Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft?

Jeg skriver normalt ikke så meget om de ting, som jeg går og køber, men det her synes jeg alligevel er værd at dele med jer. Mikroforlaget Withnail Books, der har specialiseret sig i små, særlige genudgivelser, udsendte d. 31. oktober en helt speciel ting, nemlig F. Scott Fitzgeralds stort set glemte novelle ”Gods of Darkness”. Novellen, der blev skrevet i midten af 1930’erne, har nærmest ikke været genoptrykt siden den udkom i et magasin nogle år efter. Det er der gode grunde til, for den spiller kun dårligt sammen med de øvrige værker, som forfatteren bag The Great Gatsby skrev.

Hæfte, Withnails Books 2021

Novellen er imidlertid særdeles relevant for os genrefans. I historien, der udspiller sig i middelalderens Frankrig, konfronteres hovedpersonen med en heksekult. Ikke alene er denne hovedperson modelleret over Fitzgeralds ven Ernest Hemingway, selve inspirationen til historien og handlingen fandt Fitzgerald hos H.P. Lovecraft. Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft – det er en vild cocktail!

Withnail Books har genudgivet novellen i en enkelt, stilrent hæfte med et stemningsfuldt frontispice af Sharon Newell. Novellen udkom d. 31. oktober i 250 håndnummererede eksemplarer og var udsolgt to dage senere. Jeg fik heldigvis et eksemplar, nummer 57, og det var på selve udgivelsesdagen.

Alt dette er desværre er post festum, men jeg håber, du vil bide mærke i Withnail Books, for som samler lønner sig at holde et øje med det lille foretagende, der også har udgivet glemte sager af Mary Shelley og Philip K. Dick. Hvad fremtiden byder, ved jeg ikke, men det bliver helt sikker spændende sager.

Tilbage fra den anden side med nyt

Gulp, så ramte jeg muren igen. Det er åbenbart efterhånden en kamp for mig at holde liv i bloggen, men jeg prøver og gør forsøget her igen. Jeg har så meget skrivearbejde, at det hele tiden er en afvejning for mig, hvor energien skal lægges. Skal jeg bruge tid på at få nogle sider høvlet af i et bogprojekt eller bruge tiden på bloggen? Begge dele er sjove, men i sidste ende vinder bøgerne altid. Det er der mit hjerte ligger, hvilket måske ikke er så underligt, når man tænker på, at Fra Sortsand først og fremmest handler om bøger.  

Nu vi taler om bøger, så er det rigtigt glædeligt, at Jacob Krogsøes og min roman Blodbaner nu er i forsalg til 200kr. Den udkommer først officielt her i midten af september, men man kan bestille den nu igennem Jacob. Det er der allerede ganske mange, som har gjort, hvilket er rigtig fedt. Jeg har faktisk ikke selv set bogen endnu, men det forlyder, at det er en laber sag, og jeg glæder mig voldsomt til at stå med den i hånden.

Ud over Blodbaner, der nu er helt afsluttet, er der stadig gang i min bog Når Eventyret Kalder, der handler om fantasygenren. Det projekt er også ved at være kommet over bjerget, hvilket er en lettelse, må jeg sige. Det har været et kæmpe mas, men også virkelig sjovt og spændende.

H.P. Lovecraft (1890-1937)

Projektet har imidlertid trukket lidt ud fordi jeg i efteråret underskrev kontrakt med DreamLitt om en fagbog om H.P. Lovecrafts forfatterskab. Den bog, der får titlen Drømmenes Pris, skulle meget gerne udkomme på HPLs fødselsdag d. 20. august næste år. Det skal vi nok klare, for jeg er ret langt med teksten. Det projekt har også taget en del energi, men det har samtidig været kæmpespændende at få skrevet noget samlet om Lovecrafts forfatterskab. Både Når Eventyret Kalder og Drømmenes Pris skal nok blive nævnt og diskuteret mere på bloggen senere.

Så er der også alle de andre projekter… men det må vente.

Ja der er nok at se til. Her og nu vil jeg dog først og fremmest opfordre jer til at se nærmere på Blodbaner. Den er et stærkt, grumt og rørende bekendtskab, synes jeg.  

På snarligt genhør, om ikke andet på søndag, hvor der er moderne gys på programmet.   

Richard Gavin, At Fear’s Altar (2012): Komiske gys i hverdagens skjulte afkroge

Paperback, Hippocampus Press 2012. Forsiden er skabt af Barbara Briggs Silbert

Canadiske Richard Gavin er efterhånden blevet et af de bedre kendte navne inden for den lille særgenre i skrækfiktionen, der ofte betegnes som ”weird fiction”. Andre vil sikkert kalde det lovecraftiansk horror eller ligefrem sige, at det er ”cthulhuidt”. Kært barn har mange navne. Man kan også notere sig, at Gavins gys har fået en del opmærksomhed, fordi hans noveller er blevet promoveret og fremhævet af Lovecraft-forskeren med mere S.T. Joshi.

Dermed er det formentligt også tydeligt, at Richard Gavins fiktion ofte opererer indenfor et særligt stemningsmæssigt terræn, der ikke har med traditionelle gys at gøre. I stedet stiler han mod en fornemmelse af noget kosmisk. Det er en fast ingrediens i weird-litteraturen, selvom det kun er et absolut fåtal, der rent faktisk når i mål med dette. Jeg må da også med det samme sige, at Gavin heller ikke opnår at indfange den attråværdige oplevelse i sine tekster, men mere om det senere.

Paperback, Hippocampus Press 2012

Først og fremmest må man nemlig konstatere, at At Fear’s Altar er en novellesamling med en række gys, der stort set alle tager udgangspunkt i hverdagen. De fleste historier begynder med en sær hændelse, der indtræffer midt i den daglige trummerum, og derfra udvikler tingenes sig i en drastisk retning, og som ofte med en både død og galskab som konsekvens.

I åbningsnovellen ”Chapel in the Reeds” er hovedpersonen eksempelvis en ældre enkemand, der langsomt er ved at blive dement. Under en gåtur med sine to børnebørn støder de på et bizart kapel fyldt med sado-seksuelle, rituelle billeder af blasfemisk karakter. Oplevelsen er forstyrrende, men problemet er, at børnebørnene ikke mener at have set stedet. Er det nu den demente bedstefar, der bare forestiller sig kapellet, eller er der mere bag dette?

Richard Gavin

Gavin leger i flere historier med upålidelige fortællere. I de fleste tilfælde fungerer dette udmærket som drivkraft for novellens spændingsopbygning, men selve grebet rummer ikke mange overraskelsesmomenter, og må efterhånden betegnes som ganske slidt – både hos Gavin og i den nyere skrækfiktion generelt. Alligevel er der steder i At Fear’s Altar, hvor det bruges stærkt, som i novellen ”The Eldritch Faith”, hvor fortælleren beretter om, hvordan han som barn kom i kontakt med en form for ånd nede i barndomshjemmets kælder. Det bliver udnyttet til en række utroligt potente passager, der bliver hængende hos læseren som noget man husker.

Der er da heller ikke nogen tvivl om, at Gavins fortællinger næsten alle rummer virkeligt stærke passager, der har elementer af noget grundlæggende foruroligende. Han har faktisk scener og beskrivelser, der hører til blandt de bedste, jeg længe har læst indenfor genren. Førnævnte ånd i ”The Eldritch Faith”, den sært passive hovedperson i halloween-gyset ”Darksome Leaves” eller de indledende passager i den ligeledes førnævnte ”Chapel in the Reeds” er mesterligt og misundelsesværdigt veludførte. Mange af historierne har lignende stærke passager.

Paperback, Dark Regions Press 2010

Der er dog også mindre vellykkede fortællinger, hvor Gavin hylder sine inspirationskilder. Mest tydeligt i samlingen er det med novellerne ”Faint Baying from Afar” og ”The Unbound”. Den første er en fortsættelse til Lovecrafts novelle ”The Hound”, og den anden præsenterer sig som en meditation over Lovecrafts ”The Unnamable”. Der er intet godt at sige om nogen af historierne, der må karakteriseres som ordinære, fjollede livtag med den gamle mesters tekster. De kan heldigvis let ignoreres som noget, der ikke påvirker samlingens essens.

Det ærgerlige ved At Fear’s Altar er, at selvom ganske mange af Gavins fortællinger har store kvaliteter, formår han næsten ikke at afslutte en eneste novelle uden at tabe det hele på gulvet i udflydende ordflom. Han introducerer hverdagen med en kirurgisk præcision, etablerer hovedpersoner med formidabel nøjagtighed såvel som følelsesmæssig indlevelse, og det samme gør han med det sære, der først lukkes ind i det små, men som gradvist får lov at vokse sig til noget ubehageligt og forstyrrende.

Paperback, Three Hands Press 2018

Alt dette forsvinder dog på et øjeblik til sidst, hvor Gavins forsøg på at skrive kosmisk gru ender blindt i fabulerende, ligegyldige passager om uformelige væsner og udflydende sindssyge. Jeg plæderer absolut ikke for, at han burde have skrevet sine historier som konkret monsterfiktion med et væsen eller et fantom, der blottes fuldstændig for læseren til sidst, men nærmere det modsatte.

Gavin trækker sine tekster unødvendigt langt ud i afsløringerne. Han vil med andre ord gerne vise læseren noget konkret, men han er samtidig loren ved dette og ender dermed i vage, rablende passager, hvor hovedpersonen i bedste Lovecraft-stil går fra forstanden. Det er en slap og billig vej ud, der efterlader en fornemmelse af, at Gavin faktisk slet ikke selv er klar over, hvad det er, han beskriver. Dette er, vel at mærke, ikke et ukendt fænomen i Lovecraft-pastichernes verden. 

Afslutningen er et af de helt kritiske punkter i den såkaldte weird-tradition. Det er ofte her genren står sin prøve, fordi vi typisk her skal få det store kosmiske sug og det endelige møde med det store nihilistiske intet, som så tit er genrens pointe. I indeværende tilfælde afslører Gavin med al tydelighed, at han ikke er den opgave voksen. Han fejler, og det er synd og skam, fordi det er med til at ødelægge det fine arbejde han gør i sine teksters første halvdel.

Paperback, Undertow Publications 2020

Jeg er fuldstændig overbevist om, at Gavin vil kunne blive en af weird-traditionens helt store navne, fordi han har en særlig stemme og særligt perspektiv, men før han når dertil, må loyaliteterne til genres typiske motiver forkastedes. Hvis han bare turde stole på styrken i den stille gru, han skaber, ville teksterne stå som moderniseringer af den Robert Aickmans litteratur, som At Fear’s Altar blandt andet er dedikeret til. Den anden forfatter, som bogen ser dedikeret til, er Clive Barker, og Barkers indflydelse gør sig også tydeligt gældende; ikke mindst i den rammefortælling, Gavin har skabt til samlingen. Ganske sigende formår Gavin imidlertid hverken at være foruroligende vag som Aickman eller grusomt konkret som Barker – han sætter sig midt imellem og falder på halen.

Det til trods, så lønner sig absolut at opsøge Richard Gavins værker. En samling som At Fear’s Altar er også et godt sted at starte, fordi han her viser, hvordan moderne gys kan skrives uden at forfalde til filmiske parafraser eller blind forelskelse i genren som sådan. Gavin vil noget med sit gys, og det betyder alt for læsningen af hans værker. I hvert fald i de bedste af novellerne, og det er en vigtig lektie. Han skriver ikke bare til ”gyserfans”; han forsøger at skabe egentlig litteratur, og derfor fortjener han opmærksomhed. Langt mere opmærksomhed end al den trivielle selvfejring, som stadig vælter ud fra små og store genereforlag, der ikke har andet på hjertet end gys for gysets skyld. 

Novellerne:

”Prologue: A Gate of Nerves”

”Chapel in the Reeds”

”The Abject”

”Faint Baying from Afar”

”The Unbound”

”A Pallid Devil, Bearing Cypress”

”King Him”

”The Plain”

“Only Enuma Elish”

“The Word-Made Flesh”

“Annexation”

“Darksome Leaves”

“The Eldritch Faith”

H. Warner Munn, The Werewolf of Ponkert (1976): Månesyg i Østeuropa

Paperback, Centaur Books 1976. forsiden er malet af den altid fantastiske Stephen Fabian

I marts 1924, da magasinet Weird Tales fyldte ét år, skrev H.P. Lovecraft ind til dets brevkasse ”The Eyrie” og reflekterede lidt over magasinets rolle og muligheder. Lovecraft var ikke helt tilfreds, fordi han så et stort og uudnyttet potentiale i magasinet, der ikke blev realiseret, fordi forfatterne konstant faldt tilbage på de samme grundfortællinger. For at illustrere sin pointe spurgte Lovecraft: “Take a werewolf story, for instance—who ever wrote one from the point of view of the wolf, and sympathizing strongly with the devil to whom he has sold himself?”

Det spørgsmål blev taget som en konkret udfordring, som unge Harold Warner Munn greb. Han gav sig til at skrive en varulvefortælling med præcis det udgangspunkt, og resultatet blev den relativt lange novelle ”The Werewolf of Ponkert”, der kom i Weird Tales i juli 1925. Det var bare første gang, den novelle skulle blive trykt i magasinets sider, for den gik hen og blev en evergreen. Munn fulgte da også sin succes op og skrev en hel serie af fortællinger, der efterfølgende er blevet døbt ”Tales of the Werewolf Clan”, fordi Munn gradvist udbyggede et familieunivers i sine varulvenoveller, der udkom frem til ’77.

Paperback, Centaur Books 1976

I 1976 genoptrykte Centaur Books for anden gang ”The Werewolf of Ponkert” i bogform, og de bragte, præcis som første gang, novellen sammen med ”The Werewolf’s Daughter”, der løb som føljeton i Weird Tales fra oktober 1928 til december samme år. ”The Werewolf’s Daughter” var den tredje varulvehistorie, som Munn skrev, men det var den første, hvori han udbyggede sit familieunivers, og novellen er derfor et velvalgt supplement til den første fortælling.

Pyh! Det var meget baggrund, men, når man som mig er fascineret af pulplitteraturens udgivelseshistorier, er det svært at lade være med at dykke ned i disse ting.

Handlingen i ”The Werewolf of Ponkert ” lader sig hurtigt beskrive. Den fører os til Ungarn i 1400-tallet, hvor købmanden Wladislaw Brenryk en sen vinternat er på vej hjem i kane til sin landsby Ponkert. Undervejs bliver han overfaldet af ulve, men det lykkes ham at undvige. Under flugten bemærker Wladislaw, at ulvene tilsyneladende anføres af en dunkel skikkelse, der holder sig i baggrunden. Da han er kommet sikkert hjem, går det op for Wladislaw, at han ikke kan løsrive sig fra indtrykket af denne mystiske skikkelse, og dermed er hans skæbne beseglet. Dybt betaget lader han sig indrullere i skikkelsen, ”Mesterens”, tjeneste, og Wladislaw bliver en del af det sataniske ulvekobbel, der driver sit uvæsen på egnen. For Wladislaw kulminerer det hele, da han angriber sin egen familie og derved endegyldigt ødelægger sit liv til ære for den Mester, som han har solgt sin sjæl til.

Harold Warner Munn (5. november 1903 – 10. januar 1981) med en ganske ung. ligeledes nu afdød Wilum Pugmire på besøg

Den anden fortælling, ”The Werewolf’s Daughter”, udspiller sig nogle år efter den første og beskriver, hvordan Mesteren nu er tilbage og atter hjemsøger Plonkert, hvor Wladislaws datter kommer i problemer og anklages for at være en heks på grund af sin fars ugerninger. Heldigvis har en deling soldater slået lejr i udkanten af landsbyen, og en ung mand af god familie er i stand til at gennemskue hendes uskyld og kommer til undsætning.

Der er flere ting at bemærke omkring Munns varulvefortællinger. Først og fremmest må man nemlig konstatere, at Alexandre Dumas allerede havde besvaret Lovecrafts udfordring ganske mange år tidligere. Lovecraft kendte åbenbart ikke Dumas’ historie, der først blev bragt som føljeton i Weird Tales under titlen The Wolf Leader mellem august 1931 og marts 1932. Omvendt kan der ikke være nogen tvivl om, at Munn kendte Dumas’ roman, fordi lighederne er mange – ikke mindst perspektivet med varulven som hovedperson og tropen med at sælge sin sjæl, der går igen i begge fortællinger.

Hardcover, Grandon 1958. Samlingens første udgave

Munns ”The Werewolf of Plonkert” er da også et stykke rendyrket nygotik, som stilistisk læner sig op ad alle de patoselementer, der kendetegner genren. Selvransagelsen, kvalerne og tragedien fylder meget i den ulykkelige fortælling om Wladislaw, der kommer i kløerne på en Satans tjener. ”Mesteren” (”The Master”), som varulvenes anfører kaldes i Plonkert, er præcis samme skyggefulde inkarnation af det onde, der kendes i talrige variationer fra den gotiske litteratur. I den forstand lever Munns novelle også fuldstændig op til profilen i de tidlige numre af Weird Tales, der netop havde de gotiske klassikere som stilistisk forbillede. Tilmed opfylder Munns novelle endnu en kliché fra de tidligere fortællinger i magasinet ved at være en bekendelseshistorie; denne er således fortalt af Wladislaw, mens han sidder i cellen og afventer sin henrettelse for de ugerninger, han har begået.

Som tidstypisk historie opfylder Munn alle forventningerne, men når det er konstateret, må man også hæfte sig ved en fornem stemning af eventyr og glemt Europa i navnlig den første novelle. Der er noget tidløst over Plonkert og universet omkring landsbyen. Bjergene, de dybe nåleskove, vinternatten og Mesterens uforklarede hjemsøgelse af egnen er alt sammen elementer, Munn iscenesætter med stor sans for det foruroligende og med et drys af magi, der skaber illusionen af noget alderdommeligt og skjult. De øvrige varulve, samt ikke mindst de scener, hvor Wladislaw er i varulveform og løber med sit kobbel, fanger da også noget diabolsk og pirrende, som afgjort gør det fortjent, at novellen blev så berømt. At selve grebet om handlingen så er lånt hos Dumas, betyder ikke noget, for Dumas havde jo allerede lånt det hos andre.

Weird Tales, juli 1925

Med den anden novelle fornemmer man allerede, at der er sket meget med Munn som forfatter og Weird Tales som magasin. ”The Werewolf’s Daughter” er en mere moderne fortælling; væk er det bedagede bekendelseselement, og patosformlerne er reduceret til et stedvist floromvundet sprog. I stedet er der fokus på handling, spænding og melodrama. Derved opfylder Munn også her en generel udvikling i Weird Tales-fortællingerne. Desværre er noget gået tabt i den proces. Stemningen er ikke intakt, og den ulmende uhygge, der lå i første historie, er erstattet af noget mere letbenet; underholdende er det dog fortsat.

Weird Tales, oktober 1928

Der er mange grunde til, at man burde opsøge Munns varulvefortællinger, ikke mindst hvis man er interesseret i dem som bidrag til skrækgenrens udvikling. Munn blev et forbillede og et kendt navn. I dag er han stort set gået i glemmebogen, og da han kortvarigt i 70’ernes anden halvdel vendte tilbage til et bredere publikum, var det nu som koryfæ og mest af alt som en af de få overlevende ”vidner”, der havde mødt og talt med Lovecraft. Hans fiktion talte man ikke meget om, men heldigvis kan den stadig opdrives, og alene den vedvarende fascination af Weird Tales og alt dette magasin førte med sig, vil formentlig garantere, at hans ting genudgives i ny og næ. Det kan jeg ikke klage over, for Plonkert er stadig den dag i dag et læseværdigt stop på den litterære rejse gennem genrefiktionens lande og riger.

Caitlín R. Kiernan, The Red Tree (2009): (U)pålidelig som bare fanden

Paperback, ROC 2009, romanens første og eneste udgave, med en både grim og utroligt misvisende forside, der sender læserens associationer i helt andre retninger end bogens faktiske indhold

Caitlín R. Kiernan har udviklet sig til en af skrækfiktionens helt store navne. Hun er i hvert fald stor blandt genrens mere dedikerede læsere, og selvom hun ikke er så kendt som eksempelvis Neil Gaiman, er hun alligevel en del af samme genreoverskridende, eller genreopløsende bevægelse i retning af en fantastik, der trækker ganske mange tråde sammen. Hos Kiernan bliver det oftest ganske dystert, og hun har efterhånden flere gange taget så tydeligt afsæt i den lovecraftianske fiktion, at præcis det udtryk især knyttes til hendes navn. Ingen kan imidlertid beskylde Kiernan for blindt at forfølge det ulidelige Cthulhu mythos-klichéer. I stedet har hun i langt højere grad været med til at forme den moderne ”weird fiction”, der går langt mere abstrakt til inspirationskilderne.

Der er rigtig mange gode ting at sige om Caitlín R. Kiernans fiktion, fordi hun helt generelt leverer tankevækkende og stimulerende tekster, som rammer en særlig nerve, det bestemt ikke er alle forundt at kunne skrive sig frem til. Når det er sagt, må jeg også indrømme, at jeg har nogle forbehold over for hendes altid populære værker, fordi de har en karakter af noget kalkuleret eller indstuderet. Der er samtidig ganske meget manér hos Kiernan, og ganske meget trivielt persondrama, som uden tvivl har bidraget til at gøre hende elsket i langt bredere kredse end de fleste andre forfattere, der opererer inden for denne nye ”weird”-tradition. Gyset og det sære bliver aldrig ren staffage hos Kiernan, men det kommer stedvist meget tæt på.

The Red Tree fra 2009 er en konsekvent stiløvelse, der som alle Kiernans tekster hiver flere inspirationskilder sammen. Romanen er skrevet som en slags metatekst, hvilket i dette tilfælde vil sige, at vi sidder med en fiktiv forfatters sidste udgivelse, der er tilføjet et forord fra den fiktive redaktørs side. Historien er, at den ulykkelige, lesbiske skrækforfatter Sarah Crowe er flyttet fra New York efter at have mistet sin kæreste igennem lang tid. Hun har lejet et hus på Rhode Island, hvor hun måske kan finde fred til at afslutte den bog, som hun har kæmpet med alt for længe. Det sker bare ikke. I stedet begynder Crowe at gå på opdagelse i huset, som hun har lejet, og hun opdager her, at der har udspillet sig noget mystisk på stedet, som på en eller anden måde relaterer sig til den store blodeg, der gror et stykke fra grunden. Dramaet tilføjes endnu en dimension, da det viser sig, at husets ejer har udlejet det til to lejere, og en ung kvinde, en kunstmaler, flytter ind i overetagen, og Sarah må nu dele huset med denne kvinde. Det fører til nye erkendelser og seksuelle oplevelser, ikke mindst højnes mystikken, fordi den unge kunstner kommer fra egnen og kender noget til stedets historie.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

Sarah burde, som sagt, arbejde på sin roman, men det gør hun ikke. I stedet skriver hun flittigt i sin dagbog, og det er disse dagbogsoptegnelser, der udgør The Red Tree – både den fiktive udgivelse, som Sarahs redaktør skrev forord til, og den roman, som vi nu sidder med.

Metalegen er udtalt og konsekvent gennemført, idet Sarah hele tiden taler til sig selv og kommenterer på handlingen, som den fremlægges igennem hendes dagbogsnotater. Man kan sige, at Sarah selv gør os opmærksom på, at det er dagbogen, som er hendes egentlige romanprojekt og ikke længere den fortælling, hun troede, hun skulle skrive.

I bogens forord får vi at vide, at Sarah Crowe er forsvundet, og de sider, som vi nu læser, var det eneste, hun efterlod sig i huset. Det må vi tage for pålydende, men samtidig er der også små antydninger af, at det hele er en konstruktion, fabrikeret af Sarah. Hvad der er sandheden omkring Sarah Crow og hændelserne i det øde hus, hvis der i det hele taget har været nogle hændelser, forbliver i sidste ende et mysterium, som læseren selv må finde sig til rette med.

Vores fortæller er dermed stærkt upålidelig, ikke mindst takket være hendes iscenesættelse af sig selv som romanfigur, med eksplicitte referencer til eksempelvis Lovecrafts litterære univers. Disse referencer føjer en grad af iscenesættelse til teksten, som gør det svært, for ikke at sige umuligt, at afgøre, hvornår Sarah skriver fiktion og hvornår hun beretter om de oplevelser i huset, hun beskriver. Som læser har vi meget få faste holdepunkter i det sorte hul, som handlingen udgør, og som vi kommer frem imod slutningen og Sarahs påståede forsvinden, bliver opløsningen næsten total.

Der er en absolut bærende inspirationskilde bag The Red Tree. Der kan nemlig ikke været et øjebliks tvivl om, at Caitlín R. Kiernan forsøgte sig med en gentagelse af Mark Z. Danielewskis elskede og forhadte House of Leaves (2000). Det er ganske åbenlyst, at Danielewskis dekonstruerede gys gjorde indtryk, ikke bare hos Kiernan, men i hele den mere intellektuelle del af skrækfiktionens verden, og The Red Tree må i høj grad ses som et forsøg på at tage den klassiske Lovecraftianske fortælling, inklusiv epistolærstilen, og udfolde den gennem den dekonstruktion, som House of Leaves udgør.

Hardcover, Pantheon Books 2000

Kiernan går dog mere nænsomt til værks end Danielewski, og hendes roman er langt lettere at forstå, fordi det tager et godt stykke tid, før tekstens opløsning bliver så eklatant, at man som læser ikke længere tør stole på noget af det, der bliver sagt. Her har Kiernan en mere folkelig side, som sikrer, at vi aldrig kommer helt ud på dybt vand.

Med det sagt er det også klart, at The Red Tree er en form for sikker leg, der aldrig går længere ud end til navlen. Det er en light-udgave af forlægget, tilføjet det der næsten må betragtes som Kiernens sædvanlige paradestykker; en alkoholiseret, marginaliseret hovedperson med smag for undergrundsmusik, homoseksuelle forhold, referencer til kosmisk gru og masser af henvisninger til kunst. Her klapper hun os på hovedet og forsikrer os om, at både hun og læseren stadig er cool, når de læser et værk som dette og forstår hendes referencer. Det er en smule billigt, men det er underholdende.

The Red Tree er på ingen måde en dårlig roman. Den er faktisk både spændende og inspirerende læsning, men den er samtidig også en smule frustrerende, fordi den er så glat og let tilgængelig. Den postulerer kompleksitet, men er i virkeligheden bare en fiffig leg med lovecraftinaske troper, tilføjet lånte fjer fra House of Leaves. Sådan fremstår ganske meget af Kiernans fiktion, der dybest set er en form for letforståelige, selvbevidste litterære bekendtskaber uden den gravitas, som Kiernen tydeligvis gerne vil tilskrives.

 

Foredrag om Lovecraft i Kolding

Jeg synes næsten, at jeg må gøre lidt reklame for et arrangement i Kolding d. 31. august.
James Machin, der har skrevet den virkeligt interessante Weird Fiction in Britain 1880–1939, kommer til Kolding og holder foredrag på byens bibliotek. Det er lidt af et scoop, synes jeg, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få ham hørt. Han skal tale om H.P. Lovecraft, hvilket er rigtig fint, selvom jeg egentlig helst ville høre ham tale om de englændere, som han har skrevet så godt om. Hans bog kom sidste år, 2018, og jeg har faktisk kunnet bruge den i mit egent arbejde med Skrækvisioner; min genrehistoriske oversigt, som gerne snart skulle udkomme.

Når jeg i det hele taget regner med at høre Machin, så skyldes det, at Death In Rome spiller i byen samme aften. Det er en band, som jeg begejstret har skrevet om på bloggen flere gange, så dem må jeg afgjort endelig få hørt live nu. Derfor turen fra København (helt til!) til Kolding.

Begge arrangementer kan vi i øvrigt takke foreningen Nightmare Culture for, så stor tak til Søren Thomsen og Mette Alrø. Stærkt gået.

Her får I lige Death In Romes version af “Barbie Girl”:

Sonia H. Davis, The Private Life of H.P. Lovecraft (1985): Afsløringens time… eller?

Hæfte, Necronomicon Press 1985. Omslagets fine tegning er skabt af Jason Eckhardt

Sonia H. Davis, bedre kendt som Sonia Greene, har indskrevet sig i genrefiktionens historie ved at være kvinden, der kortvarigt var gift med H.P. Lovecraft. Alt, der i en eller anden facon har været i kontakt med Lovecraft, har jo som bekendt opnået en pseudo-sakral status i den fortsat voksende dyrkelse af forfatteren, hvilket derfor naturligvis også gør sig gældende for Greene. Iscenesættelsen af Lovecraft som indadvendt, mystisk kunstner og filosof med asociale tendenser lever fortsat, og det samme gør feticheringen af Lovecraft som selvlært intellektuel. I alt dette har Sonia Greene, ikke uden grund, indtaget en særlig stilling, fordi hun enten er blevet opfattet som den, der bekræftede alle myterne om Lovecraft eller omvendt, at hun er kvinden, der modbeviser det hele. Fortolkningen af deres forhold, så langt som vi kender det, afhænger således af øjnene, der ser.

Det var Sonia, der fik Lovecraft til at flytte fra Providence til New York; et enormt skridt, der fik ganske store konsekvenser i Lovecrafts liv og forfattervirke. Det var også Sonia, som på mange måder åbnede Lovecraft for verden – altså den fysiske verden, ikke den han udlevede i sine breve; uden hende var Lovecraft næppe heller taget ud de mange rejser, som han indledte i sine sidste år. Deres ægteskab holdt imidlertid ikke; de blev gift i 1924, og ’26 var det slut. Lovecraft afskyede livet i New York, og økonomisk var han på spanden. Det var Sonia, der tjente penge, mens Lovecraft ikke bidrog med ret meget. Der var sikkert mange grunde til, at Lovecraft og Greene gik fra hinanden, men der kan næppe være nogen tvivl om, at det økonomiske pres fik en ganske stor og negativ betydning i deres forhold; det fremgår både af Lovecrafts breve og Sonias egen beretning om deres liv sammen.

Sonia Haft Greene Lovecraft Davis (16. marts– 26. december 1972)

 

Som sagt har mytedannelsen omkring Lovecrafts person også skabt ganske meget interesse for mennesket Lovecraft. Sådan var det allerede i hans levetid, hvilket blandt andet fremgår af nysgerrige læserbreve i Weird Tales. Ægteskabet mellem Greene og Lovecraft blev eksempelvis også mødt med forbløffelse blandt deres venner, dels fordi de ikke havde kendt hinanden ret længe, dels fordi Lovecraft blev opfatte som inkarneret ungkarl – præcis som C.S. Lewis. Men modsat Lewis, der i en sen alder giftede sig, og frem til dette ægteskab levede i et uofficielt, men ægteskabslignende forhold med sin flere år ældre husholderske, blev Lovecraft slet ikke sat i relation til noget amorøst. Her har både samtidens og eftertidens forståelse af Lovecraft været helt anderledes end C.S. Lewis’. Lovecraft er nærmest blevet betragtet som aseksuel, ikke mindst takket være egne udtalelser i den retning. Det har naturligvis rejst spekulationer i retning af Lovecrafts mulige homoseksualitet, hans neuroser påført af forholdet til moderen samt meget andet, men intet af dette har i sidste ende kunnet dokumenteres på nogen overbevisende måde, og det er derfor kun forblevet vedvarende spekulationer. Ikke desto mindre har Sonia Greene været genstand for en hel del opmærksomhed, fordi hun jo måtte antages at ligge inde med detaljer om manden Lovecraft, som kun få eller ingen andre nogensinde oplevede.

Den fascination mærkede Sonia Greene allerede kort efter Lovecrafts død i ’36. Hun udgav derfor i 1948 en lille kronik med titlen ”Howard Phillips Lovecraft as His Wife Remembers Him”, som netop var det længe ventede kig ind bag facaden. Ikke mindst blev hun ansporet af W. Paul Cooks Lovecraft-biografi In Memoriam Howard Phillips Lovecraft fra 1941, som hun opfattede som ganske fejlagtig på flere punkter. Kronikken blev redigeret kraftigt, før den udkom, men det oprindelige manuskript blev bevaret. Det manuskript fik August Derleth fat i, og han genudgav nu Greeens tekst i 1949, men i en ny redigering og nu med titlen ”Lovecraft as I knew Him”. Greenes tekst var dermed aldrig blevet udgivet i sin helhed, før Necronomicon Press og S. T. Joshi udgav teksten i 1985, hvor de eneste tilføjelser og ændringer var en rettelse af slåfejl samt nogle få, forklarende fodnoter.

Hardcover, Arkham House 1949. Boger, hvor Greenes essay udkom i Derleths redaktion

Necronomicon Press’ udgivelse fik den inciterende titel The Private Life of H. P. Lovecraft, og dermed spillede forlaget naturligvis på læserens håb om dyneløfteri og afslørede hemmeligheder. Det finder man imidlertid ikke i teksten, hvilket vel ikke kan komme som nogen overraskelse. Faktisk er Greens tekst et kejtet, lettere ustruktureret stykke selvbiografi, der handler mindst lige så meget om Sonia selv, som den handler om Lovecraft.

Greene fortæller en sød og stedvist ganske underholdende række anekdoter om sin egen baggrund, om forholdet til Lovecraft og tiden efter deres brud. Det meste er skrevet i et lettere romantiserende eller nostalgisk sprog, men trods det kommer der alligevel et par tankevækkende ting frem. Ikke mindst bliver vi lidt klogere på Sonia Greene, der på den ene side tydeligvis var dybt betaget af Lovecrafts person og væsen. På den anden side var hun en stejl kvinde, der helt åbenlyst ikke var bange for at gå egne veje. Hun var eksempelvis ikke villig til at flytte med Lovecraft til Providence og leve hos hans tanter, fordi hun ville forsørge sig selv og stå på egne ben – et behov Lovecraft tydeligvis ikke selv følte i samme grad.

Redaktøren Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

I forordet til teksten hæfter Joshi sig da også med rette ved, at Greene selv kalder sit møde med Lovecraft for et møde mellem to stærke individer, der tiltrækkes, men begge er uvillige til for alvor at gå på kompromis.

I teksten er det tydeligvis magtpåliggende for hende at demonstrere over for læseren, i hvor høj grad det var hende, som holdt Lovecraft oven vande. Hun gav ham lommepenge, mens han drev omkring i New York, og teksten får en snert af bitterhed, når Greene beskriver, hvordan han spillede vært og gentleman for hendes penge. Som sagt ligger økonomien og nager i narrativet om ægteskabet. Hos Greene fornemmer vi med andre ord også antydninger af noget verdensfjernt, uansvarligt eller barnligt i Lovecrafts væsen, som ikke harmonerer helt med billedet af ham som den anstændige, intellektuelle gentleman.

Lovecraft og Greene sammen i 1924

Greenes selvbiografi gør heller ikke meget for at nedtone Lovecrafts velkendte racisme. Hun har flere passager, som desværre viser sider af Lovecraft, der ikke kan siges at stille ham i et flatterende lys. At det forholder sig sådan, er jo ikke noget nyt, men det er alligevel slående, hvordan Greene i 1948 kunne se tilbage på Lovecrafts udfald med en lettere uforstående, bekymret tone, og det små ti år før borgerrettighedsbevægelsen for alvor begyndte at markere sig. Bemærkninger hos Greene som eksempelvis, at Lovecraft læste Hitlers Mein Kampf kort efter, at den blev oversat til engelsk, og blev dybt begejstret for den, viser også den tynde linje mellem det infantile og brillante, som al Lovecrafts såkaldte filosofiske tænkning balancerer imellem.

Man må naturligvis heller ikke glemme, at Sonia Greene var jøde, og da Greene, ifølge hende selv, på et tidspunkt konfronterede Lovecraft med det faktum, var hans svar, at hun – som individ – var blevet assimileret ind i den amerikanske kultur og derfor ikke længere udgjorde nogen trussel. Netop det svar synes da også symptomatisk for, hvad vi ved om Lovecrafts offentlige persona: nemlig, at stort set alle hans idealer og filosofiske overvejelser fortonede sig i mødet med individer af kød og blod. Der var med andre ord langt fra realiteterne i Lovecrafts liv til de højtsvævende idéer formuleret i breve ved skrivebordet ud på de små timer. Netop det forhold synes Lovecraft-fandommen at have haft svært ved at acceptere eller indse.

Den aldrende Greene fotograferet i midten af 60’erne

Bag de søde og sjove anekdoter hos Greene gemmer der sig således også alvorlige sider, som i høj grad er med til at punktere den ensidige fremstilling af Lovecraft som alvorsfuld nattevandrer. Mellem linjerne får Greene beskrevet Lovecraft som umoden, fordomsfuld og ignorant, men samtidig også som varm, sjov og uendeligt hjælpsomt menneske, der mere end noget andet længtes efter opmærksomhed og selskab med andre.

Lærestregen er i dette er uden tvivl, at alle mennesker er mange-facetterede, og (selv)fortællingen om Lovecraft har i høj grad været fremstillet som en enstrenget historie om den selvvalgte enegænger, der filosofisk og æstetisk var på forkant med sin samtid. Det billede rummer nok også noget rigtigt, men andre ting hører også med, som trækker hans væsen ud af æteren og ned på jorden.

Digteren der gik i Lovecrafts fodspor: Et interview med Wilum H. Pugmire

Jeg har været så heldig at få lejlighed til at lave et lille interview med Wilum H. Pugmire, og det er store sager, i hvert fald i min verden. Der er et enormt antal forfattere, der på en eller anden måde påberåber sig inspiration fra H. P. Lovecraft i deres forfatterskab, men kun få har formået at skabe holdbar litteratur på den baggrund. Det har Wilum Pugmire imidlertid, og han må siges at være en af de stærkeste fortolkere af den gotiske tråd i Lovecrafts forfatterskab. Han er samtidig, i et bredere perspektiv, en fabelagtig arvtager af den dekadent-romantiske tradition, som Lovecraft til dels også selv var beslægtet med.

Pugmires poesi og poetiske fiktion har meget lidt at gøre med pulp, tentakler og store monstre. Han væver stemninger frem for os og skaber mystiske vrangbilleder, der efterlader sig som rungende, ofte foruroligende indtryk i læserens bevidsthed.

Selvom Wilum Pugmires fiktion efterhånden har optrådt i en stort antal antologier og selvstændige bøger, er han aldrig blevet en mainstream-forfatter. Det er en synd og skam, men han har konsekvent, uden klynk, valgt kunstnerens vej, og skaber værker, der ikke stræber efter stor almen anerkendelse. Det er en stolt og ædel tilgang til kunsten, som jeg kun kan beundre. Men ikke mere introduktion, lad os i stedet høre, hvad Pugmire har at fortælle os.

***

(Martin) Could you say a few words about your first encounter with the writings of H. P. Lovecraft?

(Wilum) My first encounter with Lovecraft came when I was a teenager. The man who lived across the street from me was a record salesman, and he knew that I loved monsters and so gave me records of readings of H. P. Lovecraft by Roddy McDowall and David McCallum. The first book of Lovecraft’s work that I purchased was a Panther paperback edition, THE HAUNTER OF THE DARK AND OTHER TALES OF HORROR, which I purchased while living in Northern Ireland.

You call yourself a “Lovecraftian writer” and when reading your fiction this certainly rings true, but when scrutinizing the term a bit closer it is not that obvious what it actually means. Lovecraft’s themes and style changed over time and so did his influences. And when reading your fiction it also quickly becomes apparent that you seem to have found the greatest inspiration in certain parts of Lovecraft’s production. Could you say a few words about both the term and what meaning you invest in it?

The term “Lovecraftian” is deliciously nebulous. For me, it’s like a kind of eldritch instinct that is alerted when I’m reading a horror story and come across something that seems to be a wink or nod to H. P. Lovecraft. And yet one single off-hand reference to the Necronomicon doesn’t make a story “Lovecraftian”. My own work is influenced far more by Lovecraft’s non-cosmic weird fiction than by “The Call of Cthulhu” or “The Shadow out of Time”.

Wilum Hopfrog Pugmire (born May 3 1951)

This approach is really important and something which, at least to me, brings a rare quality to your writing which is lacking from most “mythos fiction”. Could you say something about what you perceive as core elements in the poetics of Lovecraft and his use of language?

Now, I’m not a Lovecraft scholar and so I cannot speak conclusively on the poetics of Lovecraft’s language; but we know from his correspondence with other writers that HPL was obsessed with writing good prose that contained poetic beauty in its expression. Lovecraft was attuned to rhythm in prose, in creating a prose style that was concise and sculpted. Those who condemn Lovecraft for “overwriting” or “purple prose” don’t know what they’re talking about. It is because of the perfection of Lovecraft’s prose that S. T. Joshi has proclaimed him one of America’s great writers.

 

I personally find the term “Lovecraftian” rather good – not in the least when discussing your fiction – because it shifts the conversation away from the so-called “Cthulhu mythos” with all its pulpy trappings of cults, dusty tomes and tentacles, which more or less seems to be the general understanding in mainstream culture of the content in Lovecraft’s fiction. What are your personal thoughts on the tension between the reception of the actual writings of Lovecraft and the massive representation of “Cthulhu monsters” in almost all media today?

I have a feeling that a lot of people who have never read HPL’s fiction have heard of Cthulhu and could described what that Great Old One looks like. I love Lovecraft because of his writing and so cannot understand the towering impact of his most infamous monster. I’ve scanned over many Cthulhu stories that were entirely lacking in any element that could be called Lovecraftian.

 

Paperback, Panther Books 1974, with a cover by the always great Ian Miller

To many horror writers and horror readers ‘The Monster’ in whatever form it may have is critical. The hands-on confrontation with some sort of malevolent non-human force is basically the core dynamic of quite a lot of genre fiction. I guess the emphasis on Cthulhu and all the other mythos beings is a way to shoehorn this part of Lovecraft’s fiction into this particular, popular understanding of horror fiction which has to have a recognizable enemy monster. What are your own thoughts on these beings Lovecraft invented and their use in fiction? At times I personally feel that it would have been better if HPL had not invented all these entities and instead focused his creative vision solely on the reception of Gothic tropes.

I think Lovecraft invented his monsters so that they were representations of cosmic chaos, of something completely unearthly. This was also his reasoning behind inventing the name “Cthulhu,” which was to be a clumsy human articulation of a word that no human tongue could correctly enunciate. Some of his races indicate the far reaches of the past, a past beyond human comprehension. Lovecraft’s monsters are fascinating, and they are frightening.

A slightly younger Pugmire

In a sense you write very specialized fiction but the interest and marked for this clearly exists. The amount of works published with Lovecraft or Cthulhu mythos in the title is mind boggling. How do you experience this growing fan enthusiasm and how has being a “Lovecraftian” writer changed over the last decades?        

Over the years I’ve noticed more anthologies that include the name Cthulhu in their book title, and that indicates a growing market for “Cthulhu stories”. I think a lot of Cthulhu fans are disappointed with my own stories because I try not to write typical Mythos fiction, wanting to emphasize the grim Gothic side of Lovecraft. The one thing that confuses me is the growing number of people who think that I write like Lovecraft. I don’t understand this, because I certainly don’t TRY to write “like” HPL. Lovecraft’s work is but one of many influences evident in my writing.

I think you represent one of the strong voices in modern weird fiction who takes the reader on a different path away from the general understanding of Lovecraft’s writing and into other realms of much more subtle fiction where you clearly have created your own literary space. Could you see yourself cutting lose the ties or references to Lovecraft’s fiction?    I have no desire to cut ties with Lovecraft in my weird fiction. Indeed, the main reason I write is to be identified as a writer profoundly influenced by Lovecraft. I am Lovecraftian to the core of my aesthetic soul. My personal belief is that we can be inspired by Lovecraft’s work and yet be true to ourselves as literary artists.

Wilum H. Pugmire and literary scholar and editor S. T. Joshi

I reread your book Dreams of Lovecraftian Horror from 1999 some time ago; a wonderful volume filled with small vignettes of haunted beauty. On reading through these brief tales ‘vagueness’ struck me as a crucial component. Vagueness not only as to what is actually happening in the stories but also in the language, where your prose builds these moments of intense, ambiguous encounters with the irrational. Stephen King famously stated in his Danse Macabre that Lovecraft prudishly kept his monsters in the closet, but he (King) wanted to take the monsters right into the living room of the readers. This is very much the opposite of your approach. Could you say a bit about vagueness, which clearly is an important poetic tool for you?

I think part of what affects my work is boredom with normal people, and thus my characters are usually freakish in some way. The societies in which I feel most comfortable are the drag queen and punk rock scenes, where normality is almost a taboo. It’s more important in my mind to be a prose stylist than a story-teller, and thus I concentrate on what some consider an affected writing style. I may indeed be a poseur as an author, but the pose is absolutely genuine as an expression of my soul. Too, I like my horrors to be ambiguous rather than baldly depicted. I would much rather suggest horror than shew it nakedly.

As far as I know your published career as a writer began in the mid-1980s (correct me if I’m wrong). This I find interesting, because it was a time of great renewal in horror fiction in general. The old bestseller authors from the 70’s were suddenly challenged by younger authors with a much more fierce vision of horror. Clive Barker and the splatter punks are obvious examples. On one hand your fiction seems out of tune with this development, but on the other hand the themes of alienation, punk subculture and existence outside the norm seems contained within your works – for instance in the tale “Pale Trembling Youth” (1988) you wrote Jessica Amanda Salmonson. Nevertheless if I should situate your writings within some larger trend, it would be couched next to the works of authors like Kathe Koja, Poppy Z. Brite (as he was called then) and Caitlín R. Kiernan who all had their debuts in the late 80’s and early 90’s. Are these names for you? And do you have any thoughts on your place in horror or genre fiction in general?  

I first began seriously writing fiction in the early 1970’s, right after I first started reading Lovecraft. I wrote a bunch of rather bad stories for a number of small press journals, but eventually became disgusted with what my fiction lacked and stopped writing for a number of years. I’ve never had any interest in splatterpunk or graphic horror, it completely bores me. “Pale, Trembling Youth,” although it features a modern punk lad as a character, is a traditional ghost story in every way, just as the majority of my Lovecraftian fiction is traditional in a Weird Tales fashion. I don’t feel that I have a place in genre fiction, because I am far too minor a writer and most of my work has appeared in the small press.

Paperback, Mythos Books 1999

I would be interested in hearing more about these early tales. Could you say a bit more about them? Where were they published and what was our focus at the time?

When I first began to write fiction I was utterly enamored with the Cthulhu Mythos, and all I wanted to do was writing Mythos fiction. I was keenly influenced by two British writers, Ramsey Campbell and Brian Lumley; and I loved the Mythos fiction of August Derleth, and the Mythos anthologies he edited. I felt I had to invent my own version of Dunwich, and so I created Sesqua Valley. I invented my own Great Old One –Ny-Rakath– and placed him in Ireland. Very few of those early tales were published, and the manuscripts for most of them have since been destroyed. Graeme Phillips recently published a wee chapbook of my early tales, SESQUA RISING, through his Cyaegha Press, but thankfully he printed only 50 copies and most of those were distributed in the Esoteric Order of Dagon apa. In the early days I wrote for the small press horror journals such as GRUE, DEATHREALM, and FANTASY MACABRE. Then Jeffrey Thomas collected some of my Sesqua tales for a chapbook he published. I then had a hardcover collection from Delirium Books published in 2003.

When the stars are right: Pugmire and Lovecraft meet

Do you read horror fiction?

No, I don’t read horror. I read classic literature, poetry, and biographies of writers.

 

How would you describe the developments in horror and weird fiction through the decades where you have been publishing fiction?

Because I read so little horror, I haven’t paid any attention to genre development. Most of the writers I have known are or were horror writers. Billy (Poppy) was my all-time favorite living horror writer, but he seemed to dislike being thus classified. He once bragged to me that in Europe his books are found in the literary section of stories, not in the horror section. I have absolutely no idea if horror is still a widely-selling market or who the modern authors are.

Paperback, Dark Regions Press 2016

What is on the horizon for you? Could you tell us something about what you are currently working on and where we will have a chance to read your fiction next time?  

I’m not doing too much writing of late. I’ll have two new books out this year, one a collaborative novel set entirely in Lovecraft’s dreamlands, and the other a major hardcover collection of my more recent work. Over the past couple years I’ve written for a number of mostly Lovecraftian anthologies, the newest-published of which is THE CHILDREN OF GLA’AKI. I’ve been hoping to write a book of stories influenced by the tales of Clark Ashton Smith, but so far I haven’t finished one story for it. I’ve had so many books published I feel that I can take a nice long break.

Thanks Wilum for taking your time for this talk.

Cheers

Martin

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Brian Lumley, The Clock of Dreams (1978): På dum tur gennem drømmeland

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

I ’78 fulgte Brian Lumley op på fortællingen om det utrolige makkerpar Titus Crow og Henri-Laurent de Marigny – Cthulhu mythos-genrens svar på Holmes og Watson. Lumley havde introduceret de to venner i en række tidlige noveller, men udviklede først for alvor figurerne i den korte roman The Burrowers Beneath, som slog hans navn fast blandt tidens førende mythos-forfattere. Jeg har ikke meget godt at sige om romanen, og heldigvis vovede Lumley sig ud af H. P. Lovecrafts slagskygge med seriens andet bind, der blev en fabulerende, pulpet fantasyroman, hvor Titus Crow fik lov at rejse gennem tid og rum for endelig at ende som guddommelig skabning i en dimension kaldet Elysia.

Romanens afslutning gjorde det ikke oplagt at fortsætte med Crow som hovedperson, og det tog Lumley også konsekvensen af, da han tre år senere havde afsluttet endnu et bind i serien. The Clock of Dreams ophøjer nemlig Crows højre hånd de Marigny til hovedpersonen, selvom Crow naturligvis også er med.

Paperback, HarperCollins 1997

Handlingen fører os denne gang ikke ud i verdensrummet, i stedet skal vi til de drømmelande, som Lovecraft skabte i en lille kreds af særdeles fine fortællinger med den episke The Dream-Quest of Unknown Kadath (skrevet mellem 1926 og ’27) som hovedværket.

Henri-Laurent de Marigny, der står i telepatisk kontakt med sin ven Crow, opfanger pludselig et nødsignal fra vennen, som vel at mærke ikke længere befinder sig på jordkloden. Trofaste de Marigny tøver naturligvis ikke et sekund med at komme sin kammerat til undsætning. Han kaster sig derfor ind i den utrolige, standerur-formede maskine, som Crow har brugt på sine rejser ud i verdensaltet.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

De Marigny aner ikke, hvor Crow befinder sig, så han sætter maskinen på en form for autopilot, lægger sig til at sove og håber at vågne i nærheden af vennen – for den slags kan urmaskinen. Næste stop er drømmeland, og vores hovedperson forstår nu, hvad det er for problemer, Crow er havnet i. Vennen og vennens mystiske kæreste Tiania er nemlig blevet taget til fange i byen Dylath-Leen, hvor de nu skal voldtages og ofres til selveste Nyarlathotep. De Marigny må tænke hurtigt, og naturligvis lykkes det ham da også i sidste øjeblik at få reddet sine venner. Nu gælder det om at flygte ud af drømmenes verden, uden Nyarlathotep får fingrene i dem. I resten af bogen hører vi Crow fortælle, hvordan han kunne være så dum at blive fanget, og hvordan de tre venner slipper tilbage til den vågne verden.

The Clock of Dreams er en ukompliceret eventyrfortælling, der nok engang bekræfter Lumley som opportunistisk plagiator, der med sine mythos-fortællinger fra 70’erne lukrerede på den medvind, Lovecraft oplevede. Bogen er et komplet sjæleløst produkt, der blindt imiterer uden at bidrage med andet end fladpandet pulp-action. Så er det sagt.

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Da Lovecraft skrev den kreds af historier, som vi i dag kalder for Dreamlands-historierne, skete det i løbet af en begrænset årrække, hvor han var intenst optaget af Lord Dunsanys eventyrlige fortællinger. Lovecraft skrev med andre ord, som bekendt, sine drømmenoveller som en form for imitation, men ingen vil kunne påstå, at der er tale om plagiater – snarere er der tale om en ekstremt frugtbar inspiration, der gav Lovecraft luft under vingerne til at skabe en både excentrisk og foruroligende form for fantasy, der fortsat i dag står som et unikt bidrag til den type litteratur.

Brian Lumley havde allerede imiteret de mere traditionelle Lovecraft-fortællinger i en række historier, og det er derfor ikke synderligt overraskende, at han derfor var fristet til også at bevæge sig ind i Dreamlands-kredsen. Det overraskende er imidlertid, hvor utrolig lidt Lumley har at byde på her. I tidligere bøger, som eksempelvis førnævnte The Burrowers Beneath, går Lumley til Lovecrafts såkaldte Cthulhu mythos med et selvstændigt blik på tingene, der gør han i stand til både at imitere men også at sætte sit eget fingeraftryk på genren. Sådan forholder det sig absolut ikke med The Clock of Dreams. Her fremstår Lumley helt og aldeles på udebane, ja vel nærmest hjælpeløs, fordi det ret hurtigt står klart for læseren, at han ganske enkelt trækker sine hovedpersoner gennem en direkte parafrase over de væsentligste af Lovecrafts Dreamlands-fortællinger. Han bruger med andre ord helt konkret beskrivelser og scener i sin roman, der er løftet fra Lovecraft og omdannet til en form for kludetæppe, der fører læseren omkring de mest ikoniske lokaliteter, figurer og scener fra Lovecrafts historier.

Paperback, Grafton 1992

Man skulle ikke tro, at det kunne blive mere sølle, men det kan det skam, for en ting er at plagiere skamløst, en anden ting er at gøre det med så ringe forståelse for forlæggets kvaliteter. Det er nemlig i selve sprogets tone og tekstens stemningsfrembringelse, at Lumley fejler mest. Den mekaniske afskrift fra Lovecraft, krydret med egne vendinger og andre ordstillinger, bliver ikke til andet end tomme, stemningsforladte konstruktioner, der mest af alt fremstår som hjælpeløse parodier, fordi de er blottet for kunstnerisk nerve eller indfølt glæde ved indholdet.

Hele romanen virker mest af alt som et eksperiment fra Lumleys side. Et forsøg på at give ”dreamlands-genren” en chance, men Lumley går fejl i byen her. For mens han måske var i stand til at sende mythos-fiktionen i en ny retning med et værk som The Burrowers Beneath, forstår han ganske enkelt ikke de tekster, som han her imiterede. Dreamlands-fortællinger lever ikke på grund af handling, men på grund af den poetiske iscenesættelse af det fremmedartede. Præcis det tog Gary Myers ud i yderste konsekvens, med sine dystre, smukke og makabre bud på drømmelandsfortællinger – Lumley magtede ikke det samme, og resultatet er en pinagtig fadæse. Heldigvis har han siden, mere eller mindre, holdt sig fra den gren af mythos-genren, så lidt selverkendelse har Lumley da i det mindste.

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, Tor 1997

Ebog, Gateway Books 2013