Tag Archives: Hekse

Ray Bradbury, Something Wicked This Way Comes (1962): Bittertsød barndomsgru

Paperback, Gollancz 2008

I Ray Bradburys ganske omfattende forfatterskab er der næppe nogen roman, som har opnået samme status som hans højtelskede Something Wicked This Way Comes fra 1962. Bogen er et stykke arketypisk amerikansk fiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er rørende og grufuld. Bogens popularitet skylds da også uden tvivl, at Bradbury fik skabt noget mere og større end bare et sentimentalt barndomsminde. Han skabte en roman, der med pinefuld præcision skildrer det sted i livet, hvor barnet forlader forældrenes vej og baner sin egen sti ud i livet. Det moment gør ondt, og det er angstprovokerende for både børn og forældre, men det er også et flot øjeblik, og alt dette fanger Bradbury på smukkeste vis.

Historien udspiller sig i en landlig lilleby i det amerikanske kerneland. Vi hører her om de to drenge Jim Nightshade og William ”Will” Holloway, der begge i nærmeste fremtid fylder 14. Da vi kommer ind i fortællingen, er det klart, at drengene bruger ganske meget tid på at drive omkring i byen og byens omgivelser på egen hånd. En eftermiddag møder de en mand, der sælger lynafledere, og dramatisk fortæller han drengene, at der er en storm på vej. Det viser sig at være rigtigt, blot handler det ikke om en storm i gængs forstand. Der er nemlig i stedet tale om fygtelige omvæltninger, der skal komme til at vende op og ned på drengenes tilværelse.

Paperback, Gollancz 2008

Det viser sig, at der kommer et tivoli til byen, med alt hvad det indebærer af forlystelser og sære personager. Noget er imidlertid anderledes ved dette tivoli; for det første kommer det til byen i oktober måned, ikke om sommeren som normalt. For det andet er alt ved både forlystelserne og de ansatte en smule ubehageligt. Ikke mindst tivoliets ejer Mr. Dark er en ubehagelig figur, der ikke varsler noget godt.

Mr. Darks tivoli er da heller ikke på nogen måde et normalt foretagende. Dark og hans folk lever ganske bogstaveligt af frygt og negativ energi. På evig rejse gennem efteråret, der aldrig slutter for dem, jager de steder, hvor undertrykte idéer og indeklemte følelser har hobet sig op og nu er parate til at blive høstet. Wills og Jims hjemby er præcis sådan et sted, og da sandheden om dette tivoli går op for drengene, forsøger de at gå til angreb på Dark og hans folk. Deres eneste støtte er Wills far, der tror på drengene.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Spåkonen eller heksen i Mr. Darks menageri synger et sted: ”Tell you your husbands. Tell you your wives. Tell you your fortunes. Tell you your lives. See me, I know. See me at the show. Tell you the color of his yes. Tell you the color of her lies. Tell you the color of his goal. Tell you the color of her soul. Come now, don’t go. See me, see me at the show.” (s. 159)

Næsten hele bogens konflikt indfanges her, for i Darks Tivoli lokkes folk til med et løfte om forandring, men i stedet for at blive bedre mennesker udløser Dark folks inderste frygt og løgne. På magisk vis ser tivoliets ansatte ind i hjertet på lillebyens borgere og afslører deres drifter og længsler. De lokkes til med løfter om gratis hjælp, men ender i sidste ende som ødelagte, maltrakterede monstrøsiteter, der må optræde i Mr. Darks show.

Hardcover, Simon & Schuster 1962. Romanens 1. udgave

Den store forestilling, ”the show”, er en bærende metafor i bogen, fordi Bradbury beskriver livet som den store forestilling, der passerer os alle forbi. Will og Jim har indtil nu blot set på forestillingen udefra, men de er begyndt at ane, at der måske er mere i dette spil, dette ”show”, end man umiddelbart kan se. Drengene gennemskuer imidlertid også tivoliets hemmelighed og tager kampen op imod skyggesiderne i ”the show”. Grunden til, at drengene kan gennemskue Mr. Dark er, at Will og Jim står midt i mellem barndom og voksenliv; de ser antydninger af livets alvor, men har deres fantasi og uskyld intakt, hvilket stort set ingen voksne har. Wills far er en undtagelse, for han har bevaret en flig af sin barndom i hjertet og aldrig helt affundet sig med voksenlivet.

Umiddelbart er kampen mod Mr. Dark ulige, for hvem kan hamle op imod den, der kontrollerer alle længsler og forsmåede følelser? Byen danser efter Darks fløjte og lokkes til i hobetal, takket være hans sirenesang og det stærkeste løfte af dem alle, karrusellen, som lader den, der rider den, blive ældre eller yngre, alt efter behov og ønske. Dark er den sataniske frister, der kender hvert eneste svage punkt i alle sjæle.

Paperback, Bantam Books 1963

Det, Mr. Dark gør, er at vise sine gæster en mørk spejling af livet, der fremhæver alt det nedslående, alt det triste og depraverede. Voksne er især lette ofre for dette, fordi de for længst har erkendt, hvordan alt i tilværelsen er farvet i gråtoner. Sådan er det ikke for Will og Jim, der endnu ikke har trådt ind på den voksne sti, og derfor ser de stadig alt med uskyldige øjne. Seksualitet, død og uafhængighed viser sig som vage silhuetter på horisonten, og læseren ved, at dette måske er drengene sidste måneder som børn, men det store skifte er endnu ikke sket. Will far, der fortsat står med en fod fanget i barndommen, ser også mere end alle andre, og sammen udtænker de våbnet mod Mr. Dark.

Han skal ikke bekæmpes med vold eller magt, nej svaret ligger i latteren. Det er i den barnlige, ubekymrede evne til at grine, at våbnet mod mørket ligger, og det er præcis på den måde, at det lykkes for de tre helte at redde byen. De ved godt, at det kun er en stakket frist. Faktisk ved de inderst inde, at mørket allerede har taget bo i dem, fordi de har set for meget af tivoliet. I sidste ende vinder Dark derfor altid, men man kan holde ham hen, og den viden giver en ægte lykkefølelse, der i bogens sidste linjer skildres med sentimental perfektion, da Will, Jim og Wills far sammen, leende, løber gennem oktobernatten – løber fordi de har lyst, og fordi det at løbe er følelsen af ubekymret frihed.

Hardcover, Hart-Davis 1963

Ray Bradburys roman sætter ord på en afgørende forskel mellem barneliv og voksenliv; den beskriver det uskyldstab, der følger med voksenlivets erkendelse af, at livet i sidste ende er en lang række af kompromisser. Mr. Dark og hans cirkus er vrangbilledet på voksentilværelsen, og den sataniske karrusel er stedet, som man taber sig i, hvis man først giver sig hen til drømme om alt det, der ikke er eller aldrig blev til noget.

Tivoliet, the show, er det modsatte af barnets evne til at leve i nuet, og på sin egen sværmeriske måde lykkedes det rent faktisk at skabe en roman, der minder os alle om, at vi må værne om fantasien og glæden, fordi de mørke kræfter i os alle kun alt for let tiltrækkes af den i sidste ende overvældende modgang, som mere eller mindre konstant ligger og lurer i alles liv. Vi må glemme den, siger Bradbury, og tage ved lære af Will og Jim, ellers havner vi hos Mr. Dark som artister i hans show, og der har man ikke lyst til at være.

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Corgi Books 1969

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Corgi Books 1975

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Granada 1983

Paperback, Avon Books 1998

Hardcover, Avon Books 1999

Paperback, Gollancz 2006

Hardcover, PS Publishing 2015

Paperback, Gollancz 2015

Paperback, Simon & Schuster 2017

Reklamer

1 kommentar

Filed under Roman

Fritz Leiber, Conjure Wife (1943): Det forheksede køn

Paperback, Ace Books 1984. Kunstneren bag forsiden er ikke oplyst

Fritz Leiber kendes uden tvivl bedst for de to slyngler Fafhrd og Grey Mouser, der huserer i storstaden Lankhmar. Leibers fiktion breder sig imidlertid også ud i andre dele af genrefiktionens bredspektrede univers. Han skrev flere skræknoveller samt et par vigtige gyserromaner. Den første er formentlig den væsentligste, fordi den synes helt ude af trit med sin samtid og snarere fremstår som et varsel om det, der skulle ske med horrorlitteraturen i 1950’erne. Romanen hedder Conjure Wife, og den så dagens lys for første gang i 1943, da den blev udsendt i magasinet Unknown Worlds. Der skulle imidlertid gå ti år, før Leibers fortælling udkom i bogform, og da det skete i ’53, var den pludselig blevet en del af en bredere bevægelse, hvor historiens nyskabende blik på gysets iscenesættelse havde fortonet sig, fordi andre på det tidspunkt havde fulgt samme stier som Leiber.

Handlingen fører os til et lille, stærkt konservativt universitet et sted på den amerikanske østkyst. Her på Hempnell College, som stedet hedder, har Norman Saylor sikret sig en plads som fast underviser, og fremtiden tegner lyst. Normans karriere går roligt fremad, og derhjemme venter hans søde kone Tansy hver aften med drinks og aftensmad. Lykken tilsmiler familien Saylor, men alt får en brat ende, da Norman en dag ved et tilfælde opdager noget mystisk i en af Tansys skuffer. Norman finder dels en lille amulet, dels en dagbog, der beskriver, hvordan Tansy aktivt praktiserer beskyttende magi i huset. Norman, der er antropolog, har studeret folklore og kender en del til forskellige former for folkloristisk magi, men det rammer ham som en hammer, at hans kone skulle benytte den slags.

Paperback, Ace Books 1984

Naturligvis konfronterer Norman sin kone med opdagelsen, og nu bliver sagen først for alvor sær. Det kommer frem under deres samtale, at der er flere kvinder, faktisk ganske mange kvinder, der praktiserer magi i det skjulte. De bruger magi til at fremme deres familielykke, til at beskytte sig selv og ikke mindst deres mænd fra magiske angreb og naturlige ulykker. Norman fatter ikke et ord, men efter at han har forbudt Tansy at praktisere sin magi, går der ikke mange timer før problemerne hober sig op. Knap er alle Tansys beskyttende amuletter og tegn fjernet fra huset, før ægteparret Saylor går en ganske hurtig deroute i møde.

Man skal lægge mærke til to punkter ved Conjure Wife, som gør romanen til et stykke fascinerende, banebrydende skrækfiktion. For det første har bogen et udtalt feministisk perspektiv, som står uventet stærkt i teksten, og for det andet trækker Leiber sin fiktion ind i hjemmets sfære på en måde, som kun sjældent var blevet afprøvet tidligere.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 24 1910 – 5. september 1992)

Set med nutidige øjne er kønsrollemønstret i Conjure Wife naturligvis ganske forældet, al autoritet ligger således hos Norman, mens Tansy er hjemmets tjenende ånd. Sådan er det i hvert fald indledningsvist. Leiber får imidlertid vendt perspektivet, så det rent faktisk er hos kvinderne, at den reelle magt ligger. I bogen eksisterer der en kæmpemæssig farlig og magisk verden omkring den mandlige eksistens, som mændene slet ikke opfatter. De forstår ganske enkelt ikke, i hvor høj grad deres verden og adfærd bliver manipuleret af kvinder. Man kan naturligvis indvende, at det virker en smule begrænsende, at kvinderne først og fremmest udnytter deres magiske magt til at sikre deres mænd status og velstand, men faktisk får Leiber skrevet dette forhold frem på en sådan facon, at det til sidst er klart, at han i virkeligheden ser en form for arbejdsdeling og ligestilling mellem kønnene i dette. Kvindernes hekseri giver dem en bagvedliggende magt, som mændene udadtil kan forvalte og udnytte. Den ene fungerer ikke uden den anden.

Man kan mene om dette hvad man vil, men bogens kvindesyn er absolut progressivt for tiden. At tage det stigmatiserede begreb heks og indsætte det i en moderne ramme, for så samtidig at fylde det med en ny form for magt, der i høj grad var positiv – selvom den også kunne bruges til at gøre ondt – var ligeledes noget nyt i 1943, da Conjure Wife så dagens lys.

Unknown Worlds, april 1943. Romanens første udgivelsessted

Det samme gælder selve fortællingens miljø, nemlig hjemmet. I 40’ernes gys skal man se langt efter fortællinger, der ikke trækker heftigt på gotiske troper og velkendte skrækklichéer. Modernisering af genren var ikke noget presserende på det tidspunkt, men præcis det gør Leiber op med i Conjure Wife.

Hans heks er en moderne kvinde og bogens miljø et ordinært universitetsmiljø. Alle forventninger til gysets setstykker bliver dermed gjort til skamme, for ganske vist bruger Leiber velkendte troper som ”heksen”, ”spøgelset” og så fremdeles, men han fylder dem med nye betydninger, der baserer sig på moderne livsvilkår. Leiber leger dermed med sin læser og udfordrer gysets klichéer med en modernisme, som demonstrer, at horror og gru lige så let kan opstå bag det moderne hjems fire vægge som i gamle borgruiner og dystre kirkegård; tanker der vel at mærke stadig var innovative i 40’ernes første halvdel.

Paperback, Lion Books 1953. Romanens første bogudgave. Bemærk den helt forfejlede forsideillustration, der tydeligvis forsøger at sælge bogen som noget den ikke er

Romanen kan let opfattes som forløber for en lang række senere gys; ikke mindst skrevet af navne som Robert Bloch og Charles Beaumont. Som direkte inspiration har den dog næppe virket for ret mange, men bogens budskab og greb om genren var en vigtig indikation på, at pulpens forstenede skrækfiktion var på vej ud.

Med alt dette sagt må man imidlertid også hæfte sig ved, at en af grundende til, at alt dette lykkes med så stor, overbevisende kraft, er Leibers særlige prosa, der blander pulpens tempo og fokus på handling med et præcist blik for psykologiske skildringer, der stikker langt dybere end mange af Leibers samtidige. Leibers portræt af både Norman og Tansy Sailor er karakteriseret af både hjertevarme og strejf af kynisme, der formidles gennem et formidabelt øje for dialog.

Hardcover, Twayne Publishers 1953

Man må heller ikke glemme den sikkerhed, hvormed Leiber får serveret sin fortælling og det isnende billede, den bærer frem til sidst, som fortsat står krast for den nutidige læser. Norman sidder her ulykkelig på et hotelværelse efter desperat at have søgt efter sin forsvundne kone hele dagen. Med ét hører han slæbende fodtrin ude på gangen, og han ved, at det er Tansy, som er vendt tilbage. Scenen er rædselsvækkende, ikke mindst takket være Leibers arbejde for at etablere et egentligt psykologisk portræt af sine hovedpersoner.

Det lader sig ikke fornægte, at Conjure Wife er et stykke pulplitteratur, som skal fungerer på pulpens præmisser. Det har, kan ske, hæmmet den kritiske reception af bogen, men Fritz Leibers fyldige prosa og livskloge tilgang til stoffet gør det til mere end underholdning. Med denne fortælling føjer han nytænkning til skrækfiktionen og får på den led skabt et værk, der kan måle sig med genrens store milepæle. Leiber forandrede pulpen indefra med sine tekster, og resultatet blev blandt meget andet et radikalt værk som Conjure Wife, der, dengang som nu, leverer både stof til eftertanke og spænding af den grumme slags.

Paperback, Berkley Medallion 1962

Paperback, Award Books 1968. Også her forsøger man hårdt, at få bogen solgt som “nygotisk” gys – en genre, der havde sin storhedstid netop i 60’ernes anden halvdel

Paperback, Penguin Books 1969

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Tor 1991

Paperback, Orb 1999

Paperback, Orb 2009

Hardcover, Centipede Press 2011

Ebog, Gateway 2011

Ebog, Open Road 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Hvem kan stå for disse hekse?

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Sphere Books udsendte i midten af 80’erne en serie om heksejægeren Robert Monk, der får hjælp af den væmmelige håndlanger Cattermole og den stakkels soldaterkaptajn John Farris. Det hele udspiller sig i et borgerkrigshærget USA, hvor jagten på den okkulte trussel driver sit værk midt mellem krigens tummel. Alt det kan vi imidlertid se nærmere på i et andet indlæg. Her skal du nemlig bare glæde dig over de forsider, som Sphere valgte at pryde serien med.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Lummer 80’er-stemning og muligvis lidt lurende ondskab; men okkult heksejagt under den amerikanske borgerkrig ligger ikke i kortene, når man ser på de her forsider. Mon Sphere alligevel tænkte, at den historiske ramme for serien var lidt for støvet? Skulle der lidt samtidserotik til for at peppe stemningen op? Formentlig. Resultatet er i hvert fald temmelig underholde, og selvom de rent kronologisk ligger langt fra bøgernes pulpede, historiske indhold, så rammer de i hvert fald lidt af den svulmende prosa, som serien bærer præg af.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Men hvor gyselige forsiderne end måtte være, kunne jeg faktisk ikke ønske mig nogen andre, fordi de føjer et sidste bizart twist til en i forvejen temmelig fordrejet serie. Herligt.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. og sidste bind

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Salems hekse i hip psych-sang fra ’66

 

Singlen i hele dens herlighed inklusiv stavefejl

Singlen fra ’66 i hele dens herlighed inklusiv stavefejl

Her skal I lige høre det stort set ukendte band Kiriae Crucibles single ”The Salem Witch Trial” fra ’66. Et stykke herligt, ørehængende horror-psych-rock fra en syreglad tid. Den perfekte indledning til weekenden for alle os bagstræberiske røvhuller, der sværmer for den slags gammelt skrammel.

 

Hold jer høje. Vi ses på søndag til en omgang sort i sort.

Martin

1 kommentar

Filed under Video

Stephen M. Irwin, The Darkening (2009): Tidens gys i en nøddeskal

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det kan være vanskeligt at indkredse, hvad der karakteriserer den skrækfiktion, som er udkommet i de senere år. Ikke desto mindre synes én fællesnævner at være en tilbagevenden mod mere traditionelle gysertematikker efter nogle eksperimenterende år i 90’erne. Det er næsten som om, den traditionelle gyser havde brug for en skønhedssøvn, efter Stephen King et al. havde hevet genren op på toppen af bestsellerlisterne. Et bjerg, som næppe mange nogensinde havde forestillet sig, at gyserforfattere skulle kunne bestige regelmæssigt. Det skete imidlertid, men ikke uden et vist tab af fokus på det uhyggelige. Hverdagen og livet, på godt og ondt, indtog en central plads i skrækfiktionen og gjorde den genkendelig, men balancegangen mellem det prosaiske og skrækindjagende er vanskelig, og alt for ofte forsvandt gyset i dagligdagsdrama uden ret meget af det, som vi skræk-junkier jagter.

I 90’erne begyndte horror ret hurtigt at trække sig tilbage fra det brede læsende publikum, og selv om genrens mastodonter fortsat udsendte romaner i en lind strøm, havde de ikke længere samme gennemslagskraft. Under alt dette boblede en underskov af nye navne frem, der fra slutningen af 90’erne, rent tematisk, søgte tilbage mod 70’erne og de tidlige 80’ere i stil og indhold. Ikke forstået sådan, at dette nye hold var konservativt i sprog eller fortællemåde, men snarere at bøgerne blev kortere og mere pågående; knap så meget hverdagsdrama, mere blod, skrig, monstre og ubehageligheder. Den gemytlighed, der eksempelvis havde sneget sig ind i navne som Kings og Barkers fiktion, forsvandt for i stedet at give plads for en råhed, som afgjort har været forfriskende for genrens videre vej ind i 00’erne.

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det var en lang indledning, men alt sammen noget der kan tjene som introduktion til Stephen Irwins debutroman fra 2009. Det er nemlig på alle måder et tidstypisk værk, der på sæt og vis favner de bedste kvaliteter i tidens genrelitteratur, men som trods det ikke nødvendigvis er en gennemført fremragende bog. Det vender jeg tilbage til.

The Darkening, som bogen hedder, åbner i London, hvor Nicolas Close lever sammen med sin kone. De er nygifte, og livet tegner lyst, men desværre rammes de af en dobbelt ulykke. Nicholas kører galt på sin motorcykel, mens konen samtidig falder ned fra en trappestige hjemme i deres lejlighed og dør. En trist affære. Nicholas’ trafikuheld får den besynderlige konsekvens, at han pludselig begynder at se spøgelser. Spøgelser, der hjemsøger de steder, hvor de tragisk omkom – Nicholas’ kone ingen undtagelse. Spørgsmålet er naturligvis, om det faktisk er spøgelser, han ser eller om det måske er noget, han bilder sig ind.

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Det korte af det lange er, at Nicholas sælger alt i London og rejser hjem til den lille by i New Zealand, hvor han er født og opvokset. Hans hjemvenden er ikke ubetinget nogen rar ting, fordi den river op i gamle affærer. Mest ubehageligt er det, at Nicholas største barndomstraume pludselig kommer op til overfladen igen. Hans bedste ven blev myrdet under mystiske omstændigheder i skoven bag byen, og nu forsvinder der igen børn i byen. Politiet synes umiddelbart, at det er pudsigt, at børn begynder at forsvinde netop som Nicholas vender hjem, og læseren spørger sig naturligvis også, hvordan det hele hænger sammen.

Som romanen udvikler sig, kommer den psykisk ustabile Nicholas gradvist til at stå ansigt til ansigt med en ældgammel ondskab, der længe har luret ude i skoven, hvor mange generationer af børn har måttet lade livet som mad for bæstet. Nicholas får hjælp fra byens præst, sin søster og en lille pige, der næsten blev væsnets offer, men da det kommer til stykket, må han drage alene ud på et hævntogt for at dræbe monstret.

Hardcover,  Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Hardcover, Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Stephen Irwin var egentlig kendt som en ganske succesfuld novelleforfatter, før han kastede sig over The Darkening, og det kan mærkes i teksten. Kapitlerne har en dvælende, meditativ karakter, som fokuserer mere på nuet end den egentlige handlingsfremdrift. Vejret og lyset bliver beskrevet i detaljer, og det gør Irwin rigtig stærkt. Der er noget nærværende, nærmest taktilt, over hans miljøbeskrivelser, som tydeligvis kommer ud af en forfatter, der er vant til at fokusere på specifikke små forløb, nærmere end lange fortællinger over mange sider. Det giver bogen en særlig sprogøkonomi, som er rig på metaforer og ord med betydningsmæssig tyngde.

Det er ikke ret tit, at jeg egentlig bliver påvirket eller ligefrem skræmt af skræklitteratur, men det sker nu og da, og Irwin er en af dem, der fik mig. Bogens onde dame har en lille hvid hund, og Irwin har en mesterlig beskrivelse af, hvordan hovedpersonen Nicholas en aften ser ud af vinduet og opdager hunden sidde ude på gaden og betragte hans hus. Der er noget uendelig banalt over scenen, som blandes med implikationer om overnaturlig intelligens i dyret. Det virkede af en eller anden grund stærkt foruroligende på mig. Sjovt hvad der engang imellem rammer en.

Paperback, Anchor Books 2012

Paperback, Anchor Books 2012

Stilistisk bevæger The Darkening sig ind på Peter Straubs territorium af hjemsøgte barndomslande befolket af undertrykte traumer og væsner, der vender tilbage for at kræve sin pant. Sprogligt kommer de to også tæt på hinanden, hvilket alt sammen gør, at Irwins debutroman virker bekendt – både i udførelse og indhold. Det er på ingen måde et problem, men jeg må blot konstatere, at Irwin har et stærkere sprog i bogen end den historie, han fortæller.

The Darkening plages nemlig af en gradvist mere banal handling og en del unødvendigt fyld, som eksempelvis det faktum, at Nicholas kan se spøgelser – noget der stort set ikke bruges til andet end at kunne beskrive ubehageligt udseende gengangere i ny og næ. Som Nicholas får trevlet bogens mange tråde ud, står det klart, at han med våben i hånden kan nedkæmpe sin fjende. Alt bliver pludselig meget konkret og filmisk, hvorved bogens dystre, lyriske atmosfære forsvinder ud i ingenting. At handlingen tilmed drives frem i pludselige stød, gør heller ikke bogen mere harmonisk.

Paperback, Hachette  Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren - hvor der også optræde overnaturlige elementer

Paperback, Hachette Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren – hvor der også optræde overnaturlige elementer

Trods sine åbenlyse fejlgreb er The Darkening en flot bog, som er spændende at trække frem, fordi den så at sige repræsenterer en tematisk normaltype for skrækfiktion i dag. Den ligner i forbløffende grad en lang række andre fortællinger, også ting vi kender herhjemme fra (Teddy Vorks Ex eksempelvis). Irwins sprog er hans særkende, men bogen som helhed er et fortrinligt billede på den alvorlige skræklitteratur, der skrives lige nu. En nyttig iagttagelse, synes jeg, for den der interesserer sig for genrehistorien og skrækfiktionens udvikling.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Graham Masterton, The Pariah (1983): Aboslut fornøjelig gotisk skræk og ballade

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Der er ikke meget, som slår Graham Mastertons tidlige romaner, i hvert fald så længe vi taler ren og skær underholdningsværdi. De skuffer faktisk aldrig, fordi Masteton bekender kulør og skriver uforfalsket, pulpet gys uden det fjerneste forsøg på at intellektualisere eller at gøre romanerne til mere, end de er. Den tilgang til (skræk)fiktion er naturligvis ikke i sig selv noget nyt; faktisk tror jeg, mange genreforfattere sikkert vil hævde, at deres vigtigste opgave er at skrive underholdende historier. Det særlige ved Masteton er imidlertid, at der ikke er tale om falsk beskedenhed eller krukkeri. Han gør som lovet, og han er tilmed pokkers god til sin valgte metier.

The Pariah fra 1983 tager os ind i Lovecrafts kerneland. Vi kommer nemlig med til et efterårsomsust New England, hvor Masterton har skabt den lille kystby Granitehead til lejligheden. Den er naturligvis baseret på Marblehead; den by, som Lovecraft brugte som inspiration til Kingsport. Masterton spiller da også et dobbeltspil i romanen, hvor han både lader sin hovedperson referere til Lovecrafts fiktion, og samtidig gør brug af Lovecrafts fiktive stednavne i handlingen.

Papeback, Star Books 1983

Papeback, Star Books 1983

I den lille, idylliske turistby har John indtil fornyelig haft en antikforretning med sin kone. Desværre er konen netop omkommet i en trafikulykke, og katastrofen bliver kun mere tragisk af det faktum, at hun var højgravid, da det skete. John har været på druk siden ulykken, og butikken er på vej ned ad bakke, men så sker der noget mærkeligt. Han begynder at se spøgelser, konens spøgelse, for at være præcis. Men ikke nok med det, under en auktion får han fat i en gammel skitse af havnen i Granitehead. Det bliver startskuddet på en hæsblæsende, okkult jagt efter et skib, der gik ned ud for lillebyen for flere århundreder siden. Spøgelset, John ser, og billedet er nemlig forbundet og har begge rod i historien om mystiske hændelser, der udspillede sig i kølvandet på hekseforfølgelserne i Salem 1692.

Masterton er ikke en mand, der hverken underspiller sine gys eller plotidéer, og John ser sig snart involveret i dykkerekspeditioner efter en dyster vrag, der angiveligt skulle have en indiansk dæmon ombord, alt imens en armé af levende døde truende nærmer sig Granitehead. Jo-jo, der er skam ramasjang for alle pengene her.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Til trods for, at Masterton har skrevet over 100 bøger i løbet af sin karriere, er han faktisk ikke specielt kendt i Danmark. Men har du læst noget af ham før, vil alt virke velkendt i The Pariahs overgjorte univers, hvor den sorgtyngede John stadig har overskud til selvironi og aldrig går af vejen for et hurtigt knald med de tilfældige damer, han møder på sin vej gennem bogen. Sådan er det nemlig hos Masterton; tilfældig sex, vold og dramatiske overnaturlige manifestationer kommer i et væk og holder læseren fastlåst, fordi man lige skal have det næste kapitel med for at se, hvad han nu smider i hovedet på sin forfulgte hovedperson.

Mastertons kvalitet ligger da også netop i den nærmest uforskammede ligefremme måde, historien udfolder sig på. Hans fladpandede, klichéfyldte persongalleri accepterer straks, at der må være noget overnaturligt på færde, og naturligvis er det ikke noget problem for John at lære at dykke på et par dage og være så god til det, at han kan deltage på lige fod med professionelle arkæologer bagefter. Man kan med andre ord trygt slå hjernen fra, når man er i selskab med Mastertons romaner, fordi han skriver til maven, ikke hovedet.

Paperback, Tor Books 1984

Paperback, Tor Books 1984

The Pariah, som dybest set handler om en dæmon, der forsøger at trænge ind i vores verden, gentager et plot, Masterton har brugt flere gange – eksempelvis i The Manitou eller The Djinn. Han har imidlertid slået en anden tone an her, som skiller den fra de to tidligere romaner. I The Pariah prøver Masterton kræfter med gotikken, hvilket betyder, at han bruger langt mere tid på stemnings- og miljøbeskrivelser end i tidligere bøger.

Som han skriver et sted: ”… In spite of the constant wind, in spite of the ocean, I felt that Salem and Granitehead were small and dark and constricting and old. A great suffocating weight of history pressed on me here, layer upon layer of ancient buildings, long-dead people, mysterious events. Layer upon layer of prejudice and argument and pain. (s. 129)”

Paperback, Star Books 1986

Paperback, Star Books 1986

En klarere formulering af den gotiske optik kan man næppe finde og citatet er et godt billede på bogens tone, som han selvfølgelig ikke kan opretholde hele vejen igennem. Gang på gang falder Masterton tilbage i sit vante, ironiske sprog, fordi tempo og burleske optrin, af den type han beskriver, kun dårligt lader sig forene med dvælende gotik.

Ikke desto mindre er der noget stærkt fascinerende ved en bog som The Pariah. Fascinerende, fordi den så ubesværet, og med så åbenlys glæde, kaster sig ud i en skrækfortælling, der nærmest bliver til fantasy, fordi dens rod i virkeligheden synes så uendelig spinkelt funderet. Og igen må jeg konstatere, at der er mange andre, som gør det samme, men Masterton gør det bare bedre. Hans neo-pulp er blottet for ironiske metareferencer til genren. Den er skrevet som rendyrket underholdning, der bæres igennem af en bizar blanding af skarphed og udflydende galskab, leveret med en troskyldig ligefremhed, blottet for psykologiske indsigter og troværdighed.

Paperback, Sphere 1992

Paperback, Sphere 1992

Mastertons bøger er med andre ord en uhyre vanskelig balancegang mellem alvorsfuldt gys og letbenet underholdning. Den kunst mestrer kun meget få, og Masterton mestrer den skam heller ikke helt selv. Hans bøger er nemlig ikke det fjerneste uhyggelige, men de er underholdende på en beskidt, billig facon, der ligger langt fra den kække, postmordene tilgang til pulpen, som vi har set siden 90’erne. Derfor er det også altid en fornøjelse at læse til en roman som The Pariah.

Bogen er nemlig et litterært åndehul, hvor tiden har stået stille, og hvor man kan få mulighed for at få stimuleret alle sine teenagefantasier om sex, gys og det overnaturlige på den mest hæmningsløse facon. På den led ligner Masterton sin landsmand og kollega James Herbert. Og præcis som Herbert, gik det også galt for Masterton i slutningen af 80’erne, hvor hans bøger mistede pusten, da han forsøgte sig med en langt mere jordnær eller ligefrem realistisk tone. Her slog Masterton fejl på eklatant vis, men det er en historie, jeg kan gemme til et andet indlæg.

Paperback, Hammer Books 2011

Paperback, Hammer Books 2011

2 kommentarer

Filed under Roman

James Herbert, Once (2001): En tynd kop erotisk, gotisk the

Paperback, Pan 2001

Paperback, Pan 2001

James Herberts forfatterkarriere begyndte med et brag. Han leverede en hel stribe herligt brutale skrækromaner i 70’erne, der kom til at stå fadder til 80’ernes berygtede splatterpunks. Herbert høstede naturligvis ikke mange anmelderroser på den konto, men gyserfans elskede ham og det med fuld ret. Desværre ændrede han gradvist stil og bevægede sig over mod magisk realisme, urban fantasy og udsvævende drømmefortællinger. Intellektuelt flyttede Herbert sig måske til et mere sofistikeret sted, men romanerne blev ikke bedre af den grund. Og jeg vil faktisk mene, at han kun skrev en eller to gode bøger fra begyndelsen af 90’erne og frem til sin død i 2013.

Af den grund er det måske også lidt underligt, at jeg faktisk havde lyst til at læse den dystre fantasyroman Once, som Herbert udsendte i 2001. Det skyldes givet vis, at jeg har en svaghed for den gotiske tone, som bogen solgte sig på. Den har samtidigt noget legende over sig, der skinner igennem allerede på de første næsten blanke sider, hvor man kan læse ordene Once / upon / a / … death. Og med ordet ’death’ er vi allerede dybt inde i fortællingen. Once har med andre ord et snert af noget eksperimenterede over sig, der virkede meget forfriskende i et ellers stagneret forfatterskab. Desværre indfrier bogen ikke forventningerne.

Paperback, Pan 2001

Paperback, Pan 2001

Handlingen åbner, da den dygtige møbelsnedker Thom Kindred vender tilbage til sit barndomshjem på den isolerede herregård Castle Bracken – et vildsomt sted omgivet af dybe skove og søer. Thom er vel at mærke ikke stedets ejer. Han boede med sin mor i et hus et stykke fra gården, hvor Thoms mor arbejdede som privatlærer for herremandens søn Hugo.

Thom, en ung mand i sin bedste alder, har haft en stor karriere i London, men et slagtilfælde kostede ham næsten livet, og han er nu taget hjem for at genvinde førligheden i hænderne og komme sig over den traumatiske oplevelse. Det bliver et gensyn med en verden, som Thom egentlig havde lagt bag sig. Castle Brackens mørke haller, de dunkle skove omkring herregården og stedets mærkværdige atmosfære er alt sammen noget, som Thom har undertrykt, efter hans mor begik selvmord og Thom blev sendt på kostskole.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Hjemme på Castle Brtacken står Thoms barndomsven Hugo Bleeth, herremandens søn, parat til at modtage ham. Gensynet er glædeligt, selvom Thom også må høre, at Hugos far ligger for døden. Det kaster skygger over hjemkomsten, men snart har Thom nok af andre ting at tænke på. Ikke mindst fordi den sexede sygeplejerske, som Hugo har fundet til ham, gør sit for at få patienten på andre tanker.

Indledningsvist tror Thom, at sygeplejeren Nell Quick er en vittighed fra Hugos side. Han er stærkt tiltrukket af den ekstremt sensuelle dame, men der er noget er galt. Der er noget forkert ved hende, og snart vokser hans uro til afsky. Nell Quick er nemlig i virkeligheden en satanisk heks, der har fået kløerne i Hugo, og sammen planlægger de nu at få skaffet den gamle herremand af vejen, sælge landstedet og tjene en masse penge.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. oplag udkom i to farver - sort og hvidt.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. oplag udkom i to farver – sort og hvidt.

Den retskafne Thom må naturligvis forsøge at sætte en stopper for de onde planer, og her får han hjælp fra en uventet kant. Hjemkomsten til herregården afslører nemlig, at Thoms mor ikke var noget menneske, men en sylfide, der valgte at få menneskeform for at kunne gifte sig med Hugos ældre bror. Resultatet af det ægteskab blev Thom, men det hele endte i en tragedie og begge forældrenes død. Ikke desto mindre er Thom altså beslægtet med elverfolket, der lever i skovene omkring gården, og sammen gør nu fælles sag for at forpurre heksens planer.

Med Once tager Herbert læseren med ind i Edmund Spensers folkloristiske alfeunivers, og fusionerer det med klassisk gotisk melodrama. Idéen er i virkeligheden ganske interessant, fordi de to dele ikke ubetinget taler sammen. Der sker dermed løbende nogle voldsomme omslag i stemningen, som kunne være blevet til noget rigtig godt. På den ene side er der den dystre herregård med de plagede beboere og den ondskabsfulde sygeplejer, der hjemsøger stedet med sort magi. På den anden side har vi den spraglede alfeverden, som Thom i stigende grad bliver del af. Store og små groteske og smukke skabninger står her skulder ved skulder i fjollede, skøre optrin fyldt med indforståede vittigheder og referencer til James Herberts tidligere bøger. Blandt alferne kommer ingen i øvrigt op på siden af den gudeskønne alfepige, som Thom ser onanerende i græsset, da han opsøger alferne for første gang og efterfølgende forelsker sig i.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. udg. med hvidt bind

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. udg. med hvidt bind

Once trækker alle konflikter og stemninger hårdt op. I alfernes verden er der lys og farver, på herregården dunkelt fordærv og gru. Nell Quick er ond og farlig, alfepigen liv og kærlighed. Hugo en mand af denne verden med alt, hvad det indebærer af fejl og mangler, Thom en mand med det ene ben i alfernes rige og derfor hævet over de fleste jordiske problemer. Han sammenlignes endda med Jesus, fordi alferne ser ham som den frelser, der ikke bare skal redde herregården, men på sigt genforene mennesker og alfer i den victorianske drøm harmonisk sameksistens.

Bogens dynamik er mildest talt gumpetung, men retfærdigøres ved, at Once langt hen ad vejen læses som et kunsteventyr. Der er dermed noget uvirkeligt over teksten og personerne, som gør, at de aldrig forankres i kød og blod. De er mere arketype eller idéer end personer. Men måske netop derfor falder bogen også sammen om ørene på læseren, fordi handlingen, de ganske saftige erotiske scener mellem Thom og Nell eller den underskønne alfepige mangler bund eller troværdighed. Det hele bliver for let og for ligegyldigt, for enkelt eller for pjattet. Navnlig når eventyratmosfæren punkteres af det hverdagsengland, som også dukker op i bogen i form af Thoms fitness-instruktør, der skal hjælpe ham med genoptræningen.

Hardcover, Pan Books 2001

Hardcover, Pan Books 2001

Det er svært at tage bogen alvorligt, fordi dens patos er skrevet uden overbevisning og med alt for ligefremme klichéer. Herbert har ganske enkelt ikke formået at levere prosa, som sælger eventyrstemningen godt nok. Han bliver banal og stedvist pinlig, navnlig i de pubertære beskrivelser af alle bogens underskønne, nøgne kvindekrop. Her kommer der noget nærmest infantilt ind over teksten.

Idéen bag Once er charmerende, fordi den fusionere to klassiske, meget engelske udtryk, men James Herbert er bare ikke en dygtig nok forfatter til at realisere projektet og hæve romanen over det ligefremme og forventelige. Han forplumrer sit egent koncept og skaber i sidste ende et dybest set fjollet eventyr, som kunne være blevet noget stort. Det blev det ikke, og dermed føjede romanen endnu en titel til dyngen af kulsejlede forsøg fra forfatterens hånd.

Paperback, Pan Books 2007

Paperback, Pan Books 2007

Skriv en kommentar

Filed under Roman