Tag Archives: Hul jordklode

Edgar Rice Burroughs, At the Earth’s Core (1922): Pulpens forførende uskyldighed

Paperback, Ace 1962. Forsiden er stemningsfuldt malet af Roy G. Krenkel.

Det er spøjst gang på gang at kunne konstatere i hvor høj grad, Edgar Rice Burroughs kom til at sætte tonen for den amerikanske pulp i 1920’erne og 30’erne. Burroughs selv havde naturligvis flere inspirationskilder, H. Rider Haggard og Mark Twain, for blot at nævne et par. Desuagtet var det mere eller mindre Burroughs’ sammensmeltning af disse inspirationskilder, der skabte den særlige form for tempofyldt spændingslitteratur – uanset genren – som vi i dag kalder pulpfiktion.

Man kan også konstatere, at der sjældent er nogen, som gør det ret meget bedre udi den genre end Burroughs. Jeg taler vel at mærke her ikke om forfattere som eksempelvis Lovecraft og Howard, der forsøgte at forandre pulpens væsen indefra. Nej, jeg taler her om den rendyrkede ramasjang, drevet af glæden ved fortællingens umiddelbare drama og underholdningsværdi. Her var Edgar Rice Burroughs mesteren, og hans værker blev rost og plagieret til døde allerede, mens han levede. Her skal vi se nærmere på en af disse fortællinger, der har efterladt sig et ganske grundigt aftryk på eftertidens eventyrlige fiktion.

En ung Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950) klædt på som friluftshelt

At the Earth’s Core, der først udkom som føljeton i 1914 (og i bogform 1922), er den forrygende underholde historie om den unge David Innes; en rigmandssøn, der arver et mineselskab. Sammen med selskabets nestor, ingeniøren Abner Perry, udvikler de et bemandet højhastighedsbor, der vil kunne undersøge jordskorpen for metaller og mineraler på rekordtid. Innes og Perry må naturligvis afprøve boret, men på minemaskinens jomfrurejse går der noget galt. Styresystemet låser sig fast, og maskinen med de to ombord, borer sig nu direkte ind mod jordklodens centrum. De to mænd er sikre på, at dette er den visse død, men her får de sig en overraskelse. Deres bor fører dem nemlig ind i jordens hule kerne; ind til en hel verden inde i vores, der bedst kan beskrives som en forhistorisk jungle befolket af stenaldermænd, dinosaurusser, menneskeaber og så de frygtede Mahars. Sidstnævnte er intelligente, flyvende øglevæsner, der regerer i den indre verden.

Knap ankommet i dette fremmed miljø bliver vores to venner taget til fange og dermed skydes et hæsblæsende eventyr i gang, hvor David Innes hurtigt antager rollen som den snarrådige helt, der skal frelse stenalderfolket fra øglernes åg. For at nå dertil skal han gå grueligt meget igennem; nedkæmpe utallige fjender, ikke mindst de abelignende væsner, som øglerne holder som slaver, og naturligvis forelske sig i stenalderkvinden Diane the Beautiful.

All Story Weekly, april 1914. Første del af romanen udkom i dette nummer; her med Diane the Beautiful på forsiden

Romanen er, som sagt, utrolig underholdende i al dens uskyldige gåpåmod, men den har også en dybtfølt fascination af det utrolige og eventyrlige, som griber læseren – selv i dag, hvor der ikke er ret meget nyt at hente. Hos Burroughs gnistrer kreativiteten med en umiddelbar, oprindelig form for begejstring, der virker langt stærkere end de senere opkog over samme form for jungleeventyr. Hos Burroughs klinger det rent, fordi det hele udspringer originalt fra hans fantasi og fortælleglæde. Intelligente øgler og abemænd, der ridder på dinosaurusser og slås med stenaldermennesker; idéen er langt ude, men fungerer, fordi det bliver fortalt med en alvor, som den slags ramasjang aldrig ville kunne skrives med i dag, hvor en ironisk distance lægger sig som et metalag ind over fortællingen.

Når det er sagt, er det imidlertid interessant at se lidt ind under handlingen i en roman som At the Earth’s Core, og kaste et blik på de underliggende ideologiske træk, der gør sig gældende. Først og fremmest kan man naturligvis hæfte sig ved nogle af de helt åbenlyse akser i bogen. Eksempelvis, at de fremmedartede Mahars benytter sig af relativt dumme, sorte abeslaver, der ligger i strid med de hvide eller kaukasiske stenalderfolk. Burroughs udfolder her nogle ikke helt stuerene stereotyper, som han dog hverken selv har fundet på eller var alene om. Ikke desto mindre er det påfaldende, at forestillingen om race eller rettere forskellighed betyder så meget i bogen. De forskellige væsner, aber, mennesker og øgler har forskellige agendaer, der ikke kan forenes, og krigen er dermed uundgåelig. Eller sagt på en anden måde – kulturer lader sig ikke blande. Der kommer da også til krig i At the Earth’s Core, hvor Innes selvklart bliver hovedpersonen.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1940

Mere bemærkelsesværdigt er det, at Burroughs lader sine to hovedpersoner udtrykke en form for ”den hvide mands ret”. De kommer til denne frodige, fantastiske verden, og straks ser de det kapitalistiske potentiale. De er to fuldblodsamerikanere, der indtager den store frontier og øjeblikkeligt domesticerer den. De griber med andre ord kontrollen og tøver ikke med at udrydde øglerne, der udgør det reelle styre.

Man kan ikke forhandle med disse Mahars, men det er trods alt slående, hvor kynisk vores venner går til sagen i kamp for stenaldermenneskene samt ikke mindst alle de penge, som de på sigt kan tjene på stedet. Der er noget skrupelløst og kolonialistisk over vennernes adfærd, som med nutidige øjne er ganske uforenelig med den helterolle, de har i romanen. For os i dag fremstår Innes og Perry som grådige imperialister, der ikke tøver med at udrydde den eksisterende kultur for at kunne indsætte deres egen styreform. I Burroughs’ optik er de kloge, gæve mænd, der udnytter chancen, når den er der. Modellen for denne adfærd i romanform har Burroughs fra Mark Twains A Connecticut Yankee, men Burroughs giver problematikken en ny dimension ved at gøre det til et spørgsmål om racernes uforenelighed og den stærkes ret til ressourcerne.

Hardcover, Canaveral Press 1962

Kigger man ind under overfladen, ligger der således et forbløffende kynisk verdenssyn til grund for den ellers letbenede pulphistorie. Der er næppe mange af Burroughs’ læsere, der på udgivelsestidspunktet ville stille spørgsmål ved det verdenssyn, som bogen hviler på. Men som læser i dag mener jeg, at det er værdifuldt at forstå hvilke mekanismer, der ligger til grund for fortællingen, fordi de, om vi kan lide det eller ej, har været med til at forme værket på godt og ondt. Heltenes ubekymrede annektering og nedslagtning af deres modstandere er underholdende, men det er måske knap så underholdende, hvis vi kontekstualiserer handlingen.

Det kan man så lade være med at gøre og bare nyde historien som underholdning, men det, vil jeg mene, er naivt, for præcis som med eksempelvis Lovecrafts racisme skal vi ikke vende det blinde øje til og nedtone den. Vi skal holde det problematiske frem, tale om det og forstå, hvordan det har bidraget til fortællingerne og anerkende det som komponent i teksternes æstetiske virkekraft – også selv om vi ikke er enige eller synes, det er stærkt usympatisk. Det er på den måde, at vi kan komme videre fra disse fortællinger og se dem fra andre sider. Det kan man eksempelvis opleve ved at læse At the Earth’s Core og sidestille den med Pierre Boulles Abernes Planet (1963). Her får vi Burroughs på vrangen. Helten bliver her udsat for præcis det samme, som heltene hos Burroughs gør ved andre. Det er et såre simpelt greb, men også en lille genistreg, der spiller direkte sammen med de troper, som Burroughs skrev.

Paperback, Ace Books 1972

Nuvel, læs At the Earth’s Core. Lad dig forføre af den stærkt underholdende røverhistorie og tænk derefter lidt over, hvad bogen egentlig fortæller os. Det er ikke alt, der smager godt, som er sundt for os.

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Tandem 1975

Hardcover, Doubleday 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Bison Books 2000

Paperback, Dover Publications 2001

Skriv en kommentar

Filed under Roman