Tag Archives: Hjemsøgte huse

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gotisk Ikonografi III: Spøgelseshuset

Dell Ghost Stories, april 1965

Spøgelseshuset, det gamle forfaldne hus, det truende hus, det onde hus. Huse og bygninger spiller en helt særlig rolle i både skrækfiktionen og i den gotiske ikonografi. Man kan vel nærmest sige, at huset er et af de emblematiske ”monstre” i skrækfiktionen, der antager et selvstændigt, truende liv på lige fod med eksempelvis vampyren og varulven.

Paperback, Zebra Books 1994

Om det er The Overlook Hotel, Hill House eller villaen på 112 Ocean Avenue, så drejer det sig om bygninger, der er blevet til tænkende, lurende væsner. Huse, hvis genius loci toner og besjæler alt i dets indre med onde hensigter.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1947

Idéen om et at levendegøre huse og bygninger og beskrive dem som sansende skabninger er da bestemt heller ikke noget unormalt. I den del af fænomenologien, der arbejder med arkitektur, er netop arkitekturens tilstedeværelse som skabning med en egen drivkraft og emotionel agens et tilbagevendende tema. Gernot Böhmes spændende filosofiske arbejde med stemninger ville eksempelvis ikke kunne fungere uden en grundlæggende antagelse om, at steder og huse opsamler og projicerer vores erfaringer.

Hardcover, Mythos Books 2002

Man kan således sige, at det er helt naturligt, at vi viser det der udspiller sig i et hus ind i selve oplevelsen af huset, hvorfor skrækfiktionens hjemsøgte hus er helt i tråd med disse grene af erkendelsesfilosofien. En gammel ugerning, et ubehageligt selvmord eller et voldsomt dødsfald vil indgå i vores oplevelse af stedet og blive en del af dette steds væsen. Huset, eksempelvis, optager dermed det ubehagelige og minder os konstant om dette ubehagelige. Om den erfaring kommer til udtryk som hjemsøgelse i form af selve den afdøde eller i mere abstrakt form som selve huset, der nu hjemsøger de levende, er ikke så afgørende. Det er samme grundlæggende mønster, som der er tale om.

Paperback, Vista Books 1997

Med tanke til Freud kan man sige, at ganske lidt burde være nok til at gøre et hus ubehageligt eller uhyggeligt. En forskydning, som eksempelvis et dødsfald, kan være nok til at tone et rum på en ny måde, så det aldrig opleves på samme måde af de involverede igen. Men nu ved vi jo godt, at det subtile ikke altid er skrækfiktionens stærke side, og derfor har spøgelseshusets ikonografi eller fysiske fremtoning da også udviklet sig til et festligt orgie af mere eller mindre faldefærdige, diabolske rønner, der som oftest er mere tegneserieagtige end uhyggelige i deres manierede formsprog. Det ændrer imidlertid ikke ved det fantastisk underholdende i at gå på opdagelse i disse huse. Så må jeg hellere også bekende, at det hjemsøgte hus er et af mine personlige yndlingsmotiver i skrækfiktionen. Sådan har vi jo alle vores svagheder.

Hardcover, Prima Lifestyles 1995

Paperback, Vista 1996

Hardcover, Tiger Books 1994

Paperback, Tor 1988

Hardcover, Viking Press 1989

Paperback, St Martin’s Press 1988

Paperback, Jove Books 1991 

Paperback, Putnam 1987

Paperback, Running Press 2008

Paperback, Putnam 1978

Paperback, Avon 1981

Paperback, Piccolo Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1979

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Open Road Media Mystery & Thriller 2014

Paperback, Bantam 1979

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Berkley Books 1957

Paperback, Paperback Library 1966

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Pan Macmillan 2012

Paperback, Damnation Books 2012

Paperback, New English Library 1991

Paperback, Dark Continents 2011

Paperback, Leisure Books 1981

Paperback, Dell 1960

Paperback, Gold Medal Books 1965

Paperback, DelRey 1979

Paperback, Futura 1984

Paperback, Fawcett 1977

Paperback, Futura 1981

Paperback, Feature 1991

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jay Anson, The Amityville Horror (1977): Det sidste sataniske suk

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: "More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!"

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: “More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!”

Den sataniske lavine, der fejede gennem skræklitteraturen i 70’erne, blev sat i gang af Ira Levins Rosemary’s Baby, men fandt først sit momentum i kølvandet på William Peter Blattys The Exorcist. De to bøger har intet andet tilfælles end deres kredsen omkring en satanisk tematik, men tilsammen kom de to bøger til at danne et særdeles potent inspirationsgrundlag, der har ført til utallige imitationer, som trækker på elementer i fra bøger.

Det var imidlertid først i 1977, at bølgen ramte sit zenit. Her greb Jay Anson nemlig Satan-temaet og tog det til sin yderste konsekvens. Ira Levin lod sine sataniske hekse bo i det moderne Manhattan og slå kløerne i den unge, hippe Rosemary. Blatty tog os et skridt nærmere en form dagligdag, fordi han tog os med ind i børneværelset og derved skabte en utvetydig genkendelighed i teksten. At den vilkårlige djævlebesættelse af Regan kunne være sket for min eller din datter, er således en væsentlig pointe i The Exorcist, som Blatty meget åbent forklarede, var inspireret af en lignende besættelse, der udspillede sig i 1949. Blattys fiktion trak med andre ord på virkeligheden som vigtigt værktøj til stemningsopbygning og etableringen af en form for troværdighed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

Og her kommer Jay Anson så ind i billedet med The Amityville Horror, der utvetydigt postulerer, at bogens hændelser er sket i virkeligheden. I sit efterskrift skriver Anson eksempelvis: ”To the extent that I can verify them, all the events in this book are true”. Dermed lover han ikke for meget, men præmissen for bogen er en ganske anden end Levins og Blattys romaner. Hos Anson slipper vi skønlitteraturen – påstås det – og han tager det endegyldige skridt i retning af at vise, hvordan Satan konkret eksisterer og opererer midt i blandt os.

Blatty ville formentlig være enig i det postulat, men med The Exorcist forlader han aldrig selv fiktionens verden og, men han udnytter skønlitteraturen som det figenblad, der skal afværge en eventuel kritik af bogens metafysiske hændelser. Sådan opererer Anson bestemt ikke. Hans journalistiske bearbejdning af virkelige hændelser fusionerer skamløst stort set alle de kendte klichéer omkring dæmonbesættelse og satandyrkelse, der var vokset frem i løbet af 70’erne, og han smeder dem sammen med den evigt populære fortælling om spøgelseshuset. Derved får han skabt en bog, der mest af alt ligner et katalog over overnaturlige hændelser, og som presser bogens faktuelle koncept ud over enhver form for troværdighed.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Selve historien er velkendt, ikke mindst takket være den efterfølgende filmatiserings enorme succes. Familien Lutz flytter ind i huset på 112 Ocean Avenue i Amityville på Long Island, velvidende, at der for få år siden blev begået massemord i huset. Morderen, der dræbte sin familie, hævdede senere, at han var blevet beordret til drabene af en stemme i huset. Noget ondt hjemsøger med andre ord den store villa, og familien Lutz har da heller ikke meget mere end stillet den sidste flyttekasse, før spøgerierne begynder. Et væld af stadigt voldsommere overnaturlige hændelser udspiller sig nu i løbet af de kommende 28 dage, som familien tilbringer i huset, før de til sidst flygter for livet og sværger, at de aldrig vil sætte deres ben på grunden igen.

Den sataniske vinkel kommer ind i billedet, fordi der angiveligt har fundet offerfester sted på grunden, der har knyttet en form for dæmonisk kraft til huset. Det kommer nu til udtryk i en flimrende kollage af diabolske antydninger, der ikke synes videre sammenhængende. Navnlig da Satan-genrens obligatoriske katolske præst bliver hidkaldt som hjælper og efterfølgende får stigmataseringssår på hænderne, bliver hensigten med de beskrevne manifestationer ganske svære at forstå, for hvori præstens martyrium består, er noget uklart. Men intet metafysisk fænomen er udeladt, og Anson trak på alt den ammunition, han kunne finde for at tilfredsstille de skrækhungrende læsere. Sagen er da også den, at The Amityville Horror – modsat både Rosemary’s Baby og The Exorcist – ikke har noget formål eller nogen dybere mening. Anson antyder i sit efterskrift, at romanen kan tjene som en form for advarsel til læserne, men det fremstår mildest talt som et påskud, og det er svært ikke at se bogen som et ublu forsøg på at tjene penge på tidens sataniske begejstring. Penge, det tjente romanen skam også, men som litterært produkt falder den igennem.

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Fordi Anson har forpligtet sig på historiens autenticitet, fortæller han også historien med en flad, journalistisk nøgternhed. Snusfornuftigt forklarer han os, hvorfor familien Lutz handler, som de gør, og selvom de rædsler, han beskriver i bogen, er ganske, ganske voldsomme, bliver de beskrevet med en for skrækgenren ukarakteristisk tilbageholdenhed, der ikke gør noget godt for stemningsopbygningen.

Anson kan imidlertid ikke holde stilen helt og afslører teksten som fiktion flere steder, når han beskriver stemninger i indfølte vendinger, som han strengt taget ikke burde kende til. Illusionen om, at alt i bogen er bearbejdninger af familiens Lutzs beskrivelser, bliver imidlertid stædigt opretholdt. Anson egen stemme kommer dermed også kun på banen der, hvor han taler direkte til læseren og forklarer os, hvorfor familien ikke forlader huset noget før. Her spiller Anson på genkendeligheden og gør sagen økonomisk. Familien Lutz har ganske enkelt brugt alle deres penge på det nye hus, som de nu er stavnsbundne til. Det burde naturligvis gøre situationen mere tragisk og ubehagelig, men Ansons kluntede efterrationaliseringer formår ikke at udnytte ideén om dårlig økonomi som den lænke, der holder dem fanget i huset.

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979

Ikke desto mindre blev The Amityville Horror en enorm bestseller, og selvom bogen i stort set alle henseender er sjusket og primitiv, har den noget fængende, fordi handlingen er så overgjort, som den er. The Amityville Horror kan ganske enkelt ikke overgås, fordi Anson har stoppet alt ind i romanen, som han kunne finde, og bogen er dermed et enormt satanisk overflødighedshorn. Fordi bogen tilmed ikke har nogen egentlig pointe – episoderne falder som perler på en snor, uden det ene relaterer til det andet – bliver de mange paranormale optrin til en usammenhængende, menigsløs tour de force. Der er nærmest noget karnevaleskt over rædslerne i spøgelseshuset, og det er ikke så sært, at der efter Ansons bog ikke kom flere sataniske gysere af betydning.

Feltet synes udtømt med denne sidste salve, som trak en hel litterær strømning sammen og postulerede, at det hele var den skinbarlige sandhed. Men måske netop fordi bogen er så naiv og uforklarlige, som den er, har den et skær af noget ubehageligt over sig. At den samtidig lukrerede hungrigt på en faktisk mordsag, som endnu hang ved folks bevidstheden, har ikke gjort noget for at hæmme salget. Alt det kan imidlertid ikke skjule det faktum, at The Amityville Horror er et luset stykke litteratur, som ramte det intellektuelle lavpunkt, hvorfra det er svært at komme tilbage.

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pocket Star 2005

Paperback, Pocket Star 2005

 

 

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion, Roman

Shirley Jackson, The Haunting of Hill House (1959): “No one can hear you if you scream in the night…”

”… silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (s. 246)

Shirley Jacksons fabelagtige roman The Haunting of Hill House står som en af den moderne horrorfiktions væsentligste værker, fordi det med denne bog lykkedes for Jackson at transformere de gamle gotiske troper til tidsaktuelle spørgsmål. Hun udnyttede skrækfiktionens metaforik og rammeværk til at skabe en fortælling om livet i 50’ernes USA; en fortælling om en ung generation af kvinder, der famlede efter et ståsted i et samfund, der stadig var præget af hele førkrigstidens patriarkalske tankegang. Hendes værk blev dermed også en af den håndfuld moderne skrækfortællinger, som stort set ubestridt omtales med den eftertragtede betegnelse litteratur – det vil sige litteratur med stort L eller kunst om man vil.

Paperback, Penguin 1984. Forsiden er tegnet af Harry Bliss

Paperback, Penguin 1984. Forsiden er tegnet af Harry Bliss

The Haunting of Hill House handler kort og godt om en lille gruppe spøgelsesjægere, der har fundet sammen på Dr. John Montagues foranledning. Han har længe jagtet konkrete beviser på paranormale fænomener, navnlig hjemsøgelser, og endelig har han opdaget et første klasses studieobjekt. Stedet, selskabet skal undersøge, er Hill House, der har alt, hvad en spøgelsesjæger kunne ønske sig i retning af en lang, blodig historie og rygter om flittig åndeaktivitet. Med sig har doktoren bragt den unge playboy Luke Sanderson, som er den nærmeste arving til Hill House, den frigjorte unge dame Theodora og bogens hovedperson Eleanor Vance.

Begge unge damer er inkluderet, fordi de tidligere har oplevet overnaturlige fænomener, og doktoren håber derfor, at de måske vil være mere sensitive overfor paranormale fænomener end andre. Da ingen af de fire kender hinanden, bruger de den første aften i huset på at lære hinanden at kende, og snart efter begynder spøgerierne – sagen er blot den, at det ikke er huset som sådan, der hjemsøges. I stedet koncentreres ubehagelighederne omkring Eleanor, der snart ser sig indfanget i et mareridt, hun ikke kan få sig frigjort fra – og spørgsmålet er i virkeligheden også, om hun i det hele taget vil frigøre sig fra husets overnaturlige præsens.

Paperback, Penguin 1984

Paperback, Penguin 1984

Som man måske nok kan gætte, er Eleanor ikke nogen helt almindelig ung dame – i hvert fald ikke under den pæne, lidt nervøse overflade. Snarere end noget mystisk spiritistisk medium er hun en kvinde, der har tilbragt hele sit liv i skyggen af andre. Den tungeste skygge blev kastet af Eleanors mor, som hun har passet indtil moderens død, kort før bogen begynder. Eleanors tilværelse har kort sagt udspillet sig på andres præmisser, først moderens og efterfølgende søsterens og hendes familie, som Elanor er flyttet ind hos. Det private liv, som Eleanor har levet, er dermed udelukkende blevet levet i tanker og i drømme.

Dr. Montagues tilbud om at deltage i forsøget i Hil House kommer som en åbenbaring for Eleanor, der griber chancen og næsten desperat flygter ud af sit gamle liv, overbevist om, at dette er begyndelsen på en ny tilværelse. Derfor stjæler Elanor mere eller mindre den bil, som hun har købt sammen med søsteren og begiver sig afsted mod den aftale, som hun dårlig nok ved, hvad indebærer.

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Og opholdet i Hill House bliver skam også præcis det, som Elanor havde drømt om. Hun får nemlig her mulighed for at afprøve det at være en anden – at være sin egen person, med en selvstændig historie og et selvstændigt syn på tingene. Desværre er hun faktisk i tvivl om, hvem hun egentlig er, og forsøget på at opfinde sig selv bliver derfor mest af alt en række pinagtige løgne, som gruppens øvrige deltagere hurtigt gennemskuer. Theodora, den anden kvinde i selskabet, er tilmed stort set alt det, som Eleanor ikke er. Det udløser en række optrin, fordi Eleanor ikke vil stå tilbage for den anden. Det hele sker ganske hurtigt, og isen, Eleanor skøjter henover, er tynd; et sammenbrud synes uundgåeligt, og spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.

Med friheden og mulighederne for at skabe sin egen person og historie vælter tvivlen og den dårlige samvittighed også frem i Eleanor. De rødlakerede negle, hun har fået lagt af Theodora, bliver pludseligt symbolet på alt skamfuldt og ligefrem syndigt, som Eleanor aldrig har set eller oplevet. Hun higer og frastødes på samme tid efter den erfarende Theodoras frigjorte muligheder og oplever samme splittelse, da Luke og Theodora begynder at flirte åbenlyst. Dybt skinsygt må hun se til, mens parret kissemisser, men heldigvis har Hill House ører, og dunkle kræfter følger opmærksomt Eleanors ulykke.

Hardcover, Viking Press 1959. Romanens 1. udg.

Hardcover, Viking Press 1959. Romanens 1. udg.

Bølgerne går højt for Eleanor, og Hill House åbner sig langsomt for hende; ”Help Eleanor come home Eleanor” (s.155) skriver huset – eller er det mon Eleanor selv? – med noget, der kunne være blod en af husets vægge. Hjemsøgelser og mærkværdige fænomener opstår omkring den ulykkelige pige, der nat for nat synker dybere ned i en form for vågent mareridt, hvor fantasi og virkelighed langsomt smelter sammen. Eleanor drukner i følelser og muligheder. Drifterne buldrer som en konstant brænding imod hendes forestillinger om korrekt opførsel og den person hun tidligere var, præcis som usete spøgelser bogstaveligt talt buldrer på husets døre om natten.

Men Hill House er ikke bare en arena for Eleanors frigørelse. Huset er snarere en listig modstander, der frister med den lette vej ud af problemerne. Noget i huset lokker Eleanor til at give slip og lade sig drukne i gangenes mørke, at blive ét med stedet og skyggerne. Eleanor come home… Og naturligvis giver hun til sidst slip og tager skridtet ind i husets skyggeverden, hvor gespenster lister tavst og ensomt omkring i de tidløse gange.

Paperback, Four Square Books 1963

Paperback, Four Square Books 1963

 

Shirley Jackson udnytter alle spøgelseslitteraturens kneb i sin bog, men først og fremmest er det Henry James’ Turn of the Screw (1898), der danner den ubestridte klangbund for romanen. Faktisk går Jackson meget tæt på James’ fortælling. I begge bøger er spøgeriet nemlig hele tiden noget, der kan diskuteres og altid noget, der synes at udspringe i samklang med den plagede hovedperson. Om Hill House således rent faktisk er hjemsøgt eller om spøgerierne er metaforiske manifestationer af Eleanors indre, kan ikke afgøres, og faktisk er det heller ikke så væsentligt. Det vigtige er nemlig, at det diabolske Hill House og bogens persongalleri til sammen udgør et billede på det at søge identitet og forstå sig selv. Navnlig handler det om kvindelige, identitetsdannelse og kvinderoller, for der kan ikke være nogen tvivl om, at det er de kvindelige karakterer, som altid er i forgrunden. Et ikke uvæsentligt emne i årene efter Anden Verdenskrig, hvor kønsroller for alvor blev diskuteret i de intellektuelle kredse, som Jackson færdedes i.

Trods den gotiske skrækindpakning kan man med rette argumentere imod The Haunting of Hill House som gyserlitteratur, jeg tror nemlig ikke, at Shirley Jackson et sekund havde ”gyset” som anliggende for sin bog. I stedet udnyttede hun formen til at skildre de tumultariske tilstande i Eleanors sind. Derved tog hun ikke alene temperaturen på en hel del af de spørgsmål, som mange kvinder i Jacksons generation oplevede, hun udnyttede også en genre – den gotiske roman – der i 50’erne entydigt var blevet kvindelæsning – navnlig husmødre af den type som Eleanor i et eller andet omfang er blevet udstødt eller undertrykt af. Bogens subversive genrebrug synes da derfor også at have specifikke budskaber rettet mod de kvindelige læsere, som uforvarende fik rokket ved fundamentet for deres tilværelse, når de smed bogen ned i indkøbskurven sammen med de andre romaniske gotiske bøger, de slæbte hjem.

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Popular Library 1963

Men, måske kan bogen alligevel også ses som skrækfiktion, for bag Jacksons ironiske, stedvist hårde, nærmest revsende tone gemmer der sig sætninger fyldt med snigende gru og fabelagtige billeder, der indeholder alt det, jeg/man elsker ved genren. Dystre glimt af et overnaturligt nærvær, som truer med at æde husets gæster med hud og hår. Man kan derfor heller ikke afvise bogen som skrækroman, og det er måske i virkeligheden her, styrken ligger. Bogen fungerer nemlig på alle niveauer. Jackson inviterer os til at dykke længere og længere ind i Hill Houses mysterium, og jo længere vi søger ind, dets klogere bliver vi måske også, men vi vælger selv, hvor langt vi følger hendes ledetråde ind i fortolkningens labyrint, og gør det på eget ansvar, for hvem ved, hvad hendes fantastiske mørkeleg med læseren vil føre til.

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Popular Library 1982

Paperback, Popular Library 1982

Paperback,  Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Penguin Books 1984

Paperback, Penguin Books 1984

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Penguin Books 1999

Paperback, Penguin Books 1999

Paperback, Robinson 1999

Paperback, Robinson 1999

Paperback, Penguin Books 2006

Paperback, Penguin Books 2006

Paperback, Penguin 2009

Paperback, Penguin 2009

Paperback, Penguin 2013

Paperback, Penguin 2013

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Hans Holzer, Murder in Amityville (1979): Fra parapsykologiens parallelunivers

Paperback, Futura Books 1979

Paperback, Futura Books 1979

De fleste horrorfans er bekendte med bynavnet Amityville – et synonym for gys og hjemsøgelser. Den berømte filmserie, som man i dag identificerer den lille by på Long Island med, skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her. Bag den første film fra ´79 lå Jay Ansons nu ofte glemte bestseller The Amityville Horror: A True Story (1977). Faktisk blev bogen en gigantisk succes, der sammen med Rosemary’s Baby og The Exorcist er nøgleromaner for forståelsen af det okkulte boom i 70’ernes skrækfiktion og populærkultur. Som de fleste vil vide, er sagen imidlertid den, at Ansons roman tog udgangspunkt i virkelige hændelser, der udspillede sig i 1974.

Ronald DeFeo blev nemlig i ’75 fundet skyldig i massemordet på sin familie. En voldsom, kontroversiel og ubehagelig mordsag, der ikke blev mindre spektakulær, efter Jay Anson skrev sin roman. Anson beskrev hvad familien Lutz oplevede i mordhuset, da de flyttede ind efter familien DeFeo. Resultatet var en gyser fyldt med overnaturlige oplevelser, der ikke stod tilbage for Blattys dæmonbesættelse af stakkels Regan. Bogen blev som sagt en kæmpesucces, men fordi romanen angiveligt var baseret på familien Lutz’ virkelige oplevelser, var den naturligvis også kontroversiel.

Paperback, Futura books 1979

Paperback, Futura books 1979

Og her når vi endelig frem til Hans Holzer, en højtprofileret parapsykolog, der siden midten af 60’erne havde udsendt en lang række fagbøger om spøgelser og hjemsøgelser. Naturligvis måtte Amerikas bedst kendte spøgelsesjæger blande sig i sagen om tidens mest omtalte hjemsøgte hus. Med perfekt timing kunne Holzer således udsende sit bud på Amityville-historien samtidig med, at filmatiseringen af Ansons roman ramte biograferne. Synergien mellem tidens glubende appetit for alt okkult, filmatiseringen og Holzers fagbog om mordene var ikke til at gå fejl af. Bogen blev en af Holzers bedst sælgende titler, og Amityville-pengemaskinen rullede videre over de næste mange år.

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Men hvad er Hans Holzers bog? Først og fremmest er den et modstykke til Ansons roman. Holzers Murder in Amityville er en fagbog, der forsøger at afdække, hvad der rent faktisk skete i mordhuset den nat, hvor Ronald DeFeo gik amok på sin familie. Et spørgsmål, der blev flittigt diskuteret i samtiden, fordi flere tvivlede på, at DeFeo kunne have udført mordene alene, og tilmed ændrede DeFeo selv løbende sine forklaringer – alt sammen noget der højnede sagens mystik. Den berømte familien Lutz fylder således ganske lidt i Murder in Amityville, om end deres historie ligger som en konstant klangbund, fordi Holzer grundlæggende tror på deres oplevelser.

Ronald Joseph "Butch" DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Ronald Joseph “Butch” DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Modsat Anson, der omsatte det overnaturlige til romanform, sætter Holzer sig for på saglig vis at åbne læserens øjne for det overnaturliges rolle i DeFeo-mordene. Sagen er nemlig den, at Holzer har sin helt egen forklaring på drabene. Gennem brugen af en clairvoyant fik han afsløret, at DeFeo-huset ligger på en gammel indianergravplads. Et næsten pinagtigt velkendt genremotiv, som Holzer meget vel kunne have lånt fra Graham Mastertons fine The Manitou (1976) eller et utal af andre steder. Det korte af det lange er, at den shaman, der lå begravet på pladsen, naturligvis er utilfreds med situationen, fordi hans gravfred var blevet forstyrret. DeFeo viste sig for at være særligt modtagelig for kontakt med åndeverdenen, og shamanen besatte derfor DeFeo på mordnatten og brugte ham til at rydde op i huset.

Holzer skriver med andre ord, at Ronald DeFeo var uskyldig i gerningsøjeblikket, fordi han var besat af en indiansk ånd! Et overraskende, for ikke at sige et spektakulært forsvar for morderen, ikke mindst for DeFeo selv, der var mere end villigt til at understøtte Holzers påstande. Man kan roligt sige, at Holzer fiskede i rørte vande, og heldigvis, for ham, var hans påstande i sidste ende så utrolige, at de ikke kom til at gøre andet end at holde historien om mordene i kog.

Hardcover, Prentice Hall 1977

Hardcover, Prentice Hall 1977

Holzers bog er bygget op omkring udskrifter fra retssagens høringer blandet med kommentarer og mere eller mindre stemningsfulde, kontekstualiserende beskrivelser. Holzer har med andre ord læst alle de tilgængelige dokumenter fra retssagen og søgt efter oplysninger, der kunne pege på en overnaturlig agens i sagen. Og må man give Holzer, at det lykkes for ham at pege på steder, der kan fortolkes i den retning. Bogen er med andre ord et skoleeksempel på diskurstænkning.

Det hele handler naturligvis om først og fremmest at acceptere den præmis, at ånder og gespenster rent faktisk eksisterer og har indvirkning på os. Det klargør Holzer allerede i bogens indledning, hvor han særdeles underholdene beretter om det overnaturliges eksistens som det mest selvfølgelige i verden. Eksempelvis beskriver han hjemsøgte huse som noget helt almindeligt (s. 23). For at understøtte sine kommende fortolkninger, for ikke at sige hele hans faglige virke, må Holzer med andre ord gøre det overnaturlige naturligt. En øvelse som ikke har nogen mellemgrund: Enten køber man Holzers metafysik eller også er alt, hvad han skriver, det rene humbug. Og her var tidsånden med ham; læsernes nysgerrighed var i hvert fald stor nok til at lade dem følge Holzer et langt stykke.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Holzer fører os ind i en bestemt verdensforståelse, og inden for den hænger hans argumenter absolut sammen. Det er derfor ganske sjovt at læse, hvordan alle indikationer på psykisk sygdom hos Ronald DeFeo bliver omfortolket til indianeråndens indvirkning. Den store skurk i sagen, ud over et ignorant Amerika, der ikke vil åbne øjnene for Holzers okkulte sandhed, er standen af psykologer, der fornægter det mystiske.

Murder in Amityville er et perfekt kighul ind i 70’ernes mystikbegejstring. Og netop fordi bogen er skrevet som non-fiktion, opnår den en grad af absurd festlighed, som ikke er til at stå for. Holzers paranormale diskurs er ganske enkelt forrygende læsning, fordi den uden elegance eller intellektuelt overskud udbasunerer postulater af den type, som man normalt baserer horrorromaner på. Holzer bevæger sig med andre ord ind i et grænseland, hvor hans nonfiktion opfylder samme funktion som den skønlitterære skrækfiktion – præcis som eksempelvis America Bewitched gør det. Det overlap er spændende, fordi det i virkeligheden gør os klogere på, hvad det er, gyserlitteratur kan og gør ved os, men det er en helt anden snak.

Mordhuset i Amityville, Long Island

Mordhuset i Amityville, Long Island

En af de mest overraskende ting ved Murder in Amityville, for ikke at sige hele Amityville-komplekset af film og litteratur, er, hvor forbløffende hurtigt mordsagen kunne omsættes til et fiktivt univers, der overtog de virkelig hændelser og transformerede dem til kommerciel underholdning. Det er påfaldende, hvordan underholdningsindustrien på det nærmeste synes at have snuppet den psykisksyge Ronald DeFeos liv og historie. Man kan se det som udtryk for en skruppelløs branche, der slog plat på en tragedie, eller man kan se det som udtryk for en søgende tids behov for at forstå uhyrlige drab som DeFeos gennem en formildende, overnaturlig brille. Forvandlingen fra fakta til fiktion skete i hvert fald forbløffende hurtigt og ville næppe kunne ske i dag, eller kunne den? Det kan du jo tænke over, når du læser eller ser noget om Amityville næste gang.

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Leonora Christina Skov, Silhuet af en Synder (2010): Gotisk kispus

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Det er meget længe siden, at en genreroman som Silhuet af en Synder har fået så megen bevågenhed herhjemme i dagspressen, som bogen fik tilbage i 2010. Faktisk må man nok sige, at Leonora Christina Skov for en stund formåede at sætte sin personlige interesse for gotisk litteratur på den almene litterære dagsorden. Det er ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, hvor svært det kan være for de små forlag at trænge igennem med deres genreudgivelser.

Silhuet af en Synder er en parafrase, ikke så meget af selve den første bølge af gotisk litteratur, der byggede videre på Horace Walpole, som af selve gotik-receptionen. Det vil sige, at Leonora Christina Skov trækker på de gotiske temaer og troper, der gradvist udkrystalliseredes i 1800-tallet, og som er blevet gentaget igen og igen helt op i den seneste gotiske bølge i 1960’erne. Selvom der således er flere værker, der synes at have leveret afgørende inspiration til romanen, er det ikke nogen bestemt gotisk forståelse, som Skov udfolder. Om end der klart fornemmes en konstant bevægelse over mod genrens romantiske fortolkninger mere end eksempelvis den makabre tradition.

Men lad os lige få styr på handlingen. Silhuet af en Synder skildrer, hvordan Nella Von Liljenholm, datter af den gotiske forfatter Antonia Von Liljenholm, vender tilbage til den herregård, som hun er født og opvokset på. Moderen er død, og boet skal nu gøres op. Herregården ligger i et sydsjællandsk fabelland, noget der cementeres ved oplysningen om, at den nærmeste gård er Scherfigs Frydenholm.

Hardcover, Rosinante 2010

Hardcover, Rosinante 2010

Nella nærmest flygtede fra godset, dengang hun brød med sin mor i 1930’erne og nu, som voksen, selvstændig kvinde kommer minderne tilbage til hende. Da Nella kommer hjem, har hun taget bogens (indledningsvist navnløse) fortæller med sig og snart besluttes det, at de sammen vil skrive en bog om Nellas historie. Resultatet er den dystre roman, vi nu læser, der tager sig ud som et manuskript med regibemærkninger og kommentarer til tekstens optrin. En finurlig meta-konstruktion, der giver rig lejlighed til at lege med læserens forventninger og holde os hen i spændingen. Handlingen kan nemlig bedst beskrives som en kinesisk æske, der bliver ved med at ændre sig og fremrulle nye overraskelser hver gang, vi tror, der er styr på historien.

Og historien er rent faktisk ikke helt let at få styr på. Der er tale om en kompliceret familiedrama fyldt med henvisninger til mord, selvmord, incest og skjulte længsler. Ikke meget er, som det tager sig ud, og naturligvis er der heller ikke meget, der er så uhyggeligt, som det måske indledningsvist antydes. Faktisk har Skov meget godt fanget, at gotik navnlig i den romantiske tradition, som oftest består af en stemning bygget op omkring umiddelbare sansebeskrivelser og røgslør. Der antydes meget, men tit kan mere køligt rationelle konklusioner berolige læseren et par kapitler senere. Det, du oplevede som uhyggeligt, var ikke noget spøgelse, bare en gren mod vinduet og så fremdeles.

Hos Leonora Christina Skov er gotikken derfor først og fremmest en dyster, drilsk størrelse, der leger med læserens forventninger og konstant antyder mere, end den leverer eller viser. Stemningen udmales med brede strøg og formår stedvist at stå lysende klart. Når det er bedst, minder det om ubehagelige barndomsminder. Men i samme åndedrag kan Skov trække tæppet væk under stemningen, og hun lader hovedpersonerne punktere det fortættede udtryk med sarkastiske bemærkninger eller indforståede referencer til den gotiske litteratur. Bogens hovedpersoner træder med andre ord flere gange ud af den gotiske ramme, de er placeret i, og heri ligger der en væsentlig pointe. Romanens fortællerstemme ved udemærket, hvad det er for en genre, hun skriver, men har selv svært ved at holde masken undervejs og lader ironien snige sig ind.

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Der smøres da også afgjort tykt på, og stedvist bliver det næsten for meget. Teksten svulmer i sanselighed og vi kommer ganske tæt ind på det meget snakkende persongalleri og dets mange behov. Men som historien udfolder sig, står det i stigende grad klart, at hele det gotiske apparat, som bogen opererer med, er et billede – en dunkel labyrintisk version af virkeligheden, som bogens fortæller bevæger sig igennem. Fremmedgørelsesmotivet bliver mere og mere udtalt for hvert kapitel, og snart forstår vi, at Liljenholms fremmedartede, knusende tilstedeværelse står som billede på en fjendsk verden, der ikke har megen sympati for fortælleren i bogen.

Et homoseksuelt tema vokser da også mere og mere tydeligt frem og sådan har Leonora Christina Skov uden tvivl tænkt det fra begyndelsen. Ikke desto mindre synes romanen faretruende nær ved at flække i to dele, der kun dårligt lader sig forene. Den gotiske del, der fylder så meget i første halvdel, falder gradvist i baggrunden, og i stedet bliver den lesbiske jegfortællers persona tydeligere i teksten og overtager pludselig historien helt.  I sig selv er det da også interessante læsning, når Leonora Christina Skov beskriver Københavns kriminelle underverden og et slæng af lovløse homoseksuelle, men hun fjerner sig langt fra det gotiske udgangspunkt, og da handlingen endelig får os tilbage til Liljenskovs tusmørke, er det ikke længere helt det samme.

Men her formår romanen ved en enkel manøvre, trods store splittelser i teksten, at forene bogens to dele til et hele. Leonora Christina Skov inverterer nemlig handlingen og gør pludselig det dystre, faretruende til de udstødtes adelsmærke og lader dem indtage den gamle herregård med en fornyet autoritet, der forskyder magtbalancen mellem dem og omverdenen. Nellas mor Antonia gjorde det samme, og nu gentages historien. Med ét er herregården den sikre havn, og den omkringliggende verden er et sted, der lukkes ude, og som længselsfuldt må følge med i livet på stedet gennem hovedpersonernes romaner.

Leonora Christina Skovs roman er afgjort interessant læsning. Faktisk rigtig interessant, men den er ikke ubetinget vellykket. Hendes romantiske gotik er så loyal over for sine konceptuelle forbilleder, at man måske savner et tydeligere ærinde i bogen. Måske hun får sine pointer gemt for langt inde i handlingen? Man kan eksempelvis sammenligne Silhuet af en Synder med Jennifer Egans The Keep (2006) og notere sig, hvordan gotikkens hos Egan er approprieret langt mere subtilt og nuanceret i en modernitetsdiskussion. Egan har ikke købt hele den sproglige pakke, men foretaget valg, der signalerer bestemte stemninger til læseren. The Keep bliver derved et noget mere præcist og selvstændigt værk, fordi Egans egen stemme står tydeligere frem.

Hardcover, Knopf 2006

Hardcover, Knopf 2006

Silhuet af en Synder savner den tematiske elegance og fremstår noget mere famlende i sin gotiske entusiasme. Hvorfor eksempelvis pakke bogens pointer ind i et historiserende svøbe, når handlingen samtidig gradvist synes tydeligere og tydeligere at pege ind i vores samtid? Jeg er stadig usikker på, hvorfor Leonora Christina Skov egentlig valgte at skrive en gotisk roman. Trods de rigtige stemningsmæssige greb, forbliver det uklart, hvad vi skal med gotikken i den konservative fortolkning, som Skov lægger for dagen. En fortolkning hun undervejs i øvrigt selv er nødt til at distancere sig ironisk fra. Jeg havde virkelig gerne læst et mere personlig for ikke at sige vovet bud på genren. Noget der rent faktisk føjede nye facetter til gotikkens foranderlige væsen i stedet for et værk, der reproducerer alt det velkendte.

Silhuet af en Synder er en spændende roman, men det er også en sikker roman. En konservativ roman, der ikke tager mange chancer. Hvor forfriskende den end måtte være, ligger der noget utilfredsstillende tilbage efter endt læsning. Måske havde lidt mindre formbevidsthed og lidt mere vildskab styrket bogen. Måske. Men læs nu bare bogen alligevel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mark Ronson, Whispering Corner (1989): En middelmådig hjemsøgelse

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Mark Ronson, et pseudonym for Marc Alexander, udsendte flere spøgelsesfortællinger fra midten af 60’erne og frem. Faktisk var Ronson et mindre bestsellernavn i England, som leverede en stribe bøger, der stort set er glemt i dag. Og vel egentlig med god grund. Mark Ronsons romaner er ikke synderligt ophidsende. Han skriver i et svulmende, patosfyldt sprog. Det melodramatiske simrer konstant lige under overfladen i de personkonflikter, han portrætterer, og han trækker i den grad på fortærskede klichéer.

Whispering Corner er et godt eksempel på alt dette. Den er overgjort, patetisk og har en nærmest pubertær skildring af voksenlivets seksuelle forhold. Der er noget kejtet over bogen og den udflydende handling, hvilket får historien til at fremstå som en glad amatørs værk. Præcis amatør kan man imidlertid ikke kalde Ronson, der har arbejdet som professionel forfatter i årevis. Sandt at sige, tror jeg mest af alt, at Ronson lukrerede på horrorgenrens store popularitet i 70’erne og 80’erne. Havde han forsøgt sig på markedet i dag, var hans manuskripter formentlig blevet afvist på stedet. Ikke desto mindre har Whispering Corner nogle træk, der fortjener at blive diskuteret nærmere.

Paperback, Gainsborough Press 1989

Paperback, Gainsborough Press 1989

Bogens handling drejer sig om den udbrændte bestsellerforfatter Jonathan Northrop, der for år tilbage havde et kæmpehit med en gyserroman. Efterfølgende har han ikke formået at leve op til succesromanen, og fans såvel som forlag er i stigende grad blevet skuffet over ham. Så skuffede, at forlaget har sat Northrop kniven for struben. Skriv en bestseller eller find et andet forlag, lyder udmeldingen.

Den alkoholiserede forfatters privatliv ligger på det tidspunkt i ruiner og for at føje spot til skade, bliver han afkrævet en enorm sum af sin bank som resultatet af et ulykkeligt samarbejde med et filmselskab. Presset til det yderste forlader Northrop London og tager ud til det isolerede hus Whispering Corner, som han købte for nogle år siden, da han stadig red på en bølge af succes. Den gamle landejendom er blevet sat i stand, men han har aldrig brugt huset, da hans daværende kone ikke ville bo på landet.

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen - nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen – nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Nu virker den landlige isolation som det rigtige for forfatteren, der vel nærmest flygter fra London og alle sine problemer. Desværre viser det sig hurtigt, at helt nye problemer opstår i det gamle hus. Problemer, der på en sær måde synes at vokse ud af den spøgelseshistorie om hjemsøgelser og hævn, som han arbejder på. Northrop bruger nemlig sig selv og huset som udgangspunkt for sin roman, og snart begynder de uhyggelige ting, han beskriver i bogen, at ske i virkeligheden. Men kan det være sandt? Er Northrop ved at gå fra forstanden?

Det interessante ved Ronsons tilgang til historien er, at han både lader os følge den roman, som Northrop skriver, og så Northrops overvejelser og oplevelser i det gamle hus. Handlingen løber dermed i to spor, der konstant væves sammen og kommenterer på hinanden.

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

I sig selv har man jo set den slags før, men i Whispering Corner får grebet et kuriøst udslag. En stor del af bogens stemningsopbygning og forsøg på at opbygge gys ligger nemlig i de kapitler af Northrops roman, som vi får lov at læse. Det kuriøse opstår, fordi den livstrætte, udbrændte Northrop konstant kommenterer på sin tekst – både som indskud i fiktionen og i de kapitler, hvor vi følger ham selv. Han taler om sine inspirationskilder og kritiserer sin stemningsopbygning.

På den led gør Ronson nærmest en dyd ud af at punktere sin stemning og sin egen forfatterrolle. Det lykkes ham faktisk at udstille Northrops kamp med ordene og inspirationen som en patetisk leg, der handler mere om forfatterens behov for anerkendelse end lysten til at skabe noget. Trods Mark Ronsons jævne sprog og elendige personskildringer, er præcis dette meta-element med til at gøre Whispering Corner en smule interessant.

Det er svært ikke at læse noget selvbiografisk ind i Northrops nedtur, fordi Ronson har lagt så meget af sig selv ind i handlingen. Gysergenrens popularitet var stærkt dalende i ’89, og Ronson har uden tvivl følt en vis bitterhed overfor de forlag, der tog imod gys med kyshånd og nu pludselig ikke længere gad støtte ham.

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra '80

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra ’80

En anden ting ved Whispering Corner, som faktisk lykkes godt, er dele af spøgelsestematikken. Der er ikke nogen tvivl om, at M. R. James har stået model for handlingen. Hele forståelsen af hjemsøgelsens natur og manifestation er løftet direkte fra James uden dog at trække på nogen bestemt novelle. Det giver romanen til en stedvist stille, diskret gysen, som er ganske virkningsfuld.

At det er M. R. James, der har dannet udgangspunkt, er ikke overraskende. Under sit egentlige navn skrev Mark Ronson nemlig en ganske stor bunke bøger om hjemsøgte steder i England. Præcis den slags nonfiktion har en særlig afdæmpet tilgang til spøgelser, der med en saglige, pseudovidenskabelige tone kan virke ganske overbevisende. Det var da også i den slags legender og fortællinger, at James fandt sin inspiration. Og Whispring Corner trækker ligeledes i fulde drag på Ronsons (eller Marc Alexanders) virke som populærvidenskabelig forfatter.

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Det gør både bogen meget engelsk og traditionel, hvilket i virkeligheden er meget sympatisk. Især hvis man, som mig, er glad for James’ hjemsøgte noveller. Ronsons grundige arbejde med at opbygge mytologien omkring huset Whispering Corner og dets historie fungerer ganske enkelt godt. Især i de små detaljer. Den underlige kat, der driver omkring i haven, de gamle træer, hvor man kan høre stemmer hviske mellem grenene i skumringen og de sære lyde fra kælderen er alt sammen fine momenter.

Desværre mødes enderne aldrig i bogen, der som helhed er ganske ubehjælpelig. Man skal arbejde for at nå frem til de små øer af kvalitet, der ligger spredt mellem romanens kapitler, og spørgsmålet er i virkeligheden, om det er arbejdet værd.

Ronson har til dato ikke skrevet flere romaner, og Whispering Corner bliver med al sandsynlighed hans sidste. Det skal jeg være den sidste til at begræde. Ikke desto mindre må man sige, at bogens bitre, skuffede undertone er et trist punktum for en produktiv forfatterkarriere. Jeg håber derfor, at Mark Ronson alias Marc Alexander, har fundet grønnere, kreative græsgange et andet sted.

Skriv en kommentar

Filed under Roman