Tag Archives: Hjemsøgte huse

Leonora Christina Skov, Silhuet af en Synder (2010): Gotisk kispus

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Det er meget længe siden, at en genreroman som Silhuet af en Synder har fået så megen bevågenhed herhjemme i dagspressen, som bogen fik tilbage i 2010. Faktisk må man nok sige, at Leonora Christina Skov for en stund formåede at sætte sin personlige interesse for gotisk litteratur på den almene litterære dagsorden. Det er ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, hvor svært det kan være for de små forlag at trænge igennem med deres genreudgivelser.

Silhuet af en Synder er en parafrase, ikke så meget af selve den første bølge af gotisk litteratur, der byggede videre på Horace Walpole, som af selve gotik-receptionen. Det vil sige, at Leonora Christina Skov trækker på de gotiske temaer og troper, der gradvist udkrystalliseredes i 1800-tallet, og som er blevet gentaget igen og igen helt op i den seneste gotiske bølge i 1960’erne. Selvom der således er flere værker, der synes at have leveret afgørende inspiration til romanen, er det ikke nogen bestemt gotisk forståelse, som Skov udfolder. Om end der klart fornemmes en konstant bevægelse over mod genrens romantiske fortolkninger mere end eksempelvis den makabre tradition.

Men lad os lige få styr på handlingen. Silhuet af en Synder skildrer, hvordan Nella Von Liljenholm, datter af den gotiske forfatter Antonia Von Liljenholm, vender tilbage til den herregård, som hun er født og opvokset på. Moderen er død, og boet skal nu gøres op. Herregården ligger i et sydsjællandsk fabelland, noget der cementeres ved oplysningen om, at den nærmeste gård er Scherfigs Frydenholm.

Hardcover, Rosinante 2010

Hardcover, Rosinante 2010

Nella nærmest flygtede fra godset, dengang hun brød med sin mor i 1930’erne og nu, som voksen, selvstændig kvinde kommer minderne tilbage til hende. Da Nella kommer hjem, har hun taget bogens (indledningsvist navnløse) fortæller med sig og snart besluttes det, at de sammen vil skrive en bog om Nellas historie. Resultatet er den dystre roman, vi nu læser, der tager sig ud som et manuskript med regibemærkninger og kommentarer til tekstens optrin. En finurlig meta-konstruktion, der giver rig lejlighed til at lege med læserens forventninger og holde os hen i spændingen. Handlingen kan nemlig bedst beskrives som en kinesisk æske, der bliver ved med at ændre sig og fremrulle nye overraskelser hver gang, vi tror, der er styr på historien.

Og historien er rent faktisk ikke helt let at få styr på. Der er tale om en kompliceret familiedrama fyldt med henvisninger til mord, selvmord, incest og skjulte længsler. Ikke meget er, som det tager sig ud, og naturligvis er der heller ikke meget, der er så uhyggeligt, som det måske indledningsvist antydes. Faktisk har Skov meget godt fanget, at gotik navnlig i den romantiske tradition, som oftest består af en stemning bygget op omkring umiddelbare sansebeskrivelser og røgslør. Der antydes meget, men tit kan mere køligt rationelle konklusioner berolige læseren et par kapitler senere. Det, du oplevede som uhyggeligt, var ikke noget spøgelse, bare en gren mod vinduet og så fremdeles.

Hos Leonora Christina Skov er gotikken derfor først og fremmest en dyster, drilsk størrelse, der leger med læserens forventninger og konstant antyder mere, end den leverer eller viser. Stemningen udmales med brede strøg og formår stedvist at stå lysende klart. Når det er bedst, minder det om ubehagelige barndomsminder. Men i samme åndedrag kan Skov trække tæppet væk under stemningen, og hun lader hovedpersonerne punktere det fortættede udtryk med sarkastiske bemærkninger eller indforståede referencer til den gotiske litteratur. Bogens hovedpersoner træder med andre ord flere gange ud af den gotiske ramme, de er placeret i, og heri ligger der en væsentlig pointe. Romanens fortællerstemme ved udemærket, hvad det er for en genre, hun skriver, men har selv svært ved at holde masken undervejs og lader ironien snige sig ind.

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Der smøres da også afgjort tykt på, og stedvist bliver det næsten for meget. Teksten svulmer i sanselighed og vi kommer ganske tæt ind på det meget snakkende persongalleri og dets mange behov. Men som historien udfolder sig, står det i stigende grad klart, at hele det gotiske apparat, som bogen opererer med, er et billede – en dunkel labyrintisk version af virkeligheden, som bogens fortæller bevæger sig igennem. Fremmedgørelsesmotivet bliver mere og mere udtalt for hvert kapitel, og snart forstår vi, at Liljenholms fremmedartede, knusende tilstedeværelse står som billede på en fjendsk verden, der ikke har megen sympati for fortælleren i bogen.

Et homoseksuelt tema vokser da også mere og mere tydeligt frem og sådan har Leonora Christina Skov uden tvivl tænkt det fra begyndelsen. Ikke desto mindre synes romanen faretruende nær ved at flække i to dele, der kun dårligt lader sig forene. Den gotiske del, der fylder så meget i første halvdel, falder gradvist i baggrunden, og i stedet bliver den lesbiske jegfortællers persona tydeligere i teksten og overtager pludselig historien helt.  I sig selv er det da også interessante læsning, når Leonora Christina Skov beskriver Københavns kriminelle underverden og et slæng af lovløse homoseksuelle, men hun fjerner sig langt fra det gotiske udgangspunkt, og da handlingen endelig får os tilbage til Liljenskovs tusmørke, er det ikke længere helt det samme.

Men her formår romanen ved en enkel manøvre, trods store splittelser i teksten, at forene bogens to dele til et hele. Leonora Christina Skov inverterer nemlig handlingen og gør pludselig det dystre, faretruende til de udstødtes adelsmærke og lader dem indtage den gamle herregård med en fornyet autoritet, der forskyder magtbalancen mellem dem og omverdenen. Nellas mor Antonia gjorde det samme, og nu gentages historien. Med ét er herregården den sikre havn, og den omkringliggende verden er et sted, der lukkes ude, og som længselsfuldt må følge med i livet på stedet gennem hovedpersonernes romaner.

Leonora Christina Skovs roman er afgjort interessant læsning. Faktisk rigtig interessant, men den er ikke ubetinget vellykket. Hendes romantiske gotik er så loyal over for sine konceptuelle forbilleder, at man måske savner et tydeligere ærinde i bogen. Måske hun får sine pointer gemt for langt inde i handlingen? Man kan eksempelvis sammenligne Silhuet af en Synder med Jennifer Egans The Keep (2006) og notere sig, hvordan gotikkens hos Egan er approprieret langt mere subtilt og nuanceret i en modernitetsdiskussion. Egan har ikke købt hele den sproglige pakke, men foretaget valg, der signalerer bestemte stemninger til læseren. The Keep bliver derved et noget mere præcist og selvstændigt værk, fordi Egans egen stemme står tydeligere frem.

Hardcover, Knopf 2006

Hardcover, Knopf 2006

Silhuet af en Synder savner den tematiske elegance og fremstår noget mere famlende i sin gotiske entusiasme. Hvorfor eksempelvis pakke bogens pointer ind i et historiserende svøbe, når handlingen samtidig gradvist synes tydeligere og tydeligere at pege ind i vores samtid? Jeg er stadig usikker på, hvorfor Leonora Christina Skov egentlig valgte at skrive en gotisk roman. Trods de rigtige stemningsmæssige greb, forbliver det uklart, hvad vi skal med gotikken i den konservative fortolkning, som Skov lægger for dagen. En fortolkning hun undervejs i øvrigt selv er nødt til at distancere sig ironisk fra. Jeg havde virkelig gerne læst et mere personlig for ikke at sige vovet bud på genren. Noget der rent faktisk føjede nye facetter til gotikkens foranderlige væsen i stedet for et værk, der reproducerer alt det velkendte.

Silhuet af en Synder er en spændende roman, men det er også en sikker roman. En konservativ roman, der ikke tager mange chancer. Hvor forfriskende den end måtte være, ligger der noget utilfredsstillende tilbage efter endt læsning. Måske havde lidt mindre formbevidsthed og lidt mere vildskab styrket bogen. Måske. Men læs nu bare bogen alligevel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mark Ronson, Whispering Corner (1989): En middelmådig hjemsøgelse

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Mark Ronson, et pseudonym for Marc Alexander, udsendte flere spøgelsesfortællinger fra midten af 60’erne og frem. Faktisk var Ronson et mindre bestsellernavn i England, som leverede en stribe bøger, der stort set er glemt i dag. Og vel egentlig med god grund. Mark Ronsons romaner er ikke synderligt ophidsende. Han skriver i et svulmende, patosfyldt sprog. Det melodramatiske simrer konstant lige under overfladen i de personkonflikter, han portrætterer, og han trækker i den grad på fortærskede klichéer.

Whispering Corner er et godt eksempel på alt dette. Den er overgjort, patetisk og har en nærmest pubertær skildring af voksenlivets seksuelle forhold. Der er noget kejtet over bogen og den udflydende handling, hvilket får historien til at fremstå som en glad amatørs værk. Præcis amatør kan man imidlertid ikke kalde Ronson, der har arbejdet som professionel forfatter i årevis. Sandt at sige, tror jeg mest af alt, at Ronson lukrerede på horrorgenrens store popularitet i 70’erne og 80’erne. Havde han forsøgt sig på markedet i dag, var hans manuskripter formentlig blevet afvist på stedet. Ikke desto mindre har Whispering Corner nogle træk, der fortjener at blive diskuteret nærmere.

Paperback, Gainsborough Press 1989

Paperback, Gainsborough Press 1989

Bogens handling drejer sig om den udbrændte bestsellerforfatter Jonathan Northrop, der for år tilbage havde et kæmpehit med en gyserroman. Efterfølgende har han ikke formået at leve op til succesromanen, og fans såvel som forlag er i stigende grad blevet skuffet over ham. Så skuffede, at forlaget har sat Northrop kniven for struben. Skriv en bestseller eller find et andet forlag, lyder udmeldingen.

Den alkoholiserede forfatters privatliv ligger på det tidspunkt i ruiner og for at føje spot til skade, bliver han afkrævet en enorm sum af sin bank som resultatet af et ulykkeligt samarbejde med et filmselskab. Presset til det yderste forlader Northrop London og tager ud til det isolerede hus Whispering Corner, som han købte for nogle år siden, da han stadig red på en bølge af succes. Den gamle landejendom er blevet sat i stand, men han har aldrig brugt huset, da hans daværende kone ikke ville bo på landet.

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen - nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen – nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Nu virker den landlige isolation som det rigtige for forfatteren, der vel nærmest flygter fra London og alle sine problemer. Desværre viser det sig hurtigt, at helt nye problemer opstår i det gamle hus. Problemer, der på en sær måde synes at vokse ud af den spøgelseshistorie om hjemsøgelser og hævn, som han arbejder på. Northrop bruger nemlig sig selv og huset som udgangspunkt for sin roman, og snart begynder de uhyggelige ting, han beskriver i bogen, at ske i virkeligheden. Men kan det være sandt? Er Northrop ved at gå fra forstanden?

Det interessante ved Ronsons tilgang til historien er, at han både lader os følge den roman, som Northrop skriver, og så Northrops overvejelser og oplevelser i det gamle hus. Handlingen løber dermed i to spor, der konstant væves sammen og kommenterer på hinanden.

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

I sig selv har man jo set den slags før, men i Whispering Corner får grebet et kuriøst udslag. En stor del af bogens stemningsopbygning og forsøg på at opbygge gys ligger nemlig i de kapitler af Northrops roman, som vi får lov at læse. Det kuriøse opstår, fordi den livstrætte, udbrændte Northrop konstant kommenterer på sin tekst – både som indskud i fiktionen og i de kapitler, hvor vi følger ham selv. Han taler om sine inspirationskilder og kritiserer sin stemningsopbygning.

På den led gør Ronson nærmest en dyd ud af at punktere sin stemning og sin egen forfatterrolle. Det lykkes ham faktisk at udstille Northrops kamp med ordene og inspirationen som en patetisk leg, der handler mere om forfatterens behov for anerkendelse end lysten til at skabe noget. Trods Mark Ronsons jævne sprog og elendige personskildringer, er præcis dette meta-element med til at gøre Whispering Corner en smule interessant.

Det er svært ikke at læse noget selvbiografisk ind i Northrops nedtur, fordi Ronson har lagt så meget af sig selv ind i handlingen. Gysergenrens popularitet var stærkt dalende i ’89, og Ronson har uden tvivl følt en vis bitterhed overfor de forlag, der tog imod gys med kyshånd og nu pludselig ikke længere gad støtte ham.

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra '80

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra ’80

En anden ting ved Whispering Corner, som faktisk lykkes godt, er dele af spøgelsestematikken. Der er ikke nogen tvivl om, at M. R. James har stået model for handlingen. Hele forståelsen af hjemsøgelsens natur og manifestation er løftet direkte fra James uden dog at trække på nogen bestemt novelle. Det giver romanen til en stedvist stille, diskret gysen, som er ganske virkningsfuld.

At det er M. R. James, der har dannet udgangspunkt, er ikke overraskende. Under sit egentlige navn skrev Mark Ronson nemlig en ganske stor bunke bøger om hjemsøgte steder i England. Præcis den slags nonfiktion har en særlig afdæmpet tilgang til spøgelser, der med en saglige, pseudovidenskabelige tone kan virke ganske overbevisende. Det var da også i den slags legender og fortællinger, at James fandt sin inspiration. Og Whispring Corner trækker ligeledes i fulde drag på Ronsons (eller Marc Alexanders) virke som populærvidenskabelig forfatter.

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Det gør både bogen meget engelsk og traditionel, hvilket i virkeligheden er meget sympatisk. Især hvis man, som mig, er glad for James’ hjemsøgte noveller. Ronsons grundige arbejde med at opbygge mytologien omkring huset Whispering Corner og dets historie fungerer ganske enkelt godt. Især i de små detaljer. Den underlige kat, der driver omkring i haven, de gamle træer, hvor man kan høre stemmer hviske mellem grenene i skumringen og de sære lyde fra kælderen er alt sammen fine momenter.

Desværre mødes enderne aldrig i bogen, der som helhed er ganske ubehjælpelig. Man skal arbejde for at nå frem til de små øer af kvalitet, der ligger spredt mellem romanens kapitler, og spørgsmålet er i virkeligheden, om det er arbejdet værd.

Ronson har til dato ikke skrevet flere romaner, og Whispering Corner bliver med al sandsynlighed hans sidste. Det skal jeg være den sidste til at begræde. Ikke desto mindre må man sige, at bogens bitre, skuffede undertone er et trist punktum for en produktiv forfatterkarriere. Jeg håber derfor, at Mark Ronson alias Marc Alexander, har fundet grønnere, kreative græsgange et andet sted.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Raymond Rudorff, The House of the Brandersons (1973): Okkultisme, spøgelser og selvsving

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt - men uden relation til bogens indhold!

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt – men uden relation til bogens indhold!

Her har vi fat i en stort set glemt bestseller fra 1973. En bog om satanisme, okkultisme, spøgelser. Om mord, en ædende ond troldmand og noget grusomt hinsides universets dybder. Hell ya – 70’er-gys er og bliver en fantastisk ting!

Man tager Lovecrafts The Case of Charles Dexter Ward (1927/43) og rører den op med inspiration fra Levins Rosemary’s Baby (1967), Blattys The Exorcist (1971) og lidt klassisk hjemsøgthus-stemning samt et solidt drys ”black magic story” af Dennis Wheatley. Voila, så har man The House of the Brandersons.

Rudorffs bog er i den grad et barn af sin tid. Horror om satanisme og okkultisme gik som varmt brød, takket være eksempelvis førnævnte bestsellere af Levin og Blatty. Tematisk har Rudorff derfor ikke noget nyt på programmet. The House of the Brandersons er et opkog af tidens populære temaer. Ikke desto mindre har Rudorffs roman nogle kvaliteter, der fortjener at blive trukket frem fra glemmebogen. Modsat de fleste andre sataniske gysere fra 70’ernes første halvdel er The House of the Brandersons en historisk roman. Den udspiller sig nemlig i London mellem 1886-87. Det er med andre ord victoriatidens tågefyldte gader, mystiske loger og dyster storby, der danner rammen for Rudorffs gyser. Det er et fremragende greb for en som mig der elsker den victoriaske horror og alle dens klichéer.

Paperback, Corgi Books 1980

Paperback, Corgi Books 1980

Selve bogen er konstrueret som et manuskript skrevet af Walter Richard Mayhew; en opdager med speciale i det paranormale. Manuskriptet er skrevet i tiden omkring 1950, og hele bogens handling er således Mayhews forsøg på at rekonstruere de grufulde begivenheder, der udspillede sig for år tilbage. Vi møder derfor også ret mange fortællerstemmer i løbet af bogen, fordi Mayhew sammenstykker historien ud fra øjenvidneberetninger og forskellige dokumenter, som sagen om familien Branderson har kastet af sig.

Sagen kan i korthed sammenfattes sådan: I 1886 vender familien Branderson hjem til London efter nogle år i Indien. Mr. Branderson er en dygtig og vellidt forretningsmand, men der går ikke lang tid efter deres hjemkomst, før han ændrer væsen. Branderson bliver mystisk og ubehagelig. Snart kan samme adfærd også bemærkes omkring Branderson-husets andre beboere – konen, de fire børn og deres tjenestefolk. Der begynder at ske sære ting i og omkring huset, og det hele kulminerer efter et år, da hele familien Branderson bliver myrdet brutalt af en mand, der efterfølgende hænges for drabet.

Men hvad var det der skete med familien? Hvordan kunne det komme så vidt? Det sætter Walter Mayhew sig for at undersøge, og resultatet bliver en overraskende omfattende rejse ind i en dyster okkult underverden, der afslører, at det bestemt ikke kun var familien Branderson, der mistede livet i løbet på den konto. Ja det lyder jo som en forløber til Ansons The Amityville Horror (1977), og parallellerne lader sig da heller ikke fornægte.

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover - men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover – men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Raymond Rudorff spiller på flere heste i romanen. Bogen åbner som klassisk fortælling om et hjemsøgt hus med ”kolde steder” i bestemte værelser osv. Sagen bliver imidlertid hurtigt mere kompliceret, og den antager karakter af en fortælling om dæmonbesættelse og forbyttet identitet. Som læser er man jo nok aldrig i tvivl om, hvad det er, der er på færde i historien. Det er imidlertid lige meget, fordi Rudorff har smurt så tykt på, at det langt hen ad vejen er underholdende at opleve ham vælte sig i velkendte horrortematikker.

Bogens væsentligste trumfkort er imidlertid Rudorffs periodekendskab. Han udgav flere populærvidenskabelige historiebøger – bl.a. Belle Epoque: Paris in the Nineties fra samme år som The House of the Brandersons, og naturligvis udspiller en del af romanens handling sig også i Paris. Rudorff er med andre ord i stand til at trække på et ganske solidt kendskab til victoriatidens litteratur, kultur og ikke mindst, tidens okkulte strømninger. Det gør, at The House of the Brandersons måske kan virke lidt overlæsset, men netop fordi der er så meget stof, der klinger med i handlingen, bliver det også en form for ”best of” af alt det spektakulære og fascinerende fra perioden (The Golden Dawn, spiritisme, hemmelige loger osv).

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Desværre er Rudorffs kendskab til perioden også en af de ting, der ender ud med at blive en hæmsko for ham. Ikke så meget fordi vi som læsere får for mange unødvendige information, men fordi Rudorff især i de dele af romanen, der skal gøre det ud for breve fra 1800-tallet, har følt sig forpligtet på tidens sprog. En ret stor del af The House of the Brandersons er skrevet i en underspillet epistolærstil, der forsøger at simulere et 1800-tals sprog. Tilmed er det navnlig Clara Branderson, husets kone, der har ordet. Dermed sætter Rudorff sig for at indfange en forskræmt 1800-tals kvindes brevskriverier. Det bliver i sidste ende en lidt tung og fersk fremstillingsform. Rudorff rammer faktisk tidens tone meget godt, men i længden kommer jeg til at savne noget mere kontant horror, skrevet som det ville blive skrevet i begyndelsen af 70’erne. Problemet er imidlertid ikke større end, at man kan se The House of the Brandersons som en meget gennemført pastiche, der vælger at gå linen ud i både sprog og struktur.

Selve bogens afslutning er i virkeligheden et mere graverende problem. Hele romanen er, som sagt, udgjort af sammenstykkede vidneudsagn, der indbyrdes måske nok hænger sammen, men som savner det store overblik. Vi får derfor ikke alle bevæggrunde og sammenhænge før helt til sidst, hvor Rudorff må introducere en form for mesterkilde, der kan forklare alt og løse de åbne spørgsmål. Det er en kunstig og utilfredsstillende afslutning, der afmystificerer handlingen. Tilmed er det faktisk kedelig læsning, fordi der i høj grad er tale om et referat af handlingen, bare med en præcisering af, hvad der rent faktisk skete på afgørende tidspunkter. Ikke ret vellykket, må man sige.

Hardcover, E P Dutton 1973

Hardcover, E P Dutton 1973

Ikke desto mindre er The House of the Brandersons en fin gyser. Rudorff udgav kun to romaner. Branderson-bogen er hans anden. Den første var – The Dracula Archives (1971) – er en såkaldt ”prequel” til Stokers Dracula (1897). Den blev også et bestseller-hit og nok i virkeligheden den bog, som Rudorff huskes bedst for. Jeg skal helt sikkert have fat i hans første bog, for til trods for sine fejl rammer Rudorff ind i præcis det, jeg synes, er fedt ved horrorlitteraturen.

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det - især detaljen med bloddråberne

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det – især detaljen med bloddråberne

Skriv en kommentar

Filed under Roman