Tag Archives: Interview

Et satans arbejde møder Rama Rama Europa

Amdi Silvestri udgav sidste år romanen Et satans arbejde, der er en spøjs, underholdende og tankevækkende bog. Allerede da jeg læste den første beskrivelse af handlingen i en anmeldelse, noterede jeg mig, at der tilsyneladende var nogle paralleller mellem Silvestris fortælling og min egen roman Rama Rama Europa. Det viste sig ikke at være helt forkert, selvom der selvfølgelig er tale om to vidt forskellige bøger. Alligevel er der nogle sammenfald – ikke mindst at vi begge omtaler en Snickers king size! Ud af den iagttagelse er der vokset en lille samtale, hvor Amdi og jeg har læst hinandens bøger. Egentlig skulle Amdi have interviewet mig om Rama Rama Europa på Krimimessen i Horsens, men da hele verden gik i karantæne, måtte vi finde en anden løsning. Resultatet kan du læse her.

 

***

Martin: Et satans arbejde er historien om flyttemanden Asger, der får til opgave at flytte en del af Helvede. Asger og hans to medhjælpere indgår dermed en kontrakt med de sataniske magter; betalingen er fyrstelig, men det vil også have nogle alvorlige konsekvenser, hvis de ikke kan overholde tidsfristen. Den præmis er der kommet en finurlig historie ud af, som på en gang favner det helt prosaiske og samtidig har nogle meget fine, poetiske elementer. Romanens styrke, synes jeg, ligger i det varme menneskeportræt, som Amdi udfolder i bogen, men også i bogens sproglige musikalitet, der fremmer oplevelsen af noget magisk. Sidstnævnte er virkelig noget, jeg sætter pris på.

Hardcover, Brændpunkt 2019

Amdi: Rama Rama Europa er en vidt forgrenet fortælling om et Europa i opløsning, og under læsningen var jeg bjergtaget af de mange forskellige småhistorier og den elegante måde, Martin diskuterer ideen om at gå til grunde på. Hvis man kan sin europæiske dannelseslitteratur, vil der være små godbidder undervejs i læsningen, men kan man ikke, så bliver der også plads til både eurodance og ultravold. Rama Rama Europa er stærk fortælling, den både formår at være klassisk og meget nutidig, noget jeg sjældent oplever.

 Martin: Dette er nok mest en kommentar. Jeg blev optaget af din prolog. Iscenesættelsen af flyttemanden som en karakter, der bevæger sig imellem verdenerne uden selv at høre til, er rigtig fin, og virkeligt stærkt set. Men er det en tilstand, der kan opretholdes? Synes du selv, at din hovedperson Asger i løbet af romanen bevæger sig bort fra denne liminale tilstand og får et fast sted eller hjem selv? Og kan han i så fald blive ved med at være denne perfekte flyttemand? Det er fascinerende idéer, du sætter i gang.

Amdi: Asger har gennem livet ikke lavet meget andet end at løbe fra det trygge. Selv om han i fortællingen lige har købt hus og har et barn på vej, vælger han alligevel at sige ja til at flytte for Helvede. Han kan ikke selv finde ro, og måske er det fordi, han er i evig transit, at han er så god til at flytte? Netop turen gennem Helvede føjer en dyb usikkerhed til Asger. Jeg tænker ikke, at han kan blive ved med at være den perfekte flyttemand. Han har oplevet ting, han ikke kan glemme. Det hjem, han i begyndelsen af bogen er ved at skabe sammen med Iselin, er ikke det samme ved slutningen. Han begraver sig i sit arbejde og kæmper, kæmper, kæmper for at forstå noget, han måske slet ikke kan eller skal forstå. Eller vil forstå.

Amdi: Jeg har haft lidt svært ved helt at forstå Rama Rama Europas titel. Har det noget at gøre med den indiske inkarnation Rama eller er det fra Biblen med Rakels ramaskrig over de forsvundne børn?

Hardcover, Brændpunkt 2019. Den sjove bagside bagsiden på Et satans arbejde

 Martin: Det fanger du jo helt rigtigt. Titlen er tænkt som et dobbeltspil. På den ene side henviser det til den mantriske brug af ordet ”rama”. Altså som en form lovprisning, der her er blevet brutalt approprieret til at prise idéen om Europa. Men omvendt ligger der også en henvisning til ramaskriget, der netop begræder Europa og Europas børn. Stort og nedrigt er klasket sammen her – og forstærket gennem den mantriske gentagelse. Der er også mere i dette ord ”rama”, men jeg tror måske, at man allerede her kan se, hvor jeg vil hen med titlen.

Amdi: Jeg havde godt det mantriske på fornemmelsen – en manende remse, der ligger som et lydspor til fortællingen. Ser du din fortælling som cyklisk – noget, der er sket før, og automatisk kommer til at ske igen?

 Martin: Nej, ikke cyklisk. Der er nok nærmere tale om en form for stilstand eller en oplevelse af altid at være et efterskrift til historien. Mine to hovedpersoner kom afgjort for sent til festen, men spørgsmålet er naturligvis om der nogensinde har været en fest.

Martin: Din hovedperson Asger siger et sted i romanen, da han graver i litteraturen om Helvede, at han ikke kan finde konkrete svar i teologien, derfor går han nu videre til skønlitteraturen. Den sondring er tankevækkende, synes jeg. Især fordi det er vanskeligt at sige, at man kan tale om Helvede uden at være dybt indlejret i teologiske forestillinger. Jeg kan eksempelvis notere mig, at det Helvede, du beskriver i romanen, fremstår som et helvede i den katolske forstand. Er det et bevidst valg? Kan du ikke fortælle lidt om de overvejelser, du har gjort dig i den sammenhæng.

For man kan vel nærmest sige, at du langt hen ad vejen præsenterer Helvede i en sekulariseret form, der fremstår helt løsrevet fra den religiøse kontekst, der har fostret de billeder, du opererer med. Jeg synes især, det er interessant at overveje, hvilken betydning du tillægger Helvede som stedet for straf. De syndere, vi får beskrevet i bogen, synes mest at relatere til grådighed. Der kommer også løbende små stik til det velstillede Danmark. Det er vel ikke tilfældigt, og man kan næsten se antydningerne af et moralsk anliggende her. Ser du romanen som opdragende?

Amdi: Min grundtanke med Asger var at gøre ham til et ret gennemsnitligt og ubogligt menneske, der efter at have oplevet noget ufatteligt forsøger at fatte/forstå/kapere det. Asger ville ikke se det vigtige i en forskel på et katolsk og et protestantisk helvede, fordi han ser det hele som ’kristendommen’. Han konkluderer det på et til tider popkulturelt grundlag, som f.eks. tegnefilm og barndomsminder, og på de ideer og tanker, han har samlet sammen gennem sit liv. Det var faktisk en af de vanskeligste ting ved at skrive bogen, nemlig først at lave en ordentlig omgang research for derefter at sakse og ’glemme’ væsentlig viden, indsigt og forståelse, simpelthen fordi det ikke passer til Asger som figur.

Jeg ser egentlig ikke romanen som direkte opdragende, mere som et billede på, hvad det vil sige at kæmpe med en forståelse, der ligger uden for ens fatteevne, til dels grundet det faktum, at det er svært for Asger at indse, at han en stor del af vejen ikke er hovedperson i fortællingen; at der er andre ting på spil end noget, der direkte har at gøre med ham. Så i den forstand kan man godt se romanen som opdragende, at jeg forsøger at viderebringe til læseren den tanke, at de ikke er verdens centrum.

Grådighed er markant, men jeg ser også fråseri og dovenskab som vigtige – men alle dødssynderne er repræsenteret ad flere omgange. At det velstillede Danmark får sit, vokser igen ud af Asgers personlighed. Han kommer fra små kår, og han har måske et behov for at distancere sig til alle de velstillede – uden at han helt fatter, at han faktisk er en af dem. Blandt andet er han ret ligegyldig overfor alle de penge, de får for arbejdet.

Amdi: I Rama Rama Europa findes et Europa i samfundsforfald, synkront med at dele af det stadig fungerer. Hvorfor har du valgt den ret mærkelige blandingsform, hvor verden både fungerer og ikke gør det?

Undervejs i Rama når du igennem mange af troperne i undergangsfortællingen – bevæbnede bander i pimped up biler, ødemarken, den religiøse kult, de få der forsøger at bevare den oprindelige verden og lignende (Jeg synes, de mumiekneppende arkæologer har noget). Kan du huske den grundlæggende idé eller tanke, der fik dig til at begynde på bogen?

 Martin: Da jeg begyndte at lege med tanken om romanen, var jeg ret sikker på, at jeg ville udnytte en form for post-apokalyptisk rammeværk for fortællingen. Men det post-apokalyptiske er stort set ikke andet end en leg med ordene i bogen, hvor jeg mest af alt var optaget af ideen om det urealistiske. Jeg ser det post-apokalyptiske som en beskrivelse af min hovedperson Dalmatinerens indre verden, der ligger i ruiner. Mens fortællingen udspiller sig, genrejser han situationer og øjeblikke for os, men de falder sammen og bliver til ødemarken igen, så snart hans fortælling stopper. Hvor eller hvordan Dalmatinerens verden egentlig ser ud, det ved vi ikke, men omvendt så holder Dalmatinerne jo heller aldrig kæft, så verdenerne får på en måde lov at stå side om side.

Amdi: Så læseren er i virkeligheden sat som beskuer midt i Dalmatinerens ødeland. Ud fra den tanke er Dalmatineren vel nærmest ophøjet til en gud, der ved sin tale kreerer verden og ved tavshed ødelægger den igen. Dalmatinerens følgesvend Uret kan vel næsten kun repræsentere tiden i en eller anden forstand. For det meste er det Uret, der udfører de væmmeligste gerninger, fra mord til kannibalisme og tilbage igen. Hvordan ser du selv Urets betydning i historien, og hvorfor har fortælleren Dalmatineren brug for en art stedfortræder, når der virkelig skrues op for det væmmelige?

Martin: For mig er Dalmatineren og Uret vanskelige at skille fra hinanden. De er to sider af samme sag, men Dalmatineren har helt klart fine fornemmelser og ser sig selv som en distingveret gentleman af en slags. Han er også en livsløgner, hvilket nok får ham til at fremstille Uret mere grov end ham selv. På den måde er Uret en bekvem figur i Dalmatineres selvfortælling. Vi kender også kun Uret gennem Dalmatinerens ord, det er derfor svært at sige hvem eller hvad Uret egentlig er, men ja, der er afgjort en sammenhæng mellem ham og tiden.

Martin: I din roman gør du jo også brug af brud med realismen i mere end en forstand. Der er selve turen ned til Helvede, men samtidig har du også fortællingen om trompeten, der må siges at være et stykke meget klassisk ”magisk realisme”. Det påvirker jo ikke dit persongalleri voldsomt, da de opdager at helvede rent faktisk findes. Hvordan opfatter du selv disse forhold? Gjorde du dig tanker om realismen i bogen? Jeg synes sammenstillingen af det internationale helvede, den danske kontekst for romanen og den sydamerikanske sidehistorie er en overraskende sammenblanding. Måske især sammenstillingen af det danske og den sydamerikanske fortælling om trompeten. Hvilke tanker har du gjort dig om de to elementer, og kan du sige et par ord om, hvad du synes, der opstår, ved at sætte disse ting sammen?

Amdi: Jeg tror, vi skal tilbage til din tanke om det sekulariserede Helvede her. Det er et sted, og det er sted, som det egentlig ikke overrasker flytteholdet, at det eksisterer. Det har potentielt altid været der. Asger beskriver også dets geografi og meteorologi, virkeliggør det, som han ville Mallorca eller Amager. Denne måde at forholde sig til virkeligheden på, synes jeg, er meget udtalt i netop den magiske realisme – man accepterer og sandsynliggør, at der i den realistiske verden findes urealistiske ting – og er med til at skabe hele fortællingens ramme. Jeg ser fortællingen om trompeten som et mikrokosmos i romanens makrokosmos; en lille fortælling, der spejler den store. Det er også i den lille fortælling, at der ligger et muligt svar på Asgers dybe forvirring – hvis han ellers kunne løfte blikket fra sig selv et sekund for at kigge efter.

Amdi: Rama er til tider humoristisk, og det er en humor, der opstår gennem absurditeten ved f.eks. casual kannibalisme, mord til tonerne af Dr. Alban og liderlige arkæologer. Er humoren noget, du bevidst har fremmanet?

Martin: Absolut. Det var vigtigt for mig, at man både griner med og af Dalmatineren, der grundlæggende er en tragikomisk figur, som jeg håber, man kan holde en lille smule af, selvom han er et egoistisk skvat. Samtidig ville jeg gerne arbejde med det patetiske ved os selv og vores kultur.

Amdi: Midt i det humoristiske virker Dalmatineren også som fornuftens stemme – men først, når han selv har fået nok af noget. Det er ham, der får dem videre ad flere omgange og bringer dem til det næste tableau, fristes jeg næsten til at kalde det. Og du har mange tableauer – flash backs til en lukket fortælling, der foregår på et ubestemt tidspunkt i deres fortid. Disse tableauer kunne egentlig fungere som små historier i sig selv. Hvorfor valgte du den form, og peger alle fortællingerne i samme retning?

Martin: Ja, det synes jeg. Det er Dalmatineren, der fortæller, men alle scenerne fra hans fortællinger er nedslag i beretningen om Uret og Dalmatinerens venskab og brud. Det er øjeblikke, der alle har deres egen logik og dynamik, men udfaldet af scenerne er afgørende for den samlede beretning. Hvert nedslag bringer os nærmere forståelsen af, hvordan Dalmatineren har oplevet sit liv.

Martin: Humoren spiller jo også en væsentlig rolle i Et satans arbejde. Det er jo uden tvivl også et bevidst valg. Overvejede du at skrive romanen uden humor? Det kunne være blevet en meget dyster skrækfortælling.

Amdi: Humoren var en del af fortællingen fra første linje, og jeg tænkte det aldrig som en mulighed at skrive den mere dyster, end den nu engang er. Med det sagt, finder jeg den faktisk i visse dele ret ubehagelig, på den måde, hvor latteren stikker i halsen. Humoren var en måde at gøre et meget ubehageligt emne spiseligt på, og jeg synes også, at den er med til at gøre alle romanens figurer mere menneskelige – fra Alias Haboryms vrede til Viktors naziglorificerende enetaler – fordi de også er lidt latterlige.

Amdi: Vil det så sige, at begge historierne er tragikomiske? Handler de om menneskets storhedsvanvid?

Martin: På en måde ja. Der er i hvert fald et meget tydeligt fokus på dårskab, som går igen i begge bøger. De bruger også begge det absurde som vej til fremstilling af uforløste drømme og potentialer, synes jeg. Det komiske kommer vel også ind gennem det faktum, at begge historier bøjer virkeligheden, så det absurde kommer tydeligt frem. Men ja, tragisk og komisk er ord, der beskriver begge bøger meget godt.

Tak for snakken, Amdi.

Amdi: I lige måde.

***

Jeg håber, at det har givet dig blod på tanden til at opsøge begge fortællinger. Jeg tror, at du vil føle dig godt underholdt i selskab med dem begge to.

 

Rama Rama Europa er udgivet på forlaget Kandor i 2020, og kan købes her.

Et satans arbejde er udgivet på forlaget Brændpunkt i 2019, og kan købes her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

En ildsjæl i svensk science fiction: Et interview med Peter Öberg

For nogle dage siden skrev jeg lidt om antologien Waiting for the Machines to Fall Asleep; en interessant samling, som jeg synes fortjener nogle flere ord med på vejen. Ikke mindst fordi, bogen ikke har nogen indledning. Jeg tænkte derfor, at det kunne være spændende at høre lidt mere om tankerne bag bogen. Jeg spurgte derfor redaktøren Peter Öberg, om han ikke ville fortælle lidt om projektet, og det har han heldigvis sagt ja til. Resultatet er blevet dette interview. Peter Öberg berører flere interessante punkter i samtalen, som jeg er helt sikker på, at mange af jer derude også vil finde spændende.  

***

Martin: Kunne du kort beskrive din egen baggrund og interesse i SF, før vi går til selve emnet?

Peter Öberg: Som ung upptäckte jag science fiction-hyllan på biblioteket, och det är till den jag hållit mig till stor del även som vuxen. (Den och Ole Lund Kirkegaard.) Jag läste många av de klassiska SF-författarna men även mycket av den fantasy som var populär under 90-talet, och många klassiker. Som vuxen har jag särskilt intresserat mig för dystopier, och under senare tid riktigt gamla berättelser och ursprungsmyter – som för övrigt ofta har en del likheter med det vi kallar science fiction idag. Som jag ser det är det vanligare att science fiction, jämfört med mainstreamlitteratur, erbjuder oväntade upplevelser, visar andra sätt att tänka, försöker demaskera samhället eller den upplevda verkligheten, eller, om inte annat, är underhållande.

Peter Öberg

Antologiens undertitel er ”The best new science fiction from Sweden“. Der er ikke nogen indledning til bogen, derfor er det ikke helt klart, hvordan du har fundet frem til den bedste nye SF fra Sverige. Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelse og baggrunden for projektet. Har du selv udvalgt novellerne og efterfølgende kontaktet forfatterne, har de indsendt novellerne til dig efter en efterlysning af ny SF eller er historierne skrevet specifikt til samlingen?

Innan Waiting for the Machines to Fall Asleep var jag redaktör för fyra antologier på svenska – Maskinblod 1-3 och Kärlek i maskinernas tid – och innan det recenserade jag svensk science fiction och genrelitteratur och -film, så jag hade ganska bra koll på vad som skrivs i Sverige och även kontakt med många författare inom genren. Då, för bara några år sedan, fanns det inte många förlag som var intresserade av att ge ut SF eller annan fantastik. (Detta är något som har förändrats på några få år med flera andra förlag som släppt antologier, nya e-tidskrifter med noveller och även större förlag som gjort satsningar på noveller även inom SF) Tanken var helt enkelt att lyfta fram och visa på bredden och kvaliteten inom ny svensk science fiction och fantastik. Efter dessa böcker föll det sig naturligt att nästa steg skulle vara att släppa en antologi på engelska. Intresset fanns bland de författare jag frågade och då det idag är förhållandevis lätt att göra en bok tillgänglig över hela jorden kändes det som att tiden var inne. Det fanns också en lucka att fylla – vad jag vet är detta den första SF-antologin på engelska med svenska författare. Jag anser också att flera av de nu aktiva svenska författarna håller världsklass och att det är positivt om fler ges möjligheten att läsa dem. Vad gäller urvalet frågade jag dels författare direkt men efterfrågade också noveller från allmänheten. Somligt är skrivet speciellt för antologin, somligt inte, men de allra flesta av novellerna var inte publicerade på annat håll innan.

Paperback, Affront 2015.

Jeg har diskuteret lidt på Fra Sortsand, hvad der kendetegner dansk horror. Mener du, at der er noget særligt, som kendetegner den svenske SF? Jeg tænker ikke her så meget på brugen af svenske navne og steder, men mere i sprogtonen eller indholdet af historierne?

I några recensioner av Waiting for the Machines to Fall Asleep från USA och Storbritannien uttrycktes att berättelserna inte kändes speciellt svenska eller annorlunda gentemot anglosaxisk SF-litteratur, och jag tror lite att det är just det som kännetecknar nutida svensk science fiction – att den är ganska klassisk anglosaxisk-influerad, men i en modern skrud. Dystopiska inslag är vanliga, men också mörk humor. Om man vill ha något som känns mer typiskt ”svenskt” tror jag man får leta inom fantasy och skräck där till exempel folktro oftare spelar en viktig roll.

Har bogen solgt godt? Er missionen med at sprede kendskabet til svensk SF lykkedes?

Det vi lyckades med var att få många recensioner, och väldigt positiva sådana, men jag kan inte påstå att boken sålt bra. De som har läst boken har uppskattat den, men det är svårt att slå igenom även på den engelskspråkiga marknaden – det är en lång väg kvar innan svensk eller nordisk science fiction blir ett fenomen à la Nordic noir. Det som däremot händer nu är att fler svenska SF-författare ser till att få sina verk översatta till engelska eller att de börjat skriva även på engelska. Detta är kanske ett naturligt steg för de som är ambitiösa och har möjligheten när den inhemska marknaden i jämförelse är begränsad.

Er der en særlig svensk SF-kultur? Du har tidligere udsendt antologien Science fiction så in i Norden. Har det givet dig indblik i forskellige SF-kulturer i Norden?

Vi har en science fiction-fandom som är ganska stark i Sverige idag, men när det gäller författande och film har det inte funnits någon egentlig stadigvarande kultur. Det har funnits perioder då SF varit mer populär och det skrivits mer, främst kanske tidigt 1900-tal, 1970-tal och däromkring med Sam J. Lundwall, Dénis Lindbohm et al., samt nu. Ett långt pågående fenomen är också att författare som normalt inte skriver SF då och då ger ut en dystopi. Vad gäller film – som Science fiction så in i Norden handlar om – är det, oavsett vilket nordiskt land vi talar om, endast sporadiskt det kommit påkostad biovisad eller tv-producerad sf- eller genrefilm, fram tills de senaste åren då vi fått se en hel del, åtminstone jämfört med tidigare, både science fiction och skräck.

Paperback, Affront 2012

En af de ting, der slog mig ved læsning af novellerne, er, at deres overordnede problemstilling er meget klassiske i den forstand, at de synes mere forankret i velkendte SF-troper end aktuelle problemstillinger. Jeg tænker her især på det meget dominerende tema om forholdet mellem mennesket og kunstigt liv/intelligent teknologi, som har noget tidløst og meget velkendt over sig, mens andre temaer som eksempelvis økologi, migration, religion osv. ikke berøres i samlingen. Hvordan ser du på det? Ser du særlige, aktuelle problemstillinger afspejlet i bogen?

Boken saknar tema annat än ”ny svensk science fiction och fantastik” – författarna fick skriva vad de ville och jag ville egentligen inte lägga mig i mer än att bestämma om en novell var bra nog för att vara med eller inte samt se till det skulle finnas en bredd bland berättelserna. På så sätt skulle det också bli en representativ bild av den nutida svenska SF-litteraturen. Det är en stor variation bland berättelserna med allt från mer rymdaction och skräck till romantik och humor. Med det sagt så är det, som du säger, vissa teman som återkommer, som dystopiska inslag och människa kontra maskin.

Når man læser de små introduktioner til de enkelte forfattere bagerst i bogen, er det slående, hvor ens deres uddannelsesmæssige og interessemæssige baggrund er. Mange er universitetsuddannede i kulturhistorie eller kommunikation, interesserer sig for spil og er bredt engageret i fantasy, horror og SF. Det er næsten som en særlig forfatterprofil, der optræder i bogen. Hvad er dine tanker omkring dette?

Att många är intresserade av fantasy, skräck och SF ser jag som något naturligt då det är vanligare att sådana människor skriver fantasy, skräck och SF än vad det är bland sådana som inte är intresserade av fantasy, skräck och SF. Jag ville ha en jämn könsfördelning, och är medveten om det breda åldersspannet (från cirka 20 år till över 70) bland författarna, men i övrigt bryr jag mig inte om eller har reflekterat över folks bakgrund.

Paperback, Affront 2013

Et andet tema, som har været diskuteret på Fra Sortsand, er det dystopiske. I samling er vældig mange af novellerne præget af en dyster fremtidsvision. Er det mon fordi, verdens tilstand er så elendig, at vi ikke kan andet end at skrive pessimistisk om fremtiden, eller skyldes det, at det dystopiske er blevet en voldsomt dominerende genrekonvention i SF-litteraturen?

Nu blir det lite spekulativt här, men en förklaring till den dystopiska trenden kan vara att det är svårare att få en positiv framtid att kännas verklig än vad det är en negativ. Det känns helt enkelt inte trovärdigt att allt skulle bli bra helt plötsligt, medan att det skulle fortsätta finnas problem eller att saker skulle bli än värre inte känns särskilt främmande. Det här är också en styrka inom genren, att man tar upp problem och inte låtsas att allt är okej. Sen är ju litteratur och konst en spegling av den tid den skapas i. Dagens företeelser och problem, och att det kommer ny teknologi, reflekteras i de berättelser som skapas, vilket kanske extra tydligt inom science fiction.

En af de ting, som jeg personlig stiller mig lidt kritisk over for, er, at mange af bogens noveller først og fremmest forsøger at levere meget filmisk fortalte historier. Det er et velkendt forhold i meget moderne genrefiktion, men det føles alligevel en smule mere markant i denne samling historier. Det litterære arbejde med sproget er i hvert fald ikke særligt dominerende. Tror du, at forfatternes baggrund i spilverdenen kan have noget at sige her?

Om det är filmiskt berättat antar jag att det är i så fall är författarnas stil. Vad gäller språket låg fokus för mig på att engelskan skulle bli bra – att en engelskspråkig läsare inte skulle reagera över att något lät konstigt eller dåligt. Engelska är ju för merparten av författarna inte deras förstaspråk.

Paperback, Affront 2014

Du har ret i, at jeg nok får blandet tingene sammen. Der er imidlertid flere, som eksplicit nævner spil som en del af deres selvpræsentation. Det, synes jeg personligt,  er meget sigende, fordi det for mig at se handler lidt om tilgangen til fiktionen. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at have en bevidsthed om spil (jeg tænker her især på computer- og rollespil), men for mig at se skaber det bevidsthed om bestemte elementer i en fortælling, som handler mere om handling end det egentlige arbejde med sproget. Har du nogle tanker i forhold til det?

Många som var unga på 1980-talet eller senare växte upp med tv-spel (och somliga med rollspel). För dessa är spel blir en naturlig del av kulturkonsumtionen, precis som film och litteratur. Idag är många av dessa vuxna gamers eller arbetar kanske till och med med spel, och säkert påverkar detta deras skrivande och sätt att berätta historier – men exakt hur vet jag inte.

Handler det mere om fortællingen end æstetikken for dig som redaktør?  

För mig personligen är det känslan som är viktigast – att jag på en intuitiv nivå gillar något.

Kan du afslutningsvis sige lidt om, hvad forlaget har af kommende udgivelser, som kunne være spændende for et dansk SF-publikum?

Utgivningen på Affront förlag är mer sparsam idag än för några år sedan, dels för att det numera finns fler förlag som ger ut liknande litteratur, dels på grund av att jag inte har möjlighet att lägga lika mycket tid på förlaget. Men jag har ända sedan Science fiction så in i Norden släpptes 2012 arbetat på en ny upplaga av denna bok som listar science fiction-filmer och -tv-program från de nordiska länderna. I fjol var tanken att jag skulle bli klar med denna nya upplaga under 2017, nu hoppas jag bli klar under 2018, och nästa år kanske jag hoppas bli klar 2019. Men den kommer.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogsamlerne: Flemming R. P. Rasch

Her skal der åbnes en nye serie på bloggen, som forhåbentlig kan gå hen og blive et sjovt og lidt anderledes læsebekendtskab.

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg samler på bøger. Faktisk hober bøgerne sig op hjemme hos mig, og det afspejles uden tvivl også på Fra Sortsand, der mere eller mindre udspringer direkte af min bogfascination. Det har imidlertid fået mig til at tænke på, om ikke det kunne være spændende at smugkigge lidt i andres bogsamlinger. Som sagt så gjort, og Flemming R. P. Rasch har således indvilliget i at være den første ”bogsamler”, der kan tage os ved hånden og føre os gennem sin samling.

Flemming skriver selv flittigt og kompetent, og han er en kendt skikkelse fra SF-miljøet herhjemme; SF-interessen fremgår også af hans lille artikel her. Det overraskende er imidlertid, at Flemming slet ikke er en bogsamler i traditionel forstand. Dermed er seriens koncept allerede blevet udfordret ved det første indlæg, hvilket jo kun gør tingene endnu sjovere.

Tanken er, at Bogsamlerne skal fungere som stafet, og Flemming har allerede sendt stafetten videre. Derfor skal det blive interessant at se, hvor vi havner næste gang. Hermed gives ordet således videre.

 

***

Mig og bøgerne

Af Flemming R.P. Rasch

 

Jeg har aldrig været nogen særlig god samler. En gang samlede jeg på tegneserier. Det gik så vidt, at jeg satte mig ind i hvilke der var sjældne og hvordan de skulle opbevares. Jeg købte også kataloger over tegneserier og bestilte hæfter hjem fra USA (som postordre – det var før butikkerne havde websites). Men når jeg tænker på det nu bagefter, så var det nok mere fordi at jeg følte at sådan burde man gøre, når man interesserede sig for tegneserier, end fordi jeg har et samlergen.

Flemming R. P. Rasch

Bøger har jeg aldrig samlet systematisk på, bortset fra når jeg lejlighedsvis fulgte med i en serie af bøger, efterhånden som de udkom. Måske man kan sige at jeg samler lidt på science fiction-klassikere, men der er meget lidt system i det. Men jeg kan lide at købe bøger. Og at gå rundt på biblioteker, i antikvariater og hos boghandlere og kigge på bøger. De seneste år har jeg af og til købt lydbøger eller ebøger. Men jeg er stadig mest til bøger som ikke kan forsvinde ved tryk på en knap, eller ved et mikroskopisk hak i en plade på en harddisk.

De fysiske bøger jeg har, står dels i forreste række på hylderne, dels i rækken bag, og (dem der ikke var plads til på reolerne) er dels gemt væk i skuffer og kasser. Der er ikke meget overordnet system i det, men jeg forsøger at samle bøgerne nogenlunde efter forfattere, genrer og emner. Gamle lærebøger jeg endnu ikke har nænnet at smide ud, ligger for eksempel i nogle bestemte kasser, på nær nogle stykker som jeg af og til læser i, der står på reolen.

Hvis jeg skal nævne tre bøger der betyder noget særligt for mig, tror jeg at jeg vil starte med Oprør fra Midten. Det er en debatbog fra 1970’erne. Dengang var den utopiske tænkning man kunne lave – uden at blive betragtet som idiot – ikke reduceret til glorificering af markedsøkonomi. Det var en umage trio som var gået sammen om at skrive bogen: Den radikale K. Helveg Petersen (far til netop afdøde Niels), forfatteren Villy Sørensen og fysikprofessor Niels I. Meyer. Som jeg husker det, blev den inddraget i undervisningen i gymnasiet af min fantastiske dansklærer Bo Kramer (I må have mig undskyldt et øjeblik mens jeg tørrer øjnene – jeg googlede lige Bo, og fandt ud af at han døde i 2010, kun 65 år gammel).

Senere, i et af mine mange forsøg på at tage en uddannelse, stødte jeg på Niels I. Meyer som underviser. Han gjorde dog ikke det store indtryk på mig. For ret nylig fandt jeg Oprør for Midten i et antikvariat, og genlæste den. Den første del af den, som jeg gætter på var skrevet med Sørensen som hovedforfatter, kunne næsten være skrevet i dag. Rigtig velskrevet og med meget stadig relevant kritik af vores samfund. Når vi bevæger os over i det mere utopiske, begynder det så desværre mere og mere at ligne et gammelt partiprogram krydset med en middelmådig dansk stil. En ting dog: Det er et meget tidligt forsøg på at få indført borgerløn i Danmark. Noget nutidens ultraliberale Radikale politikere næppe ville kunne læse uden at få kagen galt i halsen.

Nu springer jeg så helt frem til mange år efter gymnasiet. Efter at have læst science fiction i bunkevis (mest biblioteksbøger) i en periode, og derefter store mængder fantasy (også mest lån – fra bekendte), var det som om min interesse for det fantastiske var blevet mæt. Men en bog jeg især husker fra den periode er Peter Høegs Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. Jeg er ikke et blankt ark hvad angår det man i fantastik-kredse kalder mainstream-litteratur. Forfattere som Sartre, Dostojevskij og James Joyce var også med på den yngre Flemmings bog-menu. Men Høegs roman gav mig for første gang fornemmelsen af at den fantastiske litteratur og mainstream ikke er to forskellige ting, men kan sameksistere i en og samme bog. Det magiske, det utopiske og skræmmende ukendte findes også i litteratur som ikke bærer stemplet ”fantastik”.

Den tredje bog jeg vil nævne, stødte jeg første gang på i min periode som ivrig science fiction-læser. Det er Stanislav Lems Solaris. I samme periode var jeg også meget optaget af film, og var stor fan af Andrej Tarkovskij, som havde begået en filmatisering af Solaris i 1972. Så filmen og bogen var smeltet lidt sammen for mig, da jeg for omkring femten år siden nåede at se Steven Soderberghs version af Solaris i den korte tid den gik i biografen. Efterfølgende genlæste jeg Lems roman (den nye danske oversættelse, den engelske er efter sigende ret dårlig). Jeg fandt da ud af at den genre som jeg næsten havde opgivet mange år tidligere, ikke bare indeholdt rigtig god litteratur, men stadig kunne begejstre mig. Siden læste jeg det meste hvad der fandtes af Lem på engelsk, og blev igen science fiction-fan, og endnu mere mere glad for genren end da jeg var ung.

Mit seneste bogkøb er lidt svært at definere, da der er en bog som er på vej til mig med posten, og jeg impulskøbte en hel stak brugte bøger for kort tid siden. Så jeg vælger den seneste enkeltbog jeg målrettet gik efter at købe, og som jeg har fået leveret med posten.

Det er Simon Ings Hot Head. Jeg er ikke gået i gang med at læse bogen endnu. Men jeg kender forfatteren. Både manden selv, som jeg talte lidt med på Loncon i 2014, og hans bog Wolves, der er hvad man kan kalde slipstream, dvs. en bog der indeholder science fiction-elementer nok til ikke at være ren mainstream, men heller ikke er omhyggelig nok med genrekonventioner, til at alle science fiction-fans synes det er science fiction. Men hold op hvor den mand kan skrive! Hot Head er en af hans tidlige bøger, noget post-cyberpunk-halløj fra hans periode som mere ”ren” science fiction-forfatter. En tidligere biblioteksbog, i øvrigt, og læst mange gange. Men som sagt, jeg er ikke så meget samler. De bøger jeg har, er dem jeg ikke har fået læst endnu, dem jeg gerne vil læse igen engang, og så en del som jeg ikke har fået besluttet mig til om jeg vil beholde.

 

Mød også Flemming på bloggen her.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Et gammelt interview med rotternes herre

Jeg skriver lidt om James Herbert i øjeblikket, der døde tilbage i 2013. Det førte mig fordi dette lille, underholdende interview med manden, der er optaget i 1995. Interviewet stammer fra et tidspunkt, hvor Herberts forfatterkarriere i et eller andet omfang fortsat kørte nogenlunde på skinner. Det ændrede sig imidlertid hurtigt, for han var en af de relativt mange skrækforfattere, der havde været aktive siden 70’erne, som oplevede både kreative og salgsmæssige vanskeligheder ved udgangen af det gamle årtusinde.

Noget litterært geni var Herbert ikke, men underholdende var han, og debutromanen The Rats fra ’74 står stadig, som et væsentligt bidrag til skrækgenren.

Vi ses på søndag.

– Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

En fin lille koncertfilm med Against Me!

Her kan du se en ganske fin film med Against Me! Der er både en koncertdel og en interviewdel, der fungerer godt sammen. Filmen fanger gruppens udvikling og lyd rigtig godt, men filmen viser også med al tydelighed, hvor meget gruppen har flyttet sig siden de første, fantastiske plader. Jeg er ikke nogen kæmpefan af Against Me! længere, men jeg kan alligevel ikke rigtigt lade være med at følge dem. Det må jo nok betyde, at jeg i et eller andet omfang stadig er ret begejstret for gruppen… også selvbom musikken har flyttet sig.

Kast et blik på filmen. Vi ses på søndag, hvor der er akademiske gys på menuen.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Digteren der gik i Lovecrafts fodspor: Et interview med Wilum H. Pugmire

Jeg har været så heldig at få lejlighed til at lave et lille interview med Wilum H. Pugmire, og det er store sager, i hvert fald i min verden. Der er et enormt antal forfattere, der på en eller anden måde påberåber sig inspiration fra H. P. Lovecraft i deres forfatterskab, men kun få har formået at skabe holdbar litteratur på den baggrund. Det har Wilum Pugmire imidlertid, og han må siges at være en af de stærkeste fortolkere af den gotiske tråd i Lovecrafts forfatterskab. Han er samtidig, i et bredere perspektiv, en fabelagtig arvtager af den dekadent-romantiske tradition, som Lovecraft til dels også selv var beslægtet med.

Pugmires poesi og poetiske fiktion har meget lidt at gøre med pulp, tentakler og store monstre. Han væver stemninger frem for os og skaber mystiske vrangbilleder, der efterlader sig som rungende, ofte foruroligende indtryk i læserens bevidsthed.

Selvom Wilum Pugmires fiktion efterhånden har optrådt i en stort antal antologier og selvstændige bøger, er han aldrig blevet en mainstream-forfatter. Det er en synd og skam, men han har konsekvent, uden klynk, valgt kunstnerens vej, og skaber værker, der ikke stræber efter stor almen anerkendelse. Det er en stolt og ædel tilgang til kunsten, som jeg kun kan beundre. Men ikke mere introduktion, lad os i stedet høre, hvad Pugmire har at fortælle os.

***

(Martin) Could you say a few words about your first encounter with the writings of H. P. Lovecraft?

(Wilum) My first encounter with Lovecraft came when I was a teenager. The man who lived across the street from me was a record salesman, and he knew that I loved monsters and so gave me records of readings of H. P. Lovecraft by Roddy McDowall and David McCallum. The first book of Lovecraft’s work that I purchased was a Panther paperback edition, THE HAUNTER OF THE DARK AND OTHER TALES OF HORROR, which I purchased while living in Northern Ireland.

You call yourself a “Lovecraftian writer” and when reading your fiction this certainly rings true, but when scrutinizing the term a bit closer it is not that obvious what it actually means. Lovecraft’s themes and style changed over time and so did his influences. And when reading your fiction it also quickly becomes apparent that you seem to have found the greatest inspiration in certain parts of Lovecraft’s production. Could you say a few words about both the term and what meaning you invest in it?

The term “Lovecraftian” is deliciously nebulous. For me, it’s like a kind of eldritch instinct that is alerted when I’m reading a horror story and come across something that seems to be a wink or nod to H. P. Lovecraft. And yet one single off-hand reference to the Necronomicon doesn’t make a story “Lovecraftian”. My own work is influenced far more by Lovecraft’s non-cosmic weird fiction than by “The Call of Cthulhu” or “The Shadow out of Time”.

Wilum Hopfrog Pugmire (born May 3 1951)

This approach is really important and something which, at least to me, brings a rare quality to your writing which is lacking from most “mythos fiction”. Could you say something about what you perceive as core elements in the poetics of Lovecraft and his use of language?

Now, I’m not a Lovecraft scholar and so I cannot speak conclusively on the poetics of Lovecraft’s language; but we know from his correspondence with other writers that HPL was obsessed with writing good prose that contained poetic beauty in its expression. Lovecraft was attuned to rhythm in prose, in creating a prose style that was concise and sculpted. Those who condemn Lovecraft for “overwriting” or “purple prose” don’t know what they’re talking about. It is because of the perfection of Lovecraft’s prose that S. T. Joshi has proclaimed him one of America’s great writers.

 

I personally find the term “Lovecraftian” rather good – not in the least when discussing your fiction – because it shifts the conversation away from the so-called “Cthulhu mythos” with all its pulpy trappings of cults, dusty tomes and tentacles, which more or less seems to be the general understanding in mainstream culture of the content in Lovecraft’s fiction. What are your personal thoughts on the tension between the reception of the actual writings of Lovecraft and the massive representation of “Cthulhu monsters” in almost all media today?

I have a feeling that a lot of people who have never read HPL’s fiction have heard of Cthulhu and could described what that Great Old One looks like. I love Lovecraft because of his writing and so cannot understand the towering impact of his most infamous monster. I’ve scanned over many Cthulhu stories that were entirely lacking in any element that could be called Lovecraftian.

 

Paperback, Panther Books 1974, with a cover by the always great Ian Miller

To many horror writers and horror readers ‘The Monster’ in whatever form it may have is critical. The hands-on confrontation with some sort of malevolent non-human force is basically the core dynamic of quite a lot of genre fiction. I guess the emphasis on Cthulhu and all the other mythos beings is a way to shoehorn this part of Lovecraft’s fiction into this particular, popular understanding of horror fiction which has to have a recognizable enemy monster. What are your own thoughts on these beings Lovecraft invented and their use in fiction? At times I personally feel that it would have been better if HPL had not invented all these entities and instead focused his creative vision solely on the reception of Gothic tropes.

I think Lovecraft invented his monsters so that they were representations of cosmic chaos, of something completely unearthly. This was also his reasoning behind inventing the name “Cthulhu,” which was to be a clumsy human articulation of a word that no human tongue could correctly enunciate. Some of his races indicate the far reaches of the past, a past beyond human comprehension. Lovecraft’s monsters are fascinating, and they are frightening.

A slightly younger Pugmire

In a sense you write very specialized fiction but the interest and marked for this clearly exists. The amount of works published with Lovecraft or Cthulhu mythos in the title is mind boggling. How do you experience this growing fan enthusiasm and how has being a “Lovecraftian” writer changed over the last decades?        

Over the years I’ve noticed more anthologies that include the name Cthulhu in their book title, and that indicates a growing market for “Cthulhu stories”. I think a lot of Cthulhu fans are disappointed with my own stories because I try not to write typical Mythos fiction, wanting to emphasize the grim Gothic side of Lovecraft. The one thing that confuses me is the growing number of people who think that I write like Lovecraft. I don’t understand this, because I certainly don’t TRY to write “like” HPL. Lovecraft’s work is but one of many influences evident in my writing.

I think you represent one of the strong voices in modern weird fiction who takes the reader on a different path away from the general understanding of Lovecraft’s writing and into other realms of much more subtle fiction where you clearly have created your own literary space. Could you see yourself cutting lose the ties or references to Lovecraft’s fiction?    I have no desire to cut ties with Lovecraft in my weird fiction. Indeed, the main reason I write is to be identified as a writer profoundly influenced by Lovecraft. I am Lovecraftian to the core of my aesthetic soul. My personal belief is that we can be inspired by Lovecraft’s work and yet be true to ourselves as literary artists.

Wilum H. Pugmire and literary scholar and editor S. T. Joshi

I reread your book Dreams of Lovecraftian Horror from 1999 some time ago; a wonderful volume filled with small vignettes of haunted beauty. On reading through these brief tales ‘vagueness’ struck me as a crucial component. Vagueness not only as to what is actually happening in the stories but also in the language, where your prose builds these moments of intense, ambiguous encounters with the irrational. Stephen King famously stated in his Danse Macabre that Lovecraft prudishly kept his monsters in the closet, but he (King) wanted to take the monsters right into the living room of the readers. This is very much the opposite of your approach. Could you say a bit about vagueness, which clearly is an important poetic tool for you?

I think part of what affects my work is boredom with normal people, and thus my characters are usually freakish in some way. The societies in which I feel most comfortable are the drag queen and punk rock scenes, where normality is almost a taboo. It’s more important in my mind to be a prose stylist than a story-teller, and thus I concentrate on what some consider an affected writing style. I may indeed be a poseur as an author, but the pose is absolutely genuine as an expression of my soul. Too, I like my horrors to be ambiguous rather than baldly depicted. I would much rather suggest horror than shew it nakedly.

As far as I know your published career as a writer began in the mid-1980s (correct me if I’m wrong). This I find interesting, because it was a time of great renewal in horror fiction in general. The old bestseller authors from the 70’s were suddenly challenged by younger authors with a much more fierce vision of horror. Clive Barker and the splatter punks are obvious examples. On one hand your fiction seems out of tune with this development, but on the other hand the themes of alienation, punk subculture and existence outside the norm seems contained within your works – for instance in the tale “Pale Trembling Youth” (1988) you wrote Jessica Amanda Salmonson. Nevertheless if I should situate your writings within some larger trend, it would be couched next to the works of authors like Kathe Koja, Poppy Z. Brite (as he was called then) and Caitlín R. Kiernan who all had their debuts in the late 80’s and early 90’s. Are these names for you? And do you have any thoughts on your place in horror or genre fiction in general?  

I first began seriously writing fiction in the early 1970’s, right after I first started reading Lovecraft. I wrote a bunch of rather bad stories for a number of small press journals, but eventually became disgusted with what my fiction lacked and stopped writing for a number of years. I’ve never had any interest in splatterpunk or graphic horror, it completely bores me. “Pale, Trembling Youth,” although it features a modern punk lad as a character, is a traditional ghost story in every way, just as the majority of my Lovecraftian fiction is traditional in a Weird Tales fashion. I don’t feel that I have a place in genre fiction, because I am far too minor a writer and most of my work has appeared in the small press.

Paperback, Mythos Books 1999

I would be interested in hearing more about these early tales. Could you say a bit more about them? Where were they published and what was our focus at the time?

When I first began to write fiction I was utterly enamored with the Cthulhu Mythos, and all I wanted to do was writing Mythos fiction. I was keenly influenced by two British writers, Ramsey Campbell and Brian Lumley; and I loved the Mythos fiction of August Derleth, and the Mythos anthologies he edited. I felt I had to invent my own version of Dunwich, and so I created Sesqua Valley. I invented my own Great Old One –Ny-Rakath– and placed him in Ireland. Very few of those early tales were published, and the manuscripts for most of them have since been destroyed. Graeme Phillips recently published a wee chapbook of my early tales, SESQUA RISING, through his Cyaegha Press, but thankfully he printed only 50 copies and most of those were distributed in the Esoteric Order of Dagon apa. In the early days I wrote for the small press horror journals such as GRUE, DEATHREALM, and FANTASY MACABRE. Then Jeffrey Thomas collected some of my Sesqua tales for a chapbook he published. I then had a hardcover collection from Delirium Books published in 2003.

When the stars are right: Pugmire and Lovecraft meet

Do you read horror fiction?

No, I don’t read horror. I read classic literature, poetry, and biographies of writers.

 

How would you describe the developments in horror and weird fiction through the decades where you have been publishing fiction?

Because I read so little horror, I haven’t paid any attention to genre development. Most of the writers I have known are or were horror writers. Billy (Poppy) was my all-time favorite living horror writer, but he seemed to dislike being thus classified. He once bragged to me that in Europe his books are found in the literary section of stories, not in the horror section. I have absolutely no idea if horror is still a widely-selling market or who the modern authors are.

Paperback, Dark Regions Press 2016

What is on the horizon for you? Could you tell us something about what you are currently working on and where we will have a chance to read your fiction next time?  

I’m not doing too much writing of late. I’ll have two new books out this year, one a collaborative novel set entirely in Lovecraft’s dreamlands, and the other a major hardcover collection of my more recent work. Over the past couple years I’ve written for a number of mostly Lovecraftian anthologies, the newest-published of which is THE CHILDREN OF GLA’AKI. I’ve been hoping to write a book of stories influenced by the tales of Clark Ashton Smith, but so far I haven’t finished one story for it. I’ve had so many books published I feel that I can take a nice long break.

Thanks Wilum for taking your time for this talk.

Cheers

Martin

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Douglas E. Winter, Stephen King. The Art of Darkness (1984): Kongen blev hyldet før han faldt

 

paperback-new-american-library-1986

Paperback, Signet 1986. Bogens anden, reviderede udgave

 

Douglas Winter er en vigtig skikkelse i 80’ernes genrehistorie, fordi han med stor ildhu kastede sig over at dokumentere den litterære gyserscene, som den tog sig ud på det tidspunkt. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor gys og gru fortsat var ekstremt populær, og familien af forfattere med mindst én skræk-bestseller i bagagen var voksende. Winter lagde imidlertid heller ikke skjul på, at hans største oplevelse med skrækfiktionen kom, da han i ’74, i et venteværelse, faldt over en novelle af en ”Stephen King”. Et navn, der var ham totalt ubekendt, men historien gjorde indtryk, og Winter gik på jagt efter mere. Og mere, det fandt han, for kun få måneder senere slog King igennem med debutromanen Carrie. Det blev startskuddet til en lavine af fiktion, som forandrede skræklitteraturens vilkår for bestandig, og Douglas Winter var med fra begyndelsen.

Winter skrev flere artikler og anmeldelser af Kings bøger i 70’erns anden halvdel, og efter et møde med forfatteren på en kongres blev det også til en form for venskab og arbejdsfællesskab. Winter fik nemlig lov til at lave en række timelange samtaler med King, der resulterede først i en lille biografi om King (1982) og efterfølgende bogen Stephen King. The Art of Darkness, der så dagens lys i ’84.

 

paperback-new-american-library-1986_bagside

Paperback, Signet 1986

 

Bogen er en lidt sær sammensyning af interview, biografi, litterær analyse og bibliografi. I de glade dage før internet og Google har bogen utvivlsomt været guld værd for Stephen King-samleren på jagt efter hans romaner og spredt publicerede noveller. I dag har den omfattende bibliografiske del af Winters bog desværre overlevet sig selv, og de fleste ville nok nu ønske, at der i stedet havde været et par kapitler mere med bogens andre aspekter, men det kan man jo ikke ændre på.

Fra første side er det tydeligt, at Douglas Winter elsker Stephen Kings værker, og The Art of Darkness er en lang og komplet ukritisk hyldest til Kings forfatterskab. Det gør bogen til en ganske ensidig affære, der har det dobbelte formål dels at udlægge Kings tekster for hans mange interesserede fans, dels at modgå den etablerede presses lunkne modtagelse af King. Winter går dermed til kamp for Kings litterære kvaliteter og demonstrer meget tydeligt, at der skam er alvorlige tematikker hos King, der i Winters univers sidestiller King med en skikkelse som eksempelvis Mark Twain.

 

douglas-e-winter-anno-1985

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

 

Jubelbegejstringen kender med andre ord ingen grænser, men Winter har blik for litterær analyse. Han formår derfor at trække de bedste og stærkeste elementer frem i forfatterskabet. Bogen er således interessant læsning, selv for den, der ikke har synderlig megen begejstring for Kings bøger, fordi Winter faktisk beriger forståelsen af King.

Mens Winter lægger vægtige argumenter for Kings litterære kvaliteter, kan man samtidig læse en række mildest talt problematiske udsagn fra forfatteren selv i bogens interview-dele. Her sammenligner Stephen King sin egen skrivestil med intet mindre end en Big Mac. Han ser sig selv som et brand, en stil eller et udtryk, som læseren præcis ved, hvad er. Hvordan Winter kan arbejde for Kings litterære status, når forfatteren selv tydeligvis bevidst sigter ganske lavt med sit arbejde, er lidt af en gåde for mig.

 

paperback-new-american-library-1984_1ed

Paperback, New English Library 1984. Bogens 1. udgave

 

King beskriver et andet sted sine bøger som hængekøjer, som læseren kan slænge sig i. Igen fornemmer man den komplette mangel på kunstneriske ambitioner hos King, der tydeligvis hellere vil omfavne og behage sine læsere med det, de forventer, end at udfordre dem med noget uventet. En anti-intellektuel og anti-kunstnerisk selviscenesættelse fra Kings side, som også vil være bekendt for den, der har læst hans Danse Macabre.

Winter får ganske enkelt ikke enderne til at mødes i sin bog, fordi alt ved King synes at modsige den litterære forfatterperson, som Winter gerne vil ophøje ham til. Men at King alligevel gerne selv vil ses i det litterære lys, kunne måske ligge antydet i nogle af hans mere ambitiøse bøger (eksempelvis The Stand og It), men det er gætværk fra min side og under alle omstændigheder irrelevant, fordi Kings bøger i min verden er og bliver den Big Mac, han sammenligner sig selv med.

 

stephen-king

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Winters fascination af King og bogens udgivelsestidspunkt er også interessant at se nærmere på. The Art of Darkness udkom, som sagt, i 1984, og på det tidspunkt gik Kings kurs stadig mod stjernerne. Han havde udgivet stort set alle de romaner, der i dag betragtes som hans hovedværker, og King var for længst blevet et verdensomspændende synonym for horror.

Det fører Douglas Winter til, i et lille efterskrift, at filosofere over, hvad fremtiden mon vil bringe for King. Winter er ikke i tvivl om, at der ligger store ting ude i horisonten, men her skulle han vise sig at tage fejl. Der lå ikke store ting i vente, snarere det modsatte. Der kom bare mere af det samme, og Kings forfatterskab overlevede ikke 80’erne med kreativiteten i behold. Ved indgangen til det nye årti – 90’erne – var han blevet en forstenet dinosaur, der var blevet overhalet af yngre, kreative kræfter på skrækscenen. Kings bogsalg gik fortsat fint, men hans popularitet har været faldende lige siden storhedstiden i 80’erne.

 

 

paperback-plume-1986

Paperback, Plume 1986

 

Douglas Winters bog er først og fremmest et tidsbillede af Stephen King på toppen, da han enerådigt regerede skrækscenen. Et billede på den entusiasme og friskhed, som en generation af læsere oplevede, da de mødte værker som The Shining og ’Salems Lot for første gang. Den begejstring er bestemt ikke uberettiget eller ubegrundet, men Kings momentum forduftede hurtigt, mens han sled sig op på tusindsiders romanfortællinger. Winters bog er derfor et bittersødt gravskrift; en lettere løgnagtig ligprædiken, der pynter på Kings forfatterskab ved at ignorere alt det, der umuliggør at måle hans bøger på den kunstneriske vægt, som Winter gerne vil anbringe King på.

Man taler ikke ondt om de skindøde.

 

paperback-new-english-library-1989

Paperback, New English Library 1989

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Flabede punks på slap line i ´78

Jeg faldt over det her lille program forleden fra 1978. Det er et stykke smukt undergrunds-TV fra New York, hvor Sid Vicious fra Sex Pistols (som han havde forladt på det tidspunkt), Nancy Spungen, Stiv Bators fra The Dead Boys og en Cynthia fra bandet The B Girls, som jeg ikke kender, bliver interviewet. I første del af programmet er de fire i samtale med værten, men så begynder det for alvor at blive sjovt – seerne kan nemlig ringe ind til programmet. Det udvikler sig til en ret underholdende affære, hvor den ene mere outrerede seer efter den anden retter overraskende mange sjofle spørgsmål og beskidte kommentarer mod punkerne. Alt imens opfører de fire punks sig som snotunger, hvilket de vel egentlig også er.

Alt i alt en fest, som man ikke må snyde sig selv for. Og som værten Efrom Allen, der har lagt programmet online, selv skriver, så var tre ud af fire deltagere døde inden for nogle måneder efter optagelser.

Vi ses på søndag, hvor zombierne indtager bloggen.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Når al latter forstummer: En snak med Kathe Koja om The Cipher

For nogle uger siden skrev jeg lidt om Kathe Kojas fantastiske bog The Cipher. En milepæl, som kom til at definere tonen for en hel genre af skræklitteraturen i 90’erne. Nu har jeg været så heldig at kunne udveksle nogle spørgsmål med Kathe om hendes debutroman og det at skrive. Resultatet er blevet en sjov lille samtale, der måske stedvist er lidt indforstået for dem der ikke har læst bogen. Ikke desto mindre kan det måske inspirere dig til at få fat The Cipher, for det er en roman, som absolut bør læses.

Nuvel, her med går vi over til det lille interview. På snarligt genhør.

Could you tell a bit about your original thoughts or ideas for the book?

Everything I do begins with a character, a person I see in my mind’s eye and begin to follow. Nicholas was the seed of THE CIPHER: talented, aimless, resentful, self-deluded. And on his heels came Nakota/Jane/Shrike/etc., who was everything he wasn’t, and a lot more, too. And the story was off and running.

I was delighted to hear you call THE CIPHER funny – I’ve always thought it was, on one level, a very black comedy, the laughter at the edge of the pit; and Nicholas is always using humor as a deflecting weapon. And the thing itself is called the Funhole, you can’t have a funhole without fun .

I can’t say I set out to write “a horror novel” with CIPHER, as I didn’t set out to write “a historical novel” with the UNDER THE POPPY trilogy, or “YA books” with my novels for FSG, or “a biographical novel” with my current Marlowe project, CHRISTOPHER WILD. I write the book and then my agent Christopher Schelling and I figure out what kind of book it is, though everything I write is solidly situated in the Kathe Koja genre.

I think genre itself can be a wonderfully helpful construct if the writer wishes to use it so; and genre readers are, across the board, quite welcoming, extending the courtesy of their interest to a new voice in their field—I’ve found that to be true over and over.

Kathe Koja (født 1960)

Kathe Koja (født 1960)

Any works of other authors that inspired you?

Shirley Jackson was a guiding star in the lands of the discomforted and disturbing, and Flannery O’Connor, too. Writers whose work I love and whom I respect and revere include Christopher Marlowe, the great Emilys (Bronte and Dickinson), Arthur Rimbaud  . . . Too many to list, so many who have helped and inspired along the path.

 

You very much circle around the classic notion of art and pain as being entwined. What are your thoughts on this aspect of the book today?

is pain necessary to the making of art? They are so often concommitant that it would be hard to say no. But pain is concommitant to life; is it necessary for life? That’s a dreadful question for the ill, the refugee, the tormented . . . My answer today is I don’t know.

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder - Kathe Kojas mand

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder – Kathe Kojas mand

The Cipher seems to address the inability to communicate and latch on to the world emotionally and creatively. This fear of existing without engaging or creating something was that particular concerns for you at the time or were you projecting feelings, I guess, we all share?   

I think everybody who ever lived or ever will has a funole with his or her name on it. We’re all a few steps away from our own bottomless fears or anxieties, that’s the human condition, but the ways we choose to confront or flee or smother these fears and anxieties are as varied as we are, as toxic or beneficial.

 

Could you say a few words about the two main characters?

Oh, what a couple! I have a great fondness for both Nicholas and Nakota, since each of them are so entirely who they are: and of the two, I have far more sympathy for Nakota, as dreadful as she is, because she’s trying so hard, she sees so clearly what Nicholas refuses to see: it doesn’t work without him, the Funhole’s generative process and his own are somehow intertwined. It’s all been given to him, and all she can do is . . . react.

And I can’t hate any of my characters, no matter how much I might dislike them or deplore their actions—hatred tends to produce caricature, in real life as well as on the page, and I want to write about actual people.

Paperback, Dell 1992

Paperback, Dell 1992

The artistic milieu, in which the novel is set, albeit perhaps slightly exaggerated, rings true. Was (or is) it your own circles you mirrored in the book?

No, but I didn’t have to. We all know those people and those scenes.

 

Could you have written the same story set in a suburban middleclass neighborhood with the Funhole appearing in a backyard or garage? What I’m asking is really how important it was to you that this takes place among artists of a sort living on the fringe?  

It would certainly be a different book if it were set in that suburb, but there’s no way either Nicholas or Nakota would have been living there. And since the story followed them, and not the other way around, it could only have happened where it did, on that grimy, frightful, dangerous fringe.

I personally have am affinity for the fringes, the outskirts, the odd places—the places where lines cross, the liminal spots. Things get in that shouldn’t, escapes are successful, the authorities aren’t looking too hard (until they are). Things happen there that the safer places can only guess are true. And the most interesting people always pass through.

 

The tone of The Cipher is extremely bleak and you continued to explore that vein for some time, but then you (to my knowledge) stopped. Had you exhausted this atmosphere creatively or was it simply time to move on? 

To my thinking, KINK is maybe the bleakest, most claustrophobic book I’ve ever written – certainly deluded Jess and deluded Nicholas are brothers in self-inflicted misery. http://www.kathekoja.com/blog/archives/we-all-have-a-kink/

Hardcover, Henry Holt 1996

Hardcover, Henry Holt 1996

We learn at some point that Nakota is reading a lot of Ben Hecht and you have this wonderful Hecht quote at the end. Did it all spring from that quote? I cannot really get my head round the idea of Nakota reading Hecht though. Could you tell us a bit more about this Hecht-element in the novel?

Hecht passed jauntily through the room, but that was all—no greater resonance. But what a quote!

 

The Cipher was deservedly a huge success but it’s an intense, draining piece and also a very youthful work with a strong misanthropic strain and the youngish cast of characters. How do you feel about the book today? Do you still identify with the book and its characters? Could you write The Cipher today?

I don’t know that we need to be young to be misanthropic . . . The characters in my books are not linked to the life stage I currently find myself in – I recently completed a new novel, THE BALLROOMS OF MARS, whose man character is just turning 18, and Christopher Marlowe’s life was cut short at 29.

Could I write THE CIPHER today? No. Not because it’s dark, but because darkness means something else to me now, represents itself in much different ways. Will I always be glad I wrote it? Oh yes.

Hardcover, Roadswell 2014

Hardcover, Roadswell 2014

Finally, what are you working on now?

I just finished directing a commissioned performance based on Bosch’s “Garden of Earthly Delights”, to celebrate his 500th anniversary  https://vimeo.com/178860595 Here’s the making-of video: https://vimeo.com/172790364

I have a performance entity called nerve, to create immersive/performative events: http://gonerve.com/gonerve/

http://www.kathekoja.com/blog/events/

Right now I’m working on an adaptation of Marlowe’s FAUSTUS that we will perform in January 2017, called  “Night School.” It’s a companion piece to my Marlowe novel, CHRISTOPHER WILD http://boingboing.net/2016/03/11/get-inside-kathe-kojas-chris.html

 

Thanks for your time Kathe and the best of luck with your future activities.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

En con-gænger krydser sit spor: David Drake fortæller

Efter jeg læste Davis Drakes lille essay (se sidste indlæg) om hans oplevelse af den første World Fantasy Convention i Providence i 1975, slog det mig, at det ville være spændende at høre hans tanker om dette essay i dag. Jeg spurgte derfor Dave, om han ikke ville genlæse teksten og måske fortælle lidt om tiden og hans syn på oplevelserne set med nutidens briller. Det sagde han heldigvis ja til, og det er der kommet en ganske fascinerende beretning ud af. Et stykke underholdende personhistorie, som jeg er ganske sikker på, at I vil sætte pris på. Jeg sluger i hvert fald den slags fortællinger råt. Jeg giver derfor her ordet videre til fantasy/SF/horror-forfatteren og redaktøren David Drake, som tager os ved hånden og fører os med tilbage til Providence anno ’75.

 

___

 

[David Drake] I hadn’t read that essay in forty years, to the best of my knowledge. I did a better job than I was afraid I’d find that I had.

First, this [The World Fantasy Convention] was my second convention and my first, the 1974 Worldcon (DisCon II) had been a very difficult time for me. I would not have come to another convention except that my agent, Kirby McCauley, wrote that he was starting a completely different sort of con and I had to come. Second, I returned from Viet Nam and the army in 1971. I had resumed and graduated from Duke law school, but I was very screwed up in 1975 as well as being a newbie writer. All this colored my perceptions.

 

[Martin] Very screwed up?

Ah. I was drafted out of law school and sent to Viet Nam (and Cambodia, as it chanced) as an interrogator with a crack armored unit, the 11th Armored Cavalry. I was extremely angry at the world (and myself) when I returned. America wasn’t kind to Nam vets, which added insult to injury. I wasn’t on drugs or booze. I wasn’t doing anything that would reduce my self control. But I was dangerously angry and occasionally carried a gun. (Not at WFC.)

 

David Drake (født 24. september 1945)

David Drake (født 24. september 1945)

What was your situation as a writer at that stage?

I was a hobbyist as a writer. I expected to continue working as a lawyer for the rest of my life.

 

Had you met any of the young or old authors before going to the con?

Manly Wade Wellman, whom I’d read since I was 13, and Karl Wagner lived in the NC

Triangle. The three of us had become friends and were Kirby’s clients. Both were going to WFC. Karl was trying to make it as a full-time writer; Manly was a former Weird Tales mainstay and professional writer who was edging back from mainstream into the fantasy market, at least partly because Karl and I were working in it.

I’d been a correspondent of Ramsey Campbell ever since I sent him a fan letter (Aerogram back then) when I read his Demons by Daylight. He was visiting the Triangle ahead of WFC. My wife and I drove him from the Triangle to Providence (and he crashed the last night in our room).

I should mention that none of us had much money. It was a hell of a long drive, and Ramsey had to have the passenger side seat of our 1965 Mustang because he got carsick. The back seat didn’t have much room at all.

Ramsey Campbell anno 1973

Ramsey Campbell anno 1973

What moments from the con spring to mind when thinking back on the event today?

I remember with particular vividness two incidents:

The first night of the con my wife and I had gone down into the lobby, wondering what we would do for dinner (and remember what I said about not having much money). We saw the Wellmans, Manly and Frances, in the same state. And as we were discussing possibilities, another group exited the elevators and the Wellmans saw the deCamps for the first time in over 20 years. They greeted one another with enthusiasm and decided that whatever they’d fought about decades before was dead and buried now.

The deCamps were with a group including Forry Ackerman and had a table in the hotel restaurant. They invited us to join them for a delightful, social dinner.

Catherine & L. Sprague de Camp

Catherine & L. Sprague de Camp

The one aspect of the wide-ranging discussions that I remember was that another of the folks in the deCamp group (I don’t think I ever knew his name) mentioned seeing a porn novel under something fairly close to Sprague’s name. Sprague shrugged and said it wasn’t him; there was general discussion with a consensus among the pros that it was probably by Sam Merwin. At the end of the dinner, however, Forry offered Sprague a list of his books slightly modified to become porn titles. They were hilarious, but I don’t remember a single one.

The other vivid recollection occurred the next night. I mentioned two conventions in the hotel. There was actually a third, of severely handicapped people. I was standing on the mezzanine balcony overlooking the lobby–I believe Charlie Grant was with me–when a group of handicapped people entered from outside in a long conga line (I believe the European term is ‘crocodile’). Literally, the halt leading the blind–staggering, and holding on to one another to avoid being lost. This was a genuinely spooky experience.

 

Have you read Joseph Payne Brennan’s and Donald M. Grant’s Act of Providence from 1979? The action in this novel takes place during the World Fantasy Convention and, though with comic exaggeration, gives a certain sense of the ’70-ish looseness of the whole thing. How would you describe the atmosphere?

I haven’t read Act of Providence, but looseness and all-round collegiality is certainly the impression I recall. There weren’t many people–a few hundred I believe, but I don’t think I ever saw official attendance figures. Fantasy wasn’t big business then and horror certainly wasn’t. Kirby got Stephen King as a client at about that time and it was very much off to the races for the whole field.

Seen from today the Con seems to have been driven by a whole lot of pioneer spirit. I guess this feeling has been lost over the years where things have become much more professional. How would you describe the changes in the convention culture from then to now? … A big question, sorry!

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i '75

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i ’75

The change isn’t bad–I’ve been a full-time writer since 1981 and I’m very pleased with my writing income–but there was good stuff before the money came. I frequently miss things that the field had back then.

But partly what I miss is the opportunity to interact with people who were alive forty years ago. Now I’m an old timer, which flabbergasts me. I recall Ed Price (in 1973; he wasn’t at WFC) saying, “This is the hand that shook the hand of HP Lovecraft!” and shaking my hand.

I knew Ed and Manly and Sprague and lots of other people. I learned a lot from them, but they were friends rather than mentors: at the time I knew them, I wasn’t a serious writer and I didn’t know nearly as much about the pulp world as I’ve learned since. I could have learned much more when they were alive–and didn’t. I didn’t take the opportunity to chat with H. Warner Munn when I saw him walking around with a young woman, because I knew him only from two grand guignol stories–excellent but not to my taste–and not his remarkably imaginative King of the World’s Edge.

Karl Edward Wagner

Karl Edward Wagner

So I regret lost opportunities, but that was my own fault rather than the change to regimented professionalism. I will say that the guy I was in 1975 couldn’t have afforded to go to a con of the sort that WFC has become; and I would have been poorer by many memories.

 

Since then you have done quite a lot of work and made a name for yourself as an author and editor. Did any contacts at the con further your career?

I didn’t go to the con to make contacts–remember, I wasn’t a professional writer. The folks who were there and became important to my early career (Kirby and Stu Schiff in particular) were people I already knew and were instrumental in my coming to the con. It was a wonderful experience for a fantasy reader, though.

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

 

What are you working on at the moment? What to expect next from your hand?  

Right now I’m finish the rough draft of an attempt to turn the Matter of Britain (that is, King Arthur) into a space opera for Tor. This is challenging; but if you don’t push yourself, you rot.

 

Thanks for sharing these stories with us Dave and the best of luck with your future endeavors. Never rot!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret