Tag Archives: Hippocampus Press

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Robert H. Barlow, Eyes of the God. The Weird fiction and Poetry of R. H. Barlow (2002): Stille fantastik fra Lovecrafts sidste legekammerat

Paperback, Hippocampus Press 2002. Forsidebilledet er skabt af R. Saunders 1936

Paperback, Hippocampus Press 2002. Forsidebilledet er skabt af R. Saunders 1936

Med denne uges bogomtale fortsætter jeg i H. P. Lovecrafts fodspor. Vi skal nemlig her se lidt nærmere på den opsamling af Robert Barlows noveller og digte, som Hippocampus Press udsendte i 2002. En antologi redigeret af de navnkundige weird fiction-specialister S.T. Joshi, Douglas A. Anderson og David E. Schultz.

Robert Barlow var ganske ung og boende hos sine forældre i Florida, da han begyndte at udveksle breve med Lovecraft. Modsat så mange af de andre korrespondancer, som Lovecraft førte, udviklede forholdet sig til et regulært venskab mellem dem, og Lovecraft besøgte Barlow flere gange i Florida. Besøg der både socialt og rent helbredsmæssigt glædede den ærværdige gentleman fra Providence så meget, at man i hans breve kan læse, at han legede med tanken om at flytte til Florida. Store ord fra en mand, hvis gravsten bærer indskriften ”I am Providence”.

Paperback, Hippocampus Press 2002

Paperback, Hippocampus Press 2002

Robert Barlow var som sagt ganske ung, men han skrev godt, og han var dybt betaget af den stil, som især Lovecraft og Clark Aston Smith havde opdyrket. Som tidligere med andre, unge forfattere gik Lovecraft ind i en mentorrolle og hjalp Barlow. De samarbejdede om flere fortællinger og lagde mange planer for fremtiden, der desværre aldrig blev realiseret på grund af Lovecrafts pludselige død.

Der kan næppe være nogen tvivl om, at Barlow betød meget for Lovecraft i de sidste år. Rigtig meget endda. Måske – og her psykologiserer jeg nok mere, end hvad godt er – fordi Barlows beundring af Lovecraft var så ligefrem. I Barlow fandt Lovecraft den uforbeholdne anerkendelse og ligesindede, som han tidligere havde fundet i Alfred Galpin og Frank Belknap Long. Forholdet til de to sidst nævnte ændrede sig over tid, men med Barlow fandt Lovecraft tilbage til en ven, der igen lod ham genopleve tidligere tiders fascinationer ved det sære, makabre og mytologiske. Det bør nok også nævnes, at Lovecraft udpegede Barlow som forvalter af sit litterære eftermæle. En tillidserklæring, der fortæller, hvor nært forholdet var mellem de to.

Robert Hayward Barlow (18. maj 1918 – 1. januar 1951)

Robert Hayward Barlow (18. maj 1918 – 1. januar 1951)

Man kan med rette spørge, om Robert Barlows fiktion kan stå på egne ben. Eller sagt på en anden måde – er den noget uden Lovecraft-referencen? Til det må jeg absolut svare ja. Især i de korte fantasyfortællinger, samlet under titlen Annals of the Jinns. Her skriver Barlow i den flimrende, drømmende stil, han har hentet hos Dunsany, Lovecraft og Smith, men han gør det både enklere og klarere end førnævnte. Det store i Barlows tekster er, at han på få linjer fremtryller fremmedartede miljøer og optrin, der har myternes storladne luftighed, men fanger stemninger og steder med digterens præcise ordvalg.

Styrken ligger i det glimtagtige, der med narkotisk sødme æder sig ind i bevidstheden på læseren. Satyrer, dæmoner, guder og troldmænd er hovedpersonerne i fortællinger, der udspiller sig i ruinerne af ældgamle civilisationer og tabte verdener.

H. P. Lovecraft (1890-1937) på besøg hos Familien Barlow i Florida o. 1935

H. P. Lovecraft (1890-1937) på besøg hos familien Barlow i Florida o. 1935

Måske fordi han er så stærk i den helt korte form, står Barlows længere tekster også noget svagere. Hans vævende, billedtunge stil har svært ved at bære længere forløb. Teksten mister intensitet, bliver gentagende eller for vag. En undtagelse er ”The Night Ocean” – et samarbejde med Lovecraft. I bogens forord fortæller redaktørerne, at man ud fra det oprindelige manuskript kan se, at Lovecraft kun stod for mindre end ti procent af teksten.

”The Night Ocean” må derfor mere eller mindre regnes som et selvstændigt værk fra Barlows hånd. Det er ikke uvæsenligt, fordi novellen er helt og aldeles fremragende. En mesterlig gotisk fremstilling af velkendte temaer, i hvilken en kunstner søger ud til havet for at finde hvile efter at have afsluttet et vigtigt maleri. På stranden, mellem land og hav, hvor bølgerne brydes, og vinden hyler, oplever maleren, hvordan det natsorte hav drager ham. Jeg skal ikke komme nærmere ind på selve historien, for den er egentlig ikke så interessant. Det er den stemning og billederne, som Barlow skriver frem for os, der er så utroligt stærke, at det natsorte hav, bølgernes brusen og vinden hænger i rummet omkring en, når man læser.

Hæfte, Necronomicon Press 1992

Hæfte, Necronomicon Press 1992

Robert Barlows poesi, der udgør bogens anden halvdel, er også potent læsning. De første mange digte afspejler det stilistiske afhængighedsforhold til Lovecraft-kredsen. Der er tale om de typiske, romantiske sonetter med fantasytematikker. Det er traditionel, tilbageskuende poesi, men det ændrer sig.

Barlow skrev ikke meget fiktion efter Lovecrafts død, men fortsætter sin digtning. I løbet af 40’erne begynder tidens avantgarde at påvirke hans skriverier, uden tvivl ansporet af de nye miljøer Barlow kom i kontakt med, da han flyttede hjemmefra og indledte sine universitetsstudier. Mødet med den moderne poesi fører Barlow videre som forfatter. Han frigøres af de gamle idealer, men ikke de gamle tematikker, og han begynder at skrive digte, der stilistisk taler ind i hans samtid.

Det er en udvikling, der får teksterne til at blomstre og leve selvstændigt, uden at tynges af fortidens skygger. Alene den forvandling gør dem læseværdige, men hans ulykkelige nødråb har så mange smertefulde kvaliteter, at Barlow indskriver sig i historien som en af Lovecraft-kredsens stærkeste litterære stemmer.

Robert Balow blev kun 32 år gammel. Han havde gjort hurtig karriere som antropolog, med speciale i centralamerikansk/mexicansk arkæologi, og skrev samtidig sine stille skrigende digte. Barlow levede imidlertid et dobbeltliv. Han var bøsse, og de selvfornægtende omstændigheder, han levede under, drev ham ud i depression og selvmord. Robert Barlow tog livet af sig selv nytårsdag 1951.

Hans litterære arv blev det, man finder i denne bog, og Hippocampus Press skal have tak for, at den ikke går i glemmebogen.

Nekrolog over Robert H. Barlow i Mexico City Collegian, 18. janunar 1951

Nekrolog over Robert H. Barlow i Mexico City Collegian, 18. janunar 1951

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling