Tag Archives: J. Sheridan Le Fanu

Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

J. Sheridan Le Fanu, The Purcell Papers (1975): Irsk folklore og stemningsfuld gotik

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

August Derleth var en stor beundrer af irske Sheridan Le Fanus fiktion, og Arkham House udsendte derfor allerede tilbage i 1945 en antologi – Green Tea and Other Ghost Stories – med nogle af Fanus bedste og mest velkendte fortællinger. Le Fanu skrev imidlertid en hel del sære, skrækhistorier, og Derleth planlagde derfor at udsende endnu et bind, der skulle indeholde nogle af de mindre kendte fortællinger. Det nåede han bare ikke. Ved sin død i 1971 efterlod Derleth sig et manuskript med de udvalgte noveller samt et udkast til en indledning. April Derleth kunne derfor i 1975 udsende den anden opsamling med Sheridan Le Fanus fortællinger på Arkham House og inkludere en posthum indledning skrevet af hendes far.

Antologien fik, en smule forvirrende, titlen The Purcell Papers – den samme titel som den store opsamling af Le Fanu-historier i tre bind, der udkom i 1880. Arkham House-udgaven rummer kun et lille udpluk af disse fortællinger og bringer samtidigt nogle andre, der ikke optrådte i den originale udgave – bogen er med andre ord en omgang rod, der ikke er helt ukarakteristisk for Arkham House-udgivelser.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Titlen, The Pucell Papers, henviser til rammen for den oprindelige 1880-udgivelse, der blev lanceret som et manuskript med fortællinger fra det sydlige Irland, skrevet af en nu afdød katolsk præst. En snedig konstruktion, der tilfører handlingen et skær af autencitet. Faktisk kan man sige, at hele den gotiske tradition blev født med det greb, idet Horace Walpole udsendte The Castle of Otranto anonymt og i indledningen hævdede, at bogen var en oversættelse af et middelalderligt manuskript fra Italien. Vi kender det samme fra i dag med de mange ”baseret på virkelige hændelser”-historier. Et virkemiddel, der med andre ord har fulgt skrækfiktionen siden dens litterære barndom.

Novellerne i The Purcell Papers – både den oprindelige 1880-udgave og Arkham House-udgaven – falder tidligt i Fanus forfatterskab. Han skrev meget i løbet af sin karriere og bevægede sig gennem mange genrer, hvor de sære fortællinger og skrækhistorierne især optog ham i begyndelsen. Når man samtidig tager med i betragtning, at Fanu ofte raffinerede sine idéer og fortællinger, blot iklædt overfladiske forandringer, er det klart, at de tidligste historier kan fremstå mindre vellykkede end de senere, mere rutinerede historier, der har gjort ham så berømt. August Derleth var klar over dette. Faktisk skriver han i indledningen til sin udgave af The Purcell Papers, at bogens noveller langt fra er lige så gode som historierne i den første antologi med Fanus historier, som forlaget udsendte. Ikke desto mindre hævder Derleth, at novellerne er litteraturhistorisk interessante og giver et indblik i Fanus arbejdsmetode.

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Og her kan man kun være enig. Der er ret mange famlende noveller i The Purcell Papers, der på bedste gotiske facon er længere, end hvad godt er, og savner et mere grundlæggende arbejde med stemningen. Ikke desto mindre viser historierne til fulde, hvorfor Le Fanu er blevet døbt den irske Poe. Der hvor han er bedst, rammer Fanus prosa nemlig en stærk åre fyldt med billedmættet, dyster poesi.

I åbningen på “The Fortunes of Sir Robert Ardagh” tager han os eksempelvis på rejse gennem et landskab med skumle, krogede skove og truende bakker. Landskabet emmer af noget indestængt, noget forhekset, der langt overgår historiens i virkeligheden ganske trivielle handling. Rammen for fortællingen er imidlertid særdeles fascinerende og trækker på hele den gotiske traditions vokabular og metaforik. Ligeledes har den snakkende, nærmest lette “The Child That Went With the Fairies” en voldsom kraft. Historien, der handler om et barn, som forsvinder i mosen og senere vender tilbage, er ganske enkelt forbløffende virkningsfuld i dens snigende præsentation af det overnaturlige. Det skyldes utvivlsomt den uskyldige måde historien fortælles på, hvilket kontrasteres i de ulmende beskrivelser, hvor det atter er landskabet, der er Fanus væsentligste redskab.

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Mere traditionelt spændende, men ikke mindre fascinerende, er “The Mysterious Lodger”, der er alt for lang for sit eget bedste. Ikke desto mindre indfanger han en sær truende stemning af fare og mystik i historiens første del, hvor fortællingen endnu er under opbygning, og vi kun kan gisne om den mærkværdige logerendes sande og utvivlsomt diabolske natur.

Sheridan Fanu er måske ikke den store historiefortæller, og jeg er på ingen måde begejstret for hans gruppe af halvhumoristiske noveller fortalt i dialekt, men hans fortællinger hører trods det til blandt noget af det mest læseværdige gys. Som Lovecraft søger han nemlig ud i landskabet, ud i det rustikke land, langt fra Dublins tummel og modernitet. Her, blandt bøndergårde og krogede ege, finder han kimen til et utal af mystiske optrin, der gennemsyres af folkelige forestillinger og drømme om et større metafysisk univers, hvor overnaturlige kræfter lurer lige om hjørnet. Det er ikke så sært, at Victoriatidens forfattere elskede Fanu. Han leverer nemlig støbeformen til meget af den spøgelses- og skrækfiktion, der skulle udkomme ved århundredeskiftet.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Fordi Fanu skriver i dialog med idéer om en fortid befolket af spøgelser og overnaturlige væsner, får hans noveller en sær resonans, der i hvert fald har en stor indvirkning på mig. Han antyder en fortidens mystik i nutiden og finder det mærkelige og fremmedartede lurerende i hængepilenes skygger, mellem mosens brune siv og egenes krogede rødder. Fanu hører spøgelser sukke i vinden og møder døden i kragernes skrig. Det giver teksterne en dybde, en forankring i verden, som er misundelsesværdig. Det er ikke så sært, at hjemstavnsforfatteren August Derleth faldt for Fanu. Ud over sin pulpede genrefiktion skrev han nemlig stille litteratur om livet i Wisconsin.

Hardcover, Arkham House 1945

Hardcover, Arkham House 1945

Når man læser The Purcell Papers, er der meget, som hurtigt glemmes, fordi det dybest set er banalt og kun dårligt formår at fange læseren i dag, men pludselig toner passager frem i historierne, der forandrer teksten og læseoplevelsen. Her transformerer Fanu med ét det forglemmelige til uforlignelige oplevelser der står mål med det bedste skrækgenren har præsteret. Og det er skam ikke uden konsekvenser, at læse den slags – Fanu sår nemlig gotiske frø i hjertet på læseren, der forandrer vores syn på verden og skærper vores blik for det mystiske liv, der udspiller i sig i landskabets skygger.

Novellerne:

“The Ghost and the Bone-Setter”

“The Fortunes of Sir Robert Ardagh”

“The Drunkard’s Dream”

“The Quare Gander”

“The Child That Went With the Fairies”

“The White Cat of Drumgunniol”

“The Village Bully”

“The Spectre Lovers”

“Stories of Lough Guir”

“A Night in the Bell Inn”

“The Dead Sexton”

“The Legend of Dunblane”

“The Mysterious Lodger”

“The Churchyard Yew” (pastiche skrevet af August Derleth i Fanus navn)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling