogier og mastodontiske bestsellerromaner!

Henning Andersen har flere gange, med rette, beklaget sig over, at moderne SF som oftest er af et dystopisk tilsnit. Han nævner også dette i kommentaren. Jeg tror ikke, at det hører helt sammen med de ting, som jeg har nævnt ovenfor. Og så dog. Jeg vil mene, at dystopien er blevet den lette og konfliktløse vej for SF-litteraturen, fordi det kræver en form for ideologisk overbevisning at skrive det modsatte. Alle kan kritisere og komme med den ene intetsigende apokalyptiske vision efter den anden. Stor litteratur er blevet til på den konto (f. eks. 1984), men her taler vi om specifikke værker, der er skrevet under indtryk af specifikke forhold. Det svære er at sætte noget andet i stedet. Det kræver mod af en forfatter at investere sig i en tro på en bedre fremtid. Det kræver mod at pege på en verden, der kunne være bedre, fordi man så forpligter sig på at sige hvordan og hvorfor.

Det mod har kun de færreste. Jo mindre engageret og ideologisk bevidste vi er, jo mere bliver tåbelige undergangsfortællinger om zombier og pandemier hverdagskost. Det samme gælder rædselsfortællinger om teknologien og alle de andre troper, som præger tidens SF-litteratur. Den dystopiske litteratur skal i bedste fald opfattes som bekymrede samtidsportrætter, men det bliver oftest ikke til meget andet end konservative og dybest set irrelevante stiløvelser, der spiller på laveste fællesnævner. Positiv SF hører med andre ord hjemme i perioder, hvor der for alvor er ideologisk brændstof og engagement i genrelitteraturens vækstlag. Det er der åbenbart ikke i disse år.

Harlan E, hvor blev du af? Hvor tabte vi din revolution?

 

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Douglas E. Winter, Stephen King. The Art of Darkness (1984): Kongen blev hyldet før han faldt

 

paperback-new-american-library-1986

Paperback, Signet 1986. Bogens anden, reviderede udgave

 

Douglas Winter er en vigtig skikkelse i 80’ernes genrehistorie, fordi han med stor ildhu kastede sig over at dokumentere den litterære gyserscene, som den tog sig ud på det tidspunkt. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor gys og gru fortsat var ekstremt populær, og familien af forfattere med mindst én skræk-bestseller i bagagen var voksende. Winter lagde imidlertid heller ikke skjul på, at hans største oplevelse med skrækfiktionen kom, da han i ’74, i et venteværelse, faldt over en novelle af en ”Stephen King”. Et navn, der var ham totalt ubekendt, men historien gjorde indtryk, og Winter gik på jagt efter mere. Og mere, det fandt han, for kun få måneder senere slog King igennem med debutromanen Carrie. Det blev startskuddet til en lavine af fiktion, som forandrede skræklitteraturens vilkår for bestandig, og Douglas Winter var med fra begyndelsen.

Winter skrev flere artikler og anmeldelser af Kings bøger i 70’erns anden halvdel, og efter et møde med forfatteren på en kongres blev det også til en form for venskab og arbejdsfællesskab. Winter fik nemlig lov til at lave en række timelange samtaler med King, der resulterede først i en lille biografi om King (1982) og efterfølgende bogen Stephen King. The Art of Darkness, der så dagens lys i ’84.

 

paperback-new-american-library-1986_bagside

Paperback, Signet 1986

 

Bogen er en lidt sær sammensyning af interview, biografi, litterær analyse og bibliografi. I de glade dage før internet og Google har bogen utvivlsomt været guld værd for Stephen King-samleren på jagt efter hans romaner og spredt publicerede noveller. I dag har den omfattende bibliografiske del af Winters bog desværre overlevet sig selv, og de fleste ville nok nu ønske, at der i stedet havde været et par kapitler mere med bogens andre aspekter, men det kan man jo ikke ændre på.

Fra første side er det tydeligt, at Douglas Winter elsker Stephen Kings værker, og The Art of Darkness er en lang og komplet ukritisk hyldest til Kings forfatterskab. Det gør bogen til en ganske ensidig affære, der har det dobbelte formål dels at udlægge Kings tekster for hans mange interesserede fans, dels at modgå den etablerede presses lunkne modtagelse af King. Winter går dermed til kamp for Kings litterære kvaliteter og demonstrer meget tydeligt, at der skam er alvorlige tematikker hos King, der i Winters univers sidestiller King med en skikkelse som eksempelvis Mark Twain.

 

douglas-e-winter-anno-1985

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

 

Jubelbegejstringen kender med andre ord ingen grænser, men Winter har blik for litterær analyse. Han formår derfor at trække de bedste og stærkeste elementer frem i forfatterskabet. Bogen er således interessant læsning, selv for den, der ikke har synderlig megen begejstring for Kings bøger, fordi Winter faktisk beriger forståelsen af King.

Mens Winter lægger vægtige argumenter for Kings litterære kvaliteter, kan man samtidig læse en række mildest talt problematiske udsagn fra forfatteren selv i bogens interview-dele. Her sammenligner Stephen King sin egen skrivestil med intet mindre end en Big Mac. Han ser sig selv som et brand, en stil eller et udtryk, som læseren præcis ved, hvad er. Hvordan Winter kan arbejde for Kings litterære status, når forfatteren selv tydeligvis bevidst sigter ganske lavt med sit arbejde, er lidt af en gåde for mig.

 

paperback-new-american-library-1984_1ed

Paperback, New English Library 1984. Bogens 1. udgave

 

King beskriver et andet sted sine bøger som hængekøjer, som læseren kan slænge sig i. Igen fornemmer man den komplette mangel på kunstneriske ambitioner hos King, der tydeligvis hellere vil omfavne og behage sine læsere med det, de forventer, end at udfordre dem med noget uventet. En anti-intellektuel og anti-kunstnerisk selviscenesættelse fra Kings side, som også vil være bekendt for den, der har læst hans Danse Macabre.

Winter får ganske enkelt ikke enderne til at mødes i sin bog, fordi alt ved King synes at modsige den litterære forfatterperson, som Winter gerne vil ophøje ham til. Men at King alligevel gerne selv vil ses i det litterære lys, kunne måske ligge antydet i nogle af hans mere ambitiøse bøger (eksempelvis The Stand og It), men det er gætværk fra min side og under alle omstændigheder irrelevant, fordi Kings bøger i min verden er og bliver den Big Mac, han sammenligner sig selv med.

 

stephen-king

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Winters fascination af King og bogens udgivelsestidspunkt er også interessant at se nærmere på. The Art of Darkness udkom, som sagt, i 1984, og på det tidspunkt gik Kings kurs stadig mod stjernerne. Han havde udgivet stort set alle de romaner, der i dag betragtes som hans hovedværker, og King var for længst blevet et verdensomspændende synonym for horror.

Det fører Douglas Winter til, i et lille efterskrift, at filosofere over, hvad fremtiden mon vil bringe for King. Winter er ikke i tvivl om, at der ligger store ting ude i horisonten, men her skulle han vise sig at tage fejl. Der lå ikke store ting i vente, snarere det modsatte. Der kom bare mere af det samme, og Kings forfatterskab overlevede ikke 80’erne med kreativiteten i behold. Ved indgangen til det nye årti – 90’erne – var han blevet en forstenet dinosaur, der var blevet overhalet af yngre, kreative kræfter på skrækscenen. Kings bogsalg gik fortsat fint, men hans popularitet har været faldende lige siden storhedstiden i 80’erne.

 

 

paperback-plume-1986

Paperback, Plume 1986

 

Douglas Winters bog er først og fremmest et tidsbillede af Stephen King på toppen, da han enerådigt regerede skrækscenen. Et billede på den entusiasme og friskhed, som en generation af læsere oplevede, da de mødte værker som The Shining og ’Salems Lot for første gang. Den begejstring er bestemt ikke uberettiget eller ubegrundet, men Kings momentum forduftede hurtigt, mens han sled sig op på tusindsiders romanfortællinger. Winters bog er derfor et bittersødt gravskrift; en lettere løgnagtig ligprædiken, der pynter på Kings forfatterskab ved at ignorere alt det, der umuliggør at måle hans bøger på den kunstneriske vægt, som Winter gerne vil anbringe King på.

Man taler ikke ondt om de skindøde.

 

paperback-new-english-library-1989

Paperback, New English Library 1989

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Julia Briggs, Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story (1977): Akademisk blåstempling

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Som jeg har skrevet et par gange her på bloggen, så arbejder jeg for tiden på en bog om skrækfiktion. Det arbejde har givet mig anledning til at genlæse Julia Briggs’ fagbog Night Visitors fra 1977. Faktisk er det tredje gang, jeg læser den, fordi der er så meget stof i bogen, som er værd at genbesøge og genoverveje. Julia Briggs har da også utvivlsomt skabt en klassiker med sin bog, der må regnes som en af de første nyere, akademiske analyser af skrækfortællingen, som ikke udspringer fra fankredse. Ikke alene står Briggs dermed på delvist ukendt terræn i bogen, hun kæmper også op imod et væld af gamle, ubegrundede antagelser såvel som akademiske fordomme i forhold til stoffet. Tiden har imidlertid arbejdet for Briggs, hvis bog kun er blevet mere relevant, som årene er gået, fordi hun pludselig blev et af udgangspunkterne for en gren af litteraturvidenskaben, der tog ”gyserne” alvorlige som validt litterært udtryk.

I bogen gennemgås den engelske spøgelsesfortælling fra 1800-tallets slutning, med særlig fokus på Dickens, og frem til Walter de la Mare i 1950’erne. De mellemliggende kapitler er alle centreret omkring en eller to væsentlige forfattere, der bliver indgående diskuteret og analyseret. Udvalget af forfattere, der stort set tæller alle de velkendte, engelske skikkelser med undtagelse af Bram Stoker, som kun behandles perifært, er ikke synderligt overraskende, og Briggs’ tilgang til stoffet er da også ganske klassisk. Det gør Night Visitors til komfortabel læsning, fordi stoffet, hun lægger frem og diskuterer, er velkendt. Dermed bliver det også let at komme i dybden med teksterne, fordi vi ikke først behøver forstå, hvad det er for historier, hun skriver om.

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Bogens genredefinition er derimod værd at snakke mere om. Den fulde titel lyder Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story, og dermed har Briggs allerede fastlagt to ting; hun skriver om engelske forfattere – Henry James medregnet – og bogen skildrer en genres fremvækst og fald. Hun bruger termen ”ghost story”, altså ”spøgelsesfortælling”, om sit emne, men læser man hendes definition, står det klart, at betegnelsen dækker alle former for gys, der på en eller anden måde rummer noget overnaturligt.

Det kan synes upræcist eller forkert, for eksempelvis varulve har vel ikke noget med spøgelser at gøre? Men faktisk ligger der en væsentlig reference i titlen. Det var nemlig først i slutningen af mellemkrigsårene, at betegnelsen ”horror” begyndte at blive almindeligt brugt som paraply-term for alle typer skrækfiktion. Før var betegnelsen ”spøgelseshistorie” den almindelige, og vi ser faktisk det samme herhjemme, hvor en stor del af de ældre antologier refererer til spøgelser i titlen, selvom langtfra alle novellerne handler om gengangere.

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Ved at tale om den engelske spøgelsesfortælling signalerer Briggs med andre ord, at hun ikke bare er optaget af fiktionen som sådan, men at hun er optaget af den som et historisk produkt, der ikke skal sidestilles med den ”horror”, som er fulgt efter. Fiktion hun i øvrigt antyder, efter hendes mening ikke har mange kvaliteter.

Der er da også god grund til at se bogens omtrent 50 år med engelske spøgelseshistorier, for nu at blive i terminologien, som noget særligt. Mens tyskerne i 1800-tallets anden halvdel udviklede en sentimental, længselsfuld litteratur, der sværmede for fortidens skønhed, og franskmændene borede sig ned i en dekadent fejring af det morbide, vendte man sig i Storbritannien mod spiritistiske fantasier. Spøgelsesfortællingen, som vi kender den i dag, blev dermed utvivlsomt destilleret i England, og takket være den folkekære og ekstremt toneangivne Charles Dickens’ smag for præcis den genre, formåede spøgelseshistorien at blive en del af den acceptable, litterære palet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Forbløffende mange anerkendte forfattere, der normalt slet ikke identificeres med gys, har nemlig efter Dickens forsøgt sig med en eller flere spøgelseshistorier, og hver gang har de bidraget til at bekræfte opfattelsen af genren som noget litterært acceptabelt. Det er ganske unikt, og selvom den engelske begejstring for spøgelseshistorien har haft en grad af afsmitning på omverden, genfinder man ikke den samme agtelse uden for Storbritannien. Dog har man i USA en snært af dette, takket være urfædre i den amerikanske litteratur som Washington Irving og Poe. Præcis den store, engelske respekt for genren fornemmes da også tydeligt i Julia Briggs’ bog, der skriver sine analyser med stor veneration.

Mere bemærkelsesværdig end terminologien er det imidlertid, at Briggs vælger at fortælle sin bog ud fra en model, der taler om storhed og fald. Hun skriver med andre ord om en fremvækst, en guldalder og en hensygnen af spøgelsesfortællingen, hvilket naturligvis bør få alarmklokkerne til at ringe, for den slags forestillinger er altid udtryk for en iscenesættelse af helt bestemte tolkninger eller præferencer. For Briggs handler historien da også i høj grad om at vise, hvordan Dickens samler de tidlige tendenser og skaber spøgelseshistorien som moderne litterært udtryk. Denne fakkel gives så videre til Dickens discipel M. R. James, som raffinerer formen til perfektion. Alt efter James er således enten imitation eller forringelser af formen.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Formelt har Briggs her fuldstændig ret. Dickens er uden tvivl den, der skaber skabelonen for spøgelsesfortællingen, og det er ligeledes fuldstændig rigtigt, at James fortsætter, hvor Dickens slap. James skaber således en række noveller, der i dag står som arketyperne for det, vi normalt forstår som en spøgelseshistorie. Der, hvor jeg er uenig med Briggs, er i hendes primære fokus på struktur frem for indhold.

At M. R. James eksempelvis skal krones som spøgelsesfortællingernes mester, er ganske problematisk, fordi han i en sådan grad har sat sine noveller på formel, at de allerede efter hans første novellesamling Ghost Stories of an Antiquary (1904) gentager sig selv til hudløshed. Langt mere spraglede forfattere som Arthur Machen, Algernon Blackwood og Walter de la Mare byder her ind med egentlige litterære bud på spøgelsesfortællingen, som både sprogligt og tematisk til enhver tid kan gøre M. R. James rangen stridig. I hvert fald så længe vi ikke taler konceptuel klarhed, for der er James uden tvivl den stærkeste.

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Julia Briggs’ bog er som sagt fra ’77, og der er sket og skrevet meget siden. På nogle punkter er den dermed også blevet forældet, ikke mindst efter en mand som Peter Mashalls arbejde, der dokumenterer, at spøgelsestroen i moderne forstand vokser frem som resultat af 1500-tallets religiøse omvæltninger. Præcis det metafysiske har ikke nogen stor rolle hos Briggs, som dermed til tider får en lidt enstrenget, psykoanalytisk tilgang til novellerne og forfatterne.

Ikke desto mindre er Night Visitors en væsentlig bog, som fortsat er værd at trække frem, fordi Briggs var en af dem, der har været med til at bygge bro mellem genrelitteraturen og den seriøse litteraturkritik. Den slags broer kan vi ikke få nok af, fordi det er sikkert og vist, at vedvarende samtaler om bøger, der ikke rækker ud over begejstrede fankredse, kun alt for hurtigt fører til triviel nørdsnak. En bog som Night Visitiors åbner med andre ord horisonten og peger på både dybden og meningerne bag de klassiske noveller, som vi alle elsker så højt. Briggs er derfor også en form for forbillede, i hvert fald for mig, fordi hun hiver gyset ind i et intellektuelt samtalerum og viser, hvor uendelig meget rigere litteraturen bliver, når den behandles kritisk, seriøst og som andet end filmatiserbar underholdning.

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion