Robert W. Chambers, The King in Yellow (1895): Bøj dig i støvet for kongen!

Hardcover, Wildside Press 2005. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Der er bøger, der har en helt særlig aura. De afkræver en form for respekt og drager os, fordi de tydeligvis er noget ud over det sædvanlige. Robert Chambers’ The King in Yellow fra 1895 er en af den slags bøger. Jeg har læst den sært forhutlede novellesamling flere gange, og jeg har hver gang siddet med en stemning af mystik og fascineret forundring. Det er faktisk næsten som om, at Chambers’ samling har præcis den samme virkning, som den fiktive bog The King in Yellow, der optræder i hans noveller.

De fleste af jer kender helt sikkert Chambers’ novellesamling af navn, og mange har nok også læst i hvert fald dele af den. Takket være Lovecrafts begejstring for nogle af novellerne, er The King in Yellow blevet optaget i den såkaldte Cthulhu-mytologi med ”The Yellow Sign” og Hastur som de primære bidrag. Det har sikret, at Chambers ikke er gået i glemmebogen, hvilket ellers givetvis ville være sket, for sandt at sige er hans novellesamling en besværlig størrelse, og da han efter denne bog mere eller mindre kun skrev helt ordinære spændingsfortællinger, står The King in Yellow tilmed isoleret i forfatterskabet.

Hardcover, F. Tennyson Neely 1895. Samlingens første udgave

Der er dog ikke nogen tvivl om, at Chambers’ gotiske samling af historier er bemærkelsesværdig. Med inspiration fra blandt andet Poe tager han sine læsere igennem en række fortællinger, der alle er bundet sammen ved henvisninger til figuren ”kongen i gul” eller et fiktivt værk med samme titel. Værket er formentlig et skuespil, vi får i hvert fald små scener fra teksten igennem novellerne, men det er aldrig fuldstændig klart, om bogen rent faktisk er den samme igennem alle historierne, eller om den antager forskellig form. Det gør imidlertid kun den fiktive bog mere fascinerende, fordi mystikken omkring værket forbliver intakt. Den mærkværdige bog har en foruroligende indvirkning på alle, der læser den, hvilket er et tilbagevende tema i novellerne.

Stemningsmæssigt er Chambers’ historier ganske svære at placere. Der er klare skrækfortællinger i samlingen, som hører til noget af de stærkeste fra denne periode, men der er også mere prosaiske dramaer og tilmed en romantisk komisk forvekslingshistorie. Der er endda to noveller, der udspiller sig ude i en nær fremtid, mens en anden fortælling (måske) sender hovedpersonen tilbage i tiden. Vi kommer vidt omkring, ikke bare i handling, men også i stemningerne.

Robert William Chambers (26. maj 1865 – 16. december 1933)

Blandt de mere typiske, gotiske skrækfortællinger finder man eksempelvis fortællingen om en kunstner, der via alkymi opfinder en væske, som omdanner alt levende, den kommer i kontakt med, til marmor. Det skaber mulighed for at udføre den perfekte skulptur, og så har du vel allerede regnet ud, hvor det fører os hen. Min personlige favorit i den sammenhæng, er historien om den sataniske organist, der hjemsøger den stakkels hovedperson i den parisiske storbyjungle.

Der er, som sagt, noget stærkt dragende ved novellesamlingens historier, der stedvist når op på siden af mestre som Algernon Blackwood og Robert Aickman, når det gælder stille gru. Præcis derfor kan man også let forstå den frustration, som eksempelvis Lovecraft og hans venner udtrykte i forhold til The King in Yellow. For den, der elsker samlingens mystiske uhygge, skuffer hovedparten historierne, fordi det uhyggelige kun udgør en ganske lille del af helheden. Chambers’ giver med andre ord kun skrækentusiasterne en smagsprøve og efterlader læseren med et ønske om mere, hvilket bare ikke kommer. Det kom faktisk slet ikke igen i hele Chambers’ forfatterskab, og han er derfor også i skræklitteraturens kredse blevet afvist som en forpasset mulighed og ligefrem en fiasko.

Hardcover, Chatto & Windus 1895

Den vurdering er ganske urimelig og en underkendelse af det projekt, Chambers forsøger med sin samling. Man kan nemlig spørge sig, hvad historierne som helhed egentlig viderebringer på tværs af de mange udtryk og stemninger, der bliver iscenesat. Ikke mindst kan man overveje, hvad The King in Yellow repræsenterer. Der kan ikke gives noget entydigt svar her, for Chambers har ikke forklaret sine tanker med bogen.

Man kan dog notere sig Chambers’ tydelige forbillede i det antikke drama. Det betyder et fokus på idéen om skæbnen som styrende faktor i menneskenes liv samt måske endnu vigtigere, hvordan skæbnefortællingen kan berettes igennem forskellige stemninger eller følelser. Det komiske og det tragiske er her det vigtigste, og netop tilfældet i The King in Yellow, der bruger disse atmosfæriske hovedspor som styrende faktorer i historierne, ydermere suppleret med oplevelsen af lyst, had, frygt, glæde og melankoli.

Hardcover, D. Appleton-Century Company 1938

Som helhed er novellerne i The King in Yellow med andre ord et stemningsportræt, der kredser om den undgåelige skæbne, som er blevet udstykket for os. Dette tema belyses fra vidt forskellige sider og gennemspilles alsidigt. Konsekvenserne er dog de samme, uanset om Chambers får os til at gyse eller grine; der er større kræfter i verden end mennesket, og vi danser mere eller mindre blindt efter disse kræfters fløjte.

Jeg tror bestemt ikke, at samlingens tematik afspejler en egentlig livsanskuelse hos Chambers. Bogen må først og fremmest opfattes som et æstetisk projekt, der leger med litterære temaer, der går tilbage til midten af 1800-tallet, hvor netop den form for leg med antikke patos-motiver var populære. Sværmeriet for Paris som kakofonisk labyrint af erotiske og uhyggelige oplevelser er her et tydeligt referencepunkt, der går igen i flere af novellerne og viser Chambers’ inspiration i den franske, såkaldte dekadente bevægelse.

Paperback, Ace Books 1965

Samlingen har med andre ord klart karakter af et kunstprojekt, og det er ærgerligt, at Chambers har fået så lidt anerkendelse for bogens helhed, som han har. Lovecrafts velsignelse af forfattere og bøger har reddet mange fortællinger fra den totale glemsel, men hans specifikke læsning af Chambers har også gjort meget dårligt for receptionen af The King in Yellow. Det er trist, for værket skal læses og nydes som en helhed, ikke bare som en samling med tre stærke gysernoveller og en masse ligegyldigt fyld.

Det er der god grund til, for som jeg allerede har sagt, er der en helt særlig stemning i samlingen, som går på tværs af de ganske forskellige noveller. Der, hvor gruen er fremherskende, står det sære og mærkelige tydeligst frem, men det underlige er også lige under overfladen i de lettere fortællinger.

Paperback, Ace Books 1977

Det lønner sig derfor at gå til hele bogen og ikke bare opsøge de få skrækfortællinger, der er blevet udgivet i antologier flere gange siden, novellesamlingen så dagenes lys. At Chambers kastede de kunstneriske ambitioner overbord og begyndte at skrive ordinære spændingsfortællinger er ærgerligt, men han valgte tydeligvis, at penge på bordet var vigtigere end ungdommelige idealer om kunsten for kunstens skyld. Det valg kan man ikke klandre ham, selvom det er ærgerligt, for der var uden tvivl flere fascinerende fortællinger at hente hos ham.   

Paperback, Ace Books 1982

Paperback, Dedalus 1989

Paperback, Sattre Press 2002

Paperback, SMK Books 2010

Paperback, Wordsworth Editions 2010

Paperbaack, Rebel Satori Press 2010

Paaperback, Forgotten Books 2010

Paperback, Underworld Amusements 2011

Hardcover, Benediction Classics 2012

Paperback, Chicago Center for Literature and Photography 2014

Paperback, Corundum Classics 2014

Paperback, Sovereign 2014

Hardcover, Fall River Press 2014

Paperback, Lanternfish Press 2018

Paperback, Poisoned Pen Press 2021

H. Warner Munn, The Werewolf of Ponkert (1976): Månesyg i Østeuropa

Paperback, Centaur Books 1976. forsiden er malet af den altid fantastiske Stephen Fabian

I marts 1924, da magasinet Weird Tales fyldte ét år, skrev H.P. Lovecraft ind til dets brevkasse ”The Eyrie” og reflekterede lidt over magasinets rolle og muligheder. Lovecraft var ikke helt tilfreds, fordi han så et stort og uudnyttet potentiale i magasinet, der ikke blev realiseret, fordi forfatterne konstant faldt tilbage på de samme grundfortællinger. For at illustrere sin pointe spurgte Lovecraft: “Take a werewolf story, for instance—who ever wrote one from the point of view of the wolf, and sympathizing strongly with the devil to whom he has sold himself?”

Det spørgsmål blev taget som en konkret udfordring, som unge Harold Warner Munn greb. Han gav sig til at skrive en varulvefortælling med præcis det udgangspunkt, og resultatet blev den relativt lange novelle ”The Werewolf of Ponkert”, der kom i Weird Tales i juli 1925. Det var bare første gang, den novelle skulle blive trykt i magasinets sider, for den gik hen og blev en evergreen. Munn fulgte da også sin succes op og skrev en hel serie af fortællinger, der efterfølgende er blevet døbt ”Tales of the Werewolf Clan”, fordi Munn gradvist udbyggede et familieunivers i sine varulvenoveller, der udkom frem til ’77.

Paperback, Centaur Books 1976

I 1976 genoptrykte Centaur Books for anden gang ”The Werewolf of Ponkert” i bogform, og de bragte, præcis som første gang, novellen sammen med ”The Werewolf’s Daughter”, der løb som føljeton i Weird Tales fra oktober 1928 til december samme år. ”The Werewolf’s Daughter” var den tredje varulvehistorie, som Munn skrev, men det var den første, hvori han udbyggede sit familieunivers, og novellen er derfor et velvalgt supplement til den første fortælling.

Pyh! Det var meget baggrund, men, når man som mig er fascineret af pulplitteraturens udgivelseshistorier, er det svært at lade være med at dykke ned i disse ting.

Handlingen i ”The Werewolf of Ponkert ” lader sig hurtigt beskrive. Den fører os til Ungarn i 1400-tallet, hvor købmanden Wladislaw Brenryk en sen vinternat er på vej hjem i kane til sin landsby Ponkert. Undervejs bliver han overfaldet af ulve, men det lykkes ham at undvige. Under flugten bemærker Wladislaw, at ulvene tilsyneladende anføres af en dunkel skikkelse, der holder sig i baggrunden. Da han er kommet sikkert hjem, går det op for Wladislaw, at han ikke kan løsrive sig fra indtrykket af denne mystiske skikkelse, og dermed er hans skæbne beseglet. Dybt betaget lader han sig indrullere i skikkelsen, ”Mesterens”, tjeneste, og Wladislaw bliver en del af det sataniske ulvekobbel, der driver sit uvæsen på egnen. For Wladislaw kulminerer det hele, da han angriber sin egen familie og derved endegyldigt ødelægger sit liv til ære for den Mester, som han har solgt sin sjæl til.

Harold Warner Munn (5. november 1903 – 10. januar 1981) med en ganske ung. ligeledes nu afdød Wilum Pugmire på besøg

Den anden fortælling, ”The Werewolf’s Daughter”, udspiller sig nogle år efter den første og beskriver, hvordan Mesteren nu er tilbage og atter hjemsøger Plonkert, hvor Wladislaws datter kommer i problemer og anklages for at være en heks på grund af sin fars ugerninger. Heldigvis har en deling soldater slået lejr i udkanten af landsbyen, og en ung mand af god familie er i stand til at gennemskue hendes uskyld og kommer til undsætning.

Der er flere ting at bemærke omkring Munns varulvefortællinger. Først og fremmest må man nemlig konstatere, at Alexandre Dumas allerede havde besvaret Lovecrafts udfordring ganske mange år tidligere. Lovecraft kendte åbenbart ikke Dumas’ historie, der først blev bragt som føljeton i Weird Tales under titlen The Wolf Leader mellem august 1931 og marts 1932. Omvendt kan der ikke være nogen tvivl om, at Munn kendte Dumas’ roman, fordi lighederne er mange – ikke mindst perspektivet med varulven som hovedperson og tropen med at sælge sin sjæl, der går igen i begge fortællinger.

Hardcover, Grandon 1958. Samlingens første udgave

Munns ”The Werewolf of Plonkert” er da også et stykke rendyrket nygotik, som stilistisk læner sig op ad alle de patoselementer, der kendetegner genren. Selvransagelsen, kvalerne og tragedien fylder meget i den ulykkelige fortælling om Wladislaw, der kommer i kløerne på en Satans tjener. ”Mesteren” (”The Master”), som varulvenes anfører kaldes i Plonkert, er præcis samme skyggefulde inkarnation af det onde, der kendes i talrige variationer fra den gotiske litteratur. I den forstand lever Munns novelle også fuldstændig op til profilen i de tidlige numre af Weird Tales, der netop havde de gotiske klassikere som stilistisk forbillede. Tilmed opfylder Munns novelle endnu en kliché fra de tidligere fortællinger i magasinet ved at være en bekendelseshistorie; denne er således fortalt af Wladislaw, mens han sidder i cellen og afventer sin henrettelse for de ugerninger, han har begået.

Som tidstypisk historie opfylder Munn alle forventningerne, men når det er konstateret, må man også hæfte sig ved en fornem stemning af eventyr og glemt Europa i navnlig den første novelle. Der er noget tidløst over Plonkert og universet omkring landsbyen. Bjergene, de dybe nåleskove, vinternatten og Mesterens uforklarede hjemsøgelse af egnen er alt sammen elementer, Munn iscenesætter med stor sans for det foruroligende og med et drys af magi, der skaber illusionen af noget alderdommeligt og skjult. De øvrige varulve, samt ikke mindst de scener, hvor Wladislaw er i varulveform og løber med sit kobbel, fanger da også noget diabolsk og pirrende, som afgjort gør det fortjent, at novellen blev så berømt. At selve grebet om handlingen så er lånt hos Dumas, betyder ikke noget, for Dumas havde jo allerede lånt det hos andre.

Weird Tales, juli 1925

Med den anden novelle fornemmer man allerede, at der er sket meget med Munn som forfatter og Weird Tales som magasin. ”The Werewolf’s Daughter” er en mere moderne fortælling; væk er det bedagede bekendelseselement, og patosformlerne er reduceret til et stedvist floromvundet sprog. I stedet er der fokus på handling, spænding og melodrama. Derved opfylder Munn også her en generel udvikling i Weird Tales-fortællingerne. Desværre er noget gået tabt i den proces. Stemningen er ikke intakt, og den ulmende uhygge, der lå i første historie, er erstattet af noget mere letbenet; underholdende er det dog fortsat.

Weird Tales, oktober 1928

Der er mange grunde til, at man burde opsøge Munns varulvefortællinger, ikke mindst hvis man er interesseret i dem som bidrag til skrækgenrens udvikling. Munn blev et forbillede og et kendt navn. I dag er han stort set gået i glemmebogen, og da han kortvarigt i 70’ernes anden halvdel vendte tilbage til et bredere publikum, var det nu som koryfæ og mest af alt som en af de få overlevende ”vidner”, der havde mødt og talt med Lovecraft. Hans fiktion talte man ikke meget om, men heldigvis kan den stadig opdrives, og alene den vedvarende fascination af Weird Tales og alt dette magasin førte med sig, vil formentlig garantere, at hans ting genudgives i ny og næ. Det kan jeg ikke klage over, for Plonkert er stadig den dag i dag et læseværdigt stop på den litterære rejse gennem genrefiktionens lande og riger.

Alexandre Dumas, Varulven (1857): ” …Listen in awe and you’ll hear him bark at the moooooon!”

Paperback, Delta 1976. romanen på svensk, som jeg tror må være den seneste oversættelse, der nærmer sig det danske. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Da den aldrende Alexandre Dumas havde mistet taget i sit enorme publikum og tabt sin vigtigste samarbejdspartner Auguste Maquet, forlod han Frankrig og de stigende økonomiske vanskeligheder. Han forsøgte nu at leve som turnerende berømthed, der da også blev modtaget fyrsteligt ude i verden, hvor hans falmende status ikke var blevet et problem endnu. Under denne sidste del af sit liv kastede Dumas sig over en række sentimentale romanprojekter, hvor han dykkede ned i sin barndom og opvækst på landet i nærheden af Villers-Cotterêts. I Dumas’ forfatterskab er disse sene tekster interessante, fordi de i høj grad er med til at vise, hvordan han gerne ville opleves og huskes af eftertiden. Dumas gik med andre ord i gang med mere eller mindre at kuratere sin egen myte og litterære eftermæle.

Her skal vi se nærmere på en af disse sene tekster, nemlig romanen Le Meneur de loups (direkte oversat ”ulvenes leder”). I den svenske udgave af romanen, som jeg har, bærer historien titlen Varulven, og dermed har vi vel meget præcist fået indkredset, hvad det er for en type handling, vi her står overfor. Helt så enkelt er det bare ikke; men lad os se på nærmere på historien.

Alexandre Dumas ”den Ældre” (24. juli 1802 – 5. december 1870)

Handlingen er gengivet som en fortælling i fortællingen. I begyndelsen beretter Dumas selvbiografisk om en oplevelse, han havde som ung mand eller stor knægt under en ulvejagt. Her skød han efter en mærkelig ulv, som efterfølgende sporløst forsvandt. Undrende spurgte Dumas den gamle jæger, han var i selskab med, hvad det skulle betyde. Denne fortalte nu en sælsom historie til unge Alexandre, som han her har nedfældet efter hukommelsen til os læsere. Selvom Dumas dermed kun spiller en begrænset rolle i romanen, optræder han som sig selv i bogen, og Dumas bringer på den led sin egen person i kontakt med en form for magisk eller mytologisk fortid, som læseren nu igennem Dumas kan drømme sig tilbage imod.   

I jægerens fortælling, der udspiller i begyndelsen af 1780’erne, hører vi, hvordan den selvhøjtidelige skomager og eneboer Thibault bliver krænket af den lokale herremand, der ender med at give skomageren et grundigt drag prygl. Mens Thibault raser i sin skovhytte over det skete, bliver han opsøgt af en talende ulv, der tilbyder ham en genvej til magt, rigdom og hævn. Sagen har naturligvis en hage, for Thibault skal antage ulvens skikkelse med jævne mellemrum, men hvis han accepterer det, vil lykken tilsmile ham. Skomageren tager imod tilbuddet, og dermed har han taget kurs direkte mod sin egen fortabelse.

Paperback, Athos 1943

Thibault havde en kæreste før episoden med ulven, men efter han har indgået pagten, er hun ikke længere god nok til ham, for Thibault forlanger mere. Romanen skildrer, hvordan den ærgerrige skomager stiler højere og højere i en higen efter anerkendelse, magt og rigdom. Hver gang han opnår noget, der ligner succes, kommer skæbnen i vejen for ham, og han forlader episoden fattigere end før. Det, der umiddelbart kunne ligne fremdrift, bliver blot en langstrakt deroute, der gradvist fremmedgør Thibault fra sine medmennesker. Til sidst giver han sig helt hen til den ulv, han bærer inden i sig, og bliver en form for gespenst, der som anfører af et ulvekobbel nu hjemsøger de skove, han levede fredeligt i førhen.

Dumas’ roman er en af de helt tidlige forsøg på at bruge den folkloristiske varulv som litterært motiv, og handlingens ”monster” har da også meget lidt at gøre med den varulv, vi tænker på i dag. Hans ulv er, som sagt, primært en form for indre fordærvelse, der opstår, fordi Thibault sælger sin sjæl til Djævlen. Han skifter også konkret form og bliver til en ulv, men det er i virkeligheden mindre monstrøst, end den adfærd Thibault udviser i sin stadigt mere depraverede menneskeskikkelse.

Paperback, Collection illustrée GRÜND 1948

Parallellerne mellem Thibault og mr. Hyde fra 1886 er tydelige og pointen den samme; de har kastet deres medmenneskelighed fra sig og hengivet sig helt til det dyriske, hvilket i sidste ende bliver deres undergang. Men hvor Stevensons Hyde-figur er en refleksion over dualiteten i mennesket og forholdet mellem rationalitet og instinkt, har Dumas et andet sigte med sin roman. Bogen er nemlig en moralsk opsang; en tydelig påmindelse om standsbevidsthed og gudfrygtighed.

Den begærlige Thibault oveskider sin stands beføjelser og rækker ud efter noget, der ikke er hans. Han er ment til at være skomager, hverken mere eller mindre, men desværre for ham er han fra naturens hånd blevet født med intelligens implicit derfor med en længsel efter mere. Den stakkels, simple bondepige, han først kurtiserer, er kernemotivet her, for hun er billedet på alt det, Thibault burde være og elske, men som han forkaster i jagten på verdens glæder.

Et blik ind i GRÜND-udgaven (1948)

Utilfredshed er Thibaults egentlige forbandelse, og det er den, der sender ham i armene på Djævlen. Havde han lyttet til råd og stillet sig tilfreds, kunne fortællingen få en lykkelig udgang, men Thibault angrer ikke, før det er for sent, og han har mistet sig selv endegyldigt til Djævlen og må leve livet i permanent ulveform, afskyet og frygtet af alle.

Romanen er underholdende, ikke mindst fordi Thibault er en herligt ulidelig og usympatisk karakter, der hver eneste gang træffer det forkerte valg. Om hans undergang er selvforskyldt eller ej kan diskuteres, fordi han, som sagt, er født med denne ulyksalige stræben efter mere, end det hans stand kan tilbyde, og det er måske i virkeligheden her, Dumas viser sig som en moderne forfatter. Dette spørgsmål om skyld, der ikke entydigt lader sig besvare indenfor fortællingens rammer, peger fremad ind i samtidens litteratur. Stilistisk må man imidlertid konstatere, at Dumas’ roman er en dinosaur, der har overlevet sig selv.

Paperback, Bibliothèque Marabout 1970. Den svenske udgaves forlæg

Fortællingen lægger sig entydigt i forlængelse af de gotiske romaner, der havde deres storhedstid 50-60 år tidligere. Sammenligner man Dumas’ varulv med Lewis’ The Monk, er lighederne åbenlyse og handlingen i de to bøger fuldstændig ens. Rammen er naturligvis forskellig, men selve skelettet i er det samme. I begge følger vi en karakter, der begærer noget, han ikke retmæssigt kan få. For alligevel at få opfyldt sine behov søger karakteren bort fra det gode og kaster sig i armene på Djævlen, som naturligvis løber fra sine løfter og ødelægger hovedpersonen. Som fordærvsfortælling er Dumas’ historie derfor et stykke rendyrket gotik, der i midten af 1800-tallet kunne lukrere på en vis smag for det fantastiske og eventyrlige, men som trods det må siges at være et værk af mindre betydning.

Blandt os elskere af skrækfiktion betyder det imidlertid ikke så meget, for Dumas’ varulvefortælling er væsentlig for udviklingen af selve den moderne varulvemyte, og hans roman er, som de fleste gotiske klassikere, et godt billede på de selvdestruktive kræfter og længsler, vi alle i et eller andet omfang bærer omkring på. Jeg vil derfor absolut opfordre til, at man tager en tur med Thibaults ulvekobbel, hvis man skulle falde over denne roman, som ikke får ret meget opmærksomhed længere. Den fortjener måske ikke ligefrem prædikatet klassiker, men den må absolut ikke gå i glemmebogen.   

Juris-Karl Huysmans, Là-bas (Dybet) (1891): Ned i sølet og op igen

Paperback, Sphere 1974. Den udgave af romanen, som jeg har læst i oversættelsen fra 1924

Da Juris-Karl Huysmans gik i gang med sit berømte værk Là-bas, var det med baggrund i et dybt personligt udviklingsprojekt, der havde sendt ham fra en sværmerisk kunst for kunstens skyld til i stigende grad at se kunsten som en måde at nærme sig en religiøs erfaring.

Huysmans bliver ofte knyttet til den såkaldte dekadente bevægelse i fransk litteratur i 1800-tallets slutning, hvilket sådan set også er meget rimeligt, selvom han på flere punkter skiller sig ud fra den gruppe. Det gør Huysmans ikke mindst takket være den idealisme, som han i stigende grad kom til at udtrykke i sit forfatterskab, men mere om det lidt længere nede. Først må jeg nemlig hellere præcisere, hvorfor Huysmans’ Là-bas er relevant på Fra Sortsand.

Joris-Karl Huysmans (5. februar 1848 – 12. maj 1907) alias Charles-Marie-Georges Huysmans

I romanen, der udkom 1891, introduceres vi til den anæmiske forfatter Durtal, der slider sig ihjel på et storværk om de historiske, middelalderlige rødder for folkeeventyret om Blåskæg. Det er, som bekendt, en grum fortælling om manden, der myrder sine koner, og Durtals kilder viser, at den ”virkelige” Blåskæg ikke var mindre blodtørstig, men Durtal finder også ud af mere. Den historiske Blåskæg gør nemlig oprør mod de sociale og religiøse bånd, der begrænser hans personlige udfoldelse. Det fører ham i kontakt med diabolske kræfter, der i sidste ende bliver Blåskægs undergang.

Netop det forhold, at Blåskæg satte sig uden for kirken, kommer til at optage Durtal, der bliver fascineret af Blåskægs tilvalg af Djævlen. Han bliver måske endda mere end bare fascineret. Gennem forfattervenner begynder Durtal nu også selv at blive optaget af det diabolske, og det går gradvist op for han, at satanisme ikke bare er noget, der hører fortiden til. Det bliver praktiseret midt i det moderne Paris. Der sker med andre ord en spejling af Blåskæg i Durtal, som på sin vis gentager Blåskægs historie nu blot i en moderne kontekst.

Hardcover, Tresse & Stock 1891. Romanens 1. udgave

Den store kulmination på det hele kommer, da Durtal til sidst bliver taget med til en hemmelig sort messe. Oplevelsen bliver den modgift, som Durtal har søgt efter. Da han ser, hvad der udspiller sig under denne ceremoni, bliver han kureret for enhver fascination af det diabolske, og han flygter hals over hoved bort. Han flygter ind i armene på kirken, som han nu forstår og værdsætter med fornyet kraft.

For alle entusiaster af genrefiktion er det naturligvis Durtals udforskning af den okkulte underverden i Paris, der er bogens attraktion. Huysmans væver i romanen middelaldermystik og melodramatisk spændingsfiktion sammen og føjer dertil et eksistentialistisk lag, som kredser om Durtals ulykkelige fascination af mørket.

Der er ikke nogen tvivl om at Huysmans’ værk lægger sig i forlængelse af en gotisk roman som The Monk (1796), men værket skærper portrættet af satanismen ved at flytte det ind i det dekadente parisiske bourgeoisi, hvor rigmænd og intellektuelle står skulder ved skulder foran Satans alter i en gudstjeneste, der naturligvis bliver anført af en frafalden præst.

Det var absolut skrappe sager, da romanen udkom, og bogen udløste en mindre skandale for sine bramfri skildringer af de seksuelle udskejelser, der skete under den sataniske messe. Noget der naturligvis har været med til at sikre Huysmans en plads i litteraturen, men Là-bas var ikke tænkt som (kun) en provokation.

Hardcover, La Connaissance 1924. Titelbladet i denne fine udgave, der dog ikke for nogen specielt spændende forside

Præcis som Matthew Lewis med The Monk har Huysmans et anliggende med sin skildring af den selvfornedrelse, der sker i Satans navn. Hans alter ego, Durtal, søger autenticitet og en vej til stærkere erkendelse af den åndelige side af livet. Den vej kan han ikke finde i sin samtid, hvor den katolske kirke har mistet sin evne til at skabe en oplevelse af transcendens. Durtal ønsker imidlertid dette åndelig samvær med noget metafysisk større. Durtal har, præcis som Huysmans selv, først søgt dette i naturen, men også her har han mistet kontakt med gudserfaringen, hvorfor denne ulmende satanisme med dens ritualer og gamle hemmeligheder pludselig fremstår som en mulig vej til nye og ægte erkendelser.

Her tager Durtal fejl, må han erkende, og i stedet kaster den søgende forfatter sig over kunsten som den sande kilde til erfaringen af Gud. Æstetikken bliver det svar, som Dural søger, og Huysmans følger dermed Friedrich Schleiermachers tanker om kunstens rolle i religionen, der netop var fremherskende på dette tidspunkt og blev en kilde til fornyet spiritualitet i intellektuelle kredse.

Hardcover, University Books 1958

Med Là-bas beskriver Huysmans tvivleren, der er på nippet til at miste troen helt. Han søger, men ved ikke, hvor han skal gå hen og havner derfor i et spirituelt mørke, der fører ham langt, langt ned – helt ned i dybet. Den grumme, nutidige skrækforfatter ville naturligvis ikke lade Durtal vende tilbage fra dette diabolske mørke, men her går Huysmans en anden vej, fordi bogen skildrer en erkendelsesproces. Kunsten er Durtals redning, og kunsten som kilde til transcendens bliver også hovedtemaet i mere eller mindre alt andet, Huymans skrev efter Là-bas.

Det kan dermed heller ikke overraske, at Huysmans forfatterskab ganske ofte bliver beskrevet som indadvendt, for det er hans fiktion i højeste grad. Romanen er én lang refleksion over troens mysterie og erkendelsen af Gud. Undervejs møder Durtal forskellige individer, der bliver talerør for bestemte synspunkter, der alle på en eller anden måde udfordrer Durtal og sender ham videre ind i den labyrint af tvivl, angst og oplysning, der driver ham.

Hardcover, Garnier-Flammarion 1978

Trods bogens okkulte dimension må man ikke være i tvivl om, at dette først og fremmest er et stykke realistisk fiktion, der ganske vist bruger gotikken og dele af samtidens fascination af det morbide, men fortællingen aktiverer ikke overnaturlige elementer. Satanismen bliver skildret som et absurd, menneskeskabt teater, der i virkeligheden bare er et skalkeskjul for utøjlet, skamløs liderlighed og moralsk forfald. Det er med andre ord ikke nogen egentlig religion, men her adskiller satanismen sig paradoksalt nok heller ikke stort fra den tomme religion, Durtal finder i den katolske kirkes institution, der synes forblændet af sin egen magt og ceremoniel.

Som en anden opdagelsesrejse må Durtal finde sin egen åndelige vej, og det gjorde han, præcis som Huysmans også selv gjorde det. Skal man indpasse værket et sted i genrefiktionens kronologi, er det således relevant at se Huysmans åndelige søgen som noget, der peger frem mod Algernon Blackwoods værker, der i høj grad følger det spor, der blev udstukket med Là-bas og udbyggede dette yderlige i jagten på erkendelse.

Paperback, Penguin 2002

Durtals rejse ned i underverdenen er ikke noget gotisk brag af morbide optrin og forbudt opførsel, det er nærmere en stille samtale, som gradvist bliver mere og mere skummel, før der til sidst bliver luftet ud og sollyset slippes ind. Det er næppe alles kop the, det var det ikke dengang, og det heller ikke i dag, men jeg synes nu, at det er meget sjovt at gå i kødet på et værk som dette, fordi det er litteratur, som kan sætte tankerne i gang hos læseren. Præcis det er sundt, tror jeg.

Richard Marsh, The Beetle. A Mystery (1897): Orientalismens spøgelse slår til igen

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Litteraturhistorien er fyldt med glemte skrækromaner. En af dem, der mere eller mindre fra udgivelsestidspunktet i 1897 har kæmpet imod glemslens tåger, er Richard Marshs The Beetle, der allerede fra begyndelsen var udfordret ved at blive udgivet samme år som Stokers Dracula. Selv metropolen London var ikke stor nok til at kunne rumme to gotiske bestsellere på samme tid, og taberen blev i den sammenhæng The Beetle, der da også må siges at være Stokers værk underlegen på snart sagt alle punkter. Dermed ikke sagt, at Marshs roman er ringe, for det er den langt fra. Tidstypisk og gumpetung, men absolut et underholdende bekendtskab, der rummer den samme form for dystert pikanteri, som vi eksempelvis også finder i Dracula.

I romanen møder vi et firkløver af karakterer, der hver især står for at fortælle en del af handlingen, og dermed stykker de fire stemmer det mysterium sammen, der udgør bogen. Fordi vi har flere fortællere, som hver især kun kender en bid af historien, får vi aldrig fuldstændig afdækket, hvad der rent faktisk udspiller sig, og The Beetle efterlader derved sin læser med en snigende form usikkerhed, som navnlig på udgivelsestidspunktet må være blevet oplevet som ganske ubehagelig. En stor del af romanens momentum opstår da også igennem skiftet mellem de fire fortællere, der ved hver især kaster nyt lys over centrale aspekter af historien.

Richard Marsh alias Richard Bernard Heldmann (12. oktober 1857 – 9. august 1915). Marsh var i øvrigt bedstefar til selveste Robert Aickman

Det hele begynder, da en ung, arbejdsløs og nu hjemløs kontorassistent traver omkring i London for at finde et sted at overnatte. Han kommer forbi et hus, der ser ubeboet ud, og han beslutter sig for at søge ly for natten derinde. Det skulle han aldrig have gjort, for i det tomme hus oplever han noget skrækindjagende. En gigantisk bille kommer til syne foran ham og overtager hans sind med en form for hypnose.

Robert Holt, som kontorassistenten hedder, bliver derefter værktøj i et nedrigt komplot imod politikeren Paul Lessingham, der på en eller anden måde har noget at gøre med denne mystiske bille. Men hvad? Det får vi gradvist, men kun delvist, opklaret i løbet af romanen, som ikke alene byder på den allerede omtalte mystiske, kæmpeskarabæ, den byder også på en truende orientalsk mand af sært kønsløs fremtoning og en dunkel kvinde, ligeledes af orientalsk afstamning. Det hele peger mod Kairo som stedet, hvor den dunkle affære tog sin begyndelse i en fjern fortid, og dermed også tilbage mod oldtidens Egypten.

Hardcover, Skeffington & Son 1897. Romanens første udgave

Den velbevandrede, moderne læser aflurer naturligvis hurtigt, at alle disse fjender sandsynligvis er sider af samme skabning, men i sidste ende får vi aldrig entydigt forklaret, hvad denne skabning egentlig er. Mere væsentligt er det da også, hvordan politikeren Lessingham kan undgå at blive dræbt, for det er tydeligt, at denne okkulte ondskab fra Kairo er kommer til London for at gøre det af med ham.

Historien har rod i Lessinghams fortid, og var det ikke for hans rival Sydney Atherton, ville det se sort ud. Athortons videnskabelige sindelag og analytiske hjerne er imidlertid det perfekte våben mod de ældgamle skygger, der truer Lessingham. De to rivaler gør derfor, som ægte gentlemen, fælles front mod den større trussel, der til sidst kan blive konfronteret efter en hæsblæsende jagt tværs gennem landet i drosche og med tog.

Paperback, World Distributors 1959

The Beetle er et tidstypisk bud på en eventyrfortælling, der krydser flere genrer. Handlingen svinger mellem dybe, sentimentale samtaler om store følelser, og ligeledes stort drama i form af kamp, magi og gru. Har man læst Rider Haggard, vil man straks føle sig hjemme hos Marsh, hvis mystiske bille kunne være en ny inkarnation af ”Hun”. Det er i hvert fald i samme univers, vi bevæger os. Et univers, hvor civilisationens bolværk, indfanget metaforisk gennem Londons gasoplyste gader, konstant trues udefra af destruktive kræfter, der lurer i mørket og nu melder sig fra historiens dybder.

Det glemte vender tilbage og hjemsøger nutiden. Det motiv var omdrejningspunktet i den gotiske litteratur, men forfattere i det senere 1800-tal omdannede temaet og forflyttet til det glemte kulturer i fremmede kontinenters afkroge. Perspektivet blev globalt, præcis som det britiske imperium, således at glemte civilisationer i Afrika og andre vildsomme landmasser langt fra London kunne blive det sted, hvorfra fortiden igen meldte sig ildevarslende og beviste, at der er mere mellem himmel og jord end den rationalistiske industris tidsalder anerkendte.

Paperback, Consul Books 1965

H.P. Lovecraft trak senere ganske åbenlyst på dette som en tematisk arv, lånt fra de spændingsfortællinger, han havde læst som barn. Men den voksne Lovecraft greb især det uforståelige og mystiske i disse kulturmøder med det glemte fra fortiden. Derved adskilte han sig fundamentalt fra forgængere som Marsh, Rider Haggard og Stoker, som alle var romantiske forfattere, der var betaget af dualiteten i det eksotiske. De så det mørke som lige dele indbydende og ødelæggende. Den dæmoniske bille, den forføreriske manipulator Hun eller voldtægtsforbryderen Dracula er dermed tre sider af samme sag.

En videre fællesnævner for disse store antagonister er, at de alle er drevet af eros. Erotikken spiller en vigtig rolle i alle tre forfatterskaber, og med eros kommer døden selvfølgelig også ind i billedet. Tankevækkende i den sammenhæng er det, at Stokers Dracula rummede tydelige homo-erotiske elementer, og det samme gør sig gældende for den ambivalente bille hos Marsh, med dens både mandlige og kvindelige aspekt. Som en tvetydig størrelse af ubestemt køn er Billen således en stærk, moderne figur, som taler direkte ind i vores nuværende samtaler om køn og kønsidentifikation. Alene af den grund er The Beetle en roman, som man burde få trukket frem igen.

Paperback, Broadview Press 2004

Nogen genopdaget bestseller bliver den dog næppe, selvom den er relevant i dag, for det kræver en smag for victoriansk litteratur, hvis man vil gnave sig gennem romanen. Der er meget snak og mange svinkeærinder i teksten, som kan føles dybt irrelevante med moderne øjne. Læst ud fra sit udgangspunkt er det klart, at disse samtaler etablerer det moralske univers, hvorigennem truslen fra Billen skal vurderes, men det greb fremstår nu forældet og dogmatisk.

Ikke desto mindre er The Beetle en fascinerende bog at kaste sig ud i, ikke mindst fordi den kaster mere lys over spændingsromanen i 1800-tallets slutning og binder flere tekster sammen, som jeg også har gjort det her. At den så også stedvist er ufrivilligt komisk, er så en anden snak. Den store videnskabsmand Sydney Atherton arbejder på at udvikle kemiske våben, hvilket præsenteres som en opgave af en hvis national betydning. Det er ikke ligefrem en beskæftigelse, man ville give en helt i dag, men sådan skifter tiderne jo.

Paperback, Valancourt Books 2008

 

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, BBBZ Books 2010

Paperback, Bibliolis Classics 2010

Paperback, British Library, Historical Print Editions 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, The Echo Library 2012

Paperback, CreateSpace 2013

Anne Rice, The Tale of the Body Thief (1992): Min krop, din krop, vores krop

Paperback, Ballantine Books 1992. Den forside arbejdede de nok længe med hos Ballantine…

Da Anne Rice vendte tilbage til sit vampyrunivers med The Tale of the Body Thief, var hun blevet en superstjerne og et kulturelt ikon. Der var med andre ord sket meget i hendes professionelle virke, hvilket afgjort også afspejles i seriens fjerde bind. Ser man forfatterskabet som helhed, kan det da heller ikke komme som nogen overraskelse, at bogens form og tone er, som den er. Men mere om det senere.

I romanen genintroduceres vi til en livstræt Lestat de Lioncourt, der har slikket sine sår efter oplevelserne, som vi fik skildret i Queen of the Damned (1988). Vi hører, at den fælles kamp mod Akasha først førte til en form for forbrødring mellem de overlevende vampyrer, men som tiden er gået, er de gradvist drevet fra hinanden igen. Mørkets skabninger er i sidste ende enspændere, der ikke trives i flok. Alt dette har imidlertid efterladt Lestat med en akut følelse af livslede, der driver ham til et ikke helt oprigtigt selvmordsforsøg i Gobiørkenen. Men netop i kølvandet på dette følelsesmæssige lavpunkt indtræffer en interessant mulighed.

Paperback, Ballantine Books 1992

 

Lestat bliver tilbudt at bytte krop med et menneske – altså en dødelig mand af kød og blod. Han opsøges nemlig af den enigmatiske slyngel Raglan James, der er i besiddelse af betragtelige paranormale, psykiske evner; bl.a. evnen til at bytte krop med andre. Det sker ved en form for sjælevandring, der beskrives som noget i retning af at gøre et ”hop med sjælen”. Hvordan det rent faktisk sker er ikke så vigtigt, det centrale er, at Lestat ikke kan modstå fristelsen. Han siger ja, til trods for advarsler fra sin ven og fortrolige skriftefader David Talbot fra Talamasca-ordenen; en størrelse som Rice introducerede i romanen The Witching Hour (1990).

Aftalen mellem Lestat og Raglan James lyder, at Lestat får 24 timer som menneske, hvorefter de skal bytte deres kroppe igen. Ikke overraskende overholder Raglan ikke denne aftale, og nu begynder en hæsblæsende rutsjetur, hvor Lestat og David Talbot sammen jager ”the body thief”, så Lestat kan komme tilbage til sit vante vampyriske jeg.

Anne Rice (født 4. oktober 1941) fotograferet 19. oktober 1992

Som det fremgår af handlingsreferatet, er der tale om en ganske ligefrem røverhistorie med tempo og højt humør. Lestat er vores entusiastiske fortæller, og vanen tro kommenterer han undervejs direkte på handlingen. I indledningen fortæller han os endda, at dette ikke er en historie om sukkende vampyrer og fortrolige samtaler. Dette er en anden slags historie, og her kan man kun give ham ret.

Med førnævnte Queen of the Damned skiftede Rice for alvor udtryk. Hun flyttede sig fra det meditative, indadvendte drama, vi fik udfoldet i Interview with the Vampire (1976) til en langt mere udadvendt og pågående stil. Det gjorde, at hendes romaner i høj grad kom til at fremstå som erotisk spændingslitteratur. The Tale of the Body Thief har således kun ganske lidt til fælles med seriens udgangspunkt, men den finder derimod en nær slægtning i The Mummy (1989), som Rice havde udgivet året forinden. De to romaner er, så at sige, båret af samme narrative ånd, og deres udtryk skulle også komme til at kendetegne en stor del af de videre bøger i Rices forfatterskab – eksempelvis Lasher (1993), der ligger omtrent så langt fra The Witching Hour, som The Tale of the Body Thief ligger fra Interview with the Vampire.

Hardcover, Chatto & Windus 1992. Romanens 1. udgave

Anne Rice var med andre ord ikke længere den samme forfatter. Overfladisk havde hun bevaret sit indfølte, stemningsbårne udtryk; men så snart man ser om bag tekstens forgrund, er det klart, at den er blevet til noget ganske andet. Det, der begyndte som eksistentialistisk, litterær behandling af livets store spørgsmål, er med The Tale of the Body Thief blevet staffage. Det er et formsprog, der først og fremmest skal danne afsæt for den romantiske spændingsfiktion om underskønne helte, der udkæmper deres kampe i al den kultiverede luksus, som verden kan tilbyde.

The Tale of the Body Thief er sentimental, som det meste Rice har skrevet, men Rice havde efterhånden også på dette tidspunkt fået etableret sin hovedperson Lestat så tydeligt, at han som skælmsk enfant terrible formår at gøre selv de tungeste passager lettere med en vittig bemærkning. Men alligevel insisterer Rice på at føje gravitas til handlingen og lade sine hovedpersoner diskuterer meningen med livet, forholdet mellem ungdom og alderdom samt ikke mindst livets flygtighed. Alt dette er der til overflod i romanen her, men det sikker ikke dybt. Det er stemningsskabende røgslør, som mere tjener som intellektuelle og finkulturelle markører end egentlige, oprigtige afsøgninger af disse umuligt store temaer.

Paperback, Ballantine Books 1993

På et punkt må man imidlertid konstatere, at Rice har skærpet sine synspunkter. Hvor Interview with the Vampire var båret af en fundamental seksualisering af alle relationer, og dermed afgjort et stykke såkaldt queer-litteratur, er fokus forflyttet i The Tale of the Body Thief. Sex er ikke muligt for Rices vampyrer, men i sin nye menneskekrop er det en anden sag for Lestat. Han går dermed i seng med en kvinde, men alle bogens øvrige relationer handler om homoseksuelle forhold mellem mænd. Rice skubber på den led homoseksualiteten helt frem blandt handlingens hovedtematikker.

Det er uden tvivl et udtryk for Rices behov for at tale homoseksuelles sag; noget, der har fulgt hende siden 80’erne. Den katolske kirkes holdning til homoseksualitet har eksempelvis været en af årsagerne til hendes tumultariske forhold til den kirke, som hun har elsket og kæmpet imod i hele sit forfattervirke. En kamp der ikke mindst har gjort Rice til et queer-ikon.

Paperback, Penguin Books 1996

Romanen har med andre ord et budskab og en kamp at kæmpe, men bagsiden af dette er, at hendes vampyrunivers desværre også bliver en smule enstrenget. Alle de gode intentioner til trods, kan man så også notere sig, at det kun er sex mellem mand og kvinde, der beskrives; alt andet forbigås med floromvundne vendinger. Rice gik med andre ord ikke linen ud i bogen; måske fordi hun alligevel var bange for at skubbe læsere bort med alt for konkrete skildringer.

Det vittige fylder, som sagt, en hel del i fortællingen, der stedvist har karakter af en farce. Det er således indledningsvist underholdende at læse Rice udlægge Lestats genvordigheder med transformationen fra vampyr til menneske, men det bliver også hurtigt søgt. Især fordi Rice forsøger at vende sit sprog og sin metaforik på vrangen. Hendes sensualisering af sproget og verden har været et karakteristikum for hendes beskrivelser af vampyrernes verden, men nu udnytter hun selvsamme til at beskrive erfaringen af de dødeliges verden, og det greb lykkes ikke.

Paperback, Ballantine Books 1997

Tale of the Body Thief er en roman, som man ikke må tage for mere, end den er. Man skal således tage Lestat på ordet, når han fortæller sine læsere, at dette er en røverhistorie. At Rice her givetvis forsøger at underspille sine intentioner med romanen, er der dog nogen tvivl om; de litterære prætentioner er altid til stede i hendes forfatterskab, ligegyldigt hvor banalt det bliver for hende.

Som sagt er det en bog, som man umuligt kan tage seriøst, også selvom Rice sikkert gerne ville have, at vi skulle gøre det. Den solgte godt, da den kom på gaden. Jeg købte den selv, dengang den udkom, men der var formentlig mange som vendte hende ryggen efter denne roman. Min Rice-periode var i hvert fald ved at ebbe ud på dengang, hvilket er paradoksalt, taget i betragtning, at det var den første Rice-roman, jeg rent faktisk fik købt på udgivelsestidspunktet. Sådan kan det gå. Jeg må også indrømme, at dette formentlig er min endestation for hendes vampyrunivers. Det, der kom efter Tale of the Body Thief, er ulideligt og fortjener hverken læsning eller genlæsning.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Arrow Books 2004

Paperback, Arrow Books 2010

Ebog, Ballantine Books 2010

 

De sælsomme byers mester

Hardcover, Arkham House 1980

Det er ingen hemmelighed, at bogforsider desværre ikke længere er, hvad de har været. I hvert fald er der blevet længere mellem spændende og udfordrende genreforsider. Der udkommer naturligvis hele tiden bøger med gode og flotte omslag, men ikke desto mindre må man også konstatere, at forlagene ikke tillægger forsidebilledet ret stor værdi i forhold til bøgernes slagspotentiale. Det er snarere det grafiske arbejde, som her gør sig gældende samt ikke mindst forfatterens navn. Det betyder også, at der er blevet længere mellem de spændende kunstnere, der skaber forsider.

Hardcover, Ash-Tree Press 2000

En, jeg i den sammenhæng holder meget af, er forfatteren og billedkunstneren Jason Van Hollander, der har slået sine folder blandt de små genreforlag i en del tid efterhånden. Hans stil har udviklet sig i årenes løb, og jeg er ikke helt så begejstret for hans seneste udspil, der først og fremmest er en form grafiske opsætninger. Men går man bagud i kataloget, er det fascinerende billeder, han har skabt.

Hardcover, Ash-Tree Press 2008

Når Hollander er bedst, er hans forsider en form for arkitektoniske studier, der i høj grad trækker inspiration fra M.C. Escher og den tyske ekspressionisme. Han skaber sære, kringelkrogede, gotiske bygningsværker og bylandskaber, der rummer lige dele syret paranoia og drømmende bysværmeri. Jeg er virkelig begejstret for hans stemningsfulde, hjemsøgte arkitektur. Ikke mindst fordi Hollanders stil vækker mindelser om de klassiske forsider fra Arkham House. Især Gahan Wilsons streg har en del til fælles med Hollanders, hvilket alt sammen placere ham solidt i et for skrækfans visuelt nostalgisk univers, der refererer tilbage til 70’erne. Det er jo ikke nogen dårlig ting, i hvert fald ikke i dette tilfælde.

Slet ikke, faktisk.

Hardcover, Golden Gryphon Press 2005

Hardcover, Mythos Books 2010

Hardcover, Night Shade Books 2007

Hardcover, Night Shade Books 2008

Hardcover, Night Shade Books 20084

Hardcover, PS Publishing 2009

Hardcover, PS Publishing 2014

Paperback, Arkham House 1999

Paperback, Ash-Tree Press 2002

Paperback, PS Publishing 2008

Paperback, Titan Books 2018

Paperback, Tor 1996

Paperback, Tor 1997

Paperback, Wildside Press 2001

Paperback, Zanzibar éditions 2010

Scream Factory, sommer 1994

Strange Tales of Mystery and Terror nr.9

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Gotisk Ikonografi III: Spøgelseshuset

Dell Ghost Stories, april 1965

Spøgelseshuset, det gamle forfaldne hus, det truende hus, det onde hus. Huse og bygninger spiller en helt særlig rolle i både skrækfiktionen og i den gotiske ikonografi. Man kan vel nærmest sige, at huset er et af de emblematiske ”monstre” i skrækfiktionen, der antager et selvstændigt, truende liv på lige fod med eksempelvis vampyren og varulven.

Paperback, Zebra Books 1994

Om det er The Overlook Hotel, Hill House eller villaen på 112 Ocean Avenue, så drejer det sig om bygninger, der er blevet til tænkende, lurende væsner. Huse, hvis genius loci toner og besjæler alt i dets indre med onde hensigter.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1947

Idéen om et at levendegøre huse og bygninger og beskrive dem som sansende skabninger er da bestemt heller ikke noget unormalt. I den del af fænomenologien, der arbejder med arkitektur, er netop arkitekturens tilstedeværelse som skabning med en egen drivkraft og emotionel agens et tilbagevendende tema. Gernot Böhmes spændende filosofiske arbejde med stemninger ville eksempelvis ikke kunne fungere uden en grundlæggende antagelse om, at steder og huse opsamler og projicerer vores erfaringer.

Hardcover, Mythos Books 2002

Man kan således sige, at det er helt naturligt, at vi viser det der udspiller sig i et hus ind i selve oplevelsen af huset, hvorfor skrækfiktionens hjemsøgte hus er helt i tråd med disse grene af erkendelsesfilosofien. En gammel ugerning, et ubehageligt selvmord eller et voldsomt dødsfald vil indgå i vores oplevelse af stedet og blive en del af dette steds væsen. Huset, eksempelvis, optager dermed det ubehagelige og minder os konstant om dette ubehagelige. Om den erfaring kommer til udtryk som hjemsøgelse i form af selve den afdøde eller i mere abstrakt form som selve huset, der nu hjemsøger de levende, er ikke så afgørende. Det er samme grundlæggende mønster, som der er tale om.

Paperback, Vista Books 1997

Med tanke til Freud kan man sige, at ganske lidt burde være nok til at gøre et hus ubehageligt eller uhyggeligt. En forskydning, som eksempelvis et dødsfald, kan være nok til at tone et rum på en ny måde, så det aldrig opleves på samme måde af de involverede igen. Men nu ved vi jo godt, at det subtile ikke altid er skrækfiktionens stærke side, og derfor har spøgelseshusets ikonografi eller fysiske fremtoning da også udviklet sig til et festligt orgie af mere eller mindre faldefærdige, diabolske rønner, der som oftest er mere tegneserieagtige end uhyggelige i deres manierede formsprog. Det ændrer imidlertid ikke ved det fantastisk underholdende i at gå på opdagelse i disse huse. Så må jeg hellere også bekende, at det hjemsøgte hus er et af mine personlige yndlingsmotiver i skrækfiktionen. Sådan har vi jo alle vores svagheder.

Hardcover, Prima Lifestyles 1995

Paperback, Vista 1996

Hardcover, Tiger Books 1994

Paperback, Tor 1988

Hardcover, Viking Press 1989

Paperback, St Martin’s Press 1988

Paperback, Jove Books 1991 

Paperback, Putnam 1987

Paperback, Running Press 2008

Paperback, Putnam 1978

Paperback, Avon 1981

Paperback, Piccolo Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1979

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Open Road Media Mystery & Thriller 2014

Paperback, Bantam 1979

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Berkley Books 1957

Paperback, Paperback Library 1966

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Pan Macmillan 2012

Paperback, Damnation Books 2012

Paperback, New English Library 1991

Paperback, Dark Continents 2011

Paperback, Leisure Books 1981

Paperback, Dell 1960

Paperback, Gold Medal Books 1965

Paperback, DelRey 1979

Paperback, Futura 1984

Paperback, Fawcett 1977

Paperback, Futura 1981

Paperback, Feature 1991