Lars Ahn, Rød Høst (2018): Detaljernes labyrint

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

Lars Ahn har medvirket med noveller i et væld af antologier (mest sci-fi, fantasy og horror), og man kunne nemt fremhæve Ahns bidrag som værende blandt de måske to-tre bedste i en stor del af de udgivelser. I perioden 2006-2012, sådan cirka, kom der ubegribeligt mange antologier (alt for mange) fra småforlag, og efter at have læst min del, var jeg nået til en rutine, hvor jeg kun skimmede et par sider af de fleste noveller – størstedelen ubehjælpeligt rod til skrivebordsskuffen – for at springe frem til Lars Ahn eller A. Silvestris bidrag. For der var kvaliteten da nogenlunde sikret!

Ahn er nemlig uden tvivl en teknisk dygtig forfatter, der absolut ikke forfalder til den ’sproglige bolledej’, Martin belyste her på bloggen for nogle måneder siden. Hans sprog er enkelt og præcist og med hensyn til indhold har han på finurlige måder evnet at bryde formen igen og igen og serveret små, sære eksperimenter for sine læsere. Jeg husker livligt ”Mordene på Katarina” om en fyrs komplicerede forhold til sin real life sexdukke (det er en af Ahns bedste) og ”Blomstervanding”, der var skrevet i facebookopdateringer (vel og mærke før det blev skambrugt), og effektivt tegnede op hvor uhyggelig vores tidsalder er. Horroren er overalt! Sådanne eksperimenter kan fungere rigtig godt, men det er også en disciplin, hvor historiens idé er alfa og omega. Og deri ligger faren selvfølgelig for, at det bliver for idérigt og substansen kvæles. Det er da heller ikke alle Ahns noveller, jeg finder lige vellykkede, men det ligger til disciplinen, at det må være lidt hit and miss.

Med Ahns vampyrkrimi havde jeg en rimelig formodning om, at jeg ville kunne lide bogen, netop fordi jeg normalt føler mig i ret trygge hænder, når jeg ’starter på en Ahn’, men læsningen endte desværre i frustration og en længere klageliste.

Lars Ahn (født 1973)

Men først et par ord om handlingen, før vi dykker dybere ned i stoffet. I Rød Høst (opkaldt efter Dashiell Hammetts Red Harvest fra 1929) befinder vi os i en verden, hvor vampyrer – eller ’nattere’, som de kaldes – uforklarligt har eksisteret siden 1962. Vi får kort beskrevet årtier med stridigheder mellem mennesker og nattere, og først da blodsubstitutten ArtSangre (fedt navn) blev opfundet, dæmpede kampene sig. Spændingerne er der dog stadig, og i skyggerne lurer forskellige ekstreme grupper, der måske længes efter det store opgør.

Ahn sigter efter noirstilen med et persongalleri, der kalder hinanden ’knægt’, ’doc’ og kommer med udbrud som ’bullshit’ og ’no more mister nice guy’. Tonen er ærkeamerikansk, men miljøet er nærmere neutral grund, det kunne være Danmark, det kunne være Tyskland, det kunne være hvor som helst. Stednavne nævnes ikke, og personernes navne er af forskellig, international karakter. Dette synes jeg ikke er noget problem, det fungerer rimeligt. Vores hovedperson er kriminalbetjent og natter Gabriel, som bliver viklet ind i en mordsag, hvor en natterpige er blevet myrdet af en religiøs galning. Det hele trækker selvfølgelig tråde til diverse ekstremistgrupper, og i klassisk noirstil udfolder forviklingerne sig en masse.

Dog føles bogen ofte mere som science fiction end noir, og det skyldes den lidt for flittige world building. Her kommer så min første anke. De små, spekulative detaljer om samfundet fylder side op og side ned og kommer som perler på en snor. En meget lang snor. Det er jo klart en smagssag, hvor meget world building man bryder sig om. Horrorlæsere skyer det som regel og science fiction-læsere labber det i sig. Til en vampyrkrimi må jeg sige, at det blev for meget. Og man kan godt få den tanke, at det idérige fra Ahns noveller simpelthen ikke bærer til at blive strukket over de små 300 sider.

Paperback, Kandor 2017. Ahns novellesamling, der modtog prisen som årets danske horrorudgivelse i 2018

Det hjælper så heller ikke, at detaljerne som oftest er reduceret til fjollerier som f.eks. kister med pude og dyne, særlige rullegardiner til vampyrer, ArtSangre med hvidløgssmag (!) eller detaljer som at natterne effektivt afskaffede lukkeloven. Det meste skal selvfølgelig læses humoristisk, men kommer til at være uhensigtsmæssigt simpelt og giver en forstyrrende stemning af 12+ litteratur.

I den uundgåelige spejling af vores samfund, paralleller til fjendebilleder, racespændinger og demagoger, bliver samfundskritikken heller ikke særligt moden. Vi har for eksempel natterforeningen, Frie Borgere, der kæmper imod restriktioner og forbud for nattere. At Liberal Alliance er vampyrer, er en tanke jeg klart kan tilslutte mig, men det bliver simpelthen for åbenlyst og for fjollet. Samtidig er ’vampyrracismen’, som fylder en del, et gammelt tema, der næppe kan vække begejstring anno 2018. Jeg mindedes da også flere gange vampyrfilmen ”Daybreakers”, som der synes at være lånt lidt fra.

En anden manér, der blev mere og mere forstyrrende gennem læsningen, er den måde, universets illusion konstant brydes. Rød Høst er en bog med en meget stor bevidsthed om, at den er en bog. Igen og igen skal vi have at vide, at der altså ikke findes varulve og spøgelser, selvom der findes vampyrer, og Gabriel beretter, at han ikke kan forvandle sig til tåge eller en flagermus, men må tage sin bil. Der tales ret direkte ud til os læsere, i vores verden hvor vampyrer ikke eksisterer, og det skader universets troværdighed, da Gabriel jo netop beretter fra en verden, hvor nattere har været almindelige siden begyndelsen af 60’erne.

De konstante referencer til den fiktive vampyr er derfor forstyrrende. En karakter omtales som ’vor tids Van Helsing’ (en mærkværdig sammenligning, da Van Helsing er fiktiv). Der er vampyrjægere, der har taget navnet Abrahams (Van Helsing) Børn eller militsen, Valakiets Sønner. Det kommer til at virke fjollet med alle de referencer til Dracula, og værre bliver det, da der refereres til vampyrværker, som er udkommet efter 1962. En kvinde kaldes ironisk ’Vampirella’, og Gabriel erklærer, at det må være til stor skuffelse for paranormal romance-fansene at der som vampyr venter en tilværelse i cølibat. Sådan en kommentar skulle simpelthen være udslettet af en redaktør. For hvorfor skulle der overhovedet være opstået paranormal romance og Robert Pattinsons elskede sexdyr i en verden, hvor vampyren har været symbol på impotens siden starten af 60’erne? Her ville vampyrskikkelsen næppe dunste af erotik og gøre teenagepiger vilde i varmen.

Denne maner med disse metareferencer er især det, der får bogen til at virke som en øvelse, ude af stand til at ryste fanfiktionen og lillemiljøet af sig. Det er en hård kritik, men det skal ganske enkelt være bedre, med langt mindre nørderi og glimt i øjet, hvis et horrorværk skal kunne tages seriøst i bredere kredse. Hvor er redaktøren lige henne, spørger jeg …?

Selve krimiplottet med sine tusind forviklinger fangede mig heller ikke just. Nu skal jeg måske lige indskyde, at jeg absolut(!) ikke er krimilæser (men tænkte måske en vampyrkrimi ville gå).

Paperback, Perma Books 1956. Hammetts fantastiske klassiker med en en herligt periodetypisk forside fra 50’erne. Det kræver sin mand at spille op imod Hammett værk

Under læsningen kunne jeg næsten se opslagstavlen med tegnestifterne og snorene, der forbinder de mange plotelementer, som er i spil, men jeg følte mig på intet tidspunkt inddraget og kedede mig det meste af turen. Havde personerne så fanget, men nej. Gabriel danner umage makkerpar med betjenten, Helena Ravn. Meget klassisk, men det bliver for lidt til at holde koncentrationen. Gabriel er, som alle nattere, aseksuel og desuden uskyldigheden selv, på trods af mange år på natholdet. Karakteren er ganske enkelt for tør, og da spændingerne mellem ham og Ravn ikke kan føre nogen vegne, bliver det kedsommeligt. Selv ikke da Gabriel smager rigtigt blod, fører det videre. Her havde jeg håbet, at dyret vågnede, men intet sker desværre.

Rød Høst var absolut en skuffelse. Jeg havde håbet på hårdkogt vampyrnoir, men min oplevelse var en lidt kedelig krimi parret med en meget detaljerig sci-fibog med fanfiktionens referencer og glimt i øjet. Det er ikke en elendig bog – til det er Ahn dog for sprogligt stærk – og jeg er sikker på, at krimilæsere vil være mere positivt stemt, men den markerer bestemt heller ikke de seriøse horrorbevægelser, jeg gerne så.

Til sidst skal lyde en kritik af forlagets groteske reklamesider sidst i bogen. Der går jo rent Bilkakatalog i den! En af forlagets andre udgivelser Randvad lanceres med følgende tekst: ”NU TRYKT I 2. OPLAG. 1. OPLAG UDSOLGT PÅ KUN TO MÅNEDER.” Unødvendigt kræmmeragtigt og meget morsomt, når det er almen viden, at småforlag typisk trykker i 200 eksemplarer. Til allersidst får vi en side med teksten: ”Kunne du lide Rød Høst? Så husk at fortælle vidt og bredt om bogen – på sociale medier, til venner, familie, bekendte.” Ikke meget anderledes end de internetshops, der minder os om at smide en femstjernet Trustpilot-anmeldelse … Det kan også bare blive for poppet!

– Af Jonas Wilmann

Er Randvad nomineret til Årets Landsby 2018?

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Nej, det er den desværre ikke. Imidlertid er nomineringerne til Årets Danske Horrorudgivelse 2018 netop blevet præsenteret – sørme om Randvad ikke er blandt de udvalgte! Det er rigtig glædeligt, ikke mindst fordi det er det Jacobs og mit første romansamarbejde.

Man kan sige meget om priser og det danske horrormiljø, men det er altid rart at få opmærksomhed omkring en udgivelse, og det er derfor også fedt, at Randvad stadig kan få lov at spøge lidt før den bare er en gammel hat blandt alle de andre gamle hatte. Om ikke andet, har nomineringen da også givet ekstra rygstød til Jacobs og mit kommende romanprojekt Blodbaner, som vi er i fuld gang med at skrive færdig.

Vi er begge ret begejstrede for den nye historie, så I kan godt glæde jer!

 

Filmisk reklame for Randvad

Henrik Harksen lavede for lidt tid siden en lille bogtrailer til romanen Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Trailer kom i forbindelse med udsendelsen af bogen i andet oplag, for folk har heldigvis taget rigtig godt imod vores sønderjyske historie. Jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte vise traileren her på bloggen. Selve fænomenet ”bogtrailer” er lidt nyt for mig, og jeg må blankt erkende, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Det er naturligvis et format, der er meget velegnet til de sociale medier, omvendt er det lidt besynderligt at sælge en bog via levende billeder, der egentlig slet ikke har noget med bogen at gøre.

Man kan selvfølgelig sige, at en trailer, som eksempelvis denne, indfanger stemningen i romanen. Ikke desto mindre kan jeg ikke blive fri for en følelse af, at man sælger litteratur som film i sådanne trailere, og et eller andet sted postulerer, at de to medier kan det samme. Måske jeg bare ikke skal tænke alt for meget over dette og bare være glad for den reklame, som traileren er.

Hvad mener du om bogtrailere? Lad mig høre, hvis du har noget at byde ind med.

 

Lidt okkult reklame… igen

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Jeg tillader mig lige en lille reklame. Min roman Thelema fik heldigvis en rigtig fin lektørudtalelse, som nu er tikket ind hos forlaget. Jeg var ret spændt på modtagelsen; bogen er ikke helt ligetil og næppe alles kop the, men lektøren er med på idéen, hvilket er fantastisk. Udtalelsen begynder med ordene: ”Velskrevet, voldsom og uhyggelig roman om magiske kræfter…” Det siger næsten alt. Min udgiver Henrik Harksen bringer lidt mere fra udtalelsen på forlagets blog, så sving forbi siden og læs lidt mere der.

Romanen er et forsøg på et seriøst livtag med okkulte forestillinger. Modsat så meget andet skrækfiktion, så følger romanen de magiske forestillinger indefra – vi er altså inde i hovedet på de praktiserende okkultister, som ikke er reduceret til ansigtsløse skurke, der betragtes udefra af hovedpersonen. Bogen handler om idéer og hovedpersonens behov for at åbne sig mod noget større. Det handler om forskydninger af virkelighedsopfattelsen, og de afveje, som vi kan komme til at bevæge os ud på i situationer, hvor det hele kan synes sort og håbløst. Typisk horror er det ikke, men Thelema dykker bestemt ned i foruroligende terræn, som jeg ikke tror mange herhjemme har skrevet om før.

Med andre ord, kast et blik på bogen, hvis du har en svaghed for det okkulte og esoteriske hemmeligheder.

Bogen kan erhverves her.

Vi ses desværre først igen i næste uge.

På genhør

Martin

Thomas Strømsholt, Dr. Wunderkammers oversættelser (2016): For de særligt udvalgte

Af Jonas Wilmann

Causa latet, vis est notissima …

Efter en kort definition af ordet ’oversættelse’ er ovenstående Ovid-citat det første, vi støder på i Thomas Strømsholt prisvindende novellesamling ”Dr. Wunderkammers oversættelser” (årets danske horrorudgivelse 2016).

Hardcover, H. Harksen Productions 2016

Jeg kan ikke undgå at betragte citatet som et slags løsen til bogen. Et budskab om: ’Kan du afkode dette, er du hermed inviteret indenfor’.

I det fines haller. Hvor Mozart eller Bach spiller diskret, svævende under det høje, hvælvede loft. Hvor høres sagte rislen fra springvand smukt udformet som den fløjtespillende Pan, og væggene er beklædt med historiens mest fuldendte billedkunst og gengivelser af verdens arkitektoniske vidundere. Og fremvist i gyldne montrer ligger smukt indbundne førsteudgaver af højt respekterede kanonværker. I disse haller hensætter alt – selv dine trins gavmilde rumklang – dig i en fortidsrus uden lige. Du indsnuser det antikke, al gårsdagens pragt, med den helt særlige sensitivitet, der er så få forundt.

Men kig nu op. Vi er nået til rundturens første udstillingsgenstand. Åbningsnovellen ”Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed”.

I pastor Rappels kirke har orglet fået en mislyd, og organisten, Dorothea Ramona Wunderkammer, forsøger at udbedre skaden. Gennem samtaler mellem Rappel og Wunderkammer lærer vi, at al kunstnerisk skabelse er lig forvandlingsproces, og at transskription er en mindst ligeså fuldendt metamorfose som det mere originale værk, hvis det da overhovedet findes. Dette bliver paradoksalt spiddet, da Wunderkammer – inde i selve orglet – begynder at arbejde på en ny komposition, hun kalder ’Transskription af Guds tavshed’.

Hardcover, H. Harksen Productions 2017

Paradoksalt, for hvordan oversætter man Guds tavshed? Svaret er, at det gør man selvfølgelig ikke, for det kan man ikke. Og da tonerne slippes løs, får vi da også lettere diffuse beskrivelser som ”En polyfoni af dissonanser” og ”Blomstrende kontrapunkter”.

Åbningsnovellen tjener som en ramme om hele samlingen, måske endda et lille forsvar af den, men konklusionen føles – om det så er bevidst eller ubevidst fra forfatterens hånd – som et rungende intet, og det er desværre lettere symptomatisk for den tilgang til horror, der fremvises i denne samling.

”Auwisnat” og ”Arkitektens øjne” er lidt af samme skuffe og ender også med at hænge og flagre. I ”Auwisnat” tager en kvinde til Herneskoven, hvor hendes far forsvandt, da hun var barn, og her dykker hun ned i folklore om træer og skoven. Byen Herne er stemningsfuldt beskrevet med sine små træskærerværksteder, og der er sprogligt overskud, men historien fremstår ligesom åbningsnovellen uforløst. Det samme gør sig gældende i ”Arkitektens øjne”, der bygger effektivt op, men så ender vi ved et sort tårn med uladsiggørlige, desorienterende vinkler, og kulminationen bliver et par spalter med tågede, nihilistiske åbenbaringer.

Begge noveller bygger på den, synes jeg, misforståelse, at der er noget særligt fint eller litterært ved det uforløste, frem for den mere konkrete rædsel – f.eks. monstret – og der kridtes op til uhygge hinsides menneskelig fatteevne. På et mere jordnært plan betyder det vel, at forfatteren heller ikke selv kan begribe historiens fantastiske element. Mange af novellerne må derfor afsluttes med floromvundne vendinger som ”Jeg vil ikke påstå til fulde at have forstået hvad der skete” eller diffuse glimt af det, der er så uhyggeligt, smukt eller fantastisk, at vi mennesker simpelthen ikke kan begribe det.

Thomas Strømsholt

Og min kritik skal ikke forstås, som at jeg advokerer for konkret, idé-dreven horror frem for alt – det uforløste kan fremstå væsentlig mere ’forløst’, end det gør i ”Dr. Wunderkammers oversættelser”. Ikke at de inspirationskilder, der er på spil her, Machen, Lovecraft, Ligotti og Aickman, ramte/rammer plet hver eneste gang, men det ’glimt’ af rædsel, vi får i deres prosa, står simpelthen klarere. Og vi må heller ikke glemme, at der bag Lovecrafts eksistentielle sug ligger en uhyggeligt konkret mytologi, som er fundamentet til de enkelte noveller.

Uden denne klangbund bliver åbenbaringerne simpelthen for diffuse. Hos genrepionererne var styrken – og en del af rædslens kunst – netop evnen til at kombinere det eksistentielle og filosofiske med det tingslige og arbejde mod en stærkere fornemmelse af forløsning, selv når vi bevæger os helt ude i overdrevet.

Strømsholts noveller ”Og hans blod skal forvandles til blomster og ”Orphe” er – som åbningsnovellen lagde op til – mere direkte oversættelser af myter. Det skal her indskydes, at det langtfra er alle novellerne i samlingen, der lever op til denne mærkat, i hvert fald ikke stærkere, end at de rummer et aspekt af forvandling (men det kan man vel med rimelighed sige, at alting gør). Det virker inkonsekvent og gør både ramme og tema en smule forceret – som har man taget en række gamle noveller, spædet til med en håndfuld nye og prøvet at maskere det som et samlet hele. Jeg genkender da også flere af titlerne fra tidligere antologiudgivelser.

Paperback, H. Harksen Productions 2017

De to nævnte oversættelser efterlod mig igen med en lidt flad fornemmelse, de fremstår mest som en disciplin i at kunne spotte historiens ophav, en disciplin, jeg aldrig har forstået. Jeg kender ikke alle myterne, der spøger i denne samling, det samme med de mange referencer, som Strømsholts litteratur er så sprængfyldt med. Visse er jeg dog bekendt med, men det giver mig ingen særlig oplevelse at se dem nævnt.

Den slags føles ofte som en slags forfængelighed fra forfatterens side, der ikke gør teksten nogen egentlige tjenester. Det bliver lidt uvedkommende læsning, fordi man hele tiden har denne dimension – blær, i mangel af et bedre ord – som står i vejen. I stedet for at blive draget ind i forfatterens personlige univers, kan man føle, at man er kommet i vejen mellem forfatteren og hans spejlbillede.

Og når der samtidig hersker en så distinkt stemning fra litterære forbilleder, bliver forfatterens stemme svær at høre. Her bør vi mindes åbningsnovellens forsvar (let ironiske, men dog et forsvar): Transskription er lige så fuldendt som værket, der sigter efter det originale. Men er det sandt?

Her på Fra Sortsand har vi diskuteret vigtigheden af en dansk identitet i nyere horror, eller en unik identitet, bør det nok hedde – så det ikke får klang af det trættende ’ny nordiske’ – og på dette punkt står Strømsholts samling ikke stærkt nok.

”Auwisnat” føles som Aickman, ”Arkitektens øjne” som Lovecraft (den er tidligere udgivet som Lovecraft-fanfiktion, men samlingen her må nødvendigvis bedømmes som et hele), og ”Perigrination gjennem Kjøbenhavn” som Machen. Med andre ord læner Strømsholt sig for meget op ad den litterære horrorarv, og på trods af hans sproglige dygtighed får hans univers noget forstillet over sig, der leder tankerne mod fanfiktion. Vi befinder os i den helt anden ende af den litterære skala end for eksempel Garmarkbrødrenes knaldroman ”Rakelsminde”, men pointerne kommer ligeledes til at fremstå lånte – dette virker ikke som de rådne frugter af et liv.

Hvis jeg skal pege på en favorit i denne samling, må det være samlingens mest forløste ”A Thing of Beauty”. Ikke at diskussionen skal forfladiges til et opgør mellem forskellige typer horror, men det idé-baserede klæder ganske enkelt Strømsholt i denne novelle. Jeg snappede da lidt efter luft ved linjer som ”Den bibliofile læser er en sanselig læser” – selvom jeg nu er nok så bibliofil – og trak på smilebåndet ad det kliniske ”som mellem illegitime seksualpartnere efter et hedt coitus”, men novellen med sin klare idé ramte mig alligevel mere end de andre.

Thomas Strømsholts Horrorpris. Foto af Henrik S. Harksen

Og selvom Strømsholt ikke altid sprogligt falder i min smag, må man da sige, at han har sproget i sin magt. Den bedagede sprogtone, og de mange tilhørende fremmedord, er ikke nem at beherske, men her er ingen slinger i valsen.

Men som man nok kan fornemme, hægtede ”Dr. Wunderkammers oversættelser” mig alt i alt af. Hvis litteratur er verden kørt igennem et filter, som er forfatteren, bør inspirationskilderne kun udgøre en meget lille komponent i dette filter. Selvsagt er ens læsning med til at danne én og forme én som menneske, men i denne samling bliver inspirationerne for tydelige, referencerne for mange, og det uforløste får mig ikke til at hensynke i tanker – en effekt som Aickman og Machens værker næsten altid har på mig – men efterlader mig med en lidt fad fornemmelse. Ærgerligt, for Strømsholt kan noget med sprog og stemning. Kunne han blot løsrive sig mere fra forbillederne.

 

 

Dobbelt op! En kort reklamepause

På lørdag udkommer to bøger, som jeg har været med til at skrive. Min roman Thelema, der dykker ned i metafysikkens og magiens labyrint, og så Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Her er der tale om en mere traditionel spændingsroman, der leger med tid og upålidelige fortællere. Du kan tilmed høre Jacob og mig fortælle om begge bøger i samtale med Amdi Silvestri på Krimimessen på lørdag. Det bliver sikkert en underholdende snak.

Skulle du føle dig fristet, kan du tilmed forudbestille Thelema her og Randvad her.

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

 

 

Morten Ellemose, Killer Killer (2014): Fjollet og triviel

Paperback, H. Harksen Productions 2014

H. Harksen Productions har efterhånden for alvor fået serien af gotiske krimier skudt i gang. For ikke ret lang tid siden udkom to nye romaner, og der skulle være flere bøger på vej. Jeg synes, idéen bag serien er ganske fremragende, fordi fusionen mellem krimiens tematik og gotikkens æstetik potentielt kan flytte romanerne nye steder hen og skabe noget meget potent. Det skete imidlertid ikke med seriens første bind, Killer Killer, der falder igennem med et brag. Som nogen sikkert vil vide, havde bogen en lidt uheldig start på livet, men det er sådan set ikke så vigtigt her. De konkrete fejl i bogen, der stadig er en del af i den reviderede udgave, er nemlig absolut det mindste problem.

Jeg har ikke læst noget af Morten Ellemose før, men jeg kan forstå, at han har vundet sine sporer på krimiserien Manus Albino, skrevet i samarbejde med broderen Søren. En serie, der tilsyneladende indeholder en række af de samme elementer, som går igen i Morten Ellemoses solodebut.

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Killer Killer udspiller sig i New York, hvor seriemorderen Angelface huserer. Den geniale morder har undveget politiets undersøgelser til trods for, at man både har sat den hærdede veteran Anatoly Barritsch på sagen og den unge, smukke profiler Karen Walsh. Religiøse referencer i mordene får politiet til at kontakte den excentriske akademiker Mordechai Rheingold, der på sin egen bagvendte facon hjælper dem videre. Sagen er imidlertid kompliceret, fordi der åbenbart er to seriemordere på spil på samme tid, og det viser sig snart, at Mordechai er en af de to. Tingene spidser til, og politiet har brug for Mordechai, hvis de skal fange Angelface. Deraf bogens titel – Mordechai er en ”killer”, der dræber andre ”killers”. To geniale seriemordere jager derfor hinanden, mens betjentene så godt som muligt forsøger at følge med i en sag, hvor man aldrig helt ved hvem, der er til at stole på, og hvem der mon bliver det næste offer.

Thomas Harris tilsat et drys Dan Brown beskriver mere eller mindre Morten Ellemoses roman. En roman, der irriterer mig fælt, fordi det er bøger som denne, der gør det så uendeligt vanskelig at få folk til at tage dansk genrefiktion seriøst. Killer Killer fejler stort set på alle fronter. Sprogligt er den slet og ret ubehjælpelig i sin dialogdrevne form og blottet for enhver leg med ord og sproglig ambition. Sterilt og ubehjælpeligt viderebringer Ellemose sine tablauax-agtige glimt fra et utroværdigt New York i en endeløs række af indholdsmæssige (filmiske) klichéer. Stort set alt i bogen er så fortærsket eller åbenlyst lånt andre steder fra, at man tager sig til hovedet.

Morten Ellemose (født 1972)

Mest latterligt er den geniale Mordechai, der tydeligvis har været Ellemoses helt store darling. Han kan alt og gør, som det passer ham. En super-Hannibal Lecter, der med sine lange, floromvundne monologer er noget af det mest anstrengende, jeg har læst i meget lang tid. Alene hans navn siger jo næsten det hele.

Som krimi betragtet bevæger romanen sig, vanen tro for seriemorder-genren, ind i grumt terræn. Mordene skildres ekstremt brutalt, men selv her formår Ellemose ikke at løfte opgaven. Den utrolige, sadistiske kreativitet, som morderne (altså forfatteren) har udtænkt for deres ofre, bliver ganske enkelt fjollet, fordi det glider over i det manierede. Naturligvis skal den kastrede Angelface kneppe sine ofre med en kniv spændt på skridtet osv. Den slags, troede jeg egentlig, vi havde udlevet i 90’erne, men åbenbat ikke. Ellemoses idéer er i hvert fald afprøvet til hudløshed andre steder – eksempelvis i den tidstypiske Mantis, som jeg allerede har skrevet lidt om her på bloggen.

Paperback, Byens Forlag 2010

Men nu må vi huske, at bogen er udsendt som gotisk krimi. Det er svært at forstå. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste definition på gotik, som ville favne Ellemoses roman. Om det er krimigys, gys eller slet og ret en thriller kan være hip som hap, gotisk, det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan godt forstå, at et lille forlag som Harksens kan ønske sig at få anpart i den populære krimigenre, og måske ad den vej trække nye læsere til forlagets andre udgivelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor en bog som Killer Killer er blevet udgivet. Den gør det stik modsatte af det, som hele ”gotisk krimi”-konceptet har til formål. Den leverer en ringe krimi, der tilmed trækker gotikken med ned i skidtet. For små forlag, der udgiver genrefiktion, må kvalitet være et adelsmærke. Det er kun gennem kvalitet, at vi kan åbne øjne for genrefiktionens potentiale hos andre end de allerede begejstrede. Hvis vi gerne vil have, at flere folk skal læse gotik(gys), må vi overbevise dem med romaner, der betager og stimulerer. Killer Killer gør ikke noget som helst i den retning. Bogen bekræfter i stedet alle de fordomme, som man kunne have om genrefiktionens tåbeligheder og dermed også indirekte de små forlags manglende dømmekraft. Det, er meget beklageligt.

Brødrene Søren og Morten Ellemose. Foto af Mette Camilla Melgaard 

Der er således ikke meget positivt at sige om Killer Killer. En ting vil jeg dog give Morten Ellemose – hans ganske korte kapitler er tilrettelagt kyndigt i forhold til læserytmen. Hvert kapitel slutter på en måde, så man nysgerrigt snupper et til. Ikke fordi det er underholdende, men fordi det slet og ret er svært at se væk fra det ulykkessted, som bogen udgør.

Killer Killer er måske ikke ren elendighed, men den repræsenterer afgjort den absolut mindst fordringsfulde form for romankunst, som jeg kan forestille mig, og derfor har jeg ikke ret meget sympati for den. Elendig?  Nej ikke helt, men det er en dum, dum bog, som hverken forfatteren, forlæggeren eller bogejeren kan være stolt af.

 

 

Et interview mere – denne gang med mig selv

Henrik Harksen har lavet et lille interview med mig. Det handler mest om min roman Åndemanerne – vi kommer dog også ind på andre ting som kunne være af interesse for folk, der frekventerer Fra Sortsand. Vi gentager tilmed øvelsen under årets Fastasticon i morgen kl. 14.00-15.00. Det bliver sikkert helt sjovt.

God weekend

 

Lidt reklame for mig selv

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Normalt plejer jeg ikke at skrive om mine egne aktiviteter her op bloggen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at jeg kort vil nævne, at min roman Åndemanerne er udkommet. Den er i hvert fald kommet fra trykken og landet hos Henrik fra Henrik Harksen Productions. Dermed burde den også snart være tilgængelig for andre. Det har været et langt projekt, og resultatet er blevet en dyster bog, som jeg håber, vil falde i horrorentusiasternes smag.

Her kan du læse bagsidens lakoniske tekst:

Fire venner bevæger sig igennem livet i et gotisk Danmark, et tusmørkeland, der både tiltrækker og skræmmer dem.

Som årene går, præges de af sære overnaturlige hændelser undervejs. Gennem nedslag i vennernes liv væves et billede frem, der kredser om savn, tab og ulykkelige skæbner.

 ÅNDEMANERNE er en roman, som afsøger sindets okkulte og glemte afkroge – og afslører noget om hovedpersonerne lige så vel som om læseren.

 

Hvis du er interesseret, kan du jo lægge vejen forbi forlaget og læse nærmere her. I skrivende stud er den ikke kommet på hjemmesiden, men den burde optræde meget snart (forlyder det).

John D. Haefele, August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 (2009): Skyggeboksning?

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Alle, der bare interesserer sig perifært for H. P. Lovecraft, er utvivlsomt støt på navnet August Derleth. Mange har sikkert også haft antologier redigeret af manden mellem hænderne. Eller ligefrem læst nogle af Derleths rigtig, rigtig mange noveller. Derleth er med andre ord en prominent skikkelse, men afgjort også en problematisk herre. En herre, der har fået lov at spille rollen som skurken i det litterære drama omkring Lovecrafts eftermæle.

Kort fortalt har man anklaget August Derleth for at udnytte Lovecrafts stigende popularitet kommercielt, at forgribe sig på Lovecrafts noveller, at forvanske det filosofiske grundlag for den såkaldte ”Cthulhu mythos” og at udsende noveller, hvor han selv har skrevet 95% af teksten som posthume samarbejder. Alt sammen alvorlige anklager, der i vid udstrækninger udspringer af Derleths rolle som medstifter og ejer af forlaget Arkham House. Det forlag, der uomtvisteligt banede vejen for den heltedyrkelse af Lovecraft, som vi kender i dag.

Mere perifært og perfidt bliver Derleth også angrebet som dårlig forfatter, problematisk menneske og sjuskehoved. Som eksempelvis, når Robert M. Price får spiddet både kvaliteten af hans mythos-forståelse og skrivefærdigheder i Dagon (nr. 14, 1986, s. 5): ”It is difficult to tell how much this is to be blamed on Derleth’s mythos or his atrociously bad writing.” Meget af modviljen mod Derleth skyldes uden tvivl de ovenforstående punkter, men omvendt er der næppe tvivl om, at Derleth var en problematisk personlighed. Noget selv en trofast støtte som Brian Lumley nølende må vedkende sig i forordet til Beneath the Moors (1974), hvor han skriver: “… whatever Derleth’s shortcomings (and it would appear, if we can accept what others say, that they were many)” (s. XV).

Paperback, H. Harksen Productions 2009

En af de skikkelser, der har givet modstanden mod August Derleth en akademisk vinkel, er S. T. Joshi – den måske bedst kendte Lovecraft-forsker, vi har haft til dato. Joshi har ikke lagt fingrene imellem, hvad angår kritikken af Derleths behandling af Lovecraft, og Joshi har heller ikke fundet anledning til megen ros af Derleths egen fiktion.

John Haefele har imidlertid sat som litterært mål at genetablere – eller måske ligefrem bare at etablere –  Derleths gode navn. Den lille bog August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 er således første skridt i en flerledet udgivelsesstrategi, der har til formål at vise, hvorfor verden er gået fejl af August Derleth. Et interessant projekt, men også et modigt projekt, fordi Haefele til en vis grad udfordrer hele mytologien omkring Lovecraft som misforstået geni. Projektets ambitionsniveau er med andre stort, og derfor er bogens ringe omfang – kun 40 sider – overraskende. For kan man forandre den nærmest dogmatiske opfattelse af Derleth på så lidt plads? Næppe.

Især ikke når man får læst, hvad Haefele rent faktisk skriver i bogen. Han går nemlig knap til Derleth som person, går ikke nærmere ind på hans fiktion og berører stort set ikke hele det betændte spørgsmål om de redaktionelt tvivlsomme beslutninger omkring udgivelsen af Lovecrafts tekster. Det, Haefele i stedet gør, er at gå bibliografisk til værks og cementerer Derleths og Arkham Houses enorme betydning for udbredelsen af kendskabet ikke bare til Lovecraft, men alle forfatterne fra kredsen om Lovecraft. Haefele dokumenterer med al tydelighed, hvordan de tidlige Arkham House-bøger blev genudgivet, brugt, oversat og plagieret i store dele af Europa og Sydamerika i løbet af 1960’erne.

John D. Haefele

Det er afgjort interessant læsning, fordi Haefele får demonstreret, hvor sært stødvis Lovecrafts popularitet udviklede sig, og hvor vanskeligt det reelt var for Derleth at spekulere økonomisk i Lovecrafts navn på den korte bane. En væsentlig pointe, der i hvert fald problematiserer én af anklagerne mod Arkham House-ejeren.

I det lange løb var Lovecraft, Derleths penneven og mentor, afgjort en pengemaskine, men langt hen ad vejen er det åbenlyst, at Arkham House blev båret frem af Derleths idealisme og tro på genrefiktionens litterære kvaliteter.

Et underliggende spor, der løber sammen med de udgivelseshistoriske perspektiver, er Haefeles forsøg på at indsætte Derleth som den første store eksponent af Lovecraft – eller sagt på en anden måde, uden Derleth havde vi ikke haft nogen Lovecraft-forskning og dermed heller ikke nogen kritisk S. T. Joshi. Man fornemmer da også, at bogen er skrevet som et monologlignende svar på Joshis arbejde – faktisk i en sådan grad, at Haefele helt glemmer at inddrage sin modstanders synspunkter i diskussionen. Spørgsmålet er imidlertid, om Haefele ikke løber åbne døre ind?

Jeg tror i hvert fald ikke, at nogen på noget tidspunkt har bestridt den udgivelseshistorie, som Haefele her er i stand til at fremlægge for os. Derleths bøger var naturligvis med til at skabe et kendskab og en interesse for Lovecrafts fiktion, men det har vel heller aldrig stået til debat? Kritikken af Derleth, fraregnet de småperfide anklager om dårlig fiktion osv., hviler på hans rolle som redaktør af de konkrete tekster og navnlig hans håndfaste omkalfatring af Lovecrafts filosofisk/ideologiske udgangspunkt som forfatter. Med Derleth blev det, vi i dag opfatter som Cthulhu mythos, formaliseret og forfladiget, og det var Derleth (sammen med Donald Wandrei), der foretog de til tider hårdhændede beskæringer af Lovecrafts breve. Alt sammen noget, der har fået alvorlige konsekvenser for den litterære udforskning af Lovecrafts forfatterskab. Og naturligvis, der hvor Joshi navnlig har sat kniven ind i sine efterhånden talrige bøger om den gamle gentleman fra Providence.

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

Alt dette går Haefele imidlertid stort set ikke ind på i bogen. Faktisk har han kun få linjer om de forhold, der for alvor er problematiske. Om man skal opfatte det som blindevinkler, dårlig dømmekraft eller usaglig litteraturhistorie må være en temperamentssag. Godt tilrettelagt er diskussionen i hvert fald ikke, taget bogens pompøse ambitionsniveau i betragtning. Jeg spørger mig derfor, hvad Haefele egentlig forestiller sig, at han reformerer med teksten? Min opfattelse af Derleth, der sådan set er meget positiv, forandres eksempelvis ikke af de fakta, der lægges frem her. Var bogens ambitionsniveau mon en eftertanke, skabt i dialog med forlæggeren Henrik Harksen?

Haefeles lille bog bliver i hvert fald en sær form for skyggeboksning, hvor bokseren står med ryggen til den egentlige modstander. Nu ved jeg jo godt, at han senere har udsendt A Look Behind the Derleth Mythos: Origins of the Cthulhu Mythos (2012), hvor de ubehagelige sager tages op. Det har imidlertid ikke noget at gøre med indeværende bog, der synes helt at forbigå problemets kerne.

For mig at se er August Derleth Redux et forfejlet projekt, fordi Haefele postulerer ét og gør noget andet. Han vil reformere vores opfattelse af Derleth, men leverer ikke noget grundlag for en sådan revision. I stedet har han skrevet et absolut spændende belæg for en udvikling, som vi vel godt kendte i forvejen, men savnede det statiske grundlag for. Litteraturhistorisk er den lille bog væsentlig, men gør på ingen måde det, Haefele drømmer om. Faktisk virker hans til tider ganske skingre lovsang af Derleth hovedsageligt som tomme postulater uden egentlig substans.

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Han bruger udgivelseshistorien som argument for et positivt syn på Derleth, men det virker ikke helt rimeligt, for sagen er vel den, at vi slet ikke taler om det samme. Derleth som redaktør og forfatter på den ene side og Derleth som købmand med Lovecraft som vare på den anden side er to forskellige ting og to forskellige arenaer. Hvor Haefele vælger at forsvare den sidste, står alle fjenderne i den første.

Måske en mere ydmyg titel og programerklæring havde gavnet bogen? Måske en mere konsistent argumentationsgang havde fremmet budskabet? John Haefele lykkes i hvert fald ikke med August Derleth Redux, til trods for at bogen er absolut læseværdig; især for en Arkham house-samler som mig. Og hvor er det flot, at et lille dansk forlag på den måde kan blande sig i en international diskussion!