Tag Archives: Gyldendal

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Anders Bodelsen, Frysepunktet (1969): Frit fald gennem fremtiden

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Jeg er ret glad for Anders Bodelsen, navnlig hans noveller. Rama Sama fra 1967 er eksempelvis en helt fremragende bog, der til fulde viser spændvidden i forfatterskabet. Et forfatterskab, der i de bedste af bøgerne rent sprogligt når meget med kun ganske få armbevægelser. Der, hvor Bodelsen er bedst, rammer han nemlig en form for stille hverdagspoesi, der står ganske stærkt. Han har en sjælden evne til at udpege stemningsmæssige brændpunkter i helt ordinære situationer og skabe drama i det små. Han fanger formiddagssolen i køkkenet, mens der drikkes kaffe, han fanger smagen af kold øl under frokosten og alle mulige andre genkendelige øjeblikke, som Bodelsen formår at løfte fra det trivielle til noget rammende og potent. At Bodelsens prosa også er formidable tidsbilleder på et Danmark af i går, gør det sådan set bare mere interessant for den kulturhistoriskinteresserede læser.

Frysepunktet skiller sig ud fra Anders Bodelsens vanlige græsgange ved at være en ubehagelig fremtidsfortælling, der tegner et dunkelt billede af den kurs velfærdsstaten, ifølge Bodelsen, har stukket ud for sig selv.  Handlingen åbner i 1973, hvor vi møder Bruno, der er redaktør ved et ugeblad. Bruno har ansvaret for bladets føljetoner og lever ellers et sorgløst ungekarleliv. Lige indtil han en dag får konstateret en uhelbredelig kræft. Lægen, Dr. Ackerman, giver imidlertid Bruno et tilbud. I stedet for at lade sig behandle med medicin, der med sikkerhed ikke vil virke, kan Bruno indgå som forsøgsperson i en ny procedure. På hospitalet har man udviklet en teknik til nedfrysning af patienter, der så kan vækkes fra deres dvale, når man har fundet en behandling for deres lidelser. Bruno tøver, fordi han netop har mødt balletdanserinden Jenny, og faktisk er blevet en smule forelsket i hende. Til sidst accepterer han dog, og dermed falder Bruno ud af tiden for første gang.

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Da han vækkes er året 1995, og kræften i Brunos krop helbredt. Men der er sket mere end det. Lægerne har foretaget forbedringer på hans krop, og det bliver også hurtigt klart for Bruno, at muligheden for nedfrysning og genopvækning af mennesker har haft store konsekvenser for samfundet. Det samfund, Bruno møder, er forandret i sin grundvold, fordi jagten på det evige liv synes nærmere målet end nogensinde. Alt er blevet sat ind på at bekæmpe døden, og voldsomme kløfter er opstået mellem dem, der har adgang til den livsforlængende teknologi og dem der ikke har.

Bruno har svært ved at falde til i det nye liv og savner Jenny. Han finder imidlertid ud af, at hun også blev frosset ned, efter en rygskade stoppede hendes karriere som danserinde. Bruno beslutter derfor at lade sig fryse ned igen, så han kan vækkes, når Jenny vågner. Han kommer dermed atter i dvale og vækkes, da han kan genforenes med sin kæreste i 2022. Under genforeningen viser det sig desværre, at alt ikke er, som han havde håbet, og snart kommer Bruno i dvale igen, og sådan fortsætter hans rejse ud i en stadigt mere bizar fremtid.

Der er noget mareridtsagtigt over Bodelsens vision. Bruno stiller sig uden for tidens gang og mister for hver dvale mere kontakt med virkeligheden. Verden, som han kender, den forandres til stadighed og alt Bruno satte pris på i sit gamle liv synes uigenkaldeligt tabt. Men der er sådan set heller ikke plads til Bruno i de samfund, han vækkes til live i. Han forstår ikke kulturen og dårlig nok sproget. Så selvom han genkender brudstykker af verden og sit gamle liv, er alt vredet ud af form i en paradoksal, sygelig jagt på sundhed.

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Frysepunktet er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden.

Romanen er ganske hurtigt læst og giver kun korte glimt af fremtiden, og vi slipper derfor for ligegyldig ’world building’, som det populært kaldes for tiden. Heldigvis holder Bodelsen også selve det teknologiske aspekt af nedfrysningen på et metaforisk plan, så det kun danner klangbund for beskrivelserne af Brunos stigende frygt og livstræthed. Det er nemlig uden tvivl Brunos mentale forfald, der er romanens egentlig omdrejningspunkt.

Bruno forbliver dermed det eneste faste holdepunkt i en fortælling, hvis rum og tid forandres side for side. Han står tilbage som et skrøbeligt anker i en verden i opløsning. Men dermed ikke sagt, at Bruno bevarer fatningen. For præcis som samfundet bukker under for kampen om evig ungdom, sygner Bruno hen i sin modstand. Hans krop begynder, nedfrysning for nedfrysning, at smuldre og må erstattes med syntetiske udbedringer. Stykvis mister Bruno sig selv, og langsomt står det klart for ham, at han har mistet sig selv. Den erkendelse har flere af romanens tilbagevendende karakterer også gjort, selvom de formentlig næppe ville indrømme det. Det at lade sig nedfryse bliver dermed en flugt fra ansvar og virkeligheden. Det er lettere at lade sig fryse ned og sove fra bekymringer end at møde dem og tage stilling til verden.

Paperback, Gyldendal 1970

Paperback, Gyldendal 1970

Frysepunktet er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen.

Bruno, der har ernæret sig som skønlitterær redaktør, fornemmer straks, hvordan kreativiteten er forsvundet som første offer for lægevidenskabens regime. Der er ikke plads til overflødige tanker i fremtiden, fordi al energi rettes mod at dyrke kroppen. Bodelsens dystopiske verden bliver med andre ord en form for helse-fascistisk samfund, som stilistisk vækker mindelser om en moderniseret udgave af Orwells skrækbillede på fremtiden.

Frysepunktet står først og fremmest som en fejring af de bløde værdier og det uvægerlige forfalds naturlige kvaliteter. Som jeg skrev i begyndelsen, finder Bodelsen meget af sit poetiske stof i hverdagens situationer, og det er her, han henter metaforisk gods til at skildre sine fortællinger om mennesker, der ofte kommer på kant med deres omgivelser, fordi de drømmer om et andet liv, end det de har. At han netop følte sig kaldet til at advare sin samtid om faren ved at give los og ofre fantasien på rationalitetens alter, er derfor heller ikke så sært. Og jeg kan i hvert fald kun tilslutte Bodelsens pointe.

 

4 kommentarer

Filed under Roman