Tag Archives: Humor

Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Mark Grant, Mutants Amok 3. Rebel Attack (1991): Muties indtager Hollywood

Paperback, Avon 1991. Forsiden er, som de tidligere bind, malet af altid fantastiske Les Edwards

Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.

Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.

Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.

Paperback, Avon 1991

Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.

Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.

Paperback, Pocket Books 1993

På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.

Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.

Paperback, Bantam 1994

Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode. 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lin Carter, The Earth-Shaker (1982): Pulp som i gamle dage?

Hardcover, Doubleday 1982. Romanens eneste fysiske udgave. Forsidens skaber er ikke oplyst

Nu skal vi videre med Lin Carters pulp-serie om Prins Zarkon og hans hold af Omega-mænd, der bekæmper verdens superskurke for at beskytte menneskeheden mod de uhyrlige konsekvenser, det ville få, hvis de kriminelle skulle få overtaget. Sagen er jo den, at Zarkon kommer fra fremtiden og er sendt tilbage til vores egen tid for at forhindre en katastrofal udvikling, hvor de onde rent faktisk har vundet og slavegjort hele Jorden. Det må hellere straks indskydes, at det ikke er en udvikling, der ligger lige om hjørnet, for i denne roman hører vi, at Zarkon rent faktisk er født i det herrens år 1 million (sic!) efter vores tidsregning, hvilket jo ikke er så lidt. Kæden af hændelser, som Zarkon må prøver at forhindre i vores tid, så de ikke skal have konsekvenser i fremtiden, er derfor ganske, ganske lang… Nuvel, det er præmissen.

Dette bind fjerde bind i serien udspiller sig udelukkende i Knickerbocker City – Lin Carters fiktive New York, og denne gang udfordres Zarkon på sin egen hjemmebane. En serie af mystiske, ultrabegrænsede jordskælv hjemsøger storbyen, og snart tegner der sig et mønster af, at det er banker og vigtige bygninger, der bliver udsat for dette uforklarlige fænomen. Panikken ulmer, og noget lugter råddent; den geniale Zarkon og hans hold bliver derfor sat på sagen.

Hardcover, Doubleday 1982

Det viser sig da også snart, at der intet naturligt er ved disse hændelser. Nogen står bag, og Zarkon begynder, sammen med sine Omegamænd, at undersøge, hvem gerningsmanden kunne være. Naturligvis står det hurtigt klart, at en forsmået videnskabsmand er bag jordskælvene. Denne skurk har bygget en form for dommedagsmaskine, og videnskabsmanden kræver en gigantisk løsesum af byen for ikke at ødelægge den med jordskælv.

Det udvikler sig til en kamp imod uret, for byen ser ikke anden udvej end at betale manden, men det kræver tid at få skrabet pengene sammen og det giver Zarkon rum til at efterforske sagen. Spørgsmålet er, om han kan nå det eller om Knickerbocker City ender i grus. Gæt selv!

Linwood Vrooman Carter (9 juni 1930 – 7. februar 1988)

The Earth-Shaker udkom efter en pause i serien på seks år. Dengang var fortællingerne om Prins Zarkon blevet indstillet, fordi Lin Carter ikke var inspireret længere, og salget ikke var specielt overbevisende, men i tidsrummet mellem ’76 og ’82 var der opstået en lille kult omkring historierne om Zarkon, og Carter blev til sidst overbevist af fanmiljøet om, at han måske alligevel skulle fortsætte den skrinlagte føljeton. Med The Earth-Shaker vendte fremtidsmanden Zarkon med andre ord tilbage til manegen efter en længere pause, og man mærker da også straks, at Carter skriver med fornyet energi. Men desværre sender han også serien i en helt ny retning med denne fortsættelse, som, for mig at se, ødelægger mere, end hvad godt er.

Det meste, Lin Carter skrev, lukrerede helt og aldeles på andres værker, og Omega-serien er Carters livtag med ”crime busters” som Doc Savage og The Shadow. Det er 30’ernes pulp, han her kaster sig over og fornyer, ved at transformere det til noget nutidigt. Sådan var det i hvert fald i de første tre bind, der med al tydelighed udspiller sig i 1970’erne, med alt hvad det indebærer af lummerhed, bakkenbarter og brunt tøj. Selvom romanernes kvalitet er støt dalende, er de på den led ganske underholdende som et tidsbillede.

Ebog, Thunderchild Publishing 2017

Med The Earth-Shaker går Lin Carter en anden vej og skaber en bizar hybrid mellem 30’ernes pulp og sin egen samtid, så Knickerbocker City bliver en besynderlig anakronisme, hvor folk taler og opfører sig som i 30’er-pulpen, vel vidende at vi har årstallet 1982. Dette er præcis underholdende i et kapitel, og så bliver det ganske skrækkeligt. Ikke mindst på grund af Carters ulykkelige trang til at skrive dialog i dialekt, hvilket betyder, at han har en fest med at gengive 30’er-stereotyper og 30’er-slang. Dette er desværre langt fra så underholdende, som Carter selv opfattede det. Alt dette løber sammen i en bestemt karakter – den lille forældreløse avisdreng Joey, der med sixpence på hovedet og alt for stort tøj er præcis lige så kæk og forfærdelig, som han er en sentimental og øretæveindbydende pulpkliché.

Måske endnu værre er det, at Carter fortsætter den tendens, der prægede de tidligere bøger; han lader nemlig Zarkon og nu avisdrengen Joey klare stort set alle udfordringerne til trods for, at der står et helt hold af specialister i kulissen og venter på at kunne gå til hånde med tekniske fremtidsdimser og store færdigheder. Det er ikke nogen heldig løsning, og han taber igen idéen om et team, der arbejder sammen. I stedet får vi kun nogle korte passager med Omega-holdet, der leverer de samme dårlige vittigheder og mundhuggerier, som Carter har gentaget siden første bind. 

Ebog, Gateway 2020

 Når man dertil føjer, at det ikke er den mest spændende historie, som Carter her har brygget sammen, ender vi ud med en roman, der faktisk ikke udmærker sig på nogen måde. Det, der skulle være Carters store comeback til Zarkons univers, bliver en lidt lunken fornyelse, der tydeligvis er skrevet med stort gåpåmod, men som ikke formår at omsætte skriveglæden til nogen egentligt fængende. Det er en skam. The Earth-Shaker blev ikke det sidste bind. Der udkom én bog mere om Zarkon, og den er jeg naturligvis også nødt til at se nærmere på, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har store forventninger, fordi Carter mere eller mindre har skuffet med hvert eneste bind efter det første, der skød serien i gang med et festfyrværkeri af underholdende retro-pulp. Sådan er det ikke længere her, hvor Carters retro-fascination tydeligvis har optaget ham mere end det at skabe en god fortælling. Bedre held sidste gang.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Et godt køb?

Her gik jeg og troede, at Necronomicon bare var noget, som Lovecraft fandt på. Jeg tog fejl, for en faksimileudgave af det sønderknusende værk i John Dees oversættelse er til salg på Ebay. Hold da op! Den italienske sælger, der går under navnet Amira di Transilvania, oplyser også følgende: ”Coming from a important collection of occult books.” Om det er faksimileudgaven eller John Dee-udgaven, der her er tale om, oplyses ikke, men det kunne være spændende at høre mere om denne vigtige samling. Jeg kan da også konstatere, at der med denne bog ikke er tale om den berømte Necronomicon, redigeret af ”Simon”, som udkom første gang i 1977 og sidenhen er blevet udgivet løbende i både paperback og indbundet form.

Simon-udgaven af Necronomicon i luksusudgave er ligeledes til salg på Ebay

En ”Joseph Talbert” fra Harvard University har tilmed skrevet et forord til faksimileudgaven med henvisninger til videre læsning, hvilket antyder at denne næppe er en unik udgivelse, hvilket selvfølgelig er lidt skuffende. Talbert lader i øvrigt til at være forsvundet nu, da han ikke umiddelbart lader sig google frem, hvilket jo bare bekræfter, at man skal passe på med studier af Necronomicon.   

Denne Dee-Necronomicon er tilmed ikke specielt dyr, værkets karakter taget i betragtning. Fristet? Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at købe en legendarisk bog så billigt og tilmed med fri forsendelse. Hvabehar!

Jaja, det er spændende, hvad man kan finde på EBay; De Vermis Mysteriis og Liber Ivonis dukker nok også op en dag.

Vi ses på søndag, hvor der igen står politisk SF på programmet.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Mark Grant, Mutants Amok 2. Mutant Hell (1991): “Get your motor runnin’…”

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards har stået for den helt fantastiske forside!

Andet bind i Mutants Amok-serien fortsætter præcis der, hvor det første stoppede. Der er hverken nye takter i retning af stilistiske ændringer eller i selve handlingens udtryk. Faktisk vil jeg gå så vidt som at hævde, at første og andet bind formentlig er skrevet ud i en køre og først senere adskilt i to bøger, men det er naturligvis bare gætværk. Festen fortsætter ufortrødent, og var man til de groteske optrin i bind et, skuffer bind to heller ikke.

I første bog hørte vi om, hvordan de to bondeknolde Jack Bender og Phil Potts måtte flygte fra den slavefarm, de har været fanger på, efter slaverne revolterede. Jack er naturligvis nedtrykt, fordi hans barmfagre kæreste blev snuppet og misbrugt af en satanisk mutantlæge, men han nyder også friheden. Vores to hovedpersoner er blevet ufrivillige rebeller, der nu drager afsted for at redde deres idol, supersoldaten og frihedskæmperen Max Turkel, der blev taget til fange af mutanterne i slutningen af første bind.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Således undervejs i et letvægtsfly må Jack og Phil på et tidspunkt lande og søge efter brændstof. Det finder de på en sært idyllisk farm, hvor alt næsten er for godt til at være sandt. Farmens beboere er en form for ”mutanter light”, der ikke har åbenlyse ydre mutationer og derfor ligner mennesker. Som det snart viser sig, er de imidlertid langt fra mennesker, for farmen er en stor honningfælde, som vores to liderlige hovedpersoner løber direkte ind i. Farmens familie lever af kropsvæsker udsuget under samlejet, hvilket de to nye rebeller får at føle første nat på farmen. En ganske vanvittig konfrontation udspiller sig derefter på gården, før vennerne kan fortsætte.

Deres rejse fører dem langt om længe frem til et lille indiansk samfund, hvor alle naturligvis er oprørere. Indianerne elsker også klassisk rock, og vores venner kommer til koncert med det lokale band, der spiller Creedence, Steppenwolf og Stones. Fremtiden er fortiden! Festen afbrydes imidlertid, da det lille samfund overfaldes af biker-mutanter, og endnu en stor kamp udspiller sig…

Paperback, Scholastic 1978. En af Bischoffs tidlige bidrag til genrefiktionen

Imens alt dette sker, følger vi Max Turkel, der er i fangenskab hos mutanterne, og spørgsmålet er, om han vil kunne overleve længe nok til, at hans venner finder frem til ham, og om de vil blive genforenet.

Det er ikke de store problemstillinger, som tynger en bog som Mutant Hell, der omtrent er så subtil som et spark i skridtet. Den leverer sin overgearede, blodige og lumre handling i et hæsblæsende tempo og ser sig ikke tilbage. Det ene optrin fører direkte ind i det næste, og de eneste pusterum, vi får, er, når stakkels Jack engang imellem har et øjeblik til at overveje, hvorfor skæbnen har været så hård ved ham og ikke bare kunne lade ham leve sit stille og rolige slaveliv.

For at værdsætte en bog som denne, eller hele serien for den sags skyld, må man slukke for sine litterære forventninger og acceptere en papirstynd roman uden nogen som helst dybde eller anledning til refleksion. Det du læser, er det, du får; nul læsning mellem linjerne eller dybere lag. Det er tidsfordriv, og spørgsmålet er, om man som læser kan lade sig rive med af dette er eller ej.  

Personlig har jeg en fest med Mutants Amok-serien, fordi den er så ustyrligt grovkornet. Der er blod og sex, skildret bramfrit og til laveste fællesnævner. Bogen og serien er bevidst dum og ganske befriende skrevet uden den moraliserende tone, som det meste nyere skraldelitteratur af denne type er skrevet med. Det gør faktisk en roman som Mutant Hell en smule progressiv eller udfordrende, fordi Mark Grant (alias David Bischoff) skriver sin historie indefra og udfolder handlingen set fra vores hovedpersoners horisont, der er formet af deres miljø. Der kommer ikke nogen udefra kommende moralske eller sociale konventioner, som påtvinges historiens univers, hvilket er lidt af en sjældenhed inden for denne type fiktion.

Paperback, Penguin 1983. Endnu en af Bischoffs mange romaner og ligeledes et eksempel på hans tætte samarbejde med filmens verden

Når det er sagt, kan man selvfølgelig diskutere, hvor underholdningsværdien er størst, i første eller andet bind, og her fremstår anden del ganske meget mere dynamisk, fordi vi har fået leveret hele baggrunden for mutanternes invasion af USA og karakterernes baggrund i bind et. Anden del går lige på historien, hvilket den gør med stort gåpåmod. At romanen samtidig kender sin besøgstid, gør det ikke dårligere, for første bind var kort, og bogen er sat med store typer. Det samme gør sig gældende for Mutant Hell, der er endnu kortere.

Min anbefaling fra første bind står dermed også fortsat gældende med bind to. Er du fascineret af tjubangvold og tegneseriehelte, tilsat en god dosis sex, er Mutants Amok-serien for dig. Det er et vellykket stykke skraldelitteratur fra 90’ernes begyndelse, skrevet uden alt for meget ironi, men der kan ikke være et sekunds tvivl om, at hele den hårdkogte atmosfære alligevel er en stor vittighed; en ironisk kommentar til alle forsøg på at skrive alvorlige spændingsfortællinger og samtidig en stille hyldest til 70’ernes exploitationfilm- og litteratur. Man er med andre ord nødt til at læse Mutants Amok med humor, fordi serien slet og ret er så dum, at man ikke kan gøre andet. Men har man humoren med, har man også et par sjove timer med bogen, og det er jo ikke så dårligt.        

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jack Vance, Cugel’s Saga (1983): Næsten det bedste

Paperback, Baen 1984. Den relevante forside er malet af Kevin Johnson

Her fortsætter vi længere ind i Jack Vances utrolige Dying Earth-serie; en serie, som jeg igen kun kan understrege, fortjener den højeste ros. Der er storslåede øjeblikke og mindre fantastiske passager, men grundlæggende er der samlet tale om et forbløffende originalt værk, der stilistisk og rent kreativt tårner sig op som et helt og aldeles afgørende bidrag til fantasylitteraturen. Det har få præsteret.

Værkets præcise status som inspirationskilde kan jeg vende tilbage til i et senere indlæg, når jeg får afrundet serien. I dette indlæg skal vi se nærmere på Cugel’s Saga, der så dagens lys i 1983. Udgivelsesåret er bemærkelsesværdigt, fordi bogen fortsætter mere eller mindre præcis der, hvor det tidligere bind i serien slap. Dette bind udkom imidlertid tilbage i 1966, hvorfor der altså var en betydelig pause imellem de to udgivelser.

Paperback, Baen 1984

Efter The Eyes of the Overworld, som det tidligere bind i serien hedder, udkom, lagde Vance ikke fuldstændig sit univers på hylden. Han fortsatte med drypvis at udgive små bidder, men der skulle altså gå ret lang tid, før han tog skridtet fuldt ud og samlede sit stof i bogform.

Den direkte kontinuitet imellem det forrige bind og Cugel’s Saga samt den lange pause imellem udgivelserne gør det naturligvis relevant at sammenligne værkerne, der ligner hinanden ret meget i opbygning og tone.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Man kunne først og fremmest frygte det værste, for det er bestemt set før, at en forfatter har haft svært ved at genfinde gnisten efter års ophold. Men hos Vance gør det modsatte sig gældende. Vance blev nemlig en bedre og bedre forfatter med årene. Han trådte ud af sine pulpforbilleders skygge og blev i stedet selv et stilistisk forbillede. Det, han begyndte med The Dying Earth, havde i Cugel’s Saga vokset sig til et modent udtryk og gav ham en sikker forfatterstemme, der ikke bare gør indeværende værk fremragende, men som prægede hele Vances forfatterskab. Den skarpere, mere bevidste, pen hos den modne Vance mærkes eksempelvis også tydeligt i hans Demon Princes-serie, der også var længe undervejs. Her oplever vi det måske endda tydeligere, fordi udgangspunktet i seriens første bind er så rodfæstet i pulptraditionen og relativt uambitiøst i sit udtryk.

I praksis betyder det, at Vance i stigende grad opgav den plotdrevne pulpfortælling, krydret med eksotiske indslag a la Edgar Rice Burroughs, og i stedet vendte dette på vrangen, så det eskapistiske kom først, og handlingen bliver på den led bare et påskud for at bevæge læseren rundt i de farverige situationer, han udmaler for os.

Hardcover, Timescape Books 1983. Romanens 1. udgave

I The Eyes of the Overworld hørte vi, hvordan den herlige slyngel Cugel kom galt afsted, da han forsøgte at bestjæle troldmanden Iucounu (”the Laughing Magician”). Da bogen sluttede blev han på magisk vis slynget langt væk til en fjern strand, og det er her Cugels eventyr fortsætter, for han vil tilbage og hævne sig på Iucounu. For at han kan gøre det, så må han ud på en lang og besværlig rejse, der sender Cugel ind i den ene utrolige historie efter den anden.

Romanen, vi sidder med, er stærkt episodisk, idet vi følger Cugels vej fra pikaresk optrin til optrin. Vi følger hans sejre og de uvægerlige nedture, der altid rammer ham. Bedst som han tror, at han har fundet sin vej hjem, bliver hans planer nemlig forpurret, som regel af ham selv, og han må rakke videre gennem verden. Det kunne måske lyde gentagende, især fordi det var det samme, vi oplevede i The Eyes of the Overworld, men sagen er den, at Cugel som karakter er så stærk og underholdende, at man som læser nyder hvert eneste minut i hans selskab.

Hardcover, Underwood-Miller 1984

Her skal man i øvrigt huske, at Cugel bestemt ikke er nogen sympatisk karakter. Han er en antihelt i reneste forstand. Han er egoistisk, pralende og hensynsløs. Han har intet problem med at skade andre for at opnå sine egne mål, og han er samtidig både smålig og nærtagende. Cugel er med andre ord et selvoptaget røvhul, men præcis det gør ham så utrolig underholde. Ikke mindst fordi det rent faktisk er en smule tvivlsomt, hvad Cugel egentlig er god til ud over at rode sig ind i problemer. Bevares, han tænker hurtigt og er rap i replikken, men præcis de kvaliteter er sådan set mere til byrde for ham end gavn.

I Cugel’s Saga hører vi om Cugels besøg hos landsbyen, hvor stedets mænd bruger deres tid på at sidde på søjler og spekulere over universets hemmeligheder. Her franarrer Cugel både penge og et sæt magiske støvler. Vi hører, hvordan Cugel uforvarende kommer til at gældsætte sig selv og havne som slave hos en udspekuleret købmand, der tvinger ham til at dykke efter de magiske efterladenskaber fra en stor dæmon.

Paperback, Panther 1985

Han deltager også i en magisk konkurrence om at frembringe den mest utrolige genstand, hvilket Cugel kvalificerer sig til efter at have stjålet en anden deltagers transportable rift i mellem dimensionerne. Han har også en særdeles fornøjelig rejse med en karavane, hvor Cugel optræder som en form for detektiv i et lille ”whodunnit”-eventyr. Hvert optrin har sit eget lille univers og pointe. Romanen er strikket sammen af individuelle optrin, der ikke nødvendigvis relaterer sig til hinanden. Flere gør det, men Cugels rejse er først og fremmest et alibi for Vance til at fortælle sine fantastiske røverhistorier.

Det gør han også utrolig godt. Som jeg tidligere har nævnt, skabte Vance noget helt specielt med sin første bog i serien. Alt, der kom efter denne, er i nogen grad en gentagelse og rammer dermed heller ikke de samme kreative højder som i The Dying Earth. Men med det sagt må man også konstatere, at den fortælleglæde og glæde ved det absurde, som Vance udfolder i Cugel’s Saga, bevæger sig i en anden retning og formår at løfte universet på andre måder ved at rendyrke udtrykket.

Hardcover, Vance Integral Edition 2005

Jack Vance overgår måske ikke sig selv, men han gør det alligevel så godt, at han overgår de fleste andre. Vance kommer næsten, men måske også kun næsten, op på siden af en anden absurdist, nemlig Mervyn Peake, hvis Gormenghast-serie har et sært slægtskab med Cugels univers. Vi genfinder i hvert fald en glæde ved de tåbelige karakterers selvoptagede navlepilleri og den sorte humor, der gang på gang gør sig lystig på menneskelig dårskab. Jeg elsker Mervyn Peakes forfatterskab, men jeg må også blankt erkende, at jeg elsker en bog som Cugel’s Saga. Midt i en tid, hvor fantasylitteraturen allerede var faldet fra hinanden i sine egne klichéer, kunne Vance med denne bog vise, at der stadig var liv i både hans serie og genren som helhed. Bravo.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Henry N. Beard & Douglas C. Kenney, Bored of the Rings (1969): Studentikos skæg og ballade i Middle-earth

Paperback, Signet 1971. Forsiden er skabt af Michael K. Frith

For nogen tid siden fik jeg afsluttet min genlæsning af Lord of the Rings, og det var derfor naturligt at fortsætte ind i Henry Beards og Douglas Kenneys kærlige, absurde parodi på Tolkiens store epos. Parodien, der udkom i ’69, fik navnet Bored of the Rings, og den er en grovkornet satire på både den storladne trilogi og samtidens amerikanske kultur. Parodien er også et vidnesbyrd om den enorme gennemslagskraft, som Tolkiens værker oplevede blandt 60’ernes unge, hvilket gør den til mere end bare en vittig replik til Tolkien, den er også et interessant produkt af sin egen tid, kultur og kontekst.

Forfatterne, Henry Beard og Douglas Kenney, går absolut seriøst til værket, forstået sådan, at de fanger Tolkien præcis der, hvor det er lettest at gøre nar ad den gamle Oxfordprofessor. Den højtidelige sprogtone, alt den lettere meningsløse ”world building”, og det løst sammensatte narrativ bliver alt sammen grebet af Beard og Kenney og omsat til en fuldstændig absurd fortælling, der i grundtræk gentager trilogiens handling i stærkt forkortet form, omend det navnligt er første bind, som står for skud.

Paperback, Signet 1971

En stor del af morskaben i Bored of the Rings opstår ved at fordreje handlingen i forlæggets kapitler, så den højtidelige rejse pludseligt antager karakter af noget grotesk, som er ganske morsomt, fordi Beard og Kenney opretholder Tolkiens tørre, deskriptive sprog uanset, hvor vildt tingene udvikler sig i handlingen. De underspiller med andre ord humoren, hvilket de langt hen ad vejen lykkes ganske godt med.

I historien følger vi en lille gruppe ”buggies”, anført af Frito Bugger (nevø til Dildo Bugger(!)), der sammen med Spam Gangree samt Moxie og Pepsie Dingleberry (slang for ”røvribs”) rejser ud på en lang og farefuld rejse, ledsaget af troldmanden Goodgulf, vandringsmanden Stomper, elveren Legolam, dværgen Gimlet (son of Groin) og Bromosel. Navne alene siger en del om den humor, der ligger læseren i vente, og som vi kommer frem gennem teksten, bliver tingene ikke mindre fjollede. Alle de centrale scener og møder fra Tolkiens trilogi har fået en drejning i som oftest latrinær retning, og selvom sprogtonen forsøger at opretholde en passende episke stemning, bliver den massivt sjofle undertone umulig at ignorere.

Paperback, Roc 1993

60’ernes udsvævende ungdomskultur maser sig også ind i handlingen. Hobbitterne, eller buggies, som de hedder her, ryger flittigt pot i deres piber, og besøget hos Tom Bombadil bliver en af de mest muntre optrin i hele bogen, fordi Bombadil i Bored of the Rings er blevet til et gammelt syrehoved ved navn Tim Benzedrine. Rejseselskabet indtager således LSD, eller det der ligner, og har sig en ganske voldsomt fest, før de kan fortsætte den næste dag med svære tømmermænd.

Bored of the Rings sætter sig et sted mellem studentikos ordleg, forvekslingshumor og skarp kulturel satire. Den svinger mellem letbenede fjollerier og ganske fine, velplacerede stikpiller til kapitalistisk kommercialisering af kultur og landsskab. Det øde kulturlandskab, som Tolkiens rejseselskab drager igennem, er hos Beard og Kenney blevet befolket af det argeste kommercielle bras. Middle-earth er så at sige blevet spoleret af turisme, som har suget sjælen ud af landet og gjort det til en stor forlystelsespark. På den led klinger Tolkiens egen længselsfulde jagt efter autenticitet også med i parodien, men i stedet for at fremføre en verden fri for kapitalismens markedskræfter bliver konsekvensernes klart udmalet hos Beard og Kenney.

Hardcover, Gollancz 2001

Det subversive i Bored of the Rings kommer også frem i forgrunden gennem den stofkultur, der indirekte bliver fremført som noget positivt. Det potrygende rejseselskab møder ikke gobliner, orker og trolde i bogen – nej, mørkets soldater bliver repræsenteret ved de nedrige ”narcs” – små, gemene væsner, der tjener det onde. Narcs er naturligvis slang for ”narkostrømer”, og dermed er fronterne tydeligvis trukket op mellem en grum, kapitalistisk verden og den glade counter culture; alt sammen noget, der kunne være løftet direkte ud af siderne på Gilbert Sheltons The Fabulous Furry Freak Brothers.

Faktisk er der ikke så få paralleller mellem bogen og Freak Brothers, når det kommer til både humoren og selve handlingens opbygning. Men der kan heller ikke være nogen tvivl om, at de to udgivelser langt hen ad vejen blev båret af samme ånd og henvendte sig til samme miljø. Bored of the Rings var hashhumor til hippier, præcis som Freak Borthers var det i begyndelsen.

Paperback, Gollancz 2003

Henry Beards og Douglas Kenneys parodi er underholdende læsning. Hvor sjov man synes den er, bliver i sidste ende et temperamentsspørgsmål. Jeg er personlig ikke til al den navnesjov, men desuagtet er det en bog, som fortjener at blive læst, ikke mindst fordi den som barn af sin tid bidrager til at kaste lys over Tolkien-receptionen i slutningen af 60’erne, hvor den moderne fantasy blev født som genre. Bored of the Rings er imidlertid nok ved at gå i glemmebogen i dag, hvilket er en skam, både for Tolkien-receptionen, men også for fantasylitteraturen generelt. Det er nemlig eksempelvis svært at se den voldsomt populære Terry Pratchetts enorme produktion uden et afsæt hos Beard og Kerrey. Parodien kom med andre ord til at inspirere andre parodier.

En sidste kommentar. Da Tolkien-filmatiseringerne genoplivede kulten omkring ham for en stund, blev Bored of the Rings genudgivet i en lettere opdateret udgave, hvor nye navne og referencer blev lagt ind som erstatning for gamle navne og betegnelser, der ikke længere var aktuelle. Der kom eksempelvis referencer til skuespilerne i filmatiseringen. Den opdatering er synd og skam, synes jeg, og jeg vil til enhver tid anbefale, at man finder sig en ældre udgave, hvor det er de oprindelig referencer, der stadig kan opleves i deres bedagede 60’er-helhed.

Paperback, Gollancz 2011

Paperback, Simon & Schuster 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Jack Vance, The Eyes of the Overworld (1966): Gækkerier fra den yderste fremtid

Paperback, Pocket Books 1986. Kunstneren bag den fine forside er desværre ikke identificeret

Da Jack Vance udgav samlingen The Dying Earth i 1950, havde han skabt en uforlignelig milepæl i fantasylitteraturen, der ikke alene blev en succes i samtiden, den står fortsat i dag som et væsentligt referencepunkt, som nutidens genreforfattere skriver sig ind i eller op imod. Faktisk må man nok konstatere, at bogen trods en omfattende produktion blev Vances hovedværk. Det er en tung arv at løfte, men Vance forsøgte sig alligevel, idet han efter udgivelsen i ’50 drypvis fortsatte med at skrive noveller, der udspiller sig i det samme univers. Et univers, der beskriver livet på jorden i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er blevet mat, og teknologi og magi (igen) er smeltet sammen til et uadskilleligt hele. Her, i denne sære, drømmende fremtid, oser alt af dekadence og overmodent efterår. En jordens indian summer, hvor verden er blevet så rigt, dvaskt og overlæsset, at graden af individuel nydelse er den eneste målestok for liv og kultur.

The Eyes of the Overworld fra 1966 er en sammenskrivning af de noveller, som Vance havde udgivet siden ’50. Han strikkede dem sammen omkring den bærende karakter Cugel the Clever, der på en markedsplads gejles op til at forsøge et tyveri hos troldmanden Iucounu. Det skulle han aldrig have gjort, for Cugel bliver taget på fersk gerning og ender med, for at redde sit liv, at komme i troldmandens tjeneste. Cugel skal nu drage ud i verden for at finde en purpurfarvet linse – den såkaldte ”Eye of the Overworld” – til Iucounu.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

For at sikre sig, at Cugel rent faktisk adlyder, planter Iucounu et ubehageligt, tankelæsende snyltervæsen mellem skulderbladene på den uheldige tyv, der gør, at skulle Cugel planlægge at snyde sin arbejdsgiver, vil snylteren dræbe ham på en yderst pinefuld facon. Han har dermed intet valg. Via magi sendes Cugel af sted på sin opgave til en fjernt landområde, hvor eftersøgningen kan begynde. Vores hovedperson skal her mange strabadser og eventyr igennem, før han endelig kan vende tilbage fra sin mission. Iucounu kaldes også ”The Laughing Magician”, og man siger, at den, der ler sidst ler bedst. Cugel gør en ihærdig indsats for at få dette sidste grin, men Jack Vance er en drilsk fortæller, og stakkels Cugels eventyr slutter derfor ikke helt, som han havde håbet.

Med sin efterfølger til The Dying Earth fortsatte Vance i samme spor og skabte endnu en fortælling fyldt med pikareske karakterer, anført af Cugel selv, der, næsten uanset hvilken situation han måtte havne i, stjæler billedet. Cugel er da også hovedperson i ordets bogstaveligste forstand. Alt handler om Cugel og Cugels navlepillende betragtninger. Han er stor i slaget; en verdensmand, der kan alt, hvis han selv skal sige det, men han er også en slyngel, der lyver, stjæler og skruppelløst udnytter alt til egen fordel.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens 1. udgave

Man kan ikke kalde Cugel en kompleks karakter, dertil er han alt for entydig og monomant fokuseret på sig selv, men det betyder ikke, at han er kedsommelig at følge. Tværtimod er Cugel helt forrygende, og vi griner både med og af ham. Vi griner, når han er snu og overlegent udmanøvrere sine fjender, men vi griner også, når han viser sig fra sin sølle side og eksempelvis patetisk stamper en stamme af små alfer ihjel, fordi de tillader sig at grine på hans bekostning. Cugel er ikke en egentlig person af kød og blod, han er noget manieret og overgjort, men han er samtidig også stærkt menneskelig, og derfor kan man ikke undgå at holde af ham.

Cugels indtryksfulde person betyder da også, at man kan tilgive Vance, at hans episodiske, lidt stødvise roman ikke bidrager med meget nyt til den vision, han allerede havde publiceret tilbage i ’50. På mange måder er The Eyes of the Overworld bare mere af det samme, blot en anelse mindre tankevækkende og inspirerende. Fra et kunstnerisk standpunkt er fortællingen om Cugel dermed overflødig og i sidste ende et fejlgreb, der i nogen grad udvander, hvad Vance tidligere havde skabt, men omvendt er The Eyes of the Overworld en forbistret morsom og underholdende bog. Det er bedre end stort set alt anden fantasy, og det alene gør naturligvis, at vi skal være taknemmelige for, at Vance fortsatte med at skrive til sit Dying Earth-univers.

Paperback, Mayflower 1972

De mange optrin, som Cugel roder sig ind i, mens han leder efter Iucounus linse, er forskelligartede, men alle har det til fælles, at Cugel ankommer som den fremmede, der med den udefrakommendes blik får lejlighed til at opleve kulturer og praksisser med friske øjne. Hvor kapitlerne i første bog i høj grad var koncentreret om mødet mellem individer og personlige konflikter, har Vances forfatterskab ændret karakter i de mellemliggende år. Det fokus på kultur og ”world building”, som har gjort ham så berømt, er i ’66 trådt afgjort tydeligt frem, og det kan mærkes i The Eyes of the Overworld.

Gennem Cugels øjne bliver vi vidner til det ene sære optrin efter det andet; og det er alt sammen noget, der fortæller os om en rig og forunderlige verden, der i stort og småt lever og ånder det anderledes. I disse kulturforskrækkede dage er den slags forunderlig læsning, fordi Vance som en anden antropolog sender os ud i den kulturelle urskov og viser os de særeste, sjoveste og mest fremmedartede ting, alt imens vores guide og ledestjerne, tyven, løgnerens og charmetrolden Cugel sørger for, at vi ikke fortaber os unødigt i trivialiteter. Derved ender Vance heller ikke i den samme form for overlæsset ”world building”, der desværre plager alt for meget fantasy og SF i dag.

Paperback, Pocket Books 1977

The Eyes of the Overworld når måske ikke op på siden af The Dying Earth, men at kunne fortsætte efter den milepæl med en så stærk efterfølger er desuagtet en bedrift, som kun meget få ville kunne gøre Vance efter. At hans budskab om mangfoldighed og glæde ved det anderledes synes kærkommen i dag, gør sådan set bare, at hans bog fra ’66 kun synes endnu mere berettiget. Læs den. Og læs den igen.

Hardcover, Underwood-Miller 1977

Paperback, Granada 1985

Paperback, Baen 1986

Hardcover, Vance Integral Edition 2005. Her genudgivet med ny titel. De senere E-bøger har også denne titel

2 kommentarer

Filed under Roman

Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman