Tag Archives: George O. Smith

George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964

2 kommentarer

Filed under Roman