Tag Archives: Hekse

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Elizabeth Walter, In the Mist and Other Uncanny Encounters (1979): Stille, litterære spøgelsesfortællinger

Hardcover, Arkham House 1979. Forsiden er skabt af den altid fantastiske Stephen Fabian

Elizabeth Walter var en velkendt skikkelse i den engelske forlagsverden, hvor hun i en menneskealder arbejdede som redaktør, navnlig som udgiver af krimier i den klassiske whodunnit-stil. I skrækfiktionens verden er hun imidlertid bedre kendt som novelleforfatter, idet hun skrev en række korte, overnaturlige fortællinger, som gradvist blev samlet og udgivet. Arkham House fik i ’79 med In the Mist and Other Uncanny Encounters æren af at udgive den sidste af disse opsamlinger. I hvertvfald den sidste, der udkom mens Walter stadig levede. I 2017 udkom der således en stor opsamling, som også rummer hidtil upublicerede historier fra hendes hånd.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Arkham House valgte at udgive noveller af Walter. Hun lever til fulde op til den stil, medstifteren af forlaget, August Derleth, forfulgte. Novellerne er stille gys uden meget blod eller vold, selvom de fleste (naturligvis) har en grum slutning. Walter indskriver sig dermed klokkeklart i den angelsaksiske spøgelsestradition med alt, hvad det indebærer af literære ambitioner og konservativ tilgang til handling såvel som til sprogtonen.

På den måde udgør Walters skrækhistorier et velkendt terræn, som ikke formår at overraske meget. De er sikre bud på genren og har karakter af en salon-litteratur, der er mere dannet leg end kunst skabt ud af bidende nødvendighed. Man kan med andre ord let affærdige Walters fiktion, som noget forstenet og bedaget, der er helt og aldeles ude af trit med sin samtid. Mens skrækgenren således blev revolutioneret af unge kræfter i både USA og England, skrev Walter noveller, der stadig plaskede omkring i arven efter Charles Dickens og M.R. James.

Hardcover, The Harvill Press 1965. Elizabeth Walters første novellesamling

Den kritik af Walter er fuldt ud berettiget, men imidlertid måske også for let. Set specifikt som bidrag til den genre eller tradition, som hun beskæftiger sig med, er Walter nemlig bestemt en fornyer, der eksempelvis tør skele til sublime Robert Aickman, når der skal hentes inspiration. I novellen “The Island of Regrets” tager Walter os med ind i et drømmende, halvvejs eventyrligt univers, hvor der optræder spøgelser, men hvor det i Aickmansk forstand snarere er stemningen end den specifikke hjemsøgelse, der udgør novellens drivkraft. Den type novelle er klart rundet af den modernitet, som blev introduceret i den engelske spøgelsestradition i løbet af 50’erne, og noget, der klart har påvirket Walters tekster.

På den led er det åbenlyst, at Walter er et moderne bud på en stok konservativ tradition. Hun repræsenterer det, der har forandret sig i noget, som principielt slet ikke har forandret sig. Helt formelt kan man imidlertid også se, hvordan Walter arbejder med fornyelsen af sin tradition. Folklore og historie spiller, genren tro, en væsentlig rolle som inspirationskilde i forfatterskabet. Men der er afgjort også et personligt præg over historierne. En novelle som ”The Sin Eater”, hvor spøgelset vender tilbage for at hævne en retmæssig anklage om mord, afspejler uden tvivl Walters livslange arbejde med krimigenren. Selve handlingen er absolut ikke original, men Walter introducerer et detektivisk element i novellen, som føjer nyt liv til klichéerne.

På samme måde giver hun også liv til sin heksefortælling ”The Hare”, der udspiller sig i grænselandet mellem det gamle Øst- og Vesttyskland. En engelsk spion er her på mission for at møde en afhopper. Hans kontakt viser sig at være en enigmatisk, dragende kvinde. Der er noget mystik ved det hele, ikke mindst takket være den ganske store hare, som holder øje med spionen på vej mod sit møde ude i skoven. Selvom der ikke er noget overaskende ved ”The Hare”, formår Walter at skabe en fascinerende, foruroligende stemning, og novellen er klart den bedste i In the Mist and Other Uncanny Encounters. I lyset af spørgsmålet om forholdet mellem fornyelse og tradition i hendes noveller er det imidlertid spion-elementet, som fortjener at blive trukket frem som en ny, moderne iscenesættelse af folkloristiske motiver.

Paperback, Shadow Publishing 2017. Walters samlede noveller.

Derfor kan Walter heller ikke afskrives blindt som genretomgang. Især ikke for kendere af den specifikke tradition, som hun indskriver sig i. Man kan da også konstatere, at Walter, med sine rødder så dybt forankret i sine forlæg, har skrevet fiktion af den type, som altid har et publikum og altid overlever. Det skyldes givet vis, at den stille form for gys, hun skriver, har en stemning af saglighed og litterært alvor over sig, som genrens mere voldsomme udtryk om oftest ikke rummer. Præcis som det kan fremstå finere at skrive ”gotik” end ”gys” eller ”horror”, har Walters noveller en aura af respektabilitet.

Den soliditet, som hun repræsenterer, er imidlertid også en god indikation på den krise, som Arkham House med al tydelighed var ved at styre imod i slutningen af 70’erne. Skrækgenren havde udviklet sig med forrygende fart siden årtiets begyndelse, og sen-60’ernes begejstring for de gamle pulphistorier, som forlaget havde specialiseret sig i at udgive, var langsomt ved at ebbe ud takket være nye, storsælgende navne på skrækscenen.

Den mest konservative og traditionsbundne i den sammenhæng er således slet ikke Walter, men selve forlaget, der forblev fastlåst i ganske snævert definerede udtryk. Walter er dermed et interessant bekendtskab for alle spøgelsesentusiasterne derude, og det mest interessante er at studere de små moderniseringer af genren, som gør hende til andet og mere end pasticher.

 

Novellerne:

“The Concrete Captain”

“The Sin Eater”

“In the Mist”

“Come and Get Me”

“The Island of Regrets”

“The Hare”

“Davy Jones’s Tale”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Heksen fra Kings Cross

Rosaleen Miriam Norton (2. oktober 1917 – 5. december 1979)

Jeg har netop læst tre noveller af Rosaleen Norton; tre noveller inspireret af gode gamle Lovecraft. Det er der jo utrolig mange noveller, som der er, men Norton skiller sig alligevel ud fra mængden. Det gør hendes person i hvert fald, for selve novellerne er måske ikke det mest bemærkelsesværdige i den sag.

Rosaleen Norton var nemlig en kendt skikkelse i 50’erne og 60’ernes engelske presse. Norton var maler og performancekunster, men hun var også drevet af en søgen efter okkult indsigt, og netop det fyldte både i hendes kunst og i den personlighed, som hun optrådte med i offentligheden. Der er således ikke så få paralleller til den skandaleombruste Aleister Crowley i den måde, som Norton lod sig iscenesætte på fra sin lejlighed og sit atelier i London.

Omdrejningspunktet for Nortons bohemeliv i storbyen var hendes billedkunst, der lægger sig et sted mellem ekspressionisme og surrealisme, men som dybest set er præget af en uskolet, prøvende stil, som ikke altid lykkes lige godt. Nortons motiver er hekse og djævle, hedenske guder og magiske situationer. Hendes billedverden tager dermed afsæt i okkulte og sataniske forestillinger, og hun havde intet imod at lade sin egen person og okkulte praksisser ledsage kunsten som kommercielt markedsføringskneb. Norton udførte dermed gladeligt ceremonier for pressen og var ganske åbenmundet omkring sin brug af sexmagi. Den slags lappede sladderpressen naturligvis i sig med frydefuld forargelse.   

Man genkender William Blake her – en af Nortons inspirationskilder

 

I indlægget her kan du få dig et indtryk af den kunst, som ”heksen fra Kings Cross” malede. I et senere indlæg vender jeg tilbage til Nortons noveller, som ikke er helt uden underholdningsværdi.

På genhør

Martin

Bemærk her, hvordan Norton har malet sig selv ind i øverste venstre hjørne, som deltager i heksesabbatten

Hardcover, H.C. Brewster 1945. en bog om kings Cross, som Norton lavede forsiden til

Hardcover, Mandrake of Oxford , 2. ud.1993. Nevill Drurys bog om Rosaleen Nortons liv og kunst

Hardcover, Teitan Press 2010. Genudgivelsen af Rosaleen Nortons skrækhistorier

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Ray Bradbury, Something Wicked This Way Comes (1962): Bittertsød barndomsgru

Paperback, Gollancz 2008

I Ray Bradburys ganske omfattende forfatterskab er der næppe nogen roman, som har opnået samme status som hans højtelskede Something Wicked This Way Comes fra 1962. Bogen er et stykke arketypisk amerikansk fiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er rørende og grufuld. Bogens popularitet skylds da også uden tvivl, at Bradbury fik skabt noget mere og større end bare et sentimentalt barndomsminde. Han skabte en roman, der med pinefuld præcision skildrer det sted i livet, hvor barnet forlader forældrenes vej og baner sin egen sti ud i livet. Det moment gør ondt, og det er angstprovokerende for både børn og forældre, men det er også et flot øjeblik, og alt dette fanger Bradbury på smukkeste vis.

Historien udspiller sig i en landlig lilleby i det amerikanske kerneland. Vi hører her om de to drenge Jim Nightshade og William ”Will” Holloway, der begge i nærmeste fremtid fylder 14. Da vi kommer ind i fortællingen, er det klart, at drengene bruger ganske meget tid på at drive omkring i byen og byens omgivelser på egen hånd. En eftermiddag møder de en mand, der sælger lynafledere, og dramatisk fortæller han drengene, at der er en storm på vej. Det viser sig at være rigtigt, blot handler det ikke om en storm i gængs forstand. Der er nemlig i stedet tale om fygtelige omvæltninger, der skal komme til at vende op og ned på drengenes tilværelse.

Paperback, Gollancz 2008

Det viser sig, at der kommer et tivoli til byen, med alt hvad det indebærer af forlystelser og sære personager. Noget er imidlertid anderledes ved dette tivoli; for det første kommer det til byen i oktober måned, ikke om sommeren som normalt. For det andet er alt ved både forlystelserne og de ansatte en smule ubehageligt. Ikke mindst tivoliets ejer Mr. Dark er en ubehagelig figur, der ikke varsler noget godt.

Mr. Darks tivoli er da heller ikke på nogen måde et normalt foretagende. Dark og hans folk lever ganske bogstaveligt af frygt og negativ energi. På evig rejse gennem efteråret, der aldrig slutter for dem, jager de steder, hvor undertrykte idéer og indeklemte følelser har hobet sig op og nu er parate til at blive høstet. Wills og Jims hjemby er præcis sådan et sted, og da sandheden om dette tivoli går op for drengene, forsøger de at gå til angreb på Dark og hans folk. Deres eneste støtte er Wills far, der tror på drengene.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Spåkonen eller heksen i Mr. Darks menageri synger et sted: ”Tell you your husbands. Tell you your wives. Tell you your fortunes. Tell you your lives. See me, I know. See me at the show. Tell you the color of his yes. Tell you the color of her lies. Tell you the color of his goal. Tell you the color of her soul. Come now, don’t go. See me, see me at the show.” (s. 159)

Næsten hele bogens konflikt indfanges her, for i Darks Tivoli lokkes folk til med et løfte om forandring, men i stedet for at blive bedre mennesker udløser Dark folks inderste frygt og løgne. På magisk vis ser tivoliets ansatte ind i hjertet på lillebyens borgere og afslører deres drifter og længsler. De lokkes til med løfter om gratis hjælp, men ender i sidste ende som ødelagte, maltrakterede monstrøsiteter, der må optræde i Mr. Darks show.

Hardcover, Simon & Schuster 1962. Romanens 1. udgave

Den store forestilling, ”the show”, er en bærende metafor i bogen, fordi Bradbury beskriver livet som den store forestilling, der passerer os alle forbi. Will og Jim har indtil nu blot set på forestillingen udefra, men de er begyndt at ane, at der måske er mere i dette spil, dette ”show”, end man umiddelbart kan se. Drengene gennemskuer imidlertid også tivoliets hemmelighed og tager kampen op imod skyggesiderne i ”the show”. Grunden til, at drengene kan gennemskue Mr. Dark er, at Will og Jim står midt i mellem barndom og voksenliv; de ser antydninger af livets alvor, men har deres fantasi og uskyld intakt, hvilket stort set ingen voksne har. Wills far er en undtagelse, for han har bevaret en flig af sin barndom i hjertet og aldrig helt affundet sig med voksenlivet.

Umiddelbart er kampen mod Mr. Dark ulige, for hvem kan hamle op imod den, der kontrollerer alle længsler og forsmåede følelser? Byen danser efter Darks fløjte og lokkes til i hobetal, takket være hans sirenesang og det stærkeste løfte af dem alle, karrusellen, som lader den, der rider den, blive ældre eller yngre, alt efter behov og ønske. Dark er den sataniske frister, der kender hvert eneste svage punkt i alle sjæle.

Paperback, Bantam Books 1963

Det, Mr. Dark gør, er at vise sine gæster en mørk spejling af livet, der fremhæver alt det nedslående, alt det triste og depraverede. Voksne er især lette ofre for dette, fordi de for længst har erkendt, hvordan alt i tilværelsen er farvet i gråtoner. Sådan er det ikke for Will og Jim, der endnu ikke har trådt ind på den voksne sti, og derfor ser de stadig alt med uskyldige øjne. Seksualitet, død og uafhængighed viser sig som vage silhuetter på horisonten, og læseren ved, at dette måske er drengene sidste måneder som børn, men det store skifte er endnu ikke sket. Will far, der fortsat står med en fod fanget i barndommen, ser også mere end alle andre, og sammen udtænker de våbnet mod Mr. Dark.

Han skal ikke bekæmpes med vold eller magt, nej svaret ligger i latteren. Det er i den barnlige, ubekymrede evne til at grine, at våbnet mod mørket ligger, og det er præcis på den måde, at det lykkes for de tre helte at redde byen. De ved godt, at det kun er en stakket frist. Faktisk ved de inderst inde, at mørket allerede har taget bo i dem, fordi de har set for meget af tivoliet. I sidste ende vinder Dark derfor altid, men man kan holde ham hen, og den viden giver en ægte lykkefølelse, der i bogens sidste linjer skildres med sentimental perfektion, da Will, Jim og Wills far sammen, leende, løber gennem oktobernatten – løber fordi de har lyst, og fordi det at løbe er følelsen af ubekymret frihed.

Hardcover, Hart-Davis 1963

Ray Bradburys roman sætter ord på en afgørende forskel mellem barneliv og voksenliv; den beskriver det uskyldstab, der følger med voksenlivets erkendelse af, at livet i sidste ende er en lang række af kompromisser. Mr. Dark og hans cirkus er vrangbilledet på voksentilværelsen, og den sataniske karrusel er stedet, som man taber sig i, hvis man først giver sig hen til drømme om alt det, der ikke er eller aldrig blev til noget.

Tivoliet, the show, er det modsatte af barnets evne til at leve i nuet, og på sin egen sværmeriske måde lykkedes det rent faktisk at skabe en roman, der minder os alle om, at vi må værne om fantasien og glæden, fordi de mørke kræfter i os alle kun alt for let tiltrækkes af den i sidste ende overvældende modgang, som mere eller mindre konstant ligger og lurer i alles liv. Vi må glemme den, siger Bradbury, og tage ved lære af Will og Jim, ellers havner vi hos Mr. Dark som artister i hans show, og der har man ikke lyst til at være.

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Corgi Books 1969

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Corgi Books 1975

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Granada 1983

Paperback, Avon Books 1998

Hardcover, Avon Books 1999

Paperback, Gollancz 2006

Hardcover, PS Publishing 2015

Paperback, Gollancz 2015

Paperback, Simon & Schuster 2017

1 kommentar

Filed under Roman

Fritz Leiber, Conjure Wife (1943): Det forheksede køn

Paperback, Ace Books 1984. Kunstneren bag forsiden er ikke oplyst

Fritz Leiber kendes uden tvivl bedst for de to slyngler Fafhrd og Grey Mouser, der huserer i storstaden Lankhmar. Leibers fiktion breder sig imidlertid også ud i andre dele af genrefiktionens bredspektrede univers. Han skrev flere skræknoveller samt et par vigtige gyserromaner. Den første er formentlig den væsentligste, fordi den synes helt ude af trit med sin samtid og snarere fremstår som et varsel om det, der skulle ske med horrorlitteraturen i 1950’erne. Romanen hedder Conjure Wife, og den så dagens lys for første gang i 1943, da den blev udsendt i magasinet Unknown Worlds. Der skulle imidlertid gå ti år, før Leibers fortælling udkom i bogform, og da det skete i ’53, var den pludselig blevet en del af en bredere bevægelse, hvor historiens nyskabende blik på gysets iscenesættelse havde fortonet sig, fordi andre på det tidspunkt havde fulgt samme stier som Leiber.

Handlingen fører os til et lille, stærkt konservativt universitet et sted på den amerikanske østkyst. Her på Hempnell College, som stedet hedder, har Norman Saylor sikret sig en plads som fast underviser, og fremtiden tegner lyst. Normans karriere går roligt fremad, og derhjemme venter hans søde kone Tansy hver aften med drinks og aftensmad. Lykken tilsmiler familien Saylor, men alt får en brat ende, da Norman en dag ved et tilfælde opdager noget mystisk i en af Tansys skuffer. Norman finder dels en lille amulet, dels en dagbog, der beskriver, hvordan Tansy aktivt praktiserer beskyttende magi i huset. Norman, der er antropolog, har studeret folklore og kender en del til forskellige former for folkloristisk magi, men det rammer ham som en hammer, at hans kone skulle benytte den slags.

Paperback, Ace Books 1984

Naturligvis konfronterer Norman sin kone med opdagelsen, og nu bliver sagen først for alvor sær. Det kommer frem under deres samtale, at der er flere kvinder, faktisk ganske mange kvinder, der praktiserer magi i det skjulte. De bruger magi til at fremme deres familielykke, til at beskytte sig selv og ikke mindst deres mænd fra magiske angreb og naturlige ulykker. Norman fatter ikke et ord, men efter at han har forbudt Tansy at praktisere sin magi, går der ikke mange timer før problemerne hober sig op. Knap er alle Tansys beskyttende amuletter og tegn fjernet fra huset, før ægteparret Saylor går en ganske hurtig deroute i møde.

Man skal lægge mærke til to punkter ved Conjure Wife, som gør romanen til et stykke fascinerende, banebrydende skrækfiktion. For det første har bogen et udtalt feministisk perspektiv, som står uventet stærkt i teksten, og for det andet trækker Leiber sin fiktion ind i hjemmets sfære på en måde, som kun sjældent var blevet afprøvet tidligere.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 24 1910 – 5. september 1992)

Set med nutidige øjne er kønsrollemønstret i Conjure Wife naturligvis ganske forældet, al autoritet ligger således hos Norman, mens Tansy er hjemmets tjenende ånd. Sådan er det i hvert fald indledningsvist. Leiber får imidlertid vendt perspektivet, så det rent faktisk er hos kvinderne, at den reelle magt ligger. I bogen eksisterer der en kæmpemæssig farlig og magisk verden omkring den mandlige eksistens, som mændene slet ikke opfatter. De forstår ganske enkelt ikke, i hvor høj grad deres verden og adfærd bliver manipuleret af kvinder. Man kan naturligvis indvende, at det virker en smule begrænsende, at kvinderne først og fremmest udnytter deres magiske magt til at sikre deres mænd status og velstand, men faktisk får Leiber skrevet dette forhold frem på en sådan facon, at det til sidst er klart, at han i virkeligheden ser en form for arbejdsdeling og ligestilling mellem kønnene i dette. Kvindernes hekseri giver dem en bagvedliggende magt, som mændene udadtil kan forvalte og udnytte. Den ene fungerer ikke uden den anden.

Man kan mene om dette hvad man vil, men bogens kvindesyn er absolut progressivt for tiden. At tage det stigmatiserede begreb heks og indsætte det i en moderne ramme, for så samtidig at fylde det med en ny form for magt, der i høj grad var positiv – selvom den også kunne bruges til at gøre ondt – var ligeledes noget nyt i 1943, da Conjure Wife så dagens lys.

Unknown Worlds, april 1943. Romanens første udgivelsessted

Det samme gælder selve fortællingens miljø, nemlig hjemmet. I 40’ernes gys skal man se langt efter fortællinger, der ikke trækker heftigt på gotiske troper og velkendte skrækklichéer. Modernisering af genren var ikke noget presserende på det tidspunkt, men præcis det gør Leiber op med i Conjure Wife.

Hans heks er en moderne kvinde og bogens miljø et ordinært universitetsmiljø. Alle forventninger til gysets setstykker bliver dermed gjort til skamme, for ganske vist bruger Leiber velkendte troper som ”heksen”, ”spøgelset” og så fremdeles, men han fylder dem med nye betydninger, der baserer sig på moderne livsvilkår. Leiber leger dermed med sin læser og udfordrer gysets klichéer med en modernisme, som demonstrer, at horror og gru lige så let kan opstå bag det moderne hjems fire vægge som i gamle borgruiner og dystre kirkegård; tanker der vel at mærke stadig var innovative i 40’ernes første halvdel.

Paperback, Lion Books 1953. Romanens første bogudgave. Bemærk den helt forfejlede forsideillustration, der tydeligvis forsøger at sælge bogen som noget den ikke er

Romanen kan let opfattes som forløber for en lang række senere gys; ikke mindst skrevet af navne som Robert Bloch og Charles Beaumont. Som direkte inspiration har den dog næppe virket for ret mange, men bogens budskab og greb om genren var en vigtig indikation på, at pulpens forstenede skrækfiktion var på vej ud.

Med alt dette sagt må man imidlertid også hæfte sig ved, at en af grundende til, at alt dette lykkes med så stor, overbevisende kraft, er Leibers særlige prosa, der blander pulpens tempo og fokus på handling med et præcist blik for psykologiske skildringer, der stikker langt dybere end mange af Leibers samtidige. Leibers portræt af både Norman og Tansy Sailor er karakteriseret af både hjertevarme og strejf af kynisme, der formidles gennem et formidabelt øje for dialog.

Hardcover, Twayne Publishers 1953

Man må heller ikke glemme den sikkerhed, hvormed Leiber får serveret sin fortælling og det isnende billede, den bærer frem til sidst, som fortsat står krast for den nutidige læser. Norman sidder her ulykkelig på et hotelværelse efter desperat at have søgt efter sin forsvundne kone hele dagen. Med ét hører han slæbende fodtrin ude på gangen, og han ved, at det er Tansy, som er vendt tilbage. Scenen er rædselsvækkende, ikke mindst takket være Leibers arbejde for at etablere et egentligt psykologisk portræt af sine hovedpersoner.

Det lader sig ikke fornægte, at Conjure Wife er et stykke pulplitteratur, som skal fungerer på pulpens præmisser. Det har, kan ske, hæmmet den kritiske reception af bogen, men Fritz Leibers fyldige prosa og livskloge tilgang til stoffet gør det til mere end underholdning. Med denne fortælling føjer han nytænkning til skrækfiktionen og får på den led skabt et værk, der kan måle sig med genrens store milepæle. Leiber forandrede pulpen indefra med sine tekster, og resultatet blev blandt meget andet et radikalt værk som Conjure Wife, der, dengang som nu, leverer både stof til eftertanke og spænding af den grumme slags.

Paperback, Berkley Medallion 1962

Paperback, Award Books 1968. Også her forsøger man hårdt, at få bogen solgt som “nygotisk” gys – en genre, der havde sin storhedstid netop i 60’ernes anden halvdel

Paperback, Penguin Books 1969

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Tor 1991

Paperback, Orb 1999

Paperback, Orb 2009

Hardcover, Centipede Press 2011

Ebog, Gateway 2011

Ebog, Open Road 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Hvem kan stå for disse hekse?

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Sphere Books udsendte i midten af 80’erne en serie om heksejægeren Robert Monk, der får hjælp af den væmmelige håndlanger Cattermole og den stakkels soldaterkaptajn John Farris. Det hele udspiller sig i et borgerkrigshærget USA, hvor jagten på den okkulte trussel driver sit værk midt mellem krigens tummel. Alt det kan vi imidlertid se nærmere på i et andet indlæg. Her skal du nemlig bare glæde dig over de forsider, som Sphere valgte at pryde serien med.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Lummer 80’er-stemning og muligvis lidt lurende ondskab; men okkult heksejagt under den amerikanske borgerkrig ligger ikke i kortene, når man ser på de her forsider. Mon Sphere alligevel tænkte, at den historiske ramme for serien var lidt for støvet? Skulle der lidt samtidserotik til for at peppe stemningen op? Formentlig. Resultatet er i hvert fald temmelig underholde, og selvom de rent kronologisk ligger langt fra bøgernes pulpede, historiske indhold, så rammer de i hvert fald lidt af den svulmende prosa, som serien bærer præg af.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Men hvor gyselige forsiderne end måtte være, kunne jeg faktisk ikke ønske mig nogen andre, fordi de føjer et sidste bizart twist til en i forvejen temmelig fordrejet serie. Herligt.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. og sidste bind

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Salems hekse i hip psych-sang fra ’66

 

Singlen i hele dens herlighed inklusiv stavefejl

Singlen fra ’66 i hele dens herlighed inklusiv stavefejl

Her skal I lige høre det stort set ukendte band Kiriae Crucibles single ”The Salem Witch Trial” fra ’66. Et stykke herligt, ørehængende horror-psych-rock fra en syreglad tid. Den perfekte indledning til weekenden for alle os bagstræberiske røvhuller, der sværmer for den slags gammelt skrammel.

 

Hold jer høje. Vi ses på søndag til en omgang sort i sort.

Martin

1 kommentar

Filed under Video