Tag Archives: Hypnose

Raymond Rudorff, The House of the Brandersons (1973): Okkultisme, spøgelser og selvsving

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt - men uden relation til bogens indhold!

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt – men uden relation til bogens indhold!

Her har vi fat i en stort set glemt bestseller fra 1973. En bog om satanisme, okkultisme, spøgelser. Om mord, en ædende ond troldmand og noget grusomt hinsides universets dybder. Hell ya – 70’er-gys er og bliver en fantastisk ting!

Man tager Lovecrafts The Case of Charles Dexter Ward (1927/43) og rører den op med inspiration fra Levins Rosemary’s Baby (1967), Blattys The Exorcist (1971) og lidt klassisk hjemsøgthus-stemning samt et solidt drys ”black magic story” af Dennis Wheatley. Voila, så har man The House of the Brandersons.

Rudorffs bog er i den grad et barn af sin tid. Horror om satanisme og okkultisme gik som varmt brød, takket være eksempelvis førnævnte bestsellere af Levin og Blatty. Tematisk har Rudorff derfor ikke noget nyt på programmet. The House of the Brandersons er et opkog af tidens populære temaer. Ikke desto mindre har Rudorffs roman nogle kvaliteter, der fortjener at blive trukket frem fra glemmebogen. Modsat de fleste andre sataniske gysere fra 70’ernes første halvdel er The House of the Brandersons en historisk roman. Den udspiller sig nemlig i London mellem 1886-87. Det er med andre ord victoriatidens tågefyldte gader, mystiske loger og dyster storby, der danner rammen for Rudorffs gyser. Det er et fremragende greb for en som mig der elsker den victoriaske horror og alle dens klichéer.

Paperback, Corgi Books 1980

Paperback, Corgi Books 1980

Selve bogen er konstrueret som et manuskript skrevet af Walter Richard Mayhew; en opdager med speciale i det paranormale. Manuskriptet er skrevet i tiden omkring 1950, og hele bogens handling er således Mayhews forsøg på at rekonstruere de grufulde begivenheder, der udspillede sig for år tilbage. Vi møder derfor også ret mange fortællerstemmer i løbet af bogen, fordi Mayhew sammenstykker historien ud fra øjenvidneberetninger og forskellige dokumenter, som sagen om familien Branderson har kastet af sig.

Sagen kan i korthed sammenfattes sådan: I 1886 vender familien Branderson hjem til London efter nogle år i Indien. Mr. Branderson er en dygtig og vellidt forretningsmand, men der går ikke lang tid efter deres hjemkomst, før han ændrer væsen. Branderson bliver mystisk og ubehagelig. Snart kan samme adfærd også bemærkes omkring Branderson-husets andre beboere – konen, de fire børn og deres tjenestefolk. Der begynder at ske sære ting i og omkring huset, og det hele kulminerer efter et år, da hele familien Branderson bliver myrdet brutalt af en mand, der efterfølgende hænges for drabet.

Men hvad var det der skete med familien? Hvordan kunne det komme så vidt? Det sætter Walter Mayhew sig for at undersøge, og resultatet bliver en overraskende omfattende rejse ind i en dyster okkult underverden, der afslører, at det bestemt ikke kun var familien Branderson, der mistede livet i løbet på den konto. Ja det lyder jo som en forløber til Ansons The Amityville Horror (1977), og parallellerne lader sig da heller ikke fornægte.

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover - men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover – men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Raymond Rudorff spiller på flere heste i romanen. Bogen åbner som klassisk fortælling om et hjemsøgt hus med ”kolde steder” i bestemte værelser osv. Sagen bliver imidlertid hurtigt mere kompliceret, og den antager karakter af en fortælling om dæmonbesættelse og forbyttet identitet. Som læser er man jo nok aldrig i tvivl om, hvad det er, der er på færde i historien. Det er imidlertid lige meget, fordi Rudorff har smurt så tykt på, at det langt hen ad vejen er underholdende at opleve ham vælte sig i velkendte horrortematikker.

Bogens væsentligste trumfkort er imidlertid Rudorffs periodekendskab. Han udgav flere populærvidenskabelige historiebøger – bl.a. Belle Epoque: Paris in the Nineties fra samme år som The House of the Brandersons, og naturligvis udspiller en del af romanens handling sig også i Paris. Rudorff er med andre ord i stand til at trække på et ganske solidt kendskab til victoriatidens litteratur, kultur og ikke mindst, tidens okkulte strømninger. Det gør, at The House of the Brandersons måske kan virke lidt overlæsset, men netop fordi der er så meget stof, der klinger med i handlingen, bliver det også en form for ”best of” af alt det spektakulære og fascinerende fra perioden (The Golden Dawn, spiritisme, hemmelige loger osv).

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Desværre er Rudorffs kendskab til perioden også en af de ting, der ender ud med at blive en hæmsko for ham. Ikke så meget fordi vi som læsere får for mange unødvendige information, men fordi Rudorff især i de dele af romanen, der skal gøre det ud for breve fra 1800-tallet, har følt sig forpligtet på tidens sprog. En ret stor del af The House of the Brandersons er skrevet i en underspillet epistolærstil, der forsøger at simulere et 1800-tals sprog. Tilmed er det navnlig Clara Branderson, husets kone, der har ordet. Dermed sætter Rudorff sig for at indfange en forskræmt 1800-tals kvindes brevskriverier. Det bliver i sidste ende en lidt tung og fersk fremstillingsform. Rudorff rammer faktisk tidens tone meget godt, men i længden kommer jeg til at savne noget mere kontant horror, skrevet som det ville blive skrevet i begyndelsen af 70’erne. Problemet er imidlertid ikke større end, at man kan se The House of the Brandersons som en meget gennemført pastiche, der vælger at gå linen ud i både sprog og struktur.

Selve bogens afslutning er i virkeligheden et mere graverende problem. Hele romanen er, som sagt, udgjort af sammenstykkede vidneudsagn, der indbyrdes måske nok hænger sammen, men som savner det store overblik. Vi får derfor ikke alle bevæggrunde og sammenhænge før helt til sidst, hvor Rudorff må introducere en form for mesterkilde, der kan forklare alt og løse de åbne spørgsmål. Det er en kunstig og utilfredsstillende afslutning, der afmystificerer handlingen. Tilmed er det faktisk kedelig læsning, fordi der i høj grad er tale om et referat af handlingen, bare med en præcisering af, hvad der rent faktisk skete på afgørende tidspunkter. Ikke ret vellykket, må man sige.

Hardcover, E P Dutton 1973

Hardcover, E P Dutton 1973

Ikke desto mindre er The House of the Brandersons en fin gyser. Rudorff udgav kun to romaner. Branderson-bogen er hans anden. Den første var – The Dracula Archives (1971) – er en såkaldt ”prequel” til Stokers Dracula (1897). Den blev også et bestseller-hit og nok i virkeligheden den bog, som Rudorff huskes bedst for. Jeg skal helt sikkert have fat i hans første bog, for til trods for sine fejl rammer Rudorff ind i præcis det, jeg synes, er fedt ved horrorlitteraturen.

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det - især detaljen med bloddråberne

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det – især detaljen med bloddråberne

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dennis Wheatley, The Haunting of Toby Jugg (1948): Wheatley på godt og ondt

  

Paperback, Arrow Books 1961. En rigtig fin forside malet af Sheldon

Paperback, Arrow Books 1961. En rigtig fin forside malet af Sheldon

Jeg har det vanskeligt med Dennis Wheatleys romaner. De er stort set alle som en skrevet på en tung, kluntet facon og fyldt med bedrevidende, reaktionære kommentarer til samtidens politik, religion, kønsroller og ungdomskultur. Historierne flyder sjældent let, og som regel må Wheatley ty til en eller anden form for deus ex machina for at få sine gæve hovedpersoner sikkert gennem skærene. Omvendt er det præcis den ubehjælpelige facon og de absurde, moraliserende indslag, der gør romanerne moderat underholdende. Og her skal det understreges, at der kun er tale om moderat underholdende bøger, for de er hverken vellykket horror, thriller eller pulp.

Kan ske The Devil Rides Out (1934) er en klassiker, men den er absolut også den bedste såkaldte ”black magic story”, som Wheatley skrev. Resten af hans sataniske gysere er tyndbenet pulp, der redder sig igennem på fladpandet charme og stedvist ganske kreative, diabolske optrin. Et stort problem for Wheatley er i virkeligheden, at han ikke formår at finde nye måder at bruge satanismen og den sorte magi. En af forklaringerne er formentlig, at okkultismen ikke er ren underholdning for Wheatley. Han troede selv på djævlen og al hans væsen og så romanerne som en måde at advare sine læsere om satanismens mange ansigter. Det binder naturligvis historierne kreativt og tematisk til en eller anden form for jordnær realitet, og bøgerne bliver på den led variationer og gentagelser over ting, som allerede lå i The Devil Rides Out.

Paperback, Arrow Books 1961

Paperback, Arrow Books 1961

The Haunting of Toby Jugg er ingen undtagelse. Romanen har imidlertid det forfriskende, og for Wheatley ganske atypiske, at hovedpersonen ikke (umiddelbart) er nogen super-mand af James Bondsk kaliber. Det er jo ellers den type mand, vi møder i Wheatleys romaner. Sådan er det bare ikke her. Bogen, der udspiller sig i 1942, handler nemlig om den unge jægerpilot Toby Jugg, der er blevet skudt ned under en ildkamp med tyskerne. Han overlevede styrtet, men har mistet førligheden i sine ben og sidder derfor i kørestol. Toby er med andre ord handicappet, men det er sådan set også den eneste ulempe, man kan tilskrive den unge mand. Jugg er nemlig ud af en af Englands rigeste industrifamilier, han er flot (de andre soldater kaldte ham ”The Viking” på grund af størrelsen, det rødblonde hår og de blå øjne!), lynende intelligent og generelt snarrådig. Det skal nok også nævnes, at unge Toby Jugg på tragisk vis blev forældreløs tidligt i barndommen, og han står nu til at arve slægtens ustyrlige rigdomme, når han bliver 21.

Efter sit styrt er Toby, ganske gotisk, blevet flyttet til en gammel, familieejet borg i Wales, hvor han bliver passet af Helmuth Lisicky – familiens tjekkiske privatlærer. Da vi træder ind i historien, er unge Jugg kommet i vanskeligheder. Han er blevet overbevist om, at han hjemsøges af en frygtelig skabning i form af noget der måske er et spøgelse, måske en dæmon. I månelyset ser han hver nat, hvordan denne skabning sniger sig omkring ved vinduet, og det lader til, at den bliver mere modig for hver nat, der går. Helmuth tror ikke på Toby, og problemet er nu, om Toby rent faktisk ser dette væsen eller om han måske er ved at blive skør?

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

For at klare tankerne begynder han at skrive sine oplevelser ned i en dagbog, og det er gennem denne dagbog, vi følger stakkels Toby Juggs lidelser. Problemer vokser hurtigt for den unge mand, for ikke ret langt inde i romanen går det op for ham, at den ellers trofaste Helmuth har egne planer – sandsynligvis for at tilrane sig formynderskabet over Jugg-formuen. Måden, han vil gøre dette, er ved at samle beviser på, at Toby er ved at gå fra forstanden. En ganske diabolsk plan som kun en satanist kan udtænke den. Man skal da heller ikke være ret velbevandret i Wheatleys forfatterskab for at lugte, at Helmuth er en af hans klassiske skurke.

The Haunting of Toby Jugg finder sine kvaliteter i det faktum, at hovedpersonen er en fange, der ikke kan undslippe ved egen hjælp. For at komme ud af kløerne på den lede djævledyrker, der holder ham indespærret, må Toby bruge alt, hvad han har lært og mere til. Wheatley spiller her først og fremmest et velkendt kort fra forfatterskabet og lader Toby finde en bog om hypnotisme. Den bliver et farligt våben i hændende på Jugg, der inde ved militæret fik at vide, at han har ”hypnotiske øjne”. Og naturligvis er Jugg en mesterlig hypnotisør. Det går ud over de forskellige oppassere, der hjælper Helmuth med at holde styr på fangen. Desværre er Helmuth en dreven modstander, der gang på gang matcher Juggs forsøg ud i det okkulte. Der er kun en flanke, som onde Helmuth ikke formår at dække, og det er kærlighedens. Jugg får et godt øje til sin sygeplejerske og vice versa; og mon ikke ungdommelig forelskelse kan trumfe den gamle haltefandens tricks?

Hardcover, Hutchinson 1948. Romanens 1. udgave. En rigtig fin forside af Frank C. Papé

Hardcover, Hutchinson 1948. Romanens 1. udgave. En rigtig fin forside af Frank C. Papé

Var Dennis Wheatley en bedre forfatter, kunne han måske have fået mere ud af The Haunting of Toby Jugg end han gør, for desværre ender romanen med at blive ganske mekanisk. Det er et tilbagevendende problem for Wheatley, der generelt har svært ved at holde sammen på sine historier og fastholde den intensitet, som genren vel egentlig foreskriver.

Og nu vi er ved det, gør bogens epistolærstil ikke ligefrem, at Wheatleys evindelige politiske betragtninger fylder mindre. Faktisk skriver unge Jugg stolpe op og stolpe ned om engelske skattelovgivning, fagforeningernes svøbe, kommer med kradse antisemitiske betragtninger, flere racistiske bemærkninger og generelt ultrakonservative holdninger, som vi kender dem fra Dennis Wheatley. Romanens argument er skam også, som altid i hans fortællinger om sort magi, at kommunismen er satans politiske manifestation. Venstrefløjen er Djævlens værktøj, og det skalkeskjul Fanden bruger for at kunne indtage sin plads som denne verdens hersker. Det kammer selvfølgelig løbende over for Wheatley, når han fortaber sig i de politiske tirader. Men det er jo nok også her, midt i absurditeterne, at man som læser føler sig bedst underholdt, for det er vel altid sjovt at høre, når nogen vælter ud med uhyrlige påstande uden nogen jordforbindelse.

Paperback, Arrow Books 1959. Glen Steward står for den fede, men måske i forhold til handlingen lidt problematiske forside.

Paperback, Arrow Books 1959. Glen Steward står for den fede, men måske i forhold til handlingen lidt problematiske forside.

Som horrorroman har The Haunting of Toby Jugg ikke meget at byde på og i virkeligheden nok en del mindre end flere af Wheatleys andre romaner. Det skyldes formentlig det relativt begrænsede univers, som fortællingen udspiller sig i. Historien suppleres med nogle oplevelser fra Tobys barndom, som han tænker tilbage på, men dybest set forbliver vi på fanges værelse romanen igennem. Det kræver sin forfatter at få det til at lykkes, og Wheatley mestrer ikke opgaven. Men det største problem kommer i virkeligheden helt til sidst, da Wheatley skal runde romanen af. Naturligvis skal vi som altid trækkes med til en sort messe, men hvordan kan en lam, ubevæbnet mand forsvare sig mod horder af satanister og dæmoner? Et godt spørgsmål og Wheatleys løsning er en tam, vandet omgang, præcis som resten af bogen.

Hardcover, Lymington 1961. Forside af ukendt tegner

Hardcover, Lymington 1961. Forside af ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1966. Ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1966. Ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1969

 

Paperback, Ballantine Books 1974

Paperback, Ballantine Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974, 2. udg.

Paperback, Arrow Books 1974, 2. udg.

Paperback, Mass Market Paperback 1982

Paperback, Mass Market Paperback 1982

Paperback, Mandarin Books 1991

Paperback, Mandarin Books 1991

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Paperback, Wordsworth Editions 2007

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman