Tag Archives: James Blish

Groff Conklin (red.), 6 Great Short Novels of Science Fiction (1954): Dystert, smukt og pulpet

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-linende omslag er tegnet af Richard Powers

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers

Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.

Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.

Paperback, Dell Books 1954

Paperback, Dell Books 1954

Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.

De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.

Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

 

Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.

Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.

Kortromanerne:

Stuart Cloete: The Blast

Robert A. Heinlein: Coventry

Murray Leinster: The Other World

Anthony Boucher: Barrier

James Blish: Surface Tension

Theodore Sturgeon: Maturity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

James Blish, Black Easter (1968): … So still, so dark all over Europe

Paperback, Dell Books 1969. Forsidens herlige tableau er udført af Lawrence Ratzkin

Paperback, Dell Books 1969. Forsidens herlige tableau er udført af Lawrence Ratzkin

James Blish, kendt som SF-forfatter med storhedstid i 50’erne og 60’erne, udsendte i 1968 den forbløffende roman Black Easter. Bogen er kort og i virkeligheden bare en udvidet version af novellen ”Faust Aleph-Null”, udgivet i 1967. At det er en forlænget novelle, kan mærkes, uden at det vel at mærke er et problem.  Black Easter udkom i slipstrømmen på Rosemary’s Baby (1967) og er dermed en ud af mange historier om satanisme og okkultisme, der så dagens lys fra 60’ernes slutning og ind i 70’erne.

Romanen tager udgangspunkt i den enkle præmis, at de vestlige okkulte forestillinger om magi og dæmoni er sande. Magien fungerer, og de gamle trolddomsbøger, som Clavicula salomonis og Simon Magers Bog indeholder en faktisk anvendelig viden. Denne magiske viden er imidlertid skjult bag et slør af løgne og ammestuesnak, således at det kun er nogle få, der kender sandheden.

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Dell Books 1969

Magien, der praktiseres, er enten sort eller hvid. Sort magi udføres i hele verden af små og store troldmænd, mens kundskaberne om den hvide magi koncentrerer sig om et italiensk kloster, hvor munkene har til opgave at opretholde kendskabet til de ældgamle magiske ritualer og holde øje med den sorte magis brug i verden. En utaknemmelig opgave i en tid hvor kirken står svagt og munkenes autoritet er dalende.

Da vi kommer ind i handlingen, er munkene på Monte Albano netop blevet orienteret om varsler der indikerer, at sataniske magter er på spil i verden. Som det beskrives, ligger der en stank af dæmoni i luften. Munkene sætter deres kræfter ind på at lokalisere hvilken troldmand, der rører på sig, og finder snart frem til, at Theron Ware er ophavsmanden til forstyrrelserne i den magiske æter. Efterfølgende tilfalder det veteranen Fader Domenico Bruno Garelli at undersøge sagen nærmere.

James Benjamin Blish (23. maj 1921 – 30. juli 30 1975)

James Benjamin Blish (23. maj 1921 – 30. juli 30 1975)

Parallelt med munkenes indsats for at finde frem til Theron Ware følger vi våbenhandleren Dr. Baines, der har opsøgt Ware for at afprøve, om hans sortekunster vitterligt har noget på sig. Baines har brug for at skabe tumult i verden, der kan fremme våbensalget, og Theron Ware viser sig at være i stand til at skabe præcis dette. Som bevis for sine evner dræber Ware en betydningsfuld amerikansk politiker med magi, og snart efter bliver de to mænd enige om en handel. Det, Baines ønsker, er intet mindre end verdens sammenbrud. Kaos og borgerkrig i bedste apokalyptisk forstand. Theron Ware skal såmænd gøre dette ved at åbne portene til Helvede og slippe djævle ind i verden (!).

Det er en enorm opgave, der kræver lange forberedelser for heksemesteren. En praktisk detalje i dette arbejde er, at der ligger gamle pagter mellem de sorte og hvide magikere. Disse pagter gør, at Fader Domenico Bruno Garelli har lov til at overvære Theron Wares forberedelser som en form for ambassadør for den hvide magi. Han må ikke gribe ind, men Ware må heller ikke holde noget hemmeligt for ham. Det er et kompliceret arrangement, og som kapitlerne skrider frem, bliver det sværere og sværere for munken at se passivt til, mens verdens undergang tager form.

IF Science Fiction, august 1967. Det første nummer ud af fire med novellen ”Faust Aleph-Null”

IF Science Fiction, august 1967. Det første nummer ud af fire med novellen ”Faust Aleph-Null”. Bemærk hvor meget fantasy og hvor lidt “satan”, der er i forsidebilledet. Det ændrede sig tydeligvis senere!

I sig selv er historien ganske kulørt og lyder mere som en fantasy-fortælling end en omgang apokalyptisk, okkult horror. Det, der imidlertid får bogen til at virke – det der giver den troværdighed – er den alvor, som James Blish går til emnet med. I indledningen skriver han, i bedste Dan Brown-stil, at alt i romanen er baseret på faktuelle studier af magi. Han skriver også advarende, at detaljer er udeladt, så ritualerne ikke kan genskabes, men fortæller alligevel hvilke bøger, han har brugt som kilder. Den udmelding sætter tonen. Roman igennem forholder det begrænsede persongalleri sig til de voldsomme hændelser med en alvor og naturlighed som djævleuddrivelsen i Blattys The Exorcist (1971).

Man kan ikke kalde Black Easter decideret uhyggelig, men det er en dybt fascinerende roman, der gradvist udvikler sig til et absurd teater. Stort set hele handlingen udspiller sig i magikeren Theron Wares ceremonielle kammer, hvorfra han udøver sin sataniske magi. Skridt for skridt følger vi hans forberedelser til dommedag, mens han ivrigt diskuterer sine fremskridt med Fader Domenico, Dr. Baines og de få andre bisiddere til begivenhederne.

Hardcover, Doubleday 1968. Romanens 1. udg. Forsiden er tegnet af Judith Ann Lawrence

Hardcover, Doubleday 1968. Romanens 1. udg. Forsiden er tegnet af Judith Ann Lawrence

Imens ritualets kulmination nærmer sig, går det op for læseren, at Dr. Baines, der i begyndelsen synes drevet af blindt begær, faktisk har større ambitioner. Ambitioner, der ligner den sataniske Theron Wares. Begge ser nemlig samfundets ødelæggelse som en æstetisk begivenhed, der kan og skal iscenesættes som et kunstværk. Ingen mening, ingen ondskab – bare begejstring over skønheden i ødelæggelsernes kraft.

Undervejs bliver der ikke lagt fingere i mellem. Flere dæmoner besøger Theron Wares rituelle kammer, og ceremonierne beskrives med en pinagtig nøjagtighed. Alt i mens dette står på, snakker Ware lystigt derudaf om sine mål og tanker. I ny og næ hører vi også, hvordan hvide troldmænd fra nær og fjern samles i Monte Albano for at modarbejde Ware, men det nytter øjensynlig ikke meget. Den hvide magi er svag i forhold til den sorte, og brødrene må slide i døgndrift for at finde en vej.

Paperback, Penguin Books 1972. Et som altid cool cover fra Penguins SF-serie. Manden bag forsiden er David Pelham

Paperback, Penguin Books 1972. Et som altid cool cover fra Penguins SF-serie. Manden bag forsiden er David Pelham

Blish sniger i øvrigt en lille hilsen til en forfatterkollega ind i teksten, idet den ene af magikerne, der kommer til klosteret hedder Fader Vance – en magiker hvis idéer om magi hører hjemme i en fjern fremtid, hvor verden er blevet gammel og træt. Det er naturligvis et nik til Jack Vance og hans Dying Earth-serie.

Black Easter er en speciel roman; en meget speciel roman. Både stilistisk og i sit emne afsøger den grænser og trækker i den grad på hele den gryende New Wave of SF-stemning af ”hvad nu hvis”. Tematisk falder den i tråd med tidens sværmeri for satanisme og okkultisme, men der kan ikke være nogen tvivl om, at James Blish leverer et selvstændigt bidrag til emnet og genren.

Paperback, Marabout 1975. Romanen i fransk udgave

Paperback, Marabout 1975. Romanen i fransk udgave

Romanen, der regnes som en del af den såkaldte After such knowledge-trilogi af uafhængige bøger, skaber ganske enkelt sit eget rum. Et diabolsk rum iscenesat som en intim kamp om ideologi udtrykt igennem det lille persongalleri. Bogens virkelige styrke står imidlertid først klart i sidste kapitel, hvor Blish træffer et modigt valg og pludseligt skriver med en forbløffende stærk emotionel pen. Sidste kapitel i Black Easter rummer således alle de kontrasterende følelser, der har ulmet igennem hele romanen. Med et snuptag, blotlægger Blish pludseligt det kunstværk for os, som han med sikkerhånd har forberedt til os. Smukt og grusomt, ærligt og trist. Intet mindre.

Paperback, Equinox 1977

Paperback, Equinox 1977

Paperback, Avon Books 1982. Forsiden er udført af Wayne D. Barlowe

Paperback, Avon Books 1982. Forsiden er udført af Wayne D. Barlowe

Paperback Arrow Books 1982. Forsidebilledet er malet af Chris Moore

Paperback Arrow Books 1982. Forsidebilledet er malet af Chris Moore

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman