Tag Archives: HarperCollins

Brian Lumley, The Clock of Dreams (1978): På dum tur gennem drømmeland

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

I ’78 fulgte Brian Lumley op på fortællingen om det utrolige makkerpar Titus Crow og Henri-Laurent de Marigny – Cthulhu mythos-genrens svar på Holmes og Watson. Lumley havde introduceret de to venner i en række tidlige noveller, men udviklede først for alvor figurerne i den korte roman The Burrowers Beneath, som slog hans navn fast blandt tidens førende mythos-forfattere. Jeg har ikke meget godt at sige om romanen, og heldigvis vovede Lumley sig ud af H. P. Lovecrafts slagskygge med seriens andet bind, der blev en fabulerende, pulpet fantasyroman, hvor Titus Crow fik lov at rejse gennem tid og rum for endelig at ende som guddommelig skabning i en dimension kaldet Elysia.

Romanens afslutning gjorde det ikke oplagt at fortsætte med Crow som hovedperson, og det tog Lumley også konsekvensen af, da han tre år senere havde afsluttet endnu et bind i serien. The Clock of Dreams ophøjer nemlig Crows højre hånd de Marigny til hovedpersonen, selvom Crow naturligvis også er med.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Handlingen fører os denne gang ikke ud i verdensrummet, i stedet skal vi til de drømmelande, som Lovecraft skabte i en lille kreds af særdeles fine fortællinger med den episke The Dream-Quest of Unknown Kadath (skrevet mellem 1926 og ’27) som hovedværket.

Henri-Laurent de Marigny, der står i telepatisk kontakt med sin ven Crow, opfanger pludselig et nødsignal fra vennen, som vel at mærke ikke længere befinder sig på jordkloden. Trofaste de Marigny tøver naturligvis ikke et sekund med at komme sin kammerat til undsætning. Han kaster sig derfor ind i den utrolige, standerur-formede maskine, som Crow har brugt på sine rejser ud i verdensaltet.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

De Marigny aner ikke, hvor Crow befinder sig, så han sætter maskinen på en form for autopilot, lægger sig til at sove og håber at vågne i nærheden af vennen – for den slags kan urmaskinen. Næste stop er drømmeland, og vores hovedperson forstår nu, hvad det er for problemer, Crow er havnet i. Vennen og vennens mystiske kæreste Tiania er nemlig blevet taget til fange i byen Dylath-Leen, hvor de nu skal voldtages og ofres til selveste Nyarlathotep. De Marigny må tænke hurtigt, og naturligvis lykkes det ham da også i sidste øjeblik at få reddet sine venner. Nu gælder det om at flygte ud af drømmenes verden, uden Nyarlathotep får fingrene i dem. I resten af bogen hører vi Crow fortælle, hvordan han kunne være så dum at blive fanget, og hvordan de tre venner slipper tilbage til den vågne verden.

The Clock of Dreams er en ukompliceret eventyrfortælling, der nok engang bekræfter Lumley som opportunistisk plagiator, der med sine mythos-fortællinger fra 70’erne lukrerede på den medvind, Lovecraft oplevede. Bogen er et komplet sjæleløst produkt, der blindt imiterer uden at bidrage med andet end fladpandet pulp-action. Så er det sagt.

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Da Lovecraft skrev den kreds af historier, som vi i dag kalder for Dreamlands-historierne, skete det i løbet af en begrænset årrække, hvor han var intenst optaget af Lord Dunsanys eventyrlige fortællinger. Lovecraft skrev med andre ord, som bekendt, sine drømmenoveller som en form for imitation, men ingen vil kunne påstå, at der er tale om plagiater – snarere er der tale om en ekstremt frugtbar inspiration, der gav Lovecraft luft under vingerne til at skabe en både excentrisk og foruroligende form for fantasy, der fortsat i dag står som et unikt bidrag til den type litteratur.

Brian Lumley havde allerede imiteret de mere traditionelle Lovecraft-fortællinger i en række historier, og det er derfor ikke synderligt overraskende, at han derfor var fristet til også at bevæge sig ind i Dreamlands-kredsen. Det overraskende er imidlertid, hvor utrolig lidt Lumley har at byde på her. I tidligere bøger, som eksempelvis førnævnte The Burrowers Beneath, går Lumley til Lovecrafts såkaldte Cthulhu mythos med et selvstændigt blik på tingene, der gør han i stand til både at imitere men også at sætte sit eget fingeraftryk på genren. Sådan forholder det sig absolut ikke med The Clock of Dreams. Her fremstår Lumley helt og aldeles på udebane, ja vel nærmest hjælpeløs, fordi det ret hurtigt står klart for læseren, at han ganske enkelt trækker sine hovedpersoner gennem en direkte parafrase over de væsentligste af Lovecrafts Dreamlands-fortællinger. Han bruger med andre ord helt konkret beskrivelser og scener i sin roman, der er løftet fra Lovecraft og omdannet til en form for kludetæppe, der fører læseren omkring de mest ikoniske lokaliteter, figurer og scener fra Lovecrafts historier.

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Grafton 1992

Man skulle ikke tro, at det kunne blive mere sølle, men det kan det skam, for en ting er at plagiere skamløst, en anden ting er at gøre det med så ringe forståelse for forlæggets kvaliteter. Det er nemlig i selve sprogets tone og tekstens stemningsfrembringelse, at Lumley fejler mest. Den mekaniske afskrift fra Lovecraft, krydret med egne vendinger og andre ordstillinger, bliver ikke til andet end tomme, stemningsforladte konstruktioner, der mest af alt fremstår som hjælpeløse parodier, fordi de er blottet for kunstnerisk nerve eller indfølt glæde ved indholdet.

Hele romanen virker mest af alt som et eksperiment fra Lumleys side. Et forsøg på at give ”dreamlands-genren” en chance, men Lumley går fejl i byen her. For mens han måske var i stand til at sende mythos-fiktionen i en ny retning med et værk som The Burrowers Beneath, forstår han ganske enkelt ikke de tekster, som han her imiterede. Dreamlands-fortællinger lever ikke på grund af handling, men på grund af den poetiske iscenesættelse af det fremmedartede. Præcis det tog Gary Myers ud i yderste konsekvens, med sine dystre, smukke og makabre bud på drømmelandsfortællinger – Lumley magtede ikke det samme, og resultatet er en pinagtig fadæse. Heldigvis har han siden, mere eller mindre, holdt sig fra den gren af mythos-genren, så lidt selverkendelse har Lumley da i det mindste.

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, Tor 1997

Hardcover, Tor 1997

Ebog, Gateway Books 2013

Ebog, Gateway Books 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway  2012

E-bog, Gateway 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Brian Lumley, The Burrowers Beneath (1974): Bubble gum-Cthulhu mythos

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow. Forsidens skaber er ikke oplyst

The Burrowers Beneath blev et vendepunkt i Brain Lumleys tidlige karriere; det var nemlig hans første roman. Den udspillede sig inden for rammerne af den såkaldte Cthulhu mythos, og selvom stort set hele hans tidligere produktion gjorde det samme, var romanen langt mere ambitiøs i sin tilgang. Tilmed afslørede den for første gang, hvordan Lumleys greb om Cthulhu-genren skulle komme til at forme sig i fremtiden, men mere om det om lidt.

Ikke overraskende er bogens hovedpersoner Lumleys tilbagevendende helt Titus Crow og dennes trofaste ledsager Henri-Laurent de Marigny. Et makkerpar, der allerede tidligere havde oplevet en del cthuloide eventyr i Lumleys noveller. Den enigmatiske, stærkt excentriske Titus Crow kan bedst beskrives som en parafrase over Sherlock Holmes, Jules de Grandin, Duke De Richleau og alle andre velhavende, geniale opdagere, og dermed er det også klart, at de Marigny har rollen som den trofaste drabant.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Denne gang er Crow kommet på sporet af en række uforklarlige jordskælv i Nordengland, der tilsyneladende er sket i et særligt mønster. Sagen bliver hurtigt dramatisk, da det går op for Crow, at der muligvis er en race af enorme, både intelligente og ondsindede orme, der graver sig gennem jordskorpen. Deres plan er at slippe Shudde M’ell, den største orm af den alle, fri og derved forsøge at genindtage deres retmæssige plads blandt klodens herskere. Mere pulpet kan et plot dårligt blive.

Alt det har Crow stykket sammen gennem studier af gamle bøger på British Museum og en flittig korrespondance med flere personer, der på en eller anden måde har været i kontakt med ormene og oplevet denne rædsel fra dybet på nært hold. Det er imidlertid først, da Crow får tilsendt noget, der formentlig er et af ormenes æg, at historien for alvor sparkes i gang. Ormene, eller ’The Cthonians’, som Crow døber dem, vil nemlig have deres afkom tilbage for enhver pris.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Dermed sættes en blodig krig i gang. Først tror Crow og hans ven de Marigny, at de er alene i kampen, men det viser sig, at de får hjælp fra en hemmelig, amerikansk organisation, der har holdt opsyn med ormene og mange andre ”onde væsners” aktiviteter. Crow slår hurtigt pjalterne sammen med de amerikanske agenter, og snart er der krudt og kugler i luften.

The Burrowers Beneath er udført i den for Cthulhu-genren almindelige epistolærstil, hvor en stor del af handlingen og konfrontationen med de groteske Cthonians berettes gennem breve og dagsbogsoptegnelser. Her har Lumley lejlighed til at dyrke den dvælende, berettende tilgang til gyset, hvor mysteriet bygges langsomt op omkring afsløringen af ormenes abnormitet. Den del af The Burrowers Beneath er, så at sige, helt efter (mythos)bogen. Men Lumley stopper ikke her; i stedet for at holde hele beretningen i de sønderknusende optegnelser om rædsler og voksende sindssyge føjer han et lag mere til fortællingen, hvor Titus Crow og vennerne har mulighed for at agere. Agere og ikke mindst slå tilbage. ”My heroes fight back”, har Lumley sagt mange gange, når han er blevet spurgt, hvor den væsentligste forskel mellem hans fiktion og Lovecrafts ligger.

Paperback, DAW Books 1974. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1974. Romanens 1. udg.

De proaktive kapitler med Crow & co. er da også et afgørende punkt i fortællingens dynamik og noget, der katapulterer en roman som The Burrowers Beneath et helt andet sted hen end Lovecrafts litterære univers. Lumleys hovedpersonerne er helte, der kæmper for det gode imod det onde. Kampen har måske omkostninger, men grundlæggende ved vi, at Crow og de Marigny er urørlige. Dermed river Lumley fundamentet væk under hele Lovecrafts idé om kosmisk gru og reducerer mythos-skabningerne til store, men immervæk håndterlige, problemer, der kan konfronteres, når man ved hvordan.

For mig at se er der næsten noget tragisk ved The Burrowewrs Beneath. Bogen er hurtigt læst og fyldt med tempo, men selve substansen er dybest set en lang udvanding og normaliseringen af Lovecrafts idéer. Med kirurgisk præcision får Lumley fjernet håbløsheden, vanviddet og undergangsstemningen og erstattet den med gåpåmod, drengerøvsramasjang og klassiske dikotomier mellem godt og ondt.

Hardcover, W. Paul Ganley 1988

Hardcover, W. Paul Ganley 1988

Præcis den tilgang, som Lumley lagde for dagen i sin debutroman, er sidenhen blevet bærende i receptionen af hele Cthulhu-mythos-universet. Cthulhu og alle de andre skabninger er reduceret til intergalaktiske, tentakelsvingende banditter, der gang på gang bliver stillet op til tæsk i rækken af forbryderiske monstre med vampyren, varulven, mumien og Frankensteins monster.

Det er nok ikke rimeligt at tillægge Lumley ansvaret for den udvikling. Lumley tog afsæt i August Derleths udlægning af Lovecrafts fiktion, og Derleth tog sit afsæt i en konsensus, der allerede var opstået blandt Lovecrafts læsere, mens han levede. Lumleys roman indskriver sig således i en tradition. Ikke desto mindre har ingen før Lumley i den grad sat tingene på spidsen og med så stor konceptuel klarhed vist, hvor langt Derleth-skolen i virkeligheden havde flyttet sig ideologisk fra udgangspunktet hos Lovecraft.

Paperback, Grafton 1988

Paperback, Grafton 1988

Med Lumleys værk får vi for første gang intet mindre end et optimistisk bud på en mythos-fortælling. Det må siges at være et paradoks af kaliber, men kun så længe vi opfatter Lumleys værk i relation til Lovecraft. For i virkeligheden har Lumleys fiktion intet med Lovecrafts at gøre. Der er måske et sammenfald i navne og stilistiske fællestræk, men grundlæggende befinder de sig litterært vidt forskellige steder.

Lumleys debutroman er for mig at se den banale Cthulhu-pops fødested. Det sted, hvor alle de rædselsfulde noveller og romaner udspringer, som hylderne bugner med i store, internationale boghandlere og anmeldes til stor glæde i det anstrengende The Lovecraft Ezine. The Burrowers Beneath har afgjort sine momenter og fungerer gnidningsfrit, men for mig er og bliver bogen et lavpunkt. Og det bliver ikke mindre tragisk af, at det blev Lumleys banaliteter, der kom til at tegne genrens vej mod storhed og stjernerne.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Hardcover, Severn House 1993

Hardcover, Severn House 1993

Ebog, Gateway Books 2013

Ebog, Gateway Books 2013

4 kommentarer

Filed under Roman

Clive Barker, Imajica (1991): Kosmiske gentagelser

Paperback, HarperCollins 1999

Paperback, HarperCollins 1999

Jeg er rigtig glad for Clive Barkers tidlige noveller. De første bind i Books of Blood-serien er fabelagtige og pligtlæsning for alle, der vil forstå, hvor gyserlitteraturen bevægede sig hen i 80’erne. Barker arbejdede sig imidlertid i løbet af 90’erne væk fra sin tidlige form og fandt i stedet sit udtryk i det, der bredt kendes som urban fantasy. En proces, jeg kun kan beklage, fordi jeg har svært ved at finde den samme passion og vildskab i de senere, ofte ganske lange, fantasyromaner.

Et eller andet sted i vadestedet mellem den unge 80’er-Barker og den etablerede, feterede forfatter står Imajica fra 1991. En monolitisk roman, der i min udgave tæller et godt stykke over 800 sider, og alene af den grund synes ærefrygtindgydende. Romanen er blevet rost til skyerne af Barker-fans, og bogen er en af de af hans romaner, der har vundet anerkendelse i bredere, litterære kredse uden for genremiljøet.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men trods det, har jeg haft svært ved at svinge mig op til at læse Imajaca. Men min skepsis var grundløs, for nu hvor jeg har fået den læst, er det klart for mig, at bogen er ganske, ganske veldrejet. Den en fremragende roman, der trods sit mastodontiske omfang ikke er en eneste side for lang. Imajica har et modent overskud, og Barker jonglerer rutineret med komplekse mønstre, der ganske enkelt er mesterligt udtænkt. At selve hans stil og udtryk har mistet en hel del kraft, er en anden snak og i virkeligheden af mindre betydning i præcis dette tilfælde, hvor konceptet bag romanen klart er det vigtigste.

Clive Barker (født 5. oktober)

Clive Barker (født 5. oktober)

Men lad os lige få handlingen på plads. Den fallerede kunstfalskner John Zacharias, bedre kendt som Gentle, og dennes ekskæreste Judith bliver kastet ud i et langt eventyr, der fører dem fra denne verden og ind i tilstødende verdener. Her opdager de langsomt hver for sig, at deres liv ikke blot har været forbundet i nutidens London, men strækker sig tilbage gennem århundrederne og rækker videre end blot dem selv. De er nemlig forbundet til et enormt, metafysisk kompleks, der i sidste ende snor sig om universets sande gud Hapexamendios.

Universet består nemlig af fem verdener, hvorfra Jorden blev adskilt for længe, længe siden. Da Jorden blev skilt fra de fire andre, mistede menneskene kontakten med magien og de energier, som de øvrige verdener rummer. Jorden er dog ikke skilt permanent fra de øvrige verdener. En gang hvert andet århundrede er det muligt at forsøge en genforening, og det er netop, hvad Gentle og Judith er skabt til. Det ved de ikke, da bogen begynder, men kapitel for kapitel bliver den kosmiske fortælling åbenbaret for dem, og deres vej frem mod verdenernes genforening bliver en lang og kompliceret færd. Undervejs møder de gamle og nye venner såvel som fjender, for ikke at nævne et mylder af mere eller mindre bizarre statister, der alle enten arbejder for eller imod verdenernes genforening. Altsammen noget, der delvist udspiller sig i miljøer, som ikke har så lidt til fælles med Lovecrafts The Dream-Quest of Unknown Kadath.

Imajica spænder således sin fortælling over fem verdener og flere hundrede års historie. Den opererer med betragteligt persongalleri og åbner for mange små fortællinger i fortællingen, hvilket alt sammen kræver tid og plads. Ikke desto mindre føles handlingen som tæt og nærmest intim. Som et enormt, kosmisk kammerspil, hvor bipersoner falder ind og ud af samtalen mellem bogens vigtigste karakterer. Alt i romanen synes vævet ind i hinanden og uløseligt forbundet med den store genforening, de arbejder sig henimod. Det viser sig da også ret hurtigt, at Barker opererer med en lang serie af gentagelser – både gentagelser i selve bogens handling og gentagelser af andre, velkendte mytiske fortællinger.

Hardcover, HarperCollins 1991. Romanens 1. udgave

Hardcover, HarperCollins 1991. Romanens 1. udgave

Den store fortælling, som Imajica først og fremmest gentager, er Det nye Testamentes beretning om Jesus. Gentle er med andre ord Jesus, eller opfylder i hvert fald selvsamme plads i fortællingen som Jesus. Og den genforening af verdenerne, som han arbejder for, er gendannelsen af båndet mellem Gud og mennesket efter synderfaldet. Alle de øvrige personer i romanen har ligeledes deres rod i det nytestamentlige univers. Barkers brug af de bibelske forlæg er stedvist åbenlys, som når Judith er en slet skjult reference til Judas, andre steder mere subtil. Imidlertid er bogen ikke en regulær genfortælling af Det nye Testamente i ny indpakning; bogen er en kyndig drejning af bibelberetningen, som ikke alene fremstiller den kristne fortælling som en gal guds tyranniske krav om at blive elsket af sine børn, den sætter spørgsmål ved maskuline værdier, menneskets status i verden og udtrykker sympatier for før-kristne, hedenske urkræfter.

Konceptuelt er Imajica ganske enkelt forbløffende stærk. Bogens både kyndige og finurlige brug af Bibelen som udgangspunkt for romanen sniger sig ind på læseren gennem små antydninger, indtil det ligger klart for os, at Barker er i gang med at ”afsløre” en dunkel virkeligheden bag Bibelens ord. Pointerne bliver altså gradvist etableret og til sidst i bogen, da Gentle må vandre i den øde gudsstad som Jesus, der nedfarer til dødsriget, opnår Barker en form for numinøs gru, som jeg ikke har mødt mange steder før. Gudsbyen, det himmelske Jerusalem, er nemlig i Barkers behandling et smukt, men koldt, sted uden liv. Det er her Guden, der vil elskes, bor, men fordi der kun er plads til perfektion, har intet andet kunnet bosætte sig. Gudsstaden er en spøgelsesby med post-apokalyptiske konnotationer. En fabelagtig skildring, der leder tanken hen på det sunkne Carcosa og totalitære skrækvisioner.

Og pointen strækker sig endda videre end det. Barker antyder nemlig, at mennesket er fanget i en evig cirkelbevægelse, der lader os gentage de samme fortællinger og idéer igen og igen uden at komme ud af denne ring. Altså et åndeligt fangenskab, men måske er der håb. Måske kan mennesket faktisk en dag hæve sig ud af dette fangenskab. Det antyder Barker i hvert fald, men i virkeligheden er den optimistiske tone, som romanen slutter med, endnu et udtryk for Barkers mesterlige komposition. For spørgsmålet er nemlig om ikke de håb bogens afslutning bringer, bare er endnu et udtryk for vores behov for at sætte lid til drømme om bedre tider der aldrig kommer. Det er utvivlsomt, hvad Barker har i tankerne.

Hardcover, HarperCollins 1991. Den første, engelske udgave af romanen

Hardcover, HarperCollins 1991. Den første, engelske udgave af romanen

Man kan sige, at Imajica foretager en række forskydninger af den bibelske fortælling, som overfladisk set ville kunne kaldes en queering af teksten. Barker presser i hvert fald et seksuelt tvetydigt element ind i fortællingen, der får afgørende betydning for hans fremstilling af den bibelske beretning. Men det stikker bare dybere end som så. Med en på en gang kompleks og enkel augustinske bibeludlægning bliver Barker nemlig til kritiker af forbrugersamfundet og vores hang til at lade os stille tilfredse med materielle goder og fornøjelser. Barker opfordrer os med romanen til at stræbe højere mod filosofisk og åndelig vækst, og selv om han ikke præcis sige, hvor vi skal gå hen med vores søgen, er dette måske også selve pointen. Jagten på sandhed og indsigt tjener sit eget formål og er i virkeligheden den dynamiske kraft, der skal hæve os ud af den sociale og intellektuelle stilstand, som Barker spidder med romanen.

Imajicas styrke ligger afgjort i dens fabelagtige koncept. Selve Barkers prosa er nemlig anstrengt og upoleret, hvilket måske skyldes bogens omfang. Teksten har ikke den gennemførte, isnende æstetisk, som Barkers tidlige noveller er karakteriseret ved. Snarere er der i Imajaca tale om et rugbrødssprog, der skal drive projektet frem uden at kunne stå med et selvstændigt udtryk. Det skulle da lige være de små manierismer, der er så typiske for Barker. Den krukkede sarkasme, begejstringen for kropsvæsker, fremmede dimensioner, metamorfoser og de omhyggeligt skildrede sexscener. Der er naturligvis også en masse andet, der entydigt hører hjemme i Barkers tekstunivers, og som sikkert vil kunne glæde mangt en gammel Barker-fan.

Paperback, Perennial  2002

Paperback, Perennial 2002

Som sådan står prosaen dog ikke synderligt stærkt, og måske er det også præcis det, der gør, at jeg har mistet meget af min begejstring for Barkers senere værker. Hans sprog er først og fremmest blevet et redskab til historiefortælling, mens de fandenivoldske, flamboyante tekster hører ungdommens tekster til.

Imajica er imidlertid et særtilfælde, fordi Barker her har ramt en åre, der er større og stærkere end noget andet, han sidenhen har kastet sig over. Med Imajica parafraserer han 2000 års kulturhistorie og leverer et storslået bud på kristendommen, som den tager sig ud fra outsiderens synspunkt. Et synspunkt, der i bedste fald kan beskrives som et sadistiske, maskulint regime. Imajica er en stor bedrift og måske Barkers sidste hovedværk. Jeg har i hvert fald svært ved at tro på, at han nogensinde kommer til at overgå romanen her. Og hvor er jeg glad for, at jeg overkom min ladhed og langt om længe fik læst bogen.

Paperback, Voyager Classics 2002

Paperback, Voyager Classics 2002

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Joe Hill, Horns (2010): Alt for venlig mørk fantasy

Hardcover, HarperCollins 2010

Hardcover, HarperCollins 2010

Det sker ikke så tit, at jeg er på omgangshøjde med ting, der er oppe i tiden. Det lader imidlertid til, at det er tilfældet med Joe Hills Horns, som jeg impulskøbte for nogen tid siden, da jeg faldt over et godt tilbud. Joe Hill er i vælden på grund af filmatiseringen af bogen, og Horns er et varmt roman-emne, der navnlig har vakt det amerikanske publikums begejstring. Jeg må blankt erkende, at bogen ikke vækker samme entusiasme hos mig, men det skal jeg komme tilbage til om lidt.

Horns er en skæv, genreoverskridende fortælling, der krydser urban fantasy, horror og humor i en rund, ligetil fortalt romanform. Hills sprog og fortælleteknik er med andre ord let, glidende og ukompliceret – måske endda for glat og poleret i hvert fald for min smag. Historien begynder, da Ignatious ”Ig” Perrish vågner en morgen med voldsomme tømmermænd og til sin skræk opdager, at han har fået horn i nattens løb. Vi taler vel at mærke rigtige horn, der stikker frem fra hans pande. Det udløser naturligvis en serie absurde scener og overvejelser, hvor Ig forsøger at forstå, hvad der er sket med ham.

Joseph Hillstrom King  (født 4. juni 1972)

Joseph Hillstrom King (født 4. juni 1972)

Ret hurtigt står det klart for Ig, at han har gennemgået en transformation i nattens løb, der har gjort ham til en form for djævel. Konkret betyder det, at alle, Ig møder, føler et stort behov for at udlevere deres mørkeste, mest beskidte hemmeligheder til ham. Tilmed har Ig fået evnen til at påvirke folks tanker og handlinger i den retning, han ønsker. Han kan vel at mærke ikke tvinge nogen til noget, de ikke vil, men Ig kan plante idéer i hovedet på folk, og de fleste vælger sørme også at følge hans som oftest amoralske opfordringer.

Både Ig og læseren spørger sig naturligvis ganske hurtigt, hvorfor Ig har gennemgået forvandlingen, og svaret ligger øjensynligt i en skrækkelig hændelse, der fandt sted nogen tid før, bogen begynder. Igs kæreste siden gymnasiet, Merrin, blev nemlig brutalt voldtaget og myrdet en nat, og Ig fik skylden. Han blev imidlertid ikke dømt for drabet på grund af manglende beviser, men mistanken er aldrig forsvundet, og siden sagens afslutning har Ig levet som udstødt i lillebyen Gideon, hvor han er født og opvokset.

Hardcover,  PS Publishing 2010

Hardcover, PS Publishing 2010

Ig og Merrin er væsentlige karakterer i bogen, men vi får også hurtigt bragt to centrale figurer mere på bane. Nemlig Igs ældre bror Terry, for hvem alting lykkes og livet er en leg, og Igs barndomsven Lee; et dystert knudemenneske. Det er den firkløver, hvorom alting drejer sig i Horns, og både baggrunden for Igs horn og Merrins død ligger begravet et sted imellem dem, skjult bag barndomskonflikter, jalousi og indestængt seksuel frustration.

Joe Hill har i Horns kækt skåret sine metaforer ud i pap og gjort det åbenlyse til et tema for sin roman. Gideons kollektive stigmatisering af Ig bliver håndfast, da vores hovedperson får horn og bliver til den djævel, som de beskylder ham for at være. Vi ved fra begyndelsen med mere eller mindre sikkerhed, at Ig er uskyldig, og romanens første del beskriver Igs forsøg på at stykke hændelserne sammen den nat, hvor Merrin blev dræbt. Sandheden går da også rimelig hurtigt op for ham, og Ig, der ikke længere har noget at miste, beslutter derfor rent faktisk at blive til den djævel, man beskylder ham for at være. Han planlægger en dæmonisk hævn, men det viser sig ikke at være helt så let, som man skulle tro.

Hardcover, Orion 2010

Hardcover, Orion 2010

Og her ligger et andet af Joe Hills ganske bombastiske greb. Mens vores hovedperson er en uskyldig i en djævels krop, skjuler Igs modstander sig bag et kors – altså en djævel i forklædning som uskyldig. Ig og Merrins drabsmand udgør derfor to poler i fortællingen mellem relativ uskyld og åbenlys dæmoni. Mellem disse poler befinder indbyggerne i Gideon sig, og Ig afslører alle de små beskidte hemmeligheder, som indbyggerne ikke under normale omstændigheder ville drømme om at indrømme for nogen som helst. Igs horn frister dem imidlertid til at komme ud af skabet, og der bekendes således homoseksualitet, morderiske fantasier, tyverier og seksuelle tilbøjeligheder i et væk.

Joe Hills pointe er naturligvis, at skindet altid bedrager, og at vi alle inderst inde har sider og tilbøjeligheder, som ville være mindre behageligt at udbasunere offentligt. I den forstand er vi alle dæmoner og djævle, men hvis det forholder sig sådan – hvilken rolle efterlader det til den egentlige Djævel medstort D?

E-bog, Gollancz 2010

E-bog, Gollancz 2010

Igs transformation bliver en form for vrangvending, hvor hans pæne ydre vendes ind og den indre djævel eller svinehund kommer up på overfladen. Hills tanke går imidlertid videre end det. Selve djævlens rolle bliver nemlig også udlagt i romanen som den metaforiske skikkelse, han som oftest ses fremstillet som i dag. Altså ikke som en egentlig entitet og frister, men som et billede på menneskeligheden fejlbarlighed. Dermed, som Ig selv erkender ved bogens slutning, er Djævlen også en del af det guddommelige skaberværk og derfor dybest set et led i Guds plan. Djævlen er dermed ikke ond, men nærmere et koncentrat af den menneskelige natur og derfor i virkeligheden en figur, der står os ganske nær.

Det må også være klart, at Joe Hills roman afgjort er religiøs og indsovset i folkelig, moderne teologis forestillinger om synd og syndefald. Nuvel, det kan man mene om, hvad man vil. Mit problem med Horns er, at den grundlæggende er en optimistisk fortælling om kærlighed og venskab, der er pakket ind i et gotisk formsprog. Hill etablerer en dyster tone, men den dysterhed, han lægger for dagen, er dybest set triviel og banal, ja hvis endda ikke lidt bornert på en puritansk, amerikansk facon. Prikken over i’et er naturligvis den forsonende og varme lykkelige slutning, der afleverer Hills humanistiske kærlighedserklæring til det fejlbarlige menneske med en stor, rød sløjfe til læseren.

Paperback, Gollancz  2011

Paperback, Gollancz 2011

Joe Hill indskriver sig i den genretradition som navnlig Stephen King (Hills far – så er det nævnt) og Peter Straub kom til at repræsentere i løbet af 80’ernes sidste del. Det vil sige den møjsommeligt nøjagtige gennemtrawling af barndomsminder og mellemmenneskelige relationer i små miljøer, hvor skæbner væves sammen til en forestilling om en ”normaleksistens” i det moderne samfund. Lidt overnaturlige hændelser får så lov at krydre dette og udløser de gnister, der udløser historien og romanens spændingsmoment. Kan ske det er vejen til gemytlig litteratur om mennesker og menneskers forhold til hinanden, men dybest set svigter formen ved ikke at afsøge de dystre afkroge, der blev os lovet i det dystre anslag.

Grundlæggende interesserer den romankonstruktion mig derfor også meget lidt, fordi den kvæler enhver stemning i uendelige samtaler og hverdagsskildringer. I Joe Hills tilfælde har jeg tilmed ikke megen sympati for den sødladne tone, der ligger maskeret bag alt den gotiske galgenhumor. Selvom Ig er vred og rasende, savner Horns oprigtig vildskab og frustration. Det hele bliver tandløs metervare, der måske nok fungerer som velfortalt historie, men litterært og kunstnerisk fejler romanen eklatant som uambitiøst, intellektuelt fattigt prosa helt og aldeles uden horn.

Paperback, Gollancz  2014

Paperback, Gollancz 2014

 

Paperback, Harper 2014

Paperback, Harper 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ira Levin, The Stepford Wives (1972): Den forlorne hjemlige hygge

Paperback, HarperCollins 2002. Min desværre ganske tamme udgave af romanen

Paperback, HarperCollins 2002. Min desværre ganske tamme udgave af romanen

The Stepford Wives (1972) er en af de romaner, der er blevet så berømt, at den på lige fod med eksempelvis Frankenstein har ormet sig vej ind i sproget. Hun er en ren ”Stepford wife” og så videre. Uden at have læst bogen eller set en af filmatiseringerne ved de fleste sikkert, hvad der menes. Levins hysterisk arbejdsomme, perfekte husmødre er blevet billedet på den forlorne familieidyl. Et billede på forræderisk småborgerlig forstadsromantik. En facade, der dækker over grumme hemmeligheder. Det ironiske er, at bogen i så høj grad er blevet reciperet, at selve romanens indhold til tider bliver glemt.

Den relativt korte historie udspiller sig i det idylliske forstadsmiljø Stepford, hvortil Joanna og hendes mand Walter netop er flyttet. De er rykket til byen med deres to børn, og alt ånder fred og ro. Joanna arbejder på en karriere som fotokunstner. I virkeligheden er hun nok i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige valg at flytte fra storbyen. Ikke desto mindre har Stepfords rolige atmosfære en stor tiltrækning på parret.

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, HarperCollins 2002

Walter bliver hurtigt medlem af den lokale mandeforening, der mødes flere gange ugentligt for at spille kort og snakke. Mange af Stepfords mænd er med i foreningen, mens kvinderne foretrækker at blive hjemme og holde huset. Den prioritering støder Joanna, der har været aktiv i kvindebevægelsen. Heldigvis bliver hun veninder med en anden tilflytter – den lidt forhutlede Bobbie, der ligeledes er kommet til forstaden mand og børn.

Sammen forsøger Joanna og Bobbie at få mobiliseret Stepfords smukke husmødre, men uden held. De elsker deres arbejde i hjemmet og nægter at engagere sig uden for huset. Først da Joanna og Bobbie render ind i Charmaine, finder de en ligesindet. Charmaine har boet i Stepford noget tid, og hun kan en skrækhistorie eller to om byens perfekte husmødre.

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Charmaine er langt fra nogen begejstret hausfrau selv, det kommer derfor også som et chok for Joanna og Bobbie, da hun fra den ene dag til anden skifter attitude og vender sig mod hjemmet. Hun ændrer personlighed og måske endda også udseende. Mystisk. Noget sært er på færde, og Bobbie er sikker på, at det er noget i drikkevandet. Måske kemikalier, der hjernevasker byens kvinder.

En smule desperate lykkes det for Joanna og Bobbie at få overbevist deres mænd om at flytte. Men før de når så langt, er det pludselig Bobbie, der ændrer væsen. Nu begynder Joanna for alvor at blive bange, for hvem skal hun vende sig til. Hvem vil tro hendes historie om de vanvittige Stepford-kvinder? Og vil hun selv blive en af dem, hvis hun ikke kommer væk i tide? Meget tyder på det.

Hardcover, Random House 1972. Romanens 1. udg.

Hardcover, Random House 1972. Romanens 1. udg.

Stephen King har rammende i Danse Macabre (1981) beskrevet Ira Levins romaner som perfekte små urværker, der med uendelig præcision arbejder sig frem mod slutningen. The Stepford Wives er ingen undtagelse. Med få virkemidler og et nedbarberet sprog glider bogen frem mod den uundgåelige konklusion, hvor alle komponenter mødes og falder i hak. Det er mesterligt håndværk, der på beundringsværdig enkel og ukunstlet facon får leveret en drilsk historie med grumme, grumme undertoner.

Peter Straub, der har skrevet forordet til min udgave af bogen, berører blandt andet også dette punkt. Han beklager med rette, hvor ofte man overser Ira Levins fantastiske greb om sproget og reducerer hans bøger til veldrejet spændingslitteratur med finurlige pointer.

Paperback, Fawcett Crest 1973. Her har bogens handling fået en herlig gotisk fortolkning. Jeg elsker Fawcetts tidlige 70'er-forsider!

Paperback, Fawcett Crest 1973. Her har bogens handling fået en herlig gotisk fortolkning. Jeg elsker Fawcetts tidlige 70’er-forsider!

Det finurlige, det drilske, det satiriske er afgjort en del af Levins stil og genfindes i næsten alle hans romaner. På overfladen kunne The Stepford Wives måske virke som en af de mere satiriske, men det er kun på overfladen. Læseren narres ganske enkelt af de perfekte husmødre.

Som tryllekunstneren, der afleder sit publikums opmærksomhed, får Levin os til at se væk fra handlingens egentlige problem. Han dirigerer os mod Joanna og de andre kvinder. Vi føler Joannas panik og uro – hvad er der galt med kvinderne, tænker man? Men i virkeligheden er det jo byens mænd, der er problemet. Det er mændene, der driver deres skurkagtige uvæsen skjult bag deres alt for perfekte koner. Det er mændene, der har udlevet deres fantasi og omdannet Stepford til et rædselskabinet.

Paperback, Fawcett Crest 1975

Paperback, Fawcett Crest 1975

The Stepford Wives er afgjort et indlæg i en kønsdebat. Levin er tydeligvis på kvindernes side i den sag, men hans budskab er tvetydigt. Romanens mænd har valgt kujonernes løsning og brugt vold for at sikre et hurtigt smuldrende kønsrollemønster. Men Levin antyder samtidig, at et radikalt feministisk projekt kan virke præcis lige så fremmedgørende.

De af bogens stærke kvinder, Bobbie og Charmaine, der begge forsøger at underkende mandlige drifter, fremstår i hvert fald isolerede og fremmedgjorte. Levins ideal er, naturligvis fristes man til at sige, et spørgsmål om kompromis og åben dialog. Præcis på det punkt har kønsdiskussionen flyttet sig meget, siden Levins roman udkom, og bogens polemiske element har måske derfor ikke helt samme genklang længere.

Paperback, Bantam Books 1991

Paperback, Bantam Books 1991

Det betyder imidlertid ikke, at bogens altfavnende stemning af paranoia bliver mindre virkningsfuld. Joanna bliver hurtigt isoleret fra sine omgivelser og ved til sidst ikke længere, hvem der er ven eller fjende. På det punkt ligner hun stakkels Rosemary – en anden af Levins stærke kvindekarakterer – og de to damer har afgjort mange fællestræk. Jeg vil endda hævde, at romanerne tematisk har meget mere tilfælles, end man normalt ser det fremstillet.

Begge bøger, Rosemary’s Baby (1967) og The Stepford Wives, afsøger forskellige sider af bymenneskets samliv og udstiller vores ikke altid rationelle følelser og drifter. Stepfords mænd skaber noget sygt ud af afmagt, mens Rosemarys moderinstinkt får hende til at acceptere det forkvaklede, der trykkes ned over hovedet på hende. I begge romaner knækker vores heltinder under presset fra deres omgivelser og retter – eller bliver rettet – ind. Men forskellen er den samme, om det er Stepfords mænd eller ægteparret Castevet og deres sære venner. De repræsenterer samme sociale diskrepans mellem facade og underliggende motiver/drifter.

Paperback, Bloomsbury Publishing 1998

Paperback, Bloomsbury Publishing 1998

The Stepford Wives er en fantastisk lille bog, der rummer så meget mere, end den ofte bliver forgrovet til. Den fortjener at blive læst med samme langsomme fordybelse, som det har taget Levin at skabe teksten. Præcis som Rosemary’s Baby ikke bare er en bog om damen, der føder djævlens barn, er Stepford Wives langt fra en umiddelbar satire på middelklasse og retarderende småborgerlighed. Det er en nuanceret social kommentar pakket ind som herlig paranoid skrækfiktion.

Paperback, Easy Readers 2004

Paperback, Easy Readers 2004

Paperback, HarperCollins 2004

Paperback, HarperCollins 2004

Paperback, Corsair 2011

Paperback, Corsair 2011

 

2 kommentarer

Filed under Roman