Tag Archives: Harry Harrison

Gordon R. Dickson & Harry Harrison, The Lifeship (1976): En ganske dårlig sejltur i rummet

Paperback, Baen 1985. Forsiden er malet af Frank Kelly Freas

I 1976 slog de to SF-veteraner Gordon R. Dickson og Harry Harrison pjalterne sammen og udsendte rumeventyret The Lifeship (tidligere udgivet, som føljeton, under titlen Lifeboat); en kompakt lille fortælling, der fik en del opmærksomhed på udgivelsestidspunktet, men senere mere eller mindre er sunket ned som et af begge forfatteres mindre kendte værker. Det er da også vanskeligt at forsvare en bog som The Lifeship, der synes at slå fejl på nærmest alle tænkelige parametre – den er hverken spændende, overraskende eller æstetisk udfordrende. I stedet er den omtrent så kedsommelig som den lange, rumrejse den skildrer.

Handlingen fører os ud i en fjern rumalder, hvor et menneskestyret regime har kontrollen med flere planeter. I dette univers findes der både andre racer og subversive kræfter, som bestemt ikke er lykkelige for det menneskelige overherredømme. Konflikter ulmer lige underoverfladen, og da vi kommer ind i historien, er undercoveragenten Giles Steel blevet udsendt for at dræbe en leder fra en af disse oprørsbevægelser. Denne rebel skulle angiveligt opholde sig på en stor rumbase, men knap er Giles ankommet på basen, før en eksplosion ødelægger stedet, og vores hovedperson må flygte ud i et redningsfartøj sammen med en lille gruppe andre tilfældige passagerer fra stationen.

Paperback, Baen 1985

Nu er gode råd dyre, for ikke alene befinder Giles Steel sig ombord på et fremmed fartøj (rumskibet, de tilfældigt har søgt ly i, er bygget af og til en anden race), de må finde en sikker rumhavn, før deres mad, vand og ilt slipper op. Dertil kommer så også, at Giles aldrig fik sat denne oprørsleder ud af spillet.

Handlingen i The Lifeship udspiller sig mere eller mindre ombord på det lille redningsfartøj, og stemningen ligner til forveksling scener fra en ubåd. Det er trangt, varmt og besværligt. Hvad der imidlertid gør tingene endnu værre, er, at der ikke alene viser sig at være et forbløffende stort antal intriger blandt skibets passagerer, det hele hænger også i mistænkelig grad sammen med Giles’ mission. Vi er da heller ikke kommet langt ind i bogen, før det står klart, at der mindst er én forræder ombord, som ikke har tænkt sig at lade Giles og redningsskibet nå i sikkerhed.

Gordon Rupert Dickson (1. november 1 1923 – 31. januar 2001) fotograferet i 1974

Man fornemmer, hvordan Harrison og Dickson krampagtigt har forsøgt at finde på episoder eller optrin, som kunne udspille sig på det lille, lukkede rumskib og dermed give deres fortælling noget, som tilnærmelsesvis ligner romanlængde. Det fører en del med sig, men dybest set er det spild af tid, fordi alle de pludseligt opstående problemer hurtigt overvindes igen. Mest irriterende er det dog, at netop som deres mangel på mad og vand er kritisk, ankommer de i sikkerhed. Stor ståhej for ingenting, hvilket vi vidste det ville være fra begyndelsen.

Det er en kunst at skabe fortættede intriger og spænding omring et lukket rum, hvor der ikke kan introduceres nye karakterer. Agatha Christie mestrede eksempelvis den slags; hun udviklede i hvert fald skabeloner, der fungerede for hende og hendes læsere. Dickson og Harrison klarer det ikke, og de har formentlig undervurderet, hvor subtilt man må arbejde for at få den type fortælling til at fungere.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Snøvlende får de to herrer os slæbt gennem optrin, som da det viser sig, at en musiker ombord har et narkoproblem, og pludselig ikke længere kan styre sine abstinenser (naturligvis, for det har musikere selvfølgelig). Desværre viser det sig også, at præcis den form for afhængighed, han har, får hans krop til at længes efter papir (!). Det eneste papir ombord er skibets logbog med alle koordinaterne for deres navigation. Det er selvfølgelig den bog, som junkien kaster sig over og æder afgørende sider af, før han bliver stoppet. Rumskibet kan nu ikke længere ramme den præcise kurs, hvilket er kritisk på grund af de begrænsede livsnødvendige ressourcer ombord. Man spørger sig, om dette kriseelement ikke kunne være blevet introduceret mere elegant? Situationen med logbogen, som den beskrives, er helt absurd og utroværdig. Måske skal det forstås som sort humor? I så fald leveres det så underspillet, at det går hen over hovedet på mig.

Litterære samarbejder kan være sjove og givtige, men i tilfældet The Lifeboat, er resultatet alt andet end inspirerende. Man ser de to forfattere for sig, der hver især har holdt sig tilbage for at give plads til den andens idéer. Resultatet er, at teksten ikke kommer nogen steder, fordi begge lurepasser. Måske har deres grundidé slet og ret også været så vanskelig at udfolde, at de ikke kunne få den i hus og undervejs manglede selverkendelsen til at indse dette.

Hardcover, Harper & Row 1976. Romanens 1. udgave i bogform

Det eneste positive, der er at sige om The Lifeboat, er, at den blanding af noget fremmedartet og klaustrofobisk, som hænger over det lille rumskibs indre, kommer tydeligt frem, og det er for så vidt ganske fængslende i de første par kapitler. Desværre føjes der ikke mere til dette – i hvert fald ikke andet end absurde optrin.

Det er imidlertid også bemærkelsesværdigt, hvor amputeret romanen er, fordi vi normalt er vant til ganske spraglede og tempofyldte historier fra begge forfattere. Det får vi ikke her, og de står derved nærmest med hænderne bundet på ryggen. Den manglende fart i handlingen skaber naturligvis mere fokus på sproget, og det er ingen af de to herrers skrivestil skabt til. The Lifeship kommer på den led til at udstille det svageste i både Dicksons og Harrisons forfatterskab.

Paperback, Pocket Books 1977

Jeg bliver aldrig den helt store fan af hverken Harrison eller Dickson, men der er ikke nogen tvivl om, at de begge har skrevet flere ting, der er langt, langt bedre end dette. Ikke desto mindre genkender man hen imod slutningen de mere dynamiske elementer i begges produktion. Til sidst viser det hele sig nemlig at være et kæmpe (utroværdigt) komplot, og det kommer til ildkamp og ramasjang. Her kan man som læser drage et lettelsens suk, fordi der endelig er en eller anden form for forløsning. Ikke at det redder bogen, men det får i mindste de sidste sider til at glide lettere ned.

The Lifeboat fremstår mest af alt som en fiks idé, en sjov tanke opstået under nogle øl eller lignende. Det er nok også en af de bøger, der bare burde være blevet i skrivebordsskuffen, eller forblevet som en sjov tanke, vennerne Dickson og Harrison kunne sludre om i hyggelige stunder. De samtaler ville helt sikkert være mere underholdende end den kejtede dødsejler, der blev resultatet af deres samarbejde.

Paperback, Orbit 1977

Hardcover, Dennis Dobson 1978

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Orbit 1985

Paperback, Orbit 1988

Hardcover, Severn House 1997

Ebog, Orion 2013

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Harry Harrison opnåede en høj stjerne i SF- verdenen, og han fik skrevet ganske meget fiktion i løbet af sit forfattervirke. For mig at se leverede han imidlertid aldrig noget, der var bedre end hans roman Make Room! Make Room! fra 1966. Bogen er en dystopisk rædselsvision, der med lige dele stille tristesse og klaustrofobisk horror udmaler en grotesk fremtid, hvor mennesket er reduceret til et liv, som tætpakkede tremmesvin i en automatiseret, udpint verden.

En skoldhed, sommervarm New York danner rammen om fortællingen, der indledningsvist beskriver kriminalbetjent Andy Ruschs forsøg på at opklare mordet på Big Mike – en ubehagelig gangsterboss, der opererede under et tyndt dække af at være en lovlydig forretningsmand. Alle tror naturligvis, at det må være en konkurrent fra underverdenen, der har myrdet Mike i hans luksuslejlighed. Sådan er det bare ikke. Mike bliver dræbt af en ung knægt, som bryder ind i Mikes lejlighed fordi en tilfældig mulighed byder sig.

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Indbruddet går skævt, fordi Mike snupper knægten på fersk gerning og situationen ender i et mord. Drabet er dermed ikke noget planlagt attentat fra et af storbyens rovdyr, men et blot dumt uheld. Ikke desto mindre er effekten enorm, for Mikes død sender chokbølger gennem New York, samtidig med at byen lider i varmen og langsomt løber tør for alt fra mad og vand til strøm.

Midt i dette traver Andy omkring og forsøger at finde ud af, hvorfor Mike skulle dø. På sin vej gennem byen møder han høj såvel som lav, og bogens persongalleri udvides dermed løbende, til vi – henimod slutningen – sidder med et helt lille ensemble af karakterer, der alle får små handlingstråde, som stedvist krydses.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Betjenten Andy bliver dermed vores primære øjne og ører på en nedslående tur gennem storbyjunglen, og det, vi ser, bliver til stadighed mere grimt og ynkeligt. Alt slides op omkring Andy; hans venner og kæreste forsvinder en for en, mens sagen on Big Mike trækker i langdrag, fordi alle nægter at indse den simple sandhed, at Mike død var et meningsløs uheld. Byen æder sine indbyggere op som en anden Leviathan har vokset sig ud over alle rammer.

På et formelt plan er det interessant at bemærke Harrisons greb om fortællingen, der foretager en spændende kobling mellem to klassiske litterære genrer. På den ene side har vi nemlig den hårdkogte kriminalroman, der repræsenteres ved den forhutlede opdager Andy. På den anden side har vi den marxistiske kollektivroman, der netop fik en ny opblomstring i 60’erne som effektiv metode til at indkredse miljøer og samfund.

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Præcis dette gør Harrison da også med sin SF-bog, der udspiller sig i det dengang fjerne år 1999. Man kan imidlertid se på en stærkt beslægtet roman, som James Plunketts bestseller Strumpet City fra ’69, der er en historisk roman, som udspiller sig i Dublin i årene før Første Verdenskrig. Parallellerne mellem Harrisons fremtidsdystopi og Plunketts triste, men hjertevarme skildring af det forarmede, udsultede arbejderliv i Dublin er slående, og parallellen mellem bøgerne tankevækkende, fordi de i virkeligheden når samme sted hen med deres romaner.

Den ene går til den historiske fiktion, den anden til fremtidsfiktionen, men begge peger de gennem deres genrevalg ind i samtiden og samtidens problemer. Fortællingens miljø bliver dermed først og fremmest en ramme eller indpakning, hvor den ene kan være lige så god som den anden. I hvert fald umiddelbart, for som jeg kort nævner nedenfor, er bøgernes virkning ikke helt den samme.

Hardcover, Doubleday 1966

Hardcover, Doubleday 1966

Harry Harrisons fremtidsvision adresserer emner som overbefolkning, forurening og social ulighed – alt sammen temaer, der synes præcis lige så relevante i dag som dengang i ’66, da roman udkom første gang. Det er endda bemærkelsesværdigt, hvor stærkt hans økologiske forfaldsportræt af navnlig storbyen stadig slår igennem, fordi den griber fat i helt basale, tidløse problemstillinger i samfundet. Forsyninger og infrastruktur, magtfordeling og demokrati er konstanter, som altid er relevante at diskutere og analysere. Tematisk har Make Room! Make Room! dermed afgjort noget at byde ind med, fordi den tegner et ekstremt, men også besnærende, gruopvækkende fremtidsperspektiv, der i høj grad er en påmindelse om, at vi kan miste alt det, vi har opbygget og pludselig stå i en situation, der ligner langt ældre historiske vilkår.

Hvor tankevækkende alt dette end måtte være, er det imidlertid i selve strukturen og de stilistiske valg, at romanen for alvor skiller sig ud som en sjælden perle. Harrison balancerer på en knivsæg med sin brug af troper fra den hårdkogte krimi. Kun alt for let ville det hele kunne falde til jorden som plat gentagelse af genreklicheer, men fordi han gradvist arbejder sin historie ind i en bredere gruppe af karakterer, får han sig løsrevet fra narrativets udgangspunkt og transformeret historien til et socialt portræt.

Paperback, Berkley Medallion 1967

Paperback, Berkley Medallion 1967

I stedet for blindt at holde fast i sit genrevalg slipper han det gradvist og flytter sin fortælling et andet sted hen. Det store ved bogen er, at det lykkes for Harrison at fastholde den stemningsmæssige, hårdkogte grundtone og derved fremstår genreskiftet mindre dramatisk, ja vel nærmest usynligt, for den der ikke opmærksomt følger de små signaler i teksten, der angiver, at vi nu langsomt forlader detektivromanens univers.

Make Room! Make Room! er socialt gys, øko-gru eller dystopisk SF. Kald det, hvad du vil. Romanen er med sit sortsynede verdensportræt et grumt stykke fiktion, der med al tydelighed viser, hvor virkningsfuldt fremtidsfortællingen kan blive, når den fordrejer vores nuværende livsvilkår og projicerer dem ud i yderste konsekvens. Hos Plunkett, som jeg her har stillet Harrison sammen med, er samfundsskildringen et deprimerende portræt af en overstået historiske periode. Netop det er afgørende, fordi vi læser den historiske roman som noget udlevet og overvundet. Vi spejler os altså retrospektivt i fortællingen. Der er vi ikke længere, kan man tænke, og prise sig lykkelig over ikke at skulle gennemleve hungersnød og forsluming.

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Harrisons bog slår imidlertid langt hårdere, fordi den er et fremtidsbillede – det er her, vi kan ende. Fremtiden er muligheden, og Harrisons fortælling er et stykke stinkende, lummert forfald, der æder sig ind under huden og bliver hængende over os som damoklessværdet. Og netop derfor er bogen et bekymret opråb, som det lønner sig at vende tilbage til, fordi den rusker op i os og minder os om, at fremtiden består af valg, og forkerte valg fører os steder hen, som vi bestemt ikke ønsker os at opleve.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Penguin Books 1973         

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Penguin Books 2009

Ebog, Rosettabooks 2010

Ebog, Rosettabooks 2010

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Bogbekendtskaber: Klaus Æ. Mogensen

Så er det allerede blevet tid til et nyt Bogbekendtskab, og endnu engang er der kommet en ganske spændende tekst ud af arbejdet. Klaus Æ. Mogensen vil uden tvivl være et kendt navn hos mange, navnlig blandt de SF-interesserede læsere, der slår deres folder her på bloggen. Fagligt har han fremtiden som sit forskningsfelt, og litterært har Klaus ikke alene selv skrevet generelitteratur – det seneste jeg har læst – er den fængende novelle ”Universets mørke” i bogen af samme titel. Klaus har også siddet som redaktør på stolte flagskibe som Novum, Proxima og Himmelskibet. Han har været en aktiv figur i foreningen Fantastik, og sådan kunne jeg let blive ved.

Jeg synes altid, at der er interessant at få passionerede ildsjæle – og det er Klaus afgjort – til at fortælle om den litteratur, der har gjort særligt indtryk på dem. Den litteratur, der satte det hele i gang eller den litteratur, der har gjort noget særligt ved deres forhold til genrelitteraturen, som optager dem. Den opgave har Klaus også løftet her, hvor han har kastet sig over Harry Harrison, en forfatter jeg selv har en ganske pæn samling bøger af. Det er derfor også med udsøgt fornøjelse, at jeg her giver ordet videre.  God læselyst!

 

Et tilbageblik på Harry Harrison

 

Science fiction-forfatteren Harry Harrison (1925-2012) voksede op i New York under Depressionen med en ofte fraværende far, som var trykker og måtte rejse hen hvor arbejdet var. En af hans få fornøjelser var at købe brugte science fiction-magasiner, som han læste igen og igen. Da den allerførste science fiction-verdenskongres Worldcon (som i de første mange årtier trods navnet de facto var rent nordamerikansk) blev afholdt i New York i 1939, da Harrison var 14 år, sneg han ind uden at betale, da han ikke havde råd til at betale for billetten. Måske var det mødet med den gryende amerikanske fandom og tidens store science fiction-forfattere, der blev den afgørende faktor, der formede resten af hans liv, som i det store og hele kun har handlet om science fiction.

Klaus Æ. Mogensen

Klaus Æ. Mogensen

Som ung mand fik Harrison foden indenfor i det lokale science fiction-miljø, hvor han blandt andet blev fast gæst hos forfatterparret Frederik Pohl og Judith Merril. Det lå dog ikke fra starten i kortene at Harrison selv skulle blive science fiction-forfatter, og han startede faktisk sin professionelle karriere som illustrator og tegneserietegner; det sidste ofte i samarbejde med den senere legendariske tegner Wally Wood, som rentegnede Harrisons historier. Kun lidt af deres samarbejde var inden for de fantastiske genrer; størstedelen af deres produktion lå i westerns og romancer. Det gik hurtigt op for Harrison at der var flere penge i at skrive end i at tegne, og i 1951 debuterede han med novellen “Rock Diver” i magasinet Worlds Beyond. Han slap dog ikke helt tegneserien, og i perioden 1958-1964 skrev han avistegneserien Flash Gordon med Dan Barry som tegner. Serien blev bragt i danske aviser i denne periode som Jens Lyn, og det blev således det første som Harrison fik oversat til dansk.

Harrisons far var irer, og hans mor litauer, så allerede fra fødslen var han lidt af en verdensborger, og dette var også noget der kom til at kendetegne hans liv. Sidst i 1950’erne flyttede han med konen til Mexico og kort efter til England og derfra videre til Danmark, hvor han boede i syv år fra ca. 1960. Han havde hørt godt om Danmark som et sted man kunne have børn vokse op, og han flyttede først herfra da det gik op for ham at hans børn ville blive danske hvis familien blev boende. Han flyttede så tilbage til USA, men kort efter til Irland, hvor han boede til få år før sin død. Han kunne få irsk statsborgerskab fordi hans bedstemor var født i Irland, og dermed kunne han benytte sig af Irlands gunstige skatteregler, hvor statsborgere ikke betaler skat af kunstnerisk virksomhed.

 

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

I januar 1960 bragte magasinet Astounding (som på dette tidspunkt var ved at skifte navn til det mere moderne Analog) første afsnit af Harrisons debutroman, Deathworld, som blev en pæn succes og affødte to fortsættelser. Bogen besad tre elementer, som kom til at kendetegne det meste af hans senere forfatterskab: action, humor og antimilitarisme; det sidste en egenskab han samlede op mens han arbejdede som våbeninstruktør efter at være blevet indkaldt til det amerikanske militær. Året efter fulgte den første roman med hans mest kendte figur, The Stainless Steel Rat; øgenavnet på den futuristiske mestertyv “Slippery” Jim DiGriz, der bliver rekrutteret som agent for det mystiske Special Corps, som benytter sig af tidligere kriminelle til at bekæmpe interstellare forbrydelser. Harrison vendte jævnligt tilbage til The Stainless Steel Rat og skrev i alt 11 romaner med sin antihelt, senest The Stainless Steel Rat Returns i 2010, to år før han døde.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Harrisons hovedværk, romanen Make Room! Make Room! kom i 1966. Romanen anses som den første der seriøst beskæftigede sig med overbefolkning, og den blev filmatiseret i 1973 som Soylent Green med Charlton Heston i hovedrollen. Harrison har udtalt at filmen “af og til har en flygtig lighed med romanen”, og selvom filmen blev en pæn succes, tjente han ikke en øre på den på grund af en ugunstig kontrakt, der lovede ham procenter af nettoindtægten – og den slags har selv de mest succesrige film ikke på grund af særlige regnskabsfif.

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Penguin Books 1973

Harrisons forfatterskab må siges at være temmelig blandet, især i de tidslige år, selvom han kun skrev inden for science fiction-genren. Nogle af hans bøger er ret straight action-space opera, andre er parodier (bl.a. Bill, the Galactic Hero fra 1965, som parodierer blandt andet Heinleins Starship Troopers og Asimovs Foundation), og atter andre er alternate history (begyndende med A Transatlantic Tunnel, Hurrah! fra 1972).

Paperback,  I Books 2004

Paperback, I Books 2004

Harrison vendte stærkt tilbage til politisk science fiction i 1980 med Homeworld, første bind i trilogien To The Stars. Homeworld er skrevet som en reaktion på Orwells 1984, som Harrison fandt urealistisk fordi halvdelen af befolkningen skulle holde øje med den anden halvdel. I Homeworld – skrevet da hjemmecomputere stadig var noget helt nyt – er det ikke mennesker, der holder øje med mennesker, men i stedet computere, som aflytter alle telefonsamtaler og tjekker alle forespørgsler på computere. Mon NSA har læst denne roman? De sidste to bind i serien er mere ordinær science fiction, men Homeworld selv er et must for alle fans af dystopisk science fiction.

Paperback, Grafton 1980

Paperback, Grafton 1980

Fra 1984 og frem blev Harrisons forfatterskab domineret af tre store alternate history-trilogier. I den første trilogi, bestående af romanerne West of Eden, Winter in Eden og Return to Eden, divergerer tidslinjen fra den velkendte verdenshistorie allerede for 65 millioner år siden. Dinosaurerne uddør ikke, og med tiden opstår der i Sydeuropa er intelligent art, som udvikler en avanceret civilisation baseret på bioteknologi. Samtidig udvikler der sig stenaldermennesker i Amerika, og det fører til et kultursammenstød da de intelligente dinosaurer begynder at kolonisere Amerika. Man fornemmer en pendant til europæernes kolonisering af Amerika, men parallellen bliver ikke hamret fast, og vi bliver præsenteret for flere fascinerende samfund og en hovedperson der er splittet mellem to af dem (et tema, der i øvrigt går igen i flere af Harrisons bøger, måske fordi han har levet det meste af sit liv som expatriate).

Den næste store alternate history-trilogi er The Hammer and the Cross (1993-97), der beskriver konflikten mellem et kristent Europa og et Norden, som nægter at lade sig kristne, men i stedet bliver centrum for en gryende teknologisk renæssance. Trilogien er skrevet i samarbejde med historikeren og litteraturforskeren Tom Shippey, der har ansvaret for trilogiens overvejende historiske korrekthed.

Paperback, Tor Books 1994

Paperback, Tor Books 1994

Harrisons sidste større værk blev alternate history-trilogien Stars and Stripes om den Amerikanske Borgerkrig i en version hvor englænderne kæmper på Sydstaternes side. Jeg har ikke læst denne trilogi, der generelt afvises af fans af alternate history som værende ret ringe. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om det mon skyldes at Harrison er pacifist, men de fleste alternate history-fans elsker krig.

Harry Harrison var meget mere end bare romanforfatter. Han skrev en række glimrende noveller, hvoraf en del kan findes i den retrospektive samling 50 in 50 fra 2001, og han redigerede omkring 40 antologier, end del i samarbejde med hans gode ven Brian Aldiss. Ikke mindst var han meget involveret i international fandom, og han tog initiativ til den første vestlige science fiction-festival med deltagelse af sovjetiske forfattere og til stiftelsen af organisationen World SF, som skulle sikre kontakt mellem internationale science fiction-professionelle. Harrison var gæst på adskillige danske science fiction-festivaler, senest Eurocon i København 2007. Under to tidligere danske festivaler – Fabula 96 og Fantasticon 2005 – havde jeg den fornøjelse at interviewe ham, og jeg kan skrive under på at han var mindst lige så spændende, fornøjelig og fordomsfri som menneske, som han var som forfatter.

 

Udvalgte links:

Harry Harrison på Wikipedia

Harrisons officielle hjemmeside

Uddrag af Harrisons selvbiografi Harry Harrison! Harry Harrison!: A Memoir (Tor Books 2014)

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret