Tag Archives: H. P. Lovecraft

Digteren der gik i Lovecrafts fodspor: Et interview med Wilum H. Pugmire

Jeg har været så heldig at få lejlighed til at lave et lille interview med Wilum H. Pugmire, og det er store sager, i hvert fald i min verden. Der er et enormt antal forfattere, der på en eller anden måde påberåber sig inspiration fra H. P. Lovecraft i deres forfatterskab, men kun få har formået at skabe holdbar litteratur på den baggrund. Det har Wilum Pugmire imidlertid, og han må siges at være en af de stærkeste fortolkere af den gotiske tråd i Lovecrafts forfatterskab. Han er samtidig, i et bredere perspektiv, en fabelagtig arvtager af den dekadent-romantiske tradition, som Lovecraft til dels også selv var beslægtet med.

Pugmires poesi og poetiske fiktion har meget lidt at gøre med pulp, tentakler og store monstre. Han væver stemninger frem for os og skaber mystiske vrangbilleder, der efterlader sig som rungende, ofte foruroligende indtryk i læserens bevidsthed.

Selvom Wilum Pugmires fiktion efterhånden har optrådt i en stort antal antologier og selvstændige bøger, er han aldrig blevet en mainstream-forfatter. Det er en synd og skam, men han har konsekvent, uden klynk, valgt kunstnerens vej, og skaber værker, der ikke stræber efter stor almen anerkendelse. Det er en stolt og ædel tilgang til kunsten, som jeg kun kan beundre. Men ikke mere introduktion, lad os i stedet høre, hvad Pugmire har at fortælle os.

***

(Martin) Could you say a few words about your first encounter with the writings of H. P. Lovecraft?

(Wilum) My first encounter with Lovecraft came when I was a teenager. The man who lived across the street from me was a record salesman, and he knew that I loved monsters and so gave me records of readings of H. P. Lovecraft by Roddy McDowall and David McCallum. The first book of Lovecraft’s work that I purchased was a Panther paperback edition, THE HAUNTER OF THE DARK AND OTHER TALES OF HORROR, which I purchased while living in Northern Ireland.

You call yourself a “Lovecraftian writer” and when reading your fiction this certainly rings true, but when scrutinizing the term a bit closer it is not that obvious what it actually means. Lovecraft’s themes and style changed over time and so did his influences. And when reading your fiction it also quickly becomes apparent that you seem to have found the greatest inspiration in certain parts of Lovecraft’s production. Could you say a few words about both the term and what meaning you invest in it?

The term “Lovecraftian” is deliciously nebulous. For me, it’s like a kind of eldritch instinct that is alerted when I’m reading a horror story and come across something that seems to be a wink or nod to H. P. Lovecraft. And yet one single off-hand reference to the Necronomicon doesn’t make a story “Lovecraftian”. My own work is influenced far more by Lovecraft’s non-cosmic weird fiction than by “The Call of Cthulhu” or “The Shadow out of Time”.

Wilum Hopfrog Pugmire (born May 3 1951)

This approach is really important and something which, at least to me, brings a rare quality to your writing which is lacking from most “mythos fiction”. Could you say something about what you perceive as core elements in the poetics of Lovecraft and his use of language?

Now, I’m not a Lovecraft scholar and so I cannot speak conclusively on the poetics of Lovecraft’s language; but we know from his correspondence with other writers that HPL was obsessed with writing good prose that contained poetic beauty in its expression. Lovecraft was attuned to rhythm in prose, in creating a prose style that was concise and sculpted. Those who condemn Lovecraft for “overwriting” or “purple prose” don’t know what they’re talking about. It is because of the perfection of Lovecraft’s prose that S. T. Joshi has proclaimed him one of America’s great writers.

 

I personally find the term “Lovecraftian” rather good – not in the least when discussing your fiction – because it shifts the conversation away from the so-called “Cthulhu mythos” with all its pulpy trappings of cults, dusty tomes and tentacles, which more or less seems to be the general understanding in mainstream culture of the content in Lovecraft’s fiction. What are your personal thoughts on the tension between the reception of the actual writings of Lovecraft and the massive representation of “Cthulhu monsters” in almost all media today?

I have a feeling that a lot of people who have never read HPL’s fiction have heard of Cthulhu and could described what that Great Old One looks like. I love Lovecraft because of his writing and so cannot understand the towering impact of his most infamous monster. I’ve scanned over many Cthulhu stories that were entirely lacking in any element that could be called Lovecraftian.

 

Paperback, Panther Books 1974, with a cover by the always great Ian Miller

To many horror writers and horror readers ‘The Monster’ in whatever form it may have is critical. The hands-on confrontation with some sort of malevolent non-human force is basically the core dynamic of quite a lot of genre fiction. I guess the emphasis on Cthulhu and all the other mythos beings is a way to shoehorn this part of Lovecraft’s fiction into this particular, popular understanding of horror fiction which has to have a recognizable enemy monster. What are your own thoughts on these beings Lovecraft invented and their use in fiction? At times I personally feel that it would have been better if HPL had not invented all these entities and instead focused his creative vision solely on the reception of Gothic tropes.

I think Lovecraft invented his monsters so that they were representations of cosmic chaos, of something completely unearthly. This was also his reasoning behind inventing the name “Cthulhu,” which was to be a clumsy human articulation of a word that no human tongue could correctly enunciate. Some of his races indicate the far reaches of the past, a past beyond human comprehension. Lovecraft’s monsters are fascinating, and they are frightening.

A slightly younger Pugmire

In a sense you write very specialized fiction but the interest and marked for this clearly exists. The amount of works published with Lovecraft or Cthulhu mythos in the title is mind boggling. How do you experience this growing fan enthusiasm and how has being a “Lovecraftian” writer changed over the last decades?        

Over the years I’ve noticed more anthologies that include the name Cthulhu in their book title, and that indicates a growing market for “Cthulhu stories”. I think a lot of Cthulhu fans are disappointed with my own stories because I try not to write typical Mythos fiction, wanting to emphasize the grim Gothic side of Lovecraft. The one thing that confuses me is the growing number of people who think that I write like Lovecraft. I don’t understand this, because I certainly don’t TRY to write “like” HPL. Lovecraft’s work is but one of many influences evident in my writing.

I think you represent one of the strong voices in modern weird fiction who takes the reader on a different path away from the general understanding of Lovecraft’s writing and into other realms of much more subtle fiction where you clearly have created your own literary space. Could you see yourself cutting lose the ties or references to Lovecraft’s fiction?    I have no desire to cut ties with Lovecraft in my weird fiction. Indeed, the main reason I write is to be identified as a writer profoundly influenced by Lovecraft. I am Lovecraftian to the core of my aesthetic soul. My personal belief is that we can be inspired by Lovecraft’s work and yet be true to ourselves as literary artists.

Wilum H. Pugmire and literary scholar and editor S. T. Joshi

I reread your book Dreams of Lovecraftian Horror from 1999 some time ago; a wonderful volume filled with small vignettes of haunted beauty. On reading through these brief tales ‘vagueness’ struck me as a crucial component. Vagueness not only as to what is actually happening in the stories but also in the language, where your prose builds these moments of intense, ambiguous encounters with the irrational. Stephen King famously stated in his Danse Macabre that Lovecraft prudishly kept his monsters in the closet, but he (King) wanted to take the monsters right into the living room of the readers. This is very much the opposite of your approach. Could you say a bit about vagueness, which clearly is an important poetic tool for you?

I think part of what affects my work is boredom with normal people, and thus my characters are usually freakish in some way. The societies in which I feel most comfortable are the drag queen and punk rock scenes, where normality is almost a taboo. It’s more important in my mind to be a prose stylist than a story-teller, and thus I concentrate on what some consider an affected writing style. I may indeed be a poseur as an author, but the pose is absolutely genuine as an expression of my soul. Too, I like my horrors to be ambiguous rather than baldly depicted. I would much rather suggest horror than shew it nakedly.

As far as I know your published career as a writer began in the mid-1980s (correct me if I’m wrong). This I find interesting, because it was a time of great renewal in horror fiction in general. The old bestseller authors from the 70’s were suddenly challenged by younger authors with a much more fierce vision of horror. Clive Barker and the splatter punks are obvious examples. On one hand your fiction seems out of tune with this development, but on the other hand the themes of alienation, punk subculture and existence outside the norm seems contained within your works – for instance in the tale “Pale Trembling Youth” (1988) you wrote Jessica Amanda Salmonson. Nevertheless if I should situate your writings within some larger trend, it would be couched next to the works of authors like Kathe Koja, Poppy Z. Brite (as he was called then) and Caitlín R. Kiernan who all had their debuts in the late 80’s and early 90’s. Are these names for you? And do you have any thoughts on your place in horror or genre fiction in general?  

I first began seriously writing fiction in the early 1970’s, right after I first started reading Lovecraft. I wrote a bunch of rather bad stories for a number of small press journals, but eventually became disgusted with what my fiction lacked and stopped writing for a number of years. I’ve never had any interest in splatterpunk or graphic horror, it completely bores me. “Pale, Trembling Youth,” although it features a modern punk lad as a character, is a traditional ghost story in every way, just as the majority of my Lovecraftian fiction is traditional in a Weird Tales fashion. I don’t feel that I have a place in genre fiction, because I am far too minor a writer and most of my work has appeared in the small press.

Paperback, Mythos Books 1999

I would be interested in hearing more about these early tales. Could you say a bit more about them? Where were they published and what was our focus at the time?

When I first began to write fiction I was utterly enamored with the Cthulhu Mythos, and all I wanted to do was writing Mythos fiction. I was keenly influenced by two British writers, Ramsey Campbell and Brian Lumley; and I loved the Mythos fiction of August Derleth, and the Mythos anthologies he edited. I felt I had to invent my own version of Dunwich, and so I created Sesqua Valley. I invented my own Great Old One –Ny-Rakath– and placed him in Ireland. Very few of those early tales were published, and the manuscripts for most of them have since been destroyed. Graeme Phillips recently published a wee chapbook of my early tales, SESQUA RISING, through his Cyaegha Press, but thankfully he printed only 50 copies and most of those were distributed in the Esoteric Order of Dagon apa. In the early days I wrote for the small press horror journals such as GRUE, DEATHREALM, and FANTASY MACABRE. Then Jeffrey Thomas collected some of my Sesqua tales for a chapbook he published. I then had a hardcover collection from Delirium Books published in 2003.

When the stars are right: Pugmire and Lovecraft meet

Do you read horror fiction?

No, I don’t read horror. I read classic literature, poetry, and biographies of writers.

 

How would you describe the developments in horror and weird fiction through the decades where you have been publishing fiction?

Because I read so little horror, I haven’t paid any attention to genre development. Most of the writers I have known are or were horror writers. Billy (Poppy) was my all-time favorite living horror writer, but he seemed to dislike being thus classified. He once bragged to me that in Europe his books are found in the literary section of stories, not in the horror section. I have absolutely no idea if horror is still a widely-selling market or who the modern authors are.

Paperback, Dark Regions Press 2016

What is on the horizon for you? Could you tell us something about what you are currently working on and where we will have a chance to read your fiction next time?  

I’m not doing too much writing of late. I’ll have two new books out this year, one a collaborative novel set entirely in Lovecraft’s dreamlands, and the other a major hardcover collection of my more recent work. Over the past couple years I’ve written for a number of mostly Lovecraftian anthologies, the newest-published of which is THE CHILDREN OF GLA’AKI. I’ve been hoping to write a book of stories influenced by the tales of Clark Ashton Smith, but so far I haven’t finished one story for it. I’ve had so many books published I feel that I can take a nice long break.

Thanks Wilum for taking your time for this talk.

Cheers

Martin

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin's Press 1989

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Paperback, Valancourt Books 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Brian Lumley, The Clock of Dreams (1978): På dum tur gennem drømmeland

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

I ’78 fulgte Brian Lumley op på fortællingen om det utrolige makkerpar Titus Crow og Henri-Laurent de Marigny – Cthulhu mythos-genrens svar på Holmes og Watson. Lumley havde introduceret de to venner i en række tidlige noveller, men udviklede først for alvor figurerne i den korte roman The Burrowers Beneath, som slog hans navn fast blandt tidens førende mythos-forfattere. Jeg har ikke meget godt at sige om romanen, og heldigvis vovede Lumley sig ud af H. P. Lovecrafts slagskygge med seriens andet bind, der blev en fabulerende, pulpet fantasyroman, hvor Titus Crow fik lov at rejse gennem tid og rum for endelig at ende som guddommelig skabning i en dimension kaldet Elysia.

Romanens afslutning gjorde det ikke oplagt at fortsætte med Crow som hovedperson, og det tog Lumley også konsekvensen af, da han tre år senere havde afsluttet endnu et bind i serien. The Clock of Dreams ophøjer nemlig Crows højre hånd de Marigny til hovedpersonen, selvom Crow naturligvis også er med.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Handlingen fører os denne gang ikke ud i verdensrummet, i stedet skal vi til de drømmelande, som Lovecraft skabte i en lille kreds af særdeles fine fortællinger med den episke The Dream-Quest of Unknown Kadath (skrevet mellem 1926 og ’27) som hovedværket.

Henri-Laurent de Marigny, der står i telepatisk kontakt med sin ven Crow, opfanger pludselig et nødsignal fra vennen, som vel at mærke ikke længere befinder sig på jordkloden. Trofaste de Marigny tøver naturligvis ikke et sekund med at komme sin kammerat til undsætning. Han kaster sig derfor ind i den utrolige, standerur-formede maskine, som Crow har brugt på sine rejser ud i verdensaltet.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

De Marigny aner ikke, hvor Crow befinder sig, så han sætter maskinen på en form for autopilot, lægger sig til at sove og håber at vågne i nærheden af vennen – for den slags kan urmaskinen. Næste stop er drømmeland, og vores hovedperson forstår nu, hvad det er for problemer, Crow er havnet i. Vennen og vennens mystiske kæreste Tiania er nemlig blevet taget til fange i byen Dylath-Leen, hvor de nu skal voldtages og ofres til selveste Nyarlathotep. De Marigny må tænke hurtigt, og naturligvis lykkes det ham da også i sidste øjeblik at få reddet sine venner. Nu gælder det om at flygte ud af drømmenes verden, uden Nyarlathotep får fingrene i dem. I resten af bogen hører vi Crow fortælle, hvordan han kunne være så dum at blive fanget, og hvordan de tre venner slipper tilbage til den vågne verden.

The Clock of Dreams er en ukompliceret eventyrfortælling, der nok engang bekræfter Lumley som opportunistisk plagiator, der med sine mythos-fortællinger fra 70’erne lukrerede på den medvind, Lovecraft oplevede. Bogen er et komplet sjæleløst produkt, der blindt imiterer uden at bidrage med andet end fladpandet pulp-action. Så er det sagt.

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Da Lovecraft skrev den kreds af historier, som vi i dag kalder for Dreamlands-historierne, skete det i løbet af en begrænset årrække, hvor han var intenst optaget af Lord Dunsanys eventyrlige fortællinger. Lovecraft skrev med andre ord, som bekendt, sine drømmenoveller som en form for imitation, men ingen vil kunne påstå, at der er tale om plagiater – snarere er der tale om en ekstremt frugtbar inspiration, der gav Lovecraft luft under vingerne til at skabe en både excentrisk og foruroligende form for fantasy, der fortsat i dag står som et unikt bidrag til den type litteratur.

Brian Lumley havde allerede imiteret de mere traditionelle Lovecraft-fortællinger i en række historier, og det er derfor ikke synderligt overraskende, at han derfor var fristet til også at bevæge sig ind i Dreamlands-kredsen. Det overraskende er imidlertid, hvor utrolig lidt Lumley har at byde på her. I tidligere bøger, som eksempelvis førnævnte The Burrowers Beneath, går Lumley til Lovecrafts såkaldte Cthulhu mythos med et selvstændigt blik på tingene, der gør han i stand til både at imitere men også at sætte sit eget fingeraftryk på genren. Sådan forholder det sig absolut ikke med The Clock of Dreams. Her fremstår Lumley helt og aldeles på udebane, ja vel nærmest hjælpeløs, fordi det ret hurtigt står klart for læseren, at han ganske enkelt trækker sine hovedpersoner gennem en direkte parafrase over de væsentligste af Lovecrafts Dreamlands-fortællinger. Han bruger med andre ord helt konkret beskrivelser og scener i sin roman, der er løftet fra Lovecraft og omdannet til en form for kludetæppe, der fører læseren omkring de mest ikoniske lokaliteter, figurer og scener fra Lovecrafts historier.

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Grafton 1992

Man skulle ikke tro, at det kunne blive mere sølle, men det kan det skam, for en ting er at plagiere skamløst, en anden ting er at gøre det med så ringe forståelse for forlæggets kvaliteter. Det er nemlig i selve sprogets tone og tekstens stemningsfrembringelse, at Lumley fejler mest. Den mekaniske afskrift fra Lovecraft, krydret med egne vendinger og andre ordstillinger, bliver ikke til andet end tomme, stemningsforladte konstruktioner, der mest af alt fremstår som hjælpeløse parodier, fordi de er blottet for kunstnerisk nerve eller indfølt glæde ved indholdet.

Hele romanen virker mest af alt som et eksperiment fra Lumleys side. Et forsøg på at give ”dreamlands-genren” en chance, men Lumley går fejl i byen her. For mens han måske var i stand til at sende mythos-fiktionen i en ny retning med et værk som The Burrowers Beneath, forstår han ganske enkelt ikke de tekster, som han her imiterede. Dreamlands-fortællinger lever ikke på grund af handling, men på grund af den poetiske iscenesættelse af det fremmedartede. Præcis det tog Gary Myers ud i yderste konsekvens, med sine dystre, smukke og makabre bud på drømmelandsfortællinger – Lumley magtede ikke det samme, og resultatet er en pinagtig fadæse. Heldigvis har han siden, mere eller mindre, holdt sig fra den gren af mythos-genren, så lidt selverkendelse har Lumley da i det mindste.

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, Tor 1997

Hardcover, Tor 1997

Ebog, Gateway Books 2013

Ebog, Gateway Books 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Horrors Unknown, red. Sam Moskowitz (1971): Næsten glemte gys

Hardcover, Kaye & Ward 1972

Hardcover, Kaye & Ward 1972. Forsidens illustrator er ikke oplyst

Den anerkendte genreredaktør Sam Moskowitz begyndte allerede i 50’erne at indsamle og udgive antologier med navnlig science fiction-noveller fra pulpens storhedstid. Han kastede sig imidlertid også over gys i slutningen af 60’erne, hvor netop den genre havde vind i sejlene. Og takket være et ganske omfattende kendskab til de gamle pulpmagasiner lykkedes det ham også at udsende en række meget vellykkede skrækudgivelser. Horrors Unknown fra 1971 er en af de sidste, som han fik udgivet, og bogen udmærker sig ved at samle noveller fra ellers kendte forfattere, som ikke har været udgivet siden deres oprindelige publicering.

Det er jo i sig selv et værdigt formål for en antologi, men man fornemmer tydeligt, at selve udgangspunktet for Horrors Unknown i bund og grund er den legendariske novelle “The Challenge From Beyond”. Legendarisk, fordi historien blev skrevet som føljeton, hvor en række forfattere byggede videre på de tidligere bidrag. Det er naturligvis ikke i sig selv noget specielt ved, det var bidragyderne imidlertid, som ikke var nogen ringere end C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard og Frank Belknap Long. Det må siges at være et pulp-hold af kaliber, og et samarbejde, som næsten er for utroligt til at være sandt. Sandt er det imidlertid, men resultatet står på ingen måde mål med det, vi ellers kender de højtprofilerede navne for.

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Alle, der har læst Lovecrafts breve i udvalg, vil sikkert huske de mange problemer, der opstår omkring “The Challenge From Beyond”, fordi de to førstnævnte forfattere ikke afleverer til tiden og ej heller bød ind med ret meget. Lovecraft og Howard får dermed æren af for alvor at sætte kød på den historie, der kom til at handle om en mand, der bytter krop med et insektvæsen på en fjern planet og her oplever en form for paladsrevolution blandt de fremmedartede skabninger. Belknap Long, der takket være Lovecraft kom med på holdet, får den tvivlsomme ære af at afslutte den ganske usammenhængende beretning.

Hele herligheden blev trykt 1935 i magasinet Fantasy og blev derefter hurtigt glemt igen, formentlig fordi resultatet er så pinagtigt, som det er. Om der er en lære bag dette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man kan i hvert fald konkludere, at mange stjerner ikke nødvendigvis er det samme som et resultat, der er de mange stjerner værdigt.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Det var måske derfor heller ikke så sært, at det først var i 1971, at historien kunne genudgives, på et tidspunkt, hvor både Lovecraft og Howard var blevet superstjerner, og verden hungerede efter mere fra deres hånd. Takket være ”The Challenge From Beyond” var Moskowitz’ bog Horrors Unknown dermed også hurtigt udsolgt, men formentlig også en kæmpe skuffelse for alle, der forventede noget særligt af det ret utrolige samarbejde.

Bogen som sådan indeholder imidlertid også andet og mere interessant. I den kuriøse ende kan man nævne Ray Bradburys første publicerede novelle “The Pendulum” fra 1939. Den kortfattede historie om en mand, der bliver indespærret i et enormt pendul og derved ikke ældes, før pendulet stopper, er ikke videre fængslende, men den giver et indblik i den unge Bradburys udvikling. Bradbury genudgav senere novellen, denne gang i samarbejde med den mere rutinerede forfatter Henry Hasse, og denne anden udgave er også med i bogen. Muligheden for at kunne sammenligne de to tekster er fascinerende, fordi man pludselig ser, hvordan Hasses rutinerede hånd bevarer Bradburys oprindelige idé, men løfter fortællingen og gør den læseværdig. Det er dermed en lektion i skrivehåndværk, som jeg tror, de fleste, der interesserer sig for den slags, vil kunne se noget spændende i.

Perlevenner - Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Perlevenner – Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Ligeledes kuriøs er Francis Stevens’ ganske fine ”Unseen – Unfeared” fra 1919, der har slående ligheder med en hel del elementer, vi senere kan genfinde hos Lovecraft. I novellen havner hovedpersonen i et bizart mareridtsscenarie, hvor han pludselig bliver bevidst om groteske, amøbeeksistenser, der svævende omgiver os, men som det menneskelige øje ikke kan se. Lovecrafts korte ”From Beyond” (fra 1934) har samme plotidé, og Stevens har endda følgende udsagn ”Fear nothing! Among such as these do you move every hour of the day and night. Only you and I have seen, for God is merciful and has spared our race from sight” (s. 159), som formentlig også vil fremstå bekendt – jeg tænker naturligvis på det berømte “The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents…” fra Call of Cthulhu. Om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er nærliggende, og idéerne er afgjort effektfulde i Stevens hænder.

Af mere litterær interesse er Edison Marshalls ”The Flying Lion” fra 1919, der med ganske få virkemidler rent faktisk formår at opbygge en ganske intens stemning. En mand kommer ud for en ulykke i en isoleret dal, der eftersigende skulle være hjemsøgt. Manden ligger fanget, mens mørket falder på og således forsvarsløs mærker han pludselig, hvordan noget sniger sig ind på ham. Et stykke rørende enkelt, klassisk skrækfiktion, der afgjort trykker på de rigtige knapper gennem beskrivelser af lyde i natten.

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Bogens absolutte højdepunkt er dog “From Hand to Mouth” af Fitz-James O’Brien – en grotesk, halvfærdig novelle, der bedst kan beskrives som en absurd, galgenhumoristisk fortælling om en ung mand, der mod sin vilje kommer i kløerne på en bizar, skurkagtig gentleman i forsøget på at rede en ung dames dyd. Hovedparten af fortællingen, der udkom i 1858, udspiller sig på et surrealistisk hotel, hvor vægge og døre har såvel øjne som munde. Teksten er spækket med drilske ordspil og gækkerier, hvoraf flere angiveligt skulle henvise til personer i O’Briens samtid. Den slags går desværre hen over hovedet på mig og formentlig også hovedparten af alle andre, der læser novellen i dag. Ikke desto mindre har den surreale atmosfære en særlig virkning, der giver historien et næsten tidløst præg. Noget moderne, som hæver den over ordinær pulp og gør den beslægtet med arbejder af folk som Borges og Peake, for ikke også at nævne Carroll.

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En antologi som Horrors Unknown er spændende, fordi den gør os klogere på pulpens og dermed også det moderne gys’ udgangspunkt. Den er også et sjovt bekendtskab som udgivelse i sig selv, fordi den på den ene side tydeligvis forsøger at trække læsere til med bidrag af folk som Lovecraft, Howard og Bradbury, men samtidig synes bogen ganske idealistisk og meget lidt kommerciel, fordi den dykker ned i det ukendte og ofte svage stof, som kun hærdede genrefans kan interesserer sig for.

Fitz James O'Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

Fitz James O’Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

På den led er bogen i virkeligheden også et meget fint billede på den fankultur, der opstod i slutningen af 60’erne, hvor der pludselig var et stort bogmarked for meget specialiserede læsere, der var interesseret i at bruge penge på genoptryk af pulpfortællinger, der måske ikke var synderligt gode, men som havde genrehistorisk interesse. Talrige små, fandrevne forlag skød i den periode op, der satsede på præcis sådanne udgivelser. Dette specialiserede marked findes fortsat i dag – heldigvis for det – og med de moderne muligheder for kommunikation kan man sige, at den slags udgivelser har fået bedre vilkår end nogensinde før. Men derfor kan man jo også fortsat glæde sig over samlerobjekter som Horros Unknown – en sær bog, som jeg er glad for at have stående i samlingen.

Novellerne:

C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard & Frank Belknap Long: “The Challenge From Beyond”

Edison Marshall: “The Flying Lion”

Frank Norris: “Grettir at Thorhallstead”

C. L. Moore: “Werewoman”

Fitz-James O’Brien: “From Hand to Mouth”

Seabury Quinn: “Body and Soul”

Francis Stevens: “Unseen – Unfeared”

Ray Bradbury: “The Pendulum”

Ray Bradbury & Henry Hasse: “Pendulum”

Edwin L. Sabin: “The Devil of the Picuris”

W. Fenimore: “The Pool of the Stone God”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

H. P. Lovecraft, Supernatural Horror in Literature (1927): Om spejlingen af Lovecrafts jeg

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Som jeg skrev i et tidligt indlæg i år, er jeg begyndt at arbejde på en bog om moderne skrækfiktion. Et arbejde, der nu for alvor er ved at komme på skinner, og jeg glæder mig voldsomt til at kunne vise det frem til alle interesserede, men der er et stykke vej endnu. I forbindelse med dette har jeg også genlæst en række tekster om skrækfiktion, og et af de mest fascinerende genbesøg har afgjort været H. P. Lovecrafts essay Supernatural Horror in Literature, der blev skrevet under den sidste del af hans omtrent treårige ophold i New York mellem 1924 og ’26. En ambivalent periode i Lovecrafts liv, hvor han producerede meget lidt fiktion, og af hans brevveksling fremgår det da også, at arbejdet med dette essay optog ham en del – formentlig delvist som kreativ overspringshandling, men afgjort også fordi Lovecraft gerne ville udbrede sit syn på det han kaldte ”Weird Fiction”.

Man kan betragte essayet fra flere vinkler. Lovecraft skrev åbenlyst som eksperten, der analyserer og forklarer tendenser i skrækfiktionen fra 1700-tallets gotiske opblomstring og frem. Omvendt er det hurtigt tydeligt for enhver, der læser teksten, at den i mindst lige så høj grad er et klassisk egodokument, hvor Lovecraft forklarer sine bevæggrunde for at skrive, som han gør, og hvordan positionerer sine fortællinger i forhold til skrækfiktionen generelt. Mens han i ekspertrollen er en skarp og kritisk analytiker, er det bestemt i det andet spor, jeg synes, man vinder mest som læser.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Lovecraft var en opmærksom fortolker. Ej heller, at han brændte for sære fortællinger med en lidenskab, som måske i dag er blevet meget almindelig at udtrykke, men som i hvert fald i 1900-tallets første fjerdedel fremstår ganske exceptionel. Man må da uden tvivl også tilskrive Lovecraft en del af æren for at have banet vejen for den måde, vi i dag ser på genrefiktion.

Set med kritiske øjne er der imidlertid flere problemer ved essayet, som ligger i Lovecrafts uskolede tilgang til arbejdet. Alene den berømte åbningslinje siger en hel del: ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.” Linjen er blevet citeret utallige gange, og den optræder stort set altid der, hvor man skal legitimere eller forklare horror. Problemet er bare, at det er et helt og aldeles løst postulat fra Lovecrafts side. Personlig tror jeg eksempelvis ikke et øjeblik på det, og jeg vil hævde, at den ældste og dybeste følelse er liderlighed. Men det er så bare et postulat fra min side, som ikke er en tøddel bedre end Lovecrafts udsagn.

Paperback, Dover Publications 1973

Paperback, Dover Publications 1973

Lovecrafts postulat er symptomatisk for hans tilgang til arbejdet generelt. Essayet er fyldt med udsagn, der ikke understøttes med egentlige argumenter, og fyldes af stærkt generaliserende udsagn, der alle peger tilbage mod Lovecrafts opfattelse af litteratur. I teksten sværmer han eksempelvis om et romantisk genibegreb, der favner alle hans helte – Dunsany, Blackwood og Ashton Smith, for blot at tage tre eksempler. Omvendt er han kategorisk afvisende over for alt det han opfatter som tomt effektjageri, hvilket mere eller mindre dækker alle tidens pulpfofattere, der arbejdede indenfor skrækgenren. En afvisning, der ikke begrundes med stort andet end, at dette er banalt og folkeligt.

I analysen af de enkelte værker kommer Lovecraft med slående observationer, men de overordnede præmisser for essayet halter, i hvert fald set akademisk. Og måske netop derfor er der god grund til i langt højere grad at se teksten som et litterært manifest for Lovecrafts eget forfattervirke. S. T. Joshi skriver i The Weird Tale (1990), at et kritisk punkt for selve ”Weird-genren” (mere om den om et øjeblik) er, at forfatteren skriver ud fra et klart defineret filosofisk ståsted, som danner fundament for fiktionen. Det er et skrapt krav, som imidlertid fuldt ud gør sig gældende for Lovecraft, der som bekendt arbejder med en idé om den kosmiske horror.

Paperback, Hippocampus Press 2000

Paperback, Hippocampus Press 2000

Jeg tror ikke, at jeg behøver introducere Lovecrafts idé om det kosmiske perspektiv i gyset her – det er de fleste af jer sikkert bekendte med. Det afgørende er, at Lovecraft brugte begrebet ”The weird fiction” på en helt særlig måde. I disse ”weird tales”, som intet har med magasinet at gøre, så han fortællinger som blandt andet rummer dette kosmiske perspektiv. Men i sin kerne beskriver begrebet historier, der rummer perspektiver, som på autentisk vis rækker ud over vores virkelighedsforståelse. Præcis for Lovecrafts fiktion giver dette tydeligvis mening, fordi han netop har sit kosmiske perspektiv, mens han for andre forfatteres vedkommende har vanskeligere ved at definere denne ”weird”-kvalitet.

Ikke desto mindre forstår man, hvad det er Lovecraft jagter, og det er ganske klart, hvor Tzvetan Todorov hentede stof til sine tanker om den fantastiske litteratur. Både Lovecraft, og med ham Todorov, søger nemlig efter disse særlige momenter i en tekst, som gennem stemningen pludselig løfter perspektivet fra den konkrete handling mod en langt dybere følelse af forbløffelse, uro og skræk. Og ganske, ganske væsentligt, siger Lovecraft, er det, at denne stemning ikke ligger i selve teksten, men uden for teksten – altså i læseren.

Paperback, Dodo Press 2009

Paperback, Dodo Press 2009

Forfatteren leverer med andre ord substansen til denne oplevelse, men selve oplevelsen kan teksten ikke formidle, fordi oplevelsen er unik og noget, som kun læseren kan sanse. Det er spændende og væsentligt, mener jeg. Ikke mindst fordi det, som Lovecraft også påpeger, betyder, at vi kan finde disse ”Weird”-sanseoplevelser i al slags litteratur.

Lovecraft bruger Brontës Wuthering Heights som eksempel, og disse oplevelser begrænser sig altså ikke til gyserlitteraturen. Faktisk, siger Lovecraft, findes det, han forstår som horror (læs: ”ægte skrækoplevelser”) som oftest slet ikke i skrækfiktionen, som ifølge ham typisk er så banal, at han slet ikke gider beskæftige sig med den. Her kan jeg så være fristet til at give Lovecraft ret, fordi skrækfiktionen kun alt for ofte fokuserer på det umiddelbare ubehag frem for at arbejde med de dybere teksturer i teksten, som ville kunne levere råmaterialet til netop Lovecrafts ”weird”-oplevelse.

Paperback, Wildside Press 2013

Paperback, Wildside Press 2013

Det, Lovecraft gør med sit essay, er, at skrive sig selv og hans forbilleder ud af pulptraditionen. Han lægger med andre ord afstand til hovedparten af den genre, som han egentlig normalt bliver identificeret med, og opstiller implicit et større anliggende for sine tekster, der stræber højere end det, han noget hånligt kalder trivielt pladder. Lovecraft stræber således selv efter ”Weird fiction”, ikke skræk og rædsel i almindelig forstand – det overlader han til rosset.

Sagen er bare den, at Lovecrafts idealer også var større, end det han rent faktisk selv formåede, også selvom han flere gange ramte plet. Men sådan er forholdet mellem ideal og virkelighed vel ofte. Det væsentligste er sådan set også, at han i det hele taget opstillede disse ambitiøse idealer for sig selv og genrefiktionen. Idealer som stort set har været overhørt, ikke mindst af de mange Lovecraft-disciple, der senere er kommet til, og set i lyset af disse tanker er det nærmest grinagtigt, hvad den såkaldte Cthulhu mythos bliver brugt til.

Hvis man læser Supernatural Horror in Literature i dag, giver teksten bedst mening som litterært manifest, og det er her vi finder kvaliteter til inspiration og overvejelse. For mig har det i hvert fald været et ekstremt opløftende gensyn med den gamle gentlemans nonfiktion, fordi han faktisk peger på målsætninger, der kan løfte skrækfiktionen ud af det trivielle og ind i en litterær kontekst. Det var der brug for i 1927, da Lovecrafts essay blev trykt for første gang, og det er der stadig brug for i dag.

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Yog-Sothoth og Phssthpok The Pak

Dette er noget nyt på bloggen – en gæsteartikel. Artiklen er skrevet af selveste Henning Andersen, som de fleste, der følger med på vores danske blogs og hjemmesider om genrerelaterede emner, sikkert vil kende. Hennings flittige kommentarer og mange indsigter er således noget, man med rette lægger mærke til i den digitale verden. Henning sendte mig denne artikel og spurgte, om det kunne være noget for Fra Sortsand. Og det mener jeg bestemt, den er. Om du er enig i Hennings konklusioner i artiklen, betyder ikke så meget – det underholdende er nemlig her at lade dig rive med af den kontrollerede associationslavine, som teksten repræsenterer. Jeg erkender blankt, at jeg har en svaghed for formen, og jeg håber, at I vil synes, det er lige så underholdende.

 

Yog-Sothoth og Phssthpok The Pak

En roadmovie

Af Henning Andersen

Al menneskelig gøren og laden er udtryk for relationer. Således også forfattervirksomhed. Og påstanden om, at ”jeg skriver bare, hvad der kommer til mig” (hvorfra?) eller ”jeg skriver bare til mig selv” (hvorfor skal vi så læse det?) er og forbliver rent nonsens. Selvfølgelig står vi på skuldrene af ældre generationer, i ethvert af livets forhold. Kald det udvikling – kald det evolution. Kald det inspiration.

I det følgende vil jeg forsøge at afdække nogle relationer mellem to fiktive universer. Jeg skal dog med det samme indrømme, at udlægningen af det ene univers i ret høj grad baserer sig på de tolkninger, som Dyer og Danforth nåede frem til på ekspeditionen til Antarktis og Vanviddets Bjerge. Det er således udelukkende med udgangspunkt i reportagen herfra – renskrevet og udgivet af korrespondenten Howard Phillips – at den følgende sammenligning kan forstås. Derfor ikke i forhold til andre videnskabelige artikler begået af nævnte H.P. – altså en indledende disclaimer.

Med hensyn til det andet univers, vil det blive afgrænset lige så snart vi kommer videre. Så lad os komme det:

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938) tog sig en bachelor i anvendt matematik, og et sidefag i psykologi, på Harvard. Og kiggede sig derefter ikke tilbage, idet han hellere ville skrive science fiction, under det mere terrængående navn ”Larry Niven”.

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938

Det er da også gået knippelfint med det. Og manden er ikke engang kostforagter, idet han tillige har begivet sig ud i det fantastiske – Inferno (1976), f.eks. – og det sword & sorcery-agtige – The Magic Goes Away (1978) – endda det næsten-surreale i Svetz-historierne, der ligner science fiction, men er fantasy (eller også er det omvendt – som er samlede i The Flight Of The Horse, 1973). Og så er der sådan en mærkelig legering som romanen The Flying Sorcerers (1971) skrevet sammen med David Gerrold, og den synes at kombinere hele moletjavsen. Der er noget ” A Whiter Shade Of Pale” over den roman.

Larry Niven har skrevet sammen med flere forskellige forfattere. Udover nævnte David Gerrold, bør der nævnes Steven Barnes og ikke mindst Jerry Pournelle, medforfatter til Inferno, samt en langt senere fortsættelse, Escape from Hell (2009). Og herudover har han åbnet sit centrale univers til – mere eller mindre – fri afbenyttelse i den langstrakte Man-Kzin-Wars-antologiserie (begyndt i 1988 – seneste fra 2013), hvori både kendte som mindre kendte forfattere har fået lov at boltre sig. Men netop ”the Man-Kzin-wars” er et centralt begreb i Nivens stort anlagte Future-history: – Known Space. Hvilket også er en Past-history, idet udgangspunktet – bagud i tid – er intet mindre end Big Bang. Tidslinien kan ses i novellesamlingen Tales Of Known Space (1975). Og Known Space er et konfliktfyldt univers.

Mellemregningerne er ikke relevante i denne sammenhæng. Så påstanden er blot, at Known Space-universet startede med novellen The Warriors, og nu om dage befinder det sig i den blandede landhandel i Man-Kzin Wars-serien og Nivens egen udfoldelse i Fleet Of Worlds til Fate Of Worlds (2007-2013) – sammen med Edward Lerner. Hvilket ikke yderligere skal bremse os – bare skal det nævnes, at Fleet Of Worlds-serien hænger sammen med en opdagelse, der blev gjort af Beowulf Shaeffer i novellen At The Core (1966 – findes i samlingerne Neutronstar og Crashlander).

Tales Of Known Space, Ballantine, 1975. Forsiden er skabt af Rich Sternbach

Tales Of Known Space, Ballantine, 1975. Forsiden er skabt af Rich Sternbach

Så ham skal der lige falde et par ord om: – Beowulf Shaeffer er – navnemæssigt – interessant, derhen at Niven – sammen med Steven Barnes (og Jerry Pournelle) – har skrevet Heorot-serien (startende i 1987). Og i den sammenhæng kunne man komme ind omkring J.R.R. Tolkiens yndlingsværk: – Bjovulfskvadet. Og man kunne komme ind omkring Ringenes Herre og alt sådan noget. Men det gør vi ikke. Vi nøjes med at konstatere, at de ”grendels”, der optræder i Heorot-serien ikke har noget at gøre med Known Space-novellen Grendel (1968 – findes i Neutronstar). Vi konstaterer samtidig, at tropen om den lurende fare i dybet – hvadenten i Jordens inde, eller på søens bund, eller i psyken – synes at være en immanent trussel i verdensforståelsen. Universets iboende fjendtlighed. Alverdens farer lurer lige om hjørnet.

Vi vil nu træde henover nogle genre-afgrænsninger (muligvis nogle ligtorne og andre slags ømme tæer), og se en lille smule på en herre ved navn Howard Phillips Lovecraft (1890-1937). Næppe helt ukendt. Og allerede nævnt som formidler af fiktive opdagelser i det indre Antarktis.

Denne – udi egen overbevisning – gentleman konstruerede flere universer, men fremfor alt burde Cthulhu-universet være kendt. Man kunne også pege på ”Re-animator”-universet; en slags gendigtning af Frankenstein-myten, uden patchwork. Eller på ”Dream-quest”-universet, der læner sig op af noget William Morris eller Lord Dunsany, hvilket måske har betydning i nærværende forsøg på sammenligning af nogle helt andre forhold. Derfor præsenteret.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Et resumé af Cthulhu-mytekomplekset (i henhold til Dyer og Danforth): – Da Jorden var ung og gold, kom der – gennem verdensrummet – en race af intelligente skabninger, kaldet The Old Ones, der ønskede sig et refugium fra det samfund de var flygtet fra.

Gennem millioner af år skabte dette folk ikke bare livet på Jorden, men tillige ”servants” og ”beasts of burden”, kaldet shoggoths. Gradvist begyndte disse shoggoth’er at opnå bevidsthed, og gøre oprør. Og for at det ikke skal være løgn, blev The Old Ones samtidig trængt af ”guden” Chtulhu og dennes kohorter. Men The Old Ones fandt en måde, at ”fængsle” Cthulhu til bunden af Jordens oceaner, men gik så selv til grunde. Tilbage er der ”shoggoths” og den ”lænkede” Cthulhu i dybet.

Og derefter gik millioner af år atter hen, indtil en ekspedition undersøger det indre Antarktis (se At The Mountains Of Madness, 1936, hvorfra udlægningen, som sagt, er hentet).

At The Mountains of Madness, Astounding Stories 1936

At The Mountains of Madness, Astounding Stories 1936

Lovecrafts Cthulhu-univers indeholder desuden et hav af andre entiteter, lokaliteter og rariteter, ikke mindst bøger og dokumenter. Necronomicon er kun én af mange.

Tilbage til Niven, for en kort bemærkning: Udover Kzinti – en slags løve-aliens, hvoraf kun hannerne er intelligente (hvad der så ellers kan udledes af det) – findes der, i Nivens Known Space-univers, de øretæveindbydende ”Puppeteers” – trebenede heste med to slangehoveder – der er benhårde forretningsmænd, men paranoide af natur. Der er ingen modsætning i det: – psykopati er tre fjerdedele af profittænkning. Og tre fjerdedele af psykopati er paranoide overbygninger.

Thrint, kunstner Wayne Barlove, Workman Publishing Company, 1979

Thrint, kunstner Wayne Barlove, Workman Publishing Company, 1979

Derudover er der Kdatlynoerne – der er blinde, men orienterer sig ved en slags radar (Det er en kdatlyno, der optræder i novellen Grendel). Der er Outsiderne, beskrevet som ”nihalede katte”, der besidder rumskibe med ”reaction-less drives”. Der er Groggerne – fastsiddende pelskegler, der lokker føden til sig via telepati. Pak’erne, som vi vil komme tilbage til. Og Bandersnatschi – intelligente kæmpeorme. Samt andre underligheder, som f.eks stjernerejsende kæmpeæg med vinger.

Snark eller boojum eller Elder Thing - bestem selv

Snark eller boojum eller Elder Thing – bestem selv

Bandersnatchi er ikke udødelige, men de er uforanderlige – deres kromosomer er så store som en tommelfinger, hvilket i henhold til Niven skulle kunne forhindre mutation forårsaget af stråling (Hvorfor er vi ikke overbeviste?). Altså generelt ret svære at slå ihjel. Hvilket skyldes, at de er kunstigt skabte.

– Navnet på disse mega-maddiker er i øvrigt hentet fra The Hunting Of The Snark (1876), et såkaldt nonsens-digt begået af Lewis Carroll (ham med ”Alice i Eventyrland”). Snarken har i alt tre fremtrædelsesformer, i ”The Hunting”, og de to øvrige er ”Juju-fuglen” og ”Bandersnatchen”! –

Bandersnatchi er skabt af tnuctipun: en race, der for milliarder af år siden blev slaver i Thrint-Imperiet. Thrint’erne var telepatiske og krigeriske, men med tiden blev de udryddet af tnuctipuns biologiske våben, i et gigantisk slave-oprør. Resterne af dette oprør er såkaldte ”stasis-bokse” (der indeholder tidsfrosne genstande), samt – som nævnt – bandersnatchi og muligvis Groggerne og Stage-trees (raket-træer).

Man-Kzin Wars, Baen Books, 1990

Man-Kzin Wars, Baen Books, 1990

Vi skal lige vende tilbage til Pak’erne. Disse er ”voksne” udgaver af menneskeheden, og ligner mest af alt nøgne kæmpepapegøjer med leddegigt. Og det er deres ”skyld”, at vi findes – hvilket man kan læse i Protector (1973). Om de nu er opstået på baggrund af Thrint-Tnuctip-krigene, eller blot som konsekvens af nogle central-galaktiske strålingsforhold, skal være usagt. Men de byggede i hvert fald Ringverdenen! – og skabte menneskeheden, ved noget der nærmest var en fejl. Eller i hvert fald et projekt, der ikke kunne følges til dørs, eftersom Livstræet ikke kan vokse i Jordisk jord, hvorfor vi aldrig bliver voksne Pak’er.

Jeg skal ikke undlade en bemærkning om, at Pak’ernes livscyklus på en eller anden måde er et ekko af noget centralt i Svetz-historierne. I disse kan man gøre sig bekendt med, at en hval blot er en juvenil udgave af en Leviathan og en struds er en Fugl Fønix-teenager. Således er mennesket ikke at betragte som ”rigtigt voksent”, uden frugterne fra Livstræet. Men hér kommer vi ind omkring noget med Lawrence van Cott Nivens historie- og menneskesyn (jeg nægter at kalde det ”hans filosofi”), og den side skal ikke udfoldes, ligesom det heller ikke skal nævnes at i Edens Have var der to træer. Nej! Lad os holde os til skønheden.

Det vil naturligvis være komplet umuligt, at forsøge en 1:1-oversættelse af Lovecraft til Niven. Men hæng alligevel lige på for en skematisk skitsering – og en rutchebanetur.

Jinx, hvor bandersnatci lever, kunstner John Schoenherr, Analog 1975

Jinx, hvor bandersnatci lever, kunstner John Schoenherr, Analog 1975

Lovecrafts Old Ones flygter til Jorden, og skaber sig slaveracer. Desuden skaber de livet i havet, der siden bliver til os mennesker. Imidlertid bliver de angrebet af Store Chtulhu, der så – til dels – bliver slået tilbage af The Old Ones’ tjenere, der herefter vender sig mod deres skabere. Og vi sidder derfor som en lus imellem to negle. Shoggoths på den ene side – Cthulhu på den anden. Og vores skabere – The Old Ones – er uddøde.

Paperback, Ballantine, 1973. Forsiden er af Van Dongen

Paperback, Ballantine, 1973. Forsiden er af Van Dongen

Nivens Thrintun gør de gen-geniale bioingeniører, Tnuctipun, til deres slaver, men genierne opfinder biologiske våben, der udrydder slaveholderne. I dette interregnum kommer Pak’erne indover, og skaber – ved en fejl – menneskeheden og prøver en imperiedannelse. Og igen er vi udsat – Pak på den ene side og Imperiets efterladenskaber på den anden.

Det korte i det lange er, at ligesom Tnuctipuns biovåben stadig findes i kosmos (f.eks bandersnatchier) – og ligesom stasisbokse kan indeholde thrint-våben, ja endda en Thrint (The World Of Ptavvs, 1966) – så findes der stadig shogotter og chtulhuider i vores verden, og ”stasis-boksen” hedder i det tilfælde ”dybt inde i Antarktis” eller ”helt nede på havbunden”. Læg dertil, at den eneste ”overlevende” Thrint blev fundet på havbunden (se World Of Ptavvs). Først troede man det var en statue, men det viste sig at være en Thrint i et ”stasisfelt”. Den ”thrint”, der render rundt på Jorden i denne roman, er dog et menneske der tror han er en Thrint. Bare for at gøre det indviklet.

Gods Of Pegana, Lord Dunsany. Tegnet af Willy Grasser 1923

Gods Of Pegana, Lord Dunsany. Tegnet af Willy Grasser 1923

Cthulhu befinder sig ligeledes på havsens bund – ”in sunken R’lyeh” – og har, ligesom en Thrint, tentakler omkring munden, og det første møde med ”ham” er en statuette.

Den eneste kendte Pak, Phssthpok, dør efter at have skabt Brennan-monsteret, som oprindeligt var et menneske, men nu har spist af Livstræets frugter og er blevet en slags Pak. Brennan-monsteret har ”adopteret” menneskeheden – men kan han, ene Pak, beskytte os mod andre Pak’er?

Bandersnatchi lever i det tågede kystlandskab på planeten Jinx, og indgår gerne i dueller med mennesker i kampvogne. Det er ikke altid kampvognen der overlever. Beskrivelsen af disse dueller ligner Sandormenes angreb i Dune, men den ligner sandt for dyden også det, der forfølger den Antarktiske ekspedition på de sidste sider af At The Mountains Of Madness.

Elsevier, 1977, Amsterdam

Elsevier, 1977, Amsterdam

På et tidspunkt støder denne ekspedition på blinde kæmpe-albino-pingviner, og Danforth stiller sig spørgsmålet, hvilken rolle disse har spillet i evolutionen, om nogen. Pak’er ligner kæmpepapegøjer med dertil hørende næb. Jeg nævner det blot. Og det kan da også nævnes at Beowulff Shaeffer er albino (en sen slægtning til Elric of Melniboné? – forstyrrende association, undskyld).

I sagens natur aner jeg selvfølgelig overhovedet ikke om denne udlægning er hold- eller gangbar. Det er egentlig heller ikke det, det drejer sig om. For jeg er aldeles ikke ude i en påstand om, at Nivens Known Space er et plagiat af Chtulhu-myten. Så meget mindre, idet myten om en ”mythos” synes at være en senere konstruktion. Jeg er bare uhyre interesseret i laterale koblinger – ikke dem, hvor alt muligt minder om alt muligt andet. Derimod dem, der kunne påvise et fælles perspektiv på eksistensen. Og hér synes jeg at kunne ”føle”, at Lovecraft og Niven anskuer Universet på en overensstemmende facon. I hvert fald er det en ”perspektivering” jeg vil foreslå man lige giver et par minutters eftertanke.

At The Mountains Of Madness, BilberryCat, DeviantArt

At The Mountains Of Madness, BilberryCat, DeviantArt

Noget ret signifikant – efter min sølle mening – er de ret ”underlige” navne, som d’herrer gør sig til gode med. Det er den ”fremmedgørende” effekt af disse navne, der angiver distancen mellem ”det absolut fremmede” og ”det absolutte os”. Hvilket dog ikke er noget hverken Lovecraft eller Niven har fundet på. Man kan f.eks. pege på de mærkeligt navngivne lande, som Gulliver besøger; de besynderlige navne E.R. Eddison giver sine personer, samt navnene i Lord Dunsanys næsten psykedeliske pantheon. Længe før det ord blev opfundet. Og derefter kan man give sig i kast med en skalering af, hvem der er mest xenofobisk, hvis ”mærkelige navne” er en målestok.

Cthulhu Passing

Cthulhu Passing

Man kan selvfølgelig også bare blive okkult-spiritistisk, og f.eks påpege at Lovecraft døde i 1937 og Niven blev født i 1938 – halvanden måned og det havde været på årsdagen. Reinkarnation – any? Eller man kan sige, at det næppe ville være det mærkeligste, hvis den unge Niven havde læst noget Lovecraft. Så måske skal man mere se det ud fra bonmot’et at ”amatører lader sig inspirere – professionelle stjæler med arme og ben”. Heldigt nok for os.

At the Mountains of Madness, Classics Illustrated (check lige nummeret)

At the Mountains of Madness, Classics Illustrated (check lige nummeret)

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret