Tag Archives: Jack Vance

Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

Jack Vance, The Five Gold Bands (1953): Tyndt rumramasjang

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af "Lloyd". Romanen blev udsendt som "double" med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af “Lloyd”. Romanen blev udsendt som “double” med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Jeg har altid haft en svaghed for Jack Vance og hans særlige greb om SF-genren. Hans historier er koncentreret om kultur og kulturmøder, mens de mere teknologiorienterede temaer fortaber sig i baggrunden, hvis de overhovedet er til stede. Faktisk er Vance vel mest af alt en fantasyforfatter, hvis romaner og historier igennem hele forfatterskabet forblev forankret i hans barndoms pulpede helteberetninger.

Tematisk er der nogle klare konstanter igennem hele Vances produktion, uanset hvilken genre han bevægede sig ind i. Hans stil er umiskendelig, og hans fortællinger har altid samme underholdende blanding af action og eksotiske miljøer.

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

The Five Gold Bands, som Vance skrev relativt tidligt i karrieren, er ingen undtagelse. Faktisk kan man næsten opfatte romanen, der første gang så dagens lys i novemberudgaven af Startling Stories 1950, som en form for skabelon for alt, der kom senere. Romanen er fyldt med det, der kendetegner de efterfølgende Vance-historier, men formår trods de gode idéer ikke helt at ryste sig fri af den uforpligtende pulp. The Five Gold Bands har noget let, forglemmeligt over sig, der gør den en smule uinteressant.

Handlingen tager os med til en fjern, fjern fremtid, hvor kolonister fra Jorden for længst har befolket fjerne planeter. Takket være de forskellige planeters beskaffenhed har kolonisterne både fysisk og socialt udviklet sig langt fra deres oprindelige jordiske ophav og ligner nu fremmede væsner, der ikke har ret meget med deres menneskelige baggrund at gøre.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Sagen er den, at teknologien bag fremstillingen af rumfartøjer ligger i kolonisternes hænder. De fem stærkeste planeter har dannet et råd, hvor de på årlig basis aftaler, hvor mange nye rumskibe der skal fremstilles, og hvem der må købe dem. Af historiske grunde er jordboerne ikke i stand til selv at fremstille rumskibe og må derfor tigge rådet om fartøjerne. Ud af gammelt nag til Jorden får planetens indbyggere konsekvent for få, hvorfor de over tid er gået bagom dansen, og efterhånden er jordens befolkning blevet stærkt forarmet.

Nu sker det hverken værre eller bedre end, at den gæve slyngel og rumpirat Patty Blackthorn uforvarende bliver snuppet, da han forsøger at bryde ind i et rumskib på planeten Akhabat. Han skulle egentlig henrettes for indbruddet, men takket være sine sprogfærdigheder bliver han tvunget til at fungere som tolk under det årlige møde, hvor der skal forhandles om rumskibe.

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen - dog fik den her en ny titel

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen – dog fik den her en ny titel

Paddy har ikke til sinds at lade sig henrette, når mødet er overstået. Derfor tager han sagen i egen hånd og forsøger at redde sit skind. Det lykkes naturligvis for ham, men ved et uheld får han dræbt de fem dignitarer, der leder forhandlingerne, og Paddy får tilmed fat i fem guldarmbånd, der hver især fortæller, hvor en bid af formlen til fremstilling af rummotorer er skjult.

Dermed begynder den vilde skattejagt. Paddy skal opsøge de fem fremmede planeter for at bjerge formlens dele. Det er hans plan at overbringe formlens hemmelighed til Jordens befolkning og dermed give de arrogante kolonister en lærestreg. Så langt så godt, men det sker ikke uden modstand. En horde af agenter og soldater er på sporet af Paddy, der efterlyses for mord. Heldigvis får Paddy hurtigt følgeskab af den smukke Jordagent Fay, der ikke alene hjælper Paddy ud af den ene suppedas efter den anden, amoriner svirrer også snart i luften.

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Som sagt er The Five Gold Bands ren, uforpligtende underholdning. Paddy og Fay tonser fra den ene planet til den anden, og hver verden byder på nye udfordringer. Vi tvivler selvfølgelig aldrig et sekund på, at de kække jordboer vil finde frem til de enkelte dele af formlen og få den samlet, før kolonisternes agenter får dem indfanget.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at bogen er kluntet skrevet og handlingen forceret. Det har tydeligvis været vanskeligt for Vance at få sin historie til at hænge sammen og bevare fornemmelsen af fart og eventyr. Ikke desto mindre har han gode passager, der oser langt væk af fortælleglæde. Paddys oplevelser på det lovløse ”Thieves Cluster” er eksempelvis ganske fornøjelige.

Paperback, Meulenhoff 1976

Paperback, Meulenhoff 1976

Romanens mest interessante og tankevækkende aspekter findes imidlertid i detaljerne. Eksempelvis selve den måde, som Vance skildrer rumfart og det at bevæge sig mellem planeter. Han sidestiller det med havsejlads og beskriver sine rumskibe som sejlskibe på farefulde verdenshave. Den maritime fremstilling af rumfarten gør på en gang hans verdensrum sært arkaisk, men også nærværende og forståeligt, på en stærk, billedskabende måde. Hans rumskibe er skuder, der vugger gennem universets sorte hav, på eventyr mellem planeter, hvor rummets brænding slår kosmisk skumsprøjt. De billeder, Vance får frembragt her, er ganske enkelt betagende og poetiske. Noget man ellers ikke ville forvente i en relativt banal roman som denne.

Mindre betagende er den kække Paddy, der er modelleret over en stereotyp irlænder. Han kommer naturligvis fra den grønne ø, er rødhåret og taler med stræk irsk accent. Paddy er en omvandrende national kliché, placeret i en fjern fremtid. At kalde ham en anakronisme er mildest talt for lidt og gavtyvskarakteren, der egentlig har dybe rødder i irsk litteratur, bliver et eklatant fejlgreb, fordi Vance ikke får etableret sin hovedperson som andet end en dum karikatur.

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Kontrasteringen mellem jordiske Paddy og de fremmede planeter holder ganske enkelt ikke og punkterer al den mystik, som Vance får opbygget. Al glæden ved det fremmede forsvinder, når det plat biver kommenteret af Paddys snusfornuftige bemærkninger. Romanen kunne måske være blevet en relevant skæmteroman, hvis Vance havde været en mere rutineret forfatter i 1953. Det var han imidlertid ikke, og bogen havarerer derfor på den fjollede Paddy-karakter.

I den mere tvivlsomme ende må man også hæfte sig ved selve aksen mellem jordboer og kolonister. Der ligger noget paranoidt, xenofobisk i fremstillingen, som ikke just er klædelig. Paddys kamp for jordisk overherredømme og de ”smudsige” kolonisters ubehagelige, fremmedartede kulturer har uklædelige overtoner, som sikkert er helt uskyldige, men smager grimt ved genlæsning i dag.

Paperback, DAW 1980

Paperback, DAW 1980

Alt det ændrer ikke ved, at The Five Gold Bands er et jævnt underholdende ungdomsværk, der rummer interessante momenter for Vance-læseren. Men bogen savner egentlig saft og kraft; den er ganske enkelt for spag og tyndbenet. Heldigvis kan vi jo bare læse de senere bøger fra Vances hånd og glædes over dem.

Hardcover, Underwood-Miller 1993

Hardcover, Underwood-Miller 1993

 

Hardcover, Meulenhoff 1997

Hardcover, Meulenhoff 1997

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jack Vance, The Languages of Pao (1958): Sprogets magt

Paperback, Daw Books 1980. Forsiden er malet af H. R. Van Dongen

Paperback, Daw Books 1980. Forsiden er malet af H. R. Van Dongen

Med Jack Vance har jeg for afvekslingens skyld skiftet fra det sædvanlige horror-dominerede spor og over i rendyrket science fiction. Det vil sige SF af den type, der ligger i grænselandet til fantasy, og i virkeligheden handler meget lidt om fremtid og teknologi.

Alle der har læst Jack Vance vil straks genkende hans stil i The Languages of Pao. Vel at mærke et relativt tidligt arbejde fra hans hånd, der først udkom som kortroman i 1957, før Vance udvidede historien og udsendte den igen i 1958.

Paperback, Daw Books 1980

Paperback, Daw Books 1980

Bogen har de for Vance klassiske små faktuelle indledninger om sociale, geografiske og kulturelle forhold på planeten, det hele udspiller sig på. Han bruger også pseudovidenskabelige fodnoter, der hjælper til forståelsen af de kulturelle særheder. Alt sammen noget, der gør Vances romaner så charmerende og nærværende.

Historien tager os til planeten Pao, hvis rige befolkning af kolonister fra Jorden lever i et ekstremt konservativt samfund. Deres kultur er baseret på et ideal om at bevare det bestående og opretholde den eksisterende samfundsorden. Planetens rigdom sikrer en relativ høj velstand til alle, men har samtidig også gradvist gjort befolkningen passiv. Ønsket om at bevare det bestående har gjort Paos beboere ude af stand til nytænkning og til at reagere på det uforudsete. Vance har med andre ord taget idéen om en kulturel konservatisme og karikerer den ud i det ekstreme.

John Holbrook "Jack" Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

John Holbrook “Jack” Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Det betyder, at der opstår store problemer på den fredelige planet Pao, da kejseren snigmyrdes ved et komplot. Efter drabet lykkes det Bustamonte, kejserens højre hånd, at tilrane sig magten til trods for, at kejserens lille søn Beran burde få tronen. Bustamonte, der har levet uden for Pao og lært ærgerrighed og intriger at kende, forsøgeruden held at få sønnen dræbt.

Kejsersønnen Beran bliver nemlig reddet af vismanden Lord Palafox, der tager ham med til sin hjemplanet. Her bliver Beran over de følgende år undervist i sprog og kultur – alt sammen noget, der åbner has blik for Paos sårbarhed.

Satellite Science Fiction, december 1957. Magasinet hvor den oprindelige, kortere version af romanen blev trykt

Satellite Science Fiction, december 1957. Magasinet hvor den oprindelige, kortere version af romanen blev trykt

Imens sidder Bustamonte på Paos trone og har sit at slås med. Kort efter kejserens død bliver Pao nemlig angrebet af røveriske barbarer fra en nærliggende planet. Paos elendige forsvar kan ikke holde stand mod de invaderende tropper, og det ender med, at Pao må betale en tårnhøj månedlig tribut til de fremmede. Scenen er dermed sat. Slag skal udkæmpes om Paos trone, hvilket sker på både den politiske scene og på valpladsen.

For så vidt er det en klassisk eventyrfortælling om tronranere og skjulte kongesønner, som Jack Vance har brygget sammen. Men der er mere end som så i historien. Tyrannen Bustamento udtænker nemlig i selskab med Lord Palifax en plan, der skal ruste Paos befolkning til modstand mod de invaderende barbarer. Det sker ikke ved at give dem våben eller teknologi, nej, det sker ved, at planetens sprog gradvist ændres over en 20-årig periode!

Hardcover, Avalon Books 1958. Romanens 1. udg.

Hardcover, Avalon Books 1958. Romanens 1. udg.

Lord Palifax udtænker en strategi for et nyt sprog, der skal militarisere befolkningen og ruske den ud af det konservative sløvsind. Jack Vance gør således et væsentligt element i det 20. århundredes kontinentale filosofi til sit omdrejningspunkt for bogen, og siger, at sproget dikterer vores tankebaner. Det sker naturligvis i et forhold, der kan virke begge veje – vores handlinger skaber sproget og omvendt. I Paos tilfælde har manglen på handling i det forstenede samfund imidlertid ført til en sproglig stilstand og kreativ blindgyde.

Vance viser med The Languages of Pao, hvordan et samfund over tid kan modelleres efter nye magtstrukturer, hvis magtens sprog ændres. Det er værd at notere sig, at bogen er skrevet i 1958. Romanen er således ganske tydeligt et barn af den hastigt nedkølende Kolde Krig. En kritik af totalitære systemer klinger i den grad med i bogen. Nazisme, fascisme, kommunisme og alle andre ismer er i den sammenhæng en og samme sag. Ismernes vokabular indeholder nemlig et i Vances optik samfundsomstyrtende potentiale, idet ismen introducerer nye ord eller fortolkninger af ord, og derved ændrer de eksisterende magtstrukturer.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Jack vance bruger naturligvis The Languages of Pao som en advarsel, fordi han på den ene side anerkender og ser fordelene ved sprogets revolutionære potentiale, men omvendt peger på dette som et tveægget sværd. En militarisering, som den, der sker på Pao, løber nemlig hurtigt ud af kontrol i det øjeblik, sproget bliver hvermandseje. Som Vances bog pointerer: Når krig og vold bliver rodfæstet i statsmagtens vokabular, bliver samfundet voldeligt og skader sig selv.

Jeg har svært ved ikke at se The Languages of Pao som værende modelleret over Nazi-Tysklands videreudvikling, efter Første Verdenskrigs nederlag, af det militære sprogapparat, som Bismarcks stat allerede havde fremelsket. En militariseringsproces, der løber løbsk og bliver altødelæggende, præcis som det sker på den fiktive Pao.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

Man kan så spørge sig, om Vance har et politisk budskab med bogen. Svaret er nej. Der ligger en iboende kritik af ideologisk konservatisme i romanen, men tekstens handler først og fremmest om kulturelle transformationer, og hvordan de er mulige. Man kan sige, at Vance forsøger at vise, hvordan vores omgang med hinanden og de ord, vi vælger, skaber magtstrukturer omkring os, som vi kan forandre ved at bruge nye termer.

Det er der i sig selv ikke noget odiøst i at hævde i dag. Feminismen og hele queer-teorien har i den grad slået fast, hvordan sproget både undertrykker og forandrer sociale relationer. Vance er imidlertid tidligt ude med sit budskab, og jeg tvivler på, at der er andre før Vance, der så eksplicit har taget dette tema op som omdrejningspunkt for en roman.

Paperback, Mayflower Books 1974

Paperback, Mayflower Books 1974

Sandt at sige er historien i The Languages of Pao ligegyldig og bogen på ingen måde Vances bedste. Ikke desto mindre er den tematisk et spændende bekendtskab, fordi den er med til at vise, hvorfor SF pludselig i 60’erne blev det sted, hvor tingene rykkede. Det sted, hvor der opstod en litterær legeplads for nye idéer og filosofiske slagsmål. Vance gør i hvert fald ting med den lille roman, der er modige, fremsynede og tankevækkende. Mere kan man vel ikke forlange af en science fiction-roman, kan man?

Hardcover, Underwood Miller 1979

Hardcover, Underwood Miller 1979 

Paperback, Tor Books 1989

Paperback, Tor Books 1989

Paperback, New English Library 1989

Paperback, New English Library 1989

Paperback, iBooks 2004

Paperback, iBooks 2004

E-bog, Spatterlight Press 2012. Romanens seneste udgave

E-bog, Spatterlight Press 2012. Romanens seneste udgave

Skriv en kommentar

Filed under Roman