Tag Archives: Jack the Ripper

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Marie Adelaide Belloc Lowndes, The Lodger (1913): En morderisk milepæl

Paperback, Dell 1964

Paperback, Dell 1964

Marie Lowndes roman The Lodger er en milepæl – i hvert fald for genrelitteraturen. Med udgangspunkt i en gotisk tradition skriver Lowndes sig side for side ind i 1900-tallets komplicerede og mangetydige menneskeportræt. På en gang altmodisch og kritisk moderne, dengang i 1913 såvel som i dag 100 år senere, indfanger romanen nogle universelle erfaringer. At Lowndes samtidig også skriver den første store seriemorderroman, er i den forbindelse blot en detalje.

The Lodger fører os til 1800-tallets tågede, dystre London. Droskerne klaprer gennem gaderne, gaslamperne hvæser og koksdunsten hænger i gardinerne. Det er hendes barndomsby, som Lowndes skildrer for os, filtreret gennem et dunkelt glas, der sætter rammen for den mørkemand, der hjemsøger byens gader. For The Lodger slipper nemlig en morder løs, der myrder kvinder i nattens mulm og mørke.

Marie Adelaide Belloc Lowndes (5. august 1868 – 14. november 1947)

Marie Adelaide Belloc Lowndes (5. august 1868 – 14. november 1947)

At Jack the Ripper står fadder til morderen, er åbenlyst for enhver. Det bemærkelsesværdige i den sammenhæng er imidlertid, at Lowndes ikke behøvede at bruge ret meget tid på selve drabene i bogen, fordi mindet om morderens hærgen var så præsent, at kapitlerne blot behøvede lirke ved erindringens sluser, og straks fossede gruen fra dengang frem igen. The Lodger udnytter dermed specifikt en uro og frygt, der stadig var lagret i byens kollektive bevidsthed godt og vel tyve år efter, Ripper-mordene var stoppet. Det adskiller dermed romanen fra stort set alt andet Jack the Ripper-relateret, fordi den udkom, mens drabene stadig ikke helt var fordøjet.

Vores hovedperson er ikke morderen, men i stedet den forsagte fru Bunting, der driver et pensionat med sin mand. Ægteparret er pensionerede tyende, der har brugt deres sparepenge på at etablere pensionatet. Et pensionat, der afspejler den følelse af selvværd og klasse, som de to gamle tjenestefolk har oparbejdet gennem et liv blandt fornemme folk. Desværre er økonomien dårlig og parret på fallittens rand. Muligheden for at skulle gå fra hus og hjem er overhængende, men stolthed afholder parret fra at låne penge. I stedet er de begyndt at sælge deres fine bohave stykke for stykke som en form for langsom kvælning af deres drøm om bedsteborgerlig idyl.

Paperback, The Readers Library Publishing Company 1927

Paperback, The Readers Library Publishing Company 1927

Det grå vintervejr hænger i stuen, hvor mismod og fattigdom lurer. Pludselig en aften banker det på døren, og ganske uventet møder en potentiel lejer op. Og det er skam ikke bare en almindelig lejer, nej det er en fin herre med dannelse og kufferten fuld af penge. Fortuna tilsmiler familien Brunting alligevel. Faktisk kender ægteparrets glæde næsten ingen grænser, da det går op for dem, at deres nye lejer tilmed er af den stille type, som foretrækker at studere Biblen frem for at ture rundt i byens natteliv. Eller næsten, for lejeren går tit ud om natten og kommer først hjem nær daggry, men han drikker tilsyneladende ikke og har heller ikke damebesøg.

Alt i mens den nye lejer passer sit, sker der blodige mord i Londons gader. Først vil fru Brunting ikke høre om de grusomme hændelser, men gradvist melder der sig en mistanke hos hende. Stille og roligt bemærker hun en række sammenfald mellem mordene og episoder, der har med den nye lejer at gøre. Med stigende rædsel begynder den lille dame derfor ubevidst at overvåge hendes lejer. En frygtelig angst sniger sig ind i Buntings hverdag, og den bliver ikke mindre, da hr. Bruntings unge datter fra et tidligere ægteskab flytter ind for en tid.

Paperback, Pocket Books 1940

Paperback, Pocket Books 1940

For os i dag kan der være noget naivt over bogens spændingsopbygning – i hvert fald rummer handlingen kun få overraskelser. Men i virkeligheden skaber det bare bedre muligheder for at værdsætte det raffinerede spil, som Lowndes gør med sin læser. Først og fremmest er der noget formidabelt over hendes skildringer af den isnende galning, der flytter ind i pensionatet. Veltalende og høflig, grænsende til det kvalmt sleske bliver hans imødekommende væsen mere og mere ubehageligt, som historien skrider frem.

Bogens vigtigste greb, som fortsat står lige så klart i dag som dengang, er fru Bruntings moralske dilemma. På randen af fattigdom er hun stillet over for et valg – skal hun lukke øjnene over for hendes lejer og slå indicierne hen som tilfældigheder, eller skal hun gå til politiet og derved miste sit levebrød? Konflikten er slående enkel, men Lowndes formår at lægge lag på lag til sin psykologiske skildring af Bruntings svære situation. Skam, frygt, grådighed og uvidenhed brydes inden i hende, og naturligvis ved hun godt, hvad der er det rigtige at gøre. Naturligvis ved Brunting, at hun bør gå til politiet. Hun gør det bare ikke.

Paperback, Pan Books 1947

Paperback, Pan Books 1947

Præcis på det afgørende sted, hvor hun burde melde lejeren, vender Brunting det blinde øje til. Tanken om fattigdom og social deroute er så frygtelig, at hun hellere vil ofre nogle letlevende kvinder i nattelivet end at miste sit hjem. Kynismen er ikke til at tage fejl af, og pludselig bliver den ellers sagtmodige Brunting til en anløben karakter, som bestemt ikke fortjener vores udelte sympati. Et greb, der ganske enkelt er formidlet til perfektion i romanen.

Men selvfølgelig går Marie Lowndes ikke linen ud – romanen er fra 1913 – hun trækker det langt, før vores hovedperson endelig træffer det moralsk rigtige valg. Faktisk sker det først, da hendes steddatter for alvor kommer i livsfare.

Paperback, Avon 1947

Paperback, Avon 1947

Handlingen udspiller sig stort set kun bag pensionatets fire vægge, hvor vi følger den bekymrede husmors forsøg på at følge med i lejerens gøren og laden. Dette gotiske kispus er måske noget af det bedste i bogen, fordi The Lodger her rammer en tone af hverdagsgys, som fremstår meget, meget menneskelig og genkendelig. Ikke mindst fordi Lowndes blander den konkrete frygt for moderen med den frygtelige bondeanger, som Brunting føler. Skam og skræk kommer derved til at gå hånd i hånd på en måde, som er ganske slående og ikke det mindste bedaget.

Som sagt fylder selve mordene kun meget lidt. I stedet er det tanken om mordene og moderens nærvær, der udløser gruen. Selvom The Lodger på alle måder bærer præg sin tid, har den en umiddelbar formidling af ubehag og angst, der næppe kunne gøres meget bedre i dag. Faktisk fremstår romanen slående original, taget i betragtning af, hvor triviel seriemorder-genren efterhånden er blevet. Det kan virke paradoksalt, at vi skal til et 100 år gammel værk for at opleve et psykologisk portræt, som inspirerer med sin troværdighed, men sådan er det. Jeg kan derfor også kun på det varmeste anbefale, at du lukker den nye lejer ind i dit hjem.

Paperback, Pan Books 1950

Paperback, Pan Books 1950

Paperback, Chicago Review Press 2005

Paperback, Chicago Review Press 2005

Papertback, Chicago Review Press 2010

Papertback, Chicago Review Press 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mordbilleder og billeder af mord: Jack the Ripper og forsiderne

Paperback, DAW Books 1988

Paperback, DAW Books 1988

Jack the Ripper og Ripper-myten er et af de små sorte kapitler i engelsk historie, der bliver ved med at fascinere og tiltrække sig opmærksomhed. Man tilskriver almindeligvis drabsmanden fem mord, men hvem gerningsmanden var, er jo aldrig blevet opklaret. Det problem bliver heller aldrig løst, men fordi mordene var blodige, fordi de blev begået i Londons dengang snuskede Whitechapel-kvarter og fordi det var prostituerede, der blev dræbt af ”Jack”, sugede sagens spektakulære og kulørte dimensioner allerede i samtiden opmærksomheden til sig.

Paperback, Pan Books 1962

Paperback, Pan Books 1962

En stor del af Ripper-mytologien blev dermed dannet i 1888, da mordene fandt sted, men efterfølgende har generation på generation af gådeløsende forfattere, forskere, journalister og fantaster bidraget til et stadigt voksende puslespil uden egentlig motiv.

Paperback, 1. udg, Horwitz 1960

Paperback, 1. udg, Horwitz 1960

Uanset hvordan man ser på morderen og dennes motiver, er der imidlertid en dyster kerne, der vedbliver med at pådrage sig opmærksomhed. Fremstillinger af Jack the Ripper og Ripperens verden kredser om Londons tågede gader, de seksuelle aggressioner i knivmordet på de prostituerede kvinder og selve det faktum, at morderen forbliver ansigtsløs.

Paperback, 2. udg., Horwitz 1962

Paperback, 2. udg., Horwitz 1962

Han er et fantom, som skiftende tider har kunnet projicere deres fortællinger ind i. Ripper-mordene er dermed også meget hurtigt gået fra at være en bestialsk drabssag til en monsterfantasi indlejret i den kulturelle bevidsthed. Man kan sige, at Ripperen overtager en jungiansk arketype og bliver et urbant mareridtsbilledet på mødet med det indre mørke.

Hardcover, Constable and Robinson 1999

Hardcover, Constable and Robinson 1999

Det er i hvert fald interessant at notere sig, hvor hurtigt al sympati for ofrene som mennesker af kød og blod forsvinder til fordel for spekulationer om Ripperens identitet, seksualitet og de faktiske mords beskaffenhed. Selv i et pragtværk som From Hell (1991-96), der endda er dedikeret til ofrene, glider alt i baggrunden til fordel for Ripperens handlinger og motiver. I den forstand er Jack the Ripper vel også den første fortælling om ”slasheren” – det ofte ansigtsløse rovdyr, der navnlig dræber unge piger. Parallellen mellem Ripperen og eksempelvis Michael Meyers er i hvert fald ganske åbenlys.

Paperback, Top Shelf Production 2000. Den samlet udgave af Alan Moore og Eddie Campbells serie

Paperback, Top Shelf Production 2000. Den samlet udgave af Alan Moore og Eddie Campbells serie

Ripperen og den ansigtløse morder blev skabt af pressen i 1888, og grundsubstansen i London-mordene er efterfølgende blevet genfortalt, omfortolket og parafraseret i det uendelige. Mordene og morderen er blevet en del af den vestlige horrortradition og et standardmotiv i bøger og film.

 Hardcover, David McKay 1976

Hardcover, David McKay 1976

Vi har altså at gøre med en fortælling, der på den ene side bliver omfortalt igen og gen, og på den anden side fastholder bestemte, velkendte motiver. Det samme gør sig gældende for bøgerne om Jack the Ripper. Uanset om det er fiktion eller nonfiktion, så genfinder vi de samme komponenter i motiverne. Det gør Ripper-bøgerne til en spændende rejse ind i mordets ikonografi.

Hardcover, Hawthorn Books 1973. Ripperen møder den romantisk gotik

Hardcover, Hawthorn Books 1973. Ripperen møder den romantisk gotik

Her har jeg samlet nogle Ripper-forsider, der netop viser, hvordan de selvsamme komponenter i Ripper-forestillingen bliver genbrugt igen og igen. Kniven, kvinden, de seksuelle undertoner og den ansigtsløse mand. Her er Jack the Ripper mine damer og herrer:

 Paperback, Arrow Books 1964. Den blodige kniv - mordets instrument; her har vi et af de bærende elementer i Ripperens motivverden

Paperback, Arrow Books 1964. Den blodige kniv – mordets instrument; her har vi et af de bærende elementer fra Ripperens motivverden
Paperback, Harpercollins Publishers 1994. Kniven igen

Paperback, Harpercollins Publishers 1994. Kniven igen

Paperback, Mayflower 1975. Og mere blodig kniv

Paperback, Mayflower 1975. Og mere kniv

Paperback, DuMont 1967. Og Ripperens kniv på tysk

Paperback, DuMont 1967. Og Ripperens kniv på tysk

 

Så kan vi vende os mod den onde mørkemand

Paperback, Constable and Robinson 2002

Paperback, Constable and Robinson 2002

Hardcover, Subterranean Press 2011. Ripperen så klassisk som det er muligt

Hardcover, Subterranean Press 2011. Ripperen så klassisk som det er muligt

Paperback, Monarch Books 1960. En fantastisk lille perle af en forside

Paperback, Monarch Books 1960. En fantastisk lille perle af en forside

Paperback, Berkley Press 1989. De tågede gader er alene nok til at vise Ripperens tilstedeværelse

Paperback, Berkley Press 1989. De tågede gader er alene nok til at vise Ripperens tilstedeværelse

 

Paperback, Dell Books 1989. En livsfarlig gentlemen i sigte

Paperback, Dell Books 1989. En livsfarlig gentlemen i sigte

Paperback, Dell Books 1964. En Ripper-figur sniger sig ud i Londons tåge

Paperback, Dell Books 1964. En Ripper-figur sniger sig ud i Londons tåge

Paperback, Running Press Books 1999. Ripperen med høj hat og mord i tankerne

Paperback, Running Press Books 1999. Ripperen med høj hat og mord i tankerne
Paperback, Dell Books 1953. The World's most diabolical murderer... The Harlot Killer!

Paperback, Dell Books 1953. The World’s most diabolical murderer… The Harlot Killer!

Paperback, Gold Medal Books 1957. ...The blood-spattered name of Jack the Ripper. Bemærk det fine samspil mellem blonde Suzy i forgrunden og den sorte morder med de onde øjne i baggrunden. Smukt

Paperback, Gold Medal Books 1957. …The blood-spattered name of Jack the Ripper. Bemærk det fine samspil mellem blonde Suzy i forgrunden og den sorte morder med de onde øjne i baggrunden. Smukt
Paperback, Gyldendal 1990. Et dansk indlæg i samlingen

Paperback, Gyldendal 1990. Et dansk indlæg i samlingen

Paperback, Mayflower-Dell Books1966. Igen et smukt cover. Vinklen vi ser den døde dame fra...

Paperback, Mayflower-Dell Books1966. Igen et smukt cover. Vinklen vi ser den døde dame fra…

Paperback, New English Library 1995. Og her er vi så ude i den rene reception af Ripper-myten

Paperback, New English Library 1995. Og her er vi så ude i den rene reception af Ripper-myten

Paperback, Pan Books 1962. Colin Wilsons fortolkning af Ripper-myten

Paperback, Pan Books 1962. Colin Wilsons fortolkning af Ripper-myten
Paperback, Pedigree Books 1960

Paperback, Pedigree Books 1960

Paperback, Pinnacle Books. Udgivelsesåret er ukendt - skal vi sige ca. 1958

Paperback, Pinnacle Books. Udgivelsesåret er ukendt – skal vi sige ca. 1958

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Roger Zelazny, A Night in the Lonesome October (1993): Zelazny takker af med feelgood-roman

Deter blevet oktober, den første mørkemåned, og det skal markeres med en oktober-roman.  A Night in the Lonesome October blev Roger Zelaznys sidste bog. I hvert fald den sidste bog, som han selv fik fulgt til dørs. Der er nemlig udkommet flere bøger i Zelaznys navn, efter han døde tilbage i 1995, men det er alt sammen romaner baseret på mere eller mindre ufuldstændige efterladte manuskripter og idéer. I grund og bund er den slags posthume samarbejder en skidt ting, men da jeg ikke har læst nogen af bøgerne, må jeg hellere lade være med at dømme dem på forhånd (er der nogen, som har læst nogle post 1995 Zelazny-romaner?).

Paperback, Orbit Books 1994. For- og bagside af Mike Posen

Zelazny var og er en af giganterne indenfor amerikansk science fiction og fantasy. Han er manden bag den omfangsrige og populære Amber-serie og manden bag flere virkelig, virkelig fine enkeltstående romaner og noveller udgivet i forfatterskabets kreative højdepunkt fra slutningen af 60’erne og frem til udgangen af 70’erne. Karakteristisk for de gode Zelazny-ting er en evne til at balancere filosofiske emner med plotdrevne historier, afviklet med højt tempo, i et afmålt, til tider næsten Hemmingwaysk sprog. Meget af Zelaznys fiktion udspiller sig i macho-universer, hvor ordknappe, litterære mænd tackler store problemer og samtidig slår en proper næve.

Måske netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at det skulle blive A Night in the Lonesome October, der blev hans sidste. A Night er en konceptroman, der udspiler sig over 31 kapitler, hvor hvert kapitel er en dag i oktober måned. Hovedpersonen er hunden Snuff. Jeps, vores hovedperson er intet mindre end en blodhund. Snuff er imidlertid også mere end bare en hund. Han er også en tjenende ånd (en familiar, som det hedder på engelsk) hos selveste Jack the Ripper! Det lyder jo vildt, og det er det sådan set også. Romanens præmis er følgende.

Paperback, Orbit Books 1994

Hvert år den 31. oktober er de mystiske kræfter stærkest, og det er muligt at åbne portene til andre dimensioner og lukke De gamle Guder ind i verden. Her taler vi om de vaskeægte Cthulhu mythos-guder – Yog-Sothoth og hele banden af tentakelbegroede væsner. Det forhold er kendt i okkulte kredse, og hvert evig eneste år føler en gruppe af personer sig kaldet til at deltage i Spillet (”The Game”) om kontrollen over portalen. Der er dem, der ønsker at forhindre portene i at åbnes, de såkaldte ”Closers”, og så er der dem, som ønsker at få dem åbnet – ”Openers”. Hvor og hvordan dørene vil åbnes, bliver klart for deltagerne i løbet af året, og den 1. oktober samles de i det pågældende område for at forberede sig på slutkampen og skaffe sig allierede.

Det lyder næsten som oplægget til et brætspil, og det er faktisk også i de retninger, man skal tænke sig forløbet. Det hele er gennemritualiseret, og alle de implicerede agerer ud fra uskrevne regler, der skal sikre, at den afsluttende konfrontation udspilles på korrekt vis.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

I stedet for at lade bogen være fortalt gennem de egentlige aktørers stemmer har Zelazny valgt at lade deres hjælpende ånder være hovedpersonerne. Vi følger dermed ritualet og historiens store træk på afstand – fokus ligger på medhjælpernes intriger og besværligheder. Der er selvfølgelig hunden Snuff, så er der katten Graymalk, uglen Nightwind, flagermusen Needle, rotten Bubo og mange flere. Ganske morsomt og godt tænkt. Bogen minder på den punkt en hel del om Michael Endes Der satanarchäolügenialkohöllische Wunschpunsch (1989).

Men for at vende tilbage til Jack the Ripper så udspiller historien sig i slutningen af 1800-tallets England, ikke langt fra London. Vi får aldrig et årstal, men flere ting peger i retning af Victoriatiden, blandt andet persongalleriet, der udover Ripperen bliver udgjort af ingen ringere end The Count (alias Dracula), The Good Doctor (alias Frankenstein), en heks, en druide, en Rasputin-klon, varulven Larry Talbot, to Golden Dawn-okkultister og en satanistisk præst. Men for at det ikke skal være nok, så bliver kombattanterne holdt under skarpt opsyn af The Great Detective, der ikke kan være andre end selveste mr. Sherlock Holmes.

Paperback, Avon 1994. Samme forside som førsteudgaven fra 1993

Det burde være åbenlyst, at vi har at gøre med en roman af den letbenede slags. Den fungerer som en hyldest til horror og en hyldest til den fortælleglæde og idérigdom, der gennem tiden er blevet investeret i genren – både i bogform og på film. Og netop fordi Zelaznys prosa er knap og kontant, virker den rigtig godt i A Night, hvor den stoiske Snuff beretter alt med en festlig underspillet kølighed. Når man samtidig kan fornemme, at Zelazny har brugt tid på at lægge små referencer ind i teksten, som læseren kan fange og nikke genkendende til, bliver det hele en vældig meta-oplevelse. Ikke mindst på grund af de forskellige elementer fra Cthulhu-mytologien, som han har plantet. Bogen holder ganske enkelt, fordi det er en rutineret hånd, der eksekverer kapitlerne med stor fornemmelse for timing og mådehold.

Det største problem er i virkeligheden, at romanen er så pokkers let og godmodig. Den er så venlig, at vi aldrig helt tvivler på, at de gode (kan man kalde Jack the Ripper det?) vil vinde. Det rimer dårligt med de dramatiske begivenheder, som romanen egentlig handler om, og det lykkes faktisk ikke helt for Zelazny at bevare en fornemmelse af fare gennem de sidste kapitler, hvilket er lidt ærgerligt – det er jo for pokker mere eller mindre jordens undergang, vi taler om.

“The Count”. Tening af Gahan Wilson

Det er vel i virkeligheden et af de grundlæggende problemer ved gyserkomedier. Gyset, hvis A Night, overhovedet prøver at skabe gys, taber uvægerligt til fordel for humoren. Det er nok også derfor, at jeg aldrig har brudt mig ret meget om gyserkomedier generelt. A Night er måske en undtagelse, men det siger mere om Zelazny end genren.

Som litterært farvel er A Night in the Lonesome October umiddelbart noget tyndbenet, men går man bogen efter i sømmene, er det tydeligt, hvor omhyggeligt den er sammensat. Det er slet og ret bund solidt håndværk. Idéen og opgaven er løst upåklageligt, og derfor aftvinger romanen respekt, uanset om det er ren sjov og ballade uden de dybereliggende kvaliteter, der var med til at skabe Zelazny som forfatternavn. Når alt kommer til alt, er der noget smukt i det faktum, at hans sidste bog står tilbage som eksempel på en forfatters kunnen, der har brugt et helt liv på at raffinere sin stil og fortælleteknik. Og når bogen samtidig er én lang hyldest til de fantastiske genrer, så er der ikke et øje tørt.

Nymånen. Tegning af Gahan Wilson

Hvert kapitel i bogen er i øvrigt meget passende illustreret af tegneren Gahan Wilson, der selv har skrevet nogle børnegysere og især kendes for sine humoristiske striber og horror-illustrationer.

The Lovecraft eZine har et temanummer med noveller inspireret af Zelaznys roman i denne måned.

Skriv en kommentar

Filed under Roman