Tag Archives: Hardboiled crime

John Lymington, A Sword Above the Night (1962): En ganske forfærdelig omgang SF-gys

Paperback, Macfadden-Bartell 1971. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Nu kom det frem i en kommentar for nogen tid siden, at jeg har en tendens til at turnere ganske middelmådige eller slet og ret dårlige SF-romaner på her på bloggen. Til det kan jeg bare endnu engang erkende mig skyldig, for den roman, vi her skal se nærmere på, hører til blandt de dårligste bøger, jeg har læst i ganske lang tid. Det siger en del, hvis man følger med i mine skriverier, og det tragiske ved A Sword Above the Night er, at det ikke engang er en af de romaner, som får en ufrivillig underholdningsværdi. Den er slet og ret elendigt skrevet og samtidig gudsjammerligt kedelig. Værre kan det næsten ikke blive.

Handlingen fremstår længe bevidst kryptisk, men som vi kommer frem i historien, der udspiller sig i England, står det klart, at den i virkeligheden er ganske enkel. Det hele begynder, da politibetjenten John Adams, der i øvrigt hellere vil skrive SF-noveller end jagte kriminelle, tager ned til et landevejshotel for der at afhøre en af gæsterne, der muligvis er flugtbilist efter en ulykke i den nært ved liggende landsby samme nat. Manden, han skal afhøre, var rent faktisk skyld i ulykken, fordi han kørte døddrukken i bil. Nu forsøger skurken efter bedste evne at bortforklare hændelsen – hans bil blev stjålet og så fremdeles, alt imens han kæmper for at skjule sine enorme tømmermænd. Så langt så godt.

Paperback, Macfadden-Bartell 1971

Mystiske ting begynder hurtigt at udspille sig på hotellet, og med ét går det op for både betjenten og gæsterne, at de er blevet fanget. En form for elektrisk kuppel har lagt sig over stedet og dets nærmeste omgivelser. De kan se ud, men ikke komme gennem den elektriske grænse. Andre udenfor kan tydeligvis også se ind, men kan heller ikke komme gennem kraftfeltet.

Herfra udvikler handlingen sig i to spor. Dels følger vi hæren og nyhederne, der beretter om tilsvarende mystiske kupler, der er etableret rundt omkring i landet og regeringens forsøg på at trænge ind til dem, der er fanget.

John Lymington alias John Richard Newton Chance (1911 – 3. august 1983)

Dette spor fylder imidlertid ikke ret meget. Det vigtigste i handlingen er nemlig John Adams erkendelse af, at alle gæsterne, han er indespærret sammen med, er medlemmer af en bande, der har røvet en bank dagen forinden. De er en samling skruppelløse mænd og kvinder, der nu er indfanget med ordensmagten, og knap er de blevet afsondret fra verden, før bandens sammenhold begynder at smuldre og eskalere ud i skænderier, slagsmål og fraktioner.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1962.

Undervejs spøger vi os naturligvis, hvad der er skyld i disse ”kupler”; er det russerne? Kriminelle? Hvad kan det være? Svaret er, at det er onde rumvæsner, og romanens absolut eneste forsonende træk finder sted på den sidste side, hvor forfatteren skærer igennem og lukker sin fortælling med en herlig konsekvens, som dog ikke formår at rode bod på den katastrofe, han har udsat sin læser for.

Selve præmissen med den indespærrede bande, som isoleret og under pres går løs på hinanden, er et tidløst og genreløst greb. Romanen vi læser kunne eksempelvis lige så godt være en western. Som grundtype er fortællingen et trinbræt til en fortættet, psykologisk roman om mennesker, der smider masken og giver pokker i alle sociale konventioner. Sådan burde det i hvert fald være, men hos Lymington bliver dette så inkompetent og knudret formidlet, at vores engagement i de enkelte medlemmer af banden, samt ikke mindst hovedpersonen John Adams, er totalt fraværende. Som læser er man fuldstændig ligeglad med karaktererne, fordi man ikke har noget forhold til dem, og fordi det er svært at skelne dem fra hinanden.

Paperback, Corgi Books 1963

Der er ikke nogen tvivl om, at hele tanken om ”kuplen” og rumvæsnerne er et trick, en let forklaring, der skal holde gruppen fanget og samtidig noget, som skal føje et eksotisk spændingslag til en ellers realistisk fortælling. Desværre formår Lymington ikke at integrere de to spor, der næsten fremstår som to separate handlinger skrevet sammen. En krimi og idéen til en aldrig realiseret SF-roman, som er blevet belejligt splejset sammen. Man kan da også med fuld ret overveje om dette i det hele taget er en SF-roman, eller ”bare” en thriller/gyser med et eksotisk indslag i form af kontakt med væsner fra verdensrummet. Jeg hælder til dette.

Det mest interessante ved den øvelse er sådan set, at Lymington gør et forsøg på, uden at komme i mål, for at skabe en stemning af paranoia og gru, baseret på den dobbelt trussel; først og fremmest den indre konflikt, for hvem kan stole på hvem, inde i boblen, men samtidig er der den langt vigtigere og mere overhængende fare fra det ukendte, der har skabt hele situationen.

Paperback, Manor Books 1978

Ud af alt dette kunne der være kommet en spændende skrækroman, der med en simpel præmis ville få skabt et intenst persondrevet drama foran et bagtæppe af kosmisk gru. Det havde jeg gerne læst, men det havde krævet en forfatter, som er langt mere sofistikeret og dygtig end Lymington, der har svært ved at holde sammen på det hele. Handlingen smuldrer for ham efter få kapitler, eller rettere i det øjeblik, hvor den første konfrontation mellem betjenten og spritbilisten er overstået og de mere akutte problemer introduceres. Her blev det tydeligvis for meget for Lymington; for mange bolde i luften. Akavet kæmpede han for at jonglere det hele, men boldene endte på gulvet. Romanen er da også mere eller mindre glemt i dag, hvilket slet ikke er nogen skam.

A Sword Above the Night er en ærgerlig roman, fordi den spilder sit potentiale. Den ødelægger en god idé og forpasser en oplagt mulighed. Det er spildte, kreative kræfter og det er ganske trist at være vidne til. Øv.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964

2 kommentarer

Filed under Roman

Lars Ahn, Rød Høst (2018): Detaljernes labyrint

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

Lars Ahn har medvirket med noveller i et væld af antologier (mest sci-fi, fantasy og horror), og man kunne nemt fremhæve Ahns bidrag som værende blandt de måske to-tre bedste i en stor del af de udgivelser. I perioden 2006-2012, sådan cirka, kom der ubegribeligt mange antologier (alt for mange) fra småforlag, og efter at have læst min del, var jeg nået til en rutine, hvor jeg kun skimmede et par sider af de fleste noveller – størstedelen ubehjælpeligt rod til skrivebordsskuffen – for at springe frem til Lars Ahn eller A. Silvestris bidrag. For der var kvaliteten da nogenlunde sikret!

Ahn er nemlig uden tvivl en teknisk dygtig forfatter, der absolut ikke forfalder til den ’sproglige bolledej’, Martin belyste her på bloggen for nogle måneder siden. Hans sprog er enkelt og præcist og med hensyn til indhold har han på finurlige måder evnet at bryde formen igen og igen og serveret små, sære eksperimenter for sine læsere. Jeg husker livligt ”Mordene på Katarina” om en fyrs komplicerede forhold til sin real life sexdukke (det er en af Ahns bedste) og ”Blomstervanding”, der var skrevet i facebookopdateringer (vel og mærke før det blev skambrugt), og effektivt tegnede op hvor uhyggelig vores tidsalder er. Horroren er overalt! Sådanne eksperimenter kan fungere rigtig godt, men det er også en disciplin, hvor historiens idé er alfa og omega. Og deri ligger faren selvfølgelig for, at det bliver for idérigt og substansen kvæles. Det er da heller ikke alle Ahns noveller, jeg finder lige vellykkede, men det ligger til disciplinen, at det må være lidt hit and miss.

Med Ahns vampyrkrimi havde jeg en rimelig formodning om, at jeg ville kunne lide bogen, netop fordi jeg normalt føler mig i ret trygge hænder, når jeg ’starter på en Ahn’, men læsningen endte desværre i frustration og en længere klageliste.

Lars Ahn (født 1973)

Men først et par ord om handlingen, før vi dykker dybere ned i stoffet. I Rød Høst (opkaldt efter Dashiell Hammetts Red Harvest fra 1929) befinder vi os i en verden, hvor vampyrer – eller ’nattere’, som de kaldes – uforklarligt har eksisteret siden 1962. Vi får kort beskrevet årtier med stridigheder mellem mennesker og nattere, og først da blodsubstitutten ArtSangre (fedt navn) blev opfundet, dæmpede kampene sig. Spændingerne er der dog stadig, og i skyggerne lurer forskellige ekstreme grupper, der måske længes efter det store opgør.

Ahn sigter efter noirstilen med et persongalleri, der kalder hinanden ’knægt’, ’doc’ og kommer med udbrud som ’bullshit’ og ’no more mister nice guy’. Tonen er ærkeamerikansk, men miljøet er nærmere neutral grund, det kunne være Danmark, det kunne være Tyskland, det kunne være hvor som helst. Stednavne nævnes ikke, og personernes navne er af forskellig, international karakter. Dette synes jeg ikke er noget problem, det fungerer rimeligt. Vores hovedperson er kriminalbetjent og natter Gabriel, som bliver viklet ind i en mordsag, hvor en natterpige er blevet myrdet af en religiøs galning. Det hele trækker selvfølgelig tråde til diverse ekstremistgrupper, og i klassisk noirstil udfolder forviklingerne sig en masse.

Dog føles bogen ofte mere som science fiction end noir, og det skyldes den lidt for flittige world building. Her kommer så min første anke. De små, spekulative detaljer om samfundet fylder side op og side ned og kommer som perler på en snor. En meget lang snor. Det er jo klart en smagssag, hvor meget world building man bryder sig om. Horrorlæsere skyer det som regel og science fiction-læsere labber det i sig. Til en vampyrkrimi må jeg sige, at det blev for meget. Og man kan godt få den tanke, at det idérige fra Ahns noveller simpelthen ikke bærer til at blive strukket over de små 300 sider.

Paperback, Kandor 2017. Ahns novellesamling, der modtog prisen som årets danske horrorudgivelse i 2018

Det hjælper så heller ikke, at detaljerne som oftest er reduceret til fjollerier som f.eks. kister med pude og dyne, særlige rullegardiner til vampyrer, ArtSangre med hvidløgssmag (!) eller detaljer som at natterne effektivt afskaffede lukkeloven. Det meste skal selvfølgelig læses humoristisk, men kommer til at være uhensigtsmæssigt simpelt og giver en forstyrrende stemning af 12+ litteratur.

I den uundgåelige spejling af vores samfund, paralleller til fjendebilleder, racespændinger og demagoger, bliver samfundskritikken heller ikke særligt moden. Vi har for eksempel natterforeningen, Frie Borgere, der kæmper imod restriktioner og forbud for nattere. At Liberal Alliance er vampyrer, er en tanke jeg klart kan tilslutte mig, men det bliver simpelthen for åbenlyst og for fjollet. Samtidig er ’vampyrracismen’, som fylder en del, et gammelt tema, der næppe kan vække begejstring anno 2018. Jeg mindedes da også flere gange vampyrfilmen ”Daybreakers”, som der synes at være lånt lidt fra.

En anden manér, der blev mere og mere forstyrrende gennem læsningen, er den måde, universets illusion konstant brydes. Rød Høst er en bog med en meget stor bevidsthed om, at den er en bog. Igen og igen skal vi have at vide, at der altså ikke findes varulve og spøgelser, selvom der findes vampyrer, og Gabriel beretter, at han ikke kan forvandle sig til tåge eller en flagermus, men må tage sin bil. Der tales ret direkte ud til os læsere, i vores verden hvor vampyrer ikke eksisterer, og det skader universets troværdighed, da Gabriel jo netop beretter fra en verden, hvor nattere har været almindelige siden begyndelsen af 60’erne.

De konstante referencer til den fiktive vampyr er derfor forstyrrende. En karakter omtales som ’vor tids Van Helsing’ (en mærkværdig sammenligning, da Van Helsing er fiktiv). Der er vampyrjægere, der har taget navnet Abrahams (Van Helsing) Børn eller militsen, Valakiets Sønner. Det kommer til at virke fjollet med alle de referencer til Dracula, og værre bliver det, da der refereres til vampyrværker, som er udkommet efter 1962. En kvinde kaldes ironisk ’Vampirella’, og Gabriel erklærer, at det må være til stor skuffelse for paranormal romance-fansene at der som vampyr venter en tilværelse i cølibat. Sådan en kommentar skulle simpelthen være udslettet af en redaktør. For hvorfor skulle der overhovedet være opstået paranormal romance og Robert Pattinsons elskede sexdyr i en verden, hvor vampyren har været symbol på impotens siden starten af 60’erne? Her ville vampyrskikkelsen næppe dunste af erotik og gøre teenagepiger vilde i varmen.

Denne maner med disse metareferencer er især det, der får bogen til at virke som en øvelse, ude af stand til at ryste fanfiktionen og lillemiljøet af sig. Det er en hård kritik, men det skal ganske enkelt være bedre, med langt mindre nørderi og glimt i øjet, hvis et horrorværk skal kunne tages seriøst i bredere kredse. Hvor er redaktøren lige henne, spørger jeg …?

Selve krimiplottet med sine tusind forviklinger fangede mig heller ikke just. Nu skal jeg måske lige indskyde, at jeg absolut(!) ikke er krimilæser (men tænkte måske en vampyrkrimi ville gå).

Paperback, Perma Books 1956. Hammetts fantastiske klassiker med en en herligt periodetypisk forside fra 50’erne. Det kræver sin mand at spille op imod Hammett værk

Under læsningen kunne jeg næsten se opslagstavlen med tegnestifterne og snorene, der forbinder de mange plotelementer, som er i spil, men jeg følte mig på intet tidspunkt inddraget og kedede mig det meste af turen. Havde personerne så fanget, men nej. Gabriel danner umage makkerpar med betjenten, Helena Ravn. Meget klassisk, men det bliver for lidt til at holde koncentrationen. Gabriel er, som alle nattere, aseksuel og desuden uskyldigheden selv, på trods af mange år på natholdet. Karakteren er ganske enkelt for tør, og da spændingerne mellem ham og Ravn ikke kan føre nogen vegne, bliver det kedsommeligt. Selv ikke da Gabriel smager rigtigt blod, fører det videre. Her havde jeg håbet, at dyret vågnede, men intet sker desværre.

Rød Høst var absolut en skuffelse. Jeg havde håbet på hårdkogt vampyrnoir, men min oplevelse var en lidt kedelig krimi parret med en meget detaljerig sci-fibog med fanfiktionens referencer og glimt i øjet. Det er ikke en elendig bog – til det er Ahn dog for sprogligt stærk – og jeg er sikker på, at krimilæsere vil være mere positivt stemt, men den markerer bestemt heller ikke de seriøse horrorbevægelser, jeg gerne så.

Til sidst skal lyde en kritik af forlagets groteske reklamesider sidst i bogen. Der går jo rent Bilkakatalog i den! En af forlagets andre udgivelser Randvad lanceres med følgende tekst: ”NU TRYKT I 2. OPLAG. 1. OPLAG UDSOLGT PÅ KUN TO MÅNEDER.” Unødvendigt kræmmeragtigt og meget morsomt, når det er almen viden, at småforlag typisk trykker i 200 eksemplarer. Til allersidst får vi en side med teksten: ”Kunne du lide Rød Høst? Så husk at fortælle vidt og bredt om bogen – på sociale medier, til venner, familie, bekendte.” Ikke meget anderledes end de internetshops, der minder os om at smide en femstjernet Trustpilot-anmeldelse … Det kan også bare blive for poppet!

– Af Jonas Wilmann

4 kommentarer

Filed under Roman

Engel af navn, ikke af indhold

Paperback, Phantom Books 1958

Lidt ad omveje kom jeg til at tænke på engle og pulplitteratur forleden. Ser man generelt på navnlig skræk- og mystik-enden af genrefiktionen, er det ikke udsædvanligt at finde noveller, der på en eller anden måde rummer engle. Der er de gode engle, der træder frelsende til i sidste øjeblik, og så er der de hævnende engle, der gør gammel gæld op. Sidstnævnte er naturligvis en noget mere grum udgave af de førstnævnte engle.

Angels on Earth, juli-august 2012

Begge historier er ikke desto mindre lige velafprøvede og uinteressante, selvom de på ingen måde er ens i udtrykket. Noget taler imidlertid for, at engle-fortællingerne generelt allerede i 1920’erne og 30’erne var blevet en kliché, som ikke tålte alt for meget opmærksomhed. Det er således slående, at man bedømt ud fra magasinernes forsideillustrationer nærmest ikke finder nogen engle i bladene. Det snyder imidlertid, for novellerne er der, de bliver bare ikke promoveret og derfor mere eller mindre forbigået i tavshed.

West end Detective, no. 31, 1956

Samtidig kan man konstatere, at englen som metafor er udsædvanlig populær i pulpfiktionens titelunivers; specielt i krimi-genren. Faldne engle og engle-allusioner, der spiller på forholdet mellem tilsyneladende uskyldighed og indre drifter, er enorm. Noget der især bliver brugt om kvinder, hvilket burde fremgå med al tydelighed ud fra det udvalg, som du ser i indlægget her.

Strange Detective Mysterie, november 1943

De egentlige engle skal man således kigge langt efter, mens legen med idéen om englen nærmest er tilstede i så overvældende en grad, at det uden tvivl også må udpeges som en pulptrope, der går på tvær af genrer og stil. Her er der imidlertid tale om engle af navn, ikke af indhold, hvilket man kun kan være taknemmelig for. Historierne og de egentlige engle er nemlig som oftest dødsyge. Næh, så er der generelt mere fest og farver hos Satan og hans dæmoner.

Paperback, Signet Books 1962

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Popular Library 1959

Paperback, Popular Library 1958

Paperback, Pan Books 1961

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Gold Star Books 1965

Paperback, Gold Medal Books 1957

Paperback, Ecstasy Books 1951

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1947

Paperback, Century Mysteries 1952

Paperback, Bantam Books 1950

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Ace Books 1969

Marvel Tales, december 1939

Angels and Heavenly Visitations (The Best of FATE Magazine), 2014

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Whitley Strieber, The Wolfen (1978): Ulve løs i Laksegade

Paperback, Coronet 1979

Så er jeg tilbage fra en lille efterårsferie med et indlæg om en bog, som Patrick Leis allerede har fortalt om på bloggen.

Whitley Strieber debuterede som romanforfatter med en radikal nyfortolkning af varulvemyten, og den slyngede ham straks ind på bestsellerlisterne. Med sin skrækroman plantede Striber sig imidlertid solidt i krimigenrens univers. Det gør, at bogen umiddelbart fremstår betydeligt mindre nichepræget end den meste andet skræklitteratur, og det er uden tvivl baggrunden for romanens succes. Mere om det senere.

Historien udspiller sig i et vinterkoldt New York, hvor to betjente bliver brutalt myrdet på et afleveringssted for skrottede biler. Læseren er med under mordet og ved, at de to betjenet blev offer for nogle ulvelignende væsner, og den sandhed går efterfølgende også op for opdagerne, som nu forsøger at finde ud af, hvad der skete med betjentene. Det umage makkerpar Becky Neff og George Wilson får således til opgave at opklare dobbeltmordet, og det fører dem ud på en opgave, der viser sig at være mindst lige så dødbringende, som den er utrolig.

Paperback, Coronet 1979

De to betjente fra drabsafdelingen kan nemlig, til deres forbløffelse, konstatere, at der efter al sandsynlighed lever et kobbel af intelligente ulvelignende væsner i New Yorks gader, der skjult for verdens søgelys har kunnet overleve som jægere med de hjemløse og svaglige som bytte. Angrebet på betjentene var en fejl, og nu er ulvene – ”The Wolfen”, som en zoolog døber dem i bogen – blevet afsløret. I stedet for at flygte beslutterne ulvene sig for at tage kampen op imod Neff og Wilson, før de to betjente får spredt deres historie. Jægerne bliver pludselig byttet, og romanen igennem udfolder Whitley Strieber et kompleks vendespil, hvor det konstant bølger frem og tilbage, hvem der har overhånden – betjentene eller ulvene.

Man mærker som sagt straks på de første sider, at The Wolfen ikke er nogen almindelig skrækroman. Tonen er ganske vist rå, og Strieber presser stemningen i retningen af klassisk gru, men handlingen er først og fremmest indsvøbt i alle den hårdkogte krimis troper. Man kan med lethed udskifte ulvevæsnerne med en bande farlige forbrydere, og romanen ville stadig fungere, fordi teksten først og fremmest handler om opklaringsarbejde og personrelationerne mellem Neff og Wilson såvel som Neff og hendes kæreste.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Strieber svælger i politijargon og filmiske attituder, der både sætter troværdigheden og tålmodigheden på prøve, fordi han serverer sin pulpfortælling uden kritisk filter eller ironisk distance til klichéerne. Formen må også siges at blive udfordret af selve præmissen for bogen, nemlig at to betjente jagter ulvevæsner i New York, uden dette påvirker dem synderlig meget i deres tilgang til arbejdet. For at holde spændingen i kog må Strieber også gribe til det stadigt mere utroværdige greb at isolere sine to hovedpersoner. ”The damn brass” i politisystemet gør således alt for at forhindre deres opklaringsarbejde til trods for de ganske sensationelle ting, som betjentene opdager. Vores to hovedpersoner er imidlertid insisterende og går derfor, selvfølgelig, op imod systemet.

Sprogligt falder The Wolfen let og uelegant, men Strieber har sans for stemning, og det lykkes ham flere steder at piske så meget intensitet sammen, at han faktisk griber sin læser. Som eksempelvis da Neff og Wilson trænger ind i et forladt hus for at se, om ulvene skulle gemme sig der. De ved ikke, at de er gået i en fælde, og at væsnerne lurer på betjentene i mørket. Her har Strieber solidt fat i os og formår meget overbevisende at skabe nervepirrende intensitet af den fineste slags.

Hardcover, William Morrow 1978. Romanens 1. udgave

Det mest bemærkelsesværdige ved Striebers tilgang til romanen er tydeligvis ikke hans litterære kvaliteter, men snarere det faktum, at han med sin bog forsøger at skabe en helt naturlig forklaring på det, der dybest set fremstår som en fortælling om overnaturlige væsner. Vi får dermed leveret en naturvidenskabelig forklaring, så der rent faktisk opstår en form for logisk realisme i teksten, der spiller sammen med krimigenrens jordbundne form. Selvom man umiddelbart forventer det, er der er med andre ord ikke tale om nogen overnaturlig historie, men nærmere en eksperimenterende genrehybrid.

Striebers roman sniger på den led næsten ubemærket gyset ind i noget, der først fremstår som hårdkogt thriller, men trækker omvendt også gyset ind i en helt ordinær politi-roman, så både krimi-og skrækentusiaster slynges rundt mellem genretroper og hovedparten af tiden læser noget andet end det, de tror.

Paperback, Bantam Books 1979

Mere interessant er det imidlertid, at Whitley Strieber har taget inspiration fra Jack Londons roman White Fang og indføjet små kapitler i sin roman, hvor vi følger livet og tankerne blandt ulvevæsnerne. Han portrætterer med andre ord væsnernes psykologi efter samme mønster, som London benyttede i sit ulveportræt fra 1906. Hos London fungerede dette fint, men i Striebers tilfælde fungerer det endda bedre, fordi væsnerne, der beskrives, rent faktisk er intelligente og ikke kunstigt må tilføres menneskelignende bevidsthed, som London gør det. Dette gør de små scener blandt væsnerne til stærke og stedvist ganske forstyrrende og fremmedartede oplevelser, der må betragtes som ganske vellykkede i portrættet af en fundamental ikke-menneskelig bevidsthed.

Strieber beviste senere i andre sammenhænge, at han kunne skrive fiktion med mere interessant prosa, men i debutromanen er der tale om et sprog og en historiefortælling, der først og fremmest er drevet af metafortunge beskrivelser og livstræt, klichéfyldt dialog, som de fleste læsere vil føle sig bekendte med. The Wolfen er da også ganske ukompliceret og langt hen ad vejen uinteressant. Men takket være de små afsnit om væsnernes psykologi serverer Strieber en roman, der ikke bare kan reduceres til jævn bestsellergrød, men også må tilskrives et vist elmenet af nytænkning, der peger frem mod 80’ernes glæde ved seriemodergys, hvor netop selvsamme krimi-æstetik også udfoldes. At lade Strieber få æren for den bevægelse er for meget sagt, men hans The Wolfen er afgjort et trin på vejen.

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Avon Books 1988

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Morten Ellemose, Killer Killer (2014): Fjollet og triviel

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

H. Harksen Productions har efterhånden for alvor fået serien af gotiske krimier skudt i gang. For ikke ret lang tid siden udkom to nye romaner, og der skulle være flere bøger på vej. Jeg synes, idéen bag serien er ganske fremragende, fordi fusionen mellem krimiens tematik og gotikkens æstetik potentielt kan flytte romanerne nye steder hen og skabe noget meget potent. Det skete imidlertid ikke med seriens første bind, Killer Killer, der falder igennem med et brag. Som nogen sikkert vil vide, havde bogen en lidt uheldig start på livet, men det er sådan set ikke så vigtigt her. De konkrete fejl i bogen, der stadig er en del af i den reviderede udgave, er nemlig absolut det mindste problem.

Jeg har ikke læst noget af Morten Ellemose før, men jeg kan forstå, at han har vundet sine sporer på krimiserien Manus Albino, skrevet i samarbejde med broderen Søren. En serie, der tilsyneladende indeholder en række af de samme elementer, som går igen i Morten Ellemoses solodebut.

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Killer Killer udspiller sig i New York, hvor seriemorderen Angelface huserer. Den geniale morder har undveget politiets undersøgelser til trods for, at man både har sat den hærdede veteran Anatoly Barritsch på sagen og den unge, smukke profiler Karen Walsh. Religiøse referencer i mordene får politiet til at kontakte den excentriske akademiker Mordechai Rheingold, der på sin egen bagvendte facon hjælper dem videre. Sagen er imidlertid kompliceret, fordi der åbenbart er to seriemordere på spil på samme tid, og det viser sig snart, at Mordechai er en af de to. Tingene spidser til, og politiet har brug for Mordechai, hvis de skal fange Angelface. Deraf bogens titel – Mordechai er en ”killer”, der dræber andre ”killers”. To geniale seriemordere jager derfor hinanden, mens betjentene så godt som muligt forsøger at følge med i en sag, hvor man aldrig helt ved hvem, der er til at stole på, og hvem der mon bliver det næste offer.

Thomas Harris tilsat et drys Dan Brown beskriver mere eller mindre Morten Ellemoses roman. En roman, der irriterer mig fælt, fordi det er bøger som denne, der gør det så uendeligt vanskelig at få folk til at tage dansk genrefiktion seriøst. Killer Killer fejler stort set på alle fronter. Sprogligt er den slet og ret ubehjælpelig i sin dialogdrevne form og blottet for enhver leg med ord og sproglig ambition. Sterilt og ubehjælpeligt viderebringer Ellemose sine tablauax-agtige glimt fra et utroværdigt New York i en endeløs række af indholdsmæssige (filmiske) klichéer. Stort set alt i bogen er så fortærsket eller åbenlyst lånt andre steder fra, at man tager sig til hovedet.

Morten Ellemose (født 1972)

Morten Ellemose (født 1972)

Mest latterligt er den geniale Mordechai, der tydeligvis har været Ellemoses helt store darling. Han kan alt og gør, som det passer ham. En super-Hannibal Lecter, der med sine lange, floromvundne monologer er noget af det mest anstrengende, jeg har læst i meget lang tid. Alene hans navn siger jo næsten det hele.

Som krimi betragtet bevæger romanen sig, vanen tro for seriemorder-genren, ind i grumt terræn. Mordene skildres ekstremt brutalt, men selv her formår Ellemose ikke at løfte opgaven. Den utrolige, sadistiske kreativitet, som morderne (altså forfatteren) har udtænkt for deres ofre, bliver ganske enkelt fjollet, fordi det glider over i det manierede. Naturligvis skal den kastrede Angelface kneppe sine ofre med en kniv spændt på skridtet osv. Den slags, troede jeg egentlig, vi havde udlevet i 90’erne, men åbenbat ikke. Ellemoses idéer er i hvert fald afprøvet til hudløshed andre steder – eksempelvis i den tidstypiske Mantis, som jeg allerede har skrevet lidt om her på bloggen.

Paperback, Byens Forlag 2010

Paperback, Byens Forlag 2010

Men nu må vi huske, at bogen er udsendt som gotisk krimi. Det er svært at forstå. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste definition på gotik, som ville favne Ellemoses roman. Om det er krimigys, gys eller slet og ret en thriller kan være hip som hap, gotisk, det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan godt forstå, at et lille forlag som Harksens kan ønske sig at få anpart i den populære krimigenre, og måske ad den vej trække nye læsere til forlagets andre udgivelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor en bog som Killer Killer er blevet udgivet. Den gør det stik modsatte af det, som hele ”gotisk krimi”-konceptet har til formål. Den leverer en ringe krimi, der tilmed trækker gotikken med ned i skidtet. For små forlag, der udgiver genrefiktion, må kvalitet være et adelsmærke. Det er kun gennem kvalitet, at vi kan åbne øjne for genrefiktionens potentiale hos andre end de allerede begejstrede. Hvis vi gerne vil have, at flere folk skal læse gotik(gys), må vi overbevise dem med romaner, der betager og stimulerer. Killer Killer gør ikke noget som helst i den retning. Bogen bekræfter i stedet alle de fordomme, som man kunne have om genrefiktionens tåbeligheder og dermed også indirekte de små forlags manglende dømmekraft. Det, er meget beklageligt.

Brødrene Søren og Morten Ellemose

Brødrene Søren og Morten Ellemose. Foto af Mette Camilla Melgaard 

Der er således ikke meget positivt at sige om Killer Killer. En ting vil jeg dog give Morten Ellemose – hans ganske korte kapitler er tilrettelagt kyndigt i forhold til læserytmen. Hvert kapitel slutter på en måde, så man nysgerrigt snupper et til. Ikke fordi det er underholdende, men fordi det slet og ret er svært at se væk fra det ulykkessted, som bogen udgør.

Killer Killer er måske ikke ren elendighed, men den repræsenterer afgjort den absolut mindst fordringsfulde form for romankunst, som jeg kan forestille mig, og derfor har jeg ikke ret meget sympati for den. Elendig?  Nej ikke helt, men det er en dum, dum bog, som hverken forfatteren, forlæggeren eller bogejeren kan være stolt af.

 

 

10 kommentarer

Filed under Roman

Kriminalitet betaler sig tydeligvis ikke…

Det hæderkronede pulpmagasin Crime Does Not Pay, der blandede tegneserier, noveller og faktuelle artikler, var et stort krimiblad i 1940’erne. Kæmpestort faktisk, men bladet måtte dreje nøglen om som stort set alle andre gamle pulpmagasiner i løbet af 50’erne, hvor branchen havde ændret sig, og paperback-formatet hastigt var på vej frem.

Den udvikling er velkendt, og vi ikke skal snakke mere om den her. I stedet vil jeg bare vise en sjov forandring, nemlig den transformation, som Crime Does Not Pay-bladet havde gennemgået, da det genopstod fra de døde magasiners land i slutningen af 60’erne. Bladets nye inkarnation levede kun kortvarigt, men solgte sig på nogle ekstremt brutale forsider. Faktisk med nogle af de mest voldelige eksempler jeg kender fra pulpmarkedet.

Bladet synes derved på smukkeste vis at indvarsle den rå tone, der kom til at præge genrefiktionen i 70’erne. Brutalitet, blod, nøgenhed og sex kom på forsiden i eksplicitte former, som man hidtil kun havde kunnet antyde. Svesken kom på disken, og husarerne fik for alvor noget at kigge på.

Det genopstandne Crime Does Not Pay-blad var pludselig blevet et farligt magasin i ’69, der for alvor udfordrede god smag – og det gør forsiderne vel stadig. Jeg tror i hvert fald ikke, at et blad med de forsider, som du ser her, ville gå upåagtet hen nede i den lokale kiosk. Absurde, det er billederne, men absolut også satans fede!

Først får du her nogle eksempler på tilforladelige forsider fra 50’erne, hvor bladet havde sin svanesang.

 

Crime Does Not Pay, september 1953

Crime Does Not Pay, september 1953

Crime Does Not Pay, maj 1954

Crime Does Not Pay, maj 1954

Crime Does Not Pay, juli 1953

Crime Does Not Pay, juli 1953

Og så bliver det sjovt. Her kommer det genopstandne magasins hårdkogte billeder. Hvabehar!

Crime Does Not Pay, september 1969

Crime Does Not Pay, september 1969

Crime Does Not Pay, oktober 1970

Crime Does Not Pay, oktober 1970

Crime Does Not Pay, juni 1970

Crime Does Not Pay, juni 1970

Crime Does Not Pay, august 1970

Crime Does Not Pay, august 1970

 

Crime Does Not Pay, april 1970

Crime Does Not Pay, april 1970

Crime Does Not Pay, december 1969

Crime Does Not Pay, december 1969

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Brutale krimigys på forsiden

Front Page Detective, oktober 1982

Front Page Detective, oktober 1982

Jeg er egentlig ikke den store krimifan, men nu forholder det sig jo sådan, at kriminalgenren er omtrent lige så bred og diffus som eksempelvis horror- og SF-genren. Dermed også sagt, at der findes et utal af gråzoner og stemningsmæssige overlap, hvor krimien ikke lader sig klart adskille fra førnævnte genrer, og jeg har da derfor også læst min del krimier efterhånden. Siden 90’erne har krimilitteraturen, som bekendt, oplevet en støt stigende popularitet, og bøger med ganske rå, voldsomme handlinger og situationer har fundet vej ind på de danske natborde.

Front Page Detective, september 1972

Front Page Detective, september 1972

Bestialske drab og vold er blevet mainstream, vel at mærke så længe det ikke kaldes horror, til trods for at ugerningerne på ingen måde står tilbage for gysergenrens mere bloddryppende sider. Det er imidlertid ikke noget nyt. Den amerikanske krimi har altid trukket på voldsomme scener, og især den pulpede krimi har stået fadder til meget af det, vi ser i den kriminallitteratur, der udgives nu.

Front Page Detective, oktober 1969

Front Page Detective, oktober 1969

Et sjovt sted, hvor det ses, hvordan krimigenren synes at trække på gyset, kan iagttages på forsiderne af det sejlivede pulpmagasin Front Page Detective. Magasinet blomstrede første gang i slutningen af 1930’erne, hvorefter det døde og vendte tilbage som et af de førende på krimimarkedet.

True Detective, oktober 1975

True Detective, oktober 1975

Bladet indeholdt en blanding af faktuelle artikler om politiarbejde, beretninger om kriminalsager og naturligvis kriminalfiktion. I sig selv ganske kedeligt, hvis du spørger mig. Forsiderne er imidlertid en sag for sig. Her begyndte bladet i løbet af 60’erne at arbejde med en stadigt mere pågående stil, der ikke alene skulle sende en gysen gennem læseren, men naturligvis også ægge til køb af bladet gennem løfter om særligt voldsomme og makabre ugerninger. Det vil især sige billeder af stakkels kvinder, der udsættes for det ene mere sadistiske overgreb end det andet.

True Detective, februar 1966

True Detective, februar 1966

Der ligger stor kreativitet bag ugerningernes variationer, men man fornemmer alligevel en kredsen om den håndfaste håndtering af kvinden. Der vises således kvælninger, dolkninger og slag, mens pistoler og geværer fylder mindre. Det handler om det ubehagelige møde med morderen på klods hold og dermed også om slet skjulte seksuelle magtrelationer mellem mand og kvinde. Front Page Detective står ikke tilbage for tidens exploitation-film og trækker i høj grad på samme ambivalente blanding af moralsk forfærdelse og lystbetonet entusiasme.

Front Page Detective, oktober 1973

Front Page Detective, oktober 1973

Det er ganske enkelt formidabel underholdning at studere bladets forsider og læse de små appetitvækkere, der ledsager forsidebilledet. Absurd og grotesk må man nok sige. Desværre står bladets indhold ikke mål med forsiderne, men sådan er det jo meget ofte i pulpens verden.

Front Page Detective, oktober 1972

Front Page Detective, oktober 1972

Dyk ned i billederne. Jeg har for en god ordens skyld bragt nogle af Front Page Detectives ældre forsider, før bladet for alvor begyndte at blive kulørt og ligeledes inkluderet et par forsider af de blade, som forsøgte at komme ind på det lukrative krimimarked. Ingen af konkurrenterne kom dog op på siden af Front Page Detectives popularitet og med de forsider må det siges at være fuldt berettiget.

Velkommen tilbage, kære læser.

Front Page Detective, oktober 1968

Front Page Detective, oktober 1968

Front Page Detective, oktober 1967

Front Page Detective, oktober 1967

Front Page Detective, oktober 1939

Front Page Detective, oktober 1939

Front Page Detective, november 1984

Front Page Detective, november 1984

Front Page Detective, marts 1976

Front Page Detective, marts 1976

Front Page Detective, marts 1975

Front Page Detective, marts 1975

Front Page Detective, marts 1938

Front Page Detective, marts 1938

Front Page Detective, maj 1978

Front Page Detective, maj 1978

Front Page Detective, maj 1955

Front Page Detective, maj 1955

Front Page Detective, juni 1976

Front Page Detective, juni 1976

Front Page Detective, juni 1971

Front Page Detective, juni 1971

Front Page Detective, juli 1975

Front Page Detective, juli 1975

Front Page Detective, juli 1971

Front Page Detective, juli 1971

Front Page Detective, juli 1939

Front Page Detective, juli 1939

Front Page Detective, januar 1974

Front Page Detective, januar 1974

Front Page Detective, december 1979

Front Page Detective, december 1979

Front Page Detective, august 1936

Front Page Detective, august 1936

Front Page Detective, april 1982

Front Page Detective, april 1982

Front Page Detective, april 1973

Front Page Detective, april 1973

Crime does Not Pay, september 1969

Crime Does Not Pay, september 1969

Crime Does Not Pay, oktober 1970

Crime Does Not Pay, oktober 1970

 

Crime Does Not Pay, december 1969

Crime Does Not Pay, december 1969

Crime Detective, august 1976

Crime Detective, august 1976

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

William Hjortsberg, Falling Angel (1978): En djævelsk god bog…

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Da William Hjortsberg skrev Falling Angel, var det delvist som en erindringsbog, der førte ham tilbage til sin barndoms New York. Romanen foregår i 1959 og udspiller sig med andre ord i gader og på steder, som indgår i Hjortsbergs barndomsgeografi. Måske fordi byen har en så vigtig rolle i romanen, valgte Hjortsberg at skrive sin historie i Chandlers og Hammetts hårdkogte ånd. Byen bliver således set gennem den hvileløse detektivs tørt konstaterende øjne. Kriminalhistorien fik imidlertid en uventet drejning i retning af et okkult mysterium, hvor der trækkes vod i nogle af gysergenrens klassiske temaer.

Resultatet er en banebrydende genresammensmeltning, der efterfølgende har dannet skole. Hjortsbergs kobling mellem hårdkogt krimi og gys var ganske enkelt uset, før han skrev sin spændingsroman og hold fast, hvor er Falling Angel blevet en god bog.

Paperback, Arrow Books 1980

Paperback, Arrow Books 1980

Historien er bygget op omkring Harry Angel, en fordrukken privatdetektiv, der har set bedre dage. Han bliver lidt overraskende hyret af den mystiske forretningsmand Louis Cyphre til at opspore crooneren Johnny Favorite, der havde sin storhedstid før Anden Verdenskrig. Favorite burde være indlagt på et sanatorium uden for New York, men sangeren er forsvundet fra stedet, og nu skal han findes.

Sagen fører hurtigt Angel ind i et uoverskueligt net af intriger, der genren tro konstant kontrasterer samfundets korrupte top med gadens småkriminelle eksistenser. Vores uheldige detektiv kommer også vidt omkring i byen og begynder gradvist at finde spor, der peger på en eller anden form for okkult sammenhæng, der knytter sagens involverede sammen. Voodoo kommer hurtigt på bane, men samtidig har Hjortsberg også lagt så mange små hentydninger ind i teksten, at der ganske åbenlyst også er en mørkere sandhed under overfladen. En sandhed, der peger på sataniske aktiviteter blandt New Yorks jetsettere.

William Hjortsberg (født 1941)

William Hjortsberg (født 1941)

Som sagen udfoldes er der dog to spørgsmål, som bliver mere og mere presserende. Hvem er Angels arbejdsgiver egentlig, og hvorfor er denne Cyphre i virkeligheden så interesseret i at få opsporet den forsvundne sanger?

Falling Angel er skrevet med en næsten slavisk, stilistisk nøjagtighed i forhold til bogens litterære forbilleder. Med tanker på eksempelvis James Ellroys manierede og ganske trættende fortolkning af samme hårdkogte genre kunne man frygte, at Hjortsbergs roman ville være en livløs pastiche. Men her kan man blive glædeligt overrasket, fordi Falling Angel er fyldt med et nærvær, der gør den til alt andet end et plagiat. Mange har mere eller mindre talentløst kopieret Chandler et al., men Hjortsberg gør det på sin egen, overbevisende måde.

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hjortsberg har fat i de små detaljer (der hvor djævlen gemmer sig!) og befolker fortællingen med farverige, stille eksistenser, der fylder romanen med længsel og vemod. Falling Angel er svøbt i følelsen af savn og drømme om det, der var engang. Bogen har en stemning af at være uden for sæson; ligegyldigt om det er Coney Islands forblæste, lukkede forlystelser eller en by fyldt med mennesker, der hellere vil tale om de glade dage før krigen end der, hvor de er nu.

Stille tristesse er en rammende betegnelse for Hjortsbergs beskrivelser af Angels odysse gennem et New York af i går. Som det bør og hører sig til i genren, bliver han spillet som kastebold mellem bøller og rigmænd uden at forstå ret meget af, hvad der sker omkring ham, men uanset hvor han havner, er tonen og budskabet det samme. De gamle dage var de glade dage og sangeren Johnny Favorite et ubehageligt pust fra fortiden, som forstyrrer illusionen om fordums gyldne tider.

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

I sig selv kunne alt dette sådan set være grundlag for en fremragende roman, men Hjortsberg løfter det hele endnu højere ved at føje ekstremt grumme passager ind i bogen. Derved ruskes der igennem blodige intermezzoer op i den stille historie – en uheldig jazzmusiker bliver eksempelvis kvalt i sin egen afskårne penis! Kradse sager må man sige.

Det okkulte bliver også ved at stikke næsen frem, men forbliver uforklaret længe, fordi vores privatdetektiv dybest set ikke aner noget som helst om den slags. Og til sidst, da vi godt aner, hvor det hele bærer hen, lader Hjortsberg os gennemleve bogens måske ubarmhjertigste scene i New Yorks undergrund. Uden at blinke serverer han en stærk kulmination på Angels jagt, der føjer bogens mange stemninger sammen til en grum, grum helhed.

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

En af grundende til, at Fallling Angel fungerer så godt, som den gør, er, fordi Hjortsberg bruger det hårdkogte, pulpede som middel til at fortælle af noget helt andet end det, vi egentlig forventer. Først tror vi, det handler om at opspore en forsvunden sanger, så tror vi, at det handler om at optrevle et okkult selskab, og begge dele er korrekt, men i virkeligheden bogens egentlige ærinde underordnet. Det, Hjortsberg nemlig gør med sin roman, er at udforske nostalgiens og sentimentalitetens væsen.

Han bruger Angel som modus for en rejse rundt i sit eget erindringsunivers og viser os et persongalleri, der alle som en længes efter fortiden. De længes og savner, og med savnet kommer drømme om at vende tilbage til det, der var eller at genoplive det forgange. Vi møder det samme motiv igen og igen, om det så er gennem den aldrende rigmand Krusemark, der gør hvad som helst for at holde sig ung, eller Johnny Favorite, der opsøger okkulte hemmeligheder i håbet om uforanderlighed. Væsentligst er imidlertid Angel selv, der konstant tænker tilbage på sit tidlige liv og møder en mur af tomhed. Hvem var jeg og hvem er jeg nu, spørger han implicit sig selv, mens han ramler gennem et mindernes New York.

Paperback, Warner Books 1986

Paperback, Warner Books 1986

Jeg vil på ingen måde kalde Falling Angel en horrorroman. Ikke desto mindre har den litterære hamskifter Hjortsberg lånt horrorgenrens fjer og udstyret sin fortælling med så meget dyster kant, at han skabte noget unikt. Falling Angel er ganske enkelt et mesterværk, der skjuler subtil følsomhed under en hårdkogt, pulpet facade. Intet i romanen er, hvad det giver sig ud for at være, og det samme gælder selve teksten. Men uanset hvordan man vender og drejer teksten, er der tale om en helt og aldeles fremragende bog.

Paperback, St. Martin's Paperbacks 1996

Paperback, St. Martin’s Paperbacks 1996

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, Open Road Media 2012

Paperback, Open Road Media 2012

 

4 kommentarer

Filed under Roman