Tag Archives: Hemmelige agenter

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Cold War in a Country Garden (1971): ”One pill makes you larger, and one pill makes you small”

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge udsendte Cold War in a Country Garden i 1971, og romanen blev en mindre bestseller på det engelske bogmarked, vel sagtens af samme grund som at James Herbert få år senere fik så stor succes med Rats (1974). De engelske læsere var nemlig tydeligvis sultne efter genrefortællinger, der ikke udspillede sig i USA eller alle mulige andre steder, men som derimod tog afsæt i en britisk virkelighed og hverdag. Det er da også omtrent udgangspunktet for Lindsay Gutteridges spændingsroman, hvis første halvdel foregår i noget så engelsk som den klassiske ”country garden”.

Da bogen åbner, møder vi vores hårdtslående hovedperson, militærmanden Matthew Dilke, der som led i et videnskabeligt eksperiment udført af efterretningstjenesten har ladet sig skrumpe til mikrostørrelse (via en pille!). Da vi kommer ind i historien, har Dilke levet i sin egen baghave i nogen tid. Formålet er, at han her skal afprøve, hvor svært det er for mennesket at overleve i den skala, og hvilke muligheder samt ikke mindst udfordringer, der viser sig. Dilke er således i kontakt med ”den store verden” gennem et sindrigt kommunikationssystem, men får ellers tiden til at gå som jæger og samler.

Hardcover, Jonathan Cape 1971. Romanens 1.udgave

Der går ikke lang tid før Dilke får følgeskab af en ung videnskabsmand med forstand på insekter samt en berømt storvildtsjæger, der naturligvis skal undervise i kampen mod havens titaner; myrer, hvepse, biller og alt mulig andet kryb, der nu har antaget dimensioner som elefanter og det, der er større.

En stor del af romanens handling er naturligvis tyvstjålet fra Richard Matheson. Alene det faktum, at vi introduceres til historien in medias res, er det samme greb, som Matheson har brugt flere gange, og hvor Mathesons hovedperson har sin nemesis i form af en edderkop, er Dilkes opgør med en jagtbille i stedet. De åbenlyse lån fra The Shrinking Man (1956) til trods tager Gutteridge alligevel læseren med et andet sted hen. Sagen er den, at Dilke jo er skrumpet med vilje modsat Mathesons ufrivilligt formindskede hovedperson. Formålet med at skrumpe Dilke er imidlertid ikke helt klart, men han har en række ganske underholdende og ganske absurde betragtninger omkring perspektiverne ved denne ”skrumpeteknologi”. Blandt andet at verdens hunger og overbefolkning kan afhjælpes ved at lade overskuddet i befolkningen skrumpe og kolonisere mikrouniverset, så man vil få en menneskehed i flere skalaer, levende side om side.

Paperback, Gold Medal Books 1956

Alle de altruistiske perspektiver til trods er Dilke militærmand, og pludselig kommer der bud fra hæren. Man har brug for en mikromand, der kan infiltrere en militærlejr på den anden side af jerntæppet i Rumænien for her at bjerge informationer. En lettere skør tanke, men Dilke bliver i hvert fald udstyret med et mikrokamera og smuglet ind i landet i en cigaretpakke. Snart befinder han sig dybt inde i rødt territorium. Nu går det hverken værre eller bedre end, at den lejr, som han skal infiltrere, er af videnskabeligt tilsnit og her arbejder kommunisterne også… med mikro-mennesker selvfølgelig. Hvad ellers. Dilke, som en anden mikro-Adam, møder dermed sin kommunistiske mikro-Eva midt i alt dette, for pulplitteratur skal naturligvis også have en romance. Dilke skal også igennem en frygtelig masse ubehagelige udfordringer i bedste Mary Norton-stil, før han er sikkert hjemme i sin have igen.

Der sker et ret voldsomt, stemningsmæssigt omslag i handlingen. Første del er rent og skært vildmarkseventyr i en sær, forvrænget verden, hvor kampen om liv og død står mellem de tre isolerede mænd og en enorm jungle fyldt med blodtørstige skabninger. Præcis den del, som måske ikke er videre original, er klart bogens bedste og mest intense. Gutteridge fanger her essensen af pulpeventyret ved at koge sin handling ned til klare, spændingsorienterede konflikter og sørge for, at vi gribes af det eksotiske miljø.

Paperback, Panther 1973

Der er noget fascinerende ved med en simpelt greb at kunne omdanne sin egen baghave til en fantasy-jungle. Jeg er generelt glad for vildmarkseventyr, og Gutteridge føjer afgjort noget spændende til genren ved at lægge dette element af jordbunden fantasy til de velkendte scener med kamp mellem helte og junglens bæster. Måden han eksempelvis får beskrevet hvepsene, er helt forrygende, fordi Gutterridge her virkelig får skrevet noget diabolsk og akut livstruende ind i sin fremstilling.

Lige så underholdende den første del er, lige så ufrivilligt komisk og en smule dum bliver anden del, hvor Dilke, som en anden mikro-James Bond, må udkæmpe en blodtørstig kamp med sit kommunistiske mikro-alter ego i en militærbarak. Idérigdommen fejler ikke noget hos Gutteridge, og man kan sige, at når han omdanner det indre af barakken til en form for farefuldt klippeterræn, som mikro-mændene kun forcerer med møje og besvær, er det ikke anderledes end situationen i haven. Det hele bliver dog for alvor fjollet, når det bliver fortalt, at Østblokken arbejder på at lave en hel armé af mikrosoldater, der vil kunne infiltrere Vesten.

Paperback, Pocket Books 1973

Cold War in a Country Garden er tidstypisk retro-pulp, der i sprog og handling skæver bagud. Det slipper Gutteridge ikke nødvendigvis helt vellykket fra, men romanen blev, som sagt, en ganske stor succes, og jeg kan sagtens se hvorfor. Den rammer noget rigtigt ved at udpege den arketypiske engelske have som sit miljø, og Gutterigde vil noget andet med sin historie end forlægget hos Matheson. Derved bliver Cold War in a Country Garden sin egen fortælling, der ikke udelukkende er et plagiat. Den er nærmere en britisk spejling af Matheson, som kan ske ikke har samme, fascinerende eksistentialistiske problemstillinger, men som i stedet udnytter sit miljø langt mere end Matheson gør det i sin mere indadvendte roman.

Lindsay Gutteridge fangede noget stærkt, da han slap Dilke løs i haven, og det førte til et par efterfølgere, som vi forhåbentlig også snart kan se nærmere på her på bloggen. Efterfølgerne tog i øvrigt ved lære af den uheldige sammenblanding af vildmark og James Bond. Sidste nævnte blev nedtonet i de næste bind, mens den barske kamp om liv og død i baghavens vildnis i stedet kom i forgrunden – præcis som jeg gerne ville have det.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Agent Oh Oh Sex melder sig til tjeneste

Paperback, Tower Books 1967

Efter Ian Fleming havde gjort for spionthrilleren, hvad Stephen King senere kunne gøre for skrækfiktionen, begyndte alle forlag med respekt for sig selv at udsende kulørte agentserier, der gik James Bond i bedene. En af de mere underholdende af slagsen er The Lady From L.U.S.T. – en serie, som Tower Books kørte fra 1967 til ’75. Serien blev i øvrigt stoppet og genstartet i ’75, hvorfor de også nulstillede bindenes nummerering. Det skaber en del forvirring i udgivelsesrækken, ikke mindst fordi ganske mange af bøgerne er udgivet i op til tre forskellige udgaver; her ser du dog kun førsteudgaverne. Desværre havde den nye L.U.S.T.-serie ikke helt samme fantastiske forsider, som den ældre serie. Bedøm selv.

Paperback, tower Books 1967

Hovedpersonen er den kvindelige agent Eve Drum, der har kodenavnet Oh Oh Sex. Så behøver jeg nok næppe sige mere om handlingens karakter!

Forfatteren bag bøgerne er Rod Gray, hvilket naturligvis er et alias. Et alias, der dækker over Gardner F. Fox, som vi allerede har stiftet bekendtskab med på bloggen her, for han er også manden bag Conan-plagiatet Kothar the Barbarian.

Paperback, Tower Books 1967

Jo-jo, Fox gjorde det i pasticher, men L.U.S.T.-bøgerne er ubetinget mere underholdende end Kothar-serien.

Bid i øvrigt mærke i titlerne. Fox har ganske enkelt haft en fest med de titler.

Tak fordi du kiggede forbi. Vi ses snart igen.

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1970

 

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1972

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Robert A. Heinlein, The Puppet Masters (1951): Master of puppets I’m pulling your strings…

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Robert Heinleins kulørte, provokerede og humørfyldte The Puppet Masters fra 1951 danner et brohoved ind i nogle af 50’ernes helt centrale skræktematikker. Derved bliver den også et vigtigt nedslag, hvis man vil forstå, hvordan den gyserfiktion, der udsprang fra SF-genren, kom til at forme sig og dermed også et værk af en vis genrehistorisk betydning. Et værk der for alvor trak gruen ud af gotikkens hengemte favntag og lod skrækken udspille sig midt i en kun alt for genkendelig amerikansk hverdag og virkelighed.

Romanen fører os til begyndelsen af 2000’erne, hvor vi møder agenten Sam, der arbejder for et tophemmeligt, uafhængigt agentur under den amerikanske regering. Historiens stemning er allerede fra de første sider gennemsyret af en underliggende aggression, der tydeligvis er rettet mod den kommunistiske blok, som fortsat i bogens fremtid deler den globale magt med amerikanerne. Stemningen er med andre ord ganske anspændt, og da Sam bliver indkaldt til en ny opgave, står det da også snart klart, at det er en mission af stor betydning.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Et fartøj er styrtet ned i Des Moines, Iowa, men det er ikke bare hvilket som helst fartøj. Det er en såkaldt flyvende tallerken – et fremmed rumskib. Spørgsmålet er bare, om det er et falsum, eksempelvis et kommunistisk komplot af en art, eller om det rent faktisk skulle vise sig at være vidnesbyrd om liv i rummet. Sam får til opgave at undersøge sagen nærmere, og med sig til Des Moine kommer agenten Mary og agenturets leder, der kun går under navnet ”The Old Man”.

Dermed er handlingen skudt i gang til en kompakt, pulpet fortælling, der brager af sted i et afsindigt tempo. For knap er den flyvende tallerken undersøgt, før vores tre hovedpersoner opdager, at der er noget ravruskende galt. Et eller andet rejste til Jorden med rumskibet, og heltene finder skam også hurtigt ud af, hvad det er. Det viser sig nemlig, at der var en form for snyltere om bord, der planter sig mellem skulderbladene på deres menneskevært. Der overtager ikke bare kontrollen over værtens krop, men også dennes vilje. Hvad der først tager sig ud som et lokalt problem i Iowa, er i virkeligheden langt mere omfattende, fordi det nedstyrtede rumskib bare er toppen af isbjerget.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse - den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse – den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Nu går det hverken værre eller bedre end, at vores nævestærke hovedperson Sam bliver fanget og overtaget af en af de fremmede og dermed sat ud af spillet. Som en søvngænger oplever han, hvordan han bliver optaget i en ubehagelig underverden, hvor rumvæsnerne og deres værter arbejder på at vinde verdensherredømmet. Sam kan ikke gøre andet end at arbejde for væsnernes sag og hjælper derfor til med at skaffe nye værtskroppe for parasitterne. Heldigvis får Sams agentur reddet ham, og dermed vender han tilbage fra den anden side med helt uvurderlige informationer. Krigen mod rumvæsnerne kan nu for alvor begynde, og det bliver til en lang og blodig konfrontation, for parasitterne har infiltreret USA langt ind i magtens hjerte.

Heinlein refererer flittigt til de ideologiske og militære modstandere øst for jerntæppet, og han lægger ikke skjul på, at parasitterne til en vis grad sammenlignes med forestillingen om subversive kræfter, der organiserer sig i det skjulte og planlægger at overtage USA. Men Heinlein sætter vel at mærke ikke direkte lighedstegn mellem parasitterne og kommunisterne, faktisk gør han et nummer ud af at understrege, at den fjende, menneskeheden (læs: amerikanerne) nu står over for, er langt, langt mere frygtindgydende, fordi kommunisterne i øst i det mindste har en smule empati – det har væsnerne fra rummet ikke.

Hardcover, Museum Press 1953

Hardcover, Museum Press 1953

Derved iscenesættes et fascinerende dobbeltspil, hvor han på den ene side helt åbenlyst leger med kommunistforskrækkelsen og ganske ublu udnytter en latent, lettere paranoid bekymring i den højredrejede del af USA. Hovedpersonen Sams stikpiller til skrækregimet i Østeuropa sikrer da også med al tydelighed, at læseren ikke et øjeblik glemmer, hvor ubehagelige kommunisterne er, men det er her dobbeltspillet kommer ind. For Sam bliver også ved med at insistere på, at uanset hvad der skulle ske, vil kommunisterne være at foretrække frem for rumvæsnernes kontrol.

Og som handlingen skrider frem, bliver det også klart, at truslen, som The Puppet Masters introducerer, transcenderer klodens politiske alliancer og konflikter. Invasionen fører til en form ideologisk våbenhvile, der gør det muligt for menneskeheden at stå sammen og gøre fællesfront mod deres nye fjende. Dermed får Heinlein også hamret den pointe hjem, som han gang på gang lagde frem i sit forfatterskab, nemlig at mennesket er det grummeste, mest snarrådige og brutale væsen i verdensrummet, og alle, der udfordrer os, med garanti vil få fingeren i klemme.

Paperback, Signet Books 1953

Paperback, Signet Books 1953

Der ligger med andre ord et vigtigt budskab om forsoning i teksten, fordi Heinlein vælger at anskue de geopolitiske konflikter i fugleperspektiv og siger ja, godt nok kan vi ikke enes lige nu, men der er langt større udfordringer, som gør, at vi mennesker må stå sammen uanset overbevisning.

The Puppet Masters er rendyrket pulp af den tyndbenede slags, med alt hvad det indebærer af sjusket og unuanceret sprog, tåbelige dialoger og klodsede beskrivelser. Sådan er det mest af Heinleins fiktion, der sprogligt er noget af en prøvelse. Imidlertid har bogen, som det meste andet Heinlein skrev, en stærk tiltrækningskraft, fordi den er fortalt i et så forrygende tempo, at der ikke er et øjebliks ro i teksten. Handlingen er konstant i fremdrift og konfliktens intensiveres kapitel for kapitel. Samtidig er Heinlein afgjort en af de slemme drenge i klassen. Han fylder sin historie med brutal vold og blod, leverer masser af lumre vittigheder og en hel del studentikose komiske indslag, takket være det faktum, at bogens helte går nøgne omkring, så man kan se, at de ikke er blevet angrebet af parasitterne. Navnlig den smukke agent Mary må lægge ryg til en lind strøm af småsjofle hentydninger og gækkerier, der kan få os læsere til at grynte fornøjet.

Paperback, Panther Books 1960

Paperback, Panther Books 1960

En bog som The Puppet Masters er med andre ord et lummert, larmende pust fra herre/drengeværelset. Det er fiktion til maven, ikke hovedet, og fiktion, der bevidst og frækt bevæger sig på kanten af det acceptable i ’51. I dag har der sneget sig noget ufrivilligt naivt ind over teksten, der ikke nødvendigvis er ældet med ynde, men man kommer ikke uden om, at Heinleins pen er ladet med så meget energi og så stærke kræfter, at han maser alle hensyn til sprog og æstetik til jorden og tonser sin fortælling igennem. Han forfører ikke sin læser, han indfanger og stopfodre nærmere handlingen ind med alle kræfter. Det gør stadig indtryk, og måske er det slet ikke så dumt at læse en bog som The Puppet Masters igen i dag, hvor stærke ideologiske kræfter igen begynder at tale om os og dem, mens langt større, miljøproblemer synes at true vores verden som helhed. Det er i hvert fald et budskab, som er værd at tage med fra Heinleins roman.

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Baen 2009

Paperback, Baen 2009

 

1 kommentar

Filed under Roman