Tag Archives: Ghouls

Caitlín R. Kiernan, Low Red Moon (2003): “… Some are born to endless night”

Paperback, Roc 2003. Romanens første udgave

Med sin fjerde roman opsøgte Caitlín Kiernan H.P. Lovecraft-terræn. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, for der havde hun allerede været flere gange i sine noveller, og Low Red Moon, som bogen hedder, lægger sig derfor fint i forlængelse af de tidligere udgivelser i forfatterskabet. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at Kiernan med romanen havde fundet sin stemme. I debutbogen Silk (1998) tangerer sproget noget kunstlet og manieret, men i løbet af de fem år, der ligger imellem Silk og Low Red Moon, er der sket noget. Kiernans postmoderne gotik med punkere og kunstnere på randen af samfundet har (næsten) veget pladsen for et mere nuanceret miljø, der ikke ser alt i det mørkesyn, som præger de tidlige udgivelser. Verden har fået flere facetter, og miljøskildringerne har udvidet sig, men ikke længere end, at man fortsat kan se udgangspunktet.

I Low Red Moon møder vi parret Chance og Deacon. Chance er gravid og er netop gået på barsel fra sin stilling ved universitetet, hvor hun underviser i palæontologi. Deacon er en historie for sig. Han er ældre end Chance og har tilbragt det meste af sin ungdom på druk for dulme sine synske evner; han ser de døde. Som så ofte med den slags synske folk i genrelitteraturen har han haft et samarbejde med politiet og hjulpet til med opklaringen af mordsager. Efter en særligt grotesk sag med kidnappede børn blev det imidlertid for meget for Deacon, og han smuttede fra det hele.  En ny by, en ny bar, hvor han kunne drikke i stilhed. Sådan var det i hvert fald, indtil han ved et tilfælde mødte Chance, som blev vendepunktet i Deacons liv. Han hoppede på vandvognen og prøver nu at indleve sig helt i rollen som hjemmegående, ædru husfar; en opgave, der ikke er helt let for ham.

Paperback, Roc 2003

Det viser sig da også, at fortiden indhenter Deacon. Politiet har brug for ham og hans evner igen. Den besynderlige seriemordersag, som han bliver involveret i, viser sig snart at have tråde tilbage til Deacons sidste sag, og situationen bliver hurtigt personlig, da det går op for ham, at morderen er kommet efter hans ufødte barn.

Seriemorderen er en ung kvinde, opvokset i Massachusetts, ude ved kysten, hvor hendes bedstefar lærte hende om De Gamle, der sover ude under bølgerne og viste hende, hvordan man ofrer til Dem, der lever under jorden. Den dybt forstyrrede pige forstår, at hun er særligt udvalgt til at blive en af disse skabninger, en ”ghoul” i Lovecrafts forstand, hvilket kan ske gennem et særligt ritual, der kræver et offer; et nyfødt spædbarn. Hvordan sammenhængen mellem pigen og Deacon præcis er, skal jeg ikke komme ind på her. Det er en kompliceret sag, som involverer ghouls, forskellige fraktioner i den okkulte underverden og en god del sort uheld.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

 

Med Low Red Moon tager Kiernan, hvad der dybest set er en stor kliché i seriemorder-genren og kobler den med elementer fra den såkaldte Cthulhu mythos. Altså en seriemorderroman om en synsk opdager med okkulte fjender. I sig selv kunne hvem som helst have skrevet dette, men Kiernan føjer sit helt eget, unikke sprog til fortællingen og løfter den dermed langt over stort set alt, hvad man kunne tænke sig af okkulte krimier og seriemorderromaner. Ja selv som mythos-roman giver Kiernans personlige fortolkning af Lovecrafts idéer et nyt og fascinerende liv til ellers tyndslidte troper.

Paperback, Roc 1998

Der er en glødende intensitet bag Kienans ord, som fører hende ud i et sjældent lyrisk sprog. Et sprog, der insisterer på skildringen af stemnings- og sanseerfaringer igennem skæve formuleringer og formfuldendte metaforer. Der er en gravitas bag sproget, som giver en bog som Low Red Moon et poetisk alvor, der på sæt og vis står i skærende kontrast til den i bund og grund lettere uopfindsomme handling.

Hardcover, Subterranean Press 2004

Sagen er nok også den, at Kiernan ikke er nogen stor historiefortæller. Hun er i hvert fald ikke den, der udtænker originale historier eller karakterer. I stedet lever en roman som Low Red Moon på de dybt betagende stemningsskildringer og øjebliksbilleder fra de stadigt mere ubehagelige situationer, som Chance og Deacon havner i.

Man skal da bestemt heller ikke tage fejl her, Low Red Moon er en barsk og ubehagelig bog, der til fulde lever op til de vanlige skildringer af brutalitet, som kendetegner seriemorderhistorierne. Vi får også drama og varme følelser i romanen, ikke mindst takket være de udfordringer, som Deacon og Chance møder i deres parliv, og romanen bevæger sig derfor følelsesmæssigt vidt omkring igennem flittig brug af tilbageblik. Tilbageblik, der kommer til at fungere som små pusterum fra historiens nutid, der kapitel for kapitel bliver mere ond.

Paperback, Roc 2007

Her må det også indskydes, at Kiernan til fulde forløser sin skrækhistorie med en slutning, der både giver os den ubehagelig konklusion, som vi har ventet på, men hun forlænger også afslutningen ind i et hjemsøgt, bittert efterspil, der bliver hængende hos læseren efter endt læsning. Igennem hele romanen ligger der en følelse af noget skæbnesvangert og uundgåeligt. Bogens persongalleri styrer sikkert imod undergangen; ikke mindst vores morderiske pige og Deacon, der ikke helt synes af denne verden, men nærmere synes at være født ind i et mørkt univers, der kun harmonerer dårligt med normalitetens dagslysoplyste hverdag. Deacon forsøger ganske vist at flygte fra dette ophav i mørkelandet, men det lykkes ikke for ham. Han hører ikke hjemme i en ordinær verden.

Caitlín Kiernan er uden tvivl en af de stærkeste stemmer i den moderne skrækfiktion, som vi har i dag. Hun er en stor stilist og en sjælden lyriker, der formår at føje et uendeligt hårdt tiltrængt poetisk alvor til skrækfiktionen. Som historiefortæller har hun måske ikke meget nyt at tilbyde, men det er en bagatel set i forhold til de styrker, som forfatterskabet har udviklet siden debutromanen.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Ghoul’s Night Out!

Paperback, Hamlyn 1980

Paperback, Hamlyn 1980

Ghouls… Ligædere…

Jeg er lidt optaget af ”ghouls” for tiden – mere præcist H. P. Lovecrafts udgave af slagsen. Lovecrafts ghouls er en helt igennem fabelagtig ting, som, jeg synes, er ekstremt inspirerende og tankevækkende. Man kan da også med en vis ret hævde, at det var Lovecraft, som hev ”ghoulen” ud af det folkloristiske hængedynd og gav væsnet en eller anden grad af æstetisk formalisering, præcis som Stoker eksempelvis gjorde det med vampyren.

Weird Tales, oktober 1936

Weird Tales, oktober 1936

Det er sjovt at konstatere, at til trods for Lovecrafts massive popularitet og navnlig den såkaldte Cthulhu mythos’ utrolige reception ind i populærkulturen så har Lovecrafts ligædende natskabninger haft en forbløffende lille rolle. De overskygges helt af de tentakelsvingende væsner, og måske har folk haft svært ved, rent konceptuelt, at få dem indpasset sammen med Cthulhu og alle de andre kosmiske skabninger.

Clues, november 1934

Clues, november 1934

Ghouls er imidlertid ikke et ukendt fænomen i gyserlitteraturen. De optræder flittigt på forsider og har lagt navn til en hel hob serie-og romantitler. Desuagtet er det fælles for alt dette, at fremstillingerne savner et samlende, æstetisk greb. ”Ghoulen”, hvilket vel allerede ligger i den engelske sprog, er mere eller mindre et synonym for en monstrøs skabning, der gerne relateres til kirkegårde. Der er med andre ord tale om en ganske bred forståelse, og måske netop derfor bliver den visuelle fremstilling også meget forskelligartet.

Weird Tales 2003

Weird Tales 2003

Modsat så mange andre former for monstre, der alle har deres eget udtryk og genre, er gravånden, ligæderen, kirkegårdens overnaturlige rovdyr således alt og intet. I hvert fald så længe vi ikke befinder os i Lovecrafts univers.

Complete Detective, august 1939

Complete Detective, august 1939

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan forsiderne, I ser her, alle kredser om det samme, men tilsyneladende savner en arketype. Om den arketype en dag kommer, ved jeg ikke. Lovecraft har jo forsøgt, uden hans type er blevet bredt accepteret. Måske Anne Rice eller en af hendes yngre disciple vil have mere held med sig?

Ten Detective Aces, maj 1945

Ten Detective Aces, maj 1945

E-bog,  Samhain Publishing 2010

E-bog, Samhain Publishing 2010

Strange Tales, oktober 1940

Strange Tales, oktober 1940

Ghoul, nr. 1 1976

Ghoul, nr. 1 1976

Pulp Doubles, 2006

Pulp Doubles, 2006

Hardcover, Hamlyn 1994

Hardcover, Hamlyn 1994

Paperback. Epouvante 1989

Paperback. Epouvante 1989

Horror Tales, nr. 12, maj 1970

Horror Tales, nr. 12, maj 1970

Paperback, W.H. Allen 1987

Paperback, W.H. Allen 1987

Paperback, Arrow Books 1962

Paperback, Arrow Books 1962

Paperback, Sphere Books 1976

Paperback, Sphere Books 1976

Paperback, Creation Books 2012

Paperback, Creation Books 2012

Paperback, Silver Lake Publishing 2001

Paperback, Silver Lake Publishing 2001

Paperback, Fontana 1975

Paperback, Fontana 1975

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Leisure Books 2007

Paperback, Leisure Books 2007

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Lion Library 1955

Paperback, Lion Library 1955

Paperback, Scholastic 2000

Paperback, Scholastic 2000

Paperback, Orbit Books 1974

Paperback, Orbit Books 1974

Paperback, Orbit Books 1976

Paperback, Orbit Books 1976

Paperback, Popular Library 1972

Paperback, Popular Library 1972

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret